—

den østrigske regering ved C. Pesendorfer, som befuldmægtiget

—

Europa-Kommissionen ved B.-R. Killmann og D. Martin, som befuldmægtigede

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og artikel 2, artikel 6, stk. 1, og artikel 16 i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT L 303, s. 16).

2

Denne anmodning er blevet indgivet inden for rammerne af en sag mellem Leopold Schmitzer og Bundesministerin für Inneres (den føderale indenrigsminister) vedrørende lovligheden af lønsystemet for den offentlige tjeneste, der er vedtaget af den østrigske lovgiver med henblik på at bringe en forskelsbehandling på grund af alder til ophør.

3

I henhold til artikel 1 i direktiv 2000/78 er »formålet med dette direktiv med henblik på at gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne at fastlægge en generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering«.

4

Direktivets artikel 2 har følgende ordlyd:

»1.   I dette direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen må udsættes for nogen form for direkte eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde.

2.   Med henblik på stk. 1:

[…]«

5

Ifølge direktivets artikel 3, stk. 1, litra c), finder det anvendelse på alle personer i både den offentlige og den private sektor, og herunder offentlige organer, for så vidt angår ansættelses- og arbejdsvilkår, herunder lønvilkår.

6

Artikel 6 i direktiv 2000/78 har følgende ordlyd:

»1.   Uanset artikel 2, stk. 2, kan medlemsstaterne bestemme, at ulige behandling på grund af alder ikke udgør forskelsbehandling, hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af den nationale ret, bl.a. legitime beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Der kan bl.a. være tale om følgende former for ulige behandling:

[…]«

7

Direktivets artikel 9 med overskriften »Klageadgang« bestemmer i stk. 1:

»Medlemsstaterne sikrer, at enhver, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende, kan indgive klage til retslige og/eller administrative instanser, herunder, hvor de finder det hensigtsmæssigt, til forligsinstanser, med henblik på håndhævelse af forpligtelserne i henhold til dette direktiv, selv efter at det forhold, hvori forskelsbehandlingen angiveligt har fundet sted, er ophørt.«

8

I artikel 16 i direktiv 2000/78 med overskriften »Overholdelse« bestemmer:

»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at:

[…]

9

I den udgave, der var gældende indtil ændringen med tilbagevirkende kraft ved forbundsloven af 31. august 2010 om ændring af tjenestemandsloven af 1979, lønningsloven af 1956, loven om kontraktansatte af 1948 og loven om dommer- og anklagemyndighedens retsstilling og funktion (BGBl. I, 82/2010), der var gældende fra den 1. januar 2004 til den 30. august 2010 (herefter »reformloven«), var der i Gehaltsgesetz’ § 8 (lønningsloven af 1956, BGBl. 54/1956, herefter »GehG«) fastsat en generel regel om oprykning hvert andet år.

10

GehG’s § 12, stk. 1, som ændret ved Deregulierungsgesetz-Öffentlicher Dienst 2002 (lov af 2002 om deregulering af den offentlige tjeneste, BGBl. I, 119/2002), bestemte i den affattelse, der var gældende den 31. december 2003, følgende:

»Bortset fra perioder, som den pågældende har tilbagelagt inden det fyldte 18. år, og med forbehold af de begrænsninger, der er fastsat i stk. 4-8, beregnes den skæringsdato, der skal tages hensyn til med henblik på oprykning til et højere løntrin, fra ansættelsesdatoen:

11

Reformloven tilsigtede at bringe forbundsreglerne om beregning af perioder forud for tiltrædelsen af tjenesten i overensstemmelse med direktiv 2000/78, som fortolket af Domstolen i Hütter-dommen (C-88/08, EU:C:2009:381), hvori Domstolen fastslog, at artikel 1, 2 og 6 i direktiv 2000/78 var til hinder for en national lovgivning, som, for ikke at stille den almene skoleuddannelse ringere end den faglige uddannelse og for at fremme unge erhvervselevers optagelse på arbejdsmarkedet, udelukkede, at der ved fastsættelsen af det løntrin, som kontraktansatte indplaceres på ved ansættelse i den offentlige forvaltning i en medlemsstat, medregnes beskæftigelsesperioder, som er tilbagelagt inden det fyldte 18. år.

12

Denne lov ændrede navnlig GehG’s § 8 og § 12 med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2004.

13

Under overskriften »Oprykning« er GehG’s § 8, stk. 1, som ændret ved reformloven, affattet således:

»Oprykning sker i henhold til en skæringsdato. Med mindre andet er fastsat i nævnte bestemmelse, er den periode, der er nødvendig for at avancere til andet løntrin i hver stillingskategori, på fem år og for de andre løntrin på to år.«

14

GehG’s § 12, som ændret ved reformloven, med overskriften »Skæringsdatoen for oprykning« bestemmer:

»(1)   Med forbehold af de begrænsninger, der er fastsat i stk. 4-8, beregnes den skæringsdato, der skal tages hensyn til med henblik på oprykning til et højere løntrin, fra ansættelsesdatoen for så vidt angår perioder, der ligger før den 30. juni i det år, hvor ni års skolegang er gennemført eller skulle have været gennemført efter optagelsen på grunduddannelsen:

[…]

(3)   De i stk. 1, nr. 2, omhandlede perioder, hvor tjenestemanden har haft erhvervsbeskæftigelse eller har været under uddannelse, kan i almen interesse medregnes fuld ud, for så vidt som beskæftigelsen eller uddannelsen er af særlig interesse for tjenesten. […]

[…]«

15

GehG’s § 113, stk. 10-12, som ændret ved reformloven, bestemmer:

»(10)   Skæringsdatoen, der skal tages hensyn til med henblik på oprykning til et højere løntrin, og den lønretlige stilling, der følger heraf, kan kun omberegnes i henhold til § 8 og § 12 [i GehG, som ændret ved reformloven], efter ansøgning herom og udelukkende i tilfælde, hvor den eksisterende lønretlige stilling er fastsat på baggrund af skæringsdatoen. Personer, der modtager periodiske ydelser i henhold til pensionsloven fra 1965, kan ligeledes indgive en ansøgning herom.

(11)   For personer, der ikke indgiver en ansøgning i henhold til stk. 10 og 12, eller personer, for hvilke skæringsdatoen ikke skal beregnes i henhold til stk. 10

[…]

(12)   De i stk. 10 omhandlede ansøgninger skal indgives via en formular, der fastsættes ved lov af forbundskansleren. De personer, der er ansøgningsberettigede, og som inden datoen for bekendtgørelsen [af reformloven] havde ansøgt om en ny beregning af deres skæringsdato eller deres lønretlige stilling med henvisning til perioder forud for deres ansættelse, som de havde tilbagelagt inden det fyldte 18. år, eller som havde ansøgt om efterbetaling af løn, vil blive opfordret til at indgive en ny ansøgning via ovennævnte formular […]«

16

Leopold Schmitzer er tjenestemand ved Bundesministerium für Inneres (det føderale indenrigsministerium). Den 22. januar 2013 indgav han en ansøgning om ændring af den skæringsdato, der er lagt til grund for hans oprykning, med henblik på at de uddannelses- og tjenesteperioder som omhandlet i den gældende nationale lovgivning, han har tilbagelagt inden det fyldte 18. år, tages i betragning. Mens retstilstanden på tidspunktet for hans rekruttering ikke gjorde det muligt at medregne disse perioder, er dette imidlertid muligt i henhold til GehG’s § 113, som ændret ved reformloven.

17

Ved afgørelse af 28. januar 2013 fastsatte Bundesministerin für Inneres den nye skæringsdato til den 1. juli 1975 i overensstemmelse med Leopold Schmitzers ansøgning. I begrundelsen for denne afgørelse er det anført, at Leopold Schmitzers lønordning ligeledes er omfattet af GehG’s § 8, som ændret ved reformloven, der betinger oprykningen til andet løntrin af tilbagelæggelsen af en periode på fem år på første løntrin.

18

Den 26. februar 2013 indgav Leopold Schmitzer en ansøgning om rettelse af hans lønretlige stilling i henhold til GehG’s § 8 i den affattelse, der var gældende inden reformloven, med henblik på at oprykke til et højere løntrin hvert andet år fra nævnte skæringsdato.

19

Den 4. april 2013 afslog Bundesministerin für Inneres denne ansøgning.

20

Leopold Schmitzer har anlagt sag ved Verwaltungsgericht (forvaltningsdomstolen) til prøvelse af denne afgørelse. Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt en lovændring, der har indført en ny ikke-forskelsbehandlende måde at fastsætte den skæringsdato, som lægges til grund for tjenestemænds oprykning, samtidigt kan indføre en forlængelse af varigheden af de perioder, der skal tilbagelægges for at rykke et løntrin op. Nævnte ret er i tvivl om, hvorvidt en sådan forlængelse er forenelig med EU-retten, for så vidt som den alene angår de tjenestemænd, der ansøger om en ny fastsættelse af skæringsdatoen for deres oprykning og deres lønretlige stilling (herefter »skæringsdatoen«), og ikke omfatter de tjenestemænd, der ikke ansøger herom, og dem, for hvilke ændringen af denne dato ikke er relevant.

21

Under disse omstændigheder har Verwaltungsgerichtshof besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

22

Den forelæggende ret har med sine præjudicielle spørgsmål anmodet Domstolen om at fortolke princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, forankret i chartrets artikel 21 og konkretiseret ved direktiv 2000/78.

23

Således som det følger af Domstolens retspraksis, skal medlemsstaterne, når de vedtager foranstaltninger, som falder ind under anvendelsesområdet for direktiv 2000/78, der inden for området for beskæftigelse og erhverv konkretiserer princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, handle i overensstemmelse med dette direktiv (jf. i denne retning domme Prigge m.fl., C-447/09, EU:C:2011:573, præmis 48, og Tyrolean Airways Tiroler Luftfahrt, C-132/11, EU:C:2012:329, præmis 22).

24

Under disse omstændigheder skal de forelagte spørgsmål i forbindelse med en sag som den i hovedsagen omhandlede mellem en borger og den nationale administration behandles alene på grundlag af direktiv 2008/78.

25

Med det første og det tredje spørgsmål, som behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, stk. 1 og 2, litra a), og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, som for at bringe en forskelsbehandling på grund af alder til ophør tager hensyn til uddannelses- og tjenesteperioder fra før det fyldte 18. år, men som samtidig i forhold til de tjenestemænd, der er berørt af denne forskelsbehandling, indfører en forlængelse på tre år af den periode, der er nødvendig for at avancere fra første til andet løntrin i hver stillingskategori og i hver lønklasse.

26

Det skal for det første undersøges, hvorvidt den pågældende nationale lovgivning indeholder en forskelsbehandling som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2000/78. Det bemærkes i denne henseende, at ifølge bestemmelsens ordlyd »betyder princippet om ligebehandling, at ingen må udsættes for nogen form for direkte eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i [direktivets] artikel 1 anførte grunde«. I direktivets artikel 2, stk. 2, litra a), præciseres det med henblik på anvendelsen af stk. 1, at der foreligger direkte forskelsbehandling, hvis en person af en eller flere af de i direktivets artikel 1 anførte grunde behandles ringere end en anden person i en tilsvarende situation på baggrund af de i direktivets artikel 1 anførte grunde.

27

I hovedsagen er de relevante persongrupper i forbindelse med denne sammenligning på den ene side de tjenestemænd, som har opnået erhvervserfaring, eventuelt kun delvist, inden det fyldte 18. år (herefter de »tjenestemænd, der behandles ringere ved den tidligere ordning«), og på den anden side dem, som har opnået en erfaring af samme karakter og tilsvarende varighed efter 18-årsalderen (herefter de »tjenestemænd, der favoriseres ved den tidligere ordning«).

28

I modsætning til det af den østrigske regering anførte kan den omstændighed, at visse tjenestemænd har givet afkald på at påberåbe sig GehG’s § 12, stk. 1, som ændret ved reformloven, og dermed fortsat er underlagt ordningen fra før denne lov, ikke påvirke disse kategoriers relevans med hensyn til nævnte sammenligning.

29

Angående eksistensen af en forskelsbehandling mellem disse to kategorier af tjenestemænd fremgår det af de sagsakter, som Domstolen er i besiddelse af, at den østrigske lovgiver efter dom Hütter (EU:C:2009:381) ved vedtagelsen af reformloven har ændret ordlyden af GehG’s § 12, stk. 1, og har indført et løn- og oprykningssystem, der med hensyn til fastlæggelsen af skæringsdatoen med henblik på oprykning gør det muligt at tage hensyn til medarbejdernes samlede erfaring, hvad enten denne er tilbagelagt før eller efter det fyldte 18. år. Som anført af den forelæggende ret fastsættes denne skæringsdato uden forskelsbehandling på grund af alder.

30

Det skal imidlertid undersøges, om reformloven fortsat medfører en forskelsbehandling af de to omhandlede kategorier af tjenestemænd.

31

Det bemærkes i denne henseende, at de tjenestemænd, der behandles ringere ved den tidligere ordning, og som på baggrund af GehG’s § 113, stk. 10, som ændret ved reformloven, ansøger om, at der tages hensyn til perioder fra før deres fyldte 18. år, er underlagt GehG’s § 8, stk. 1, som ændret ved samme lov, ifølge hvilken oprykning fra første til andet løntrin først finder sted efter fem år, mens ordningen før denne lov fastsatte denne oprykning efter to år.

32

I overensstemmelse med GehG’s § 113, stk. 11, som ændret ved reformloven, kan den skæringsdato, der lægges til grund for oprykningen af de tjenestemænd, der favoriseres ved den tidligere ordning, derimod kun beregnes på ny efter indgivelse af en ansøgning, hvilken disse tjenestemænd ikke har nogen grund til at indgive, således som den forelæggende ret har anført. De underlægges derfor ikke forlængelsen på tre år af den periode, der kræves for at rykke fra første til andet løntrin, i modsætning til de tjenestemænd, der behandles ringere ved den tidligere ordning, og som har indgivet en sådan ansøgning.

33

Ved vedtagelsen af GehG’s § 8, stk. 1, som ændret ved reformloven, indførte den østrigske lovgiver således en bestemmelse, der fortsat medfører en forskelsbehandling mellem de tjenestemænd, der behandles ringere ved den tidligere ordning, og dem, der er blevet favoriseret ved denne ordning for så vidt angår deres lønretlige stilling og den tilsvarende løn.

34

Den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning neutraliserer hermed ikke kun fordelen ved, at uddannelses- og tjenesteperioder tilbagelagt inden det fyldte 18. år tages i betragtning, men er ligeledes alene til ulempe for de tjenestemænd, der behandles ringere ved den tidligere ordning, idet forlængelsen af oprykningsfristerne kun finder anvendelse på disse sidstnævnte. Dermed er de negative virkninger af ordningen før reformloven med hensyn til disse tjenestemænd ikke fuldstændigt ophørt.

35

I det omfang den treårige forlængelse af den periode, der kræves for at rykke fra første til andet løntrin, kun finder anvendelse på tjenestemænd, der har tilbagelagt perioder inden det fyldte 18. år, må det konstateres, at de i hovedsagen omhandlede nationale retsforskrifter indebærer en forskelsbehandling, der er direkte baseret på et alderskriterium som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2000/78.

36

Næste skridt er derfor at undersøge, om denne forskelsbehandling er begrundet.

37

Artikel 6, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2000/78 præciserer nemlig, at medlemsstaterne kan bestemme, at ulige behandling på grund af alder ikke udgør forskelsbehandling, hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af den nationale ret, bl.a. legitime beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

38

Domstolen har gentagne gange fastslået, at medlemsstaterne råder over en vid skønsmargen ved valget af, ikke blot hvilket bestemt formål blandt andre man ønsker at forfølge på området for socialpolitik og beskæftigelse, men også ved valget af, hvilke foranstaltninger der kan opfylde det (dom Specht m.fl., C-501/12 – C-506/12, C-540/12 og C-541/12, EU:C:2014:2005, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

39

Ifølge den forelæggende ret har den i hovedsagen omhandlede lovgivning først og fremmest til formål at indføre et ikke-forskelsbehandlende løn- og oprykningssystem. Inden for rammerne af reformloven sigter reglerne, hvorved ændringen af skæringsdatoerne er betinget af den berørte parts ansøgning, og reglerne vedrørende forlængelsen af oprykningsfristerne mod forvaltningsøkonomiske hensyn, hensynet til overholdelsen af erhvervede rettigheder og hensynet om beskyttelsen af den berettigede forventning.

40

Den østrigske regering har desuden fremhævet, at vedtagelsen af reformloven var begrundet i budgetmæssige hensyn.

41

Hvad angår den i hovedsagen omhandlede lovgivnings hensyn til budgetmæssig balance bemærkes, at EU-retten ikke er til hinder for, at medlemsstaterne foretager visse budgetmæssige såvel som politiske, sociale eller demografiske overvejelser i forbindelsen med vedtagelsen af foranstaltninger vedrørende pensionering, under forudsætning af, at de iagttager det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder. Selv om budgetmæssige overvejelser kan ligge til grund for en medlemsstats socialpolitik og påvirke arten af og omfanget af de foranstaltninger, som den ønsker at vedtage, kan sådanne overvejelser ikke i sig selv udgøre et legitimt formål som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 (dom Fuchs og Köhler, C-159/10 og C-160/10, EU:C:2011:508, præmis 73 og 74). Det samme gælder for de af den forelæggende ret nævnte forvaltningsmæssige hensyn.

42

Hvad angår overholdelsen af erhvervede rettigheder og beskyttelsen af den berettigede forventning for de tjenestemænd, der favoriseres ved den tidligere ordning for så vidt angår deres løn, bemærkes, at de udgør beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitiske mål, der i en overgangsperiode kan begrunde opretholdelsen af den hidtidige løn og følgelig den ordning, der indebærer forskelsbehandling på grund af alder (jf. i denne retning dom Hennigs og Mai, C-297/10 og C-298/10, EU:C:2011:560, præmis 90 og 92).

43

For så vidt som GehG’s § 113, stk. 11, som ændret ved reformloven, bestemmer, at for personer, der ikke indgiver en ansøgning om ændring af deres skæringsdato med henblik på oprykning, eller for personer, hvis skæringsdato ikke skal beregnes, finder GehG’s § 8 og 12 fortsat anvendelse i den affattelse, der var gældende den 31. december 2003, gør disse bestemmelser det muligt i den foreliggende sag at opnå formålene om at bevare erhvervede rettigheder og den berettigede forventning for de tjenestemænd, der favoriseres ved den tidligere ordning, for så vidt angår opretholdelsen af deres lønniveau. Disse sidstnævnte underlægges nemlig ikke en tilbagevirkende forlængelse af oprykningsfristen.

44

Disse formål kan imidlertid ikke begrunde en foranstaltning, der definitivt, om end kun for visse personer, opretholder den forskelsbehandling på grund af alder, som reformen af en diskriminerende ordning, hvori denne foranstaltning indgår, har til formål at fjerne. Selv hvis en sådan foranstaltning kan sikre beskyttelsen af erhvervede rettigheder og den berettigede forventning i forhold til de tjenestemænd, der stilles bedre i henhold til den tidligere ordning, er den ikke egnet til at indføre en ikke-diskriminerende ordning for de tjenestemænd, der behandles ringere ved nævnte tidligere ordning.

45

Det følger af alle de ovenstående betragtninger, at det første og det andet spørgsmål skal besvares med, at artikel 2, stk. 1 og 2, litra a), og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, som med henblik på at bringe en forskelsbehandling på grund af alder til ophør tager hensyn til uddannelses- og tjenesteperioder fra før det fyldte 18. år, men som samtidig alene i forhold til de tjenestemænd, der er berørt af denne forskelsbehandling, indfører en forlængelse på tre år af den periode, der er nødvendig for at avancere fra første til andet løntrin i hver stillingskategori og i hver lønklasse.

46

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om en tjenestemand, der er blevet udsat for en forskelsbehandling på grund af alder som følge af bestemmelsesmetoden for den skæringsdato, der lægges til grund for beregningen af den pågældendes oprykning, bør kunne påberåbe sig artikel 2 i direktiv 2000/78 med henblik på at anfægte de diskriminerende virkninger af forlængelsen af oprykningsfristerne, selv om han efter ansøgning har fået ændret skæringsdatoen.

47

Den forelæggende ret anser det nemlig for tænkeligt, at muligheden for at anfægte de diskriminerende virkninger af forlængelsen af oprykningsfristerne kan nægtes en tjenestemand, der behandles ringere ved den tidligere ordning, med den begrundelse, at denne nye forskelsbehandling udelukkende er en følge af den omstændighed, at denne sidstnævnte har ansøgt om og fået ændret sin skæringsdato, mens de tjenestemænd, der har tilbagelagt alle de perioder, der tages i betragtning, efter det fyldte 18. år har givet afkald på at indgive en ansøgning herom og følgelig ikke er underlagt forlængelsen af oprykningsfristerne.

48

Der henvises til Domstolens retspraksis, hvorefter retten til ligebehandling, der følger af princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder som omhandlet i artikel 2 i direktiv 2000/78, udgør en rettighed, der kan påberåbes af en borger under en sag mod en offentlig myndighed (jf. i denne retning dom Römer, C-147/08, EU:C:2011:286, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

49

Artikel 9 i direktiv 2000/78 bestemmer i denne henseende, at medlemsstaterne sikrer, at enhver, der mener sig krænket ved en forskelsbehandling, kan gøre sine rettigheder gældende. Medlemsstaterne pålægges ved direktivets artikel 16 at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at alle bestemmelser, der strider imod princippet om ligebehandling, og som indgår i kontrakter eller kollektive overenskomster, erklæres eller kan erklæres ugyldige eller ændres.

50

Såfremt en tjenestemand, der behandles ringere ved den tidligere ordning, ikke kunne anfægte de diskriminerende virkninger af forlængelsen af oprykningsfristerne, fordi han har ansøgt om og fået ændret sin skæringsdato, der lægges til grund for den pågældendes oprykning, mens de tjenestemænd, der favoriseres ved den tidligere ordning, har givet afkald på at indgive en ansøgning herom, ville han imidlertid ikke være i stand til at udøve sine rettigheder i henhold til princippet om ligebehandling, der er garanteret ved direktiv 2000/78, hvilket ville være i strid med dette direktivs artikel 9 og 16.

51

Når henses til besvarelsen af det første og det tredje spørgsmål, skal det andet spørgsmål følgelig besvares med, at artikel 9 og 16 i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at en tjenestemand, der er blevet udsat for en forskelsbehandling på grund af alder som følge af bestemmelsesmetoden for den skæringsdato, der lægges til grund for beregningen af den pågældendes oprykning, bør kunne påberåbe sig artikel 2 i direktiv 2000/78 med henblik på at anfægte de diskriminerende virkninger af forlængelsen af oprykningsfristerne, selv om han efter ansøgning har fået ændret skæringsdatoen.

52

Det fjerde til det sjette spørgsmål er forelagt subsidiært for det tilfælde, at det første og det andet spørgsmål besvares benægtende, eller at det tredje spørgsmål besvares bekræftende.

53

Under hensyn til besvarelserne af det første til tredje spørgsmål er det ufornødent at besvare det fjerde til det sjette spørgsmål.

54

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret: