Sag anlagt den 2. august 2013 — APRAM mod Europa-Kommissionen

(Sag T-403/13)

2013/C 367/52

Processprog: portugisisk

Parter

Sagsøger: APRAM — Administração dos Portos da Região Autónoma da Madeira, SA (Funchal, Portugal) (ved advokat M. Gorjão Henriques)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført seks anbringender.

1)   Første anbringende om reglerne for, om udgifter er berettigede til finansiering

Den anfægtede afgørelse er i strid med retsreglerne for anvendelse af traktaten, navnlig reglerne vedrørende, hvilke udgifter der er berettiget til EU-finansiering, nemlig artikel 11 i forordning (EF) nr. 1164/94 og artikel 7 i forordning (EF) nr. 16/2003. Sagsøgerne er i den henseende uenige om, hvorvidt udgifter, der er afholdt efter og under indledningen af den støtteberettigede periode, er berettigede til EU-finansiering, når de er støttet på en forudgående faktura.

2)   Andet anbringende om, at artikel 7 i forordning (EF) nr. 16/2003 er ulovlig, idet den udgør en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og en hierarkisk højere rangerende bestemmelse.

Den anfægtede afgørelse er ligeledes ulovlig, idet den er støttet på forordning (EF) nr. 16/2003, der er ulovlig, eftersom den ikke er vedtaget af kommissærkollegiet, hverken i henhold til en bemyndigelsesprocedure, en skriftlig procedure eller nogen anden forenklet procedure, der er i overensstemmelse med Kommissionens forretningsorden (3), og fordi den er i strid med forretningsordenens artikel 18, og for så vidt som Kommissionen har fortolket artikel 7 i forordning (EF) nr. 16/2003 i strid med forordning (EF) nr. 1164/94.

3)   Tredje anbringende om tilsidesættelse af subsidiaritetsprincippet

Subsidiaritetsprincippet indebærer indførslen af nationale regler for, om en udgift er støtteberettiget, eftersom den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed er et område, der henhører under de beføjelser, der deles af Unionen og medlemsstaterne, hvorunder dette princip således skal overholdes. Forordning (EF) nr. 16/2003 er i strid med dette princip, idet den ikke alene ikke henviser til det, men ej heller begrunder nødvendigheden af den ordning, den opretter i betragtning af dette princip.

4)   Fjerde anbringende om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, retsikkerhedsprincippet og myndighedernes forpligtelse til at overholde sine egne retsakter.

Kommissionens faste administrative praksis var at fortolke den omtvistede bestemmelse, således som APRAM gør gældende i nærværende sag.

Denne fortolkning stammer fra kilder, der var autoriseret af Kommissionen og blev meddelt Den Portugisiske Republik såvel som de andre medlemsstater, og hvis indhold var så fast, at Portugal med rette kunne have en berettiget forventning om, at de fakturaer, som var modtaget før og betalt efter, at den udfyldte anmodning var indgået til Kommissionen, var støtteberettigede. De kompetente nationale myndigheder var ligeledes af denne opfattelse. APRAM opnåede således en berettiget forventning om, at disse udgifter rent faktisk var støtteberettigede.

Anvendelsen af den fortolkning, som Kommissionen har benyttet, er i åbenbar strid med retssikkerhedsprincippet, idet den pålægger APRAM væsentlige økonomiske byrder, uden at denne fortolkning er sikker eller forudsigeligt.

5)   Femte anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

Såfremt det er korrekt, at Kommissionen i henhold til artikel H i bilag II til forordning nr. 1164/94 kan foretage de finansielle korrektioner, den finder nødvendige, og som kan medføre en fuldstændig eller delvis ophævelse af den tildelte støtte, skal den alligevel overholde proportionalitetsprincippet under hensyntagen til omstændighederne ved den konkrete sag, såsom den type uregelmæssigheder og den økonomiske rækkevidde og virkning af de eventuelle mangler ved drifts- eller kontrolordninger, således at Kommissionen ikke vælger en uforholdsmæssig foranstaltning. Det er følgelig ikke forståeligt, at Kommissionen foretog en fuldstændig ophævelse af den tildelte støtte, eftersom korrektioner på 100 % udelukkende finder anvendelse, når drifts- og kontrolordningernes mangler eller den konstaterede uregelmæssigheds alvor svarer til en fuldstændig tilsidesættelse af fællesskabsreglerne, hvilket medfører, at alle betalinger er uregelmæssige. Eftersom dette ikke er tilfældet foreslår myndighederne, at korrektionerne begrænses til 5 %, 2 % eller endog 0 %.

Vanskelighederne med fortolkningen af den pågældende regel er en afgørende skærpende faktor, som Kommissionen altid skal tage hensyn til. I henhold til de beskrevne omstændigheder er der mindre restriktive foranstaltninger — anvendelse af en lavere korrektion eller undladelse af at anvende en korrektion — for at nå det tilsigtede mål. Selv om Kommissionen beslutter at korrigere den tildelte støtte — hvilket ville være uacceptabelt — må denne korrektion dermed under ingen omstændigheder overstige 5 % og skal faktisk være lavere eller lig nul.

6)   Sjette anbringende om forældelse

Under alle omstændigheder er muligheden for at kræve tilbagesøgning af udgifter, der ligger forud for den 3. juni 2003 allerede forældet, eftersom den seneste faktura er dateret den 28. februar 2003, dvs. tre og en halv måned inden den pågældende dato. I henhold til forordning nr. 2988/95 (4) er forældelsesfristen for retsforfølgelse fire år at regne fra uregelmæssigheden blev udført.

(1)  Kommissionens forordning (EF) nr. 16/2003 af 6.1.2003 om særlige gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1164/94 for så vidt angår støtteberettigede udgifter i forbindelse med foranstaltninger medfinansieret af Samhørighedsfonden, EFT L 2, s. 7.

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 1164/94 af 16.5.1994 om oprettelse af Samhørighedsfonden, EFT L 130, s. 1.

(3)  EFT L 308 af 8.12.2000, s. 26.

(4)  Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18.12.1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesse, EFT L 312, s. 1.