1.

Stadfæstelsen i EU-retten af en forpligtelse for den nationale ret til af egen drift at prøve, om der findes et urimeligt kontraktvilkår i en aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende i henhold til direktiv 93/13/EØF ( 2 ), når den råder over de faktiske og retlige oplysninger, der er nødvendige for denne prøvelse, udgør et betydeligt fremskridt i forbrugerbeskyttelsen.

2.

I den foreliggende sag anmodes Domstolen om at afgøre, om direktiv 93/13 nødvendigvis indebærer, at en medlemsstat ifalder ansvar uden for kontraktforhold, når en national ret i forbindelse med en tvangsfuldbyrdelse har undladt af egen drift at prøve, om der fandtes et urimeligt vilkår i en forbrugerkreditaftale. Spørgsmålet er nærmere bestemt, om og på hvilke vilkår de nationale retters tilsidesættelse af deres forpligtelse til af egen drift at prøve, om der findes et urimeligt kontraktvilkår i en aftale mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, kan sanktioneres ved, at den berørte medlemsstat ifalder ansvar.

3.

Denne sag har sit udspring i en tvist mellem Milena Tomášová og Ministerstvo spravodlivosti SR (Republikken Slovakiets justitsministerium) og Pohotovosť s. r. o. om gennemførelse af en voldgiftskendelse, hvormed Milena Tomášová var blevet dømt til at betale et beløb i tilknytning til indgåelsen af en forbrugerkreditaftale.

4.

Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at Milena Tomášová er pensionist, og hendes eneste indkomst er en pension på 347 EUR. I 2007 indgik hun en forbrugerkreditaftale med Pohotovosť om et lån på 232 EUR.

5.

Denne aftale havde form af en adhæsionskontrakt indeholdende en voldgiftsklausul om accept af, at tvister i tilknytning til kontrakten skulle indbringes for en voldgiftsret beliggende over 400 km fra Milena Tomášovás bopæl. Ifølge denne aftale var morarenterne på 91,25% om året. Den pågældende kontrakt angav endvidere ikke de årlige kreditomkostninger i procent.

6.

Da Milena Tomášová var forsinket med tilbagebetalingen af lånet, og da hun ikke havde kunnet betale nævnte morarenter, tegnede hun et nyt lån på 232,36 EUR hos Pohotovosť.

7.

Ved afgørelser truffet af Stálý rozhodcovský súd (den permanente voldgiftsret) henholdsvis den 9. april og den 15. maj 2008 blev Milena Tomášová dømt til at betale Pohotovosť flere beløb som følge af den manglende tilbagebetaling af de pågældende lån, betaling af morarenter og sagsomkostninger.

8.

Da disse afgørelser havde fået retskraft og kunne fuldbyrdes, indgav Pohotovosť henholdsvis den 13. og den 27. oktober 2008 anmodninger om fuldbyrdelse til Okresný súd Prešov (kredsdomstolen i Prešov, Slovakiet), som imødekom disse anmodninger ved afgørelser dateret den 15. og den 16. december 2008.

9.

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at de pågældende fuldbyrdelsesprocedurer fortsat pågik på tidspunktet for indgivelsen af den foreliggende anmodning om en præjudiciel afgørelse.

10.

Den 9. juli 2010 anlagde Milena Tomášová sag med påstand om, at Republikken Slovakiets justitsministerium blev tilpligtet at udrede erstatning på 2000,00 EUR for den skade, hun angiveligt havde lidt som følge af, at Okresný súd Prešov (kredsdomstolen i Prešov) havde tilsidesat EU-retten, med den begrundelse, at nævnte ret i forbindelse med de pågældende procedurer tog anmodninger om fuldbyrdelse baseret på en urimelig voldgiftsklausul, og som havde til formål at inddrive beløb på grundlag af et urimeligt kontraktvilkår, til følge.

11.

Ved afgørelse af 22. oktober 2010 forkastede Okresný súd Prešov (kredsdomstolen i Prešov) sagsøgerens søgsmål som ugrundet med den begrundelse, at hun ikke havde udtømt alle de retsmidler, der stod til hendes rådighed, at fuldbyrdelsesprocedurerne ikke var endeligt afsluttet, og at der derfor ikke kunne være tale om, at der var opstået et tab, og at søgsmålet således var indgivet for tidligt.

12.

Milena Tomášová appellerede denne afgørelse.

13.

Ved afgørelse af 31. januar 2012 annullerede Krajský súd v Prešove (retten for regionen Prešov, Slovakiet) nævnte afgørelse og hjemviste sagen til Okresný súd Prešov (kredsdomstolen i Prešov). Nævnte ret fandt ikke den af Okresný súd Prešov (kredsdomstolen i Prešov) fremførte argumentation overbevisende som begrundelse for at forkaste Milena Tomášovás påstand om erstatning.

