Appel iværksat den 12. april 2013 af Vetrai 28 srl, tidligere Barovier & Toso Vetrerie Artistiche Riunite srl m.fl. til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 29. januar 2013 i sag T-272/00, Barbini m.fl. mod Europa-Kommissionen

(Sag C-180/13 P)

2013/C 207/07

Processprog: italiensk

Parter

Appellanter: Vetrai 28 srl, tidligere Barovier & Toso Vetrerie Artistiche Riunite srl m.fl. (ved avvocati A. Vianello, A. Bortoluzzi og A. Veronese)

De andre parter i appelsagen: Alfredo Barbini srl m.fl., Den Italienske Republik og Europa-Kommissionen

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har til støtte for sin appel gjort gældende, at Retten har begået retlige fejl ved anvendelsen af de principper Domstolen fastslog dommen i sagen »Comitato Venezia Vuole Vivere«, dels hvad angår Kommissionens forpligtelse til at begrunde sine statsstøttebeslutninger, dels vedrørende fordelingen af bevisbyrden vedrørende betingelserne i henhold til artikel 107, stk. 1, TEUF.

I kendelsen, der er genstand for nærværende appel, har Retten ikke efterkommet de anvisninger som Domstolen gav dommen i sagen »Comitato Venezia Vuole Vivere« af 9. juni 2011, hvorefter Kommissionens beslutning »i sig selv skal indeholde alle de elementer, der er nødvendige for, at de nationale myndigheder kan gennemføre beslutningen«. Selv om den anfægtede beslutning ikke indeholder de elementer, der er nødvendige for, at de nationale myndigheder kan gennemføre den, har Retten imidlertid ikke redegjort for nogen mangler i den metode, der er anvendt af Kommissionen i den anfægtede beslutning, og Retten har derfor begået en retlig fejl.

I henhold til de principper, som Domstolen har fastsat i dommen i sagen »Comitato Venezia Vuole Vivere«, skal medlemsstaten — og således ikke den enkelte støttemodtager — ved tilbagesøgningen for hver sag godtgøre, at forudsætningerne i henhold til artikel 107, stk. 1, TEUF er opfyldt. I nærværende sag har Kommissionen i den omtvistede beslutning undladt at præcisere »fremgangsmåden« for en sådan kontrol. Følgelig har Den Italienske Republik, idet den ikke har de nødvendige elementer til ved tilbagesøgningen at godtgøre, om de indrømmede fordele udgjorde statsstøtte for de begunstigede, besluttet — ved lov nr. 228 af 24. december 2012 (artikel 1, stk. 351 ff.) — at vende bevisbyrden, hvilket er i strid med det, der er fastsat i fællesskabets retspraksis. Ifølge den italienske lovgiver tilkommer det navnlig ikke staten, men derimod de enkelte begunstigede virksomheder, som havde fået tildelt støtten i form af nedsættelser, at bevise, at de pågældende fordele hverken fordrejer konkurrencen eller påvirker samhandlen mellem medlemsstaterne. Det forudsættes såfremt dette bevis ikke løftes, at de indrømmede lettelser er egnede til at fordreje konkurrencen og påvirke samhandlen mellem medlemsstaterne. Alt dette er klart i strid med principperne fastsat i dommen i sagen »Comitato Venezia Vuole Vivere«.