1

Den 6. september 2011 indgav sagsøgeren, GEA Group AG, i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1) en ansøgning til Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (herefter »Harmoniseringskontoret«) om registrering af EF-ordmærket engineering for a better world for varer og tjenesteydelser i klasse 6, 7, 9, 11, 35, 37, 39, 41 og 42 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret.

2

Ved afgørelse af 20. marts 2012 afslog undersøgeren registreringen af det ansøgte varemærke på grundlag af artikel 7, stk. 1, litra b), og stk. 2, i forordning nr. 207/2009.

3

Den 15. maj 2012 indgav sagsøgeren en klage til Harmoniseringskontoret i henhold til artikel 58-64 i forordning nr. 207/2009.

4

Ved afgørelse af 21. marts 2013 (herefter »den anfægtede afgørelse«) afslog Fjerde Appelkammer ved Harmoniseringskontoret klagen.

5

Den anfægtede afgørelse blev meddelt sagsøgeren pr. telefax den 25. marts 2013.

6

Idet sagsøgeren ikke havde fået kendskab til denne telefax, indgav denne den 13. juni 2013 et supplerende indlæg i klagesagen for appelkammeret.

7

Den 11. juli 2013 informerede Harmoniseringskontorets Justitskontor sagsøgeren om, at Fjerde Appelkammer havde truffet afgørelse i klagesagen, og at Justitskontoret havde meddelt sagsøgeren den anfægtede afgørelse pr. telefax den 25. marts 2013. Justitskontoret tilsendte desuden endnu en gang sagsøgeren den anfægtede afgørelse samt afsendelsesrapporten fra Justitskontorets telefaxmaskine med bemærkningen »ok«, som var dateret den 25. marts 2013.

8

Sagsøgeren har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:

9

Harmoniseringskontoret har nedlagt følgende påstande:

10

I henhold til artikel 111 i Rettens procesreglement kan Retten, hvis det er åbenbart, at sagen må afvises, uden at fortsætte sagens behandling træffe afgørelse ved begrundet kendelse.

11

I denne sag finder Retten, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at den i medfør af procesreglementets artikel 111 kan træffe afgørelse uden at fortsætte sagens behandling.

12

Harmoniseringskontoret har gjort gældende, at sagsøgeren ikke har overholdt fristen for at indbringe et søgsmål for Retten, idet stævningen er blevet indleveret næsten tre måneder efter udløbet af den nævnte frist.

13

I henhold til artikel 65, stk. 5, i forordning nr. 207/2009 indbringes klagen for Retten inden to måneder efter datoen for meddelelsen af appelkammerets afgørelse.

14

Ifølge regel 61, stk. 2, i Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13. december 1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker (EFT L 303, s. 1), med senere ændringer, kan de meddelelser, som Harmoniseringskontoret foretager, finde sted pr. telefax. Meddelelsen pr. telefax kan vedrøre enhver afgørelse fra Harmoniseringskontoret (dom af 19.4.2005, Success-Marketing mod KHIM – Chipita (PAN & CO), T-380/02 og T-128/03, Sml., EU:T:2005:133, præmis 58) og følgelig også appelkammerets afgørelser.

15

Regel 65, stk. 1, i forordning nr. 2868/95 med overskriften »Meddelelse pr. telefax eller andre tekniske midler« præciserer, at »[m]eddelelse betragtes som foretaget den dato, hvor meddelelsen blev modtaget af modtagerens telefax«. I regel 70, stk. 2, i forordning nr. 2868/95, der fastsætter »Beregning af frister«, anføres det ligeledes, at »[b]estår det proceduremæssige skridt i en meddelelse, er den afgørende begivenhed modtagelsen af det meddelte dokument, medmindre andet er bestemt«.

16

Da intet andet er bestemt i den foreliggende sag, er datoen for modtagelsen af telefaxen således begyndelsestidspunktet for fristen for at anlægge et søgsmål til prøvelse af de afgørelser fra Harmoniseringskontoret, der meddeles pr. telefax.

17

I den foreliggende sag har Harmoniseringskontoret anført, at det har meddelt den anfægtede afgørelse pr. telefax den 25. marts 2013. Sagsøgeren har i sin skrivelse af 30. august 2013 anerkendt, at Harmoniseringskontorets Justitskontor havde sendt sagsøgeren en kopi af afsendelsesrapporten fra sin telefaxmaskine vedrørende meddelelsen af den anfægtede afgørelse med bemærkningen »ok«. Sagsøgeren har endvidere anerkendt, at sagsøgerens repræsentants computersystem havde registreret og gemt telefaxen af 25. marts 2013. På grund af en teknisk fejl var sagsøgerens repræsentant ifølge sagsøgeren derimod ikke på noget tidspunkt før den 11. juli 2013 blevet informeret om, at den omtvistede telefax var kommet frem og så meget desto mindre om dennes indhold.

18

Det kan imidlertid ikke udledes deraf, at den telefax, hvormed der blev givet meddelelse om den anfægtede afgørelse, ikke blev modtaget af sagsøgerens repræsentant den 25. marts 2013, og at søgsmålsfristen følgelig ikke begyndte at løbe fra den dato.

19

Retspraksis sondrer nemlig mellem på den ene side meddelelsen af en retsakt til dennes modtager, som kræves, for at der er tale om en forskriftsmæssig meddelelse, og på den anden side det faktiske kendskab til denne retsakt, som ikke er nødvendig for, at meddelelsen anses for at være forskriftsmæssig. Ifølge denne retspraksis er den omstændighed, at der foreligger en gyldig meddelelse til modtageren, på ingen måde betinget af det faktiske kendskab hos den person, der ifølge de interne regler hos modtageren er kompetent på området, idet en afgørelse er blevet meddelt forskriftsmæssigt, når den er blevet meddelt modtageren, og denne er sat i stand til at få kendskab til den (dom af 15.12.1994, Bayer mod Kommissionen, C-195/91 P, Sml., EU:C:1994:412, præmis 20; jf. ligeledes dom af 15.9.1998, European Night Services m.fl. mod Kommissionen, T-374/94, T-375/94, T-384/94 og T-388/94, Sml., EU:T:1998:198, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis). For at vurdere spørgsmålet, om meddelelsen er forskriftsmæssig, skal der således alene tages hensyn til dennes eksterne aspekt, dvs. den forskriftsmæssige transmission til modtageren, og ikke til dennes interne aspekt, der vedrører den interne arbejdsgang hos modtageren (jf. i denne retning dom European Night Services m.fl. mod Kommissionen, EU:T:1998:198, præmis 79).

20

Det følger heraf, at for at fastlægge datoen for modtagelsen af en meddelelse, skal der kun tages hensyn til denne meddelelses eksterne aspekt, dvs. til den formelle og forskriftsmæssige modtagelse hos modtageren, uafhængigt af den faktiske modtagelse og det kendskab, der er opnået hertil, hos modtageren. Der kan ikke rejses tvivl om denne overvejelse med det krav, der er opstillet i den ovennævnte retspraksis, hvorefter meddelelsen indebærer, at modtageren skal være sat i stand til at få kendskab til den meddelte retsakt. Der er nemlig tale om en forpligtelse for meddeleren til at skabe betingelserne for, at modtageren faktisk kan få kendskab, dvs. en indsatsforpligtelse (svarende til meddelelsens eksterne aspekt), og ikke en forpligtelse for denne til at gribe ind i denne modtagers interne funktion for at sikre, at der fås kendskab, dvs. en resultatforpligtelse (svarende til meddelelsens interne aspekt) (jf. i denne retning dom af 26.11.1985, Cockerill-Sambre mod Kommissionen, 42/85, Sml., EU:C:1985:471, præmis 11).

21

Retten har således udtalt, at Harmoniseringskontorets fremlæggelse af afsendelsesrapporter fra en telefax, der indeholder oplysninger, som giver disse en bevisværdi, er tilstrækkelig til at bevise modtagerens modtagelse af den nævnte telefax (jf. i denne retning dom PAN & CO, nævnt ovenfor i præmis 14, EU:T:2005:133, præmis 67, 68, 80, 81 og 85). Telefaxmaskiner er nemlig udformet således, at ethvert afsendelsesproblem, men også ethvert modtagelsesproblem signaleres ved en fejlmelding, der over for den, der sender telefaxen, præcist angiver grunden til, at telefaxen ikke er blevet modtaget, således som det er blevet kommunikeret denne af modtagerens telefaxmaskine, og at der, såfremt et sådant problem ikke kommunikeret, er generet en faktisk afsendelsesbesked. Når der ikke er en fejlmelding, og der foreligger en afsendelsesrapport, der indeholder bemærkningen »ok«, kan det således lægges til grund, at den sendte telefax er blevet modtaget af modtageren. I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren selv henvist til bemærkningen »ok«, der fremgår af afsendelsesrapporten, som er blevet sendt til sagsøgeren af Harmoniseringskontoret, og har anført, at det fulgte deraf, at meddelelsen af den anfægtede afgørelse var blevet foretaget i god og behørig form. Sagsøgeren har i øvrigt anerkendt, at den telefax, der gav meddelelse om den anfægtede afgørelse, var blevet registreret i sagsøgerens repræsentants computersystem den 25. marts 2013.

22

Hvis det kun var kendskabet til den omtvistede telefax, der gjorde det muligt at bevise, at den var blevet modtaget af sagsøgerens repræsentant, ville det desuden være umuligt for Harmoniseringskontoret at føre bevis for den faktiske meddelelse af en afgørelse og datoen, hvorpå denne var blevet modtaget af modtageren, selv om den nævnte afgørelse var blevet behørigt meddelt modtageren. Begyndelsestidspunktet for fristen for anlæggelse af søgsmål til prøvelse af Harmoniseringskontorets instansers afgørelser ville afhænge af omstændigheder, der er vilkårlige og uafhængige i forhold til den omhu, hvormed Harmoniseringskontoret har givet meddelelse om afgørelsen, selv om søgsmålsfristerne netop er blevet indført for at garantere retssikkerheden (jf. den nedenfor i præmis 26 nævnte retspraksis).

23

Det følger af det ovenstående, at fristen på to måneder for at anlægge et søgsmål til prøvelse af den anfægtede afgørelse, forlænget under hensyn til afstanden med en særlig frist på ti dage, som fastsat i procesreglementets artikel 102, stk. 2, begyndte at løbe dagen efter modtagelsen af den omtvistede telefax, dvs. den 26. marts 2013. Denne frist udløb således den 4. juni 2013.

24

Det foreliggende søgsmål, der blev anlagt den 2. september 2013, blev følgelig anlagt for sent.

25

Det skal imidlertid undersøges, om den omstændighed, som sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgerens telefaxmaskine ikke fungerede, kan udgøre omstændigheder, som ikke kunne forudses, eller force majeure, der gør det muligt for Retten at igangsætte nye frister på grundlag af artikel 45, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, der i medfør af denne statuts artikel 53 finder anvendelse på rettergangsmåden ved Retten.

26

Det skal bemærkes, at søgsmålsfrister efter fast retspraksis er ufravigelige regler og ikke undergivet parternes eller retsinstansernes rådighed (jf. dom af 11.11.2010, Transportes Evaristo Molina mod Kommissionen, C-36/09 P, EU:C:2010:670, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis, og dom af 15.3.1995, COBRECAF m.fl. mod Kommissionen, T-514/93, Sml., EU:T:1995:49, præmis 40). En streng overholdelse af processuelle regler er i overensstemmelse med hensynet til retssikkerheden og nødvendigheden af at undgå enhver forskelsbehandling eller vilkårlighed i retsplejen. I overensstemmelse med artikel 45, stk. 2, i statutten for Domstolen kan procesfrister kun fraviges, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder, omstændigheder, som ikke kunne forudses, eller force majeure (dom af 22.9.2011, Bell & Ross mod KHIM, C-426/10 P, Sml., EU:C:2011:612, præmis 43).

27

Domstolen har udtalt, at begreberne omstændigheder, der ikke kunne forudses, eller force majeure omfatter dels et objektivt element, hvorefter der skal foreligge unormale eller usædvanlige vanskeligheder, som sagsøgeren ikke har indflydelse på, dels et subjektivt element, hvorefter denne med henblik på at undgå konsekvenserne af de usædvanlige begivenheder skal træffe egnede foranstaltninger, idet det dog ikke kræves, at vedkommende træffer urimeligt belastende foranstaltninger. Sagsøgeren skal navnlig nøje følge procedurens forløb og herunder udvise agtpågivenhed med henblik på at overholde de fastsatte frister (dom Bayer mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 19, EU:C:1994:412, præmis 32). Der kan således ikke være tale om force majeure i en situation, hvor en omhyggelig og fornuftig person objektivt ville have været i stand til at undgå, at en søgsmålsfrist udløb (dom af 12.7.1984, Ferriera Valsabbia mod Kommissionen, 209/83, Sml., EU:C:1984:274, præmis 22, og kendelse af 18.1.2005, Zuazaga Meabe mod KHIM, C-325/03 P, Sml., EU:C:2005:28, præmis 25).

28

Det skal følgelig afgøres, om sagsøgeren, således som det påhviler denne (jf. kendelse af 12.12.2011, AO mod Kommissionen, sag T-365/11 P, Sml. Pers., EU:T:2011:727, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis), har bevist, at der i det foreliggende tilfælde foreligger omstændigheder, der ikke kunne forudses, eller force majeure, som har forhindret denne i at overholde søgsmålsfristen.

29

Med henblik herpå skal det indledningsvis fastslås, at den sagkyndige erklæring, som sagsøgeren har fremlagt som bilag til replikken, kan antages til realitetsbehandling.

30

Det fremgår nemlig af retspraksis, at det forbud mod for sen indlevering af beviser, der er fastsat i procesreglementets artikel 48, stk. 1, ikke vedrører de beviser, der er indeholdt i bemærkningerne til en formalitetsindsigelse. Muligheden for at fremkomme med nye beviser i bemærkningerne til en formalitetsindsigelse skal anses for at indgå i sagsøgerens ret til at besvare de argumenter, som modparten har fremført i sin formalitetsindsigelse, eftersom der ikke er nogen procedureregel, der kræver, at sagsøgeren skal fremlægge beviser vedrørende antageligheden af dennes søgsmål fra tidspunktet for indgivelsen af stævningen (kendelse af 15.5.2013, Post Invest Europe mod Kommissionen, T-413/12, EU:T:2013:246, præmis 21; jf. ligeledes i denne retning dom af 12.12.2006, Asociación de Estaciones de Servicio de Madrid og Federación Catalana de Estaciones de Servicio mod Kommissionen, T-95/03, Sml., EU:T:2006:385, præmis 50). Denne retspraksis skal overføres på den foreliggende sag, hvor sagsøgeren som bilag til replikken, der er begrænset til spørgsmålet, om søgsmålet kan antages til realitetsbehandling, har fremlagt et nyt bevis for at besvare de påstande om, at sagen ikke kan antages til realitetsbehandling, der fremgår af Harmoniseringskontorets svarskrift.

31

De oplysninger i den sagkyndige erklæring, der er vedlagt som bilag til replikken, og alle de andre meddelte oplysninger og argumenter, som sagsøgeren har fremført, gør det imidlertid ikke muligt at fastslå, at denne var konfronteret med omstændigheder, der ikke kunne forudses, eller force majeure.

32

Hvad angår det objektive element ved omstændigheder, der ikke kunne forudses, eller force majeure skal det fastslås, at den omstændighed, at sagsøgerens repræsentants telefaxmaskine ikke fungerede, selv om den kan kvalificeres som en »unormal omstændighed« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i den ovennævnte retspraksis, ikke udgør en »usædvanlig omstændighed« i forhold til denne repræsentant.

33

Det omhandlede apparat er nemlig et internt arbejdsredskab i det advokatfirma, der repræsenterer sagsøgeren, og som henhører under dennes ansvar alene på samme måde som de ansatte, der arbejder der. Ifølge fast retspraksis anses transmissionsproblemer inden for et selskab imidlertid ikke for at være omstændigheder, der ikke kunne forudses, eller force majeure (dom Cockerill-Sambre mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 20, EU:C:1985:471, præmis 12; jf. ligeledes kendelse af 28.4.2008, PubliCare Marketing Communications mod KHIM (Publicare), T-358/07, EU:T:2008:130, præmis 17 og 18 og den deri nævnte retspraksis). Det er endda blevet udtalt, at en fejl, der kan tilskrives en tredje person, som af et advokatfirma er blevet bemyndiget til at foretage handlinger, der henhører under dette firmas ansvar, ikke kan anses for at være en usædvanlig omstændighed for den sagsøger, der er blevet repræsenteret af dette firma (dom Bell & Ross mod KHIM, nævnt ovenfor i præmis 26, EU:C:2011:612, præmis 50, og kendelse AO mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 28, EU:T:2011:727, præmis 37 og 40). Selv om det advokatfirma, der i det foreliggende tilfælde repræsenterer sagsøgeren, ville have anvendt et eksternt selskab – hvilket ikke er tilfældet – til forvaltningen af sit edb- og telefaxudstyr, kunne fejlen ved dette udstyr således ikke anses for at udgøre en omstændighed, der var udefrakommende i forhold til dette.

34

Hævdelsen om, at det var første gang, at den omhandlede fejlfunktion var opstået, og at den følgelig havde været uforudsigelig, medfører ikke, at den bliver en udefrakommende omstændighed for sagsøgerens repræsentant. Denne uforudsigelige karakter kunne højst spille en rolle i forbindelse med vurderingen af den berørtes mulighed for at undgå telefaxmaskinens fejlfunktions indtræden og dermed i forbindelse med analysen af det subjektive element ved de omstændigheder, der ikke kunne forudses, eller force majeure.

35

Hvad netop angår det subjektive element i omstændigheder, der ikke kunne forudses, eller force majeure, foreligger dette ikke i det foreliggende tilfælde. Sagsøgerens repræsentant har ikke truffet alle de rimelige foranstaltninger for at overholde procesfristerne og i det foreliggende tilfælde at sikre, at telefaxmaskinen fungerede tilfredsstillende.

36

Det fremgår nemlig af den sagkyndige erklæring, der er blevet fremlagt i bilaget til replikken, at der i løbet af marts måned 2013 var blevet foretaget elektriske arbejder, som havde ført til strøm- og netafbrydelse. Det fremgår ligeledes af denne rapport, at modtagelsen af en telefax generer flere filer i edb-systemet i det advokatfirma, der repræsenterer sagsøgeren, hvoraf kun nogle er tilgængelige for de ansatte, der har til opgave at modtage telefaxer, idet de andre blot er det for medlemmerne af firmaets it-service. En sådan adgang gjorde det i øvrigt muligt for den ansvarlige for denne it-service at genfinde sporet af telefaxen om meddelelse af den anfægtede afgørelse, der var blevet sendt af Harmoniseringskontoret den 25. marts 2013. Endelig skal det bemærkes, at sagsøgerens repræsentant tilhører et stort advokatfirma, der er specialiseret på området for intellektuelle ejendomsrettigheder, som netop har til opgave at modtage de meddelelser, der sendes til dets klienter, bl.a. fra Harmoniseringskontoret. Ifølge den ovennævnte sagkyndige erklæring, modtager firmaet mellem ti og femten telefaxer om dagen.

37

Under disse omstændigheder burde det advokatfirma, der repræsenterer sagsøgeren, ikke blot have kontrolleret mangler i forbindelse med forstyrrelsen af systemet for modtagelsen af telefaxer forårsaget af de foretagne elektriske arbejder, men også have været i stand til uden at træffe urimeligt belastende foranstaltninger at foretage sådanne kontroller vedrørende navnlig overensstemmelsen mellem de telefaxer, der var registreret i serveren, og de telefaxer, der var sendt til indbakken. Sagsøgerens repræsentant har imidlertid selv i det væsentlige anerkendt, at denne form for kontrol ikke var blevet foretaget med den begrundelse, at den omhandlede fejlfunktion aldrig var indtrådt.

38

Det følger heraf, at begreberne omstændigheder, der ikke kunne forudses, eller force majeure ikke finder anvendelse i den foreliggende situation, eftersom en omhyggelig og fornuftig person objektivt ville have været i stand til at undgå, at søgsmålsfristen udløb.

39

Det er derfor åbenbart, at den foreliggende sag må afvises.

40

I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.

41

Sagsøgeren har tabt sagen og bør derfor pålægges at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Harmoniseringskontorets påstand herom.

På grundlag af disse præmisser bestemmer

RETTEN (Anden Afdeling):

Således bestemt i Luxembourg den 22. januar 2015.