—

Birgit Wagener ved Rechtsanwalt B. Hertrich

—

Europa-Kommissionen ved F. Schatz og M. Van Hoof, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 107 i Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, som flytter inden for Fællesskabet (EFT 1972 I, s. 149), som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996 (EFT 1997 L 28, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1386/2001 af 5. juni 2001 (EFT L 187, s. 1, herefter »forordning nr. 574/72«), og af artikel 90 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT L 284, s. 1).

2

Anmodningen er indgivet under en tvist mellem Birgit Wagener og Bundesagentur für Arbeit – Familienkasse Villingen-Schwenningen (forbundsagenturet for beskæftigelse – kassen for familieydelser i Villingen-Schwenningen, herefter »Familienkasse«) vedrørende tildeling af børnetilskud i Tyskland.

3

Aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater, på den ene side, og Det Schweiziske Forbund, på den anden side, om fri bevægelighed for personer, undertegnet i Luxembourg den 21. juni 1999 (EFT 2002 L 114, s. 6, herefter »aftalen om fri bevægelighed for personer«), trådte i kraft den 1. juni 2002.

4

I denne aftales artikel 8 bestemmes, at de kontraherende parter i overensstemmelse med bilag II til nævnte aftale fastlægger samordningen af socialsikringssystemerne.

5

Artikel 1 i bilag II til samme aftale bestemte i dens oprindelige version:

»1.   De kontraherende parter er enige om på området for koordineringen af de sociale sikringsordninger at anvende de fællesskabsakter, som der henvises til i, og som ændres ved, del A i dette bilag […]

2.   Udtrykket »medlemsstat(er)«, der er anført i de akter, som der henvises til i del A i dette bilag, anses for at finde anvendelse på Schweiz ud over de stater, der er omfattet af de pågældende fællesskabsakter.«

6

Den oprindelige version af del A i bilag II til aftalen om fri bevægelighed for personer henviste til Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (EFT 1971 II, s. 366), som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 307/1999 af 8. februar 1999 (EFT L 38, s. 1, herefter »forordning nr. 1408/71«), og til forordning nr. 574/72.

7

Ifølge artikel 13, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71 er en person, der har lønnet beskæftigelse på en medlemsstats område (herefter »beskæftigelsesstaten«), i princippet omfattet af denne stats lovgivning. I overensstemmelse med denne forordnings artikel 73 har en arbejdstager, der er omfattet af nævnte medlemsstats lovgivning, for de af sine familiemedlemmer, der er bosiddende i en anden medlemsstat (herefter »bopælsstaten«), desuden ret til familieydelser efter lovgivningen i beskæftigelsesstaten, som om de pågældende var bosiddende på dennes område, jf. dog bestemmelserne i bilag VI til nævnte forordning.

8

Artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 574/72 lyder således:

»Retten til familieydelser eller børnetilskud i henhold til en medlemsstats lovgivning, hvorefter erhvervelse af ret til disse ydelser eller tilskud ikke er betinget af forsikring eller af lønnet eller selvstændig beskæftigelse, suspenderes, når der i den samme periode og for det samme familiemedlem består ret til ydelser enten i henhold til en anden medlemsstats nationale lovgivning alene eller i henhold til […] artikel 73, 74, 77 eller 78 [i forordning nr. 1408/71], med indtil et beløb svarende til disse ydelser.«

9

Artikel 107 i forordning nr. 574/72 med overskriften »Omregning af valuta« lyder således:

»1.   Ved anvendelse af følgende bestemmelser:

sker omregningen til en given valuta af beløb udtrykt i en anden valuta til den kurs, der i løbet af den i stk. 2 fastsatte referenceperiode beregnes af Kommissionen på grundlag af det månedlige gennemsnit af de referencekurser for omregning af valutaer, der offentliggøres af Den Europæiske Centralbank.

2.   Referenceperioden er:

4.   Den administrative Kommission [for vandrende arbejdstageres sociale sikring] fastsætter på forslag af Revisionsudvalget den dato, som skal benyttes ved fastsættelsen af de omregningskurser, der skal anvendes i de i stk. 1 nævnte tilfælde.

5.   De omregningskurser, der skal anvendes i de i stk. 1 nævnte tilfælde offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende i løbet af den næstsidste måned forud for den måned, fra hvis første dag kurserne skal anvendes.

6.   I andre end de i stk. 1 nævnte tilfælde sker omregningen til den officielle valutakurs på betalingsdagen, såvel ved udbetaling af ydelser som ved refusion.«

10

Forordning nr. 1408/71 er erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT L 166, s. 1, og berigtigelse EUT L 200, s. 1). Forordning nr. 574/72 er erstattet af forordning (EF) nr. 987/2009. Disse nye forordninger finder anvendelse fra den 1. maj 2010, jf. artikel 91 i forordning nr. 883/2004 og artikel 97 i forordning nr. 987/2009.

11

Efter vedtagelsen af disse forordninger blev der i afgørelse nr. 1/2012 vedtaget af Det Blandede Udvalg nedsat i henhold til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer af 31. marts 2012 om erstatning af bilag II til aftalen om koordinering af sociale sikringsordninger (EUT L 103, 51) pr. 1. april 2012, datoen for aftalens ikrafttræden, fastsat en ny version af dette bilag. Del A i nævnte bilag, i denne nye version, henviser til forordning nr. 883/2004 og nr. 987/2009 i stedet for til forordning nr. 1408/71 og nr. 574/72.

12

Ifølge artikel 67 i forordning nr. 883/2004 har en person ret til familieydelser i henhold til den kompetente medlemsstats lovgivning også for de familiemedlemmer, der har bopæl i en anden medlemsstat.

13

Nævnte forordnings artikel 68, stk. 2, lyder således:

»I tilfælde af samtidig ret til ydelser tilkendes familieydelser i overensstemmelse med den lovgivning, der er udpeget som prioriteret efter stk. 1. Rettigheder til familieydelser, der skal udbetales i henhold til en eller flere andre modstridende lovgivninger, suspenderes op til det beløb, der er fastsat i førstnævnte medlemsstats lovgivning, og et forskelsbetinget supplement udredes om fornødent for den del, der overstiger dette beløb. Et sådant forskelsbetinget supplement skal dog ikke nødvendigvis udredes til børn, der har bopæl i en anden medlemsstat, hvis kravet på den pågældende ydelse udelukkende er baseret på bopæl.«

14

Artikel 87, stk. 1, i samme forordning indeholder følgende overgangsbestemmelse, der, i overensstemmelse med artikel 93 i forordning nr. 987/2009, ligeledes finder anvendelse på forhold, der er omfattet af sidstnævnte forordning:

»Denne forordning begrunder ikke ret til ydelser for noget tidsrum, der ligger forud for datoen for dens anvendelse.«

15

I artikel 90 i forordning nr. 987/2009 bestemmes følgende:

»Ved anvendelsen af [forordning nr. 883/2004] og [forordning nr. 987/2004] gælder ved omregning mellem to valutaer den referencekurs for omregning af valutaer, der offentliggøres af Den Europæiske Centralbank. Den dato, der skal tages hensyn til ved fastsættelse af omregningskursen, fastlægges af Den Administrative Kommission [til koordinering af de sociale sikringsordninger].«

16

Denne kommission har vedtaget afgørelse nr. H3 af 15. oktober 2009 om den dato, der skal tages hensyn til ved fastsættelse af omregningskursen, som nævnt i artikel 90 i forordning nr. 987/2009 (EUT 2010 C 106, s. 56).

17

§ 62, stk. 1, nr. 1, i Einkommensteuergesetz (lov om indkomstskat) bestemmer:

»Ret til familieydelser efter denne lov for børn som omhandlet i § 63 har enhver person:

18

Under overskriften »Andre børneydelser« bestemmer § 65, stk. 1, nr. 2, i nævnte lov:

»Børnetilskud udbetales ikke for et barn, der oppebærer en af de følgende ydelser, eller som ville oppebære sådanne ydelser, såfremt der blev indgivet en ansøgning herom:

[...]

19

Ægteparret Wagener er bosat i Tyskland med deres tre børn. Birgit Wagener har ikke erhvervsmæssig beskæftigelse. Hr. Wagener har arbejdet i Schweiz som lønmodtager siden den 1. oktober 2006. Som følge af denne beskæftigelse har han oppebåret familieydelser, i schweiziske franc, for sine tre børn i perioden fra oktober 2006 til november 2011.

20

I samme periode oppebar hr. Wagener ligeledes børnetilskud i Tyskland. Da Familienkasse ikke var blevet oplyst om, at hr. Wagener havde erhvervsmæssig beskæftigelse i Schweiz, blev der foretaget udbetaling af de fulde ydelser.

21

Efter at være blevet underrettet om udøvelsen af denne beskæftigelse i februar 2012 ophævede Familienkasse ved afgørelse af 18. oktober 2012 tildelingen af nævnte ydelser at regne fra oktober 2006 og forlangte tilbagebetaling af disse.

22

Familienkasse var under disse omstændigheder af den opfattelse, at Birgit Wagener i henhold til artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 574/72 havde ret til såkaldte »differenceydelser« fra den tyske stat på et beløb svarende til forskellen mellem de tyske børnetilskud og de schweiziske familieydelser. Familienkasse opfordrede derfor Birgit Wagener til at ansøge herom.

23

Efter fremsendelsen af det præcise beløb på de familieydelser, som var oppebåret i Schweiz, afslog Familienkasse imidlertid, ved afgørelse af 17. oktober 2012, ansøgningen om tildeling af supplerende forskelsbetingede familieydelser for perioden fra oktober 2006 til november 2011 for så vidt angår Birgit Wageners to ældste børn, idet den fandt, at størrelsen af de schweiziske ydelser oversteg størrelsen af de tyske ydelser. Hvad angår det tredje barn tildelte Familienkasse Birgit Wagener en supplerende forskelsbetinget familieydelse på 39,42 EUR for denne femårsperiode.

24

For så vidt angår omregningen til euro af de schweiziske familieydelser baserede Familienkasse sig på en omregningskurs fastsat for fjerde kvartal 2012 af Bundesagentur für Arbeit (forbundsagenturet for beskæftigelse).

25

Ved klage af 8. november 2012 anfægtede Birgit Wagener anvendelsen af denne omregningskurs. Ved afgørelse af 21. november 2012 afviste Familienkasse klagen og præciserede, at nævnte omregning var blevet foretaget i overensstemmelse med artikel 107, stk. 1 og 2, i forordning nr. 574/72.

26

Birgit Wagener anlagde efterfølgende sag ved den forelæggende ret og har bl.a. gjort gældende, at den samme omregning skal foretages i medfør af forordning nr. 883/2004 og nr. 987/2009, sammenholdt med afgørelse nr. H3.

27

Den forelæggende ret er for det første af den opfattelse, at disse forordninger først finder anvendelse fra den 1. april 2012 for så vidt angår Det Schweiziske Forbund. For det andet har retten henvist til forskellig national retspraksis hvad angår omregning af valutaer med henblik på beregningen af retten til supplerende forskelsbetinget børnetilskud. Mens visse nationale retsinstanser har anvendt artikel 107, stk. 6, i forordning nr. 574/72, har andre, såsom Finanzgericht München, nemlig baseret sig på artikel 107, stk. 1, i denne forordning, selv om artikel 10 i nævnte forordning ikke nævnes i denne bestemmelse.

28

Ifølge sidstnævnte ret er artikel 107, stk. 6, i forordning nr. 574/72 ikke egnet til valutaomregning af sociale ydelser med henblik på beregningen af en supplerende forskelsbetinget familieydelse i henhold til artikel 10 i denne forordning, eftersom den ikke præciserer datoen for, hvornår denne omregning skal foretages. Desuden vil anvendelsen af artikel 107, stk. 6, i nævnte forordning gøre den praktiske fremgangsmåde for den kompetente myndigheds beregning af de ydelser, der udbetales til adskillige modtagere over en lang periode, mere kompleks ved at forpligte denne myndighed til at beregne størrelsen af disse ydelser i forhold til datoen for hver udbetaling af de nævnte ydelser til hver individuel modtager. Der foreligger derfor en lakune i EU-retten, som bør udfyldes ved analog anvendelse af samme forordnings artikel 107, stk. 1.

29

Under disse omstændigheder har Finanzgericht Baden-Württemberg besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

30

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om valutaomregningen af familieydelser under omstændigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, skal ske i overensstemmelse med artikel 107, stk. 1, i forordning nr. 574/72, artikel 107, stk. 6, i denne forordning eller artikel 90 i forordning nr. 987/2009.

31

I denne henseende fremgår det af artikel 1, stk. 1, i bilag II til aftalen om fri bevægelighed for personer, sammenholdt med afgørelse nr. 1/2012, at på området for koordineringen af de ydelser, der er omhandlet i nævnte aftale, finder forordning nr. 1408/71 og nr. 574/72 anvendelse i perioden fra den 1. juni 2002 til den 31. marts 2012. Derimod finder forordning nr. 883/2004 og nr. 987/2009 anvendelse fra den 1. april 2012.

32

I hovedsagen tilkommer det de tyske myndigheder at omregne familieydelser, der er udbetalt af den schweiziske stat for perioden fra oktober 2006 til november 2011, til euro. Retten til disse ydelser er således reguleret af bestemmelserne i forordning nr. 1408/71 og nr. 574/72, nærmere bestemt af artikel 13, stk. 2, litra a), og artikel 73 i forordning nr. 1408/71, samt af artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 574/72, og ikke af bestemmelserne i forordning nr. 883/2004 og nr. 987/2009.

33

Under disse omstændigheder skal valutaomregningen af nævnte ydelser foretages i henhold til artikel 107 i forordning nr. 574/72, som vedrører omregning af de ydelser, der er omhandlet i bestemmelserne i forordning nr. 1408/71 og nr. 574/72, og ikke på grundlag af artikel 90 i forordning nr. 987/2009, eftersom sidstnævnte bestemmelse ifølge sin ordlyd kun finder anvendelse på bestemmelserne i forordning nr. 883/2004 og nr. 987/2009.

34

Med henblik på at identificere det stykke i artikel 107 i forordning nr. 574/72, der finder anvendelse i hovedsagen, bemærkes, at artikel 107, stk. 1, i denne forordning fastlægger de nærmere regler for valutaomregning udelukkende med henblik på anvendelsen af de bestemmelser, som udtrykkeligt nævnes heri (jf. i denne retning dom Grisvard og Kreitz, C-201/91, EU:C:1992:368, præmis 23 og 25).

35

Artikel 107 i nævnte forordning henviser imidlertid hverken til artikel 13, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71, til artikel 73 i denne forordning eller til artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 574/72. Følgelig kan den ikke finde anvendelse i hovedsagen.

36

Da artikel 107, stk. 6, i forordning nr. 574/72 ifølge sin ordlyd skal finde anvendelse i de tilfælde, der ikke er nævnt i denne forordnings artikel 107, stk. 1, regulerer førstnævnte bestemmelse omregningen af de i hovedsagen omhandlede ydelser.

37

Denne konklusion svækkes ikke af argumentet om, at artikel 107, stk. 6, i nævnte forordning ikke letter valutaomregningen af ydelserne med henblik på beregningen af den supplerende forskelsbetingede familieydelse i henhold til samme forordnings artikel 10.

38

Eftersom ordlyden af artikel 107 i forordning nr. 574/72 er klar for så vidt angår forholdet mellem bestemmelsens stk. 1 og stk. 6, kan argumenter baseret på større bekvemmelighed vedrørende den metode, der er nævnt i denne forordnings artikel 107, stk. 1, nemlig ikke gøres gældende mod en sådan ordlyd (jf. i denne retning dom Grisvard og Kreitz, EU:C:1992:368, præmis 23 og 25).

39

Hvad angår eksistensen af eventuelle spørgsmål vedrørende datoen for valutaomregningen i henhold til artikel 107, stk. 6, i nævnte forordning kan dette ikke begrunde en manglende anvendelse af denne bestemmelse. Svaret på disse spørgsmål bør tværtimod følge af fortolkningen af den pågældende bestemmelse.

40

Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at valutaomregningen af familieydelser under omstændigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, skal ske i overensstemmelse med artikel 107, stk. 6, i forordning nr. 574/72.

41

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 107, stk. 6, i forordning nr. 574/72 skal fortolkes således, at valutaomregningen af familieydelser som de i hovedsagen omhandlede med henblik på beregningen af den supplerende forskelsbetingede familieydelse i henhold til denne forordnings artikel 10, stk. 1, litra a), skal ske til den officielle valutakurs på dagen for beskæftigelsesstatens betaling af disse ydelser, eller således at den skal ske til den officielle valutakurs på dagen for bopælsstatens betaling af denne supplerende forskelsbetingede familieydelse.

42

I denne henseende fastsætter artikel 107, stk. 6, i nævnte forordning, at valutaomregningen ved udbetaling af ydelserne sker til den officielle valutakurs på betalingsdagen.

43

I øvrigt fremgår det af artikel 13, stk. 2, litra a), og artikel 73 i forordning nr. 1408/71, sammenholdt med artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 574/72, at arbejdstageren har ret til alle de familieydelser, der er fastsat i lovgivningen i beskæftigelsesstaten, idet hans ret til de familieydelser, der er fastsat i bopælsstatens lovgivning, suspenderes med indtil et beløb svarende til disse førstnævnte ydelser.

44

Det følger heraf, at når de familieydelser, der er fastsat i beskæftigelsesstatens lovgivning, er højere end dem, der er fastsat i bopælsstatens lovgivning, suspenderes arbejdstagerens ret til sidstnævnte med disse ydelsers fulde beløb. En sådan arbejdstager modtager således ikke nogen betaling fra bopælsstaten.

45

Da ordlyden af artikel 107, stk. 6, i forordning nr. 574/72 imidlertid ubetinget forbinder omregningen af ydelserne til den officielle valutakurs på »betalingsdagen«, bør den læses således, at den vedrører omregningen af de ydelser, der betales af beskæftigelsesstaten, for så vidt som denne betaling sker under alle omstændigheder, mens betalingen af de ydelser, der er fastsat af bopælsstaten, kun sker under præcise betingelser, og den er derfor betinget og usikker.

46

En sådan fortolkning sikrer i øvrigt den effektive virkning af antikumulationsregler som den regel, der er fastsat i artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 574/72, der har til formål at sikre modtageren af ydelser, som udbetales af flere medlemsstater, et samlet ydelsesbeløb, som er identisk med størrelsen af den mest fordelagtige ydelse, som han er berettiget til i henhold til lovgivningen i en af disse medlemsstater (jf. i denne retning dom Romano, 98/80, EU:C:1981:104, præmis 24).

47

Det bemærkes nemlig, at modtageren af de familieydelser, der udbetales af beskæftigelsesstaten, i en sag som den i hovedsagen omhandlede er bosat i den medlemsstat, som tildeler de supplerende forskelsbetingede familieydelser, således at de ydelser, der udbetales af beskæftigelsesstaten, overføres til bopælsstaten. Det er imidlertid først efter beskæftigelsesstatens betaling af denne ydelse og omregningen af ydelsesbeløbet til bopælsstatens valuta, at den pågældende kan nyde godt af dette supplement i sidstnævnte medlemsstat i det tilfælde, hvor det omregnede beløb er mindre end størrelsen af den samme ydelse, der udbetales i henhold til bopælsstatens lovgivning.

48

Henset til alle de ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 107, stk. 6, i forordning nr. 574/72 skal fortolkes således, at valutaomregningen af familieydelser som de i hovedsagen omhandlede med henblik på beregningen af den supplerende forskelsbetingede familieydelse i henhold til denne forordnings artikel 10, stk. 1, litra a), skal ske til den officielle valutakurs på dagen for beskæftigelsesstatens betaling af disse ydelser.

49

Henset til besvarelsen af det første spørgsmål, er det ufornødent at besvare det tredje og det fjerde spørgsmål.

50

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Niende Afdeling) for ret: