1. 

De retlige rammer for disse anmodninger om præjudiciel afgørelse er Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv ( 2 ).

2. 

Mere specifikt vil de af Verwaltungsgericht Berlin (Tyskland) forelagte spørgsmål for det første kræve, at Domstolen successivt forholder sig til gyldigheden af artikel 3, stk. 1, litra c), i direktiv 2000/78 samt til anvendelsen af denne bestemmelse på tjenestemænds aflønningsvilkår og derefter til de omhandlede nationale bestemmelsers forenelighed med princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder som udtrykt i dette direktivs artikel 2. Dernæst skal Domstolen fastlægge retsfølgen af en eventuel krænkelse af dette princip. Endelig skal Domstolen undersøge, om en national regel som den i tvisterne i hovedsagerne omhandlede, der fastsætter, at en tjenestemand skal gøre et krav på pengeydelser, der ikke direkte følger af loven, inden for det pågældende regnskabsår, overholder retten til adgang til effektive retsmidler.

3.

I henhold til artikel 1 i direktiv 2000/78 er formålet med dette direktiv, med henblik på at gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne, at fastlægge en generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

4.

Direktivets artikel 2 indeholder følgende bestemmelse:

»1.   I dette direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen må udsættes for nogen form for direkte eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde.

2.   I henhold til stk. 1:

5.

I dette direktivs artikel 3, stk. 1, litra c), bestemmes, at direktivet inden for rammerne af Den Europæiske Unions beføjelser finder anvendelse på alle personer såvel i den offentlige som den private sektor, herunder offentlige organer, for så vidt angår ansættelses- og arbejdsvilkår, herunder løn.

6.

Artikel 6 i direktiv 2000/78 bestemmer:

»1.   Uanset artikel 2, stk. 2, kan medlemsstaterne bestemme, at ulige behandling på grund af alder ikke udgør forskelsbehandling, hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af den nationale ret, bl.a. legitime beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Der kan bl.a. være tale om følgende former for ulige behandling:

[…]«

7.

I artikel 16, litra a), i direktiv 2000/78 bestemmes det, at medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger til, at administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som er i modstrid med princippet om ligebehandling, ophæves.

8.

Frem til og med den 30. juni 2011 udgjorde §§ 27ff. i Bundesbesoldungsgesetz (forbundsloven om aflønning af tjenestemænd, herefter »den tidligere BBesG«), i den affattelse, der var i kraft den 31. august 2006, retsgrundlaget for aflønningen af tjenestemændene i delstaten Berlin.

9.

I den tidligere BBesG var ancienniteten inden for løntrin, der blev fastlagt på grundlag af alderen, tilknytningspunktet for den første indplacering på et løntrin og den videre trinvise stigende lønudvikling inden for lønrammen.

10.

§ 27 i den tidligere BBesG bestemmer således, at såfremt intet andet er fastsat i lønningsordningerne, beregnes grundlønnen efter løntrin. Opstigning i løntrinnene afgøres efter ancienniteten inden for løntrin og tjenestemandens indsats. Som minimum betales for tjenestemænd og soldater begyndelsesgrundlønnen i den pågældende lønramme. Ifølge samme bestemmelse stiger grundlønnen hvert andet år indtil femte løntrin, hvert tredje år indtil niende løntrin og hvert fjerde år derefter. I henhold til den nævnte bestemmelse kan grundlønnen for tjenestemænd og soldater i lønramme A ved vedvarende fremragende indsats fra begyndelsen fastsættes som grundløn på løntrinnet højere (indsatstrin). Antallet af indsatstrin, som en arbejdsgiver tildeler i et kalenderår, må ikke tildeles mere end 15 ud af hundrede af arbejdsgiverens tjenestemænd og soldater i lønramme A, som endnu ikke har nået deres slutgrundløn. Såfremt det fastslås, at tjenestemandens eller soldatens indsats ikke opfylder de gennemsnitlige krav, der er forbundet med stillingen, forbliver han på sit hidtidige løntrin, indtil hans indsats begrunder, at han skal stige til det næste løntrin.

11.

Ifølge § 28 i den tidligere BBesG begynder ancienniteten inden for løntrin den første kalenderdag i den måned, hvori tjenestemanden eller soldaten er fyldt 21 år.

12.

Dette udgangspunkt for beregningen af ancienniteten inden for løntrin udsættes efter det fyldte 31. år med perioder, hvorunder der ikke var krav på løn, med en fjerdedel af tiden indtil det fyldte 35. år og halvdelen af tiden derefter. Lønnen for en tjenestemand eller en soldat svarer til et fuldtidsarbejde i tjenesten hos en offentligretlig arbejdsgiver, i tjenesten hos offentligretlige religiøse sammenslutninger og deres enheder samt i tjenesten hos en anden arbejdsgiver, der anvender de i den offentlige sektor gældende kollektive overenskomster eller kollektive overenskomster, som i det væsentlige har næsten samme indhold, og som det offentlige i det væsentlige deltager i ved betaling af bidrag eller tilskud eller på anden måde.

13.

Med Zweites Dienstrechtsänderungsgesetz (anden lov om ændring af vedtægten for tjenestemænd) af 21. juni 2011 har delstaten Berlin indarbejdet den tidligere BBesG’s relevante bestemmelser i Bundesbesoldungsgesetz in der Überleitungsfassung für Berlin (delstaten Berlins lovgivning som forbundslov om aflønning af tjenestemænd i overgangsordningen for Berlin, herefter »den tidligere BBesG Bln«).

14.

Med Gesetz zur Besoldungsneuregelung für das Land Berlin – Berliner Besoldungsneuregelungsgesetz (lov om regulering af aflønning af tjenestemænd i delstaten Berlin, herefter »BerlBesNG«) af 29. juni 2011 har delstaten Berlin ændret den tidligere BBesG Bln. Fra dette tidspunkt gælder der forskellige ordninger for de tjenestemænd i delstaten Berlin, der først har tiltrådt embedet efter den 1. august 2011 (herefter »nye tjenestemænd«), og for de tjenestemænd, hvis tjenestemandsforhold allerede bestod den 31. juli 2011 (herefter »gamle tjenestemænd«). BerlBesNG’s § 1, stk. 1, har ændret den tidligere BBesG Bln med virkning pr. 1. august 2011. For de nye tjenestemænd gælder således den ændrede tidligere version af BBesG Bln (herefter »den nye BBesG Bln«).

15.

Tilknytningstidspunktet for den første indplacering af de nye tjenestemænd på et (erfarings)trin og den videre trinvise lønudvikling inden for lønramme A er nu ikke længere den aldersafhængige anciennitet inden for løntrin, men den tjenestetid, der er tilbagelagt i overensstemmelse med kravene til erfaring.

16.

Den nye BBesG Bln’s § 27 bestemmer, at såfremt intet andet er fastsat i lønningsordningerne, beregnes grundlønnen efter løntrin (erfaringstrin). Opstigning i løntrinnene sker efter erfaringsperioder. Ifølge denne artikel fastsættes der for den første udnævnelse til en stilling, der giver ret til en løn inden for den nye BBesG Bln’s anvendelsesområde, en grundløn svarende til trin 1, med forbehold af hensyntagen til tidligere perioder i henhold til § 28, stk. 1. Ifølge den nye BBesG Bln’s § 27, stk. 3, stiger grundlønnen efter en periode med to års erfaring inden for løntrin 1, efter en periode med tre års erfaring inden for løntrin 2-4 og derefter efter en periode med 4 års erfaring inden for løntrin 5-7. Perioder, der ikke giver ret til at modtage løn som tjenestemand, udsætter, alt efter deres respektive varighed, tjenestemandens oprykning, med forbehold af bestemmelserne i § 28, stk. 2, i den nye BBesG Bln.

17.

Ifølge den nye BBesG Bln’s § 27, stk. 4, kan grundlønnen for tjenestemænd i lønramme A ved vedvarende fremragende indsats fra begyndelsen fastsættes som grundløn på det umiddelbart højere løntrin (indsatstrin). Antallet af indsatstrin, som en arbejdsgiver tildeler i et kalenderår, må ikke tildeles mere end 15% af arbejdsgiverens tjenestemænd i lønramme A, som endnu ikke har nået deres slutgrundløn. Såfremt det fastslås, at tjenestemandens indsats ikke opfylder de gennemsnitlige krav, der er forbundet med stillingen, forbliver han på sit hidtidige løntrin, indtil hans indsats begrunder, at han skal stige til det næste løntrin.

18.

§ 28, stk. 1, i den nye BBesG Bln bestemmer, at ved den første trinfastsættelse, jf. § 27, stk. 2, anerkendes bl.a. perioder, hvori der er blevet udøvet et ligeværdigt hovederhverv, som ikke er en betingelse for adgang til karrieren, i tjenesten hos en offentligretlig arbejdsgiver eller i tjenesten hos offentligretlige religiøse sammenslutninger og deres enheder. Endvidere anerkendes perioder, der i henhold til Arbeitsplatzschutzgesetz skal udlignes på grund af påbegyndelsen af tjenesteforholdet som følge af værnepligt eller civiltjeneste.

19.

Med § 2, stk. 1, i BerlBesNG har lovgiver tilvejebragt en anden regulering for de gamle tjenestemænd. Det drejer sig om Berliner Besoldungsüberleitungsgesetz (delstaten Berlins lovgivning om indplaceringen af gamle tjenestemænd i det nye system, herefter »BerlBesÜG«) af 29. juni 2011.

20.

Ifølge § 2, stk. 1, i BerlBesÜG indplaceres tjenestemænd den 1. august 2011 ifølge reglerne i de følgende stykker, på grundlag af den stilling, de bestrider den 31. juli 2011, og den grundløn, de ville have krav på den 1. august 2011 i henhold til Gesetz zur Besoldungs- und Versorgungsanpassung für Berlin (lov om tilpasning af lønninger og alderspension til tjenestemænd 2010/2011 for Berlin) af 8. juli 2010, i grundlønstrinnene eller overgangsløntrinnene i bilag 3 til BerlBesNG. I henhold til § 2, stk. 2, i BerlBesÜG indplaceres tjenestemanden på det grundløntrin eller overgangsløntrin, som svarer til grundlønnen, oprundet til nærmeste hele tal.

21.

Det angives i § 3, stk. 1, i BerlBesÜG, at med indplaceringen på et løntrin i bilag 3 i BerlBesNG indledes den erfaringsperiode, der er afgørende for opstigningen i henhold til § 27, stk. 3, i den nye BBesG Bln.

22.

Den forelæggende ret har forklaret, at lovgiver har begrundet de nye bestemmelser med, at på baggrund af direktiv 2000/78 diskuteredes den hidtil bestående lønordning heftigt på grund af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder, navnlig som følge af den seneste retspraksis på området for kollektive overenskomster.

23.

På tjenestemandsrettens område har lovgiver konstateret, at ganske vist foreligger der hidtil kun domme fra førsteinstansretter, der ikke har fastslået forskelsbehandling på grund af alder. Den omstændighed, at det var nødvendigt hurtigt at foretage ændringen til en anerkendelse af erfaringsperioder, følger imidlertid af det bekymringsvækkende i, at praksis fra de øverste retsinstanser og EU-Domstolen kunne komme frem til en anden vurdering. Såfremt dette er tilfældet, er der risiko for, at der vil opstå årlige meromkostninger på skønsmæssigt 109 mio. EUR. Derfor skulle tilknytningspunktet for den lønmæssige indplacering ved ansættelse og den videre lønudvikling ikke længere være den aldersafhængige anciennitet inden for løntrin, men den tjenestetid, der var tilbagelagt i overensstemmelse med kravene. Lovgiver har tilføjet, at ved ændringen tages der hensyn til direktiv 2000/78. Formålet med den nu foreliggende nystrukturering er imidlertid også, at livsindkomsten hverken skal forringes eller forhøjes. Den nye tabelstruktur er derfor først blevet udformet omkostningsneutralt og indeholder en afvigelse på maksimalt +/-1% af den fiktive livsindkomst i den pågældende lønramme, som tjenestemænd vil nå ved det fyldte 65. år. Med hensyn til den afvigende regulering for de gamle tjenestemænd var lovgiver også motiveret af ønsket om at beskytte erhvervede rettigheder.

24.

Frem til og med den 30. juni 2009 udgjorde §§ 27ff. i den tidligere BBesG i affattelsen fra den 6. august 2002 retsgrundlaget for aflønningen af statstjenestemændene. Disse bestemmelser var de samme som i den tidligere BBesG i affattelsen fra den 31. august 2006.

25.

Med Gesetz zur Neuordnung und Modernisierung des Bundesdienstrechts (lov om omregulering og modernisering af forbundstjenestemandsloven) af 5. februar 2009 ændredes det indtil da gældende princip for beregning af løn for statstjenestemænd baseret på anciennitet. Fra og med den 1. juli 2009 bygger denne ordning i henhold til §§ 27ff. i den nye BBesG i affattelsen fra den 5. februar 2009 på såkaldte erfaringsløntrin, der fastsættes på grundlag af den tjenestetid, der var tilbagelagt i overensstemmelse med kravene.

26.

De faktiske omstændigheder i hovedsagerne kan sammenfattes således: Thomas Specht (sag C-501/12), Jens Schombera (sag C-502/12), Alexander Wieland (sag C-503/12), Uwe Schönefeld (sag C-504/12), Antje Wilke (sag C-505/12) og Gerd Schini (sag C-506/12) samt Rena Schmeel (sag C-540/12) og Ralf Schuster (sag C-541/12) (herefter samlet »sagsøgerne i hovedsagerne«) var udnævnt til henholdsvis fastansatte tjenestemænd i delstaten Berlin og fastansatte tjenestemænd i Forbundsrepublikken Tyskland.

27.

Sagsøgerne i hovedsagerne blev oprindelig indplaceret i aflønningssystemet i overensstemmelse med den gamle BBesG, dvs. på grundlag af deres anciennitet inden for løntrin på dagen for deres udvælgelse.

28.

Sagsøgerne i hovedsagerne har anfægtet beregningen af deres løn og har ved den forelæggende ret påstået at være genstand for forskelsbehandling på grund af alder.

29.

I sagerne C-502/12 og C-506/12 har Jens Schombera og Gerd Schini krævet efterbetaling af beløb, der udgør forskellen mellem den løn, de ville have oppebåret, hvis de var blevet indplaceret på det højeste løntrin, og den faktisk oppebårne løn for perioden mellem den 1. januar 2008 og indtil overgangen til den nye model for erfaringstrin den 1. august 2011.

30.

I sagerne C-501/12, C-503/12 og C-505/12 har Thomas Specht og Alexander Wieland samt Antje Wilke krævet at blive aflønnet efter det højeste løntrin for perioden mellem september 2006 og den 31. juli 2011 (sag C-501/12) og for perioden fra den 1. januar 2008 til den 31. juli 2011 (sagerne C-503/12 og C-505/12). For perioden efter den 31. juli 2011, som er datoen for overgangen til det nye lønsystem, har de krævet en løn svarende til den, de ville have oppebåret, hvis lønindplaceringen i henhold til BerlBesÜG var foretaget på grundlag af det højeste løntrin i deres gamle lønramme.

31.

I sag C-504/12 har Uwe Schönefeld bestridt den måde, hvorpå han var blevet indplaceret i det nye aflønningssystem, og har krævet efterbetaling af de beløb, der udgør forskellen mellem den faktisk tildelte løn og den løn, han mener, at han burde have oppebåret fra den 1. august 2011.

32.

I sagerne C-540/12 og C-541/12 har Rena Schmeel et Ralf Schuster anfægtet beregningen af deres løn og krævet efterbetaling af de beløb, der udgør forskellen mellem den løn, de ville have oppebåret, hvis de var blevet indplaceret på det højeste løntrin, og den faktisk oppebårne løn for perioden mellem januar 2008 og juli 2009, som er tidspunktet for overgangen til det nye lønsystem.

33.

Spørgsmålene i sagerne C-501/12, C-503/12 og C-505/12 er identiske. Spørgsmålene i sagerne C-502/12 og C-506/12 er identiske med det første til det femte spørgsmål i sagerne C-501/12, C-503/12 og C-505/12. Det første til det sjette spørgsmål i sag C-504/12 svarer til det første til det tredje og det sjette til det ottende spørgsmål i sagerne C-501/12, C-503/12 og C-505/12. Endelig er spørgsmålene i sagerne C-540/12 og C-541/12 også identiske med det første til det femte spørgsmål i sagerne C-501/12, C-503/12 og C-505/12, idet den eneste forskel er henvisningen til aflønning af statstjenestemænd og ikke til aflønning af tjenestemænd i delstaten Berlin.

34.

Jeg anfører således spørgsmålene i sagerne C-501/12, C-503/12 og C-505/12, idet disse sager gengiver samtlige de spørgsmål, som Domstolen her har fået forelagt.

35.

Verwaltungsgericht Berlin har forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

36.

Det første spørgsmål, der omhandler anvendelsen af direktiv 2000/78 i de i hovedsagerne omhandlede situationer, er efter min mening opdelt i to dele. Den forelæggende ret ønsker for det første oplyst, om direktivets artikel 3, stk. 1, litra c), finder anvendelse på tjenestemænds lønvilkår. I den forbindelse er retten i tvivl om denne bestemmelses gyldighed i forhold til EUF-traktaten.

37.

Retten anfører således, at direktivet blev vedtaget på grundlag af artikel 19 TEUF (som svarer til den tidligere artikel 13 EF), som i stk. 1 fastsætter, at »[m]ed forbehold af traktaternes øvrige bestemmelser og inden for rammerne af de beføjelser, som traktaterne tillægger Unionen, kan Rådet [for Den Europæiske Union] […] træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til at bekæmpe forskelsbehandling på grund af […] alder« ( 3 ). Ifølge den forelæggende ret vedrører spørgsmålet om afskaffelse af en eventuel forskelsbehandling på grund af alder i ordningen om tjenestemænds aflønning ligeledes spørgsmålet om aflønning som sådan, på hvilket område den primære ret principielt ikke tillægger Unionen kompetence, jf. artikel 153, stk. 5, TEUF. Idet artikel 3, stk. 1, litra c), i direktiv 2000/78 udtrykkeligt bestemmer, at direktivet finder anvendelse på lønvilkår, kan der rejses tvivl om dets gyldighed, henset til EUF-traktatens bestemmelser.

38.

Den forelæggende ret ønsker dernæst oplyst, om princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder som generelt retsprincip eller artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ( 4 ), såfremt artikel 3, stk. 1, litra c), i direktiv 2000/78 kendes ugyldig, kan omfattes af et selvstændigt anvendelsesområde i de tilfælde, der er forelagt i de foreliggende sager.

39.

Den tyske regering og Europa-Kommissionen finder, at direktivet er gyldigt og anvendeligt i den foreliggende sag. Jeg er af samme opfattelse af følgende grunde.

40.

Anvendelsen af artikel 19 TEUF som grundlag for en EU-retlig bestemmelse er begrænset til de områder, der henhører under EU-rettens materielle anvendelsesområde. EU-lovgiver skal således, når den vedtager en tekst med henblik på at bekæmpe forskelsbehandling baseret på de i den nævnte artikel opregnede grunde, sikre sig, at det pågældende område henhører under de områder, for hvilke Unionen har beføjelse til at handle, i overensstemmelse med princippet om kompetencetildeling i artikel 5, stk. 1 og 2, TEU, med risiko for ellers at udvide traktaternes anvendelsesområde.

41.

Artikel 153 TEUF, der er opført under afsnit X vedrørende social- og arbejdsmarkedspolitikken, og som tillader EU-lovgiver at lovgive på området for arbejdsvilkår, udelukker i stk. 5 udtrykkeligt lønforhold fra sit anvendelsesområde.

42.

Skal Domstolen således afholde sig fra enhver prøvelse, når den i hovedsagerne omhandlede nationale lovgivning har en forbindelse med lønforhold? Er artikel 3, stk. 1, litra c), i direktiv 2000/78 ugyldig på grund af denne undtagelse i artikel 153, stk. 5, TEUF? Det er ikke min opfattelse.

43.

Der er en forskel, som ganske vist kan forekomme kunstig ved første øjekast, men som dog er væsentlig, mellem udtrykket »lønforhold«, sådan som det er anvendt i artikel 153, stk. 5, i TEUF, og udtrykket »lønvilkår« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra c), i direktiv 2000/78.

44.

I dom af 13. september 2007, Del Cerro Alonso ( 5 ), har Domstolen efter at have erindret om, at princippet om forbud mod forskelsbehandling ikke kan fortolkes restriktivt, fastslået, at da artikel 153 TEUF, stk. 5, udgør en undtagelsesbestemmelse fra samme artikels stk. 1-4, må de spørgsmål, der er omfattet heraf, undergives en streng fortolkning, således at bestemmelsen ikke kan medføre en ubehørig indskrænkning af rækkevidden af stk. 1-4, og heller ikke kan svække de formål, der forfølges med artikel 151 TEUF ( 6 ). Domstolen har ligeledes fastslået, at hvad særligt angår undtagelsen med hensyn til »lønforhold« i artikel 153, stk. 5, TEUF bemærkes, at dens eksistensberettigelse skal søges i den omstændighed, at fastsættelsen af lønniveauet henhører under arbejdsmarkedets parters aftalefrihed på nationalt plan samt under medlemsstaternes kompetence på dette område. Under disse omstændigheder har man fundet det hensigtsmæssigt – på EU-rettens nuværende udviklingstrin – at undtage fastsættelsen af lønniveauet fra harmonisering i medfør af artikel 151 TEUF ff. ( 7 ).

45.

Det er derfor klart, at udtrykket »lønforhold« som omhandlet i artikel 153, stk. 5, TEUF ikke omfatter lønvilkårene, der indgår i beskæftigelsesvilkårene. Lønvilkårene omhandler ikke direkte fastsættelsen af lønniveauet, men de vilkår, hvorpå lønmodtageren tillægges den ene eller den anden løn, som er fastsat på forhånd af de berørte parter, uanset om det er mellem personer i den private sektor eller mellem arbejdsmarkedets parter og staten.

46.

Den lønordning for tyske tjenestemænd, der er omhandlet i hovedsagerne, er efter min opfattelse en god illustration af denne forskel mellem lønforhold og lønvilkår. Tyske tjenestemænds lønniveau fastsættes ved lønrammer og løntrin. Beløbet i hver lønramme og hvert løntrin fastsættes frit af de kompetente instanser, og EU-lovgiver kan på ingen måde på grundlag af artikel 153, stk. 5, TEUF intervenere i fastsættelsen af disse beløb ved f.eks. at pålægge en minimumsgrænse. Det drejer sig i det sidstnævnte tilfælde om en kompetence, som udelukkende tilkommer medlemsstaterne ( 8 ). De lønforskelle, der findes i Unionen, kan ikke på EU-rettens nuværende udviklingstrin omfattes af en EU-bestemmelse.

47.

De nationale regler om indplacering i lønrammer og løntrin må derimod ikke have til følge, at tjenestemændene forskelsbehandles på grund af bl.a. alder.

48.

Som Rådet har anført i sine skriftlige indlæg, udgør lønnen et væsentligt element i arbejdsvilkårene ( 9 ), måske endog det vigtigste og det vigtigste med hensyn til forskelsbehandling ( 10 ). Såfremt lønvilkårene skulle omfattes af undtagelsen i artikel 153, stk. 5, TEUF, ville det tømme artikel 19 TEUF for en stor del af dens betydning. Jeg minder om, at den nævnte artikel omhandler bekæmpelse af forskelsbehandling.

49.

Artikel 3, stk. 1, litra c), i direktiv 2000/78 er således gyldig. Med hensyn til anvendelsen af denne bestemmelse på aflønning af tjenestemænd er det tilstrækkeligt at erindre om, at i henhold til den finder direktivet anvendelse både i den offentlige og private sektor, herunder offentlige organer, på alle personer for så vidt angår ansættelses- og arbejdsvilkår, herunder afskedigelse og løn ( 11 ).

50.

Jeg mener følgelig, at artikel 3, stk. 1, litra c), i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at den finder anvendelse på tjenestemænds lønvilkår.

51.

På baggrund af det ovenstående er det efter min mening ufornødent at besvare anden del af det første spørgsmål.

52.

Før undersøgelsen af det andet og det tredje spørgsmål finder jeg det hensigtsmæssigt at vende tilbage til den i tvisterne i hovedsagerne omhandlede lønordning og forklare den ved hjælp af konkrete eksempler for bedre at forstå dens funktion.

53.

I henhold til den tidligere BBesG begynder ancienniteten inden for løntrin den første kalenderdag i den måned, hvori tjenestemanden er fyldt 21 år. Indtil det fyldte 31. år er tjenestemanden således ansat på det løntrin, hvor han ville være indplaceret, hvis han var blevet ansat, da han var 21 år. Under visse omstændigheder udsættes begyndelsen af ancienniteten inden for løntrin efter det fyldte 31. år med perioder med en fjerdedel af tiden indtil det fyldte 35. år og halvdelen af tiden derefter.

54.

Følgende eksempler illustrerer konkret den måde, hvorpå ancienniteten inden for løntrin beregnes ( 12 ).

55.

En person, som er født den 1. april 1977, og som er blevet ansat som tjenestemand den 1. oktober 1994, har levet 21 år den 31. marts 1998. Den pågældendes anciennitet inden for løntrin begynder derfor den 1. marts 1998.

56.

En person, der er født den 1. april 1967, som blev ansat som tjenestemand den 16. oktober 2000, har levet 21 år den 31. marts 1988. Da vedkommende var 33 år på ansættelsestidspunktet, vil ancienniteten inden for løntrin ikke begynde den 1. marts 1988. Perioden mellem den 31. marts 1998 (fyldt 31 år) og den 16. oktober 2000 (ansættelsesdatoen) er på to år, seks måneder og 16 dage. I henhold til § 28, stk. 2, i den tidligere BBesG udsættes ancienniteten inden for løntrin med en fjerdedel af tiden, dvs. syv måneder og 19 dage, afrundet til syv måneder. Ancienniteten inden for løntrin begynder således den 1. marts 1988 plus syv måneder, dvs. den 1. oktober 1988.

57.

En person, der er født den 10. september 1964, som blev ansat som tjenestemand den 1. maj 2001, fyldte 21 år den 9. september 1985. Ancienniteten inden for løntrin skulle have været fastsat til den 1. september 1985. På ansættelsestidspunktet var den pågældende imidlertid 36 år. Den samme bestemmelse finder derfor anvendelse. Der tages således hensyn til en fjerdedel af perioden på fire år mellem den 9. september 1995 (fyldt 31 år) og den 9. september 1999 (fyldt 35 år), dvs. et år. Dernæst tages der hensyn til halvdelen af perioden på et år, syv måneder og 21 dage mellem den 9. september 1999 (fyldt 35 år) og den 30. april 2001 (ansættelsesdatoen), dvs. ni måneder. Begyndelsen af ancienniteten inden for løntrin udsættes således med et år og 9 måneder og fastsættes til den 1. juni 1987.

58.

Med det andet og det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret således i det væsentlige oplyst, om artikel 2 og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national bestemmelse som den i tvisterne i hovedsagerne omhandlede, hvorefter størrelsen af en tjenestemands grundløn ved etableringen af tjenestemandsforholdet afhænger afgørende af den pågældendes alder og efterfølgende først og fremmest stiger i takt med varigheden af tjenestemandsforholdet.

59.

Med det sjette og det syvende spørgsmål ønsker den forelæggende ret desuden oplyst, om de samme bestemmelser skal fortolkes således, at de er til hinder for en overgangsordning som den i tvisterne i hovedsagerne omhandlede, hvorefter de gamle tjenestemænd kun indplaceres i den nye lønordnings løntrin på grundlag af den tidligere grundløn, og opstigningen i løntrin kun beregnes på grundlag af den erhvervede erfaring efter overgangsordningens ikrafttræden, uafhængigt af den samlede varighed af tjenestemandens erfaring.

60.

Jeg erindrer om, at i henhold til artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2000/78 foreligger der direkte forskelsbehandling, hvis en person af en eller flere af de i artikel 1 i direktivet anførte grunde – herunder alder – behandles ringere end en anden i tilsvarende situation bliver, er blevet eller ville blive behandlet.

61.

På baggrund af den ved den tidligere BBesG indførte tidligere beskrevne aflønningsordning mener jeg ikke, at der hersker tvivl om, at den faktisk indfører en forskelsbehandling på grund af alder, som omhandlet i ovennævnte artikel.

62.

Som tidligere beskrevet fandt den første indplacering på et løntrin inden for en lønramme sted på grundlag af et enkelt kriterium, nemlig alder. Det fremgår således af denne aflønningsordning, at to tjenestemænd på forskellige aldersanciennitetstrin, men som har en tilsvarende erhvervserfaring og er ansat i samme lønramme, aflønnes forskelligt, eftersom de indplaceres på forskellige løntrin, som alene svarer til deres alder. Disse to tjenestemænd bliver behandlet forskelligt, selv om de befinder sig i en tilsvarende situation, idet en af dem modtager en ringere grundløn end den anden af den eneste grund, at den pågældende er yngre.

63.

Den ved den tidligere BBesG etablerede aflønningsordning indfører således en forskelsbehandling på grund af alder som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2000/78. Denne aflønningsordning er i øvrigt den samme som den omhandlede i den sag, der gav anledning til dom af 8. september 2011, Hennigs og Mai ( 13 ), og som Domstolen fastslog var diskriminerende ( 14 ).

64.

Artikel 6, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2000/78 foreskriver imidlertid, at ulige behandling på grund af alder ikke udgør forskelsbehandling, hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af den nationale ret, bl.a. legitime beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsesmål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende mål er hensigtsmæssige og nødvendige.

65.

Den tyske regering er af den opfattelse, at selv om Domstolen måtte fastslå en forskelsbehandling på grund af alder, ville denne være begrundet af den omstændighed, at aflønningsordningen under den tidligere BBesG, hvorefter aflønning finder sted på grundlag af anciennitet inden for løntrin, har forfulgt det grundlæggede legitime mål ved ansættelsen af nye tjenestemænd at tage hensyn til de kvalifikationer og den erhvervserfaring, der er erhvervet inden for og uden for tjenestemandsforholdet. Denne ordning var i øvrigt udformet som sikring af en ensartet praksis ved alle ansættelser. Den skulle afhjælpe ulemperne i forbindelse med en tidligere indplaceringspraksis, der ganske vist var retfærdig i det enkelte tilfælde, men kompliceret og som følge heraf anvendt på en uensartet måde. Endelig har den tyske regering anført, at ordningen havde til formål at øge tiltrækningskraften med hensyn til ansættelse i det offentlige for kandidater til en ny karriere.

66.

Efter min opfattelse er disse mål ikke legitime i henhold til artikel 6, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2000/78.

67.

Det fremgår nemlig af denne bestemmelse, at de mål, der kan anses for legitime, og som følge heraf kan begrunde, at princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder fraviges, er socialpolitiske formål såsom beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsesmål ( 15 ).

68.

Hvad angår hensyntagen til erhvervserfaring har Domstolen allerede fastslået, at dette formål i princippet kan anses for »objektivt og rimeligt« og »inden for rammerne af den nationale ret« at begrunde en ulige behandling på grund af alder som omhandlet i artikel 6, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2000/78 ( 16 ). Den omstændighed, at en arbejdstagers erhvervserfaring belønnes, hvorved denne sættes i stand til bedre at udføre sit arbejde, udgør nemlig generelt et legitimt lønpolitisk formål ( 17 ).

69.

I den foreliggende sag mener jeg ikke, at de midler, der er taget i brug for at virkeliggøre dette formål, er hensigtsmæssige og nødvendige. Anvendelsen af et kriterium om anciennitet er ganske vist generelt hensigtsmæssig for at opnå det nævnte formål, for så vidt som kriteriet om anciennitet hænger sammen med erhvervserfaring ( 18 ).

70.

Da ordningen for aflønning af tyske tjenestemænd under den tidligere BBesG alene var baseret på tjenestemandens alder, giver den ikke mulighed for reelt at tage hensyn til den erhvervede erfaring. En tjenestemand, der er 30 år på tidspunktet for ansættelsen i en bestemt lønramme og ikke har nogen erhvervserfaring, indplaceres direkte på løntrin 5. Den pågældende modtager således en grundløn, der svarer til den, som en tjenestemand, der er blevet ansat da han var 21 år, og som i modsætning til den her omtalte har en anciennitet og en erhvervserfaring på ni år inden for samme lønramme. Tjenestemanden, der er 30 år på ansættelsestidspunktet, har samme løntrinsudvikling, indtil det sidste trin nås, som tjenestemanden, der var 21 år på ansættelsestidspunktet, selv om den sidstnævnte har større erhvervserfaring inden for lønrammen.

71.

§ 27 i den tidligere BBesG foreskriver ganske vist, at ved vedvarende fremragende indsats kan grundlønnen for tjenestemænd fra begyndelsen fastsættes som grundløn på løntrinnet højere (indsatstrin). Det bemærkes imidlertid, at ifølge denne bestemmelse må antallet af indsatstrin, som en arbejdsgiver tildeler i et kalenderår, ikke tildeles mere end 15% af antallet af arbejdsgiverens tjenestemænd og soldater i lønramme A, som endnu ikke har nået deres slutgrundløn. Denne foranstaltning giver ikke alene ikke mulighed for, at alle de tjenestemænd, der har gjort sig fortjent til en lønstigning, kan få en sådan, men den korrigerer heller ikke den manglende erhvervserfaring ved at indplacere tjenestemændene på et lavere løntrin, der svarer til deres faktiske erfaringsniveau inden for lønrammen.

72.

Jeg mener følgelig, at den ved den tidligere BBesG indførte aflønningsordning går ud over, hvad der er hensigtsmæssigt og nødvendigt for at opnå det legitime formål, den tyske regering har gjort gældende, og som består i at tage hensyn til erhvervserfaring.

73.

Som Domstolen har fastslået i dommen i sagen Hennigs og Mai, synes et kriterium, der bygger både på ancienniteten og den opnåede erhvervserfaring uden hensyntagen til alderen, hvad angår direktiv 2000/78, bedre tilpasset opfyldelsen af ovennævnte formål ( 19 ).

74.

Hvad angår den tyske regerings argument om administrativ forenkling mener jeg ikke, at det kan begrunde en forskelsbehandling på grund af alder. Som anført tidligere er de formål, der kan anses for »legitime« som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78, socialpolitiske mål. Den tyske regering kan derfor ikke påberåbe sig kompleksiteten af en praksis, som – hvilket den erkender – imidlertid havde været mere retfærdig, for at begrunde en forskelsbehandling på grund af alder.

75.

Endelig har den tyske regering påberåbt sig formålet med at øge tiltrækningskraften med hensyn til ansættelse i det offentlige for kandidater til en ny karriere for at begrunde den forskelsbehandling, som den tidligere BBesG indførte. Selv om Domstolen allerede har fastslået, at det ubestrideligt er et legitimt mål i medlemsstaternes social- eller beskæftigelsespolitik at fremme ansættelse ( 20 ), er jeg dog af den opfattelse, at i den foreliggende sag går den tidligere BBesG ud over, hvad der er hensigtsmæssigt og nødvendigt for at nå dette mål, for så vidt som hensyntagen til anciennitet eller erhvervet erhvervserfaring uden hensyntagen til alder vil være tilstrækkeligt til at tilskynde personer, som allerede har en karriere i den private sektor, til at indgive ansøgning om et offentligretligt tjenesteforhold i Tyskland.

76.

På baggrund af ovenstående betragtninger mener jeg, at artikel 2 og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national bestemmelse som den i tvisterne i hovedsagerne omhandlede, hvorefter størrelsen af en tjenestemands grundløn ved etableringen af tjenestemandsforholdet afhænger afgørende af den pågældendes alder og efterfølgende først og fremmest stiger i takt med varigheden af tjenestemandsforholdet.

77.

Med det sjette og det syvende spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om overgangsordningen gældende for gamle tjenestemænd er i strid med princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder.

78.

Jeg minder om, at i henhold til § 2 i BerlBesÜG tages der kun hensyn til den tidligere grundløn ved indplacering af gamle tjenestemænd på et løntrin i den nye lønordning. I henhold til § 3 i BerlBesÜG tages der kun hensyn til den erfaring, der er erhvervet efter ordningens ikrafttræden, ved opstigningen i højere løntrin.

79.

I dommen i sagen Hennigs og Mai har Domstolen allerede fastslået, at ved at lægge den tidligere løn til grund for fastsættelsen af ancienniteten inden for løntrin – nemlig løntrinnet ved indplacering i den nye ordning – har overgangsordningen fastholdt den omstændighed, at funktionærer alene på grund af den alder, de havde ved ansættelsen, modtager mindre i løn end andre funktionærer, selv om de befinder sig i en tilsvarende situation ( 21 ).

80.

Sådan forholder det sig også i de foreliggende sager, da den tidligere grundløn, der, som den forelæggende ret har anført, er fastsat på grundlag af et kriterium for forskelsbehandling, nemlig alderskriteriet, viderefører den forskelsbehandling, der fandtes under den tidligere BBesG ved anvendelsen af overgangsordningen for gamle tjenestemænd.

81.

I modsætning til hvad den tyske regering har gjort gældende, fjerner reglerne om overgangen ikke gradvis den forskelsbehandling på grund af alder, der fandtes med den af den tidligere BBesG gennemførte ordning.

82.

Selv om der i henhold til § 3 i BerlBesÜG kun tages hensyn til den erfaring, der er erhvervet efter denne lovs ikrafttræden ved opstigningen i højere løntrin, forholder det sig ikke desto mindre sådan, at tilknytningspunktet for overgangen til løntrinnene i den nye lønordning var den tidligere grundløn, der var fastslået at være diskriminerende. Ved samme erfaring er opstigningen i højere løntrin således altid diskriminerende for den yngste tjenestemand.

83.

Hvis man tager eksemplet med to tjenestemænd med samme erfaring, og tjenestemand A er 20 år på dagen for sin ansættelse, og tjenestemand B er 30 år, bliver sidstnævnte på tidspunktet for overgangen til overgangsordningen indplaceret på et højere løntrin end tjenestemand A, eftersom der kun tages hensyn til den tidligere grundløn, baseret på alder. Opstigningen i højere løntrin i den nye ordning er altid mere fordelagtig for tjenestemand B end for tjenestemand A, for så vidt som tjenestemand B kommer hurtigere op i løntrinnene og derfor modtager en mere fordelagtig løn.

84.

Den tyske regering gjorde under retsmødet gældende, at forskelsbehandling ikke vil foreligge med overgangsordningen, da de gamle tjenestemænd, som var udsat for forskelsbehandling under den tidligere ordning, hurtigere vil nå det højeste løntrin, end hvis de fortsat havde været ansat under den tidligere ordning. Det forholder sig imidlertid sådan, at med samme erfaring er en ældre tjenestemand omfattet af en længere periode med det højeste løntrin og dermed en gunstigere grundløn end den yngre tjenestemand. Forskelsbehandlingen forsvinder ikke med tiden, men varer ved.

85.

Det skal nu efterprøves, om denne forskelsbehandling kan begrundes ved et legitimt formål som det af den tyske regering påberåbte, der består i at beskytte de rettigheder, der er erhvervet på referencedatoen for overgangen til den nye ordning.

86.

I denne henseende har Domstolen angående en begrænsning af etableringsfriheden fastslået, at beskyttelsen af en personkategoris erhvervede rettigheder må anses for et tvingende alment hensyn, der kan begrunde begrænsningen, dog betinget af at den begrænsende foranstaltning ikke går videre end nødvendigt for denne beskyttelse ( 22 ).

87.

Ifølge den tyske regering ville løntabet for de gamle tjenestemænd, såfremt en anvendelse af den nye lønordning blev gennemført, uden anvendelse af overgangsordningen, svare til et løntrin, dvs. et beløb, der kan variere fra 80 til 150 EUR.

88.

I modsætning til de faktiske omstændigheder i den sag, der gav anledning til dommen i sagen Hennigs og Mai, hvor Domstolen har fastslået, at overgangsforanstaltningen ikke gik videre, end hvad der er nødvendigt for beskyttelsen af erhvervede rettigheder ( 23 ), vil de diskriminerende virkninger som tidligere anført ikke forsvinde i denne sag med udviklingen af tjenestemændenes løn.

89.

Den diskriminerende overgangsordning fortsætter således uden tidsmæssig begrænsning. Selv om denne overgangsordning faktisk kan anses for at være hensigtsmæssig med hensyn til at undgå indtægtstab for de gamle tjenestemænd, er det imidlertid min opfattelse, at den går videre, end hvad der er nødvendigt for at nå målet om beskyttelse af erhvervede rettigheder. Den tyske lovgiver kunne nemlig have udformet en overgangsordning, som fjerner de tidsmæssige virkninger af forskelsbehandling ved skridt for skridt at nærme sig den nye lønordning baseret på erhvervserfaring uden hensyn til alder.

90.

Som den forelæggende ret har anført, ville det have været muligt at anvende en overgangsordning, som sikrer den gamle tjenestemand med en uretmæssig fordel det tidligere lønniveau, så længe den pågældende ikke har erhvervet den erfaring, der kræves i den nye lønordning for at få adgang til en højere løn. Således ville forskelsbehandling gradvis blive fjernet, uden at de gamle tjenestemænd, som havde en fordel i forhold til de yngre tjenestemænd, får deres løn brat nedsat.

91.

Den forelæggende ret ønsker endvidere oplyst, om hensyn til den relativt tunge byrde, som en løsning som den tidligere beskrevne ville indebære, nemlig individuel indplacering af de gamle tjenestemænd på grundlag af varigheden af deres erhvervserfaring, kan begrunde en forskelsbehandling på grund af alder. Det er ikke min opfattelse. Som tidligere anført er de formål, der kan anses for »legitime« som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78, socialpolitiske formål. Praktiske hensyn for administrationen kan ikke i sig selv være et formål, der forfølges med denne politik, og som kan begrunde en tilsidesættelse af et grundlæggende princip såsom princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder. Dette så meget desto mere som ikrafttrædelsen af den nye lønordning for tjenestemænd er et godt bevis på, at administrationen kan gennemføre en individuel indplacering af tjenestemændene på grundlag af deres erhvervserfaring.

92.

Jeg er derfor af den opfattelse, at artikel 2 og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at de er til hinder for en overgangsordning som den i tvisterne i hovedsagerne omhandlede, hvorefter der ved indplaceringen af gamle tjenestemænd på løntrinnene i den nye lønordning kun tages hensyn til den tidligere grundløn, og som ved opstigningen i højere løntrin kun anvender den erhvervserfaring, der er erhvervet efter overgangsordningens ikrafttræden, uafhængigt af den samlede varighed af tjenestemandens erhvervserfaring.

93.

Med det fjerde og det ottende spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, hvilken retsfølge der kan drages af konstateringen af en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, indført ved bestemmelser som dem i den tidligere BBesG og i BerlBesÜG.

94.

Den forelæggende ret har anført, at selv ved at tage hensyn til den samlede nationale ret kan den ikke anvende metoden med overensstemmende fortolkning.

95.

Retten finder desuden heller ikke, at den kan anvende Domstolens faste praksis, hvorefter det tilkommer den nationale ret, som skal træffe afgørelse i en tvist om princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, inden for rammerne af sine beføjelser at sikre den retsbeskyttelse, der for borgerne følger af EU-retten, og at sikre dennes fulde virkning, idet den skal undlade at anvende enhver modstridende bestemmelse i national lov ( 24 ).

96.

Den forelæggende ret har således forklaret, at udelukkelsen af de relevante bestemmelser i den tidligere BBesG, den tidligere BBesG Bln og BerlBesÜG vil have til følge at berøve aflønningen af tjenestemændene retsgrundlaget og dermed berøve tjenestemanden sin løn.

97.

For så vidt som denne løsning ville skabe et retligt tomrum, som tysk national ret ikke kan udfylde, ønsker den forelæggende ret navnlig oplyst, om løsningen i dommen af 26. januar 1999, Terhoeve ( 25 ), og af 22. juni 2011, Landtová ( 26 ), finder anvendelse i den foreliggende sag. I disse domme har Domstolen efter at have konstateret, at der foreligger en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling, fastslået, at i tilfælde hvor det konstateres, at der forligger en forskelsbehandling i strid med EU-retten, og så længe der ikke er vedtaget foranstaltninger, som genindfører ligebehandlingen, kan overholdelsen af ligebehandlingsprincippet kun sikres ved, at personer tilhørende den kategori, som forskelsbehandles, indrømmes de samme rettigheder som de personer, der tilhører den privilegerede kategori, idet disse regler er de eneste, man kan henholde sig til, når EU-retten ikke er korrekt anvendt ( 27 ).

98.

I den foreliggende sag ville dette ifølge den forelæggende ret være en tilbagevirkende tilpasning af lønnen opadtil, idet den eneste måde at afhjælpe en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder er efterfølgende at udbetale en løn svarende til det øverste løntrin til de forskelsbehandlede tjenestemænd.

99.

Det centrale punkt er her, hvordan forskelsbehandling på grund af alder i strid med EU-retten effektivt kan bekæmpes. Er, som Kommissionen har anført, medlemsstatens ansvar for tilsidesættelse af EU-retten den eneste tænkelige løsning, selv om der hertil kræves et nyt søgsmål ved den nationale ret og således en yderligere byrde for de forskelsbehandlede personer?

100.

Mens jeg deler Kommissionens synspunkt, hvorefter indplacering med tilbagevirkende kraft af forskelsbehandlede personer på det øverste løntrin i den lønramme, de tilhører, skaber andre former for forskelsbehandling og derfor ikke er en hensigtsmæssig løsning, mener jeg alligevel, at det er muligt at anvende retspraksis fra Landtová-dommen på de foreliggende tvister i hovedsagerne.

101.

Som tidligere anført fremgår det af Domstolens praksis, at for at genindføre ligebehandling, så længe der ikke er vedtaget nogen national foranstaltning herom, skal personer tilhørende den kategori, som forskelsbehandles, indrømmes samme behandling som de personer, der tilhører den privilegerede kategori. Med henblik herpå skal de pågældende to kategorier derfor identificeres nøjagtigt.

102.

Vanskeligheden i den foreliggende sag skyldes, at identificeringen af disse to kategorier ikke er så let som de sager, Domstolen hidtil har behandlet. De pågældende kategorier er eksempelvis ikke mænd på den ene side og kvinder på den anden ( 28 ).

103.

I tvisterne i hovedsagerne findes der ikke ensartede kategorier af forskelsbehandlede henholdsvis privilegerede personer. Den forskelsbehandling, der blev indført med den lønordning, der var baseret på den tidligere BBesG, finder sted på flere niveauer. Som tidligere anført vedrører forskelsbehandlingen ved tilsvarende erhvervserfaring de yngste personer ( 29 ). Der er således mange kategorier at sammenligne, eftersom der kan være lige så mange, som der er personer af forskellig alder, der har en tilsvarende erhvervserfaring.

104.

Jeg kan derfor ikke se nogen grund til ikke at anvende den faste retspraksis, der er gengivet i Terhoeve-dommen og Landtová-dommen ( 30 ), på tvisterne i hovedsagerne. Denne retspraksis tilsigter straks at sikre den forskelsbehandlede EU-borger overholdelsen af de rettigheder, denne har i henhold til EU-retten. I forbindelse med en national lovgivning, der er i strid med EU-retten, og så længe der ikke er vedtaget nationale foranstaltninger med henblik på at genindføre ligebehandling, tilkommer det den nationale ret at beskytte disse rettigheder.

105.

I den foreliggende sag udleder sagsøgerne af direktiv 2000/78 retten til ikke at blive forskelsbehandlet på grund af alder. Hurtig genindførelse af ligebehandling er så meget desto mere væsentlig, som den følgevirkning, der er forbundet med forskelsbehandling, vedrører lønvilkårene og dermed en brøkdel af tjenestemændenes løn. En anvendelse af retspraksis i dommen i sagen Francovich m.fl. ( 31 ) vil kunne forpligte sagsøgerne til at anlægge et nyt søgsmål ved de nationale retter med alle de følger, bl.a. pengemæssige og tidsmæssige, som dette ville medføre.

106.

Den omstændighed, at de pågældende kategorier i de foreliggende sager ikke er fuldstændig ensartede, forekommer mig ikke at være en uoverstigelig forhindring. Jeg er nemlig af den opfattelse, at for at genindføre ligebehandling skal de forskelsbehandlede tjenestemænd ikke sikres indplacering på det øverste løntrin i lønrammen, men indplacering på samme løntrin som det, hvorpå en ældre tjenestemand, som har en tilsvarende erhvervserfaring, er blevet indplaceret. Den tyske regering har i øvrigt omtalt en sådan løsning i sit skriftlige indlæg, hvor den anfører, at for så vidt som EU-retten pålægger en berigtigelse, skal den i højere grad tage hensyn til individuelle situationer. Den tyske regering har dernæst anført, at en individuelt set hensigtsmæssig kompensation indebærer en undersøgelse af, hvilke kandidater der, fordi de er de ældste i en konkret ansættelsessituation, er blevet ansat på mere fordelagtige vilkår end andre til trods for en tilsvarende profil ( 32 ).

107.

Denne løsning, som forekommer mig at være den mest rimelige, har den fordel, at den gør det muligt for den nationale ret at basere sig på et eksisterende referencesystem, navnlig den tidligere aflønningsordning, og således hurtigt at fjerne den forskelsbehandling, som tjenestemanden har været udsat for. Det forholder sig således, at den nationale ret i visse tilfælde vil kunne stå over for den omstændighed, at der ikke foreligger en profil svarende til profilen for den tjenestemand, der er blevet ugunstigt behandlet på grund af sin alder. I et sådant tilfælde tilkommer det den forelæggende ret at søge en rimelig løsning, der efter dens opfattelse er bedst egnet til at tage hensyn til en sådan tjenestemands karriere. Den kunne f.eks. basere sig på den nye aflønningsordning, der muliggør en indplacering i forhold til erhvervserfaring.

108.

På baggrund af det ovenstående mener jeg, at såfremt der er konstateret en forskelsbehandling i strid med EU-retten, og lige så længe som der ikke er vedtaget foranstaltninger, der genindfører ligebehandling, kan overholdelsen af princippet om ligebehandling kun sikres ved indplacering af de forskelsbehandlede tjenestemænd på samme løntrin som det, hvorpå en ældre tjenestemand, der har en tilsvarende erhvervserfaring, er blevet indplaceret.

109.

Med det femte spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om nationale bestemmelser som de i hovedsagerne omhandlede, som lader udøvelsen af sagsøgerne i hovedsagernes ret til ligebehandling være afhængig af, at de har gjort denne ret gældende over for deres arbejdsgivere relativt hurtigt, dvs. før afslutningen af det pågældende regnskabsår, tilsidesætter adgangen til effektive retsmidler. Den tyske regering har præciseret, at budgettet opstilles og vedtages ved finansloven på årlig basis.

110.

Jeg erindrer for det første om, at chartrets artikel 47, stk. 1, bestemmer, at »[e]nhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i denne artikel«.

111.

For det andet, som Domstolen har fastslået i dom af 8. juli 2010, Bulicke ( 33 ), fastsætter artikel 9 i direktiv 2000/78 dels, at medlemsstaterne sikrer, at enhver, der føler sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende, kan indgive klage til retslige og/eller administrative instanser med henblik på håndhævelse af forpligtelserne i henhold til dette direktiv, dels, at disse forpligtelser for medlemsstaterne ikke berører nationale regler om tidsfrister for anlæggelse af sager vedrørende princippet om ligebehandling. Det følger af denne udtalelse, at spørgsmålet om frister for at indlede et søgsmål for at sikre, at forpligtelserne i henhold til direktivet efterkommes, ikke er reguleret ved EU-retten ( 34 ).

112.

Det fremgår af Domstolens faste praksis, at hvis der ikke findes EU-retlige bestemmelser på området, tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden, i medfør af princippet om medlemsstaternes procesautonomi, at udpege de kompetente domstole og fastsætte de processuelle regler for søgsmål til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne, hvorved medlemsstaterne imidlertid har en forpligtelse til konkret at sikre, at disse rettigheder effektivt beskyttes ( 35 ). Processuelle regler for søgsmål til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne, i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde, der nu er knæsat i artikel 4, stk. 3, TEU, må imidlertid ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden (effektivitetsprincippet) ( 36 ).

113.

Hvad for det første angår ækvivalensprincippet fremgår det af Domstolens praksis, at det er en betingelse for, at dette princip er overholdt, at den pågældende nationale regel finder anvendelse uden forskel på søgsmål, der vedrører de rettigheder, som borgerne har i henhold til EU-retten, og søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af national ret, og hvor sagsgenstanden og søgsmålsgrundlaget er de samme. Det tilkommer den nationale ret, som har direkte kendskab til de gældende processuelle regler, at efterprøve, om søgsmålene ligner hinanden ud fra sagsgenstanden, søgsmålsgrundlaget og de væsentligste forhold ( 37 ).

114.

I det foreliggende tilfælde fremgår det af de oplysninger, den forelæggende ret har meddelt, at i henhold til et tysk princip, der er udviklet i retspraksis, skal tjenestemanden gøre pengeydelser, som ikke følger direkte af loven, gældende inden for en relativt kort tid, det vil under alle omstændigheder sige før afslutningen af det pågældende regnskabsår. I bestemte tilfælde sætter den særlige karakter af tjenestemandsforholdet, som er et gensidigt bindende tillidsforhold, netop begrænsninger for tjenestemænds mulighed for at gøre sådanne krav gældende.

115.

Kravet om en relativt kort tidsfrist, nemlig inden regnskabsårets afslutning, synes således både at vedrøre søgsmål, der er anlagt af tjenestemænd, der er ofre for en krænkelse af den nationale ret, og tjenestemænd, der er ofre for en krænkelse af EU-retten. Denne nationale regel synes derfor at overholde ækvivalensprincippet ( 38 ). Om dette faktisk er tilfældet, skal afgøres af den nationale ret.

116.

Vedrørende effektivitetsprincippet bemærkes, at Domstolen i forbindelse med en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende direktiv 2000/78 allerede har fastslået, at fastsættelsen til to måneder af en frist til at meddele arbejdsgiveren et krav ikke synes at kunne gøre det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten ( 39 ).

117.

En tjenestemands forpligtelse til at gøre en ret til pengeydelser, som ikke følger direkte af loven, gældende inden afslutningen af det pågældende regnskabsår, mener jeg således i princippet ikke kan gøre det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten, for så vidt som regnskabsåret svarer til et kalenderår ( 40 ).

118.

Spørgsmålet om et sådant søgsmåls effektivitet opstår, når tjenestemanden har kendskab til krænkelsen af hans ret til ikke at blive forskelsbehandlet ved afslutningen af regnskabsåret. Såfremt den pågældende tjenestemand eksempelvis måtte have kendskab til den forskelsbehandling, han er genstand for, nogle dage før regnskabsårets afslutning, er han næsten frakendt retten til at anlægge sag.

119.

Det fremgår således, at en tjenestemand i en situation som den ovenfor beskrevne kan berøves adgangen til effektive retsmidler ved en domstol med henblik på at forsvare de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten.

120.

Det tilkommer den forelæggende ret, som til forskel fra Domstolen i forbindelse med artikel 267 TEUF er kompetent til at tage stilling til de faktiske omstændigheder i tvisterne i hovedsagerne og til at fortolke tysk lovgivning, at efterprøve, om den nationale regel, som er omhandlet i disse tvister, der fastsætter en forpligtelse for en tjenestemand til at gøre en ret til pengeydelser, som ikke følger direkte af loven, gældende inden det pågældende regnskabsårs afslutning, ikke tilsidesætter effektivitetsprincippet.

121.

Henset til det ovenstående er jeg af den opfattelse, at EU-retten, især ækvivalens- og effektivitetsprincipperne samt chartrets artikel 47, ikke er til hinder for en national regel som den i tvisterne i hovedsagerne omhandlede, som fastsætter en forpligtelse for tjenestemanden til at gøre en ret til pengeydelser, som ikke følger direkte af loven, gældende inden det pågældende regnskabsårs afslutning, for så vidt som de processuelle regler for søgsmål til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne, ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for søgsmål til beskyttelse af pengemæssige rettigheder på grundlag af national ret, og en sådan national regel ikke forvolder borgerne processuelle ulemper forbundet med præklusionsfristen, der kan gøre det uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

122.

Henset til det ovenstående foreslår jeg Domstolen, at den besvarer Verwaltungsgericht Berlins spørgsmål således: