1)

Er en national bestemmelse (så som artikel 3, stk. 4a, i DPR 357/97), der fastsætter en beføjelse for regionerne og de autonome provinser til af egen drift at foreslå revision af LAF’erne uden samtidig at fastsætte en forpligtelse for disse myndigheder til at træffe foranstaltninger, i tilfælde hvor private ejere af områder, der er omfattet af LAF’erne, fremsætter en begrundet anmodning om at udøve denne beføjelse, eller i det mindste i tilfælde, hvor private ejere hævder, at der har fundet en miljømæssig forringelse af området sted, til hinder for korrekt anvendelse af artikel 9 og 10 i direktiv 92/43/EØF (1)?

2)

Er en national bestemmelse (så som artikel 3, stk. 4a, i DPR 357/97), der fastsætter en beføjelse for regionerne og de autonome provinser til af egen drift at foreslå revision af LAF’erne, efter en regelmæssig vurdering, uden at fastsætte præcist, hvor hyppigt vurderingen skal foretages (eksempelvis hvert andet år, hver tredje år osv.) og uden at fastlægge, at den regelmæssige vurdering, som er overladt til regionerne og de autonome provinser, offentliggøres ved hjælp af kollektive kampagner, der har til formål at gøre det muligt for berørte parter at fremsætte bemærkninger eller forslag, til hinder for korrekt anvendelse af artikel 9 og 10 i direktiv 92/43/EØF?

3)

Er en national bestemmelse (så som artikel 3, stk. 4a, i DPR 357/97), der tildeler regionerne og de autonome provinser initiativet til revision af LAF’erne, uden at fastsætte en initiativret også for staten, i det mindste som en subsidiær ret i tilfælde af passivitet fra regionerne og de autonome provinsers side, til hinder for korrekt anvendelse af artikel 9 og 10 i direktiv 92/43/EØF?

4)

Er en nationale bestemmelse (så som artikel 3, stk. 4a, i DPR 357/97), der fastsætter en beføjelse for regionerne og de autonome provinser til af egen drift at foreslå revision af LAF’erne efter et fuldstændigt frit og uforpligtende skøn, selv om der er indtruffet — og formelt blevet påvist — tilfælde af forurening eller miljømæssig forringelse, til hinder for korrekt anvendelse af artikel 9 og 10 i direktiv 92/43/EØF?

1)

Er fællesskabsretten, og i særdeleshed direktiv 92/43/EØF, til hinder for lovgivningen i en medlemsstat, som foreskriver indledning af en afklassificeringsprocedure i stedet for iværksættelse af yderligere overvågnings- og bevaringsforanstaltninger, på baggrund af oplysninger fra en privatperson om omfanget af forringelse af lokaliteten?

2)

Er fællesskabsretten, og i særdeleshed direktiv 92/43/EØF, til hinder for lovgivningen i en medlemsstat, som foreskriver indledning af en procedure til afklassificering af en lokalitet, der er omfattet af Natura 2000-nettet, udelukkende for at varetage private økonomiske interesser?

3)

Er fællesskabsretten, og i særdeleshed direktiv 92/43/EØF, til hinder for lovgivningen i en medlemsstat, som i relation til infrastrukturprojekter af almen social og økonomisk interesse, der også er anerkendt af Unionen, og som kan påføre en i henhold til direktivet anerkendt naturtype skade, foreskriver indledning af en procedure til afklassificering af lokaliteten, i stedet for at træffe kompensationsforanstaltninger for at sikre, at den overordnede sammenhæng i Natura 2000-nettet beskyttes?

4)

Er fællesskabsretten, og i særdeleshed direktiv 92/43/EØF, til hinder for lovgivningen i en medlemsstat, som med hensyn til naturtyper tillægger de enkelte ejeres økonomiske interesser betydning og således gør det muligt for dem at få en nationale ret til at træffe en foranstaltning, som forpligter til en fornyet afgrænsning af lokaliteten?

5)

Er fællesskabsretten, og i særdeleshed direktiv 92/43/EØF, til hinder for lovgivningen i en medlemsstat, som foreskriver afklassificering af lokaliteten i tilfælde af en menneskeskabt og ikke naturlig forringelse?