14.

På denne baggrund har Okresný súd Prešov (kredsdomstolen i Prešov) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

15.

Den slovakiske og den tjekkiske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

16.

Domstolen sendte den 18. december 2015 den forelæggende ret en anmodning om uddybende oplysninger i medfør af artikel 101 i Domstolens procesreglement. Med denne anmodning blev den forelæggende ret opfordret til at præcisere, om og på hvilke betingelser den var blevet anmodet om at træffe afgørelse i sidste instans i forbindelse med den i tvisten i hovedsagen omhandlede fuldbyrdelsesprocedure. Nævnte ret imødekom denne opfordring ved skrivelse tilgået Domstolen den 16. februar 2016.

17.

Den foreliggende sag vedrører en medlemsstats ifaldelse af ansvar i forbindelse med krav om erstatning for tab, som borgere har lidt som følge af en national rets tilsidesættelse af EU-retten. De forelagte spørgsmål indgår specifikt i en tvist om fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse baseret på indgåelsen af en forbrugerkreditaftale, der angiveligt indeholder urimelige kontraktvilkår i den i direktiv 93/13 nævnte forstand.

18.

Med det første, det andet og det tredje spørgsmål, der efter min opfattelse skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om og på hvilke betingelser en tilsidesættelse af EU-retten som følge af en retsafgørelse truffet i forbindelse med en tvangsfuldbyrdelsesprocedure baseret på en voldgiftskendelse, hvormed en anmodning om inddrivelse af beløb i medfør af et kontraktvilkår, der skal anses for at være urimeligt, udgør en »tilstrækkelig kvalificeret« tilsidesættelse, der kan bevirke, at den berørte medlemsstat ifalder ansvar uden for kontraktforhold. I denne forbindelse nærer den tvivl om, hvorvidt den omstændighed, at den pågældende fuldbyrdelsesprocedure ikke er afsluttet, at den pågældende person har udvist en fuldstændig passivitet, og at hun ikke har udtømt alle retsmidler og retlige procedurer, som f.eks. et søgsmål om tilbagesøgning af uretmæssigt ydede betalinger, hun har i henhold til den nationale retsorden, har betydning i denne henseende.

19.

Det fjerde og det femte spørgsmål vedrører rækkevidden af et eventuelt krav om erstatning for den lidte skade som følge af den nationale rets passivitet, der i realiteten består i, at denne har undladt at vurdere, om vilkårene i den pågældende kontrakt er urimelige, og kravets forbindelse med andre civile søgsmål.

20.

Det første, det andet og det tredje præjudicielle spørgsmål foranlediger mig i det væsentlige til at vurdere spørgsmålet om, hvorvidt den omstændighed, at den nationale ret med ansvar for fuldbyrdelsen har undladt af egen drift at prøve, om vilkårene i den i hovedsagen omhandlede forbrugeraftale var urimelige – og efterfølgende set bort herfra i forbindelse med den omtvistede fuldbyrdelsesprocedure – kan bevirke, at den pågældende medlemsstat ifalder ansvar uden for kontraktforhold.

21.

Denne problematik har efter min opfattelse to aspekter, som jeg vil undersøge hver for sig.

22.

Det første aspekt vedrører spørgsmålet om, hvorvidt medlemsstaten kan ifalde ansvar uden for kontraktforhold for tilsidesættelse af EU-retten i en situation som den, der gør sig gældende i den foreliggende sag, på grund af en national rets handling eller undladelse, når det synes udelukket, at den er blevet anmodet om at træffe afgørelse i sidste instans.

23.

Det andet aspekt vedrører spørgsmålet om, hvorvidt og i givet fald på hvilke betingelser undladelse af at rejse og forkaste eksistensen af et urimeligt kontraktvilkår kan betegnes som en »tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse« af en EU-retlig regel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder.

24.

I den foreliggende sag synes det at fremgå af de præjudicielle spørgsmål, at hovedsagen vedrører en situation, hvor den forelæggende ret ikke er blevet anmodet om at træffe afgørelse i sidste instans. Disse spørgsmål ser kun ud til at give mening, hvis den omtvistede fuldbyrdelsesprocedure ikke anses for at være endeligt afsluttet. Efter min opfattelse fremgår det af sagsakterne, at der endnu ikke er truffet en endelig afgørelse, der er bindende for sagsøgeren i hovedsagen, og det fremgår, at sagsøgeren har indgivet et krav om erstatning for det tab, som hun angiveligt har lidt som følge af en retsafgørelse, i forbindelse med hvilken der kan iværksættes ordinær appel.

25.

Det fremgår imidlertid ikke klart af de sagsakter, der er forelagt for Domstolen, om Okresný súd Prešov (kredsdomstolen i Prešov) træffer afgørelse i sidste instans i tvisten i hovedsagen.

26.

Den forelæggende ret har ikke i sin besvarelse af Domstolens anmodning om uddybende oplysninger givet noget afgørende svar på disse aspekter. Det følger af gældende national ret, at en kendelse, hvormed en anmodning om tilladelse til fuldbyrdelse forkastes, kan appelleres ( 3 ). Der kan ligeledes iværksættes en ordinær appel af den afgørelse, hvormed skyldnerens indsigelser tages til følge ( 4 ). Som den slovakiske regering har præciseret, fremgår det heraf, at fuldbyrdelsesretten, hvis procedure er genstand for den foreliggende sag, afhængigt af omstændighederne kan være, men ikke nødvendigvis er ( 5 ) en ret, der træffer afgørelse i sidste instans.

27.

Sidstnævnte betragtning er imidlertid efter min opfattelse det centrale i problematikken vedrørende medlemsstaternes ifaldelse af ansvar for en tilsidesættelse begået af en ret henhørende under deres retsorden.

28.

Det står ganske vist fast, at princippet om medlemsstaternes ansvar for tab, der er forvoldt borgerne ved tilsidesættelse af EU-retten, der blev stadfæstet med dommen i sagen Francovich m.fl. ( 6 ), mens vilkårene for ifaldelse af dette ansvar blev præciseret i dom Brasserie du pêcheur og Factortame ( 7 ), gælder i alle tilfælde, hvor en medlemsstat har overtrådt EU-retten, uanset hvilket organ i medlemsstaten der ved sin handling eller undladelse har været årsag til overtrædelsen ( 8 ).

29.

Domstolen præciserede således i Köbler-dommen ( 9 ), at dette princip ligeledes på visse betingelser finder anvendelse, når tilsidesættelsen af EU-retten følger af en afgørelse truffet af en national ret.

30.

Det kan således ikke på forhånd udelukkes, at staten generelt ifalder ansvar for en tilsidesættelse af EU-retten, der følger af en national rets handling eller undladelse, uanset dens art og dens stilling i den pågældende retsorden.

31.

Mens enhver afgørelse truffet af en national ret, der tilsidesætter EU-retten, i teorien potentielt kan bevirke, at staten ifalder ansvar, er den dog ikke altid i alle tilfælde tilstrækkelig til at udløse dette ansvar.

32.

Når den pågældende handling eller undladelse sker under udøvelsen af den retlige funktion, og den i henhold til gældende proceduremæssige regler på nationalt plan kan anfægtes i forbindelse med en appel eller anke af den omtvistede dom, er det afgørelsen truffet af retten i sidste instans, der ultima ratio giver anledning til en adfærd eller en undladelse fra statens side, der er i strid med EU-retten.

33.

Det fremgår klart af dom af 30. september 2003, Köbler (C-224/01, EU:C:2003:513), og af retspraksis efter denne dom ( 10 ), at dette princip i en sådan situation kun gælder for retter, der træffer afgørelse i sidste instans.

34.

I denne principielle dom baserede Domstolen sig således på den afgørende betydning, som den dømmende magt har for beskyttelsen af de rettigheder, borgerne har i henhold til EU-retten, og på den omstændighed, at en ret, der træffer afgørelse i sidste instans, pr. definition er den sidste instans, hvor borgerne kan gøre de rettigheder gældende, der følger af EU-retten, da den fastslog, at rettigheder ville blive forringet – og der ville blive sat spørgsmålstegn ved effektiviteten af EU-retlige regler, hvormed sådanne rettigheder indrømmes – hvis borgerne ikke, under visse betingelser kunne opnå erstatning, såfremt deres rettigheder er blevet krænket ved en tilsidesættelse af EU-retten, der skyldes en afgørelse, som en ret i en medlemsstat har truffet som sidste instans ( 11 ).

35.

I samme retning har Domstolen i dommen i sagen Traghetti del Mediterraneo ( 12 ) klart anført, at der på grund af den dømmende funktions særlige karakter og de legitime krav til retssikkerheden dog er grænser for statens ansvar i et sådant tilfælde. Det fremgår af denne dom, at »staten [kan] kun undtagelsesvis ifalde ansvar, nemlig i det tilfælde, hvor den nationale ret [...] træffer afgørelse i sidste instans« ( 13 ).

36.

I Târșia-dommen ( 14 ) fastslog Domstolen for nylig, at det netop var på grundlag af den omstændighed, at Dragoș Constantin Târșia med den endelige retsafgørelse blev pålagt at betale en afgift, der efterfølgende i det væsentlige var blevet erklæret uforenelig med EU-retten, at muligheden for at drage staten til ansvar, så den berørte person kunne opnå beskyttelse af sine rettigheder ad rettens vej, burde overvejes.

37.

Selv om der i litteraturen er indledt en diskussion af, om statens ifaldelse af ansvar eventuelt kunne følge af afgørelser fra nationale retter, der ikke træffer afgørelse i sidste instans ( 15 ), fremgår det efter min opfattelse af Domstolens faste praksis, at ifaldelse af dette ansvar klart er begrænset til undladelser foretaget af nationale retter, hvis afgørelser ikke kan gøres til genstand for ordinær appel.

38.

Den nyskabelse, der blev indført med Köbler-dommen ( 16 ), og som følger af Domstolens brede helhedsfortolkning af begrebet »stat« i forbindelse med ifaldelse af ansvar uden for kontraktforhold ved tilsidesættelse af EU-retten, giver i det foreliggende tilfælde kun mening, når der er tale om en afgørelse fra en national ret, der træffer afgørelse i sidste instans – hvilket dog ikke nødvendigvis indebærer, at der er tale om en af de øverste retsinstanser i en medlemsstat.

39.

Denne betragtning fremgår efter min opfattelse utvetydigt af denne dom. I denne dom har Domstolen efter min opfattelse lagt vægt på, at afgørelsen fra de retter, der træffer afgørelse i sidste instans, skal være endelig. Domstolen har således anført, »at en [national] ret, der træffer afgørelse som sidste instans, pr. definition er den sidste instans, hvor borgerne kan gøre de rettigheder gældende, der følger af fællesskabsretten«, og »da en tilsidesættelse af disse rettigheder ved en endelig afgørelse fra en sådan retsinstans normalt ikke længere kan berigtiges, bør borgerne ikke fratages muligheden for at drage staten til ansvar for ved hjælp af dette middel at opnå beskyttelse af deres rettigheder ad rettens vej« ( 17 ).

40.

Denne konklusion sikrer efter min opfattelse endvidere en retfærdig balance mellem på den ene side behovet for effektivt at sikre de rettigheder, som borgerne har i henhold til EU-retten, og på den anden side de særlige karakteristika, der kendetegner de retlige organers medvirken i de enkelte medlemsstater, og de problemer, som de nationale retter kan støde på i forbindelse med udøvelsen af deres retlige funktion.

41.

Der er med andre ord kun tale om en tilsidesættelse af EU-retten, der kan bevirke, at staten ifalder ansvar for tab, der forårsages af en retlig afgørelse, i en situation, hvor retssystemet som helhed har slået fejl, dvs. i det tilfælde, hvor den ret, der træffer afgørelse i sidste instans, ikke har været i stand til effektivt at sikre beskyttelsen af en ret, der følger af EU-retten. For at staten kan tilskrives en retlig undladelse, er det efter min opfattelse nødvendigt, at der er tale om en endelig retsafgørelse, som bevirker, at de berørte personers retsstilling fastlåses for fremtiden ( 18 ).

42.

Som Domstolens retspraksis efter min opfattelse vidner om ( 19 ), gælder denne konklusion både i det tilfælde, hvor den forelæggende ret ikke har opfyldt sin forpligtelse til præjudiciel forelæggelse, der i henhold til artikel 267, tredje afsnit, TEUF påhviler en national ret, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres, når de er i tvivl om, hvordan EU-retten skal fortolkes, og i det tilfælde, hvor der er tale om overholdelse af Unionens materielle ret, som f.eks. den materielle ret, der pålægger en national ret med henblik på at sikre effektiviteten af direktiv 93/13 og nærmere bestemt dets artikel 6, stk. 1, at efterprøve, om vilkårene i forbrugeraftaler er urimelige, og eventuelt at se bort fra sådanne urimelige vilkår.

43.

Kan behovet for at sikre forbrugerne, der traditionelt betragtes som den svageste part, en særlig beskyttelse, og den karakter af offentlig interesse, som Domstolen har tillagt forbrugerbeskyttelsesbestemmelserne i direktiv 93/13 ( 20 ), omgøre eller ændre denne konklusion, henset til begrænsningerne af princippet om procesautonomi med hensyn til de konkrete betingelser for medlemsstatens ifaldelse af ansvar?

44.

Det kan det efter min mening ikke.

45.

Effektiviteten af direktiv 93/13 sikres efter min opfattelse af den mulighed eller i nogle tilfælde endog den forpligtelse, som den nationale ret har til at fastslå kontraktvilkårenes urimelige karakter, og den mulighed, som den ret, der træffer afgørelse i sidste instans, har for at forkaste en afgørelse truffet i strid med denne forpligtelse. Det er efter min opfattelse at gå et skridt for langt at bestemme, at staten ifalder ansvar uden for kontraktforhold i alle de tilfælde, hvor en ret, uanset dens placering i det nationale retshierarki og det niveau, den griber ind på, angiveligt har tilsidesat sin forpligtelse til at prøve den urimelige karakter af et kontraktvilkår i en aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, og i nogle tilfælde at se bort fra et sådant kontraktvilkår.

46.

Mens der således ikke sættes spørgsmålstegn ved effektivitetsprincippet, kan det forholde sig anderledes med ækvivalensprincippet ( 21 ). Mens de betingelser for ifaldelse af ansvar, som Domstolen har udledt, er nødvendige for og tilstrækkelige til, at borgerne har en ret til erstatning, kan det ikke udelukkes, at staten kan ifalde ansvar på grundlag af mindre restriktive betingelser i henhold til national ret. Såfremt en ret, der ikke træffer afgørelse som sidste instans, i henhold til gældende national ret kan ifalde ansvar for tilsidesættelse af gældende nationale retsregler, bør denne mulighed ligeledes stå åben på de samme vilkår, hvis den nationale ret har tilsidesat de rettigheder, som borgerne har i henhold til EU-retten, særligt de rettigheder, der følger af direktiv 93/13.

47.

Det følger af alle de ovenstående betragtninger, at EU-retten, forudsat at ækvivalensprincippet overholdes, ikke som sådan pålægger en medlemsstat en forpligtelse til at erstatte et tab, der følger af en retsafgørelse, som endnu kan gøres til genstand for en ordinær appel.

48.

Det kan konkluderes, at en medlemsstat kun kan ifalde ansvar for et tab, som en borger har lidt som følge af en national rets tilsidesættelse af EU-retten, i det særlige tilfælde, hvor denne ret træffer afgørelse i sidste instans, hvilket det i forbindelse med tvisten i hovedsagen påhviler den forelæggende ret at efterprøve under hensyntagen til de særlige omstændigheder, der gør sig gældende i den foreliggende tvist.

49.

Såfremt den forelæggende ret i forbindelse med hovedsagen skal betragtes som en ret, der træffer afgørelse i sidste instans, er spørgsmålet, i hvilket omfang denne har foretaget en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder.

50.

Hvad angår betingelserne for en medlemsstats ifaldelse af ansvar for en tilsidesættelse af EU-retten har Domstolen gentagne gange fastslået, at borgere, der har lidt skade, har ret til erstatning, når tre betingelser er opfyldt: Bestemmelsen, der er blevet tilsidesat, skal have til formål at tillægge borgerne rettigheder, tilsidesættelsen skal være tilstrækkelig kvalificeret, og der skal være en direkte årsagsforbindelse mellem tilsidesættelsen af den forpligtelse, som påhviler staten, og de skadelidtes tab ( 22 ). De samme betingelser finder anvendelse på en medlemsstats erstatningsansvar for tab, der er forvoldt ved, at en ret i sidste instans har truffet en afgørelse, der tilsidesætter en EU-retlig bestemmelse ( 23 ).

51.

Det er i princippet de nationale retsinstanser, der skal anvende kriterierne for, at medlemsstaterne ifalder ansvar for tab, som borgerne er blevet påført på grund af tilsidesættelser af EU-retten i overensstemmelse med de anvisninger, som Domstolen har givet herfor ( 24 ).

52.

Disse anvisninger kan sammenfattes således.

53.

For det første skal det afgøres, om den tilsidesatte regel har til formål at tillægge borgerne rettigheder. Jeg er ikke i tvivl om, at bestemmelserne i direktiv 93/13 og de forpligtelser, der påhviler de nationale retter med hensyn til at sikre fuld effektivitet, medfører rettigheder for borgerne, som de nationale retter skal beskytte.

54.

For det andet står det med hensyn til betingelsen om, at der skal være tale om en »kvalificeret« tilsidesættelse, fast, at der, henset til den dømmende funktions særlige karakter og de legitime krav til retssikkerheden, dog er grænser for statens ansvar for tab, som borgerne er blevet påført på grund af tilsidesættelse af EU-retten i en afgørelse truffet af en national ret. Ud over den ovenfor nævnte omstændighed, at dette ansvar kun kan gøres gældende i det særlige tilfælde, hvor den nationale ret træffer afgørelse i sidste instans, skal det prøves, om den nationale ret åbenbart har tilsidesat gældende ret ( 25 ).

55.

Hvordan forholder det sig med den forpligtelse, der pålægges den nationale ret til af egen drift at prøve, om der findes et urimeligt kontraktvilkår i en aftale indgået mellem en forbruger og en erhvervsdrivende?

56.

Det skal endnu en gang anføres, at den beskyttelsesordning, der indføres med direktiv 93/13, er baseret på tanken om, at forbrugeren befinder sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende hvad angår såvel forhandlingsstyrke som informationsniveau, og at forbrugeren som følge heraf tiltræder betingelser, som på forhånd er udarbejdet af den erhvervsdrivende, uden at han kan øve nogen indflydelse på disses indhold ( 26 ).

57.

Artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 bestemmer, henset til en sådan svagere stilling, at urimelige kontraktvilkår ikke er bindende for forbrugerne. Som det fremgår af retspraksis, er dette en bindende bestemmelse, der har til formål at erstatte den formelle balance, som kontrakten indfører mellem kontraktparternes rettigheder og forpligtelser, med en reel balance, der skal genindføre ligheden mellem parterne ( 27 ).

58.

For at sikre den beskyttelse, der indføres med direktiv 93/13, har Domstolen ligeledes gentagne gange fremhævet, at uligheden mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende alene kan ophæves ved positive foranstaltninger, der er uafhængige af kontraktparterne selv ( 28 ).

59.

Det er på baggrund af disse principper, at Domstolen har fastslået, at den nationale ret er forpligtet til af egen drift at prøve, om et kontraktvilkår eventuelt måtte være urimeligt ( 29 ).

60.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt en ret har begået en »tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten« ved under de omstændigheder, der er redegjort for i forelæggelseskendelsen, at undlade at gøre opmærksom på den urimelige karakter af et kontraktvilkår i en forbrugeraftale, er flere forhold i henhold til retspraksis ( 30 ) relevante, og disse forhold kan efter min opfattelse inddeles i to kategorier.

61.

Den første kategori vedrører den tilsidesatte regels generelle klarhed og præcision, hvilket i givet fald indebærer, at det skal afgøres, om Domstolen har en klar praksis vedrørende det retlige spørgsmål, der er indbragt for den nationale ret. Den anden kategori omhandler alle de særlige omstændigheder, der kendetegner den pågældende situation, som f.eks. den skønsmargin, som de nationale organer tillægges med den tilsidesatte regel, om den påståede tilsidesættelse er åbenlys, forsætlig og/eller undskyldelig, samt alle de faktiske og retlige oplysninger, der er bragt til den nationale rets kendskab, særligt af parterne i tvisten. Med hensyn til det andet aspekt har Domstolen fastslået, at det påhviler den nationale ret, der skal tage stilling til en erstatningspåstand, at tage hensyn til samtlige relevante omstændigheder i den sag, som den har fået forelagt ( 31 ).

62.

For det første hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt den tilsidesatte regel er tilstrækkelig klar og præcis, er det ubestridt, at en overtrædelse af EU-retten under alle omstændigheder er åbenbart kvalificeret, når den har varet ved til trods for, at der er afsagt en dom, der fastslår traktatbruddet, eller en dom i en præjudiciel sag, eller der foreligger en fast praksis ved Domstolen på det pågældende område, hvoraf det fremgår, at den omtvistede adfærd har karakter af en overtrædelse ( 32 ).

63.

Vedrørende forpligtelsen for en national ret, som skal tvangsfuldbyrde en voldgiftskendelse, til af egen drift at prøve, om et kontraktvilkår er urimeligt, er jeg af den opfattelse, at denne regel, som Domstolen har udledt af domspraksis, ikke på datoen for de afgørelser, hvormed der blev givet tilladelse til den pågældende tvangsfuldbyrdelse i hovedsagen, nødvendigvis var tilstrækkelig klar og præcis. Det er navnlig ikke indlysende, at denne regel fremgik klart af retspraksis på tidspunktet for vedtagelsen af de i hovedsagen omhandlede retsafgørelser dateret henholdsvis den 15. og den 16. december 2008.

64.

Denne konklusion er især baseret på to ting.

65.

For det første er jeg af den opfattelse, at Domstolen ikke i forbindelse med præjudicielle forelæggelser om fortolkning af bestemmelserne i direktiv 93/13, der er af meget forskellig karakter, altid har givet et klart svar på, om den nationale ret »skulle« eller »kunne« gøre opmærksom på et kontraktvilkår, som den betragter som urimeligt, og om den i bekræftende fald kunne eller skulle forkaste det. Mens den seneste retspraksis unægteligt udtaler sig til fordel for en forpligtelse for den nationale ret til at prøve den urimelige karakter af et kontraktvilkår under visse omstændigheder ( 33 ) og i givet fald drage konsekvenserne heraf, har det ikke altid været sådan. De formuleringer, Domstolen har benyttet, har længe været behæftet med en vis tvetydighed, der oftest forklares ved de særlige omstændigheder i hver enkelt sag ( 34 ).

66.

I mange sager har der endvidere kun været spørgsmål om en forpligtelse for retten til at prøve den urimelige karakter af kontraktvilkår, der forelægges den, under meget specifikke omstændigheder. I henhold til en nu fast formulering skal de nationale retter af egen drift efterprøve, om et kontraktvilkår, der henhører under anvendelsesområdet for direktiv 93/13, er urimeligt, og dermed afhjælpe den manglende ligevægt mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende, så snart den råder over de oplysninger vedrørende de retlige eller faktiske omstændigheder, som denne prøvelse kræver ( 35 ).

67.

For det andet er denne stadfæstelse af en »forpligtelse« endnu mindre indlysende, når der er tale om tvangsfuldbyrdelsesprocedurer som den i hovedsagen omhandlede, der ofte indebærer en marginal ( 36 ) eller endog ikke-eksisterende intervention ( 37 ) fra den kompetente nationale rets side. Som jeg allerede har haft lejlighed til at anføre, er det ikke sjældent, at retten i sådanne forenklede procedurer ikke har mulighed for at få kendskab til alle de relevante faktiske og retlige oplysninger.

68.

Det skal således bemærkes, at Domstolen kun har prøvet en situation som den, der er tale om i hovedsagen, i sin Pohotovosť-kendelse ( 38 ), hvori den bl.a. fastslog, at en national ret, der skal træffe afgørelse om en begæring om tvangsfuldbyrdelse af en endelig voldgiftsafgørelse, ifølge de nationale processuelle bestemmelser af egen drift skal prøve, om der eventuelt er modstrid mellem en voldgiftsklausul og de nationale ufravigelige procesforudsætninger, ligesom den af egen drift skal prøve, om denne klausul er urimelig i forhold til artikel 6 i direktiv 93/13, når den råder over de oplysninger vedrørende de retlige og faktiske omstændigheder, som denne prøvelse kræver.

69.

Mens denne kendelse ganske vist henviser til den retspraksis, som Domstolen indtil da havde udviklet ( 39 ) som svar på spørgsmål, den havde fået forelagt, kan det ikke udelukkes, at de forpligtelser, der dengang påhvilede den nationale ret, i dennes øjne kunne give anledning til visse spørgsmål.

70.

Den omstændighed, at Domstolen fandt det hensigtsmæssigt at løse sag C-76/10, Pohotovost’ ( 40 ) ved en kendelse afsagt på grundlag af artikel 104, stk. 3, første afsnit, i Domstolens procesreglement i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for nævnte sag ( 41 ), er efter min opfattelse på ingen måde afgørende for, at de forpligtelser, der påhviler en ret, der er blevet anmodet om at fuldbyrde en voldgiftskendelse, kan anses for at fremgå »klart og præcist« af retspraksis.

71.

Jeg er således af den opfattelse, at prøvelsen af, om den nationale ret står over for en klar og præcis regel, ikke hænger sammen med Domstolens valg af en forenklet proceduremæssig behandling ved fortolkningen af en sådan regel. Alene den omstændighed, at der kunne indgives en anmodning om en præjudiciel afgørelse, lader formode, at den pågældende retsregel i det mindste for nogle af de nationale retter kunne give anledning til fortolkningsproblemer.

72.

Generaladvokaten fastslog i den sag, der gav anledning til dom af 4. juni 2002, Lyckeskog (C-99/00, EU:C:2002:329) ( 42 ), vedrørende forbindelsen mellem spørgsmålet om, hvorvidt det er klart, at der foreligger rimelig tvivl, der kræver, at den nationale ret forelægger et præjudicielt spørgsmål i henhold til retspraksis i dommen i sagen Cilfit m.fl. ( 43 ), og formuleringen af artikel 104, stk. 3, i Domstolens tidligere procesreglement, at »[i] det første tilfælde er der nemlig så at sige tale om kvaliteten og indholdet af den nationale rets tvivl for så vidt angår et spørgsmål vedrørende fællesskabsretten, når den skal afgøre, om spørgsmålet skal forelægges for Domstolen. I det andet tilfælde er der derimod tale om den tvivl, som en besvarelse af spørgsmålet eventuelt kan give anledning til for Domstolen, når den skal vælge, hvilken procedure den skal følge for at besvare spørgsmålet« ( 44 ).

73.

For det andet, og hvis det antages, at den retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder, som der her er tale om, skal anses for at have været stadfæstet på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, angår det andet aspekt, der efter min opfattelse skal undersøges for at afgøre, om der rent faktisk er tale om en »kvalificeret tilsidesættelse« af en retsregel, alle de omstændigheder, der gør sig gældende i den foreliggende sag.

74.

Retten skal kun af egen drift prøve, om der eventuelt er tale om et urimeligt kontraktvilkår – og i givet fald forkaste det – når den råder over alle de relevante faktiske og retlige oplysninger. Denne hensyntagen til alle omstændigheder er afgørende, og det er årsagen til, at Domstolen, mens den accepterer at fortolke de generelle kriterier, som EU-lovgiver har opstillet i artikel 3 i direktiv 93/13 i forbindelse med fastsættelse af begrebet urimeligt kontraktvilkår, generelt har afholdt sig fra at udtale sig om anvendelsen af disse kriterier på et bestemt kontraktvilkår ( 45 ).

75.

Den pågældende forbrugers handling eller passivitet er efter min opfattelse en af de ting, der skal tages hensyn til. Domstolen har således præciseret, at selv om direktiv 93/13 kræver, at den nationale retsinstans, som skal afgøre tvister mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, iværksætter positive foranstaltninger, der er uafhængige af kontraktparterne, kan overholdelsen af effektivitetsprincippet imidlertid ikke føre så vidt som til, at der skal kompenseres for den pågældende forbrugers fuldstændige passivitet. Den omstændighed, at forbrugeren dermed kun kan påberåbe sig beskyttelsen i lovgivningsbestemmelsen vedrørende urimelige kontraktvilkår, hvis forbrugeren iværksætter en domstolsprocedure, er ikke i sig selv i strid med effektivitetsprincippet ( 46 ).

76.

Dette sidstnævnte krav, nemlig kravet om, at der skal tages hensyn til, om den person, der mener sig krænket, har søgt at undgå skaden eller begrænse dens omfang, er netop blevet udledt af Domstolen ( 47 ) og hænger ubestrideligt sammen med kravet om, at der skal være tale om en retlig afgørelse fra en ret, der træffer afgørelse som sidste instans ( 48 ).

77.

Alt i alt kan det kun fastslås, at forpligtelsen til af egen drift at prøve kontraktvilkårs eventuelle urimelige karakter i henhold til direktiv 93/13 kun findes, når den nationale ret råder over de oplysninger, som denne prøvelse kræver.

78.

En sådan prøvelse er absolut subjektiv og påhviler den nationale ret. For at det kan fastslås, at rettens undladelse af at prøve og i givet fald forkaste urimelige vilkår i aftaler indgået mellem forbrugere og erhvervsdrivende, er indlysende og kan sanktioneres på grundlag af statens ansvar for tilsidesættelse af EU-retten, skal der tages hensyn til, om denne undladelse er undskyldelig eller uundskyldelig.

79.

Den omstændighed, at rettens opmærksomhed enten af forbrugeren selv eller via alle andre informationskanaler er blevet henledt på dette aspekt, har ligeledes stor betydning.

80.

Som tidligere anført vedrører det fjerde og det femte spørgsmål rækkevidden af et eventuelt krav om erstatning for den lidte skade som følge af den nationale rets passivitet og kravets forbindelse med andre søgsmål.

81.

Med det fjerde spørgsmål spørger den forelæggende ret således i det væsentlige, om et tab, der skyldes en eventuel tilsidesættelse af EU-retten i hovedsagen, svarer til den erstatning, som Milena Tomášová har krævet, og om beløbet kan sidestilles med den inddrevne fordring, som udgør en uberettiget berigelse. Med sit femte spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om søgsmål om tilbagesøgning af uretmæssigt ydede betalinger som retsmiddel går forud for en godtgørelse af tabet.

82.

Den forelæggende rets spørgsmål vedrører efter min opfattelse aspekter med tilknytning til medlemsstaternes procesautonomi.

83.

Det skal i denne forbindelse anføres, at staten, når betingelserne for dens ifaldelse af ansvar er opfyldt, hvilket det tilkommer de nationale retter at afgøre, skal erstatte det forvoldte tab efter nationale erstatningsregler, idet betingelserne i de nationale lovgivninger for erstatning af tab dog ikke, hvad angår såvel formaliteten som realiteten, må være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål efter national ret (ækvivalensprincippet), og ikke må være udformet således, at de i praksis gør det umuligt eller urimeligt vanskeligt at opnå erstatning (effektivitetsprincippet) ( 49 ).

84.

Det følger heraf, at reglerne for vurdering af et tab forårsaget af en tilsidesættelse af EU-retten fastsættes i de enkelte medlemsstaters nationale ret, idet de nationale lovgivninger om erstatning for tab, der fastsætter disse regler, skal overholde ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet.

85.

Forbindelsen mellem et erstatningssøgsmål i tilknytning til et tab, der angiveligt er lidt som følge af en tilsidesættelse af en retsregel, og de øvrige søgsmål, der er mulige i henhold til national ret, særligt søgsmål om tilbagesøgning af uretmæssigt ydede betalinger, der kan anlægges i henhold til national ret, afgøres af national ret under overholdelse af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet.

86.

Det tilkommer således de enkelte medlemsstaters interne retsorden at fastsætte de kriterier, der gør det muligt at fastslå og vurdere det tab, som en tilsidesættelse af EU-retten har medført, under overholdelse af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet.

87.

Jeg foreslår, at de af Okresný súd Prešov (kredsdomstolen i Prešov, Slovakiet) forelagte spørgsmål besvares således: