—

Nabiel Peter Bogendorff von Wolffersdorff, som selvmøder, og ved Rechtsanwalt T. Donderer

—

Zentraler Juristischer Dienst der Stadt Karlsruhe ved D. Schönhaar og P. Becker, som befuldmægtigede

—

den tyske regering ved T. Henze, J. Kemper og K. Petersen, som befuldmægtigede

—

Europa-Kommissionen ved G. von Rintelen, M. Wilderspin og C. Tufvesson, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 18 TEUF og 21 TEUF.

2

Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem Nabiel Peter Bogendorff von Wolffersdorff på den ene side og Standesamt der Stadt Karlsruhe (personregistermyndigheden i Karlsruhe) og Zentraler Juristischer Dienst der Stadt Karlsruhe (Karlsruhes centrale juridiske tjeneste) på den anden side vedrørende disse myndigheders afslag på at ændre fornavn og efternavn i sagsøgeren i hovedsagens fødselsattest og i civilstandsregistret at opføre adelige bestanddele, som er en del af et efternavn, som den pågældende har erhvervet i en anden medlemsstat.

3

Artikel 123, stk. 1, i Grundgesetz für die Bundesrepublik Deutschland (Forbundsrepublikken Tysklands grundlov) af 23. maj 1949 (BGBl. 1949 I, s. 1, herefter »grundloven«) bestemmer, at »[l]ovgivning fra tiden inden Forbundsdagens sammentræden gælder fortsat, såfremt dette ikke er i modstrid med grundloven«.

4

Artikel 109 i Verfassung des Deutschen Reichs (Det Tyske Riges forfatning), der blev vedtaget den 11. august 1919 i Weimar (Reichsgesetzblatt 1919, s. 1383, herefter »Weimarforfatningen«) og trådte i kraft den 14. august 1919, bestemmer:

»Alle tyske borgere er lige for loven.

Mænd og kvinder har principielt samme borgerlige rettigheder og pligter.

Offentligretlige privilegier eller ulemper, der skyldes fødsel eller stand, skal afskaffes. Adelsbetegnelser udgør kun en bestanddel af navnet og må ikke længere tilkendes.

Titler må kun tilkendes, såfremt de betegner et embede eller et erhverv; dette berører ikke akademiske grader.

Staten kan hverken tildele ordner eller hæderstegn.

Tyske statsborgere må ikke modtage titler eller ordener fra en udenlandsk regering.«

5

Ved afgørelser af 11. marts 1966 og 11. december 1996 fastslog Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Tyskland), at Weimarforfatningens artikel 109 i medfør af grundlovens artikel 123, stk. 1, fortsat er i kraft, og at den inden for regelhierarkiet har rang af almindelig forbundslov.

6

Under overskriften »Personalstatut« bestemmer § 5 i Einführungsgesetz zum Bürgerlichen Gesetzbuch (lov om ikrafttrædelse af den borgerlige lovbog) af 21. september 1994 (BGBl. 1994 I, s. 2494, og berigtigelse i BGBl. 1997 I, s. 1061) i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »EGBGB«), følgende i stk. 1:

»Såfremt der henvises til lovgivningen i den stat, som en person er statsborger i, og den pågældende er statsborger i flere stater, anvendes lovgivningen i den af disse stater, som personen har tættest tilknytning til, navnlig fordi den pågældende har sit sædvanlige ophold dér eller som følge af vedkommendes livsforløb. Såfremt den pågældende person også er tysk statsborger, har denne retsstilling forrang.«

7

EGBGB’s § 6 med overskriften »Den offentlige orden« har følgende ordlyd:

»En retsregel fra en anden stat skal ikke anvendes, hvis dette fører til et resultat, der er åbenbart uforeneligt med væsentlige principper i tysk ret. En sådan retsregel skal navnlig ikke anvendes, hvis dette er uforeneligt med grundlæggende rettigheder.«

8

EGBGB’s § 10 med overskriften »Navn« bestemmer følgende i stk. 1:

»Fastsættelsen af en persons navn er undergivet lovgivningen i den stat, hvor den pågældende er statsborger.«

9

EGBGB’s § 48 med overskriften »Valg af et navn, der er erhvervet i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union«, bestemmer:

»Såfremt en persons navn er undergivet tysk ret, kan den pågældende ved indgivelse af erklæring til personregistermyndigheden vælge det navn, som han eller hun har erhvervet under et sædvanligt ophold i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union, og som er registreret i et personregister dér, såfremt dette ikke er åbenbart uforeneligt med væsentlige principper i tysk ret. Navnevalget har tilbagevirkende kraft fra tidspunktet for registrering i den anden medlemsstats personregister, medmindre den pågældende person udtrykkeligt erklærer, at navnevalget kun skal have virkning for fremtiden. Erklæringen skal bekræftes officielt. […]«

10

EGBGB’s § 48 følger af vedtagelsen af Gesetz zur Anpassung der Vorschriften des Internationalen Privatrechts an die Verordnung (EU) Nr. 1259/2010 und zur Änderung anderer Vorschriften des Internationalen Privatrechts (lov om tilpasning af visse internationale privatretlige bestemmelser til forordning nr. 1259/2010 og om ændring af andre internationale privatretlige bestemmelser) af 23. januar 2013 (BGBl. 2013 I, s. 101), som trådte i kraft den 29. januar 2013. Denne bestemmelse blev indført i tysk ret som følge af Domstolens dom af 14. oktober 2008, Grunkin og Paul (C-353/06, EU:C:2008:559).

11

[Som berigtiget ved kendelse af 6. oktober 2016] Sagsøgeren i hovedsagen er en tysk statsborger, der blev født i Karlsruhe (Tyskland) den 9. januar 1963. Ved fødslen fik han fornavnet »Nabiel« og efternavnet »Bagdadi«, som blev registreret i Karlsruhes civilstandsregister.

12

Sagsøgeren i hovedsagen har senere, efter en administrativ navneændringsprocedure, som den pågældende gennemførte i Nürnberg (Tyskland), erhvervet dels efternavnet »Bogendorff«, dels tilføjet fornavnet »Peter« til sit fornavn »Nabiel«. Som følge af adoption blev sagsøgeren i hovedsagens tyske civilstand igen ændret, således at den pågældende nu i henhold til denne civilstand bærer fornavnene »Nabiel Peter« og efternavnet »Bogendorff von Wolffersdorff«.

13

I 2001 flyttede sagsøgeren i hovedsagen til Det Forenede Kongerige, hvor han fra 2002 var beskæftiget som insolvensrådgiver i London.

14

I 2004 fik han britisk statsborgerskab ved naturalisation og bevarede samtidig sit tyske statsborgerskab.

15

Ved erklæring (Deed Poll) af 26. juli 2004, der blev registreret af Supreme Court of England and Wales (øverste domstol i England og Wales, Det Forenede Kongerige) den 22. september 2004 og offentliggjort i The London Gazette den 8. november 2004, ændrede sagsøgeren i hovedsagen sit navn, således at han efter britisk ret hedder »Peter Mark Emanuel Graf von Wolffersdorff Freiherr von Bogendorff«.

16

I 2005 flyttede sagsøgeren i hovedsagen med sin ægtefælle fra London til Chemnitz i Tyskland, hvor deres datter blev født den 28. februar 2006. De har siden boet dér.

17

Fødslen af deres datter, som har både tysk og britisk statsborgerskab, blev anmeldt til Det Forenede Kongeriges generalkonsulat i Düsseldorf den 23. marts 2006. Ifølge datterens britiske fødselsattest og pas er hendes fornavne og efternavn »Larissa Xenia Gräfin von Wolffersdorff Freiin von Bogendorff«.

18

Personregistermyndigheden i Chemnitz afslog imidlertid på grundlag af EGBGB’s § 10 at registrere datterens britiske navn. Sagsøgeren i hovedsagen indbragte sagen for Oberlandesgericht Dresden (den regionale ret i første instans i Dresden, Tyskland) og nedlagde herved påstand om, at personregistermyndigheden blev påbudt at indføre datterens navn i civilstandsregistret, således som navnet fremgår af den fødselsattest, der er udstedt af de britiske myndigheder.

19

Ved afgørelse af 6. juli 2011 gav Oberlandesgericht Dresden (den regionale ret i første instans i Dresden) sagsøgeren i hovedsagen medhold i sagen.

20

I overensstemmelse med dette påbud foretog personregistermyndigheden i Chemnitz nævnte registrering. Sagsøgeren i hovedsagens datter bærer derfor som tysk statsborger de samme fornavne og det samme efternavn som de navne, hun bærer i sin egenskab af britisk statsborger, dvs. »Larissa Xenia Gräfin von Wolffersdorff Freiin von Bogendorff«.

21

Ved erklæring af 22. maj 2013 anmodede sagsøgeren i hovedsagen personregistermyndigheden i Karlsruhe om i medfør af EGBGB’s § 48 at indføre hans fornavne og efternavn, som han har erhvervet i henhold til britisk ret, i civilstandsregistret.

22

Da personregistermyndigheden afslog at foretage denne registrering, har sagsøgeren i hovedsagen indbragt sagen for Amtsgericht Karlsruhe (byretten i Karlsruhe) og har herved nedlagt påstand om, at nævnte myndighed i henhold til § 49, stk. 1, i Personenstandsgesetz (civilstandsloven) påbydes at ændre hans fødselsattest med tilbagevirkende kraft fra den 22. september 2004, således at hans fornavne og efternavn på denne attest er »Peter Mark Emanuel Graf von Wolffersdorff Freiherr von Bogendorff«.

23

Personregistermyndigheden i Karlsruhe har modsat sig denne anmodning under henvisning til den undtagelse om uforenelighed med væsentlige principper i tysk ret, som er fastsat i EGBGB’s § 48.

24

Amtsgericht Karlsruhe (byretten i Karlsruhe) har i denne henseende anført, at spørgsmålet om anvendelsesområdet for EGBGB’s § 48, der blev vedtaget som følge af dom af 14. oktober 2008, Grunkin og Paul (C-353/06, EU:C:2008:559), og i henhold til hvilken en person, som er undergivet tysk ret, må bære et navn erhvervet under sædvanligt ophold i en anden medlemsstat, er omstridt i den tyske juridiske litteratur, navnlig for så vidt angår tilfælde, hvor dette navn er erhvervet uafhængigt af en ændring af den personlige status i henhold til familieretlige bestemmelser. Domstolens praksis gør det ikke muligt at besvare dette retlige spørgsmål. Dom af 2. oktober 2003, Garcia Avello (C-148/02, EU:C:2003:539), og af 14. oktober 2008, Grunkin og Paul (C-353/06, EU:C:2008:559), vedrører tilfælde, hvor de navne, som kunne anerkendes af de kompetente myndigheder i de omhandlede medlemsstater, var forskellige allerede fra de berørtes fødsel. Den sag, der gav anledning til dom af 22. december 2010, Sayn-Wittgenstein (C-208/09, EU:C:2010:806), adskiller sig fra hovedsagen ved den omstændighed, at den berørte i denne sag ikke havde dobbelt statsborgerskab, at uoverensstemmelsen mellem navnene opstod som følge af en ændring af den pågældendes personlige status i henhold til familieretlige bestemmelser, i det foreliggende tilfælde en adoption, og endelig at Republikken Østrigs forfatningsmæssige identitet for så vidt angår aspektet om at bære adelstitler kun i begrænset omfang ligner den forfatningsmæssige identitet i Forbundsrepublikken Tyskland.

25

På denne baggrund har Amtsgericht Karlsruhe (byretten i Karlsruhe) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 18 TEUF og 21 TEUF fortolkes således, at myndighederne i en medlemsstat er forpligtet til at anerkende en navneændring for en statsborger i den pågældende medlemsstat, hvis denne samtidig er statsborger i en anden medlemsstat og under et sædvanligt ophold i sidstnævnte medlemsstat ved en navneændring, der ikke er forbundet med en ændring af den familieretlige status, har erhvervet et navn, som han frit har valgt, og som indeholder flere adelsbetegnelser, såfremt vedkommende muligvis ikke vil have nogen substantiel forbindelse til sidstnævnte stat for fremtiden, og henset til, at adelen forfatningsretligt er afskaffet i førstnævnte stat, men de adelsbetegnelser, som blev båret på tidspunktet for afskaffelsen, stadig kan anvendes som en bestanddel af navnet?«

26

Indledningsvis bemærkes, at den forelæggende ret ikke alene skal træffe afgørelse om Nabiel Peter Bogendorff von Wolffersdorffs anmodning om ændring af sit efternavn, men ligeledes om ændring af sine fornavne »Nabiel Peter« til »Peter Mark Emanuel«. Den henvisning til begrebet »navneændring«, der er indeholdt i spørgsmålet, skal derfor forstås således, at den omhandler et afslag fra en medlemsstats myndigheder på at anerkende såvel fornavne som et efternavn, som en statsborger i denne stat har erhvervet under et sædvanligt ophold i en anden medlemsstat, hvor den pågældende person også er statsborger.

27

Det må derfor antages, at den forelæggende ret med sit spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 18 TEUF og 21 TEUF skal fortolkes således, at myndighederne i en medlemsstat er forpligtet til at anerkende for- og efternavne for en statsborger i denne medlemsstat, når den pågældende samtidig er statsborger i en anden medlemsstat, hvor vedkommende har erhvervet et navn, som den pågældende frit har valgt, og som indeholder flere adelige bestanddele. Den forelæggende ret ønsker navnlig oplyst, om de årsager, der knytter sig til det tyske forfatningsmæssige valg og til afskaffelsen af adelstitler, kan tillade en medlemsstat at undlade at anerkende en ændring af for- og efternavne, som er erhvervet under disse omstændigheder.

28

Artikel 20 TEUF tildeler enhver statsborger i en medlemsstat status som unionsborger (jf. dom af 12.5.2011, Runevič-Vardyn og Wardyn, C-391/09, EU:C:2011:291, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis). Sagsøgeren i hovedsagen, som er statsborger i to medlemsstater, har denne status.

29

Domstolen har således flere gange udtalt, at unionsborgerskabet kan være den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere (jf. dom af 12.5.2011, Runevič-Vardyn og Wardyn, C-391/09, EU:C:2011:291, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).

30

Denne status gør det muligt for de statsborgere, som befinder sig i samme situation, inden for traktatens materielle anvendelsesområde at blive undergivet samme retlige behandling, uanset deres nationalitet og med forbehold af udtrykkeligt fastsatte undtagelser i denne henseende (jf. dom af 12.5.2011, Runevič-Vardyn og Wardyn, C-391/09, EU:C:2011:291, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

31

Blandt de situationer, der henhører under EU-rettens materielle anvendelsesområde, er de, der er knyttet til udøvelsen af de ved traktaten sikrede grundlæggende friheder, bl.a. dem, der er knyttet til udøvelsen af retten til at færdes og opholde sig på medlemsstaternes område i henhold til artikel 21 TEUF (jf. dom af 20.9.2001, Grzelczyk, C-184/99, EU:C:2001:458, præmis 33, af 11.7.2002, D’Hoop, C-224/98, EU:C:2002:432, præmis 29, og af 12.5.2011, Runevič-Vardyn og Wardyn, C-391/09, EU:C:2011:291, præmis 62).

32

Selv om reglerne for skrivemåden af en persons for- og efternavne i dokumenter vedrørende civilstand på EU-rettens nuværende udviklingstrin henhører under medlemsstaternes kompetence, skal medlemsstaterne imidlertid overholde EU-retten under udøvelsen af denne kompetence, og herunder traktatens bestemmelser om den ret, der tilkommer enhver unionsborger til at færdes og opholde sig på medlemsstaternes område (jf. dom af 2.10.2003, Garcia Avello, C-148/02, EU:C:2003:539, præmis 25, af 14.10.2008, Grunkin og Paul, C-353/06, EU:C:2008:559, præmis 16, af 22.12.2010, Sayn-Wittgenstein, C-208/09, EU:C:2010:806, præmis 38 og 39, og af 12.5.2011, Runevič-Vardyn og Wardyn, C-391/09, EU:C:2011:291, præmis 63).

33

Det er i hovedsagen ubestridt, at sagsøgeren i hovedsagen er statsborger i to medlemsstater, og at han som unionsborger i overensstemmelse med artikel 21 TEUF har udøvet sin ret til at færdes og opholde sig i andre medlemsstater end sin egen oprindelsesmedlemsstat.

34

Det afslag, som en medlemsstats myndigheder under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede har givet på at anerkende et navn, som en statsborger i denne medlemsstat har erhvervet i en anden medlemsstat, hvor den pågældende også er statsborger, skal derfor undersøges på baggrund af denne ene bestemmelse.

35

Indledningsvis bemærkes, at en persons for- og efternavn er en grundlæggende del af denne persons identitet og privatliv, som er beskyttet ved artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) samt ved artikel 8 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«). Selv om chartrets artikel 7 ikke udtrykkeligt henviser til navne, berører en persons for- og efternavn ikke desto mindre den pågældendes privatliv og familieliv, eftersom det udgør et middel til personlig identifikation og skaber en forbindelse til en familie (jf. for så vidt angår EMRK’s artikel 8 dom af 22.12.2010, Sayn-Wittgenstein, C-208/09, EU:C:2010:806, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis, og af 12.5.2011, Runevič-Vardyn og Wardyn, C-391/09, EU:C:2011:291, præmis 66).

36

En national lovgivning, som stiller visse egne statsborgere ringere, blot fordi de har gjort brug af deres ret til frit at færdes og tage ophold i en anden medlemsstat, udgør en begrænsning af de friheder, som ifølge artikel 21, stk. 1, TEUF tilkommer enhver unionsborger (jf. bl.a. dom af 14.10.2008, Grunkin og Paul, C-353/06, EU:C:2008:559, præmis 21, af 22.12.2010, Sayn-Wittgenstein, C-208/09, EU:C:2010:806, præmis 53, og af 12.5.2011, Runevič-Vardyn og Wardyn, C-391/09, EU:C:2011:291, præmis 68).

37

Det fremgår af Domstolens praksis, at et afslag, som en medlemsstats myndigheder giver på at anerkende navnet for en statsborger i denne stat, som har udøvet sin ret til at færdes og opholde sig frit på en anden medlemsstats område, således som dette navn er fastlagt i sidstnævnte medlemsstat, kan hindre udøvelsen af den i artikel 21 TEUF sikrede ret til at færdes og tage ophold på medlemsstaternes område, idet der således vil kunne opstå risiko for forveksling og ulemper som følge af en uoverensstemmelse mellem de to navne, der anvendes for den samme person (jf. i denne retning dom af 22.12.2010, Sayn-Wittgenstein, C-208/09, EU:C:2010:806, præmis 39, 41, 42, 66 og 71).

38

I det foreliggende tilfælde kan det afslag, som de tyske myndigheder har givet på at anerkende en tysk statsborgers ændring af sit for- og efternavn i medfør af lovgivningen i en anden medlemsstat, hvor denne statsborger også er statsborger, udgøre en sådan restriktion. Det følger imidlertid af Domstolens praksis, at for at udgøre en restriktion for frihederne i henhold til artikel 21 TEUF skal afslaget på at ændre fornavne og efternavn for en statsborger i en medlemsstat og på at anerkende fornavne og et efternavn, som den pågældende har erhvervet i en anden medlemsstat, for den pågældende kunne give anledning til »alvorlige ulemper« både administrativt, erhvervsmæssigt og privat (jf. i denne retning dom af 12.5.2011, Runevič-Vardyn og Wardyn, C-391/09, EU:C:2011:291, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis).

39

Domstolen har således fastslået, at hver gang det navn, der anvendes i en konkret situation, ikke svarer til det navn, der står i det dokument, der fremvises som bevis for en persons identitet, eller når det navn, der er anført i to dokumenter, der fremvises samtidig, ikke er det samme, kan en sådan divergens vedrørende efternavnet indebære, at der opstår tvivl om personens identitet og om de fremlagte dokumenters ægthed eller rigtigheden af de deri indeholdte oplysninger (dom af 14.10.2008, Grunkin og Paul, C-353/06, EU:C:2008:559, præmis 28).

40

Domstolen har endvidere fastslået, at for så vidt angår en person, der er statsborger i en medlemsstat, som nægter at anerkende det navn, som personen har erhvervet som følge af at være blevet adopteret i en anden medlemsstat, hvor personen bor, er den konkrete risiko for at skulle fjerne den tvivl med hensyn til sin identitet, der skyldes de forskellige navne, en omstændighed, der kan hindre udøvelsen af den ret, der er fastsat i artikel 21 TEUF (jf. i denne retning dom af 22.12.2010, Sayn-Wittgenstein, C-208/09, EU:C:2010:806, præmis 70).

41

I det foreliggende tilfælde har den tyske regering givet udtryk for tvivl med hensyn til, om de ulemper, der følger af den omstændighed, at der består en uoverensstemmelse mellem sagsøgeren i hovedsagens navne, har en skadelig indvirkning på den pågældendes privatliv og erhvervsmæssige situation. Der er ingen holdepunkter for at antage, at det navn, der er erhvervet i Det Forenede Kongerige, har væsentlig betydning for sagsøgeren i hovedsagens identifikation og familiemæssige tilknytning.

42

Sagsøgeren i hovedsagen har derimod under retsmødet for Domstolen gjort gældende, at han er stødt på alvorlige ulemper som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 38, navnlig i forbindelse med registreringen i Tyskland af en filial til det selskab med begrænset ansvar, som han har stiftet i Det Forenede Kongerige, idet han i forbindelse med denne registrering som tysk statsborger skulle godtgøre sin identitet ved hjælp af tyske dokumenter, hvori var anført et andet navn end det, der var anført i dokumenterne fra Det Forenede Kongerige, hvilket også var tilfældet i forbindelse med åbningen af en bankkonto for dette selskab, ligesom han i forbindelse med almindelige færdselskontroller har skullet fremvise sit britiske kørekort og et tysk identitetsbevis i henhold til den tyske lov om identifikationsdokumenter.

43

I denne henseende bemærkes, at adskillige handlinger i dagligdagen på både det offentlige og private plan kræver, at man kan bevise sin identitet, og for så vidt angår en familie, at man kan bevise den familiemæssige tilknytning mellem familiens forskellige medlemmer (dom af 12.5.2011, Runevič-Vardyn og Wardyn, C-391/09, EU:C:2011:291, præmis 73).

44

Da sagsøgeren i hovedsagen har dobbelt statsborgerskab, kan både de tyske og de britiske myndigheder udstede officielle dokumenter, såsom et pas, til ham. Sagsøgeren i hovedsagen er imidlertid registreret med forskellige for- og efternavne i det tyske civilstandsregister og ved de britiske myndigheder. Fornavnene og efternavnet »Peter Mark Emanuel Graf von Wolffersdorff Freiherr von Bogendorff«, som fremgår af hans britiske pas og kørekort, er således ikke identiske med fornavnene og efternavnet »Nabiel Peter Bogendorff von Wolffersdorff«, som er opført i det tyske civilstandsregister og i de tyske identitetspapirer.

45

På samme måde som i den sag, der gav anledning til dom af 22. december 2010, Sayn-Wittgenstein (C-208/09, EU:C:2010:806), er den konkrete risiko for, under omstændigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, at skulle fjerne den tvivl med hensyn til sin identitet, der skyldes de forskellige navne, en omstændighed, der kan hindre udøvelsen af den ret, der er fastsat i artikel 21 TEUF.

46

Det bemærkes desuden, at for så vidt som sagsøgeren i hovedsagens mindreårige datter har to pas med navnet »Larissa Xenia Gräfin von Wolffersdorff Freiin von Bogendorff«, som er udstedt af henholdsvis Det Forenede Kongeriges myndigheder og de tyske myndigheder som følge af en dom afsagt af Oberlandesgericht Dresden (den regionale ret i første instans i Dresden), risikerer sagsøgeren i hovedsagen ligeledes at opleve vanskeligheder med at godtgøre den familiemæssige tilknytning til sin datter som følge af, at hans efternavn er forskelligt fra hendes.

47

Myndighederne i en medlemsstats nægtelse af at anerkende fornavne og efternavn for en statsborger i denne stat, således som det er blevet fastsat og registreret i en anden medlemsstat, hvor den pågældende også er statsborger, udgør følgelig en restriktion for de friheder, der i henhold til artikel 21 TEUF gælder for alle unionsborgere.

48

Det følger af fast retspraksis, at en restriktion for personernes frie bevægelighed kun er begrundet, såfremt den er baseret på objektive almene hensyn og står i rimeligt forhold til det formål, der lovligt tilstræbes med den nationale lovgivning (jf. dom af 14.10.2008, Grunkin og Paul, C-353/06, EU:C:2008:559, præmis 29, og af 22.12.2010, Sayn-Wittgenstein, C-208/09, EU:C:2010:806, præmis 81).

49

Den forelæggende ret har anført fire grunde, der kan begrunde afslaget på at anerkende og registrere for- og efternavne, som sagsøgeren i hovedsagen har erhvervet i Det Forenede Kongerige. Disse grunde vedrører principperne om uforanderlighed og navnekontinuitet, at navneændringen i Det Forenede Kongerige var et bevidst valg, som ikke havde nogen forbindelse til en ændring af personlig status i henhold til familieretlige bestemmelser, det valgte navns længde og kompleksitet, samt grunde, der knytter sig til den tyske lovgivers forfatningsretlige valg og afskaffelsen af adelstitler.

50

Ifølge den forelæggende ret skal grunden til, at en navneændring som følge af en viljesakt, der er uafhængig af en ændring af den personlige status i henhold til familieretlige bestemmelser, ikke er tilladt i medfør af tysk ret, fortrinsvis findes i principperne om uforanderlighed og navnekontinuitet, hvorefter navnet skal udgøre et pålideligt og varigt middel til identifikation af en person.

51

Domstolen har imidlertid i præmis 30 og 31 i dom af 14. oktober 2008, Grunkin og Paul (C-353/06, EU:C:2008:559), hvor den tyske regering havde påberåbt sig principperne om vished og kontinuitet til støtte for, at tilknytningsfaktoren ved fastsættelsen af en persons navn skal være den pågældendes statsborgerskab, fastslået, at uanset hvor legitime de end måtte være, kan disse principper ikke i sig selv begrunde en medlemsstats kompetente myndigheders afslag på at anerkende den omhandlede persons efternavn, der allerede er lovligt fastsat og registreret i en anden medlemsstat.

52

Ifølge den forelæggende ret beror forskellen på de navne, der fremgår af sagsøgeren i hovedsagens britiske og tyske pas, hverken på forholdene ved fødsel, adoption eller på en anden ændring af den personlige status, men følger alene af den pågældendes beslutning om at ændre sit navn i Det Forenede Kongerige. Denne beslutning er udelukkende truffet af personlige årsager. Den forelæggende ret ønsker oplyst, om et sådant valg er beskyttelsesværdigt.

53

Det bemærkes, at under retsmødet for Domstolen har den tyske regering anført, at i modsætning til, hvad personregistermyndigheden i Karlsruhe har gjort gældende, er anvendelsesområdet for EGBGB’s § 48 ikke begrænset til situationer, der er omfattet af familieretten. Ifølge den tyske regering skaber denne bestemmelse, der blev vedtaget som følge af dom af 14. oktober 2008, Grunkin og Paul (C-353/06, EU:C:2008:559), et retsgrundlag, hvorefter en person, der er undergivet tysk ret, kan vælge et navn, som er erhvervet og registreret i en anden medlemsstat, forudsat at der ikke består uforenelighed med væsentlige principper i tysk ret. Den tyske regering har præciseret, at registreringen af dette navn kan ske ved, at den omhandlede person til personregistermyndigheden indgiver en erklæring om, at personen ønsker at bære det navn, der er erhvervet i en anden medlemsstat, i stedet for det navn, der følger af anvendelsen af den tyske civilstandslovgivning, idet den betingelse, der kræves opfyldt, er, at navnet er erhvervet i en anden medlemsstat under sædvanligt ophold, dvs. et ophold af en vis længde, som har medført social integration. Dette krav har til formål at forhindre, at tyske statsborgere – alene med det formål at omgå deres nationale civilstandslovgivning – tager kortvarigt ophold i en anden medlemsstat, der har en mere fordelagtig lovgivning, med henblik på at erhverve det navn, de ønsker sig.

54

Som det fremgår af nærværende doms præmis 35, er en persons navn en grundlæggende del af denne persons identitet og privatliv, som er beskyttet ved chartrets artikel 7 og EMRK’s artikel 8.

55

I Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 25. november 1994, Stjerna mod Finland (ECLI:CE:ECHR:1994:1125JUD001813191, § 38 og 39), anerkendte nævnte domstol den afgørende rolle, som et navn spiller med henblik på identifikation af en person, og fastslog, at de finske myndigheders afslag på at tillade en sagsøger at tage et nyt specifikt efternavn ikke nødvendigvis udgør et indgreb i den pågældendes ret til respekt for sit privatliv, således som et påbud om at ændre efternavn f.eks. ville have udgjort. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol anerkendte imidlertid, at der kan være gyldige grunde til, at en person ønsker at ændre sit navn, men medgav samtidig, at retlige restriktioner for denne mulighed kan begrundes i hensynet til offentligheden, bl.a. for at sikre en korrekt registrering af befolkningen eller for at sikre mulighederne for personlig identifikation og for at forbinde bærere af et bestemt efternavn til en familie.

56

På denne baggrund skal det fastslås, at den frivillige karakter af navneændringen ikke i sig selv udgør en krænkelse af den almene interesse og dermed ikke i sig selv kan begrunde en restriktion af artikel 21 TEUF. De tyske myndigheder kan følgelig ikke nægte at anerkende et navn, som en tysk statsborger lovligt har erhvervet i en anden medlemsstat, alene af den grund, at denne navneændring er sket af personlige årsager, og uden at tage hensyn til grundene til denne ændring.

57

Hvad navnlig angår den bekymring, der er kommet til udtryk i forhold til frivillige navneændringer, hvorefter det ønskes forhindret, at der sker omgåelse af national ret på området for personlig status, ved at retten til at færdes og de rettigheder, der følger heraf, udøves alene med henblik på en navneændring, bemærkes, at Domstolen i præmis 24 i dom af 9. marts 1999, Centros (C-212/97, EU:C:1999:126), allerede har fastslået, at en medlemsstat har ret til at træffe foranstaltninger, der skal hindre, at visse af dens statsborgere gennem misbrug af de ved traktaten indrømmede muligheder forsøger at unddrage sig deres egen nationale lovgivning, og at borgerne ikke på svigagtig vis eller med henblik på misbrug kan gøre EU-retlige bestemmelser gældende.

58

Heraf følger, at afslaget på at anerkende sagsøgeren i hovedsagens britiske navn ikke kan begrundes i den blotte omstændighed, at navneændringen er sket på dennes eget initiativ, uden at der herved tages hensyn til grundene til denne ændring.

59

Ifølge den forelæggende ret varetager den tyske lovgivning ligeledes formålet om at undgå efternavne, der er uforholdsmæssigt lange eller alt for komplicerede. I denne forbindelse har den forelæggende ret anført, at det navn, som sagsøgeren i tvisten i hovedsagen har valgt, nemlig »Peter Mark Emanuel Graf von Wolffersdorff Freiherr von Bogendorff«, har en for tyske forhold usædvanlig længde.

60

I denne henseende har Domstolen i præmis 36 i dom af 14. oktober 2008, Grunkin og Paul (C-353/06, EU:C:2008:559), som svar på den tyske regerings argument om, at den tyske lovgivning af praktiske årsager, som har til formål at begrænse efternavnes længde, ikke tillader sammensatte efternavne, allerede fastslået, at sådanne hensyn til en administrativ forenkling ikke er tilstrækkelige til at begrunde en restriktion for den frie bevægelighed.

61

Ifølge Karlsruhes centrale juridiske tjeneste og den tyske regering kan der i hovedsagen udledes et objektivt hensyn, der begrunder en restriktion for den frie bevægelighed, af princippet om alle tyske borgeres lighed for loven og det forfatningsretlige valg om at afskaffe privilegier og ulemper, der skyldes fødsel eller stand, samt af forbuddet mod at bære adelstitler som sådan, som er udmøntet i Weimarforfatningens artikel 109, stk. 3, sammenholdt med grundlovens artikel 123. En anerkendelse af et navn, som en person frit har valgt, som består af flere adelstitler, og som er erhvervet i en anden medlemsstat, uden at dette er sket som følge af en ændring af den personlige status i henhold til familieretlige bestemmelser, vil indebære, at der skabes en ny adelstitel, hvilket er i strid med den tyske offentlige orden.

62

Den tyske regering har anført, at i henhold til grundlovens artikel 123, sammenholdt med Weimarforfatningens artikel 109, stk. 3, er alle privilegier og ulemper, der skyldes fødsel eller stand, afskaffet i Tyskland. Selv om adelstitler, som faktisk blev båret på tidspunktet for ikrafttrædelsen af Weimarforfatningen, fortsat må bestå som bestanddele af et navn og kan videregives af grunde knyttet til personlig status, er skabelsen af nye adelstitler og tilkendelsen af sådanne titler forbudt. Den tyske regering har præciseret, at ifølge fast national retspraksis er tildelingen ved navneændring af et navn, der indeholder en adelstitel som navnebestanddel, ligeledes omfattet af forbuddet fastsat i Weimarforfatningens artikel 109, stk. 3, ligesom det også er forbudt at genskabe et indtryk af at være af adelig herkomst, bl.a. ved hjælp af en navneændring. Disse bestemmelser, som ifølge den tyske regering er omfattet af de tyske bestemmelser om den offentlige orden, har til formål at sikre ligebehandling af alle tyske borgere.

63

Karlsruhes centrale juridiske tjeneste og den tyske regering har i denne henseende henvist til præmis 94 i dom af 22. december 2010, Sayn-Wittgenstein (C-208/09, EU:C:2010:806), hvori Domstolen fastslog, at myndighederne i en medlemsstats nægtelse af at anerkende alle dele af et efternavn for en statsborger i denne stat, således som det er blevet fastsat i en anden medlemsstat, hvor denne statsborger er bosiddende, i forbindelse med, at vedkommende i en voksen alder blev adopteret af en statsborger i denne anden medlemsstat, når dette efternavn omfatter en adelig titel, som ikke er tilladt i den første medlemsstat i henhold til forfatningen, ikke kan anses for en foranstaltning, der griber ubegrundet ind i unionsborgerens ret til at færdes og opholde sig frit.

64

Selv om tysk ret adskiller sig fra de bestemmelser i østrigsk ret, som blev behandlet under den sag, der gav anledning til dom af 22. december 2010, Sayn-Wittgenstein (C-208/09, EU:C:2010:806), eftersom tysk ret ikke fastsætter et strengt forbud mod at anvende og videregive adelstitler, idet disse kan bæres som en integrerende del af navnet, således som den forelæggende ret har fremhævet, skal det i denne henseende ligeledes medgives i nærværende sag, at Weimarforfatningens artikel 190, stk. 3, når denne anskues i lyset af de i Tyskland trufne forfatningsretlige valg, som en del af den nationale identitet som omhandlet i artikel 4, stk. 2, TEU kan tages i betragtning som et forhold, der kan begrunde en restriktion for den frie bevægelighed for personer, der er anerkendt i EU-retten.

65

Begrundelsen vedrørende princippet om tyske borgeres lighed for loven og det forfatningsretlige valg om at afskaffe privilegier og ulemper og om at indføre et forbud mod at bære adelstitler som sådan skal fortolkes således, at der er tale om hensyn til den offentlige orden.

66

Ifølge fast retspraksis kan objektive hensyn vedrørende den offentlige orden begrunde en nægtelse i en medlemsstat af at anerkende et efternavn for en af dens statsborgere, således som det er blevet tildelt i en anden medlemsstat (jf. i denne retning dom af 14.10.2008, Grunkin og Paul, C-353/06, EU:C:2008:559, præmis 38, og af 22.12.2010, Sayn-Wittgenstein, C-208/09, EU:C:2010:806, præmis 85).

67

Domstolen har gentagne gange fastslået, at begrebet den offentlige orden som begrundelse for en fravigelse af en grundlæggende frihed skal fortolkes strengt, således at dets rækkevidde ikke ensidigt kan fastlægges af den enkelte medlemsstat uden EU-institutionernes kontrol. Heraf følger, at den offentlige orden kun kan påberåbes, når der foreligger en virkelig og tilstrækkelig alvorlig trussel mod et grundlæggende samfundshensyn (jf. dom af 14.10.2004, Omega, C-36/02, EU:C:2004:614, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis, og af 22.12.2010, Sayn-Wittgenstein, C-208/09, EU:C:2010:806, præmis 86).

68

Det forholder sig ikke desto mindre således, at de særlige omstændigheder, der kan begrunde påberåbelsen af begrebet den offentlige orden, kan være forskellige fra medlemsstat til medlemsstat og fra periode til periode. Der må derfor i denne henseende indrømmes de kompetente nationale myndigheder et skøn inden for de rammer, som er fastsat i traktaten (jf. dom af 14.10.2004, Omega, C-36/02, EU:C:2004:614, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis, og af 22.12.2010, Sayn-Wittgenstein, C-208/09, EU:C:2010:806, præmis 87).

69

I det foreliggende tilfælde har den tyske regering anført, at Weimarforfatningens artikel 109, stk. 3, som afskaffer privilegier og adelstitler som sådan og forbyder skabelsen af titler, der giver indtryk af en adelig herkomst, selv hvis dette sker i form af en del af et navn, udgør gennemførelsen af det mere generelle princip om alle tyske borgeres lighed for loven.

70

Som Domstolen har udtalt i præmis 89 i dom af 22. december 2010, Sayn-Wittgenstein (C-208/09, EU:C:2010:806), har Unionens retsorden således utvivlsomt som mål at sikre iagttagelsen af lighedsprincippet som et generelt retsprincip. Dette princip er ligeledes udtrykt i chartrets artikel 20.

71

Der er således ingen tvivl om, at formålet om at overholde lighedsprincippet er et lovligt formål i henhold til EU-retten.

72

Restriktive foranstaltninger for en grundlæggende frihed kan kun begrundes i hensynet til den offentlige orden, hvis de er nødvendige for at sikre virkeliggørelsen af de mål, de forfølger, og for at beskytte de interesser, de skal sikre, og kun såfremt disse mål ikke kan nås ved mindre indgribende foranstaltninger (jf. dom af 14.10.2004, Omega, C-36/02, EU:C:2004:614, præmis 36, af 10.7.2008, Jipa, C-33/07, EU:C:2008:396, præmis 29, og af 22.12.2010, Sayn-Wittgenstein, C-208/09, EU:C:2010:806, præmis 90).

73

Domstolen har i denne henseende allerede fastslået, at det ikke er nødvendigt, at en restriktiv foranstaltning, der er truffet af en medlemsstats myndigheder, svarer til en opfattelse, der er fælles for samtlige medlemsstater med hensyn til de nærmere bestemmelser for beskyttelse af den pågældende grundlæggende rettighed eller legitime interesse, og at det derimod ikke, blot fordi en medlemsstat har valgt en beskyttelsesordning, der er forskellig fra den, en anden medlemsstat har indført, er udelukket, at de herom fastsatte bestemmelser er nødvendige og forholdsmæssige (jf. dom af 14.10.2004, Omega, C-36/02, EU:C:2004:614, præmis 37 og 38, og af 22.12.2010, Sayn-Wittgenstein, C-208/09, EU:C:2010:806, præmis 91). Det bemærkes endvidere, at Unionen i overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, TEU respekterer medlemsstaternes nationale identitet, som statens form af republik ligeledes er en del af (dom af 22.12.2010, Sayn-Wittgenstein, C-208/09, EU:C:2010:806, præmis 92).

74

I præmis 93 i dom af 22. december 2010, Sayn-Wittgenstein (C-208/09, EU:C:2010:806), fastslog Domstolen, at det ikke forekommer at være uforholdsmæssigt, at en medlemsstat forsøger at opnå formålet om at beskytte lighedsprincippet ved at forbyde enhver erhvervelse, besiddelse eller anvendelse for sine statsborgere af adelige titler og adelsmærker, der kan give det indtryk, at bæreren af navnet er indehaver af en sådan rang. Domstolen fastslog således, at ved at nægte at anerkende adelsmærkebestanddelene i et navn som det, der var omhandlet i den sag, der gav anledning til nævnte dom, forekom de kompetente østrigske myndigheder ikke at gå videre end nødvendigt for at sikre opnåelsen af det grundlæggende forfatningsformål, som de forfølger.

75

Selv om en administrativ praksis som den i hovedsagen omhandlede, der består i at give afslag på erklæringer om navnevalg, er begrundet i hensyn til den offentlige orden, som kan sidestilles med de hensyn, der ligger til grund for den østrigske lovgivning, der er nævnt i nærværende doms foregående præmis, indeholder den tyske retsorden, således som den forelæggende ret har anført, ikke et strengt forbud mod at opretholde adelstitler. Selv om der siden tidspunktet for Weimarforfatningens ikrafttrædelse ikke længere kan tilkendes titler, er de titler, der fandtes på dette tidspunkt, blevet bibeholdt som navnebestanddele. På trods af afskaffelsen af adelsstanden er det følgelig tilladt for tyske statsborgere at bære navne, der på baggrund af disse statsborgeres oprindelse indeholder bestanddele, som svarer til tidligere adelstitler. I henhold til den gældende tyske civilstandslovgivning er det desuden også muligt at erhverve sådanne navnebestanddele ved adoption.

76

Det ville derimod være i strid med den tyske lovgivers hensigt, såfremt tyske statsborgere under anvendelse af en anden medlemsstats lovgivning igen kunne tage de afskaffede adelstitler. En systematisk anerkendelse af navneændringer som den i hovedsagen omhandlede ville imidlertid kunne føre til et sådant resultat.

77

For så vidt som det i Tyskland er tilladt, at visse personer i deres navn må bære bestanddele, der svarer til tidligere adelstitler, opstår det spørgsmål, om forbuddet mod frit at vælge et nyt navn, som indeholder tidligere adelstitler, og de tyske myndigheders praksis, hvorefter et sådant navn nægtes anerkendt, er egnede og nødvendige for at sikre virkeliggørelsen af målet om at beskytte den offentlige orden i denne medlemsstat, som kommer til udtryk ved princippet om alle tyske borgeres lighed for loven.

78

Til forskel fra den sag, der gav anledning til dom af 22. december 2010, Sayn-Wittgenstein (C-208/09, EU:C:2010:806), kræver vurderingen af proportionaliteten af en praksis som den i hovedsagen omhandlede en analyse og en afvejning af de forskellige retlige og faktiske omstændigheder i den omhandlede medlemsstat, som den forelæggende ret er bedre egnet til at foretage, end Domstolen er.

79

Det påhviler navnlig den forelæggende ret at vurdere, om de kompetente tyske myndigheder på det civilretlige område er gået ud over, hvad der er nødvendigt for at sikre virkeliggørelsen af det grundlæggende forfatningsretlige mål, som de forfølger, idet de ved at nægte at anerkende det navn, som sagsøgeren i hovedsagen har erhvervet i Det Forenede Kongerige, med den begrundelse, at virkeliggørelsen af målet om at sikre princippet om alle tyske statsborgeres lighed for loven forudsætter, at det under visse omstændigheder er forbudt for tyske statsborgere at erhverve og anvende adelstitler eller adelige bestanddele, der kan give det indtryk, at bæreren af navnet er indehaver af en sådan rang.

80

I denne henseende skal forskellige forhold tages i betragtning ved afvejningen af den ret til fri bevægelighed, som unionsborgerne er tillagt ved artikel 21 TEUF, over for de legitime interesser, der forfølges med den begrænsning af anvendelsen af adelstitler og det forbud mod en genskabelse af indtrykket om en adelig herkomst, som den tyske lovgiver har vedtaget. Selv om disse forhold ikke i sig selv kan tjene som begrundelse, skal de tages i betragtning i forbindelse med proportionalitetsprøvelsen.

81

Der skal således på den ene side tages hensyn til den omstændighed, at sagsøgeren i hovedsagen har udøvet retten til fri bevægelighed og både har britisk og tysk statsborgerskab, at de navnebestanddele, som han har erhvervet i Det Forenede Kongerige, som ifølge de tyske myndigheder krænker den offentlige orden, ikke formelt udgør adelstitler i hverken Tyskland eller Det Forenede Kongerige, og at den tyske ret, som påbød de kompetente myndigheder at registrere navnet for sagsøgeren i hovedsagens datter, som består af adelige bestanddele, således som dette navn var blevet registreret af de britiske myndigheder, ikke var af den opfattelse, at registreringen var i strid med den offentlige orden.

82

På den anden side skal det ligeledes tages i betragtning, at den pågældende navneændring hviler på et rent personligt valg foretaget af sagsøgeren i hovedsagen, at den navneuoverensstemmelse, der er opstået som følge af dette valg, hverken skyldes omstændigheder omkring den pågældendes fødsel, adoption eller erhvervelse af britisk statsborgerskab, og at det navn, som er valgt i Det Forenede Kongerige, indeholder bestanddele, der på trods af, at de ikke formelt udgør adelstitler i Tyskland eller Det Forenede Kongerige, giver indtryk af en adelig herkomst.

83

Det skal under alle omstændigheder fremhæves, at selv om den objektive begrundelse vedrørende den offentlige orden og princippet om tyske statsborgeres lighed for loven, såfremt den lægges til grund, kan begrunde afslaget på at anerkende sagsøgeren i hovedsagens ændring af sit efternavn, kan den ikke begrunde afslaget på at ændre den pågældendes fornavne.

84

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at det forelagte spørgsmål skal besvares med, at artikel 21 TEUF skal fortolkes således, at myndighederne i en medlemsstat ikke er forpligtet til at anerkende efternavnet for en statsborger i denne medlemsstat, når den pågældende også er statsborger i en anden medlemsstat, hvor denne har erhvervet dette navn, som er valgt frit, og som indeholder flere adelige bestanddele, hvilket ikke er tilladt i henhold til den første medlemsstats lovgivning, såfremt det er godtgjort, at et sådant afslag på anerkendelse i denne sammenhæng er begrundet i hensynet til den offentlige orden, og for så vidt som afslaget er egnet til og nødvendigt for at sikre overholdelsen af princippet om lighed for loven for alle den nævnte medlemsstats borgere, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

85

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

Artikel 21 TEUF skal fortolkes således, at myndighederne i en medlemsstat ikke er forpligtet til at anerkende efternavnet for en statsborger i denne medlemsstat, når den pågældende også er statsborger i en anden medlemsstat, hvor denne har erhvervet dette navn, som er valgt frit, og som indeholder flere adelige bestanddele, hvilket ikke er tilladt i henhold til den første medlemsstats lovgivning, såfremt det er godtgjort, at et sådant afslag på anerkendelse i denne sammenhæng er begrundet i hensynet til den offentlige orden, og for så vidt som afslaget er egnet til og nødvendigt for at sikre overholdelsen af princippet om lighed for loven for alle den nævnte medlemsstats borgere, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.