1.

Anmodningen om fortolkning, som er indgivet af Cour d’appel de Bruxelles (Belgien) i henhold til den præjudicielle hasteprocedure, vedrører artikel 11, stk. 7 og 8, i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 ( 3 ) (herefter »Bruxelles IIa-forordningen«).

2.

Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem en britisk statsborger, der er bosat i Belgien, og en polsk statsborger, der er bosat i Polen, vedrørende forældreansvaret over for deres barn, som på det tidspunkt, hvor sagen først blev anlagt ved en belgisk ret, havde sit sædvanlige opholdssted i Belgien, inden barnet ulovligt blev fjernet til Polen af sin mor. De belgiske retter, som efterfølgende har afsagt domme, har anerkendt deres internationale kompetence til at træffe afgørelse i tvisten, og denne anerkendelse er ikke blevet bestridt af de polske retter, ved hvilke moderen senere har anlagt sag.

3.

Sideløbende med de således anlagte sager vedrørende forældreansvaret har faderen indgivet en anmodning om tilbagegivelse af barnet i henhold til Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser ( 4 ) (herefter »Haagerkonventionen af 1980«). Denne anmodning blev afvist af en polsk ret, således som det undtagelsesvis er tilladt i henhold til konventionens artikel 13, sammenholdt med Bruxelles IIa-forordningens artikel 11.

4.

Faderen indbragte dernæst sagen for den belgiske ret, som i medfør af de nationale procesregler er særligt kompetent til at tage stilling til spørgsmål om forældremyndighed, efter at der er blevet truffet en sådan afgørelse om ikke at tilbagegive. I henhold til disse regler medførte denne indbringelse, at sager, der verserede for enhver anden belgisk ret vedrørende forældreansvaret over for dette barn, skulle udsættes, i det foreliggende tilfælde den sag, som verserer for den forelæggende ret.

5.

Den forelæggende ret har anmodet Domstolen om at oplyse, om Bruxelles IIa-forordningens artikel 11, stk. 7 og 8, er til hinder for, at en medlemsstat ( 5 ) vedtager sådanne regler om national kompetencefordeling, som for det første medfører, at en specialiseret ret forbeholdes kompetencen, når der foreligger en afgørelse truffet i en anden medlemsstat om ikke at tilbagegive barnet, og for det andet, at enhver sag, som allerede er indbragt for en anden national ret, som i princippet er kompetent til at træffe afgørelse om realiteten, midlertidigt afbrydes.

6.

Alle medlemsstaterne i Den Europæiske Union er kontraherende parter i Haagerkonventionen af 1980, som trådte i kraft den 1. december 1983.

7.

Konventionens artikel 1 fastsætter, at den har til formål at »sikre en umiddelbar tilbagegivelse af børn, som er ulovligt bortført til eller tilbageholdt i en kontraherende stat«, og »sørge for, at forældremyndighed og samværsret i en kontraherende stat bliver effektivt respekteret i andre kontraherende stater«. Konventionens artikel 3 definerer, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at bortførelse eller tilbageholdelse af et barn anses for ulovlig i henhold til konventionen.

8.

Artikel 12, der er indeholdt i konventionens kapitel III med overskriften »Tilbagegivelse af børn«, bestemmer i stk. 1, at »[h]vis et barn er blevet ulovligt bortført eller tilbageholdt som angivet i artikel 3, og hvis der, da sagen blev indledt ved den judicielle eller administrative myndighed i den kontraherende stat, hvor barnet befinder sig, er gået mindre end eet år fra den dag, da den ulovlige bortførelse eller tilbageholdelse fandt sted, skal den pågældende myndighed bestemme, at barnet straks skal gives tilbage«.

9.

Artikel 13, stk. 1, litra b), bestemmer, at »[u]anset bestemmelserne i den foregående artikel har den judicielle eller administrative myndighed i modtagerstaten ikke pligt til at bestemme, at barnet skal tilbagegives, hvis den person, institution eller anden myndighed, som modsætter sig tilbagegivelsen, godtgør, at […] der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil udsætte barnet for fysisk eller psykisk skade eller på anden måde sætte barnet i en situation, som det ikke bør tåle«.

10.

Følgende fremgår af 12., 17., 18. og 33. betragtning til Bruxelles IIa-forordningen:

[…]

[…]

11.

Det fremgår af forordningens artikel 1, litra b), og stk. 2, litra a), at den finder anvendelse »på det civilretlige område, uanset domsmyndighedens art, for spørgsmål vedrørende […] tilkendelse [og] udøvelse […] af forældreansvar«, og navnlig vedrørende »forældremyndighed og samværsret«. Bruxelles IIa-forordningens artikel 2, nr. 7) og nr. 9)-11), definerer, hvad der i denne forordning forstås ved henholdsvis »forældreansvar«, »forældremyndighed«, »samværsret« og »ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse af et barn«.

12.

I samme forordnings kapitel II vedrørende »Kompetence« findes afdeling 2, som indeholder artikel 8-15, der omhandler »Forældreansvar«. Artikel 8 fastsætter en regel om »generel kompetence« for retterne i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor der blev anlagt en sag vedrørende dette område. Artikel 10, som regulerer »Kompetence i sager om barnebortførelse«, bestemmer, at retterne i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før en ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse, bevarer deres kompetence, indtil barnet har fået sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat på de strenge betingelser, der er fastsat i artiklen.

13.

Forordningens artikel 11 med overskriften »Tilbagegivelse af barnet«, har følgende ordlyd:

»1.   Når en forældremyndighedsindehavende person, institution eller anden myndighed anmoder de kompetente myndigheder i en medlemsstat om at træffe afgørelse på grundlag af Haagerkonventionen [af 1980] med henblik på at opnå tilbagegivelse af et barn, som ulovligt er blevet fjernet til eller ulovligt tilbageholdes i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse, finder stk. 2-8 anvendelse.

[…]

3.   En ret, til hvilken der er indgivet en anmodning om tilbagegivelse af et barn som omhandlet i stk. 1, fremmer sagen hurtigt under anvendelse af de hurtigste procedurer, der er til rådighed efter national lovgivning.

[…]

4.   En ret kan ikke afslå at tilbagegive et barn i medfør af artikel 13, litra b), i Haagerkonventionen af 1980, hvis det godtgøres, at der er truffet passende foranstaltninger til at sikre beskyttelsen af barnet efter dets tilbagegivelse.

[…]

6.   Har en ret i medfør af artikel 13 i Haagerkonventionen af 1980 bestemt, at et barn ikke skal tilbagegives, fremsender den straks, enten direkte eller gennem den pågældende medlemsstats centralmyndighed, en genpart af retsafgørelsen samt af de relevante dokumenter […] til den kompetente ret eller centralmyndigheden i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse, som fastsat i national lovgivning. […]

7.   Medmindre en af parterne allerede har anlagt sag ved retterne i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse, underretter den ret eller centralmyndighed, der modtager de i stk. 6 omhandlede oplysninger, parterne og opfordrer dem til at indgive indlæg til retten i overensstemmelse med national lovgivning inden tre måneder regnet fra datoen for underretningen af parterne, således at retten kan tage stilling til forældremyndigheden over barnet.

Med forbehold af denne forordnings regler for kompetence afslutter retten sagen, hvis den ikke har modtaget indlæg inden fristens udløb.

8.   Uanset om det i medfør af artikel 13 i Haagerkonventionen af 1980 er blevet bestemt, at et barn ikke skal tilbagegives, er en senere retsafgørelse, der beordrer barnet tilbagegivet, truffet af en ret, der har kompetence i medfør af denne forordning, eksigibel i henhold til kapitel III, afdeling 4, for at sikre tilbagegivelse af barnet.«

14.

Artikel 1322i i den belgiske retsplejelov, som blev indført ved lov af 10. maj 2007 ( 6 ) og ændret ved lov af 30. juli 2013 ( 7 ), har følgende ordlyd:

»§ 1. En afgørelse om ikke at tilbagegive et barn, der er truffet i udlandet, samt de dertilhørende dokumenter, som er fremsendt til den belgiske centralmyndighed i medfør af artikel 11, stk. 6, i [Bruxelles IIa-forordningen], fremsendes ved rekommanderet skrivelse til justitskontoret for den ret i første instans, der er oprettet ved appelretten i den retskreds, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse.

§ 2. Når dokumenterne modtages, og senest inden for tre hverdage, meddeler justitssekretæren ved særlig rekommanderet skrivelse parterne og anklagemyndigheden de oplysninger, der er indeholdt i artikel 11, stk. 7, i [Bruxelles IIa-forordningen]. Skrivelsen skal indeholde […] [e]n opfordring til parterne om at indgive deres indlæg til justitskontoret inden for tre måneder efter meddelelsen. Indgivelsen af disse indlæg indbringes for familieretten i første instans.

[…]

§ 4. Den omstændighed, at der sker indbringelse for familieretten, medfører, at sager, der er indbragt for retter, som skal træffe afgørelse i en tvist om forældreansvar eller i en indbyrdes sammenhængende tvist, udsættes.

[…]

§ 6. Den afgørelse, der i medfør af artikel 11, stk. 8, i [Bruxelles IIa-forordningen] træffes vedrørende spørgsmålet om forældremyndighed over barnet, kan på en af parternes anmodning ligeledes vedrøre ret til samvær, såfremt det ved afgørelsen bestemmes, at barnet skal tilbagegives til Belgien.

[…]«

15.

Retsplejelovens artikel 633f, som ændret ved nævnte lov af 30. juli 2013, bestemmer, at »[d]en familieret, der er oprettet ved appelretten i den retskreds, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse, har enekompetence til at påkende anmodninger som omhandlet i artikel 1322i«.

16.

Det barn, der er omhandlet i tvisten i hovedsagen, er født i Polen den 21. december 2011 som barn af en britisk far, der har boet i Belgien siden 1986, og en polsk mor, som på nuværende tidspunkt bor i Polen, idet forældrene ikke har været gift med hinanden.

17.

I juli eller august 2012, dvs. da barnet var omkring syv måneder, bosatte moderen sig i Bruxelles med barnet. I den periode, hvor de boede i Belgien, havde barnet sin bopæl hos moderen, men sås regelmæssigt med faderen.

18.

I løbet af august og september 2013 deltog forældrene i en lokal konfliktmægling med henblik på at nå til enighed om delt bopæl for barnet, men der blev ikke indgået en aftale herom.

19.

Den 16. oktober 2013 tog moderen tilbage til Polen med barnet, angiveligt med den hensigt at bosætte sig dér, uden at have opnået faderens forudgående tilladelse.

20.

Den 18. oktober 2013 anlagde faderen sag ved Tribunal de la jeunesse de Bruxelles ( 8 ) bl.a. med påstand om, at der blev fastsat de nærmere betingelser for udøvelsen af forældremyndigheden og truffet afgørelse om barnets bopæl.

21.

Den 23. oktober 2013 indgav faderen desuden en stævning til den dommer ved Tribunal de première instance de Bruxelles, som træffer afgørelse om foreløbige forholdsregler, med påstand om, at der, henset til sagens uopsættelighed, midlertidigt blev fastsat sekundær bopæl for barnet hos faderen, således at barnet skulle opholde sig dér hver anden weekend. Da faderen senere blev klar over, at moderens afrejse med barnet var definitiv, ændrede han sine påstande.

22.

Sideløbende med forskellige sager, som blev indledt vedrørende forældreansvaret ( 9 ), indgav faderen den 20. november 2013 en anmodning til den belgiske centralmyndighed om barnets omgående tilbagegivelse til Belgien i henhold til Haagerkonventionen af 1980.

23.

Ved kendelse af 19. december 2013 afviste den dommer ved Tribunal de première instance de Bruxelles, som træffer afgørelse om foreløbige forholdsregler, den indsigelse, som moderen havde rejst, om, at nævnte ret ikke havde international kompetence, og gav faderen medhold i hans senest indgivne påstande, idet dommeren bl.a. midlertidigt tildelte faderen fuld forældremyndighed og barnets faste bopæl.

24.

Ved afgørelse af 13. februar 2014 fastslog distriktsretten i Płońsk (Polen), at barnet var blevet fjernet ulovligt af moderen, og at barnets sædvanlige opholdssted inden denne fjernelse havde været i Belgien, men da retten anvendte den undtagelse, der er fastsat i konventionens artikel 13, stk. 1, litra b), forkastede den ikke desto mindre faderens påstand om tilbagegivelse af barnet.

25.

Ved dom af 26. marts 2014 erklærede Tribunal de la jeunesse de Bruxelles sig for internationalt kompetent til at træffe afgørelse om realiteten vedrørende forældreansvaret, idet den afviste moderens argumenter om det modsatte, som var støttet på Bruxelles IIa-forordningens artikel 15 ( 10 ). Retten traf vedrørende sagens realitet en foreløbigt eksigibel afgørelse om, at forældremyndigheden skulle udøves af forældrene i fællesskab, at barnets faste bopæl skulle være hos moderen, og at faderen foreløbigt skulle have sekundær bopæl hver anden weekend, idet han skulle rejse til Polen i forbindelse hermed.

26.

Efter at have modtaget en genpart af afgørelsen af 13. februar 2014 om ikke at tilbagegive og de dertilhørende dokumenter fra den polske centralmyndighed indgav den belgiske centralmyndighed den 10. april 2014 sagsakterne til justitskontoret for Tribunal de première instance francophone de Bruxelles. Parterne blev opfordret til at indgive indlæg med henblik på, at denne ret kunne tage stilling til spørgsmålet om forældremyndigheden over barnet i overensstemmelse med Bruxelles IIa-forordningens artikel 11, stk. 7, og artikel 1322i i den belgiske retsplejelov. Den omstændighed, at faderen den 9. juli 2014 indgav indlæg, medførte i henhold til artikel 1322i, stk. 2, at sagen blev indbragt for denne ret, og at enhver sag, der allerede var anlagt for en anden belgisk ret vedrørende en tvist om forældreansvaret over for samme barn, i medfør af artikel 1322i, stk. 4, tilsvarende blev udsat.

27.

Da faderen havde iværksat appel til prøvelse af dommen afsagt den 26. marts 2014 af Tribunal de la jeunesse, bekræftede Cour d’appel de Bruxelles ved mellemdom af 30. juli 2014, som i forhold til moderen blev afsagt som udeblivelsesdom, at den belgiske ret havde international kompetence til at træffe afgørelse vedrørende spørgsmål om forældreansvar. Da Cour d’appel imidlertid konstaterede, at parterne i mellemtiden havde indbragt en anmodning i henhold til Bruxelles IIa-forordningens artikel 11, stk. 6 og 7, for præsidenten for Tribunal de première instance francophone de Bruxelles, udsatte den afgørelsen om tvistens realitet. Den anmodede den belgiske centralmyndighed om at fremsende samtlige sagsakter, som centralmyndigheden i henhold til artikel 1322i i den belgiske retsplejelov havde indgivet til Tribunal de première instance de Bruxelles, til Cour d’appel. Indtil der træffes afgørelse i den procedure, der er omhandlet i nævnte artikel 11, stk. 6-8, traf Cour d’appel foreløbig afgørelse om, at moderen skulle oplyse faderen om, hvor hun bor sammen med barnet, og tildelte faderen ret til samvær med barnet, som skulle foregå i Polen. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at moderen ikke har efterlevet disse foreløbige foranstaltninger.

28.

Som følge af ikrafttrædelsen den 1. september 2014 af ovennævnte lov af 30. juli 2013 blev proceduren som følge af den polske afgørelse om ikke at tilbagegive, som var blevet indbragt for præsidenten for Tribunal de première instance de Bruxelles, henvist til den nye Tribunal de la famille de Bruxelles ( 11 ). Ved endelig dom af 8. oktober 2014 henviste Tribunal de la famille de Bruxelles på faderens anmodning sagen til Cour d’appel de Bruxelles med den begrundelse, at »[faderen] havde anlagt sag ved de belgiske retter inden den ulovlige fjernelse af barnet som omhandlet i [Bruxelles IIa-]forordningens artikel 11, stk. 7, og at forhandlingerne vedrørende sagens realitet verserede for [nævnte Cour d’appel]«.

29.

Det er imidlertid Cour d’appel de Bruxelles’ vurdering, at den, henset til indholdet af artikel 1322i i den belgiske retsplejelov, ikke ved denne henvisningsdom kan anse sagen for gyldigt indbragt for den ( 12 ). Da Cour d’appel de Bruxelles er i tvivl om, hvorvidt disse nationale regler er forenelige med Bruxelles IIa-forordningens bestemmelser, og dermed om, hvorvidt den har kompetence til at træffe afgørelse vedrørende tvisten i hovedsagen, har den ved dom af 7. november 2014, indgået til Domstolen den 10. november 2014, besluttet at udsætte sagen ( 13 ) og stille følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal [Bruxelles IIa-]forordningens artikel 11, stk. 7 og 8, fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstat:

30.

Den forelæggende ret har principalt anmodet om anvendelse af den præjudicielle hasteprocedure, der er omhandlet i artikel 107 i Domstolens procesreglement, og subsidiært om anvendelse af den fremskyndede procedure, der er omhandlet i procesreglementets artikel 105. Den 18. november 2014 besluttede den kompetente afdeling at undergive sagen den præjudicielle hasteprocedure.

31.

Den belgiske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen, og disse var også til stede under retsmødet, som blev afholdt den 11. december 2014.

32.

Jeg finder det indledningsvis nyttigt at afgrænse nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse med henblik på at sondre mellem de forhold, som er ubestridte, og de forhold, som volder den forelæggende ret problemer.

33.

Det særlige ved denne sag i forhold til de sager, som Domstolen tidligere har skullet tage stilling til, er, at den udspringer af en kompetencekonflikt, som ikke foreligger mellem retter, der er beliggende i forskellige medlemsstater, men mellem forskellige retter i den samme medlemsstat ( 14 ). Det fremgår nemlig af sagsakterne, at de polske retter ikke har bestridt den vurdering, som de belgiske retter har foretaget, hvorved de belgiske retters internationale kompetence vedrørende forældreansvar blev fastslået ( 15 ) i medfør af Bruxelles IIa-forordningens artikel 8 og 10 på grundlag af det sted, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted, da sagen blev indbragt for dem, og før den fjernelse, som anses for ulovlig.

34.

Vedrørende sidstnævnte punkt bemærkes, at det også er blevet medgivet, at der i det foreliggende tilfælde i henhold til forordningens artikel 2, nr. 9) og 11) ( 16 ), er sket en tilsidesættelse af faderens forældremyndighed, som han var blevet tildelt fuldt ud, idet der på det tidspunkt, hvor moderen tog barnet med til Polen, ikke var blevet truffet en anden retsafgørelse i denne henseende ( 17 ).

35.

Hertil tilføjes, at på trods af denne ulovlige fjernelse har de belgiske retter, som har truffet afgørelser om realiteten frem til nu, ikke grundlæggende været imod at fastsætte barnets faste bopæl hos moderen ( 18 ), idet de imidlertid har bemærket, at der, siden de omhandlede afgørelser blev truffet, ifølge faderen er opstået nye faktiske omstændigheder, nemlig moderens aktuelle modstand mod enhver direkte relation mellem faderen og barnet. En polsk ret har derimod afvist faderens anmodning om barnets tilbagegivelse til Belgien på grundlag af Haagerkonventionen af 1980, som suppleret ved Bruxelles IIa-forordningens bestemmelser ( 19 ).

36.

Det er netop inden for rammerne af denne afgørelse om ikke at tilbagegive, at nærværende anmodning om fortolkning af forordningens artikel 11, stk. 7 og 8, indgår. Den forelæggende ret har i denne henseende forelagt Domstolen et todelt spørgsmål, som i det væsentlige vedrører en national retsregels fastsættelse af, hvilken ret der blandt de retter, som er beliggende i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted inden dets fjernelse, skal anses for at have kompetence til at tage stilling til, hvilke følger en sådan afgørelse skal have.

37.

Den første del af dette spørgsmål vedrører spørgsmålet om, hvorvidt nævnte bestemmelser gør det muligt for en medlemsstat at vælge en specialisering af de kompetente retter i denne henseende, herunder når en sag, hvis genstand er forældreansvaret over for det barn, som er blevet ulovligt fjernet, allerede verserer for en anden ret i denne stat. Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, omhandler andet led rækkevidden af denne specialiserede rets kompetence, navnlig med henblik på, at det fastlægges, om en medlemsstats lovgivning kan bestemme, at den omstændighed, at sagen indbringes for den specialiserede ret, medfører, at enhver anden sag vedrørende denne genstand, som verserer i denne stat, udsættes.

38.

Mens den forelæggende ret hælder til en fortolkning af de bestemmelser, der er omhandlet i anmodningen, hvorefter disse to muligheder ikke foreligger, taler den belgiske regering og Kommissionen for det modsatte synspunkt. Efter min opfattelse viser sidstnævnte synspunkt sig at være korrekt ud fra en formålsfortolkning af nævnte bestemmelser i Bruxelles IIa-forordningen.

39.

For bedre at kunne behandle udfordringerne i nærværende sag skal de centrale aspekter i den særlige ordning, som er fastsat i Bruxelles IIa-forordningens artikel 11 med henblik på at fremme den omgående tilbagegivelse af et barn, som er blevet fjernet fra det land, hvor barnet boede før dets ulovlige fjernelse, indledningsvis identificeres. De fremgangsmåder, som i denne henseende er blevet vedtaget, har for så vidt angår forbindelserne mellem medlemsstaterne til formål at styrke effektiviteten af de bestemmelser, som er indført ved Haagerkonventionen af 1980, selv om konventionen i sig selv fortsat finder anvendelse i Unionen ( 20 ).

40.

Når et barn ulovligt er blevet fjernet til eller ulovligt tilbageholdes i en anden medlemsstat, kan en af forældremyndighedsindehaverne i henhold til artikel 11, stk. 1, anmode denne stats kompetente myndigheder om barnets tilbagegivelse på grundlag af Haagerkonventionen af 1980. Det fremgår af 17. betragtning til Bruxelles IIa-forordningen, at retterne i den medlemsstat, som barnet ulovligt er blevet fjernet til, »bør kunne modsætte sig en tilbagegivelse i konkrete, behørigt begrundede tilfælde«. Dette er navnlig tilfældet, hvis »der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil udsætte barnet for fysisk eller psykisk skade«, således som det er fastsat i konventionens artikel 13, litra b). Det fremgår imidlertid af nævnte artikel 11, stk. 3-5, at den omgående tilbagegivelse af barnet udgør hovedreglen, og at en afvisning heraf skal forblive en undtagelse. I den ordning, som er indført ved Bruxelles IIa-forordningen, udgør den omstændighed, at nævnte retter modsætter sig tilbagegivelsen – i modsætning til den ordning, der følger af konventionen – dermed ikke systematisk afslutningen på søgsmålet vedrørende tilbagegivelsen.

41.

Hvis der på trods af de restriktioner, der er fastsat i Bruxelles IIa-forordningen, afsiges en dom om afvisning af en anmodning om tilbagegivelse, indeholder forordningen en begrænsning i 17. betragtning dertil, hvoraf fremgår, at »[e]n sådan afgørelse bør […] kunne erstattes af en senere afgørelse truffet af retten i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse«. En dom, hvorved en tilbagegivelse af barnet afvises, er blot en slags beskyttelsesforanstaltning, som træffes ud fra forsigtighedshensyn ( 21 ) på baggrund af den opfattelse, at barnet kunne blive udsat for fare, såfremt det vendte tilbage til det land, hvorfra det ulovligt er blevet fjernet. Det er ikke desto mindre retterne i denne medlemsstat, der i medfør af forordningens artikel 8 i princippet har kompetence til at tage stilling til realiteten vedrørende forældreansvar over for barnet, hvilket er grunden til, at det – til forskel fra den bestemmelse, der er fastsat i Haagerkonventionen af 1980 – er fastsat, at denne »endelige afgørelse« ( 22 ) tilkommer disse retter i et sådant tilfælde, navnlig hvad angår forældremyndigheden over barnet.

42.

Hertil bemærkes, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter »EMD«) har understreget, at det fremgår af Domstolens praksis, at det inden for rammerne af Bruxelles IIa-forordningen påhviler retterne i den medlemsstat, hvor det sædvanlige opholdssted er beliggende, at beskytte de omhandlede parters grundlæggende rettigheder ( 23 ). Dette indebærer bl.a., at de i henhold til artikel 8 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, skal varetage barnets tarv, som ikke nødvendigvis er sammenfaldende med forældrenes, idet det præciseres, at de forpligtelser, som denne artikel pålægger staterne, på området for internationale barnebortførelser skal fortolkes i lyset af kravene i Haagerkonventionen af 1980 ( 24 ).

43.

Med henblik på at gøre det muligt at foretage en ny undersøgelse af barnets situation på baggrund af alle relevante forhold pålægger Bruxelles IIa-forordningens artikel 11, stk. 6, retten i den medlemsstat, hvor barnet befinder sig, som har truffet en afgørelse om ikke at tilbagegive på grundlag af konventionens artikel 13, dels at meddele dette til »den kompetente ret eller centralmyndigheden i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted« ( 25 ), dels straks til denne ret eller centralmyndigheden at fremsende en genpart af denne afgørelse samt af de relevante dokumenter »som fastsat i national lovgivning«.

44.

Henset til ordlyden af nævnte stk. 6, som ikke har til formål og ikke gør det muligt at identificere, hvilken af de retter, som er beliggende på sidstnævnte stats område, der skal modtage de oplysninger, som er omhandlet i bestemmelsen, er det min opfattelse, at der næppe er nogen tvivl om, at hver medlemsstat ved vedtagelsen af en national kompetenceregel har mulighed for at udpege den nationale ret, der er modtageren.

45.

Nævnte artikel 11, stk. 7, bestemmer desuden, at den ret eller centralmyndighed, der modtager oplysningerne vedrørende afgørelsen om ikke at tilbagegive, skal underrette parterne og opfordre dem til at indgive indlæg til denne ret »i overensstemmelse med national lovgivning«, »således at retten kan tage stilling til forældremyndigheden over barnet« ( 26 ). Det fremgår af artikel 11, stk. 8, sammenholdt med 17. betragtning til forordningen, at uanset om der oprindeligt er truffet en afgørelse om ikke at tilbagegive, er en senere retsafgørelse, som indebærer, at barnet skal tilbagegives, og som i denne forbindelse er truffet af den kompetente ret i den medlemsstat, hvor det sædvanlige opholdssted er beliggende ( 27 ), i sig selv eksigibel, dvs. uden at det er nødvendigt at tage skridt til anerkendelse og fuldbyrdelse af nævnte afgørelse i den medlemsstat, hvor det fjernede barn befinder sig ( 28 ).

46.

Nævnte stk. 7 indledes imidlertid med et forbehold, hvorefter den procedure med underretning og afgørelse, som den fastsætter, er nødvendig, »[m]edmindre en af parterne allerede har anlagt sag ved retterne i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse« ( 29 ). En lignende, men ikke identisk, formulering kan findes i 18. betragtning til Bruxelles IIa-forordningen, hvoraf fremgår, at »[h]vis den pågældende ret endnu ikke har fået sagen forelagt, bør den eller centralmyndigheden underrette parterne« ( 30 ). Dette forbehold, som omhandler de sager, der verserer sideløbende i nævnte medlemsstat, udgør efter min opfattelse et centralt aspekt i den anmodning om præjudiciel afgørelse, som er forelagt Domstolen.

47.

Den forelæggende ret har anført, at uanset ordlyden af ovennævnte forbehold i Bruxelles IIa-forordningens artikel 11, stk. 7, bestemmer den belgiske lov, som har til formål at gennemføre bl.a. denne forordning i national ret ( 31 ), at med hensyn til den særlige procedure, der er fastsat i nævnte artikel 11, stk. 6-8, har de nationale specialiserede retter enekompetence ( 32 ), idet den omstændighed, at en sag indbringes for disse, medfører, at enhver anden sag, der allerede verserer for en belgisk ret vedrørende forældreansvaret over for det omhandlede barn, udsættes ( 33 ).

48.

Det rejser således spørgsmålet om, hvorvidt en sag som den, der i tvisten i hovedsagen først blev ført ved Tribunal de la jeunesse og dernæst ved Cour d’appel de Bruxelles, kan sidestilles med en sag, der allerede verserer i den medlemsstat, hvor det sædvanlige opholdssted er beliggende, som ordlyden af nævnte forbehold henviser til, og om de nationale kompetenceregler i belgisk ret dermed er i overensstemmelse med denne bestemmelse.

49.

For det første kan ordlyden af forbeholdet i nævnte stk. 7 antyde – således som den forelæggende ret har foreslået – at unionslovgiver har ønsket at opretholde kompetencen for en ret i denne medlemsstat, for hvilken der allerede er indbragt en tvist vedrørende det ulovligt fjernede barn, også i et tilfælde hvor en afgørelse om ikke at tilbagegive er blevet truffet i den medlemsstat, hvor barnet befinder sig, i overensstemmelse med princippet om bevarelse af kompetencen (forum perpetuum) ( 34 ).

50.

En sådan analyse synes også at være mulig, henset til forarbejderne til Bruxelles IIa-forordningen. Heraf fremgår på den ene side, at Kommissionen oprindeligt havde til hensigt at fastsætte, at alle tilfælde, hvor der blev vedtaget en afgørelse om ikke at tilbagegive, systematisk ville medføre en ny sag vedrørende forældremyndighed i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted før den ulovlige fjernelse ( 35 ), men at dette perspektiv på den anden side ikke i sidste ende blev opretholdt i den vedtagne ordlyd, idet tilføjelsen af ordlyden af ovennævnte forbehold blev indføjet i forordningen af Rådet for Den Europæiske Union ( 36 ).

51.

I en del af retslitteraturen antages det desuden, at i et tilfælde, hvor der allerede er anlagt sag ved en kompetent ret i den medlemsstat, hvor barnets sædvanlige opholdssted er beliggende, skal centralmyndigheden fremsende oplysningerne vedrørende afgørelsen om ikke at tilbagegive direkte til denne ret, og at det kun er nødvendigt at foretage en specifik fremsendelse i det modsatte tilfælde med henblik på at gøre det muligt at indlede en ny sag, efter at disse samme oplysninger er blevet fremsendt til de berørte personer ( 37 ). Denne tilgang kan ligeledes underbygges af »Vejledning i anvendelsen af den nye Bruxelles II-forordning«, som til brug for retterne i medlemsstaterne er blevet udarbejdet af Kommissionens tjenestegrene i samråd med Det Europæiske Retlige Netværk på det civil- og handelsretlige område, selv om de bemærkninger, der anføres på dette område, ikke kan sige sig fri for en vis tvetydighed ( 38 ).

52.

På trods af disse forhold, som skaber en vis tvivl, mener jeg, at andre betragtninger, bl.a. – men ikke udelukkende – formålsbetragtninger, i overensstemmelse med Domstolens faste praksis ( 39 ) skal føre til en fortolkning af Bruxelles IIa-forordningens artikel 11, stk. 7 og 8, som er mere nuanceret end den fortolkning, som den forelæggende ret lægger op til.

53.

Det første aspekt af det problem, som er rejst her, handler om, i hvilken udstrækning de bestemmelser i Bruxelles IIa-forordningen, som er omhandlet i det præjudicielle spørgsmål, kan regulere fordelingen af den interne kompetence mellem retterne i den medlemsstat, hvor det ulovligt fjernede barn havde sit sædvanlige opholdssted, når der i den medlemsstat, hvor barnet befinder sig, er blevet truffet en afgørelse om ikke at tilbagegive.

54.

I denne henseende fremgår det af Domstolens praksis, at selv om Bruxelles IIa-forordningen ikke har til formål at gøre de forskellige medlemsstaters materielle og processuelle regler ensartede, må anvendelsen af sådanne nationale regler imidlertid ikke gøre indgreb i den effektive virkning af forordningens bestemmelser ( 40 ).

55.

Hvad angår de kompetenceregler på området for forældreansvar, som er fastsat i forordningen, herunder dens artikel 11, fremgår det af 12. betragtning til forordningen, at de er udformet under hensyntagen til barnets bedste. Nødvendigheden af ved fortolkningen af disse regler »først og fremmest« at tage hensyn til dette formål er gentagne gange blevet fremhævet af Domstolen i dens praksis om fortolkningen af dette instruments bestemmelser ( 41 ).

56.

Det fremgår endvidere af 33. betragtning til Bruxelles IIa-forordningen, at den anerkender de grundlæggende rettigheder og respekterer principperne i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). Den søger især at sikre fuld respekt for børns grundlæggende rettigheder som omhandlet i chartrets artikel 24. Det følger for det første af nævnte artikel 24, stk. 2 og 3, at i alle handlinger vedrørende et barn, navnlig når de udføres af offentlige myndigheder, skal barnets tarv komme i første række, og for det andet, at ethvert barn har ret til regelmæssigt at have personlig forbindelse og direkte kontakt med begge sine forældre ( 42 ).

57.

Nævnte forordnings bestemmelser om ulovlig fjernelse og tilbageholdelse af et barn har navnlig til formål at afskrække forældre fra at begå sådanne handlinger ved at sikre, at et eventuelt forsøg på at tage loven i egne hænder ikke får positive virkninger på kompetencefordelingen, og at fremme en hurtig tilbagegivelse af barnet til den medlemsstat, hvor det boede inden fjernelsen ( 43 ). Dette formål om hurtighed understreges bl.a. ved de begrænsede procedurefrister, som udtrykkeligt er nævnt i Bruxelles IIa-forordningens artikel 11 ( 44 ).

58.

På baggrund af ordlyden af nævnte artikel 11, stk. 6-8, er det efter min opfattelse muligt for medlemsstaterne at tillægge en specialiseret ret kompetence til på en af parternes anmodning at tage stilling til spørgsmålet om tilbagegivelse af og/eller forældremyndigheden over barnet inden for rammerne af den særlige procedure, der er fastsat i nævnte stk. 7 og 8, og dette gælder også i et tilfælde, hvor der derudover allerede er anlagt sag ved en anden ret til prøvelse af realiteten vedrørende forældreansvaret over for barnet.

59.

Disse bestemmelser indeholder således for det første udtrykkelige henvisninger til medlemsstaternes lovgivning ( 45 ) og for det andet en formulering, der både er generel og målrettet ( 46 ), men upræcis ( 47 ), som levner medlemsstaterne plads til at vælge for så vidt angår fastlæggelsen af, hvilken af de retter, der er beliggende på dens område, der særligt har kompetence til at træffe afgørelse om forældremyndigheden over barnet efter en afgørelse om ikke at tilbagegive.

60.

Henset til det særlige formål med disse bestemmelser mener jeg, at Bruxelles IIa-forordningens artikel 11 snarere udgør en regel af teknisk karakter end en regel, der skal fastlægge den kompetente ret ( 48 ), selv om den er indeholdt i forordningens kapitel II med overskriften »Kompetence«. Efter min opfattelse har artikel 11, stk. 7, hovedsageligt til formål at fastlægge fremgangsmåden for underretning om oplysningerne vedrørende afgørelsen om ikke at tilbagegive, således at parterne på grundlag af et fuldstændigt kendskab til sagen har mulighed for at tage stilling for den ret, som er kompetent i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted, og dette for at undgå risikoen for et retligt tomrum efter en sådan afgørelse, hvis indhold skal kunne udsættes for en fornyet undersøgelse ( 49 ).

61.

Denne analyse drages efter min opfattelse ikke i tvivl af ordlyden af forbeholdet i starten af artikel 11, stk. 7. I denne forbindelse fremhæves den særlige omstændighed ved det forbehold, der fremgår af 18. betragtning til forordningen, i forhold til forbeholdet i nævnte bestemmelse. Heri er det nemlig præciseret, at »[h]vis den pågældende ret endnu ikke har fået sagen forelagt, bør den eller centralmyndigheden underrette parterne« ( 50 ). Det bemærkes, at i modsætning til den mere generelle ordlyd af nævnte artikel 11, stk. 7, henviser 18. betragtning ikke til et forudgående søgsmål ved en hvilken som helst af retterne uden sondring i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted, men til en specifik ret, nemlig til den ret, som i nævnte medlemsstat har kompetence til at modtage sagsakterne vedrørende afgørelsen om ikke at tilbagegive.

62.

Hertil bemærkes, at en sådan regel om intern fordeling af den materielle kompetence og specialisering af retterne i sig selv hverken gør indgreb i den effektive virkning af disse bestemmelser i forordningen eller i principperne og formålene, der ligger til grund for dem, herunder er den ikke nødvendigvis i strid med ovennævnte formål om hurtighed, selv om denne regel ikke desto mindre kan have negative følger i denne forbindelse alt efter, hvordan den anvendes, således som jeg senere vil redegøre for ( 51 ).

63.

Det bemærkes herved, at de belgiske lovbestemmelser, som er omhandlet i anmodningen om præjudiciel afgørelse, er begrundet i formål, som er forenelige med formålene med Bruxelles IIa-forordningen. Som den forelæggende ret har anført, omhandler den belgiske lovgivers begrundelse en specialisering af retterne og en koncentration af kompetencen begrundet i den tekniske karakter af de retlige procedurer på området for internationale barnebortførelser i ønsket om at forbedre effektiviteten og hurtigheden af de belgiske retters indgriben på området og i ønsket om at styrke det direkte samarbejde mellem dommerne i de forskellige medlemsstater ( 52 ). Det præciseres, at et første skridt i denne retning har været indført i belgisk ret siden 1998 ved gennemførelsen af Haagerkonventionen af 1980, men at der skete en styrkelse heraf i 2007 ved gennemførelsen af Bruxelles IIa-forordningen ( 53 ), således at antallet af kompetente retter på området blev skåret ned fra 27 til 6 med en appelmulighed ( 54 ).

64.

Som det udtrykkeligt er anført i forarbejderne til ovennævnte lov af 10. maj 2007 ( 55 ), har den belgiske lovgiver valgt at »være på linje« med lovgivninger af samme type, som tidligere er blevet vedtaget i andre medlemsstater, navnlig Frankrig ( 56 ) og Tyskland ( 57 ). Et studie i komparativ ret udført i regi af Haagerkonferencen om International Privatret bekræfter, at denne fremgangsmåde er blevet valgt i flere andre medlemsstater ( 58 ).

65.

Som den belgiske regering og Kommissionen har anført, er et sådant skridt i overensstemmelse med anbefalingerne om at koncentrere sagerne om internationale barnebortførelser hos et begrænset antal retter, som gives i de vejledninger, der er udarbejdet af Unionen ( 59 ) og Haagerkonferencen om International Privatret ( 60 ). Jeg mener, at det er vigtigt at bevare de mekanismer for specialisering af retterne, som er blevet kvalificeret som »god praksis« inden for rammerne af sidstnævnte, eftersom Haagerkonventionen af 1980 i sig selv fortsat finder anvendelse mellem medlemsstaterne, selv om Bruxelles IIa-forordningen supplerer den ( 61 ).

66.

Det er derfor min opfattelse, at Bruxelles IIa-forordningens bestemmelser ikke i sig selv er til hinder for, at en medlemsstat vælger en specialisering af de retter, der er kompetente til at træffe afgørelse om realiteten i situationer, hvor et barn ulovligt er blevet fjernet eller tilbageholdt. En sådan specialisering giver ingen anledning til problemer, hvis der blot på parternes anmodning er indledt en enkelt sag om forældremyndigheden over barnet.

67.

Der bør derimod endvidere stilles spørgsmålstegn ved den eventuelle forenelighed med disse bestemmelser af de mekanismer, der er fastsat i medlemsstaternes lovgivning med henblik på at regulere udfaldet af sideløbende sager på området. Dette spørgsmål opstår navnlig i forhold til den regel, der er fastsat i belgisk lovgivning, hvorefter enhver sag vedrørende forældreansvar over for et barn, som verserer for en anden, ikke-specialiseret ret, skal udsættes, og navnlig henset til de konkrete konsekvenser, som denne regel kan have for forløbet af de procedurer, som i princippet skal føre til omgående tilbagegivelse af barnet til den medlemsstat, hvor det havde sit sædvanlige opholdssted ( 62 ).

68.

I medfør af artikel 1322i, stk. 4, i den belgiske retsplejelov medfører den omstændighed, at der sker indbringelse for den specialiserede ret, som har kompetence til at træffe afgørelse efter en afgørelse om ikke at tilbagegive et barn, der ulovligt er blevet fjernet, dvs. familieretten på det sted, hvor barnet tidligere havde sit sædvanlige opholdssted, at sager, der allerede er indbragt for nationale retter med henblik på, at der træffes afgørelse i en tvist om forældreansvar eller i en indbyrdes sammenhængende tvist, omgående udsættes.

69.

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om disse bestemmelser, henset til de særlige krav om hurtighed og effektivitet ( 63 ), som regulerer funktionsmåden for bestemmelserne i Bruxelles IIa-forordningens artikel 11, stk. 6-8, med henblik på at fremme tilbagegivelsen af et ulovligt fjernet barn, er til hinder for, at en medlemsstats lovgivning indeholder sådanne procesregler.

70.

Selv om medlemsstaterne råder over en vis autonomi på procedureområdet ( 64 ), skal de ikke desto mindre ubetinget handle »i overensstemmelse med principperne i og formålene med [Bruxelles IIa-]forordningen«, således som Kommissionen har anført i sit forslag til besvarelse af det forelagte spørgsmål.

71.

I overensstemmelse med Domstolens praksis har de mekanismer, der er indført ved Bruxelles IIa-forordningens artikel 11, og navnlig fremsendelsen af oplysninger som fastsat i stk. 6 ikke alene til formål at sikre et barns umiddelbare tilbagegivelse til den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse, men også at give den kompetente ret i denne stat mulighed for at vurdere de grunde og beviser, som afgørelsen om ikke at tilbagegive barnet bygger på, idet denne vurdering i sidste instans tilkommer nævnte ret ( 65 ).

72.

Cour d’appel de Bruxelles har anført forskellige praktiske og retlige betragtninger, bl.a. i forhold til omstændighederne i tvisten i hovedsagen, med henblik på at underbygge, at det ud fra hurtigheds- og effektivitetshensyn ville være hensigtsmæssigt, hvis det ikke var den specialiserede ret, som udpeges i artikel 633f og 1322i i den belgiske retsplejelov, der skulle tage stilling til forældremyndigheden over barnet, men i stedet den ret, for hvilken der allerede er indbragt en sag om realiteten, idet der for den verserer en sag om forældreansvar ( 66 ).

73.

Det er i denne henseende korrekt, at den ret, for hvilken sagens realitet tidligere er blevet indbragt, kan have et mere konkret kendskab til det omhandlede barns situation, når den allerede har forberedt sagen, har hørt parterne og i sine sagsakter råder over undersøgelsesresultater ( 67 ), i modsætning til den specialiserede ret, for hvilken sagen først er blevet indbragt senere. Det er endvidere muligt, at sagen, der verserer for den ikke-specialiserede ret, vil blive afgjort lige så hurtigt som en sag, der indbringes for den specialiserede ret, såfremt det følger af national ret – som det er tilfældet i belgisk ret ( 68 ) – at alle sager vedrørende forældreansvar anses for uopsættelige og behandles efter proceduren for foreløbige forholdsregler, eller at den endog vil kunne afgøres hurtigere i praksis, når behandlingen af nævnte sag allerede er godt på vej.

74.

I en sådan sammenhæng synes det at være i overensstemmelse med hensynet til barnets bedste, at den ret, for hvilken sagen tidligere er blevet indbragt, kan fortsætte den behandling af sagen, som allerede er indledt, og træffe afgørelse om såvel barnets faste bopæl som konsekvenserne heraf, navnlig retten til samvær for den forælder, som ikke får den faste bopæl.

75.

Ifølge de indlæg, som den har indgivet for Domstolen, er den belgiske regering desuden ikke uenig heri. Den belgiske regering har fremhævet, at artikel 1322i, stk. 4, i den belgiske retsplejelov blot medfører udsættelse af en sag, som allerede verserer for en ikke-specialiseret ret vedrørende forældreansvar, og ikke, at denne ret fratages kompetencen, således som jeg bemærker, at det er fastsat i andre medlemsstaters lovgivning ( 69 ).

76.

Den belgiske regering har – efter min opfattelse med rette – gjort gældende, at Bruxelles IIa-forordningens artikel 11, stk. 7, ikke er til hinder for, at en medlemsstats lovgivning tillægger en specialiseret ret kompetence til hurtigt at træffe afgørelse om spørgsmålet om tilbagegivelse, uden at den herved nødvendigvis samtidig skal behandle spørgsmålet om forældremyndigheden over barnet, selv om disse spørgsmål, henset til Domstolens praksis ( 70 ), generelt er nært forbundne.

77.

Den belgiske regering har anført, at når afgørelsen vedrørende tilbagegivelse er truffet, skal den sag om realiteten vedrørende forældremyndigheden, som verserede for den ret, for hvilken sagen først blev indbragt – retten i første instans eller appelretten – og som er blevet udsat, i medfør af belgisk ret genoptages.

78.

Den belgiske regering har endvidere anført, at i det foreliggende tilfælde har den specialiserede ret, som modtog underretningen om afgørelsen om ikke at tilbagegive, allerede truffet afgørelse vedrørende tvistens realitet ved en dom, som er blevet appelleret, og at denne ret som følge af den overførende virkning af appellen, som er fastsat i belgisk ret ( 71 ), således har fundet, at den var forpligtet til at henvise sagen til Cour d’appel ( 72 ), eftersom en af parterne her havde udtrykt ønske om, at denne ret i første instans traf afgørelse om hele tvisten og ikke kun om spørgsmålet om tilbagegivelse.

79.

Det bemærkes, at i det foreliggende tilfælde traf den specialiserede ret afgørelsen om henvisning af sagen tre måneder efter, at sagen var blevet indbragt for den, og i denne periode var den sag, som verserede for Cour d’appel de Bruxelles, udsat.

80.

Når medlemsstaterne gennemfører Bruxelles IIa-forordningen, skal det imidlertid sikres, at forordningen ikke berøves sin effektive virkning, f.eks. ved at formålet om den omgående tilbagegivelse af barnet i medfør af retsreglerne i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted før den ulovlige fjernelse, er underlagt kravet om en ny procedure ved en specialiseret ret, uanset på hvilket trin en sag, som allerede er indbragt for en ret, der har kompetence til at tage stilling til realiteten vedrørende forældreansvar, befinder sig ( 73 ).

81.

Som Domstolen allerede har fremhævet, »[vejer denne risiko] så meget desto tungere for så vidt angår børn med en lav alder [som det barn, hvis situation er omhandlet i tvisten i hovedsagen], idet biologisk tid ikke kan måles efter generelle kriterier, henset til sådanne børns intellektuelle og psykologiske niveau og den hast, hvormed de udvikler sig« ( 74 ). Det er derfor ønskeligt, at der udvises særlig omhu for at sikre, at barnet eventuelt kan tilbagegives, og at forholdet til den forælder, som barnet er adskilt fra, kan genetableres på gode vilkår ( 75 ).

82.

Det er desuden åbenlyst i barnets interesse, at den ret, som erklæres kompetent til at træffe en afgørelse vedrørende forældremyndighed, er den ret, som råder over dels »alle de relevante oplysninger og forhold i denne henseende«, herunder vedrørende »barnets forhold til begge forældre samt deres forældreevner og personlige egenskaber«, dels »den nødvendige tid til at give dem en objektiv og afklaret vurdering« ( 76 ).

83.

Denne tilgang er i overensstemmelse med ånden i Bruxelles IIa-forordningen og er underbygget af de krav, der fremgår af 33. betragtning til forordningen, som vedrører respekten for børns rettigheder som omhandlet i chartrets artikel 24. Det er følgelig min opfattelse, at Bruxelles IIa-forordningens artikel 11, stk. 7 og 8, skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for, at der vedtages nationale procesregler som dem, der er omhandlet i nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse, for så vidt som deres virkninger imidlertid ikke er til skade for denne forordnings principper og formål, herunder navnlig dem, der omhandler det pågældende barns grundlæggende rettigheder, idet en rimelig varighed og materiel effektivitet af procedurerne i denne forbindelse udgør væsentlige krav.

84.

På baggrund af de ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det præjudicielle spørgsmål, som Cour d’appel de Bruxelles har forelagt, som følger:

»Artikel 11, stk. 7 og 8, i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 skal fortolkes således, at de i princippet og med forbehold af, at forordningens principper og formål faktisk respekteres, ikke er til hinder for, at en medlemsstat vedtager nationale regler, hvoraf følger: