1. 

Kan en indehaver af ophavsrettighederne til et billedværk, som har givet samtykke til, at den pågældende afbildning markedsføres som plakat, gøre indsigelse mod en markedsføring af samme afbildning, hvor denne er blevet overført til et lærred? Dette er i det væsentligste det spørgsmål, der diskuteres i den sag, der ligger til grund for det foreliggende præjudicielle spørgsmål, og i forbindelse med afgørelsen heraf giver Hoge Raad Domstolen mulighed for at udbygge sin retspraksis vedrørende Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet ( 2 ).

2.

Traktaten fastsætter i artikel 1, stk. 4, at de kontraherende parter skal iagttage artikel 1-21 i Bernerkonventionen til værn for litterære og kunstneriske værker (herefter »Bernerkonventionen«) og tillægget til denne ( 4 ).

3.

Traktatens artikel 6, der har overskriften »Retten til udbredelse«, bestemmer:

»1)   Ophavsmændene til litterære og kunstneriske værker har eneret til at tillade, at originalen eller kopier af deres værker gøres tilgængelige for almenheden gennem salg eller anden overdragelse af ejendomsretten.

2)   Intet i denne traktat indskrænker de kontraherende parters frihed til at fastlægge de eventuelle betingelser, på hvilke den i stk. 1 omhandlede rettighed anses for udtømt, når der første gang er foretaget salg eller anden form for overdragelse af ejendomsretten til originalen eller en kopi af værket med ophavsmandens tilladelse.«

4.

I Bernerkonventionens artikel 6 bis, der har overskriften »Ideelle rettigheder«, bestemmes følgende:

»1)   Uafhængig af sine økonomiske rettigheder og selv efter overgang af disse bevarer ophavsmanden retten til at hævde paterniteten til sit værk og til at modsætte sig enhver forvanskning, beskæring eller anden ændring af dette, eller enhver anden brug af værket, som vil kunne skade hans ære eller anseelse.

2)   De rettigheder, som tilkommer ophavsmanden i henhold til foregående stykke, skal efter hans død opretholdes, i det mindste indtil udgangen af beskyttelsestiden for de økonomiske rettigheder, og skal kunne gøres gældende af de personer eller institutioner, som udpeges dertil af lovgivningen i det land, hvor beskyttelsen kræves. Dog skal de lande, hvis lovgivning på tidspunktet for deres ratifikation eller tiltrædelse af denne konvention ikke tilsikrer ophavsmændene samtlige de i foregående stykke nævnte rettigheder efter ophavsmandens død, kunne bestemme, at nogle af disse rettigheder ikke skal vedblive at bestå efter hans død.

3)   De retsmidler, der tjener til at værne de rettigheder, som gives i henhold til denne artikel, fastsættes af lovgivningen i det land, hvor beskyttelsen kræves.«

5.

Det bestemmes i Bernerkonventionens artikel 12, som har overskriften »Retten til bearbejdelse, arrangement og anden omformet gengivelse«, at »[o]phavsmænd til litterære eller kunstneriske værker har eneret til at tillade bearbejdelser, arrangementer og andre omformede gengivelser af deres værker«.

6.

Det bemærkes i niende betragtning til direktiv 2001/29, at »[u]dgangspunktet for en harmonisering af ophavsret og beslægtede rettigheder bør være et højt beskyttelsesniveau, da sådanne rettigheder er af afgørende betydning for den intellektuelle skabelsesproces. En sådan beskyttelse bidrager til at bevare og udvikle kreativiteten til gavn for ophavsmænd, kunstnere, producenter, forbrugere, kulturen, industrien og almenheden generelt. Intellektuel ejendomsret er derfor blevet anerkendt som en integrerende del af ejendomsretten«.

7.

Det følger af tiende betragtning til direktivet, at »[h]vis ophavsmænd og kunstnere skal kunne fortsætte deres kreative og kunstneriske arbejde, er det nødvendigt, at de modtager et passende vederlag for anvendelsen af deres værker, og det samme gælder producenterne, der skal kunne finansiere dette arbejde. […] En passende retlig beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder er nødvendig for at sikre et sådant vederlag og muliggøre et tilfredsstillende afkast af investeringerne«.

8.

Det hedder i 28. betragtning til direktivet, at »[o]phavsretlig beskyttelse efter dette direktiv omfatter eneretten til at kontrollere spredning af et værk, der indgår i et fysisk gode. Første salg i Fællesskabet af et originalværk eller eksemplarer heraf foretaget af rettighedshaveren eller med dennes samtykke udtømmer retten til at kontrollere videresalg af den pågældende frembringelse i Fællesskabet. Retten bør ikke udtømmes i forbindelse med videresalg af et originalværk eller eksemplarer heraf foretaget af rettighedshaveren eller med dennes samtykke uden for Fællesskabet. […]«.

9.

Det fastsættes i 31. betragtning til direktivet, at »[d]et er nødvendigt at bevare en rimelig balance med hensyn til rettigheder og interesser mellem de forskellige kategorier af rettighedshavere og mellem de forskellige kategorier af rettighedshavere og brugere af beskyttede frembringelser. De i medlemsstaterne gældende undtagelser og indskrænkninger til rettighederne må nyvurderes på baggrund af den nye elektroniske udvikling. Eksisterende forskelle hvad angår undtagelser og indskrænkninger med hensyn til visse handlinger, der er underlagt restriktioner, har direkte negative følger for det indre marked for ophavsret og beslægtede rettigheder. Disse forskelle kan meget vel blive endnu mere udtalte i takt med videreudviklingen af den grænseoverskridende udnyttelse af værker og grænseoverskridende aktiviteter. For at sikre, at det indre marked fungerer tilfredsstillende, bør definitionen af sådanne undtagelser og indskrænkninger i en vis grad harmoniseres. Harmoniseringsgraden bør baseres på deres følger for det indre markeds funktion«.

10.

Under overskriften »Retten til reproduktion« bestemmes det i artikel 2 i direktiv 2001/29, at »[m]edlemsstaterne indfører en eneret til at tillade eller forbyde direkte eller indirekte, midlertidig eller permanent reproduktion på en hvilken som helst måde og i en hvilken som helst form, helt eller delvis: a) for ophavsmænd for så vidt angår deres værker […]«.

11.

I samme direktivs artikel 4, som har overskriften »Retten til spredning«, bestemmes følgende:

»1.   Medlemsstaterne tillægger ophavsmænd eneret til at tillade eller forbyde enhver form for spredning til almenheden ved salg eller på anden måde af deres originalværker eller eksemplarer heraf.

2.   Spredningsretten udtømmes ikke i Fællesskabet for så vidt angår originalværker eller eksemplarer heraf, medmindre første salg eller anden overdragelse af ejendomsret i Fællesskabet af den pågældende genstand foretages af rettighedshaveren eller med dennes samtykke.«

12.

Artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/29 er blevet gennemført i nederlandsk ret ved Auteurswet (lov om ophavsrettigheder, herefter »Aw«).

13.

Ophavsret betyder i henhold til Aw’s artikel 1, at frembringeren (eller dennes retlige efterfølgere) af et litterært, videnskabeligt eller kunstnerisk værk har eneret til at offentliggøre eller reproducere værket, medmindre loven fastsætter indskrænkninger heri.

14.

I henhold til Aw’s artikel 12, stk. 1, forstås ved offentliggørelse af et litterært, videnskabeligt eller kunstnerisk værk »offentliggørelse af en reproduktion af værket, helt eller delvis […]«.

15.

Det følger af Aw’s artikel 12b, at når et eksemplar af et litterært, videnskabeligt eller kunstnerisk værk første gang er bragt i omsætning i en medlemsstat af frembringeren eller dennes retlige efterfølger, eller med vedkommendes samtykke, indebærer det ikke en krænkelse af ophavsretten, at det pågældende eksemplar bringes i omsætning i en anden form, dog med undtagelse af udleje eller udlån.

16.

Stichting Pictoright (herefter »Pictoright«) er et nederlandsk selskab, som beskæftiger sig med kollektiv forvaltning af ophavsret, og som bl.a. forsvarer rettighederne for arvingerne efter anerkendte malere (herefter »rettighedshaverne«).

17.

Art & Allposters International BV (herefter »Allposters«) markedsfører plakater og andre reproduktioner af de pågældende kunstneres værker via internettet.

18.

Personer, der ønsker at bestille en kunstreproduktion hos Allposters, kan vælge mellem en plakat, en indrammet plakat, en plakat på træ eller en plakat på lærred. I sidstnævnte tilfælde er fremgangsmåden i forbindelse med reproduktionen følgende: En papirplakat lamineres med et lag plastik, afbildningen på plakaten overføres ved hjælp af en kemisk proces på en lærredsdug, hvorefter dugen spændes op på en træramme. Denne fremgangsmåde og resultatet heraf betegnes som en »canvas transfer« (»overførsel på lærred«).

19.

Da Allposters ikke efterkom Pictorights krav om at ophøre med uden samtykke at sælge reproduktioner af sine klienters værker, som var fremstillet ved ovennævnte fremgangsmåde, anlagde Pictoright sag mod Allposters ved Rechtbank Roermond (førsteinstansret i Roermond) med påstand om, at Allposters tilpligtedes at ophøre med enhver direkte eller indirekte krænkelse af rettighedshavernes ophavsrettigheder eller ideelle rettigheder.

20.

Søgsmålet blev forkastet ved dom af 22. september 2010, hvorefter Pictoright iværksatte appel ved Gerechtshof te’s-Hertogenbosch (appeldomstol i Hertogenbosch), som gav medhold heri ved dom af 3. januar 2012. Appeldomstolen henholdt sig til den af Hoge Raad fastsatte retspraksis i dom af 19. januar 1979 ( 5 ), hvorefter der er tale om en ny offentliggørelse i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Aw’s artikel 12, når det eksemplar, som rettighedshaveren har bragt i omsætning, spredes til almenheden i en anden form, idet dette fører til en ny form for udnyttelse til fordel for de personer, der handler med denne nye form af det eksemplar, der oprindeligt var bragt i omsætning (den såkaldte »Poortvliet-doktrin«). Appeldomstolen fastslog i lyset af denne doktrin, at overførsler på lærred udgør en indgribende ændring af de plakater, hvis afbildning overføres, og at de derfor ikke må bringes i omsætning uden rettighedshavernes samtykke.

21.

Allposters iværksatte kassationsappel ved Hoge Raad med påstand om, at Poortvliet-doktrinen var blevet anvendt med urette, eftersom de ophavsretlige begreber udtømning og tilrådighedsstillelse for almenheden nu er blevet harmoniseret på europæisk niveau. Udtømning som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2001/29 forekommer efter Allposters' opfattelse kun ved spredning af et værk, der er legemliggjort i en fysisk genstand, såfremt dette eksemplar er bragt i omsætning af rettighedshaveren eller med dennes samtykke. En eventuel senere ændring af eksemplaret eller materialet har således ingen følger for udtømningen.

22.

Pictoright har gjort gældende, at retten til bearbejdelse ikke er blevet harmoniseret, og at Poortvliet-doktrinen derfor fortsat finder anvendelse. Pictoright er under alle omstændigheder af den opfattelse, at den nævnte doktrin – og navnlig tanken om, at en (indgribende) ændring af materialet udelukker udtømning – lægger sig nøje op ad EU-retten.

23.

Under disse omstændigheder har Hoge Raad forelagt nærværende præjudicielle spørgsmål.

24.

De præjudicielle spørgsmål, som blev indgivet den 24. juli 2013, har følgende affattelse:

25.

Der er afgivet skriftlige indlæg i sagen af parterne i hovedsagen, den franske regering samt Kommissionen. Alle disse parter samt Det Forenede Kongeriges regering har deltaget i det offentlige retsmøde, der blev afholdt den 22. maj 2014. I retsmødet blev parterne anmodet om at besvare tre spørgsmål i overensstemmelse med procesreglementets artikel 61, stk. 1 og 2: 1) hvorvidt det er muligt at anse overførslen på lærred for en bearbejdelse af værket i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Bernerkonventionens artikel 12, 2) hvorvidt princippet om passende vederlag i et tilfælde, hvor ændringen indebærer en forøgelse af prisen på den genstand, hvori det beskyttede værk indgår, er relevant i forbindelse med vurderingen af, om spredningsretten er udtømt, og 3) hvorvidt de ideelle rettigheder er relevante i forbindelse med fortolkningen af udtømningsreglen.

26.

I forbindelse med det første af de forelagte præjudicielle spørgsmål har Allposters indledningsvis præciseret, at der ved udtrykket »fået sin form ændret« skal forstås en omdannelse af det ved ophavsret beskyttede værks medium, og ikke af selve afbildningen af værket. Allposters har på denne baggrund gjort gældende, at spørgsmålet skal besvares bekræftende. Efter selskabets opfattelse er det i den foreliggende sag ikke værket, men derimod mediet, som er blevet ændret, hvorfor artikel 4 i direktiv 2001/29 finder anvendelse, idet der ved denne bestemmelse er foretaget en fuldstændig harmonisering af såvel spredningsretten (stk. 1) som udtømningsreglen (stk. 2), hvorfor medlemsstaterne ikke har mulighed for at indføre nogen undtagelser.

27.

Pictoright har derimod gjort gældende, at spørgsmålet skal besvares benægtende, eftersom artikel 4 i direktiv 2001/29 efter selskabets opfattelse alene omhandler tilfælde, hvor reproduktionen af det beskyttede værk ikke er blevet ændret. Pictoright har i denne forbindelse gjort gældende, at det af ordlyden af bestemmelsens stk. 2 fremgår, at udtømningsreglen vedrører »genstanden«, dvs. »originalværker eller eksemplarer heraf«, og at reproduktioner, som er overført på lærred, ikke er omfattet af bestemmelsen, eftersom disse adskiller sig væsentligt fra de originale værker eller eksemplarer heraf som følge af de indgribende ændringer, som plakaterne gennemgår, når de overføres på lærred.

28.

Pictoright har støttet sit anbringende på EU’s retspraksis og retlige forskrifter på området for varemærkerettigheder og har navnlig påberåbt sig artikel 7, stk. 2, i direktiv 2008/95/EF ( 6 ) og artikel 13 i forordning (EF) nr. 207/2009 ( 7 ), som er stort set identiske, og hvori det bestemmes, at udtømningen af den til varemærket knyttede rettighed »ikke [finder] anvendelse, hvis indehaveren har rimelig grund til at modsætte sig fortsat markedsføring af varerne, især i tilfælde, hvor disses tilstand er ændret eller forringet, efter at de er markedsført«. Pictoright mener som følge heraf ikke, at retten til bearbejdelse på det ophavsretlige område er blevet harmoniseret af Unionen, skønt Unionen ved sin tiltrædelse af WIPO-traktaten har forpligtet sig til at overholde Bernerkonventionens artikel 12, hvorefter ophavsmænd til litterære eller kunstneriske værker har eneret til at tillade bearbejdelser, arrangementer og andre omformede gengivelser af deres værker.

29.

Den franske regering har centreret sine anbringender omkring dette første spørgsmål, idet det er dens opfattelse, at dette skal besvares i sammenhæng med det spørgsmål, der rejses i det andet præjudicielle spørgsmåls litra a). Efter regeringens opfattelse fremgår det af artikel 4, stk. 1 og 2, i direktiv 2001/29, sammenholdt med 28. betragtning til direktivet, at ophavsmanden til det beskyttede værk har eneret til at tillade eller forbyde den første form for spredning til almenheden, ved salg eller på anden måde, af ethvert fysisk gode eller enhver genstand, hvori værket eller et eksemplar heraf er indeholdt. Spredningsretten vil således alene være udtømt, såfremt rettighedshaveren har foretaget, eller givet sit samtykke til, det første salg eller den første overdragelse af ejendomsretten til det pågældende fysiske gode eller den pågældende genstand.

30.

For så vidt angår det foreliggende tilfælde er det den franske regerings opfattelse, at der ved en overførsel på lærred af et værk eller af et eksemplar af et værk skabes en ny genstand, hvis reproduktion og spredning til almenheden skal tillades eller forbydes af enerettighedshaveren. Den omstændighed, at værket er blevet spredt til almenheden i en anden form, indebærer ifølge regeringen ikke, at rettighedshaverens eneret til spredning er blevet udtømt for så vidt angår den nye genstand.

31.

Denne fortolkning er efter den franske regerings opfattelse den eneste, som er i overensstemmelse med målsætningen i direktiv 2001/29 om at sikre ophavsmænd et højt beskyttelsesniveau for deres rettigheder og et passende vederlag for anvendelsen af deres værker. Dette underbygges af, at overførslen på lærred ikke alene berører ophavsmændenes eneret til spredning, men også andre ophavsretlige aspekter, såsom eneretten til reproduktion og eneretten til bearbejdelse, om end den sidstnævnte rettighed formelt set ikke er anerkendt i EU-retten.

32.

Det Forenede Kongeriges regering har i det offentlige retsmøde gjort gældende, at begrebet »spredning til almenheden« alene omfatter handlinger i forbindelse med overdragelse af ejendomsretten over genstanden. Vanskelighederne kan opstå, når genstanden, efter at være blevet markedsført med ophavsmandens tilladelse, ændres på en sådan måde, at der skabes en anderledes genstand, som ikke har nogen indvirkning på originalværket, således som det f.eks. er tilfældet med fremstillingen af en kollage ud fra fotografier, der er blevet offentliggjort i et magasin. I sådanne tilfælde vil spredningsretten efter Det Forenede Kongeriges regerings opfattelse være udtømt.

33.

Det er Det Forenede Kongeriges regerings opfattelse, at Domstolen bør udvise stor forsigtighed i forbindelse med fastsættelsen af betingelserne for udtømningen af denne rettighed. Domstolen bør således ikke nå frem til den konklusion, at der ikke er tale om udtømning, når eksemplarer af et værk genanvendes eller genbruges under andre former. Når det første salg af en genstand har fundet sted med den fornødne tilladelse, er det vigtigste spørgsmål efter regeringens opfattelse, om fremstillingen af en ny genstand indebærer en reproduktion uden tilladelse af ophavsmandens intellektuelle frembringelse. Hvis dette ikke er tilfældet, er der intet til hinder for, at køberen anvender genstanden efter sit forgodtbefindende.

34.

Kommissionen har foreslået, at det første spørgsmål besvares således, at artikel 4 i direktiv 2001/29 finder anvendelse på en situation som den i hovedsagen foreliggende, og navnlig at de berørte rettighedshavere i princippet kan påberåbe sig spredningsretten som omhandlet i bestemmelsens stk. 1. Der bør efter Kommissionens opfattelse foretages en bred fortolkning af spredningsretten, hvor der både tages hensyn til de i artikel 4, stk. 1, anvendte udtryk »enhver form for spredning« og »originalværker eller eksemplarer heraf«, og til det formål, der forfølges med direktiv 2001/29, nemlig at sikre ophavsmænd et højt beskyttelsesniveau.

35.

Efter Kommissionens opfattelse er den ændrede form, der opstår som følge af overførslen på lærred, ikke til hinder for, at resultatet kan anses for et »eksemplar« af et værk i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/29. For så vidt angår ændringen vil resultatet enten være et identisk eksemplar af plakaten eller en ny reproduktion af originalværket, der ligeledes bør anses for et »eksemplar«. I begge tilfælde har rettighedshaveren efter Kommissionens opfattelse eneret til at tillade eller forbyde spredningen af det resultat, der fremkommer ved overførslen på lærred.

36.

Allposters har gjort gældende, at spørgsmålet i det andet præjudicielle spørgsmåls litra a) besvares benægtende. Efter selskabets opfattelse vil en afbrydelse af udtømningsreglen i tilfælde af en ændring af det beskyttede værks medium være i strid med princippet om varernes frie bevægelighed og med ophavsrettens formål. Beføjelsen til at udnytte det beskyttede værk kommercielt vil således blive indskrænket til den første udbredelse, hvorved rettighedshaveren sikres en fordel.

37.

Allposters har fremhævet, at der på det ophavsretlige område sondres mellem »corpus mechanicum« (det fysiske genstand) og »corpus mysticum« (det gengivne åndsværk), og at det alene er sidstnævnte, der udgør værket for så vidt angår ophavsretten, og som derfor er beskyttet heraf. Værkets indhold skal efter Allposters’ opfattelse betragtes uafhængigt af dets medium, som ikke udgør en del af »selve den intellektuelle frembringelse«. I det foreliggende tilfælde indebærer overførslen på lærred efter selskabets opfattelse en ændring af »corpus mechanicum«, idet papiret er blevet erstattet af lærred, mens »corpus mysticum« derimod er forblevet uændret. I det omfang reproduktionen af det beskyttede værk ikke er blevet ændret ud fra et ophavsretligt synspunkt, vil en ændring af mediet således ikke have nogen indvirkning på anvendelsen af udtømningsreglen og vil derfor heller ikke afbryde denne.

38.

Det er Allposters’ opfattelse, at ovenstående alene står til at ændre i det enkeltstående tilfælde, hvor ændringen af mediet måtte krænke de ideelle rettigheder hos indehaveren af ophavsretten, som beskytter værkets integritet, og som i henhold til retspraksis omfatter såvel originalværkerne som reproduktionerne heraf, uden at være begrænset til den første gang, værket bringes i omsætning. Dette er imidlertid efter selskabets opfattelse ikke tilfældet i den foreliggende sag.

39.

Idet Allposters har gjort gældende, at det andet spørgsmåls litra a) bør besvares benægtende, har selskabet afholdt sig fra at tage stilling til spørgsmålene i litra b) og c), men har dog anført, at Poortvliet-doktrinen ikke er gældende, og at den er i strid med artikel 4, stk. 2, i direktiv 2001/29.

40.

Som følge af ordlyden af sit anbringende vedrørende det første spørgsmål har Pictoright alene fremsat subsidiære anbringender med hensyn til det andet spørgsmål, idet selskabet har anført, at en ændring af værket indebærer, at udtømningen af spredningsretten forhindres eller afbrydes. Pictoright har i denne henseende erindret om, at direktiv 2001/29 sigter mod et højt beskyttelsesniveau, og at udtømningen, for så vidt som den indebærer en begrænsning af rettighedshaverens ret til spredning, i øvrigt skal fortolkes snævert.

41.

Indehaveren af ophavsretten har efter Pictorights opfattelse ikke alene ret til at bestemme, om, men også i hvilken form, vedkommende ønsker at bringe sit værk i omløb, hvorfor vedkommende har mulighed for at opstille betingelser for de licenser, der udstedes. I analogi med EU-varemærkeretten er der ifølge Pictorights opfattelse intet, der kan begrunde, at indehaveren af en ophavsret skal være nødt til at tolerere en senere markedsføring af sit værk – eller af et eksemplar heraf – når først reproduktionen af vedkommendes værk er blevet ændret, for i modsat fald kan der opstå en reel skade på kunstnerens renommé og eneretten til hans værk, hvilket ikke vil være foreneligt med Bernerkonventionens artikel 12.

42.

For så vidt angår det andet præjudicielle spørgsmåls litra b) og c) er det Pictorights opfattelse, at det i overensstemmelse med Peek & Cloppenburg-dommen ( 8 ) er hensigtsmæssigt at lade medlemsstaterne vælge de kriterier, som de ønsker at anvende med henblik på at fastslå, om der er tale om en ændring af en reproduktions form, som forhindrer eller afbryder udtømningen i henhold til artikel 4, stk. 2, i direktiv 2001/29.

43.

Pictoright har subsidiært gjort gældende, at der enten skal fastsættes kriterier for anvendelsen af Bernerkonventionens artikel 12, hvorefter ophavsmanden til et værk har eneret til at tillade enhver form for bearbejdelse, arrangement eller omformet gengivelse heraf, eller at der skal fastsættes kriterier, som er sammenlignelige med kriterierne i samme konventions artikel 6 bis, hvori det bestemmes, at der foreligger en ændring af reproduktionens form, som kan forhindre eller afbryde udtømningen, hvis den pågældende ændring er i strid med ophavsmandens ideelle rettigheder i henhold til nævnte artikel 6 bis. Disse kriterier giver efter Pictorights opfattelse en handlefrihed til at anvende Poortvliet-doktrinen.

44.

Det Forenede Kongeriges regering mener, at bearbejdelsen af et værk indebærer en form for reproduktion heraf, hvilket ikke er tilfældet ved en overførsel på lærred, eftersom overførslen ikke i tilstrækkelig grad repræsenterer en intellektuel skabelsesproces eller en originalitet. For så vidt som der ikke er tale om en reproduktion, har det i øvrigt efter regeringens opfattelse ingen betydning, at prisen på den genstand, hvori det beskyttede værk indgår, forøges, eftersom det passende vederlag allerede er modtaget ved salget af det originale værk. Endelig mener Det Forenede Kongeriges regering heller ikke, at de ideelle rettigheder bør tages i betragtning i forbindelse med fortolkningen af artikel 4, stk. 2, i direktiv 2001/29.

45.

Kommissionen har kommenteret de tre underpunkter i det andet spørgsmål samlet og har i første omgang foreslået, at der foretages en analyse af det materielle anvendelsesområde for udtømningsreglen i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2001/29 med udgangspunkt i en fortolkning af det i bestemmelsen anvendte begreb »genstand«. Ud fra en ordlydsfortolkning, en lovfortolkning, en komparativ fortolkning og en fortolkning af retspraksis er Kommissionen nået frem til, at der ved »genstand« forstås et værk, eller et eksemplar heraf, der er indeholdt i et fysisk gode, som repræsenterer en af ophavsmanden udført intellektuel skabelsesproces, hvis retsbeskyttelse direktiv 2001/29 sigter mod at sikre.

46.

Kommissionen har herefter anført, at en ændring af formen udgør et vigtigt kriterium for at kunne fastslå, om der er tale om en udtømning. Hvis der er foretaget en vis ændring af »genstandens« form, efter at den første gang er blevet solgt inden for EØS med rettighedshaverens samtykke, er det afgørende kriterium for at kunne fastslå, om der foreligger en udtømning eller ej, om der efter den pågældende ændring fortsat er tale om det samme fysiske gode, som repræsenterer den af ophavsmanden udførte intellektuelle skabelsesproces, eller om ændringen er af en sådan art, at der er tale om et andet fysisk gode med en anderledes form, som repræsenterer den nævnte skabelsesproces. I det første tilfælde vil spredningen være omfattet af det oprindeligt afgivne samtykke. I det sidste tilfælde vil der ikke være tale om en udtømning, hvorfor interesserne hos de rettighedshavere, som direktiv 2001/29 sigter mod at beskytte, kan begrunde en undtagelse fra princippet om varernes fri bevægelighed.

47.

Med hensyn til muligheden for at anvende Poortvliet-doktrinen har Kommissionen gjort gældende, at spørgsmålet om udtømning i et tilfælde som i den foreliggende sag i henhold til retspraksis udelukkende er reguleret af EU-retten. Det tilkommer således den nationale ret at fastslå, i hvilket omfang denne doktrin er forenelig med direktiv 2001/29, som fortolket af Domstolen, samt at sikre EU-rettens fulde virkning.

48.

Det realitetsspørgsmål, der rejses i den foreliggende sag, går i sin egentlige forstand ud på, om det afgivne samtykke til spredning af et kunstværk i form af en plakat ligeledes omfatter en spredning heraf i lærredsform.

49.

På baggrund af fremstillingen af de omtvistede omstændigheder i forelæggelseskendelsen og af de oplysninger, som parterne har fremlagt i deres skriftlige indlæg og i det offentlige retsmøde, står det klart, at der ikke findes nogen kommerciel tilknytning mellem Pictoright og Allposters. Indehaverne af ophavsrettighederne har ganske vist tilladt reproduktionen af de omtvistede malerier i form af plakater, men det er ikke Allposters, som har erhvervet denne rettighed. Allposters køber de plakater på markedet, som er blevet bragt i omsætning af den part, der har tilladelse til at reproducere de omtvistede malerier i denne form, og ud fra disse fremstiller Allposters de lærreder, som selskabet herefter udbyder på markedet.

50.

Det står ligeledes klart, at spredningsretten for så vidt angår plakaterne i sig selv allersenest kan anses for udtømt i forbindelse med Allposters’ erhvervelse heraf. Problemet er, at Allposters fremstiller reproduktioner på lærred, og at selskabet til formålet netop anvender de plakater, hvis spredningsret er blevet udtømt. Det kan heraf udledes, at Allposters’ virksomhed ikke er begrænset til spredning, men at der forinden foretages en bearbejdelse på baggrund af de nævnte plakater, som resulterer i et produkt, der så at sige er anderledes.

51.

Anskuet på denne måde kunne man spørge sig selv, om der ikke burde have været rejst et spørgsmål vedrørende retten til reproduktion, dvs. om Allposters på lovlig vis havde erhvervet retten til at reproducere de nævnte værker på lærred, i hvilken forbindelse det ikke ville have nogen betydning, om dette havde fundet sted direkte eller ved bearbejdelse af reproduktioner på papir.

52.

Det er imidlertid ikke på denne baggrund, at den forelæggende ret har forelagt sit spørgsmål om fortolkning af direktiv 2001/29, dvs. med hensyn til retten til reproduktion. Spørgsmålet omhandler derimod retten til spredning, dvs. om Pictoright kan påberåbe sig retten til at kontrollere spredningen af de pågældende kunstværker – som en »ikke-udtømt« rettighed – til støtte for sin påstand om forbud mod at bringe sine værker i omsætning på et tekstilmedium.

53.

Der vil således i mit forslag til afgørelse blive set bort fra enhver betragtning, som er baseret på retten til reproduktion i artikel 2 i direktiv 2001/29, idet Hoge Raads fortolkningsspørgsmål vil blive analyseret i den kontekst, hvori det er blevet forelagt, nemlig med hensyn til den spredningsret, som er omhandlet i samme direktivs artikel 4.

54.

Det er Pictorights opfattelse, at overførslen på lærred indebærer en ændring af »originalværket eller et eksemplar heraf«, og at der således er tale om en »bearbejdelse« af værket, hvorfor spørgsmålet falder uden for anvendelsesområdet for direktiv 2001/29, da direktivet ikke omfatter retten til bearbejdelse. Med andre ord har overførslen på lærred efter Pictorights opfattelse indvirkning på værket og ikke kun på den genstand eller det fysiske medium, hvorpå værket legemliggøres.

55.

Allposters, Kommissionen og den franske regering har derimod gjort gældende, at overførslen på lærred indebærer en ændring af genstanden eller det fysiske medium, og at der dermed er tale om et tilfælde af »spredning« og ikke af »bearbejdelse«, hvorfor direktiv 2001/29 finder anvendelse.

56.

Det er således i første omgang nødvendigt at tage stilling til, hvorvidt den udløsende omstændighed, hvorom den forelæggende ret skal træffe afgørelse, udgør en »bearbejdelse« af værket eller ej. I bekræftende fald vil direktiv 2001/29 nemlig ikke finde anvendelse, eftersom direktivet ikke omhandler den såkaldte »bearbejdelsesret«, som for så vidt angår Unionen er beskyttet i Bernerkonventionen.

57.

I henhold til Bernerkonventionens artikel 12 har ophavsmænd »eneret til at tillade bearbejdelser, arrangementer og andre omformede gengivelser af deres værker«. Efter min opfattelse udgør den udløsende omstændighed i hovedsagen ikke et tilfælde af »bearbejdelse«. En »bearbejdelse« har indvirkning på selve »værket« som resultat af en kunstnerisk skabelsesproces. Et typisk eksempel herpå er filmatiseringen af et litterært værk, idet forfatterens kunstneriske produkt under denne proces omdannes til et filmkunstnerisk produkt, dvs. til et kunstnerisk udtryk, som genskaber indholdet af det oprindelige værk i sit eget begrebsmæssige sprog og univers, der adskiller sig fra dem, hvori produktet oprindeligt blev undfanget.

58.

Netop forskelligheden i sprogene og de kunstneriske teknikker udgør et af grundelementerne i »bearbejdelsen« som en proces, hvorved indholdet af den kunstneriske frembringelse tilpasses de udtryksformer, der kendetegner de forskellige kunstarter. Et andet af grundelementerne omhandler bearbejdelsen som en teknik til kreativt udtryk, hvor det ikke så meget handler om en tilpasning af værket til de ekspressive kendetegn ved et andet kunstnerisk sprog, men snarere om en indgriben i selve værket, hvorved dette – på dets eget sprog – omdannes til et andet værk, hvori dets originale udtryk kun er svagt genkendeligt.

59.

I den foreliggende sag er det efter min opfattelse tydeligt, at overførslen på lærred ikke har indvirkning på den reproducerede afbildning, dvs. på »værket« eller resultatet af den kunstneriske skabelsesproces. Tværtimod består overførslens kvaliteter i, at der foretages en nøjagtig reproduktion på lærredet af det originale billede. Det originale værk overføres således ikke til et kunstnerisk sprog, som er anderledes end det sprog, hvorpå det blev undfanget, og der foregår hverken en forvanskning af afbildningen eller en fjernelse af elementer i kompositionen, ligesom kunstnerens værk ej heller tilføres fremmede elementer. Det drejer sig om så vidt muligt at opnå den højeste grad af lighed med originalen.

60.

Under disse omstændigheder mener jeg ikke, at den udløsende omstændighed i hovedsagen kan anses for en »bearbejdelse«.

61.

Når den forelæggende ret i sit første spørgsmål bemærker, at denne »reproduktion [har] fået sin form ændret«, skal det derfor ikke forstås således, at den foretagne ændring udgør en »bearbejdelse« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Bernerkonventionens artikel 12. At reproduktionen har »fået sin form ændret«, skal snarere forstås således, at der er foretaget en ændring af værkets medium, og ikke af værket som sådan, dvs. som resultat af den kunstneriske skabelsesproces.

62.

Det er i denne forbindelse uden betydning, om retten til bearbejdelse er blevet harmoniseret, eller om Bernerkonventionens artikel 12 finder anvendelse. Det har alene betydning, at den omtvistede rettighed er den, som er omhandlet i artikel 4 i direktiv 2001/29 – dvs. den rettighed, der giver indehaverne heraf eneret til at tillade eller forbyde enhver form for spredning til almenheden af det beskyttede originalværk eller eksemplarer heraf – samt at det af retspraksis og selve direktivets formål kan udledes, at der ved den nævnte bestemmelse er foretaget en fuldstændig harmonisering af udtømningsreglen ( 9 ), uanset om direktiv 2001/29 – ligeledes i henhold til retspraksis – »normalt skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning i hele Fællesskabet« ( 10 ).

63.

Kort sagt bør det første spørgsmål besvares bekræftende, dvs. således, at den rettighed, der er relevant i sagen i første instans, er »retten til spredning« af de konkrete eksemplarer, hvorpå det reproducerede kunstværk legemliggøres, hvorfor artikel 4 i direktiv 2001/29 finder anvendelse.

64.

Herefter rejses det centrale spørgsmål i sagen, nemlig hvorvidt den omstændighed, at reproduktionen har »fået sin form ændret« (dvs. med hensyn til reproduktionens fysiske medium), forhindrer eller afbryder udtømningen af spredningsretten i henhold til artikel 4, stk. 2, i direktiv 2001/29.

65.

Der skal i denne forbindelse erindres om bestemmelsens affattelse:

»Spredningsretten udtømmes ikke i Fællesskabet for så vidt angår originalværker eller eksemplarer heraf, medmindre første salg eller anden overdragelse af ejendomsret i Fællesskabet af den pågældende genstand foretages af rettighedshaveren eller med dennes samtykke.«

66.

Hele problemstillingen går ud på at fastslå, om termen »genstand« i et tilfælde som det foreliggende henviser til den kunstneriske frembringelse eller til dens fysiske medium. Ud fra det ovenstående synes det indlysende, at der er tale om sidstnævnte, hvilket ligeledes er opfattelsen hos Allposters, den franske regering og Kommissionen.

67.

Den omhandlede genstand kan af logiske årsager ikke være værket som corpus mysticum, eftersom ophavsretten til selve værket alene »udtømmes« ved en overdragelse af ejendomsretten til den pågældende rettighed, mens udtømningen af spredningsretten finder sted ved overdragelsen af noget, der nødvendigvis må være forskelligt herfra, nemlig ejendomsretten til den genstand, hvori værket er blevet reproduceret.

68.

Med andre ord: Når ejendomsretten til genstanden (det fysiske medium) er blevet overdraget, udtømmes spredningsretten, men ikke ejendomsretten til ophavsretten, hvis genstand fortsat er den kunstneriske frembringelse.

69.

Denne fortolkning bekræftes efter min opfattelse af 28. betragtning til direktiv 2001/29, hvori det bemærkes, at ophavsretlig beskyttelse »omfatter eneretten til at kontrollere spredning af et værk, der indgår i et fysisk gode« ( 11 ), hvorefter det fastslås, at første salg »af et originalværk eller eksemplarer heraf foretaget af rettighedshaveren eller med dennes samtykke udtømmer retten til at kontrollere videresalg af den pågældende frembringelse« ( 12 ), hvilket tydeligt refererer til ovennævnte »fysiske gode« ( 13 ).

70.

Anskuet på denne måde mener jeg, at det andet spørgsmåls litra a) bør besvares således, at udtrykket »have fået sin form ændret« har betydning for afgørelsen af, om udtømningen er blevet forhindret eller afbrudt i henhold til artikel 4, stk. 2, i direktiv 2001/29. Dette begrundes i, at spredningsretten enten kan overdrages for så vidt angår et hvilket som helst fysisk gode eller alene med hensyn til bestemte goder.

71.

Herefter skal der i overensstemmelse med det andet spørgsmåls litra b), tages stilling til, »hvilke kriterier [der] skal lægges til grund for afgørelsen af, om der er tale om en ændring af reproduktionens form, der forhindrer eller afbryder udtømning som omhandlet i ophavsretsdirektivets artikel 4, stk. 2«.

72.

I overensstemmelse med Kommissionens opfattelse bør der i denne forbindelse tages hensyn til graden af den pågældende ændring. Det, der er vigtigt at fastslå, er nemlig, »om der efter ændringen fortsat er tale om det samme fysiske gode, som repræsenterer den af ophavsmanden udførte intellektuelle skabelsesproces, eller om der ved den ændring, som det berørte gode har gennemgået, skabes et andet fysisk gode, som med en anden form repræsenterer den nævnte skabelsesproces« ( 14 ).

73.

I den foreliggende sag er kvaliteten af den ændring, der er blevet foretaget af det fysiske medium, hvori kunstnernes intellektuelle frembringelse indgår, efter min opfattelse af en sådan art, at det vil kunne hævdes, at den af Allposters udførte handling i virkeligheden indebærer en ny reproduktion af de beskyttede intellektuelle frembringelser.

74.

Ved denne handling bliver en afbildning, som oprindeligt er reproduceret på papir, overført på lærred, hvilket indebærer en åbenbar ændring af det fysiske medium, hvorpå der er givet tilladelse til, at billedværkerne udbredes. Det særlige ved denne ændring er, at afbildningen ved overførslen på lærred ikke overføres på et hvilket som helst medium, men netop på et medium af samme art som det, hvorpå originalværket er legemliggjort. Jeg mener derfor, at der er grundlag for at rejse spørgsmålet om, hvorvidt det i det hele taget er spredningsretten, der er relevant, eller om det ikke snarere er retten til reproduktion af det kunstneriske værk i sin helhed, dvs. som en helhed bestående af en afbildning, der er fikseret på et bestemt medium. Det er med andre ord muligt at hævde, at Allposters ikke begrænser sig til at udbrede en afbildning på papir, som oprindeligt var fastgjort på et lærred, men derimod i virkeligheden reproducerer den kunstneriske frembringelse i sin helhed. Helt konkret bringer selskabet ikke afbildningen af et maleri i omsætning, men derimod en ækvivalent af maleriet i sig selv.

75.

Ses der bort fra den sidstnævnte betragtning, og tages der alene hensyn til den måde, hvorpå Hoge Raad har formuleret sit præjudicielle spørgsmål, skal Domstolen i sin besvarelse – således som jeg har redegjort for i punkt 49-53 – begrænse sig til at fastslå, om den af Allposters foretagne ændring under sagens omstændigheder udgør en sådan ændring af det fysiske medium, at der under alle omstændigheder er tale om en spredning af de reproducerede værker, der ikke indebærer en udtømning af den ret, som Pictoright er sikret i henhold til artikel 4 i direktiv 2001/29.

76.

Anskuet på denne måde finder jeg det åbenbart, at den omtvistede ændring er tilstrækkelig relevant og kvalificeret til, at det kan fastslås, at Pictorights spredningsret ikke kan anses for at være udtømt. Ændringens relevans skyldes, at den ikke udgør en hvilken som helst ændring af det markedsførte værks fysiske medium, men at der derimod netop er tale om anvendelse af et medium, der viser sig at være af samme art som det medium, hvorpå den intellektuelle frembringelse oprindeligt var fastgjort. Den foreliggende sag er som følge af denne omstændighed af en ganske særlig karakter, idet den adskiller sig fra de sager, hvor det medium, der anvendes ved spredningen af den intellektuelle frembringelse, er af en sådan art, at den ikke kan lede til forveksling med det originale værk. Et typisk eksempel herpå er de af Det Forenede Kongeriges regering anførte kollager.

77.

Det bør efter min opfattelse være tilstrækkeligt at fastslå, at den af Allposters foretagne ændring i et tilfælde som i den foreliggende sag er af en sådan art, at der må antages at foreligge en så væsentlig ændring i det beskyttede værks fysiske medium, at det kan udelukkes, at spredningsretten er blevet udtømt. Ud over denne betragtning mener jeg ikke, at der er grundlag for på abstrakt vis at tage stilling til, hvilke betingelser der generelt skal være opfyldt for at kunne bedømme, om der foreligger en tilstrækkelig ændring til at kunne udelukke, at spredningsretten er blevet udtømt. Der er derimod i den foreliggende sag tale om en retslig præcisering af en lovbestemmelses rækkevidde, som alene kan foretages fra sag til sag i forbindelse med successive processer vedrørende konkrete og enkeltstående tvister.

78.

Kort sagt mener jeg ikke, at Pictorights ret til at kontrollere spredningen af reproduktionerne af de berørte værker i den foreliggende sag er blevet udtømt i forbindelse med det første salg af plakaterne, da det, som Allposters har haft til hensigt at sprede, tydeligvis er »noget andet«, uanset om dette »noget andet« er opnået ved bearbejdelse af de nævnte plakater, hvilket udgør en vilkårlig omstændighed, som ikke kan have afgørende betydning.

79.

Det tredje og sidste af de spørgsmål, som det andet præjudicielle spørgsmål er opdelt i, omhandler foreneligheden af den nederlandske retspraksis (Poortvliet-doktrinen) med EU-retten.

80.

Ifølge Hoge Raads fremstilling fremgår det af denne doktrin, at der i princippet »er tale om en ny offentliggørelse [...], når et eksemplar, som den rettighedshavende har bragt i omsætning, spredes til almenheden i en anden form, idet dette fører til en ny form for udnyttelse til fordel for de personer, der handler med denne nye form af det eksemplar, der oprindeligt var bragt i omsætning« ( 15 ).

81.

På denne baggrund er det tydeligt, at Domstolen ikke bliver bedt om at tage stilling til, om den nationale retspraksis er korrekt. Domstolen anmodes blot om at bekræfte, at det – i lyset af Domstolens fortolkning af direktiv 2001/29 og henset til de kriterier, der stilles til rådighed med henblik på at anvende det pågældende direktiv på det omtvistede tilfælde – tilkommer den forelæggende ret at afgøre, om den nævnte retspraksis er forenelig med EU-retten eller ej.

82.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg Domstolen at besvare det præjudicielle spørgsmål således: