1.

Den foreliggende sag giver Domstolen lejlighed til inden for rammerne af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ( 2 ) at konkretisere to grundlæggende retsbegreber: nemlig begrebet civil- og handelsretlige område og begrebet grundlæggende retsprincipper.

2.

Her rejser der sig for det første det spørgsmål, om begrebet »det civil- og handelsretlige område« omfatter muligheden for at gøre krav gældende ved domstolene, der støttes på overtrædelser af konkurrencereglerne, når de er rettet mod selskaber, hvori en offentlig myndighed ejer aktiemajoriteten. For det andet skal det afklares, om og, i bekræftende fald, under hvilke betingelser fuldbyrdelse af retsbevarende foranstaltninger kan nægtes af hensyn til grundlæggende retsprincipper.

3.

Den primærretlige ramme for denne sag udgøres i det væsentlige af artikel 81 EF og 82 EF (nu artikel 101 TEUF og 102 TEUF) ( 3 ), rammen for den afledte ret af artikel 1, 22, 34 og 35 i forordning nr. 44/2001.

4.

Artikel 1, stk. 1, i den nævnte forordning definerer sit materielle anvendelsesområde således:

»Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset rettens art. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender.«

5.

Afdeling 6 i kapitel II i forordning nr. 44/2001 fastsætter visse enekompetencer. I artikel 22 hedder det:

»Enekompetente, uden hensyn til bopæl, er:

[...]

6.

Artikel 34 i forordning nr. 44/2001 regulerer anerkendelsen af afgørelser fra andre medlemsstater og lyder i uddrag:

»En retsafgørelse kan ikke anerkendes:

[...]«

7.

Den ligeledes i forbindelse med anerkendelse relevante artikel 35, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 bestemmer:

»En retsafgørelse kan endvidere ikke anerkendes, såfremt kompetencereglerne i kapitel II, afdeling 3, 4 og 6, er tilsidesat [...]«

8.

For den foreliggende sag er det især Likums »Par aviāciju« (lov om luftfart) og dens gennemførelsesbestemmelser, der er relevante.

9.

Ifølge den lettiske lov om luftfart skal luftfartøjsoperatører betale gebyrer bl.a. for benyttelse af lufthavne.

10.

Med udgangspunkt heri fastsattes det på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen ved forskellige dekreter, at transportselskaber, der fløj til eller fra lufthavnen i Riga, kunne opnå rabat på gebyrerne. Rabatternes størrelse afhænger af det antal afrejsende passagerer, som det pågældende selskab har transporteret fra Riga i løbet af et år.

11.

AS flyLAL-Lithuanian Airlines (herefter »flyLAL«) er et litauisk luftfartsselskab, som i mellemtiden er gået konkurs, og som på markedet for luftfartsydelser følte sig diskrimineret i forhold til en konkurrent, det lettiske luftfartsselskab AS Air Baltic Corporation (herefter »Air Baltic«). flyLAL var navnlig af den opfattelse, at selskabet på grund af en retsstridig konkurrencesituation havde lidt økonomiske tab i Letland og Litauen.

12.

I 2008 sagsøgte flyLAL derfor Air Baltic og VAS Starptautiskā lidosta Rīga (herefter »Lidosta Rīga«), et af det offentlige ejet kapitalselskab, der bestyrer lufthavnen i Riga, ved Vilniaus Apygardos Teismas (regionalretten Vilnius) bl.a. med påstand om betaling af en erstatning på 199830000 LTL ( 4 ). Sagsøgeren støttede sit søgsmål på en tilsidesættelse af den europæiske konkurrenceret. Sagsøgeren gjorde i det væsentlige gældende, at Air Baltic havde misbrugt sin dominerende stilling på markedet inden for rammerne af den lettiske politik vedrørende rabat på lufthavnsgebyrer. Rabatterne på gebyrerne i Letland havde bl.a. sat Air Baltic i stand til at operere i Vilnius Lufthavn (Republikken Litauen) med dumpingpriser. Endvidere måtte en systematisk ydelse af rabatter på lufthavnsgebyrer anses for en forbudt aftale, som de sagsøgte har indgået.

13.

Før der blev afsagt endelig dom i hovedsagen, bestemte Lietuvos Apeliacinis Teismas (den litauiske appelret) ved dom af 31. december 2008, at der skulle ske en midlertidig beslaglæggelse af formueværdier tilhørende Air Baltic og Lidosta Rīga, svarende til det påstævnte beløb (herefter »foreløbige, sikrende retsmidler«).

14.

flyLAL anmodede derpå Rīgas pilsētas priekšpilsētas tiesa (retten for området Vidzeme i Riga by) om at anerkende dommen af 31. december 2008 og lade den fuldbyrde i Letland. Denne anmodning blev i første instans i det væsentlige taget til følge ved afgørelse af 19. januar 2012, som derved anerkendte dommen af 31. december 2008 og erklærede den for eksigibel i Republikken Letland.

15.

Nu skal den forelæggende ret, Augstākās tiesas Senāts (øverste domstol i Republikken Letland), træffe afgørelse i en appel iværksat af Air Baltic og Lidosta Rīga til prøvelse af anerkendelsen og fuldbyrdelsen af dommen af 31. december 2008 i Letland.

16.

Den forelæggende ret rejser for det første spørgsmålet om, hvorvidt det litauiske erstatningssøgsmål – og konkret dommen af 31. december 2008 – drejer sig om en sag på det civil- og handelsretlige område i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 1 i forordning nr. 44/2001. Er dette tilfældet, skal det for det andet afklares, om de lettiske retter ikke allerede i medfør af artikel 22 i forordning nr. 44/2001 var enekompetente til at træffe afgørelse om erstatningssøgsmålet. Er dette korrekt, rejser der sig for det tredje et yderligere spørgsmål, nemlig om Augstākās tiesas Senāts i henhold til artikel 35, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 skal afvise at anerkende dommen af 31. december 2008, da den udgør en tilsidesættelse af samme forordnings artikel 22. For det fjerde spørger Augstākās tiesas Senāts endelig om, hvorvidt anerkendelsen af den omhandlede dom er forenelig med grundlæggende retsprincipper i Republikken Letland som omhandlet i artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001. Dommen af 31. december 2008 indeholder for det første kun en sparsom fremstilling med hensyn til beregningen af det påstævnte beløb, som er betydeligt. Da den litauiske sagsøger i mellemtiden er erklæret konkurs, ville sagsøgte for det andet i tilfælde af en senere frifindelse ikke have nogen realistisk mulighed for at opnå erstatning for det tab, selskabet har lidt som følge af de foreløbige, sikrende retsmidler. For Republikken Letland, der ejer henholdsvis 100% og 52,6% af andelene i de sagsøgte selskaber, kunne det medføre et betydeligt tab, som ville indvirke på statens økonomiske interesser og bringe statens sikkerhed i fare.

17.

På baggrund heraf har Augstākās tiesas Senāts udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

18.

Med sit første spørgsmål ønsker Augstākās tiesas Senāts i det væsentlige oplyst, om det litauiske erstatningssøgsmål og konkret dommen af 31. december 2008 er en sag på det civil- og handelsretlige område i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001.

19.

Til besvarelse af dette spørgsmål må det først afklares, hvad der skal forstås ved »det civil- eller handelsretlige område« som omhandlet i forordning nr. 44/2001. I den forbindelse skal Domstolens praksis vedrørende dette kriterium gennemgås (punkt 1), og den deraf opnåede viden skal så overføres på de faktiske omstændigheder i hovedsagen (punkt 2).

20.

Ifølge Domstolens faste praksis ( 5 ) skal begrebet »det civil- og handelsretlig område« fortolkes som et selvstændigt EU-retligt begreb, hvorved der skal tages hensyn til formålet med og opbygningen af forordning nr. 44/2001 og til de almindelige principper, som kan udledes af de nationale retssystemer under ét ( 6 ).

21.

I det omfang forordning nr. 44/2001 træder i stedet for Bruxelles-konventionen ( 7 ) i forholdet mellem medlemsstaterne ( 8 ), gælder Domstolens fortolkning af konventionen for de tilsvarende bestemmelser i forordning nr. 44/2001 fortsat ( 9 ). Dette gælder for artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, som indtager den samme plads og opfylder samme funktion som Bruxelles-konventionens artikel 1, stk. 1 ( 10 ).

22.

Ifølge fast praksis vedrørende de førnævnte bestemmelser kan retsafgørelser på grund af faktorer, som karakteriserer retsforholdet mellem parterne i tvisten, eller på grund af genstanden for denne tvist være udelukket fra anvendelsesområdet i forordning nr. 44/2001 ( 11 ).

23.

For at kunne konstatere, om det drejer sig om en sag på det civil- og handelsretlig område, er det nødvendigt at undersøge først de faktorer, som karakteriserer retsforholdet mellem parterne i hovedsagen (punkt 2a), og dernæst – for at finde frem til genstanden for tvisten i hovedsagen (punkt 2b) – de faktiske omstændigheder, der ligger bag parternes krav, samt grundlaget og de nærmere regler for iværksættelsen af søgsmålet ( 12 ).

24.

Først skal det retsforhold mellem sagsøgeren og de sagsøgte i hovedsagen undersøges, som danner baggrund for den påståede tilsidesættelse af den europæiske konkurrenceret, på grund af hvilken sagsøgeren kræver erstatning.

25.

Som det fremgår af forelæggelseskendelsen, er to selskaber involveret i tvisten i hovedsagen, i hvilke Republikken Letland ejer henholdsvis 100% og 52,6% af aktierne, nemlig Lidosta Rīga og Air Baltic.

26.

Dette er dog i sig selv endnu ikke tilstrækkeligt til at udelukke anvendelsen af forordning nr. 44/2001. Det afgørende er, om det omhandlede retsforhold er forbundet med udøvelse af offentligretlige beføjelser ( 13 ). Hvis dette ikke er tilfældet, kan der være åbnet for anvendelsen af forordning nr. 44/2001.

27.

Dette spørgsmål skal herefter undersøges vedrørende det retsforhold, der består mellem de enkelte parter i hovedsagen.

28.

Hvad angår retsforholdet mellem flyLAL og Air Baltic kræver spørgsmålet ifølge retsforholdets natur ingen nærmere behandling.

29.

Begge selskaber står over for hinanden som udbydere på markedet for lufttransportydelser og som aftagere på markedet for benyttelse af lufthavne. Ingen af parterne udøver her i forhold til den anden en offentlig myndighed, som privatpersoner ikke har ret til at udøve ( 14 ).

30.

Lige så lidt er også retsforholdet mellem flyLAL og Lidosta Rīga karakteriseret ved, at der udøves offentlig myndighed.

31.

Det centrale punkt i dette retsforhold består i, at flyLAL benytter lufthavnen i Riga mod betaling af en lufthavnsafgift. Denne benyttelse af lufthavnen består i det væsentlige i at betjene fly samt passagerer og fragt. Over for brugerne af lufthavnen opererer Republikken Letland – via sit helejede datterselskab Lidosta Rīga – dermed på privatretligt grundlag ved at åbne markedet for lufthavnstjenesteydelser i lufthavnen i Riga ( 15 ). Enhver anden privat erhvervsdrivende – f.eks. en privat drevet lufthavn – kan præstere disse ydelser på samme vis ( 16 ).

32.

Den omstændighed, at Lidosta Rīga hvad angår udformning af afgifterne og navnlig ydelse eller ikke-ydelse af rabatter er underlagt Republikken Letlands lovbestemmelser, som gør krav på almen gyldighed, ændrer intet herved. Denne binding vedrører nemlig forholdet mellem Republikken Letland som aktionær og Lidosta Rīga som dens helejede datterselskab og har ingen indvirkning på forholdet mellem Lidosta Rīga og flyLAL som bruger af lufthavnen.

33.

Lige så lidt kommer det an på, om det står Lidosta Rīga frit for at anvende de afgifter, der opkræves af selskabet, efter eget valg, eller om det på dette punkt er underlagt lovbestemmelser. Heller ikke dette aspekt har betydning for arten af dets retsforhold til lufthavnsbrugere som flyLAL, men derimod for Lidosta Rīgas herfra forskellige retsforhold til dets aktionær, Republikken Letland.

34.

Den foreliggende situation i hovedsagen adskiller sig således fra den situation, der lå til grund for LTU-dommen ( 17 ). I den sag drejede det sig ganske vist om vederlag for tjenesteydelser, der blev leveret i forbindelse med lufttransport, men rent konkret var der ikke tale om vederlag for en kommerciel udnyttelse af lufthavnen. Det drejede sig derimod om en route-afgifter, der blev opkrævet for brugen af luftfartssikkerhedstjenester leveret af en international luftovervågningsorganisation – dvs. for egentlige offentligretlige interesser såsom kontrol og overvågning af luftrummet ( 18 ).

35.

Det var udelukkende med sådanne en route-afgifter for øje, at Domstolen i LTU-dommen fastslog, at der forelå en sammenhæng med, at »den offentlige myndighed udøve[de] en offentligretlig beføjelse« ( 19 ). I LTU-dommen forelå der altså – i modsætning til den foreliggende sag – elementer, der typisk karakteriserer et underordnelsesforhold, og som talte for, at der udøvedes offentlig myndighed.

36.

Den sondring, der her foretages ved fastlæggelse af begrebet »det civil- og handelsretlige område«, mellem levering af luftfartssikkerhedstjenester, der er forbundet med udøvelse af offentlig myndighed, på den ene side og åbning af et marked for lufthavnstjenesteydelser på den anden side, er i øvrigt i overensstemmelse med lignende overvejelser fra Domstolens side på det konkurrenceretlige område.

37.

I denne sammenhæng har Domstolen i nogle tidligere afgørelser behandlet indplaceringen af et lufthavnsdriftsorgans aktiviteter. Den er her hver gang kommet til den konklusion, at tilrådighedsstillelsen »af lufthavnstjenester mod betaling af bl.a. lufthavnsafgifter« udgør en erhvervsmæssig virksomhed og dermed principielt skal bedømmes efter bestemmelserne i den europæiske konkurrenceret ( 20 ). Dette afhænger hverken af den private eller offentlige status af den enhed, som udøver virksomheden, eller af dennes rentabilitet ( 21 ).

38.

Imidlertid består der mellem den – for artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 relevante – sondring mellem et retsforhold af privatretlig og offentligretlig karakter på den ene side og sondringen mellem økonomisk virksomhed og myndighedsudøvelse inden for rammerne af konkurrenceretten på den anden side ikke blot en terminologisk lighed, men også en indholdsmæssig sammenhæng, der berettiger til at anlægge kongruente bedømmelseskriterier. Domstolen følger åbenbart også denne opfattelse, når den i dommen SAT Fluggesellschaft, der handler om konkurrenceret, henviser til LTU-dommen ( 22 ). Det kan heraf sluttes, at anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001 skal bedømmes efter de samme kriterier, som Domstolen har udviklet for kriteriet om økonomisk virksomhed inden for konkurrenceretten. I modsat fald ville der fremkomme vanskeligt forklarlige modsigelser i bedømmelsen, hvis en oprindelig økonomisk virksomhed frakendes sin karakter af at tilhøre det civil- og handelsretlige område.

39.

Derfor er heller ikke arten af Lidosta Rīgas retsforhold til sagsøgeren i hovedsagen karakteriseret ved, at der udøves offentlig myndighed, men er af økonomisk-privatretlig karakter, da det i det væsentlige drejer sig om levering af lufthavnstjenesteydelser mod vederlag.

40.

I det følgende skal det undersøges, om også tvistens genstand bekræfter de ovenfor fundne resultater vedrørende arten af retsforholdet mellem parterne.

41.

Indledningsvis skal det påpeges, at der – som fremhævet af Republikken Letlands regering og Lidosta Rīga – på grundlag af de oplysninger, den forelæggende ret har givet, så afgjort er betænkeligheder med hensyn til, om der foreligger en konkurrencestridig aftale til ugunst for sagsøgeren i hovedsagen, og at det ingenlunde synes sikkert, at Lidosta Rīga har misbrugt en dominerende stilling på markedet på grund af, at selskabet er bundet af den lettiske stats lovbestemmelser ( 23 ). I den foreliggende sag skal Domstolen imidlertid ikke tage stilling til, om der foreligger en overtrædelse af konkurrencereglerne, men derimod undersøge genstanden for tvisten i hovedsagen, hvis centrale punkt er et erstatningskrav for overtrædelse af artikel 81 EF og 82 EF, for at undersøge, om sagen er omfattet af det civil- og handelsretlige område ( 24 ).

42.

Afgørende for bedømmelsen af tvistens genstand er her de faktiske omstændigheder, der ligger bag det omtvistede krav. Hvis det rejste krav har sit udspring i en handling foretaget under udøvelsen af offentlig myndighed, omfattes det ikke af det civil- og handelsretlige område ( 25 ). Det er dog ikke enhver sammenhæng med udøvelsen af offentlig myndighed, der er tilstrækkelig hertil. Det afgørende er snarere, om den handling, hvoraf kravet udspringer, er foretaget under udøvelse af offentligretlige beføjelser ( 26 ).

43.

Arten af det ovenfor undersøgte retsforhold mellem parterne, som danner grundlag for det rejste krav om erstatning, viser allerede, at der i den foreliggende sag ikke er tale om udøvelse af offentligretlige beføjelser. Denne konklusion anfægtes hverken af, at erstatningskravene for tilsidesættelse af den europæiske konkurrenceret er af ren EU-retlig karakter [herom afsnit i)], eller af de særlige omstændigheder i den foreliggende sag, især det forhold, at statslige myndigheder er involveret [herom afsnit ii)].

44.

I det følgende undersøges først retsgrundlaget og den retlige ramme for konkurrenceretlige erstatningskrav generelt. Dernæst vurderes genstanden i hovedsagen i lyset heraf.

45.

Erstatningspligten hos karteldeltagere eller selskaber med en dominerende stilling, der har misbrugt deres stilling på markedet, er et EU-retligt princip, der kan udledes direkte af primærretten ( 27 ).

46.

Således har Domstolen allerede flere gange fastslået, at det i betragtning af, at artikel 81 EF skaber umiddelbare virkninger i forholdet mellem private og fremkalder rettigheder for borgerne ( 28 ), ville bringe den effektive virkning af forbuddet i denne bestemmelse i fare, hvis det ikke var muligt for nogen at kræve erstatning for skade påført dem som følge af en aftale eller en adfærd, der kan begrænse eller fordreje konkurrencen ( 29 ).

47.

Selv om Domstolen hidtil ikke har haft lejlighed til at træffe afgørelse herom, bør der ikke herske nogen seriøs tvivl om, at det samme også må gælde for den anden centrale bestemmelse i den europæiske konkurrenceret, nemlig artikel 82 EF.

48.

Set ud fra de europæiske regler om civil retspleje er tilsvarende erstatningssøgsmål rettet mod selskaber, som har tilsidesat artikel 81 EF og/eller 82 EF, i princippet omfattet af det civil- og handelsretlige område i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 ( 30 ). Europa-Kommissionen har for nylig endnu en gang fremhævet dette i sit forslag til et gennemførelsesdirektiv på konkurrencerettens område ( 31 ).

49.

I betragtning af de særlige omstændigheder i den foreliggende sag, især at de selskaber, der er anlagt erstatningssøgsmål mod, er i offentligretligt regi, samt navnlig det aspekt, at overtrædelsen af konkurrencereglerne antages at være fastlagt i den lettiske stats lovgivning, må man herefter alligevel stille det spørgsmål, om der også in casu kan holdes fast ved denne privatretlige klassificering.

50.

Det er min opfattelse, at dette spørgsmål skal besvares bekræftende. Følgende to aspekter taler herfor:

51.

Som allerede anført i punkt 38, er det med hensyn til sondringen mellem et retsforhold af privatretlig og af offentligretlig karakter de samme kriterier, der skal anvendes på anvendelsesområdet for forordning (EF) nr. 44/2001, som ved sondringen mellem selskabers økonomiske virksomhed og myndighedsudøvelse som omhandlet i artikel 81 EF og 82 EF.

52.

I tilknytning hertil skal det også vedrørende spørgsmålet om tvistens genstand, som i sidste ende drejer sig om, hvorvidt den handling, hvoraf kravet udspringer, er foretaget under udøvelse af offentligretlige beføjelser ( 32 ), i den foreliggende sag afvises, at der foreligger et tydeligt offentligretligt præg: For det første står den adfærd, som udgør den overtrædelse af konkurrencereglerne, der begrunder kravet, dvs. her Lidosta Rīgas opkrævning af lufthavnsgebyrer af forskellig størrelse, i umiddelbar sammenhæng med det pågældende selskabs økonomiske virksomhed, nemlig driften af en lufthavn. For det andet kan de anvendte artikler 81 EF og 82 EF, som kravet bygger på, i det hele taget kun gælde, når det erstatningspligtige selskab ikke udøver offentlig myndighed, men netop er økonomisk aktiv.

53.

Heraf følger allerede, at det verserende erstatningssøgsmål (og de foreløbige og sikrende retsmidler) må være omfattet af det civil- og handelsretlige område i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 1, stk. 1, i forordning (EF) nr. 44/2001.

54.

Også det forhold, at de faktiske omstændigheder, som efter sagsøgers opfattelse begrunder kravet, ikke kun udviser forbindelse til EU-konkurrenceretten, men også indgår i en kontekst inden for den nationale luftfartsret, fører ikke til nogen anden konklusion. Det foreliggende erstatningssøgsmål er nemlig – et punkt, der i det følgende skal tages op til sidst – ikke rettet mod den lettiske lovgivning og dermed ikke mod de såkaldte acta iure imperii.

55.

Den forelæggende ret er – som det tydeligt fremgår af dens forelæggelseskendelse – åbenbart af den opfattelse, at sagsøgeren i hovedsagen med sit erstatningssøgsmål i den sidste ende anfægter Republikken Letlands lovgivning.

56.

I den forbindelse skal der for det første henvises til, at en stats hæftelse for acta iure imperii i virkeligheden ikke falder ind under anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001. Omarbejdningen af forordning nr. 44/2001, som er bindende fra den 10. januar 2015, indeholder herom nu en præciserende tilføjelse til retsakten ( 33 ).

57.

Desuden skal det fastslås, at en stat ifølge det alment anerkendte princip om statens immunitet – par in parem non habet imperium – når det drejer sig om acta iure imperii ikke kan undergives en anden stats kompetence ( 34 ) .

58.

Alligevel kan de betænkeligheder, som den forelæggende ret har fremsat, efter min mening ikke tiltrædes.

59.

For det første er formålet med det søgsmål, der er anlagt i den litauiske hovedsag, ikke en legalitetsprøvelse, men udelukkende at opnå en kompensation for tab lidt som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten. Selv om det voksende antal kartelretlige erstatningssøgsmål, hvilket Domstolen allerede flere gange har fremhævet, kan yde et væsentligt bidrag til opretholdelsen af en effektiv konkurrence inden for Unionen ( 35 ) og derfor også er i almenhedens interesse, er dette ikke tilstrækkeligt til at gøre et erstatningssøgsmål mod et eller flere offentligretlige selskaber, der driver privatretlig virksomhed, til en sag om kontrol af statslige retsakter. Dette gælder, selv om den omtvistede overtrædelse af konkurrencereglerne i hvert fald indirekte er blevet påvirket af statslige retsakter, her f.eks. i form af lettiske regler om lufthavnsafgifter.

60.

For det andet fører heller ikke den af den forelæggende ret anførte manglende retsvirkning af artikel 81, stk. 2, EF til nogen anden vurdering.

61.

Det forhold, at en overtrædelse af bestemmelserne om forbud mod karteller i henhold til artikel 81, stk. 2, EF også medfører den konkurrencestridige aftales ugyldighed, vedrører nemlig udelukkende selve den konkrete aftale – dvs. den aftale, der regulerer den økonomiske forbindelse mellem Lidosta Rīga og Air Baltic – men ingenlunde de lettiske lovbestemmelser, der formodentlig har påvirket den indirekte. Hvis disse lovbestemmelser rent faktisk var uforenelige med EU-konkurrenceretten, ville EU-rettens forrang ganske vist kunne være til hinder for dens anvendelse. Dette ville imidlertid ikke være en direkte følge af erstatningssøgsmålet.

62.

Den automatiske ugyldighed, som artikel 81, stk. 2, EF medfører, gør i hvert fald ikke et subjektivt erstatningssøgsmål til en objektiv kontrolprocedure om statslig lovgivning.

63.

Det første præjudicielle spørgsmål skal derfor besvares med, at en tvist om foreløbige og sikrende retsmidler som den i hovedsagen omhandlede, i hvilken et privatretligt luftfartsselskab på grund af påståede overtrædelser af Den Europæiske Unions konkurrenceret kræver erstatning bl.a. fra et selskab, som er ejet af en offentlig myndighed, der giver sagsøgeren adgang til at benytte en lufthavn mod betaling af lufthavnsafgift, er en sag på det civil- og handelsretlige område i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 1, stk. 1, i forordning (EF) nr. 44/2001, selv om lufthavnsafgifter og eventuelle rabatter på disse afgifter reguleres af nationale lovbestemmelser.

64.

Med sit andet og tredje spørgsmål, som kan behandles under ét, ønsker den forelæggende ret i det væsentlige først oplyst, om et kartelretligt erstatningssøgsmål som det i hovedsagen omhandlede skal anses for en tvist om gyldigheden af beslutninger truffet af selskabsorganer i henhold til artikel 22, nr. 2, i forordning nr. 44/2001. Er dette tilfældet, ønsker retten desuden oplyst, om artikel 35, stk. 1, sammenholdt med artikel 22, nr. 2), i forordning nr. 44/2001, såfremt hovedsagen føres for en anden ret end en, der har kompetence i henhold til artikel 22, nr. 2), i forordning nr. 44/2001, også er til hinder for anerkendelsen af en afgørelse truffet af denne anden ret under en sag om foreløbige og sikrende retsmidler.

65.

Det andet spørgsmål skal besvares benægtende, hvorved en undersøgelse af det tredje spørgsmål er overflødig.

66.

Genstanden for søgsmålet i hovedsagen og for de foreløbige og sikrende retsmidler, som det drejer sig om i den for den forelæggende ret verserende hovedsag, er i det væsentlige en påstand om erstatning fra sagsøgerens side, men ikke »gyldighed, ugyldighed eller opløsning af selskaber [...] eller [...] gyldighed af beslutninger truffet af disses organer« i henhold til artikel 22, nr. 2), i forordning nr. 44/2001.

67.

Ganske vist anfægter sagsøgeren med sin erstatningspåstand indirekte også Lidosta Rīgas afgiftspolitik, som, selv om den er fastlagt i lovregler, i den sidste ende også kan være kommet til udtryk i beslutninger truffet af Lidosta Rīgas aktionærer eller direktion.

68.

Artikel 22, nr. 2), i forordning nr. 44/2001 har imidlertid karakter af undtagelsesbestemmelse og skal derfor fortolkes snævert. Den har til formål at koncentrere den retslige kompetence til selskabets hjemsted, dog kun for sådanne søgsmål, som direkte vedrører de sagsgenstande, der udtømmende er opregnet i bestemmelsen. Da det i den foreliggende sag imidlertid ikke drejer sig om et annullationssøgsmål, der direkte er rettet mod en beslutning, ja, da der i hovedsagen end ikke er sat navn på eller anfægtet nogen konkret beslutning, er artikel 22, nr. 2), i forordning nr. 44/2001 i den foreliggende sag lige så lidt relevant som artikel 35 i samme forordning, for så vidt som denne refererer til forordningens artikel 22.

69.

Det andet præjudicielle spørgsmål skal derfor besvares med, at et erstatningssøgsmål som det, der er tale om i hovedsagen, ikke er en tvist om gyldigheden af beslutninger truffet af selskabsorganer som omhandlet i artikel 22, nr. 2), i forordning nr. 44/2001.

70.

Med sit fjerde spørgsmål ønsker Augstākās tiesas Senāts i det væsentlige oplyst, om en medlemsstats grundlæggende retsprincipper er til hinder for anerkendelsen af en retsafgørelse om foreløbige og sikrende retsmidler, hvis for det første det anseelige beløb, som er sikret ved en midlertidig beslaglæggelse, ikke er blevet begrundet, og der for det andet er risiko for, at der opstår et tab, som ikke kan erstattes, og som kan have indvirkning på de økonomiske interesser hos den stat, hvori der anmodes om anerkendelse, hvorved statens sikkerhed kan bringes alvorligt i fare.

71.

Indledningsvis skal det påpeges, at artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 ifølge fast retspraksis ( 36 ) skal fortolkes snævert, da den indebærer en hindring for at realisere et af de grundlæggende mål med denne forordning ( 37 ). Klausulen om grundlæggende retsprincipper, som indgår i denne bestemmelse, kan derfor kun spille en rolle i undtagelsestilfælde ( 38 ).

72.

Medlemsstaterne kan i denne sammenhæng ganske vist på grundlag af forbeholdet i artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 som udgangspunkt frit fastlægge, hvilke krav der efter deres nationale opfattelse kan udledes af deres grundlæggende retsprincipper, men afgrænsningen af dette begreb hører under fortolkningen af forordningen ( 39 ). Derfor tilkommer det ganske vist ikke Domstolen at fastlægge indholdet af en medlemsstats grundlæggende retsprincipper, men det påhviler den dog at efterprøve de grænser, inden for hvilke en ret i en medlemsstat kan anvende begrebet som begrundelse for ikke at anerkende en afgørelse, der er truffet af en ret i en anden medlemsstat ( 40 ). Generelt må retten i den stat, begæringen rettes til, ikke efterprøve rigtigheden af den retlige bedømmelse eller af den bedømmelse af de faktiske omstændigheder, der er foretaget af retten i domsstaten ( 41 ).

73.

En anvendelse af klausulen om grundlæggende retsprincipper i artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 kommer derfor kun i betragtning, hvor anerkendelse eller fuldbyrdelse af den retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, på helt uantagelig måde ville være i strid med retsordenen i den stat, begæringen rettes til, idet dette ville udgøre et indgreb i et grundlæggende princip. Det må kræves, at indgrebet udgør en åbenbar overtrædelse af en retsregel, der anses for væsentlig i retsordenen i den medlemsstat, anmodningen rettes til, eller af en rettighed, der er anerkendt som grundlæggende i den pågældende retsorden ( 42 ).

74.

En national ret overskrider således i hvert fald ikke de grænser, der gælder for at antage en overtrædelse af de grundlæggende retsprincipper, hvis dens afvisning af en fuldbyrdelse forhindrer en åbenbar overtrædelse af de grundlæggende rettigheder, der er anerkendt i EMRK eller i Unionens retsorden ( 43 ).

75.

I den foreliggende sag anfører den forelæggende ret to aspekter og spørger om deres relevans for at kunne bekræfte en overtrædelse af de grundlæggende retsprincipper i dens medlemsstat: for det første manglen på en udførlig begrundelse for det beløb, der kræves beslaglagt, i den afgørelse, der begæres anerkendt, om foreløbige og sikrende retsmidler (punkt 2), og for det andet de økonomiske følger af afgørelsens gennemførelse, der påstås at bringe »statens sikkerhed« i fare (punkt 3).

76.

Det første holdepunkt, den forelæggende ret har anvendt for at antage, at der foreligger et indgreb i de grundlæggende retsprincipper, er, at der mangler en udførlig begrundelse for det beløb, der kræves beslaglagt i den retsafgørelse, hvormed der er iværksat foreløbige og sikrende retsmidler, og som den litauiske ret ifølge den forelæggende rets oplysninger hovedsagelig støtter på en ikke nærmere specificeret »rapport«, som er tilført sagens akter.

77.

På dette punkt rejser der sig for det første det principielle spørgsmål om foreneligheden med princippet om retten til en retfærdig rettergang, som er nedfældet i artikel 6 i EMRK og i artikel 47, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder ( 44 ), og for det andet spørgsmålet om eventuelle virkninger af en – i hvert fald delvis – mangelfuld begrundelse for, at en afgørelse på det civil- og handelsretlige område kan anerkendes ud fra hensynet til de grundlæggende retsprincipper.

78.

Om dette princip har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i henhold til fast retspraksis fastslået, at retten til en retfærdig rettergang i henhold til artikel 6, stk. 1, i EMRK principielt omfatter retternes forpligtelse til at begrunde deres afgørelser ( 45 ). Samtidig har den imidlertid gentagne gange også påpeget, at kravene til begrundelsespligten ikke må sættes overdrevent højt, og at de kan variere alt efter afgørelsens art og omstændighederne i det enkelte tilfælde ( 46 ). Især bør der her også tages hensyn til afgørelsens art og de forskelle, der består mellem medlemsstaternes retssystemer.

79.

Det anerkendes i denne forbindelse, at pligten til at begrunde retsafgørelser tjener et dobbelt formål: For det første skal pligten sikre, at retten til at blive hørt overholdes, og at retten altså tager tilstrækkeligt hensyn til parternes anbringender ( 47 ). For det andet skal begrundelsespligten sætte den part, som har tabt sagen, i stand til at forstå, hvorfor han ikke har fået medhold, og eventuelt anfægte afgørelsen. Endvidere ville omfanget af afgørelsens materielle retskraft uden tilstrækkelig begrundelse heller ikke kunne fastslås, og følgelig ville en sagsøger f.eks. kunne opnå endnu en dom om det samme krav ( 48 ).

80.

Med det ovenstående som rettesnor for den foreliggende sag kan det fastslås, at en opgørelse, som er grebet ud af luften og på ingen måde kan efterprøves af sagsøgte, over det beløb, der kræves beslaglagt, på den ene side ikke kan være foreneligt med princippet om retten til en retfærdig rettergang – og følgelig heller ikke med de grundlæggende retsprincipper. På den anden side var dette tilsyneladende ikke tilfældet i hovedsagen, som trods alt støttedes på en sagkyndig redegørelse, og i øvrigt må man generelt ikke stille for høje krav til en begrundelse. Hvis der f.eks. i bestemte retssystemer findes bredt accepterede, men kun lidet eksplicitte metoder, som retter sig efter de konkrete omstændigheder i den enkelte sag, til at fastsætte en skade, ville det ikke være let at forstå, hvis anvendelsen af disse metoder – som led i en i øvrigt tilstrækkelig begrundet afgørelse, som ville kunne appelleres – skulle begrunde en tilsidesættelse af artikel 6 i EMRK eller af chartrets artikel 47, stk. 2, og være problematisk ud fra hensynet til en medlemsstats grundlæggende retsprincipper ( 49 ).

81.

Overført til spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et indgreb i de grundlæggende retsprincipper, betyder dette i realiteten, at en lidet udførligt begrundet opgørelse af et beløb, der kræves beslaglagt, i hvert fald ikke må betragtes isoleret. Det afhænger snarere af den omhandlede afgørelses samlede karakter, herunder bilagene til denne, og især af, om adressaten for afgørelsen har mulighed for på rimelig måde at appellere afgørelsen i udstedelsesstaten og anfægte den påståede overtrædelse ( 50 ).

82.

I den foreliggende sag er der derfor gode grunde, der taler for, at den lidet udførligt begrundede opgørelse over det beløb, der kræves beslaglagt, ikke er tilstrækkelig til at bekræfte et indgreb i de grundlæggende retsprincipper, især når beløbets størrelse kan dokumenteres i en sagkyndig rapport og også var genstand for en appelsag i Litauen. De elementære principper om en retfærdig rettergang synes derfor at være overholdt, selv om man muligvis kunne have ønsket sig en mere udførlig begrundelse for selve afgørelsen.

83.

Idet anbringendet om den mangelfulde begrundelse ikke er tilstrækkeligt til at godtgøre et indgreb i de grundlæggende retsprincipper, skal det til sidst undersøges, hvorvidt de økonomiske følger af en fuldbyrdelse kan være relevante ud fra hensynet til de grundlæggende retsprincipper.

84.

Indledningsvis skal jeg igen minde om, at begrebet grundlæggende retsprincipper tager sigte på at forhindre en åbenbar overtrædelse af en retsregel, der anses for væsentlig i retsordenen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, eller af en rettighed, der er anerkendt som grundlæggende i den pågældende retsorden ( 51 ). Det, der beskyttes, er således retlige interesser eller i hvert fald interesser, der kommer til udtryk i en retsregel, og som vedrører den politiske, økonomiske, sociale eller kulturelle orden i den pågældende medlemsstat.

85.

Derimod er rent økonomiske interesser såsom risikoen for et – selv nok så stort – økonomisk tab ikke tilstrækkelige. Dette gælder i princippet, selv om der er tale om en offentlig myndigheds interesse som her Republikken Letlands ( 52 ), der via offentligretlige selskaber bliver markedsdeltager og i denne forbindelse risikerer at lide tab.

86.

Efter den forelæggende rets opfattelse skal den økonomiske interesse imidlertid udvides til en retlig relevant interesse, som der potentielt skal tages hensyn til inden for rammerne af artikel 34, nr. 1), i forordning (EF) nr. 44/2001, i hvert fald hvis retsordenen og »statens sikkerhed« er tilstrækkelig konkret bragt i fare på grund af truende økonomiske tab. Hvorledes dette i detaljer skal foregå under omstændighederne i hovedsagen, forklarer den forelæggende ret dog ikke. Navnlig fremfører den ingen argumenter for, at de pågældende retsmidler, som fremført af Lidosta Rīga, ville kunne skade lufthavnen i Rigas militær-strategiske rolle i mærkbar grad. Dette aspekt må derfor lades ude af betragtning ved besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål, idet den retlige og faktiske ramme for besvarelsen er afstukket af den forelæggende rets præjudicielle anmodning ( 53 ), som udelukkende anfører »krænkelse[n] af en stats økonomiske interesser«.

87.

Begrebsmæssigt og systematisk set er det højst tvivlsomt, om et sådant indgreb i de grundlæggende retsprincipper på grund af en truende forarmelse af staten overhovedet kan godtgøres – idet der endnu ikke ses at foreligge nogen relevant retspraksis vedrørende dette spørgsmål – da økonomiske betragtninger i princippet ikke har noget at gøre med betragtninger vedrørende grundlæggende retsprincipper.

88.

Spørgsmålet kan i den foreliggende sag imidlertid anses for hypotetisk og forblive ubesvaret, da det – i modsætning til det meget kategorisk formulerede præjudicielle spørgsmål, som ligefrem antager, at statens sikkerhed bringes i alvorlig fare – ved en samlet betragtning af de af den forelæggende ret oplyste faktiske omstændigheder synes udelukket i den foreliggende sag at lægge en sådan undtagelsessituation til grund, selv ved en økonomisk tabsrisiko på ca. 58 mio. EUR. Uanset at dette beløb er højt, er det efter al sandsynlighed ikke tilstrækkeligt til at fremkalde virkninger, der kan få fundamentet under en stat til at vakle. Dette gælder så meget desto mere, når fuldbyrdelsesforanstaltningerne i det væsentlige drejer sig om beslaglæggelsesforanstaltninger, og disse lader integriteten af formueværdier og tillæggelsen af formuegoder som sådanne uantastet.

89.

Med hensyn til spørgsmålet om at afbøde økonomiske risici har Domstolen i anden sammenhæng ganske vist fastslået, at det i forbindelse med foreløbige retsmidler altid også må sikres, at det tilkendte beløb kan tilbagebetales i tilfælde af, at rekvirenten ikke får medhold i sagens realitet ( 54 ). Denne retspraksis handler imidlertid om påbud rettet til en adressat, som gennem foreløbige retsmidler midlertidigt skulle yde noget til rekvirenten. Den kan derimod ikke udvides til afgørelser om sikrende retsmidler som den midlertidige beslaglæggelse, der er tale om her.

90.

Ud fra det ovenstående er det således heller ikke muligt at finde tilstrækkelig gode grunde, der kan godtgøre, at der foreligger en overtrædelse af de grundlæggende retsprincipper på grundlag af økonomiske overvejelser.

91.

Det fjerde spørgsmål skal derfor besvares med, at der hverken af en mangelfuld begrundelse af den afgørelse, der skal fuldbyrdes, eller af de økonomiske følger, som fuldbyrdelsen medfører, kan udledes en tilstrækkelig begrundelse for at nægte at anerkende den på grundlag af de grundlæggende retsprincipper.

92.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål således: