1. 

Domstolen er i denne sag blevet forelagt en appel af Den Europæiske Unions Rets dom, Lito Maieftiko Gynaikologiko kai Cheirourgiko Kentro mod Kommissionen ( 2 ), hvorved Retten dels afviste det af Lito Maieftiko Gynaikologiko kai Cheirourgiko Kentro ( 3 ) anlagte annullationssøgsmål til prøvelse af en af Europa-Kommissionen udstedt debetnota, hvorved denne havde pålagt appellanten at tilbagebetale de beløb, som den fandt, at den havde udbetalt uretmæssigt inden for rammerne af en forskningskontrakt, dels gav Kommissionen fuldt medhold i den modpåstand, denne havde fremsat om tilbagebetaling af de omtvistede beløb inklusive morarenter.

2. 

Retten fandt i dommen, at den omhandlede debetnota ikke kunne adskilles fra det kontraktforhold, inden for hvilket den var blevet udstedt, og at den følgelig ikke udgjorde en akt, der kunne anfægtes inden for rammerne af et annullationssøgsmål på grundlag af artikel 263 TEUF.

3. 

Domstolen skal således først og fremmest tage stilling til en forholdsvis fast praksis ved Retten, som den endnu aldrig har haft anledning til at prøve, og hvorefter ensidige akter, som institutionerne udsteder som led i gennemførelsen af kontrakter indgået med fysiske eller juridiske personer, såsom den omhandlede debetnota, ikke kan anfægtes inden for rammerne af et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF, når de ikke kan adskilles fra det kontraktforhold, hvori de indgår – heller ikke selv om de fremstår som akter, der kan fuldbyrdes som omhandlet i artikel 299 TEUF – men skal anfægtes ved et søgsmål på grundlag af kontraktforhold i henhold til artikel 272 TEUF. Domstolen skal følgelig beslutte – det er det principspørgsmål, det første anbringende i appellen rejser – om denne retspraksis skal stadfæstes, omstødes eller gøres relativ.

4. 

Det drejer sig med andre ord om at afgøre, om domstolsbeskyttelsen af fysiske eller juridiske personer, der indgår kontrakter med Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, mod ensidige akter, som disse udsteder som led i gennemførelsen af sådanne kontrakter, inden for EU-retten kan være omfattet af den kompetence, som den retsinstans er tillagt, der træffer afgørelse om annullationssøgsmål, og i givet fald på hvilke betingelser, eller om det tværtimod skal fastslås, at der inden for rammerne af det i EUF-traktaten fastlagte system af retsmidler skal sondres skarpt mellem tvister om kontraktforhold og tvister om annullation, og følgelig, at det er en afvisningsgrund, at der består, hvad der i visse nationale retsordener benævnes en parallel rekursmulighed ( 4 ).

5. 

Alt efter hvilket svar Domstolen giver på dette principspørgsmål, skal den ligeledes prøve de ni andre anbringender, som appellanten har fremsat inden for rammerne af appellen, og spørgsmålet om, hvorvidt Retten i det foreliggende tilfælde med føje kunne fastslå, at der var grundlag for kravet om tilbagebetaling af de angiveligt uretmæssigt udbetalte beløb inklusive morarenter.

6.

Det fremgår af præmis 1-8 i den appellerede dom og af parternes skriftlige indlæg, at Lito Maieftiko er en fødeklinik, som er medlem af et konsortium, der som led i programmet e-TEN inden for rammerne af politikken vedrørende transeuropæiske net den 12. maj 2004 indgik kontrakt C510743 med Kommissionen om projektet »Ward in Hand« (WIH) ( 5 ), et særligt forskningsprogram inden for samarbejdet på det lægevidenskabelige område.

7.

Artikel 19 i de almindelige betingelser i bilag II til denne kontrakt ( 6 ) bestemte følgende:

»1.   Hvis et beløb udbetales uberettiget til en deltager, eller hvis der ifølge kontraktbetingelserne er grundlag for tilbagebetaling af et beløb, forpligter tilskudsmodtageren sig til at tilbagebetale Kommissionen det pågældende beløb på de betingelser og på den dato, denne angiver.

2.   Hvis tilskudsmodtageren ikke har tilbagebetalt beløbet på den af Kommissionen fastsatte dato, påløber der beløbet renter med den sats, der angives i artikel [3, stk. 6, i de almindelige betingelser]. Morarenterne dækker perioden fra og med dagen efter den for betalingen fastsatte dato til og med den dato, på hvilken Kommissionen har modtaget det fulde skyldige beløb.

En delvis betaling debiteres først omkostningerne og morarenterne og derpå hovedbeløbet.«

8.

Inden for rammerne af gennemførelsen af det nævnte projekt, der begyndte den 1. maj 2004 og sluttede den 31. januar 2006, modtog Lito Maieftiko et tilskud fra Den Europæiske Union på i alt 99349,50 EUR.

9.

Ved skrivelse af 29. april 2009 underrettede Kommissionen Lito Maieftiko om, at appellantens deltagelse i WIH-projektet ville blive underkastet en revision, og at appellanten skulle fremlægge tilstedeværelseslister, hvorpå de arbejdstimer var registreret, som det til projektet anvendte personale havde præsteret, og som appellanten havde anmodet om godtgørelse for. Under revisionen, der blev foretaget fra den 4. til den 6. august 2009, kunne Lito Maieftiko ikke fremlægge disse lister.

10.

Ved skrivelse af 20. oktober 2009 tilsendte Kommissionen appellanten udkastet til revisionsrapport, ifølge hvilket de krævede tilstedeværelseslister manglede, og opfordrede appellanten til at fremsætte sine bemærkninger.

11.

Ved skrivelser af 13. og 16. november 2009 fremsatte appellanten sine bemærkninger til udkastet til revisionsrapport og fremsendte tilstedeværelseslisterne vedrørende det arbejde, der var blevet udført på projektet.

12.

Ved skrivelse af 23. december 2009 tilsendte Kommissionen appellanten den endelige revisionsrapport, idet den fastholdt konklusionerne i rapportudkastet.

13.

Den 25. oktober 2010 tilsendte Kommissionen appellanten en oplysende skrivelse forud for en inddrivelsesprocedure, hvori den anførte, at der skulle tilbagebetales et beløb på 93778,90 EUR.

14.

Ved skrivelse af 24. maj 2011 nedsatte Kommissionen under hensyn til de bemærkninger, appellanten havde fremsat, det beløb, der skulle tilbagebetales, til 83001,09 EUR. Ved skrivelse af 17. juni 2011 fremsatte appellanten sine bemærkninger herom.

15.

Den 16. september 2011 tilsendte Kommissionen appellanten en debetnota udstedt den 9. september samme år ( 7 ) og anmodede appellanten om at tilbagebetale Kommissionen beløbet på 83001,09 EUR senest den 24. oktober 2011.

16.

Under overskriften »Betalingsbetingelser« angaves følgende i den omtvistede debetnota:

»Betalingsbetingelser:

17.

Ved skrivelse af 3. november 2011 erindrede Kommissionen appellanten om sin fordring og pegede på, at den blev tilskrevet 5% i årlig rente, svarende til 11,37 EUR pr. restancedag, således at de forfaldne renter pr. 18. november 2011 udgjorde 284,25 EUR.

18.

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 24. oktober 2011 anlagde appellanten sag med påstand om annullation af den omtvistede debetnota.

19.

Ved særskilt begæring af samme dato anmodede Lito Maieftiko ligeledes om udsættelse af gennemførelsen af den omtvistede debetnota; begæringen blev afslået ved kendelse Lito Maieftiko Gynaikologiko kai Cheirourgiko Kentro mod Kommissionen ( 8 ).

20.

Ved den appellerede dom afviste Retten indledningsvis Lito Maieftikos annullationssøgsmål (præmis 19-31 i den appellerede dom), idet den bl.a. i overensstemmelse med den kendelse, der var blevet afsagt i sagen Lito Maieftiko Gynaikologiko kai Cheirourgiko Kentro mod Kommissionen ( 9 ), i det væsentlige fastslog, at den omtvistede debetnota, som var en del af kontraktforholdet mellem appellanten og Kommissionen, ikke var omfattet af de retsakter, der kan påstås annulleret af Unionens retsinstanser på grundlag af artikel 263 TEUF.

21.

Retten prøvede derpå den modpåstand, Kommissionen havde fremsat på grundlag af artikel 272 TEUF, og hvori den havde anmodet Retten om at pålægge appellanten at betale den et beløb på 83944,80 EUR, svarende til hovedfordringen på 83001,09 EUR plus de morarenter på 943,71 EUR, som var forfaldne pr. 15. januar 2012.

22.

Efter at have prøvet, om modpåstanden kunne antages til realitetsbehandling, og om den selv havde kompetence til at påkende den (præmis 35-41), gav Retten Kommissionen medhold i modpåstanden (præmis 42-81). Den pålagde følgelig Lito Maieftiko at betale Kommissionen et beløb på 83001,09 EUR til dækning af hovedbeløbet plus 11,37 EUR pr. dag til dækning af forfaldne morarenter fra og med den 25. oktober 2011, indtil hovedfordringen var indfriet. Den pålagde ligeledes Lito Maieftiko at betale samtlige sagsomkostninger, herunder omkostningerne i sagen om foreløbige forholdsregler.

23.

Jeg gengiver præmisserne i den appellerede dom, i det omfang det er nødvendigt, inden for rammerne af behandlingen af de enkelte appelanbringender.

24.

Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 11. september 2013 har appellanten anlagt den foreliggende sag.

25.

Ved særskilt dokument indleveret til Domstolens Justitskontor den 23. september 2013 fremsatte appellanten i henhold til artikel 278 TEUF og 279 TEUF begæring om foreløbige forholdsregler med påstand om udsættelse af gennemførelsen af den appellerede dom.

26.

Ved kendelse Lito Maieftiko Gynaikologiko kai Cheirourgiko Kentro mod Kommissionen ( 10 ) blev begæringen om foreløbige forholdsregler afvist.

27.

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

28.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

29.

Den foreliggende appel udviser et element af kompleksitet, der skyldes, at Retten i den appellerede dom, i en og samme retsafgørelse, både tog stilling til et annullationssøgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF i sin egenskab af den retsinstans, der skulle træffe afgørelse om annullationssøgsmålet, idet den afviste det, og, i sin egenskab af den retsinstans, der skulle træffe afgørelse vedrørende kontraktforholdet, til en modpåstand fremsat af Kommissionen på grundlag af artikel 272 TEUF om, at appellanten skulle tilbagebetale de beløb, som Kommissionen fandt var blevet udbetalt uretmæssigt til denne, idet Retten admitterede modpåstanden og tiltrådte den for så vidt angår realiteten.

30.

Retten afslog nemlig – uden at tage udtrykkeligt stilling til spørgsmålet og idet den fraveg sin egen retspraksis ( 11 ) – at tage den påstand til følge, appellanten inden for rammerne af sin i replik under forhandlingerne i første instans ( 12 ) havde fremsat om, at annullationssøgsmålet blev omkvalificeret til et søgsmål på grundlag af kontraktforhold.

31.

Den fastslog ligeledes i dommen, at den var kompetent til at påkende Kommissionens modpåstand ( 13 ), idet den i det væsentlige lagde procesøkonomiske hensyn og den prioriterede stilling, som tilkommer den retsinstans, for hvilken tvisten først er indbragt, til grund ( 14 ), og hvad dette angår henviste til kendelsen i sagen Kommissionen mod IAMA Consulting ( 15 ).

32.

Denne temmelig usædvanlige fremgangsmåde ( 16 ), som appellanten uden held forsøgte at modsætte sig i sin replik under forhandlingerne for Retten, er dog ikke blevet anfægtet som led i den foreliggende appel.

33.

Heraf følger, at de anbringender og argumenter, appellanten har fremsat inden for rammerne af appellen, er rettet såvel mod den del af dommen, hvori annullationssøgsmålet afvises, som den del, hvori modpåstanden tages til følge. Skønt appellantens første anbringende imidlertid klart og udelukkende vedrører den del af Rettens dom, hvori den afviser annullationssøgsmålet, er de øvrige anbringender langt mere flertydige. I det væsentlige tager de ganske vist sigte på annullation af Rettens realitetsprøvelse af Kommissionens modpåstand, men nogle af dem kritiserer i realiteten afvisningen af annullationssøgsmålet og dens følger, og det komplicerer vurderingen af den foreliggende appel.

34.

Disse forhold leder mig til at behandle samtlige appelanbringender, skønt jeg finder, at hvis Domstolen fastslår – således som jeg foreslår den – at appellantens første appelanbringende skal tiltrædes, og at Rettens dom skal ophæves, bør dommen ophæves i det hele, således at der logisk set ikke længere vil være grund til at træffe afgørelse om de øvrige anbringender.

35.

Retten bemærkede indledningsvis, at den havde anmodet appellanten om at tage stilling til, om der forelå særlige omstændigheder, der begrundede, at den foretog en anden vurdering af, om søgsmålet kunne antages til realitetsbehandling, end i forbindelse med et tidligere annullationssøgsmål, som var blevet anlagt i en sag med en lignende genstand, og som var blevet afvist ved Rettens kendelse af 12. oktober 2011, Lito Maieftiko Gynaikologiko kai Cheirourgiko Kentro mod Kommissionen ( 17 ).

36.

Derpå gav Retten – idet den henviste til samme kendelse – en sammenfatning af sin praksis, hvorefter Unionens retsinstanser i henhold til artikel 263 TEUF prøver lovligheden af retsakter vedtaget af institutionerne, som er bestemt til at have bindende retsvirkninger over for tredjemand ved i væsentlig grad at ændre dennes retsstilling ( 18 ). Den fremhævede dels, at denne kompetence kun omfatter de retsakter, som er omhandlet i artikel 288 TEUF, og som institutionerne kan udstede på de i EUF-traktaten fastsatte betingelser under udøvelse af deres offentligretlige beføjelser ( 19 ). Dels tilføjede den, at retsakter, der er vedtaget af institutionerne, og som er en uadskillelig del af et rent kontraktforhold, som følge af selve deres karakter ikke hører til de retsakter, hvortil der henvises i artikel 288 TEUF, og som kan påstås annulleret i henhold til artikel 263 TEUF ( 20 ).

37.

Retten udledte heraf, at den kun med føje kunne forelægges et søgsmål på grundlag af artikel 263 TEUF, hvis den omtvistede debetnota var bestemt til at afføde bindende retsvirkninger, der gik ud over dem, som fulgte af kontrakten, og som indebar udøvelse af de offentligretlige beføjelser, Kommissionen er tillagt i sin egenskab af administrativ myndighed ( 21 ).

38.

Den fastslog i denne forbindelse indledningsvis, at den omtvistede debetnota var en del af kontraktforholdet mellem Kommissionen og appellanten, eftersom den havde til formål at inddrive en fordring, der havde grundlag i kontraktens bestemmelser ( 22 ).

39.

Derpå fandt den – i modsætning til hvad appellanten havde gjort gældende – at den omtvistede debetnota ikke kunne adskilles fra det kontraktforhold, hvori den indgik, og at intet gav grundlag for at fastslå, at Kommissionen havde handlet under udøvelse af sine offentligretlige beføjelser ( 23 ).

40.

Endelig fandt Retten, at det, der angives i den omtvistede debetnota under overskriften »Betalingsbetingelser«, på trods af dets tvetydighed ikke kunne føre til, at den omtvistede debetnota blev kvalificeret som en »endelig retsakt« ( 24 ).

41.

Appellanten har gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at finde i præmis 28-31 i den appellerede dom, at den omtvistede debetnota ikke kunne fuldbyrdes, og at den følgelig ikke kunne være genstand for et annullationssøgsmål på grundlag af artikel 263 TEUF. Appellanten finder, at debetnotaen netop svarer til den fuldbyrdelsesbeslutning, som Kommissionen forbeholder sig ret til at træffe ifølge ordlyden af artikel 19, stk. 5, i de almindelige betingelser.

42.

At debetnotaen kan fuldbyrdes, bekræftes ifølge appellanten af, dels at der i notaen ensidigt fastsættes en forfaldsdato for betaling af det krævede beløb, fra hvilket morarenterne begynder at påløbe, dels at den indeholder en udtrykkelig henvisning til, at Kommissionen kan gøre brug af proceduren i artikel 299 TEUF.

43.

Kommissionen har indledningsvis gjort gældende, at ovennævnte første anbringende skal afvises, eftersom det har til formål at opnå en fornyet prøvelse af den dom, der blev afsagt i første instans. Den finder, at anbringendet under alle omstændighed savner grundlag, eftersom Retten korrekt og i overensstemmelse med retskraftprincippet i henhold til fast retspraksis ( 25 ) fastslog, at den omtvistede debetnota ikke var en akt, der kunne fuldbyrdes, men var en forberedende akt af rent informativ karakter, som var udstedt inden for rammerne af en rent kontraktmæssig tvist.. Kommissionen har tilføjet, at den omtvistede debetnota ikke er et udtryk for offentligretlige beføjelser og derfor ikke kan anses som adskillelig fra det kontraktforhold, hvori den indgår ( 26 ).

44.

Endvidere har Kommissionen anført, at det forhold, at der i den omtvistede debetnota angives betalingsbetingelser og fastsættes morarenter, ikke kan anfægte kvalifikationen af notaen som en »akt, der ikke kan fuldbyrdes«.

45.

Det skal indledningsvis fremhæves, at appellantens første anbringende – i modsætning til hvad Kommissionen har gjort gældende – ikke kan afvises. Kommissionen finder ganske vist i det væsentlige, at appellanten i realiteten forsøger at opnå en fornyet prøvelse af Rettens dom. Appellanten har imidlertid nedlagt påstand om, at Domstolen fastslår, at Retten begik en retlig fejl ved at finde, at den omtvistede debetnota ikke var omfattet af de retsakter, der kan påstås annulleret af Unionens retsinstanser på grundlag af artikel 263 TEUF. Denne vurdering er omfattet af den retlige kvalifikation af de faktiske omstændigheder, som er undergivet Domstolens prøvelse under en appelsag ( 27 ).

46.

Som tidligere nævnt afviste Retten i en første del af den appellerede dom annullationssøgsmålet med den begrundelse, at den omtvistede debetnota ikke var omfattet af de retsakter, der kan påstås annulleret af Unionens retsinstanser på grundlag af artikel 263 TEUF ( 28 ).

47.

Jeg skal allerede nu præcisere, at jeg mener, at denne konklusion er behæftet med en retlig fejl.

48.

Det skal fremhæves, at den appellerede dom falder i tråd med en retspraksis, som Retten indledte for længe siden ( 29 ), og som den siden har anvendt regelmæssigt ( 30 ) – om end undertiden med en anden begrundelse ( 31 ) – på annullationssøgsmål rettet mod Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, der vedrører kontraktforhold som det, der er omhandlet i det foreliggende tilfælde, herunder bl.a. søgsmål til prøvelse af debetnotaer udstedt af Kommissionen med henblik inddrivelse af beløb, som er blevet udbetalt uretmæssigt til medkontrahenter inden for rammerne af støtte- eller finansieringsprogrammer ( 32 ). I alle de pågældende afgørelser ( 33 ) har Retten meget generelt fundet, at de pågældende debetnotaer ikke kunne adskilles fra det kontraktforhold, inden for hvis rammer de var udstedt, og at de følgelig ikke kunne anfægtes under et annullationssøgsmål.

49.

Domstolen har imidlertid endnu aldrig har haft anledning til at prøve denne retspraksis og dens centrale punkter, hvilket er en god grund til, at den behandler den i detaljer, herunder mere specifikt tager stilling til det ræsonnement og de kriterier, på grundlag af hvilke Retten fastslog, at retsakter med den omtvistede debetnotas kendetegn og indhold ikke kan anfægtes inden for rammerne af et søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF.

50.

Kommissionen krævede ved den omtvistede debetnota, at appellanten tilbagebetalte den de beløb, Kommissionen fandt, at den havde udbetalt uretmæssigt til appellanten inden for rammerne af WIH-projektet, og fastsatte en frist, fra hvilken der begyndte at påløbe disse beløb renter. Endvidere fremstod debetnotaen som en akt, der kunne fuldbyrdes, eftersom appellanten i notaen blev truet med tvangsfuldbyrdelse i henhold til artikel 299 TEUF ( 34 ). Det er netop disse aspekter, appellanten har påberåbt sig for at påvise, at den omtvistede debetnota er en anfægtelig retsakt.

51.

Jeg skal i denne forbindelse erindre om, at annullationssøgsmålet ifølge fast retspraksis bør kunne anvendes mod enhver af institutionerne truffet foranstaltning, uanset dens karakter eller form, som er bestemt til at afføde retsvirkninger ( 35 ), mere nøjagtigt retligt bindende virkninger, der kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling ( 36 ).

52.

Ved afgørelsen af, om en akt er omfattet af bestemmelserne i artikel 263 TEUF, skal vægten følgelig lægges på dens indhold – på dens potentielle virkning, så at sige. En akts art og form, det grundlag, hvorpå den er udstedt, og de nærmere regler, hvorefter – eller den sammenhæng, hvori – dette er sket, er principielt uden betydning for, om den kan kvalificeres som en akt, der kan anfægtes inden for rammerne af et annullationssøgsmål ( 37 ).

53.

Det skal understreges, at denne faste praksis ved Domstolen er dikteret af nødvendigheden af at sikre de retsundergivne en effektiv retsbeskyttelse mod institutionernes retsakter ( 38 ), idet muligheden for domstolsprøvelse af disse retsakter er grundlaget for selve idéen om retsfællesskab ( 39 ).

54.

Det var imidlertid ikke på grundlag af dens substans – dvs. dens tilsigtede virkninger – at Retten fastslog, at den omtvistede debetnota ikke udgjorde en anfægtelig retsakt, men udelukkende på grundlag af dens formål ( 40 ), den sammenhæng, hvori den var blevet udstedt, og indholdet af den kontraktbestemmelse, i medfør eller på grundlag af hvilken dette var sket ( 41 ).

55.

Retten begyndte således med at forklare ( 42 ), dels at den kompetence, Unionens retsinstanser er tillagt til at prøve lovligheden af de akter, som udstedes af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, »kun omfatter de retsakter, der er omhandlet i artikel 288 TEUF« – en oplysning, som er i udtrykkelig modstrid med Domstolens praksis ( 43 ) – og som de har udstedt »på de i EUF-traktaten fastsatte betingelser« og »under udøvelse af deres offentligretlige beføjelser« – oplysninger, som er ukendte i Domstolens praksis.

56.

Dels tilføjede Retten ( 44 ), at retsakter vedtaget af institutionerne, der er en del af et rent kontraktforhold, som de ikke kan adskilles fra, »som følge af selve deres karakter ikke hører til de retsakter, hvortil der henvises i artikel 288 TEUF, og som kan påstås annulleret i henhold til artikel 263 TEUF«.

57.

Dette er endnu en bemærkning, der strider imod Domstolens praksis ( 45 ), hvori det gentagne gange er blevet slået fast, at det ikke er den anfægtede retsakts art, der er afgørende, men dens indhold og de retsvirkninger, den har til formål at have over for tredjemand.

58.

Det skal navnlig påpeges, at bemærkningen, der optræder som en forudsætning i Rettens ræsonnement, ligeledes udgør dens konklusion, og at Retten hverken angiver, på hvilken måde den omtvistede debetnota er uadskillelig fra det kontraktforhold, hvori den indgår, eller efter hvilke kriterier den kan adskilles fra det.

59.

Endelig leder de nævnte to elementer i forening Retten til at foretage en »omdefinition« af begrebet »anfægtelig retsakt«, som er indeholdt i præmis 24 i den appellerede dom.

60.

Den anfører således, at annullationssøgsmål til prøvelse af en akt som den omtvistede debetnota kun kan admitteres, for så vidt som akten har til formål at afføde bindende retsvirkninger ud over dem, der følger af kontrakten, og som indebærer udøvelse af de offentligretlige beføjelser, Kommissionen er tillagt i sin egenskab af administrativ myndighed.

61.

Den finder, at det ikke forholder sig således i det foreliggende tilfælde, og det af tre grunde. Den første er, at de omtvistede beløb blev udbetalt »på grundlag af kontrakten«. Den anden er, at kravet om tilbagebetaling af de uretmæssigt udbetalte beløb svarer til en rettighed, der er fastsat i artikel 19, stk. 1, i de almindelige betingelser. Endelig er den tredje, at der ved selve ordlyden af den omtvistede debetnota kræves tilbagebetaling af de uretmæssigt udbetalte beløb »i overensstemmelse med artikel 19 i de almindelige betingelser«. Heraf drager Retten den konklusion, at den omtvistede debetnota har til formål at gøre rettigheder gældende, som Kommissionen nyder i henhold til kontraktens bestemmelser, og at den ikke har til formål at afføde retsvirkninger, som udspringer af udøvelsen af de offentligretlige beføjelser, institutionen er tillagt i henhold til EU-retten.

62.

Det er kun antydningsvis, at Retten i præmis 29 i den appellerede dom bemærker, at den omtvistede debetnota fremstår som en akt, der kan fuldbyrdes, i og med at der i notaen henvises til artikel 299 TEUF. Retten indskrænker sig i den henseende til at anføre, at det, der er angivet i debetnotaen under overskriften »Betalingsbetingelser«, på trods af dets tvetydighed ikke kan lede til at kvalificere den omtvistede debetnota som en »endelig retsakt«.

63.

Det skal bemærkes, at denne præcisering, som er en lige så diskret som sikker henvisning til den i IBM-dommen fastlagte retspraksis ( 46 ), hvorefter forberedende akter ikke kan anfægtes, er vanskelig at forstå, da den ikke har nogen forbindelse med de forudgående bemærkninger.

64.

Det vigtigste er imidlertid, at Retten reelt nægtede at prøve, om den omtvistede debetnota som følge af selve dens indhold, i den angivne betydning, herunder navnlig truslen om tvangsfuldbyrdelse, ikke burde anses for at kunne afføde selvstændige retsvirkninger og som sådan – og alene af den grund – for at kunne adskilles fra det kontraktforhold, hvori den indgår, og for følgelig at kunne anfægtes inden for rammerne af et annullationssøgsmål på grundlag af artikel 263 TEUF.

65.

Retten fandt således, at den omtvistede debetnota ikke var anfægtelig, fordi den ikke kunne adskilles fra det kontraktforhold, den var en del af, skønt Retten i betragtning af debetnotaens indhold, herunder navnlig den omstændighed, at den fremstod som en akt, der kunne fuldbyrdes, burde have fastslået, at den kunne adskilles fra det kontraktforhold, den var en del af, og følgelig kunne anfægtes.

66.

Det forholder sig nemlig således, at Kommissionen ved at stile en debetnota, der var udformet som en akt, der kunne fuldbyrdes, til appellanten ikke optrådte som en medkontrahent, men som en administrativ myndighed, der udøver sine offentligretlige beføjelser for at opnå, at beløb, som den tilbagesøger, bliver betalt.

67.

Den omstændighed, at vedtagelsen af en sådan eksigibel beslutning netop er forudset i artikel 19, stk. 5, i de almindelige betingelser, kan ikke anfægte den konklusion, at den omtvistede debetnota må betragtes som en anfægtelig retsakt. Medmindre Kommissionen anses for at kunne være både dommer og part i gennemførelsen af den omhandlede kontrakt, kræver retsbeskyttelsen af dens medkontrahent nemlig, at der til det »privilegium«, den således er tillagt, svarer en adgang til at indbringe et annullationssøgsmål.

68.

Jeg finder følgelig – idet jeg drager den konklusion, at debetnotaen ikke afføder retsvirkninger – at Retten fraveg Domstolens faste praksis og begik en retlig fejl. Der er følgelig grundlag for appellantens første anbringende, og den appellerede dom bør af den grund ophæves.

69.

Ifølge artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan denne, hvis appellanten får medhold i appellen, enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse.

70.

Eftersom Retten afviste appellantens annullationssøgsmål til prøvelse af den omtvistede debetnota, behandlede den hverken de realitetsanbringender eller realitetsargumenter, appellanten havde fremsat til støtte for søgsmålet, og sagen bør derfor hjemvises til Retten, således at den kan træffe afgørelse om disse.

71.

Som jeg allerede har nævnt ovenfor ( 47 ), indebærer den konklusion, jeg er nået frem til, at den appellerede dom ophæves i det hele, og dermed også i den udstrækning Retten i sin egenskab af den retsinstans, der skal træffe afgørelse vedrørende kontraktforholdet, fastslår, at Kommissionens modpåstand kan antages til realitetsbehandling, og at der er grundlag for den.

72.

På den baggrund er det ufornødent at tage stilling til de øvrige appelanbringender, som alle generelt anfægter Rettens vurdering af, om der var grundlag for Kommissionens modpåstand.

73.

Under de særlige omstændigheder i den foreliggende sag, og for det tilfælde at Domstolen beslutter ikke at følge min primære konklusion, finder jeg det dog hensigtsmæssigt at give den en fuldstændig belysning af den foreliggende sag og dermed en vurdering af appellantens øvrige ni anbringender ( 48 ).

74.

Ved sit andet, femte og syvende anbringende har appellanten i det væsentlige anfægtet Rettens prøvelse af de beviser, appellanten havde fremført til støtte for sine påstande om, at Kommissionens modpåstand blev forkastet. Ifølge appellanten anvendte Retten nærmere bestemt begrebet »uretmæssigt udbetalt beløb« forkert (andet anbringende). Endvidere begik den fejl ved vurderingen af den retlige karakter af tilstedeværelseslisterne (femte anbringende) og metoderne til vurdering af omkostningerne (»cost models«) (syvende anbringende).

75.

Ved sit tredje og sjette anbringende har appellanten i det væsentlige klaget over, at Retten tilsidesatte de krav, der følger af retten til en retfærdig rettergang, idet den ikke tog hensyn til en række af appellantens argumenter og krænkede principperne om ret til forsvar og om parternes processuelle ligestilling.

76.

Ved sit ottende anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten begik en fejl ved prøvelsen af, om Kommissionen som påstået af appellanten havde gjort sig skyldig i magtfordrejning.

77.

Ved sit niende anbringende har appellanten kritiseret, at Retten afviste appellantens anbringende om, at den omtvistede debetnota er behæftet med mangel på begrundelse.

78.

Endelig drejer appellantens tiende anbringende sig om, at Retten begik en retlig fejl ved prøvelsen af appellantens anbringende om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

79.

Kommissionen finder, at samtlige anbringender skal afvises, da appellanten generelt forsøger at opnå en fornyet prøvelse af sagen i realiteten, idet appellanten kun har gentaget de anbringender og argumenter, denne fremførte for Retten, men ikke angivet, nøjagtigt hvilke retsregler Retten skulle have overtrådt, endsige nøjagtigt hvilke præmisser i den appellerede dom, appellanten kritiserer. Kommissionen har dog vurderet substansen i de forskellige anbringender ( 49 ) og påstået dem forkastet med den begrundelse, at de under alle omstændigheder savner grundlag.

80.

Inden for rammerne af sit andet anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten fejlfortolkede det juridiske begreb »uretmæssigt udbetalt beløb« som omhandlet i artikel 1376 i den belgiske code civil ved i præmis 26 og 47-69 i den appellerede dom at finde, at Kommissionen uretmæssigt havde udbetalt 83001,09 EUR til appellanten. Appellanten finder dels, at det ifølge denne bestemmelse er på opkrævningstidspunktet, at beløbets uretmæssighed skulle have været konstateret. Dels finder appellanten, at det er en forudsætning for, for at betingelserne i denne bestemmelse er opfyldt, at der, tilsigtet eller ved en fejl, er sket en udbetaling.

81.

Ifølge appellanten er det ikke blevet bevist, at tilstedeværelseslisterne ikke blev udfærdiget i den periode, hvori projektet blev gennemført, som er den eneste periode, der er relevant ved vurderingen af, om den omtvistede udbetaling var uretmæssig.

82.

Disse argumenter fra appellantens side kan ikke tiltrædes.

83.

Retten fastslog nemlig indledningsvis, at det ikke var lykkedes appellanten at rejse tvivl om de konstateringer i den endelige revisionsrapport, på grundlag af hvilken Kommissionen havde fundet, at de for WIH-projektet opgjorte personaleudgifter ikke var tilskudsberettigede i henhold til artikel 13, stk. 1, og artikel 14, stk. 1, litra a), i de almindelige betingelser ( 50 ). I denne rapport blev det nærmere bestemt konstateret, at appellanten ikke havde opfyldt sine forpligtelser i henhold til artikel 14, stk. 1, litra a), i de almindelige betingelser til mindst én gang om måneden at lade den arbejdstid registrere og attestere, der var blevet opgjort for så vidt angår kontrakten.

84.

Kommissionen havde følgelig erklæret de dermed forbundne udgifter for ikke-tilskudsberettigede og afvist dem.

85.

Det fremgår i øvrigt af præmis 56 i den appellerede dom, at Retten ikke desto mindre undersøgte de tilstedeværelseslister, appellanten havde fremlagt efter revisionen, nemlig den 13. november 2009, og fastslog, at de ikke kunne anvendes som et bevis, der dokumenterede de arbejdstimer, der var blevet præsteret inden for rammerne af WIH-projektet, eftersom de ikke var daterede og attesteret af en af de personer, hvortil der henvises i artikel 14, stk. 1, litra a), i de almindelige betingelser.

86.

Derved bedømte Retten endeligt de faktiske omstændigheder, appellanten havde fremført, og de beviser, denne havde fremlagt, for at vise, at det var med urette, at Kommissionen havde erklæret de beløb, den krævede tilbagebetalt, for ikke-tilskudsberettigede.

87.

Appellanten har intet fremført, der viser, at Retten derved fejlfortolkede de nævnte beviser.

88.

I medfør af artikel 256, stk. 1, TEUF, og artikel 58, stk. 1, i statutten for Domstolen samt i overensstemmelse med en fast retspraksis ved denne ( 51 ) må appellantens andet anbringende følgelig afvises.

89.

Ved sit femte anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved vurderingen af tilstedeværelseslisternes retlige karakter og rækkevidden af de forpligtelser med hensyn til regelmæssige rapporter, der påhvilede appellanten. Appellanten har anført, at de regelmæssige rapporter, hvori det skal opføres, hvor mange arbejdstidsenheder hver enkelt medarbejder har anvendt på det støttede program, dels gør det muligt at registrere det præsterede arbejde, dels kan udgøre et objektivt måleligt vurderingsgrundlag, der kan tjene som dokumentation for driftsudgifterne. Appellanten finder således i det væsentlige, at den mangelfulde føring af de regelmæssige rapporter i betragtning af deres formål ikke kan sidestilles med, at der slet ikke er udført noget arbejde, medmindre der foreligger et åbenbart misforhold. Appellanten har tilføjet, at begrebet regelmæssig rapport hverken er defineret i en retsforskrift eller i retspraksis, og at dets nærmere indhold derfor må fastlægges in concreto under hensyn til omstændighederne i det aktuelle tilfælde.

90.

Det skal indledningsvis understreges, at appellanten i det væsentlige har gentaget den argumentation, som appellanten fremførte i første instans, således som det navnlig fremgår af præmis 43 i den appellerede dom.

91.

Under alle omstændigheder skal det nævnes, at Retten i præmis 59 i den appellerede dom konstaterede, at de omhandlede regelmæssige rapporter kun indeholdt en samlet kvartalsvis opgørelse af de timer, appellanten havde opgjort for hver enkelt del af projektet og ikke en månedlig fordeling for hver enkelt medarbejder af de til projektet anvendte timer. Den fastslog følgelig, at rapporterne ikke opfyldte de formelle krav i artikel 14, stk. 1, litra a), tredje afsnit, i de almindelige betingelser, og at de under alle omstændigheder ikke kunne træde i stedet for tilstedeværelseslisterne i materiel henseende.

92.

Derved bedømte Retten endeligt de faktiske omstændigheder, appellanten havde fremført, og de beviser, denne havde fremlagt, for at vise, at det var med urette, at Kommissionen havde erklæret de beløb, der krævedes tilbagebetalt, for ikke-tilskudsberettigede.

93.

Da appellanten intet har fremført, der viser, at Retten fejlfortolkede de nævnte beviser, må appellantens femte anbringende ligeledes afvises i medfør af artikel 256, stk. 1, TEUF og artikel 58, stk. 1, i statutten for Domstolen.

94.

Ved sit syvende anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved vurderingen af metoderne til vurdering af omkostningerne (»cost models«).

95.

Det er åbenbart, at dette anbringende skal afvises.

96.

Appellanten har nemlig dels ikke angivet, hvilken præmis i den appellerede dom appellanten kritiserer. Dels har appellanten ikke forklaret, i hvilken henseende Retten begik en retlig fejl på dette punkt.

97.

Disse mangler beror imidlertid på, at Retten ikke tog stilling til det nævnte punkt ved prøvelsen af Kommissionens modpåstand.

98.

Det fremgår således af præmis 42 i den appellerede dom, at Kommissionens modpåstand var begrundet i dels appellantens manglende overholdelse af sin »forpligtelse i henhold til artikel 14, stk. 1, litra a), i de almindelige betingelser til at føre tilstedeværelseslister og registrere de arbejdstimer, [appellantens] personale havde anvendt på projektet«, dels den omstændighed, at appellanten »fejlagtigt havde anvendt »metoden med de samlede omkostninger« til beregning af de indirekte omkostninger, der skulle henføres til WIH-projektet«.

99.

Det fremgår imidlertid af den appellerede dom (præmis 47-64), at Retten afgjorde, at der var grundlag for modpåstanden, efter at have fundet, at det var med rette, at Kommissionen havde fastslået, at de personaleudgifter, appellanten havde henført til projektet, ikke udgjorde tilskudsberettigede omkostninger som omhandlet i artikel 13, stk. 1, i de almindelige betingelser. Retten prøvede derimod ikke den anden begrundelse, Kommissionen havde påberåbt sig.

100.

Appellantens syvende anbringende må følgelig forkastes som irrelevant under alle omstændigheder.

101.

Inden for rammerne af det ottende anbringende har appellanten i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen handlede urimeligt ved at kræve de omtvistede beløb tilbagebetalt, alene fordi appellanten ikke havde fremlagt de krævede tilstedeværelseslister inden for den fastsatte frist, skønt appellantens medarbejdere havde deltaget i WIH-projektet. Fremlæggelsen af listerne kan ikke betragtes som en væsentlig forpligtelse, der følger af kontrakten, idet dennes formål er at foretage de delleverancer, som er omfattet af projektet, og at dette skete, vidner ifølge appellanten om, at dennes personale rent faktisk deltog i projektet. Kommissionen sidestillede således på urimelig måde den manglende fremlæggelse af de nævnte lister med, at der ikke var blevet foretaget delleverancer. Retten begik følgelig en retlig fejl ved at forkaste appellantens argument om magtfordrejning.

102.

Kommissionen har anført, at tilskudsmodtageren i forbindelse med kontrakter vedrørende programmer, hvortil der ydes tilskud, er juridisk forpligtet til at registrere og oplyse sine udgifter. Tilskudsmodtagerens forpligtelse til således at dokumentere, at hans udgifter er tilskudsberettigede, er fuldstændig uafhængig af forpligtelsen til at gennemføre eller levere projektet.

103.

Kommissionen har tilføjet, at den aldrig har sat spørgsmålstegn ved, at WIH-projektet blev gennemført efter hensigten, men kun draget konsekvenserne af de brud på kontrakten, der blev begået af appellanten, som det ikke lykkedes klart at dokumentere den arbejdstid, appellantens personale rent faktisk havde anvendt på WIH-projektet.

104.

For så vidt som det kan tiltrædes inden for rammerne af en sag om kontraktforhold ( 52 ), mener jeg, at dette ottende anbringende åbenbart skal afvises. Appellanten har nemlig indskrænket sig til at påberåbe sig, at der foreligger magtfordrejning, uden at angive, hvori denne magtfordrejning består, eller fremføre noget som helst indicium for, at Kommissionen handlede udelukkende eller dog i det mindste overvejende for at forfølge andre formål end dem, der var angivet, eller for at omgå en fremgangsmåde, der særligt er fastsat ved traktaten for at imødegå konkret foreliggende vanskeligheder ( 53 ).

105.

Ved sit tredje anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten ved i præmis 73-77 i den appellerede dom at fastslå, at Kommissionen havde ret til at kræve, at appellanten tilbagebetalte 83001,09 EUR med tillæg af morarenter beregnet på grundlag af en sats på 5% fra og med den 25. oktober 2011, ikke tog hensyn til appellantens argumenter og derved tilsidesatte dennes ret til en retfærdig rettergang som sikret ved artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, og EU-rettens grundlæggende principper.

106.

Appellanten havde således gjort gældende som svar på de spørgsmål, Retten havde stillet med henblik på retsmødet, at eftersom den omtvistede debetnota var blevet fremlagt og fortolket som en forberedende akt – dvs. et informativt kontraktdokument, der ikke kunne ændre appellantens retsstilling – kunne datoen for, hvornår de morarenter begyndte at påløbe, appellanten blev afkrævet, ikke med føje fastsættes til udløbet af den i denne debetnota fastsatte frist, nemlig den 25. oktober 2011. Dette argument blev imidlertid ikke behandlet af Retten, som ikke prøvede lovligheden af den ændring af appellantens retsstilling, den blotte meddelelse af debetnotaen havde medført.

107.

Inden for rammerne af sit sjette anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten tilsidesatte dennes ret til en retfærdig rettergang, nærmere bestemt appellantens ret til forsvar og princippet om parternes processuelle ligestilling, ved at fastslå, dels i præmis 56 i den appellerede dom at de tilstedeværelseslister, appellanten havde fremlagt, ikke opfyldte de i kontrakten fastsatte krav og ikke kunne accepteres som beviser for de arbejdstimer, der var blevet anvendt på WIH-projektet, dels i præmis 63 i den appellerede dom at den korrespondance, appellanten havde fremlagt, ikke kunne dokumentere den arbejdstid, appellantens medarbejdere faktisk havde anvendt på dette projekt. Derved fratog Retten appellanten dennes bevismidler i åbenbar strid med princippet om parternes processuelle ligestilling.

108.

Appellanten har tilføjet, at den kontrakt, appellanten indgik med Kommissionen, er urimelig, eftersom den på uforholdsmæssig måde begrænser appellantens muligheder for at dokumentere den faktiske deltagelse af dennes personale i WIH-projektet.

109.

Endvidere har appellanten gjort gældende, at Kommissionen i en situation som i den foreliggende sag, hvori den ensidigt gennem en revision fastslår, at kontraktlige forpligtelser ikke er blevet overholdt, og derpå fremsætter en modpåstand om tilbagebetaling af uretmæssigt modtagne beløb, fungerer som både dommer og part og har en fordel, som udgør en tilsidesættelse af princippet om parternes processuelle ligestilling.

110.

Kommissionen finder, at appellantens tredje anbringende må forkastes som grundløst. Dels stillede Retten som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse parterne et konkret spørgsmål om den rentesats, der blev stillet krav om i modpåstanden, og gav appellanten lejlighed til at udtale sig herom. Dels er forsinkelsen af betalingen og beregningen af morarenter ikke nødvendigvis knyttet til det forhold, at debetnotaen kan fuldbyrdes.

111.

Kommissionen finder, at det sjette anbringende ligeledes må forkastes som grundløst. Den har i denne forbindelse fremhævet, at appellanten fra begyndelsen var bekendt med samtlige bestemmelser i kontrakten, herunder også bestemmelserne om de økonomiske spørgsmål. Appellantens overtrædelse af en række kontraktbestemmelser gør ikke de pågældende vilkår urimelige og uforholdsmæssige.

112.

Det fremgår af den appellerede dom, at Retten i det foreliggende tilfælde fastslog, at Kommissionen havde ret til betaling af morarenter fra og med den 25. oktober 2011 ( 54 ), efter Retten at have konstateret, at ifølge artikel 19, stk. 2, i de almindelige betingelser ville der påløbe det skyldige beløb renter med den sats, som var fastsat i artikel 3, stk. 6, i disse betingelser, hvis de uretmæssigt udbetalte beløb ikke var blevet betalt på den af Kommissionen fastsatte dato ( 55 ).

113.

Derved fuldbyrdede Retten blot det, der var foreskrevet i bestemmelserne i artikel 19, stk. 2, i de almindelige betingelser, sammenholdt med artikel 3, stk. 6, i disse betingelser, og drog dermed konsekvenserne af sin vurdering af, dels at tvisten mellem parterne var af kontraktmæssig art, dels at der var grundlag for Kommissionens krav om tilbagebetaling.

114.

På den baggrund kan den omstændighed, at Retten ikke tog formelt stilling til appellantens argumenter, ikke anses for at udgøre en tilsidesættelse af dennes ret til en retfærdig rettergang.

115.

Det, appellanten kritiserer Retten for inden for rammerne af sit tredje anbringende, er nemlig, at den ikke tog hensyn til appellantens argument om, at Kommissionen ikke kunne fremstille den omtvistede debetnota som en rent forberedende akt, når det var fastsat i den, hvornår der begyndte at påløbe morarenter, hvorved den ændrede appellantens retsstilling. Derved anfægter appellanten den manglende hensyntagen til den forbindelse, appellanten finder, at det må fastslås, at der er, mellem debetnotaens anfægtelighed og fastsættelsen af morarenterne. Appellanten har imidlertid på intet tidspunkt – hverken i den oprindelige stævning, replikken eller sit svar på Rettens skriftlige spørgsmål – formelt anfægtet gyldigheden af de kontraktbestemmelser, der blev anvendt i det foreliggende tilfælde.

116.

På denne baggrund kan appellantens tredje anbringende kun forkastes som grundløst.

117.

Appellantens sjette anbringende må ligeledes forkastes, nemlig som åbenbart grundløst.

118.

Det fremgår således af den appellerede dom, at Retten ikke kun undersøgte de tilstedeværelseslister, appellanten havde fremlagt den 13. november 2009 ( 56 ), og de regelmæssige rapporter, denne havde tilsendt Kommissionen ( 57 ), men ligeledes de 3656 sider elektronisk korrespondance, appellanten havde fremlagt for at bevise rigtigheden af en del af den tid, appellantens medarbejdere havde anvendt på projektet ( 58 ). Retten drog den konklusion af undersøgelserne, at disse forskellige materialer ikke kunne anfægte konstateringerne i den endelige revisionsrapport.

119.

Heraf følger, at Retten på ingen måde fratog appellanten dennes bevismidler, men tværtimod nøje bestræbte sig for at prøve de argumenter, appellanten havde fremført, og at undersøge det materiale, denne havde fremlagt i forbindelse hermed.

120.

Det skal tilføjes, at det, appellanten anfægter, i realiteten er Rettens vurdering af de nævnte beviser. Som allerede nævnt udgør vurderingen af de faktiske omstændigheder og beviserne imidlertid – medmindre de er blevet fejlfortolket – ikke et retligt spørgsmål, der som sådant er undergivet Domstolens kontrol inden for rammerne af en appel.

121.

Endelig kan appellanten ikke foreholde Retten, at den inden for rammerne af prøvelsen af Kommissionens modpåstand ikke fandt en kontrakt urimelig, hvis gyldighed appellanten i øvrigt ikke har bestridt.

122.

Inden for rammerne af sit niende anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at forkaste det argument, appellanten havde fremført i første instans om, at den omtvistede debetnota er behæftet med mangel på begrundelse. Hvad dette angår har appellanten anført, at debetnotaen ikke indeholder nogen begrundelse, på grundlag af hvilken de udførte beregninger kan efterprøves, og at Kommissionens henvisning til dens skrivelser af 24. maj 2011 og 17. august 2011 ikke kan anses for en tilstrækkelig begrundelse.

123.

Hertil har Kommissionen repliceret, at den under den procedure, der gik forud for udstedelsen af den omtvistede debetnota, og som blev indledt med dens skrivelse af 20. oktober 2009 – navnlig i dens skrivelser af 24. maj 2011 og 17. august 2011, hvortil der henvises i præmis 26 i den appellerede dom, samt i revisionsrapporten – forklarede, hvilke faktiske omstændigheder og grunde, der havde foranlediget dens beslutning. Den har bemærket, at Retten i præmis 29 i den appellerede dom under alle omstændigheder fastslog, at den omtvistede debetnota ikke var en endelig retsakt, og har følgelig henvist til de argumenter, den har fremsat i sit svar på det første anbringende.

124.

Herom skal bemærkes, at appellanten ved det niende anbringende i det væsentlige har kritiseret Retten for ikke at have prøvet det andet anbringende, appellanten havde fremsat for Retten i første instans inden for rammerne af sin påstand om annullation af den omtvistede debetnota.

125.

Eftersom appellantens annullationssøgsmål til prøvelse af den omtvistede debetnota var blevet afvist, prøvede Retten imidlertid ikke det nævnte anbringende og tog heller ikke inden for rammerne af prøvelsen af, om der var grundlag for Kommissionens modpåstand, formelt stilling til begrundelsen i den omtvistede debetnota.

126.

Det fremgår dog af den appellerede dom ( 59 ), at Retten på grundlag af de af Kommissionen fremlagte oplysninger, hvorom det understreges, at de ikke er blevet bestridt, prøvede beregningen af det beløb på 83001,09 EUR, som appellanten blev afkrævet.

127.

Det fremgår ligeledes af den appellerede dom ( 60 ), at Retten undersøgte, om Kommissionen havde angivet »betingelserne og datoen for tilbagebetaling« af de beløb, som appellanten blev afkrævet. Den fandt, at dette var tilfældet, og henviste i denne forbindelse dels til skrivelsen af 24. maj 2011, dels til det, der var angivet i den omtvistede debetnota under overskriften »Betalingsbetingelser«.

128.

På den baggrund må appellantens niende anbringende forkastes som åbenbart grundløst.

129.

Ved sit tiende anbringende har appellanten gjort gældende, at det beløb, der vedrører sidste del af programmet, fem år efter afslutningen af dette endnu ikke er blevet udbetalt til appellanten, skønt det ikke er blevet bestridt, at denne del er blevet gennemført, og at appellantens kvartalsrapporter er blevet godkendt. Derved har Kommissionen tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, og Rettens dom må ligeledes ophæves af denne grund.

130.

Ved dette anbringende har appellanten ganske vist beskyldt Kommissionen for at have tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, men ikke angivet, hvorledes Retten selv tilsidesatte dette princip. På denne baggrund, og af den grund, må det tiende anbringende derfor afvises.

131.

Det skal dog bemærkes, at det tiende anbringende er en gentagelse af det femte anbringende, som appellanten fremsatte i første instans inden for rammerne af sit annullationssøgsmål, og som Retten derfor ikke tog stilling til. Den påstand, det indeholder, er dog – uanset at den vedrører gennemførelsen af den kontrakt, der er tale om i det foreliggende tilfælde – klart uden forbindelse med formålet med den omtvistede debetnota og dermed med tvisten.

132.

Det tiende anbringende skal følgelig afvises.

133.

På baggrund af det ovenstående, og for det tilfælde at Domstolen ikke følger min primære konklusion, finder jeg, appellen bør forkastes.

134.

Eftersom jeg principalt foreslår, at Domstolen ophæver den appellerede dom og hjemviser sagen til Retten, foreslår jeg ligeledes principalt, at afgørelsen om omkostningerne i den foreliggende appelsag udsættes.

135.

Imidlertid bør appellanten for det tilfælde, at Domstolen ikke følger min primære konklusion og beslutter at forkaste appellen, i medfør af artikel 184, stk. 1, i Domstolens procesreglement, sammenholdt med artikel 138, stk. 1, tilpligtes at betale samtlige omkostninger.

136.

På baggrund af de ovenstående betragtninger i det hele foreslår jeg principalt, at Domstolen træffer følgende afgørelse:

137.

Subsidiært foreslår jeg, at Domstolen træffer følgende afgørelse: