1. 

Landgericht Saarbrücken har forelagt Domstolen flere tvivlsspørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 21, stk. 5, i direktiv 2009/103/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse ( 2 ) samt muligheden for at påberåbe sig denne bestemmelse. Nærmere bestemt spørger den forelæggende ret, om den pågældende bestemmelse giver en civilretlig instans hjemmel til lovligt at forkynde en stævning for en »skadebehandlingsrepræsentant«, når denne ikke er i besiddelse af en udtrykkelig fuldmagt fra den sagsøgte. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, er den forelæggende ret ligeledes i tvivl om, hvorvidt den nævnte artikel 21 kan påberåbes i en situation, hvor der er tale om et »trepartsforhold«, sådan som det er tilfældet i den foreliggende sag, hvor et direktiv finder anvendelse på en offentlig myndighed, men har indirekte indvirkning på en privatperson.

2.

Direktiv 2009/103 ophævede direktiv 2000/26/EF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer ( 3 ). Ikke desto mindre blev affattelsen af de bestemmelser, som er genstand for fortolkning i den foreliggende sag, bibeholdt i den nye version. Følgende betragtninger samt ikke mindst artikel 20 og 21 er relevante.

[…]

[…]

[…]

Artikel 20

Særlige bestemmelser for skadelidte i forbindelse med uheld i en anden medlemsstat end den, hvor skadelidte er bosat

1.   Artikel 20 til 26 har som mål at fastsætte særlige bestemmelser for skadelidte, der er berettiget til erstatning for tab eller skade som følge af uheld i en anden medlemsstat end den, hvor skadelidte er bosat, forvoldt af køretøjer, der er forsikret og hjemmehørende i en medlemsstat.

Med forbehold af tredjelandes lovgivning om civilretligt ansvar og international privatret finder disse bestemmelser også anvendelse på skadelidte, der er bosat i en medlemsstat og er berettiget til erstatning for tab eller skade som følge af uheld i tredjelande, hvis nationale forsikringsbureau har tilsluttet sig ordningen med grønne kort, når sådanne uheld forvoldes af køretøjer, der er forsikret og hjemmehørende i en medlemsstat.

2.   Artikel 21 og 24 finder kun anvendelse i tilfælde af uheld, der er forvoldt af et køretøj:

Artikel 21

Repræsentant bemyndiget til at behandle skadessager

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at ethvert forsikringsselskab, der dækker risici i forsikringsklasse 10 under punkt A i bilaget til direktiv 73/239/EØF, bortset fra fragtførerens ansvar, udpeger en skadebehandlingsrepræsentant i alle andre medlemsstater end den, hvor selskabet har fået sin administrative tilladelse.

Denne repræsentant behandler og afvikler skadessager i forbindelse med uheld i de i artikel 20, stk. 1, omhandlede tilfælde.

Skadebehandlingsrepræsentanten skal være bosat eller etableret i den medlemsstat, hvor han er udpeget.

2.   Valget af skadebehandlingsrepræsentanten sker efter forsikringsselskabets skøn.

Medlemsstaterne kan ikke indskrænke dette frie valg.

3.   Skadebehandlingsrepræsentanten kan handle for et eller flere forsikringsselskabers regning.

4.   Skadebehandlingsrepræsentanten indsamler i forbindelse med sådanne erstatningskrav alle de oplysninger, der er nødvendige for afvikling af skadessagerne og tager de nødvendige skridt til at forhandle en afgørelse heraf.

Kravet om udpegelse af en skadebehandlingsrepræsentant afskærer ikke skadelidte eller skadelidtes forsikringsselskab fra at rejse krav direkte mod skadevolderen eller skadevolderens forsikringsselskab.

5.   Skadebehandlingsrepræsentanten skal have tilstrækkelig bemyndigelse til at repræsentere forsikringsselskabet over for skadelidte i de i artikel 20, stk. 1, omhandlede tilfælde, samt til fuldt ud at imødekomme skadelidtes krav.

Repræsentanten skal være i stand til at behandle sagen på de(t) officielle sprog i den medlemsstat, hvor skadelidte har bopæl.

6.   Udpegelsen af en skadebehandlingsrepræsentant kan ikke i sig selv betragtes som oprettelse af en filial i henhold til artikel 1, litra b), i direktiv 92/49/EØF, og skadebehandlingsrepræsentanten betragtes ikke som et etableret forretningssted i henhold til artikel 2, litra c), i direktiv 88/357/EØF eller en virksomhed i henhold til forordning (EF) nr. 44/2001.«

3.

Direktiv 2009/103 er blevet gennemført i Tyskland ved Versicherungsaufsichtsgesetz (herefter »VAG«). Helt konkret findes gennemførelsesbestemmelsen til direktivets artikel 21, stk. 5, i VAG’s § 7b, stk. 2, som har følgende ordlyd:

»Skadebehandlingsrepræsentanten skal være bosat eller etableret i den medlemsstat, hvor han er udpeget. Han kan handle for et eller flere forsikringsselskabers regning. Han skal have tilstrækkelig bemyndigelse til at repræsentere forsikringsselskabet over for skadelidte samt til fuldt ud at imødekomme skadelidtes krav. Han skal være i stand til at behandle sagen på de(t) officielle sprog i den stat, for hvilken han er udpeget.«

4.

De tyske regler for forkyndelse på det civilretlige område findes i Zivilprozessordnungs § 166 og ff. § 171, som omhandler forkyndelse gennem repræsentant, har følgende ordlyd:

»Forkyndelsen kan for en ved lov udpeget repræsentant foretages med samme retsvirkning som for principalen. Repræsentanten skal fremlægge skriftlig dokumentation for mandatet.«

5.

Spedition Welter er en virksomhed, som er hjemmehørende i Tyskland og indehaver af en lastbil, der var involveret i et trafikuheld, som fandt sted den 24. juni 2011 i udkanten af Paris. Som følge af uheldet anlagde Spedition Welter sag ved de tyske domstole mod føreren af det andet involverede køretøj, som er bosiddende i Frankrig, og hvis ansvarsforsikring er tegnet hos forsikringsselskabet Avanssur S.A., som ligeledes er hjemmehørende i Frankrig.

6.

Retten i første instans overleverede stævningen til Avanssur SA’s skadebehandlingsrepræsentant i Tyskland, forsikringsselskabet AXA Versicherungs AG.

7.

AXA Versicherungs AG afviste stævningen under henvisning til, at den sagsøgte ikke udtrykkeligt havde bemyndiget repræsentanten til at modtage forkyndelser på dennes vegne.

8.

Retten i første instans afviste søgsmålet på grund af en alvorlig tilsidesættelse af et formkrav, idet stævningen ikke var blevet forkyndt korrekt for den sagsøgte. Ifølge retten i første instans skulle stævningen have været forkyndt direkte for Avanssur SA i overensstemmelse med de gældende retsakter til fremme af det retslige samarbejde, nærmere bestemt forordning (EF) nr. 1393/2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager ( 4 ).

9.

Sagsøgeren bestred denne fortolkning og ankede dommen til Landgericht Saarbrücken under direkte påberåbelse af artikel 21, stk. 5, i direktiv 2009/103. Denne bestemmelse indebærer efter sagsøgerens opfattelse, at repræsentanten i medfør af loven er bemyndiget til at modtage forkyndelser i en sag om civilretligt ansvar for motorkøretøjer.

10.

Som følge af de tvivlsspørgsmål, der er opstået i forbindelse med sagsøgerens påstand, har Landgericht Saarbrücken besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen nærværende præjudicielle spørgsmål.

11.

Den 26. juni 2012 blev Landgericht Saarbrückens anmodning om præjudiciel afgørelse indført i Domstolens register. Anmodningen er affattet på følgende måde:

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende:

12.

Avanssur SA, Republikken Østrig, Den Portugisiske Republik samt Europa-Kommissionen har afgivet skriftlige indlæg.

13.

Med sit første spørgsmål ønsker Landgericht Saarbrücken oplyst, om »skadebehandlingsrepræsentanter« i henhold til artikel 21, stk. 5, i direktiv 2009/103 har passiv fuldmagt til at modtage forkyndelser rettet mod forsikringsselskabet under en civilretlig proces.

14.

De parter, der har afgivet indlæg i sagen, har forskellige opfattelser heraf. På den ene side anfører Republikken Østrig og Kommissionen, at der i den nævnte artikel 21, stk. 5, i direktiv 2009/103 sikres en passiv fuldmagt, som både er gældende i forbindelse med administrative og retslige procedurer. Avanssur SA og Den Portugisiske Republik er derimod af den opfattelse, at der ikke nævnes noget om retslige procedurer i bestemmelsen, hvorfor enhver fuldmagt af denne art i en sag som den foreliggende falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde.

15.

Inden min fortolkning af den nævnte artikel 21, stk. 5, i direktiv 2009/103 finder jeg det nødvendigt at fremsætte nogle indledende bemærkninger.

16.

For det første behandles sagen ved de tyske domstole af en retsinstans med international kompetence. Hverken sagens parter eller de tyske domstole, der hidtil har udtalt sig i sagen, betvivler sidstnævntes internationale kompetence til at træffe afgørelse i sagen. Som det vil fremgå nedenfor, er dette spørgsmål yderst relevant, da det fjerner mange af tvivlsspørgsmålene vedrørende affattelsen af artikel 21, stk. 5, i direktiv 2009/103. Vi har således at gøre med en tvist, som alene omhandler anvendelsesområdet for en passiv forkyndelsesfuldmagt, uden at spørgsmålet på noget tidspunkt berører den internationale kompetence hos de domstole, som behandler tvisten.

17.

På samme måde er det nødvendigt at fremhæve et andet aspekt, som ikke er mindre relevant. Den omtvistede fuldmagt vedrører en passiv repræsentation i forbindelse med forkyndelsen af en retsakt, nærmere bestemt den første stævning. Formålet med den fuldmagt, som Spedition Welter anser AXA Versicherungs AG for at have, er hverken at varetage forsvaret i en retssag eller på generel vis at repræsentere den sagsøgte over for de tyske domstole. Den fuldmagt, som ifølge Spedition Welter skal udledes af artikel 21, stk. 5, i direktiv 2009/103, omhandler forkyndelse af retsakter, og den har på intet tidspunkt indvirkning på Avanssur SA’s rolle som sagsøgt eller på de vilkår, hvorpå denne skal udøve sit forsvar. Denne passive fuldmagt til at modtage retslige forkyndelser har den fordel, at sagsøgeren ikke behøver at foretage en international forkyndelse eller – som i den foreliggende sag – en forkyndelse i henhold til procedurerne i forordning nr. 1393/2007, der, som det fremgår af sagens akter, indebærer udgifter til oversættelse, som kan undgås ved forkyndelse gennem repræsentanten.

18.

Det spørgsmål, vi har med at gøre her, vedrører således et meget konkret og nøjagtigt aspekt. Kort sagt skal det afklares, om en »skadebehandlingsrepræsentant« i den forstand, dette udtryk er anvendt i direktiv 2009/103, har passiv fuldmagt til at modtage forkyndelse af en retsakt, nærmere bestemt en stævning.

19.

Efter disse bemærkninger vil jeg analysere baggrunden for artikel 21, stk. 5, i direktiv 2009/103, hvorefter jeg vil foretage en fortolkning af bestemmelsen i lyset af dens formål og opbygning.

20.

Direktiv 2009/103 ophævede som tidligere nævnt direktiv 2000/26, som på sin side gennemførte gennemgribende ændringer af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF ( 5 ). Artikel 21, stk. 5, i direktiv 2009/103 har sin oprindelse i artikel 4 i direktiv 2000/26. Sidstnævnte bestemmelse, som blev gennemført i år 2000, udgjorde blot én ud af mange forbedringer af den harmoniserede ordning for ansvarsforsikring for motorkøretøjer.

21.

Kommissionen har gennem hele forløbet slået til lyd for, at skadebehandlingsrepræsentanten skal have bemyndigelse til at modtage forkyndelser af retsakter fra en domstol, ved hvilken der verserer en sag om forsikringsselskabets civilretlige ansvar, og dette kom til udtryk i det direktivforslag, som blev offentliggjort den 10. oktober 1997 ( 6 ), og som indeholdt en bestemmelse med nedenstående ordlyd, der var forløber for den endelige artikel 4:

»Skadesrepræsentanten skal have tilstrækkelig bemyndigelse til at repræsentere selskabet over for personer, der har lidt skade, og som kan indgive erstatningskrav, herunder med hensyn til betaling med frigørende virkning af krav, og til at repræsentere det eller, om nødvendigt, lade det repræsentere ved domstolene, for så vidt angår disse erstatningskrav, i den udstrækning dette er foreneligt med Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager samt andre regler for international privatret om tildeling af retlig kompetence, og over for myndighederne i den medlemsstat, på hvis område han repræsenterer forsikringsselskabet« ( 7 ).

22.

I de forklarende bemærkninger til direktivforslaget tilføjede Kommissionen, at den pågældende bestemmelse havde til formål at redegøre for virkningerne af skadesrepræsentantens handlinger over for skadelidte ( 8 ). Når skadesrepræsentanten har retlig bemyndigelse til at repræsentere forsikringsselskabet ved behandling af krav, vil hans handlinger binde forsikringsselskabet med hensyn til skadelidte. Efterfølgende tilføjede Kommissionen:

»Teksten fastslår ikke, at jurisdiktionen er skadelidtes bopælsland. Dette ville være upassende i sager, der normalt ville blive behandlet efter en anden lovgivning end den, der gælder i den pågældende domstols land, nærmere betegnet den pågældende domstols regler for international privatret. At skadesrepræsentanten er bemyndiget til at repræsentere forsikringsselskabet »ved domstolene« vil dermed være af begrænset betydning i forbindelse med dette direktiv« ( 9 ).

23.

Det skal ligeledes bemærkes, at Kommissionen har fastholdt, at den retlige bemyndigelses processuelle dimension på ingen måde måtte have betydning for reglerne om international kompetence. Af samme årsag understregede Kommissionen, at bemyndigelsens processuelle indvirkning ville være beskeden eller, som det fremgår af teksten, »af begrænset betydning«, hvilket er særlig relevant for den foreliggende sag. Dermed mente Kommissionen, at procesfuldmagten skulle opfattes ordret, nemlig som en fuldmagt til at varetage bestemte processkridt, idet det primære formål med denne funktion er at lette forkyndelsesprocedurerne, men ikke at ændre reglerne om tildeling af international kompetence.

24.

Under andenbehandlingen i Europa-Parlamentet blev der foretaget en ændring i bestemmelsen. Henvisningen til »myndighederne i medlemsstaterne« i artikel 3, stk. 5, blev flyttet til præamblen. Den enighed, som blev opnået af Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet, fremgår af en af Kommissionens udtalelser, hvori denne accepterer at fjerne henvisningen til domstolene i den nævnte bestemmelse for i videst muligt omfang at undgå at ændre den internationale privatrets regler. Den enighed, som institutionerne nåede frem til, bestod imidlertid i at bibeholde en henvisning til domstolene i præamblen netop med det formål at sikre en om ikke andet så dog »begrænset« repræsentationsgrad, sådan som Kommissionen havde slået til lyd for i begyndelsen af lovgivningsprocessen ( 10 ). Det var denne enighed, som i sidste ende kom til udtryk i den endelige version af direktiv 2000/26, og som sidenhen skulle blive afspejlet i direktiv 2009/103.

25.

Kort sagt fremgår det af baggrunden for direktiv 2009/103, at den repræsentation, som i skadelidtes bopælsland udøves for et forsikringsselskab, efter lovgiverens hensigt omfatter en passiv fuldmagt til at modtage forkyndelser af retsakter, omend af begrænset karakter. I erkendelse af de konsekvenser, som repræsentantens rolle kunne have for den sikkerhed, som den sagsøgte er garanteret gennem reglen om værneting ved sagsøgtes bopæl, har såvel Kommissionen som Europa-Parlamentet helt fra processens begyndelse været opmærksomme på, at den passive forkyndelsesfuldmagt på ingen måde skulle kunne indebære en ændring af de almindelige eller særlige regler inden for den internationale privatret, som finder anvendelse på grænseoverskridende tvister vedrørende civilretligt ansvar på færdselsområdet.

26.

Imidlertid skulle indvirkningen af en passiv fuldmagt under alle omstændigheder være »begrænset«, således som det fremgår af det parlamentariske arbejde. Det synes rimeligt at antage, at en sådan »begrænset« virkning i det mindste omfatter en bemyndigelse til at modtage forkyndelser af retsakter på vegne af den sagsøgte, når sagsøgeren anlægger sag ved domstolene i sit bopælsland. Under disse omstændigheder har forkyndelsen af stævningen for repræsentanten alene til formål at fastlægge det procesretlige forhold. Hvis tvisten skal behandles ved domstolene i sagsøgerens bopælsland, er den sagsøgte nødt til at skaffe sig en juridisk forsvarer med bestalling i sagsøgerens bopælsland. De efterfølgende retsakter forkyndes på sagsøgerens sprog, da dette også er den sagsøgtes advokats sprog. Set ud fra den indvirkning, som den passive repræsentation har på domstolene i henhold til artikel 21, stk. 5, i direktiv 2009/103, er der som påkrævet i den pågældende bestemmelses ratio tale om en begrænset fuldmagt.

27.

Som jeg netop har anført, var det hensigten, at artikel 21, stk. 5, i direktiv 2009/103 – med sin henvisning til, at repræsentanten skal have »tilstrækkelig bemyndigelse« – både skulle omfatte bemyndigelse til at repræsentere selskabet over for skadelidte og de offentlige myndigheder, herunder de retslige myndigheder, omend i »begrænset« omfang. Denne lovgivningsmæssige vilje bekræftes i 37. betragtning til direktivet, hvori det kategorisk fastslås, at den tilstrækkelige bemyndigelse omfatter repræsentation »over for nationale myndigheder, herunder, om nødvendigt, [...] ved domstolene« ( 11 ).

28.

Ligeledes indeholder artikel 21, stk. 5, et afsnit mere, hvori det bemærkes, at repræsentanterne »skal være i stand til at behandle sagen på de(t) officielle sprog i den medlemsstat, hvor skadelidte har bopæl«. Mens det i de tidligere nævnte bestemmelser fastslås, at bemyndigelsen har fuld virkning over for de retslige myndigheder, bekræftes det i sidstnævnte bestemmelse, at den pågældende bemyndigelse omfatter de foranstaltninger, hvorigennem den skadelidte kan henvende sig til repræsentanten på sit eget sprog. Som anført i punkt 17 i dette forslag til afgørelse er årsagen til, at Spedition Welter anmoder retten om at forkynde stævningen for Avanssur SA’s repræsentant i Tyskland, netop at undgå de udgifter til oversættelse, som kræves i henhold til forordning nr. 1393/2007. I 34. betragtning til direktiv 2009/103 tillægges dette stor betydning, idet der gøres opmærksom på vigtigheden af, at den skadelidtes krav »kan behandles på en måde, som skadelidte er fortrolig med«.

29.

Det skal ligeledes bemærkes, at anerkendelsen af en passiv fuldmagt til at modtage forkyndelser af retsakter ikke har nogen betydning for den internationale privatrets gældende regler på området. Dette forbehold er vigtig, for på trods af at skadebehandlingsrepræsentationen indebærer en repræsentation over for de retslige myndigheder, skal der erindres om, at institutionerne var påpasselige med ikke at indføre nogen regel, som kunne have betydning for den hårfine balance, der kendetegner bestemmelserne om international kompetence og lovvalg i forbindelse med grænseoverskridende erstatningssøgsmål for skader lidt som følge af trafikuheld. Denne bekymring kommer ligeledes til udtryk i 35. betragtning, 36. betragtning in fine og 38. betragtning til direktiv 2009/103.

30.

Ovenstående argumenter svækkes tilsyneladende ikke af den teori, som Avanssur SA og Den Portugisiske Republik slår til lyd for, hvorefter det forhold, at der i direktivet ikke udtrykkeligt nævnes en passiv fuldmagt til at modtage forkyndelser af retsakter, skulle være udtryk for lovgiverens ønske om at udelukke denne form for repræsentation. Som det fremgår af punkt 20-24 i dette forslag til afgørelse, havde lovgiveren netop til hensigt at indføre en sådan repræsentation, omend i begrænset form, og en fortolkning af systematikken i direktiv 2009/103 taler ligeledes herfor. Imidlertid foreligger der yderligere et argument, som med rette er fremført af Kommissionen, og som svækker den af Avanssur og Den Portugisiske Republik anførte teori.

31.

Som det fremgår af det ovenstående, omhandler artikel 22 en procedure til fremsættelse af erstatningskrav, hvorved skadelidte kan henvende sig direkte til forsikringsselskabets repræsentant i den medlemsstat, hvor han er bosiddende, ligesom han har mulighed for at få behandlet sit erstatningskrav på sit eget sprog. På tilsvarende vis pålægges medlemsstaterne i artikel 18 i direktiv 2009/103 at indføre foranstaltninger, der sikrer, at skadelidte ved ulykker, der er forårsaget af et køretøj, som er dækket af en forsikring, »kan rejse krav direkte mod det forsikringsselskab, som skadevolderen er ansvarsforsikret i.« Dette har Tyskland gjort, hvilket den forelæggende ret gør opmærksom på med sin henvisning til de tyske domstoles internationale kompetence i den foreliggende sag ( 12 ).

32.

Når de indledende formaliteter iværksættes direkte over for repræsentanten, og skadelidte ligeledes har mulighed for at anlægge et søgsmål direkte mod forsikringsselskabet, ville det således i det mindste være overraskende, hvis disse retsakter ikke ligeledes skulle kunne forkyndes over for repræsentanten, hvis funktion netop er at lette behandlingen af den skadeslidtes erstatningskrav og, om nødvendigt, anlæggelsen af en erstatningssag.

33.

På baggrund af de fremførte argumenter, og henset til tekstens historiske baggrund og systematiske kontekst, mener jeg således, at artikel 21, stk. 5, i direktiv 2009/103 med sin henvisning til skadebehandlingsrepræsentantens »tilstrækkelige bemyndigelse« skal fortolkes således, at den omfatter en passiv fuldmagt til at modtage forkyndelser af retsakter, sådan som det er tilfældet med forkyndelsen af en stævning fra en skadelidt, som anlægger en civilretlig sag ved en domstol med international kompetence til at behandle tvisten.

34.

Med sit andet præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 21, stk. 5, i direktiv 2009/103 har direkte virkning på en sådan måde, at skadelidte kan påberåbe sig dette for en national ret med det resultat, at den nationale ret skal lægge til grund, at en forkyndelse, der er foretaget for skadebehandlingsrepræsentanten som »repræsentant« for forsikringsselskabet, således er gyldig foretaget.

35.

Som bekendt er det ikke nødvendigt at fastslå, at en EU-bestemmelse, heriblandt direktiverne, har direkte virkning, for at den kan finde anvendelse. En EU-bestemmelse kan finde anvendelse uden nødvendigvis at have direkte virkning ( 13 ). Den direkte virkning består således i, at en EU-bestemmelse på selvstændig vis kan løse et konkret forhold, uden at det samtidig er nødvendigt at anvende andre EU-retlige eller nationale bestemmelser ( 14 ). Ikke desto mindre kan en EU-bestemmelse, som ikke har direkte virkning, fortsat spille en vigtig rolle i forbindelse med afgørelsen af en tvist, idet den kan være til støtte for den ret, der skal træffe afgørelse i sagen. I så fald vil EU-bestemmelsen ikke have direkte virkning, men vil imidlertid »kunne anvendes« på den angivne måde.

36.

Det tydeligste eksempel på, at en EU-bestemmelse ikke behøver at have direkte virkning for at finde anvendelse, kan ses i den såkaldte forpligtelse til overensstemmende fortolkning. En EU-bestemmelse uden direkte virkning – det vil f.eks. sige et direktiv, som ikke er gennemført med virkning i forholdet mellem borgerne – kan godt finde anvendelse på en given sag, da den nationale ret under alle omstændigheder har pligt til at fortolke de nationale bestemmelser i lyset af denne. Direktivet finder anvendelse, og retten skal anvende det i forbindelse med sin afgørelse af tvisten, men eftersom direktivet ikke har direkte virkning, kan retten kun anvende det i fortolkningsmæssig henseende og i det omfang, den nationale lovgivning ikke udtrykkeligt er til hinder herfor. Dette er netop tilfældet i den foreliggende sag, hvorfor den forelæggende rets spørgsmål ikke kan besvares, før det er blevet undersøgt, om det er muligt at fortolke tysk ret i overensstemmelse med direktiv 2009/103. I bekræftende fald ville det således ikke være nødvendigt at analysere, om artikel 21, stk. 5, i det nævnte direktiv har direkte virkning.

37.

Kommissionen har gjort gældende, at det er muligt at fortolke tysk ret i lyset af artikel 21, stk. 5, i direktiv 2009/103. Efter dens opfattelse gengives indholdet af artikel 21, stk. 5, i direktiv 2009/103 ordret i den tyske lovgivning, nærmere bestemt i VAG’s § 7b, stk. 2. Hvis denne bestemmelse i direktiv 2009/103 skal fortolkes på en sådan måde, at repræsentanten herved gives en passiv fuldmagt til at modtage forkyndelser af retsakter, sådan som jeg har foreslået ovenfor, tillader VAG’s § 7b, stk. 2, således ikke en anderledes fortolkning.

38.

Jeg deler Kommissionens opfattelse. Når først Domstolen har bekræftet fortolkningen af en EU-bestemmelse, skal de nationale regler, som gennemfører EU-retten direkte, og som nøje gengiver indholdet af EU-bestemmelsen, fortolkes på tilsvarende vis. Såfremt den nationale gennemførelsesbestemmelse har samme ordlyd som EU-bestemmelsen, sådan som det er tilfældet her, er det indlysende, at EU-bestemmelsen og den nationale bestemmelse ene og alene kan fortolkes på samme måde. Med forbehold for, at dette er et spørgsmål, som det tilkommer den forelæggende ret at afgøre, er det min opfattelse, at VAG’s § 7b, stk. 2, i dette tilfælde skal fortolkes på samme måde som den EU-bestemmelse, der ligger til grund herfor, og som den er nært forbundet med, hvilket i den foreliggende sag vil sige artikel 21, stk. 5, i direktiv 2009/103.

39.

Ligeledes kan det på ingen måde hævdes, at muligheden for en passiv forkyndelsesfuldmagt afvises kategorisk i ZPO. I §§ 170 og 171 nævnes udtrykkeligt muligheden for at foretage forkyndelsen gennem en repræsentant. Omend denne mulighed begrænses til bestemte situationer i § 170, fremgår det af § 171, at der generelt er mulighed herfor i de tilfælde, hvor principalen ved aftale har udpeget en repræsentant. Der skal her erindres om, at medlemsstaterne i henhold til artikel 21, stk. 1, i direktiv 2009/103 skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at forsikringsselskaberne udpeger en repræsentant i alle medlemsstater. Det er indlysende, at denne repræsentation formaliseres gennem aftaler forsikringsselskaberne imellem. Hvis der i direktiv 2009/103 sikres en passiv forkyndelsesfuldmagt, kan aftalerne mellem repræsentant og principal således fungere som viljeserklæringer, hvorved der konkret etableres en fuldmagt, som allerede er sikret gennem direktivet.

40.

Det påhviler naturligvis den forelæggende ret at foretage en fortolkning af den nationale lovgivning i overensstemmelse med artikel 21, stk. 5, i direktiv 2009/103. Som Domstolen har haft lejlighed til at fastslå, skal den forelæggende ret påtage sig denne opgave »ved anvendelsen af fortolkningsmetoder, der er anerkendt i den [nationale retsorden] med henblik på at opnå det resultat, der forfølges med direktivet« ( 15 ). For så vidt som denne mulighed foreligger – og det lader til at være tilfældet – er det ikke nødvendigt at udtale sig om den nævnte bestemmelses direkte virkning.

41.

Inden afslutningen på analysen af det andet præjudicielle spørgsmål er det derimod nødvendigt at afklare, om der foreligger en af de to undtagelser fra forpligtelsen til overensstemmende fortolkning, som er fastsat i Domstolens praksis.

42.

På den ene side kan de nationale retters forpligtelse til at henholde sig til indholdet af et direktiv, når de fortolker og anvender de relevante nationale retsregler, ikke tjene som grundlag for en fortolkning contra legem af national ret ( 16 ). Denne begrænsning kommer dog kun på tale, når der klart og tydeligt foreligger en konflikt mellem forskellige regler, hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag. Såfremt det i øvrigt bekræftes af den forelæggende ret, indeholder ZPO’s § 171 generelle bestemmelser om passive forkyndelsesfuldmagter, uden udtrykkeligt at udelukke den situation, vi har med at gøre i den foreliggende sag. Hertil skal lægges bestemmelserne i den nævnte § 7b, stk. 2, i VAG, hvis systematiske fortolkning sammen med ZPO’s § 171 ikke burde lede til en uløselig konflikt mellem nationale regler og EU-bestemmelser.

43.

På den anden side er de nationale retters forpligtelse til at henholde sig til indholdet af et direktiv, når de fortolker og anvender de relevante nationale retsregler, ligeledes begrænset af de almindelige retsprincipper, herunder navnlig af retssikkerhedsprincippet og princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft ( 17 ).

44.

Det er imidlertid ikke tilfældet her. Selv om tvisten mellem Spedition Welter og Avanssur angår forholdet mellem disse to parter, er der for så vidt angår den passive forkyndelsesfuldmagt snarere tale om et »trepartsforhold«, som ganske vist involverer to privatpersoner, men også de offentlige myndigheder. Når en privatperson anmoder en tysk retsinstans om at forkynde en retsakt for en anden privatperson, er det i virkeligheden medlemsstaten, som sagsøgeren henvender sig til. Den sagsøgte er en indirekte modtager af sagsøgerens anmodning, men anmodningen har en klar adressat, nemlig retsinstansen.

45.

I forbindelse med denne slags situationer har Domstolen ved flere lejligheder fastslået, at »blotte negative følgevirkninger for tredjemands rettigheder – selv hvis de klart kan fastslås – ikke [kan] begrunde, at en borger nægtes adgang til at påberåbe sig bestemmelser i et direktiv over for den berørte medlemsstat« ( 18 ). Det er netop disse blotte negative følgevirkninger, som Avanssur SA kan påberåbe sig, når selskabet modsætter sig en overensstemmende fortolkning af tysk ret i lyset af artikel 21, stk. 5, i direktiv 2009/103. Som nævnt ovenfor er denne type følgevirkninger imidlertid ikke til hinder for anvendelsen af et direktiv og, i endnu mindre udstrækning, for, at fortolkningen heraf får indvirkning på national ret.

46.

På baggrund af ovenstående argumentation er det således min opfattelse, at den nationale ret skal fortolke de nationale retsregler i overensstemmelse med artikel 21, stk. 5, i direktiv 2009/103, eftersom der i den tyske retsorden findes en gennemførelsesbestemmelse, hvis affattelse er sammenfaldende med indholdet i den nævnte artikel 21, stk. 5, i direktiv 2009/103. Under den foreliggende sags omstændigheder er der tilsyneladende ingen begrænsninger i denne overensstemmende fortolkning, idet EU-lovgivningen ikke tjener som grundlag for en fortolkning contra legem af national ret, ligesom den heller ikke er i strid med de almindelige principper om retssikkerhed og forbud mod tilbagevirkende kraft. Det påhviler imidlertid den forelæggende ret at efterprøve disse forhold.

47.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg Domstolen at besvare de af Landgericht Saarbrücken forelagte spørgsmål således: