Appel iværksat den 31. december 2012 af Jean-François Giordano til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 7. november 2012 i sag T-114/11, Giordano mod Kommissionen

(Sag C-611/12 P)

2013/C 71/15

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Jean-François Giordano (ved advokaterne D. Rigeade og A. Scheuer)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellantens påstande

Og følgelig

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har fremført seks anbringender til støtte for appellen.

For det første er appellanten af den opfattelse, at Retten har begået en fejl, idet den har fastslået, at den af appellanten påberåbte skade ikke er faktisk og sikker, selv om afbrydelsen før tid af fiskerivirksomheden har påført appellanten en skade som følge af en fortabelse af muligheden for at fiske hele hans kvote.

For det andet er appellanten af den opfattelse, at Retten har tilsidesat artikel 7, stk. 1, i forordning (EF) nr. 2371/2002 (2) og begået et åbenbart fejlagtigt skøn. I henhold til nævnte forordnings artikel 7 må Kommissionen kun træffe hasteforanstaltninger, såfremt der er tale om en alvorlig trussel mod bevarelsen af de akvatiske ressourcer. Kommissionen har imidlertid ikke godtgjort, at der har fundet overfiskning af tun sted for fangståret 2008.

For det tredje har vedtagelsen af forordning (EF) nr. 530/2008 indebåret en restriktion for appellantens virksomhed i strid med artikel 15, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder, der bestemmer, at enhver har ret til at arbejde og til at udøve et frit valgt eller accepteret erhverv.

For det fjerde har vedtagelsen af forordning (EF) nr. 530/2008, der har forbudt tunfiskeri fra den 16. juni 2008, tilsidesat retssikkerhedsprincippet, idet retssubjektet skal råde over klare og stabile regler.

For det femte har vedtagelsen af forordning (EF) nr. 530/2008 tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Ifølge appellanten skal retssubjektet nemlig råde over en rimelig sikkerhed for så vidt angår de indrømmede forpligtelser. Idet tunfiskeri oprindeligt var tilladt i Frankrig indtil den 30. juni 2008, kunne sagsøgeren derfor med rette forvente at kunne udøve sin fiskerivirksomhed frem til denne dato.

Endelig har vedtagelsen af forordning (EF) nr. 530/2008 tilsidesat appellantens ejendomsret, hvilken ellers er sikret ved artikel 1 i første tillægsprotokol til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Idet fanget tun udgør ejendom som omhandlet i denne artikel, medfører afbrydelsen før tid af fiskeriet et alvorligt økonomisk tab for appellanten og berøver sidstnævnte et potentielt krav.

(1)  Kommissionens forordning (EF) nr. 530/2008 af 12.6.2008 om indførelse af hasteforanstaltninger gældende for notfartøjer, der fisker efter tun i Atlanterhavet øst for 45 ° V og i Middelhavet (EUT L 155, s. 9).

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 af 20.12.2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik (EFT L 358, s. 59).