Parter
Dommens præmisser
Afgørelse

Parter

I sag T-453/11,

Gilbert Szajner, Niort (Frankrig), ved advokat A. Lakits-Josse,

sagsøger,

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) ved A. Folliard-Monguiral, som befuldmægtiget,

sagsøgt,

den anden part i sagen for appelkammeret ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og intervenient ved Retten:

Forge de Laguiole SARL, Laguiole (Frankrig), ved advokat F. Fajgenbaum,

angående en påstand om annullation af afgørelse truffet den 1. juni 2011 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 181/2007-1) vedrørende en ugyldighedssag mellem Forge de Laguiole SARL og Gilbert Szajner,

har

RETTEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, H. Kanninen, og dommerne I. Pelikánová (refererende dommer) og E. Buttigieg,

justitssekretær: fuldmægtig C. Heeren,

under henvisning til stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 8. august 2011,

under henvisning til intervenientens svarskrift, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 25. november 2011,

under henvisning til svarskriftet fra Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 12. december 2011,

under henvisning til replikken, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 20. april 2012,

under henvisning til intervenientens duplik, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 6. juli 2012,

efter retsmødet den 11. februar 2014,

og under henvisning til de yderligere skriftlige indlæg, der efter opfordring fra Retten blev fremsat af parterne og indleveret til Rettens Justitskontor den 24. og den 25. februar samt den 8. og den 9. april 2014,

afsagt følgende

Dom

Dommens præmisser

Sagens baggrund

1. Sagsøgeren, Gilbert Szajner, er indehaver af EF-ordmærket LAGUIOLE, der blev ansøgt om den 20. november 2001 og registreret den 17. januar 2005 af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (herefter »Harmoniseringskontoret«) i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1), med senere ændringer (erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1)).

2. De varer og tjenesteydelser, som varemærket LAGUIOLE er registreret for, henhører bl.a. under klasse 8, 14, 16, 18, 20, 21, 28, 34 og 38 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og svarer i hver enkelt af disse klasser efter det delvise afkald under sagen for Harmoniseringskontoret til følgende beskrivelse:

– klasse 8: »håndværktøj og instrumenter (hånddrevne); skeer; skæreblade, save, skruetrækkere, barbermaskiner, barberknive, barberblade; barberetuier; file og negletænger, negleklippere; manicuresæt«

– klasse 14: »ædle metaller og legeringer heraf; juvelerarbejder, smykker, ædelstene; smykkeskrin af ædle metaller; kronometriske instrumenter, manchetknapper, slipsenåle, pyntenåle; nøgleringe; punge af ædle metaller; ure og armbånd til ure; æsker, lysestager, cigaretuier, husholdnings- og køkkenredskaber samt beholdere af ædle metaller; service af ædle metaller«

– klasse 16: »skolematerialer; papirknive; blyanter, blyantholdere, viskelædere; konvolutter; bind; albummer, bøger, almanakker, pjecer (tryksager), skrive- eller tegnehæfter, kataloger; kalendere, plakater«

– klasse 18: »læder og læderimitationer; rejse- og håndkufferter og ‑tasker; spadserestokke; håndtasker; strandtasker; tasker, toilettasker og rejsekister (store kufferter); tegnebøger; seddelmapper, dokumentmapper; attachétasker (lædervarer); nøgleetuier (lædervarer); punge, ikke af ædle metaller«

– klasse 20: »vitriner (møbler); kunstgenstande eller pyntegenstande af træ, kork, rør, spanskrør, kurvefletning, horn, ben, elfenben, fiskeben, skildpadde, rav, perlemor og merskum samt af erstatningsstoffer for disse materialer eller af plastic«

– klasse 21: »køkkenredskaber og service af glas, porcelæn og fajance; service, ikke af ædle metaller; proptrækkere; flaskeåbnere, metalkasser til brug som håndklædeautomater til papirhåndklæder; timeglas (æggeure); barberkoste, beautybokse«

– klasse 28: »gymnastik- og sportsartikler (dog ikke svømmeartikler, beklædningsgenstande, måtter og fodtøj); golfhandsker«

– klasse 34: »artikler for rygere; tændstikker, lightere til rygere; cigaretuier og cigaretetuier ikke af ædle metaller; cigarklippere; piber; piberensere«

– klasse 38: »telekommunikationsvirksomhed; information vedrørende telekommunikation; informationskontorer (nyheder); udsendelse af meddelelser; computerstøttet transmission af meddelelser og billeder; kommunikation via og/eller mellem computere og computerterminaler; kommunikation via telefon; kommunikationsvirksomhed, transmission af information indeholdt i en database eller i en telematisk server; telefonisk meddelelsesservice, elektronisk post, telematikmeddelelsestjenester; kommunikation og udsendelse af meddelelser, information og data, leveret online eller offline, fra databehandlingssystemer, edb-netværk, inklusive det verdensomspændende telekommunikationsnet kaldet internettet og det verdensomspændende WWW; transmission af informationer via telekommunikationsnetværk, inklusive det globale netværk kaldet internettet«.

3. Den 22. juli 2005 indgav intervenienten, Forge de Laguiole SARL (herefter også benævnt »selskabet«), en begæring om, at varemærket LAGUIOLE blev erklæret delvist ugyldigt i henhold til artikel 52, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94, sammenholdt med samme forordnings artikel 8, stk. 4 [nu artikel 53, stk. 1, litra c), og artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 207/2009].

4. Begæringen om, at varemærket blev erklæret ugyldigt, var støttet på selskabsnavnet Forge de Laguiole, som intervenienten bruger i forbindelse med aktiviteterne »fabrikation og salg af alle knivsmedevarer, sakse, gaveartikler og souvenirs – alle artikler i forbindelse med bordpynt«. Ifølge intervenienten giver dette selskabsnavn, som ikke kun har lokal betydning, selskabet en ret i henhold til fransk ret til at forbyde brugen af et yngre varemærke.

5. Ugyldighedsbegæringen var rettet mod alle de varer og tjenesteydelser, der er nævnt ovenfor i præmis 2.

6. Ved afgørelse af 27. november 2006 afslog annullationsafdelingen ugyldighedsbegæringen.

7. Den 25. januar 2007 indgav intervenienten en klage til Harmoniseringskontoret i henhold til artikel 57-62 i forordning nr. 40/94 (nu artikel 58-64 i forordning nr. 207/2009) over annullationsafdelingens afgørelse.

8. Ved afgørelse af 1. juni 2011 (herefter »den anfægtede afgørelse«) tog Første Appelkammer klagen delvist til følge og erklærede varemærket LAGUIOLE ugyldigt for varerne i klasse 8, 14, 16, 18, 20, 21, 28 og 34. Det afslog klagen for så vidt angår tjenesteydelserne i klasse 38.

9. Appelkammeret fandt navnlig, at et selskabsnavn ifølge fransk retspraksis principielt var beskyttet for alle de aktiviteter, der var omfattet af selskabets formål, idet beskyttelsen dog var begrænset til de aktiviteter, der faktisk og konkret blev udøvet, når selskabets formål var upræcist, eller de udøvede aktiviteter ikke var omfattet af dette. I det foreliggende tilfælde var intervenientens selskabs formål dog tilstrækkeligt præcist for så vidt angik »fabrikation og salg af alle knivsmedevarer, sakse«. Appelkammeret tilføjede, at selv om det måtte medgives, at ordlyden af selskabsformålet »fabrikation og salg af alle gaveartikler og souvenirs – alle artikler i forbindelse med bordpynt« var upræcist, skulle den begærendes selskabsnavn nyde beskyttelse i hvert fald inden for de sektorer, hvor selskabet faktisk udøvede sine aktiviteter før ansøgningen om varemærket LAGUIOLE.

10. I denne henseende fandt appelkammeret, at intervenienten havde bevist at have udøvet en handelsmæssig virksomhed allerede før indgivelsen af ansøgningen om varemærket LAGUIOLE for handel med varer, der henhører under »bordpynt«, »pynt til hjemmet«, vinverdenen, saksefabrikation og artikler til rygere, til golfspillere, til jægere og til fritiden, samt andet tilbehør. Intervenienten havde derimod ikke bevist en handelsmæssig virksomhed for så vidt angår luksusvarerne og rejseartiklerne, der i øvrigt ikke var omfattet af selskabets formål. Endelig anførte appelkammeret, at bortset fra telekommunikationsydelserne i klasse 38 lå alle de varer, der var omfattet af det nævnte varemærke, inden for intervenientens aktivitetssektorer eller befandt sig i aktivitetssektorer, der var forbundet dermed.

11. Hvad angår de omtvistede tegn anførte appelkammeret, at ordet »laguiole«, selv om det var beskrivende og ikke havde særpræg for knive, ikke desto mindre var den dominerende bestanddel eller i det mindste en medherskende bestanddel i selskabsnavnet Forge de Laguiole, selv når sidstnævnte blev brugt til knive. Ved en helhedsvurdering havde de omtvistede tegn en vis lighed på det fonetiske, visuelle og begrebsmæssige plan, som ikke blev udlignet blot ved tilføjelsen af det generiske udtryk »forge de«.

12. Appelkammeret konkluderede deraf dels, at der var en risiko for forveksling for de franske forbrugere, hvis varemærket LAGUIOLE blev brugt for identiske eller lignende varer eller tjenesteydelser, der havde den samme målgruppe, og blev solgt i den samme type forrentninger som »knivsmedevarer, sakse, gaveartikler eller til bordpynt«, som henhørte under intervenientens aktivitetssektorer. Dels fandt appelkammeret, at intervenientens aktiviteter ville blive påvirket, hvis det nævnte varemærke blev brugt til supplerende varer, der var uadskilleligt forbundet med disse aktiviteter, eller som henhørte under aktivitetssektorer, der var forbundet hermed, hvor disse aktiviteter naturligt kan finde sted.

13. Endelig anførte appelkammeret, at selskabsnavnet Forge de Laguiole på grund af sin prestige eller sit omdømme havde en stærk grad af særpræg og kunne nyde en særlig beskyttelse selv for aktivitetssektorer, som var forskellige fra dem, der var omfattet af selskabets formål.

Parternes påstande

14. Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

– Den anfægtede afgørelse annulleres.

– Intervenienten tilpligtes at bære sine egne omkostninger og betale sagsøgerens omkostninger.

15. Harmoniseringskontoret har nedlagt følgende påstande:

– Frifindelse.

– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

16. Intervenienten har nedlagt følgende påstande:

– Appelkammerets afgørelse stadfæstes.

– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Retlige bemærkninger

1. De beviser, der for første gang er forelagt for Retten

17. Det skal konstateres, at sagsøgeren og intervenienten henholdsvis i replikken og i duplikken har fremlagt et vist antal beviser, der ikke indgik i sagsakterne for Harmoniseringskontoret.

18. Sagsøgeren har således fremlagt:

– tre uddrag af en ordbog (bilag 34, 35 og 39 til replikken)

– et uddrag af et auktionskatalog (bilag 36 til replikken)

– to uddrag af resultater fra en søgemaskine på internettet (bilag 37 og 40 til replikken)

– et uddrag fra en online-encyklopædi (bilag 38 til replikken)

– to avisartikler (bilag 41 til replikken)

– uddrag af resultater af en varemærkesøgning i databasen for det franske Institut national de la propriété industrielle (INPI) (institut for industrielle ejendomsrettigheder) (bilag 42 til repli kken)

– fire kopier af afgørelser fra Harmoniseringskontorets indsigelsesafdeling (bilag 34a, 34b, 37a og 38a til replikken).

19. Intervenienten har fremlagt:

– domme fra forskellige franske retter (bilag 55, 57, 58, 67, 68, 69, 70, 73 og 74 til duplikken)

– tre afgørelser fra Harmoniseringskontorets appelkamre og indsigelsesafdeling (bilag 56, 59 og 66 til duplikken)

– uddrag af Harmoniseringskontorets Opposition Guidelines (bilag 60 til duplikken)

– fire avisartikler fra internettet (bilag 61 til duplikken)

– tre uddrag fra salgssteder på internettet (bilag 63-65 til duplikken)

– et uddrag af den franske Code de la consommation (forbrugeraftaleloven) (bilag 71 til duplikken)

– uddrag af årsrapporten for 2011 fra den franske direction générale de la concurrence, de la consommation et de la répression des fraudes (DGCCRF) (generaldirektoratet for konkurrence, forbrugeranliggender og bekæmpelse af svig) (bilag 72 til duplikken).

20. Harmoniseringskontoret har endvidere i sit yderligere skriftlige indlæg af 21. februar 2014 gjort gældende, at den franske cour de cassations dom af 10. juli 2012 (C. Cass. Ch. Com., Cœur de princesse mod Mattel France, nr. 08-2012.010), som sagsøgeren har påberåbt sig, skal udtages af sagen, da den ikke kan antages til realitetsbehandling.

21. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at et søgsmål ved Retten har til formål at efterprøve lovligheden af afgørelser truffet af Harmoniseringskontorets appelkamre, jf. artikel 65 i forordning nr. 207/2009, hvorfor Rettens opgave ikke er at foretage en fornyet undersøgelse af de faktiske omstændigheder i lyset af dokumenter, der for første gang forelægges for Retten. Der skal derfor ses bort fra bilag 34-42 til replikken samt fra bilag 61, 63-65 og 72 til intervenientens duplik, uden at det er nødvendigt at undersøge deres bevismæssige værdi (jf. i denne retning Rettens dom af 24.11.2005, sag T-346/04, Sadas mod KHIM – LTJ Diffusion (ARTHUR ET FELICIE), Sml. II, s. 4891, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).

22. Derimod er bilag 34a, 34b, 37a og 38a til replikken og bilag 56, 59, 60 og 66 til duplikken – selv om de først er blevet fremlagt for første gang for Retten – ikke egentlige beviser, men angår Harmoniseringskontorets afgørelsespraksis, som en part har ret til at henvise til, også selv om den er af senere dato end sagsbehandlingen ved Harmoniseringskontoret (dommen i sagen Sadas mod KHIM – LTJ Diffusion (ARTHUR ET FELICIE), nævnt ovenfor i præmis 21, præmis 20).

23. Det samme gælder bilag 55, 57, 58, 67-71, 73 og 74 til duplikken og dommen fra den franske cour de cassation af 10. juli 2012 (jf. præmis 20 ovenfor), som skal antages til realitetsbehandling, fordi de vedrører den nationale lovgivning og praksis fra de nationale retter, som en part har ret til at henvise til, også selv om de er af senere dato end sagsbehandlingen ved Harmoniseringskontoret. Hverken parterne eller Retten er nemlig forhindrede i ved fortolkningen af den nationale ret, som EU-retten – som i det foreliggende tilfælde – henviser til (jf. præmis 29 nedenfor), at lade sig inspirere af elementer fra lovgivningen eller fra den nationale retspraksis, da der ikke er tale om at kritisere appelkammeret for ikke at have taget hensyn til de faktiske omstændigheder i en dom fra en bestemt fransk ret, men om at påberåbe sig lovbestemmelser eller domme til støtte for et anbringende om appelkammerets fejlagtige anvendelse af en bestemmelse i national ret (jf. analogt Rettens dom af 12.7.2006, sag T-277/04, Vitakraft-Werke Wührmann mod KHIM – Johnson’s Veterinary Products (VITACOAT), Sml. II, s. 2211, præmis 70 og 71).

24. For så vidt som Harmoniseringskontoret har påberåbt sig Domstolens dom af 5. juli 2011 (sag C-263/09 P, Edwin mod KHIM, Sml. I, s. 5853, præmis 46-57) for at anfægte antagelsen til realitetsbehandling som bevis af den franske cour de cassations dom af 10. juli 2012 (jf. præmis 20 ovenfor), er det i øvrigt tilstrækkeligt af fastslå, at det ikke følger af denne dom, at Retten er forhindret i at tage hensyn til beviser, der fremlægges for den for første gang af en part, for at bevise, at appelkammeret har anvendt den nationale ret, der er blevet påberåbt for den, forkert. I denne dom undersøgte Domstolen nemlig alene dels, om Retten havde tilsidesat en national regel, der var blevet anvendt på sagens realitet, dels, om den havde kompetence til at fastslå, at der forelå en sådan tilsidesættelse (dommen i sagen Edwin mod KHIM, præmis 44). I denne forbindelse anførte den ganske vist, at en part, der begærer anvendelsen af en national regel, er forpligtet til over for Harmoniseringskontoret at fremlægge bevis for indholdet af denne lovgivning (jf. dommen i sagen Edwin mod KHIM, præmis 50). Dette betyder imidlertid ikke, at anvendelsen af den nationale regel, som Harmoniseringskontoret har foretaget, ikke kan kontrolleres af Retten i lyset af en national dom, der er af senere dato end vedtagelsen af Harmoniseringskontorets afgørelse, og som er blevet påberåbt af en part i sagen.

25. Endelig skal Harmoniseringskontorets argument, hvorefter den omstændighed, at sagsøgeren først har fremlagt dommen fra den franske cour de cassation af 10. juli 2012 (jf. præmis 20 ovenfor) i retsmødet og ikke tidligere, udgør en »processuel forhalingsmanøvre«, forkastes. Det skal nemlig indledningsvis i denne henseende bemærkes, at den nævnte dom blev afsagt nogle dage efter indleveringen af intervenientens duplik på et tidspunkt, hvor den skriftlige procedure omend ikke formelt, men i princippet var afsluttet. Sagsøgeren havde således ikke i rette tid kunnet påberåbe sig dommen af 10. juli 2012 i sine skriftlige indlæg. Det skal endvidere, og i modsætning til hvad Harmoniseringskontoret har gjort gældende, fremhæves, at sagsøgeren allerede påberåbte sig dommen fra den franske cour de cassation af 10. juli 2012, nævnt ovenfor i præmis 20, i begrundelsen for hans begæring om, at der blev afholdt et retsmøde, som blev indleveret til Rettens Justitskontor den 23. august 2012 og meddelt Harmoniseringskontoret den 11. september 2012, og ikke først under retsmødet.

2. Realiteten

26. Sagsøgeren har anført et enkelt anbringende om en tilsidesættelse af artikel 53, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009, sammenholdt med samme forordnings artikel 8, stk. 4.

27. I henhold til disse to bestemmelser kan et tegn, der ikke er et varemærke, føre til, at et EF-varemærke erklæres ugyldigt, hvis tegnet opfylder fire kumulative betingelser: Tegnet skal være anvendt erhvervsmæssigt, det skal have en betydning, der ikke kun er lokal, rettigheden til tegnet skal være erhvervet i overensstemmelse med reglerne i den medlemsstat, hvor tegnet blev anvendt før tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om registrering som EF-varemærke, og endelig skal tegnet give sin indehaver mulighed for at forbyde anvendelsen af et yngre varemærke. Disse fire betingelser begrænser antallet af tegn, der ikke er varemærker, som kan påberåbes med henblik på at anfægte gyldigheden af et EF-varemærke på hele Fællesskabets område, i overensstemmelse med artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 (Rettens dom af 24.3.2009, forenede sager T- 318/06 – T-321/06, Moreira da Fonseca mod KHIM – General Óptica (GENERAL OPTICA), Sml. II, s. 649, præmis 32).

28. De to første betingelser, dvs. betingelserne om det påberåbte tegns brug og betydning, som ikke kun må være lokal, følger af selve ordlyden i artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 og skal derfor fortolkes i lyset af EU-retten. Forordning nr. 207/2009 fastlægger således ensartede standarder for tegns brug og betydning, der stemmer overens med de principper, der inspirerer den ordning, der er tilvejebragt ved denne forordning (GENERAL OPTICA-dommen, nævnt ovenfor i præmis 27, præmis 33).

29. Til gengæld følger det af sætningsleddet »hvis og i det omfang der i henhold til medlemsstatens lovgivning vedrørende det pågældende tegn«, at de to øvrige betingelser, der fremgår af artikel 8, stk. 4, litra a) og b), i forordning nr. 207/2009, er betingelser fastlagt ved forordningen, som til forskel fra de forrige betingelser skal vurderes i henhold til kriterier fastlagt i den lovgivning, der regulerer det påberåbte tegn. Denne henvisning til den lovgivning, der regulerer det påberåbte tegn, er fuldt ud berettiget, idet forordning nr. 207/2009 anerkender, at tegn, der ikke er omfattet af EF-varemærkeordningen, kan påberåbes over for et EF-varemærke. Det er derfor kun den lovgivning, der gælder for det påberåbte tegn, der giver mulighed for at fastslå, om tegnet er ældre end EF-varemærket, og om det kan berettige et forbud mod brugen af et nyere varemærke (GENERAL OPTICA-dommen, nævnt ovenfor i præmis 27, præmis 34).

30. I det foreliggende tilfælde er det ikke blevet anfægtet, at selskabsnavnet Forge de Laguiole er et tegn, der anvendes erhvervsmæssigt som omhandlet i artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 207/2009, og at dets betydning ikke kun er lokal. Parterne har heller ikke – hverken i sagen for Harmoniseringskontoret eller i deres skriftlige indlæg for Retten – anfægtet, at rettighederne til dette selskabsnavn i henhold til fransk ret er blevet erhvervet før den 20. november 2001, som er datoen for ansøgningen om varemærket LAGUIOLE.

31. For så vidt som sagsøgeren i retsmødet under henvisning til sine franske varemærker LAGUIOLE, der blev ansøgt om i 1993, har forsøgt at rejse tvivl om, hvorvidt intervenientens selskabsnavn var yngre i dets aktuelle form i forhold til EF-varemærket LAGUIOLE, er det tilstrækkeligt at bemærke, at det alene er ansøgningsdatoen for det nævnte EF-varemærke, dvs. den 20. november 2001, der er relevant i den foreliggende sag (jf. præmis 1 ovenfor).

32. Parterne er derimod uenige med hensyn til den fjerde betingelse, der er nævnt ovenfor i præmis 27, vedrørende spørgsmålet om og i givet fald, i hvilket omfang intervenientens selskabsnavn gør det muligt for selskabet at forbyde sagsøgeren at bruge det yngre varemærke LAGUIOLE. I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt ovenfor i præmis 29, afhænger svaret på dette spørgsmål alene af fransk ret.

33. I det foreliggende tilfælde støttede appelkammeret i lyset af den franske retspraksis, der forelå på datoen for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, sit ræsonnement på to søjler, som begge i sig selv kunne anses for at være tilstrækkelige til at underbygge dets konklusion om, at intervenientens selskabsnavn var beskyttet for alle de aktiviteter, der indgik i selskabets formål.

34. For det første fandt appelkammeret i det væsentlige, at ordlyden af intervenientens selskabs formål var defineret tilstrækkeligt præcist, for at det kunne tillades, at den beskyttelse, der blev tilført ved intervenientens selskabsnavn, omfattede alle de aktiviteter, der indgik deri (den anfægtede afgørelse, punkt 87-90). For det andet fandt appelkammeret, at selv om det måtte medgives, at dette ikke var tilfældet for aktiviteten »fabrikation og salg af […] alle gaveartikler og souvenirs – alle artikler i forbindelse med bordpynt«, havde intervenienten bevist, at selskabet havde udvidet sine aktiviteter før den 20. november 2001 til »bordpynt«, »pynt til hjemmet«, »vinverdenen«, saksefabrikation, artikler til rygere, til golfspillere, til jægere og til fritiden, samt til »andet tilbehør« (den anfægtede afgørelse, punkt 91-94).

35. De to søjler, som den anfægtede afgørelse hviler på, skal derfor begge undersøges.

Omfanget af den beskyttelse, der tilføres ved selskabsnavnet Forge de Laguiole

36. Artikel L. 714-3 og L. 711-4 i Code de la propriété intellectuelle français (lov om intellektuelle ejendomsrettigheder) (herefter »CPI«) har følgende ordlyd:

L. 714-3

»En registrering af et varemærke, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel L. 711-1 til L. 711-4, erklæres ugyldig ved retsafgørelse.

[…]

Alene indehaveren af en ældre ret kan indlede en ugyldighedssag på grundlag af artikel L. 711-4. Sagen kan dog ikke antages til realitetsbehandling, hvis ansøgningen om varemærket er blevet indgivet i god tro, og hvis indehaveren har tålt brugen i fem år.

Afgørelsen om, at varemærket erklæres ugyldigt, har absolut virkning.«

L. 711-4

»Et tegn, der krænker ældre rettigheder, kan ikke anvendes som varemærke, herunder navnlig:

[…]

b) en benævnelse eller et navn på et selskab, hvis der er risiko for forveksling i offentlighedens bevidsthed

[…]«

37. Det er ikke blevet anfægtet, at retten til at få et nyere varemærke erklæret ugyldigt på grundlag af et selskabsnavn så meget desto mere omfatter retten til at rejse indsigelse mod anvendelsen af dette varemærke som omhandlet i den fjerde betingelse anført i præmis 27 ovenfor.

38. Sagsøgeren har gjort gældende, at beskyttelsen af selskabsnavnet i henhold til fransk ret kun udstrækker sig til aktiviteter, der reelt udøves, navnlig når de i selskabets formål angivne aktiviteter er defineret for bredt.

39. Harmoniseringskontoret har for sit vedkommende anført, at omfanget af beskyttelsen af selskabsnavnet i henhold til fransk ret er defineret ved ordlyden af præcise aktiviteter i selskabets formål, medmindre denne ordlyd er overdrevent bred eller upræcis, og at det nævnte omfang af beskyttelsen i et sådant tilfælde er begrænset til alene de konkrete aktiviteter, som det omhandlede selskab udøver.

40. Intervenienten har i det væsentlige anført, at selskabsnavnet er beskyttet for alle de aktiviteter, der er nævnt i selskabets formål, selv om sidstnævnte er åbent formuleret, og uafhængigt af de aktiviteter, der faktisk udøves. Selskabet har tilføjet, at beskyttelsen også udstrækker sig til aktiviteter i økonomiske sektorer, som endnu ikke udøves af indehaveren, men som er forbundet med de aktiviteter, der er nævnt i selskabets formål.

41. Det skal bemærkes, at et selskabsnavn ifølge den fortolkning af CPI’s artikel L. 711-4, litra b), som appelkammeret har foreslået i den anfægtede afgørelse, principielt er beskyttet for alle de aktiviteter, der er omfattet af selskabets formål, idet beskyttelsen dog er begrænset til de aktiviteter, der faktisk og konkret udøves, når selskabets formål er upræcist, eller når de udøvede aktiviteter ikke er omfattet af dette.

42. Appelkammeret har for at anlægge denne fortolkning støttet sig på den relevante franske retspraksis, således som den forelå på datoen for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, den 1. juni 2011. Denne retspraksis var ikke ensartet og havde givet anledning til diskussioner blandt specialister i litteraturen, som parterne har citeret i vid udstrækning, både for Harmoniseringskontoret og for Retten.

43. Denne uensartede retspraksis og de diskussioner, som den har givet anledning til i litteraturen, har fået en ny ramme ved dommen fra den franske cour de cassation af 10. juli 2012 (præmis 20 ovenfor). I denne dom, der er blevet afsagt efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, blev det nemlig fastslået, at »selskabsnavnet kun [nød] beskyttelse for de aktiviteter, der faktisk udøves af selskabet, og ikke for dem, der er opregnet i dets vedtægt«.

44. I modsætning til hvad Harmoniseringskontoret og intervenienten har hævdet i deres yderligere skriftlige indlæg, som blev indleveret henholdsvis den 24. og den 25. februar 2014, er det princip, der blev opstillet i dommen fra den franske cour de cassation af 10. juli 2012 (præmis 20 ovenfor), på ingen måde tvetydigt med hensyn til beskyttelsesparameteret for et selskabsnavn, og det skal anvendes generelt. Det er ganske vist rigtigt, at den sag, der gav anledning til den nævnte dom, ikke vedrørte en sag, der var anlagt på grundlag af CPI’s artikel L. 711-4, men annullation af et varemærke på grund af en svigagtig indgivelse af registreringsansøgningen og en begæring på området for illoyal konkurrence. Det skal imidlertid bemærkes, at den passage, der er nævnt ovenfor i præmis 43, står i det afsnit i denne dom, hvor et anbringende påberåbt til støtte for, at der ikke skulle ske annullation på grund af svigagtig indgivelse af varemærket cœur de princesse, blev forkastet, fordi det nævnte varemærke kun gentog det begærende selskabs selskabsnavn, forud for selskabet Mattel Frances markedsføring af dukker under benævnelsen »cœur de princesse«. Det var i denne sammenhæng, at den franske cour de cassation formulerede denne passage for dernæst at bemærke, at de varer og tjenesteydelser, der var omfattet af varemærket cœur de princesse, gik langt ud over de aktiviteter, som det berørte selskab faktisk havde udøvet ind til dette tidspunkt, og den forkastede således det anbringende, som sidstnævnte havde anført, som irrelevant. Det følger heraf, at denne passage således ikke indeholder nogen begrænsning, hverken efter sin ordlyd eller sin faktiske eller processuelle kontekst, der kunne føre til at tro, at anvendelsen deraf skulle være forbeholdt de særlige omstændigheder i den pådømte sag.

45. I modsætning til Harmoniseringskontorets opfattelse kan Retten tage hensyn til dommen fra den franske cour de cassation af 10. juli 2012 (præmis 20 ovenfor) i forbindelse med sin undersøgelse af lovligheden af den anfægtede afgørelse, selv om den ligger senere end denne.

46. Foruden de procesretlige overvejelser, der er nævnt ovenfor i præmis 23 og 24, skal det nemlig for det første bemærkes, at der med denne dom ikke er blevet foretaget en kovending i retspraksis, men blot er blevet klarlagt et omtvistet retligt spørgsmål. Som de mange tidligere domme fra franske retter, som parterne har fremlagt både for Harmoniseringskontoret og for Retten, bevidner, gjorde den uensartede retspraksis fra lavere retter fra tiden før dommen fra den franske cour de cassation af 10. juli 2012 (præmis 20 ovenfor) det nemlig muligt at drage den konklusion, at beskyttelsen af selskabsnavnet var begrænset til aktiviteter, der faktisk var blevet udøvet af det omhandlede selskab.

47. For det andet bemærkes, at selv hvis dommen fra den franske cour de cassation af 10. juli 2012 (præmis 20 ovenfor) skulle forstås således, at den var et udtryk for en kovending i retspraksis, finder sådanne kovendinger i princippet anvendelse med tilbagevirkende kraft på bestående forhold.

48. Dette princip er begrundet i den betragtning, at fortolkningen i retspraksis af en regel på et givent tidspunkt ikke kan være forskellig alt efter tidspunktet for de faktiske omstændigheder, og ingen kan påberåbe sig en erhvervet ret til en stivnet retspraksis. Til trods for, at dette princip kan blive afsvækket derved, at retterne i særlige situationer kan afvige derfra for at tilpasse den tidsmæssige virkning af en kovendings tilbagevirkende kraft, er det stadig den tilbagevirkende kraft ved kovendinger, der er princippet. I den foreliggende sag indeholder dommen fra den franske cour de cassation af 10. juli 2012 (præmis 20 ovenfor) dog ingen tilpasning eller begrænsning i den forstand.

49. Det skal i denne henseende tilføjes, at det tilsvarende princip anvendes af Unionens retsinstanser (Domstolens dom af 11.8.1995, forenede sager C-367/93 – C-377/93, Roders m.fl., Sml. I, s. 2229, præmis 42 og 43).

50. Selv om dommen fra den franske cour de cassation af 10. juli 2012 (præmis 20 ovenfor) som sådan er en ny faktisk omstændighed, begrænser den sig således til at fastslå fransk ret, således som denne skulle have været anvendt af appelkammeret i den anfægtede afgørelse af 1. juni 2011, og således som den skal anvendes af Retten i overensstemmelse med det princip, der er anført ovenfor i præmis 29.

51. Det følger heraf, at beskyttelsen af selskabsnavnet Forge de Laguiole i det foreliggende tilfælde udelukkende omfatter de aktiviteter, der faktisk blev udøvet af intervenienten på datoen for ansøgningen om varemærket LAGUIOLE, den 20. november 2001.

52. Den første søjle i appelkammerets ræsonnement, der er støttet på de aktiviteter, der indgår i intervenientens selskabs formål, kan følgelig ikke danne grundlag for den anfægtede afgørelse, uden at det er bevist, at de nævnte aktiviteter rent faktisk blev udøvet.

53. Det skal således undersøges, om den anden søjle i appelkammerets ræsonnement, der var støttet på de aktiviteter, der faktisk blev udøvet af intervenienten, var begrundet.

De aktiviteter, der faktisk blev udøvet af intervenienten før datoen for indgivelsen af ansøgningen om varemærket LAGUIOLE

54. Det er i den foreliggende sag ubestridt, at intervenientens aktivitet består i fabrikation og salg af knivsmedevarer.

55. Ifølge appelkammerets konstateringer har intervenienten desuden bevist, at selskabet har udvidet sine aktiviteter til andre sektorer end sektoren for knivsmedevarer før indgivelsen af ansøgningen om varemærket LAGUIOLE (dvs. den 20.11.2001).

56. Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende dels, at intervenientens aktivitet i virkeligheden er begrænset til salg af knive, idet den påståede udvidelse består i markedsføring af knive med tilbehør, dels, at den nævnte udvidelse under alle omstændigheder i vid udstrækning ligger efter indgivelsen af ansøgningen om varemærket LAGUIOLE.

57. Harmoniseringskontoret har gjort gældende, at et selskabs aktivitetsområder skal defineres i forhold til den målgruppe, som selskabet retter sine varer eller tjenesteydelser imod. Knive med tilbehør henvender sig til en anden målgruppe end målgruppen for almindelige knive, hvilket bevises ved forskellen i forhold til distributionskanalerne for de forskellige knive med tilbehør. Udvidelsen af intervenientens aktiviteter til andre sektorer end sektoren for knivsmedevarer var begyndt før indgivelsen af ansøgningen om varemærket LAGUIOLE.

58. Intervenienten har tilføjet, at en vare kan have to forskellige funktioner, idet knivfunktionen ikke udelukker tilbehørsfunktionen.

59. Hvad angår beviserne for udvidelsen af intervenientens aktiviteter til andre sektorer end sektoren for knivsmedevarer støttede appelkammeret sig i den anfægtede afgørelses punkt 94 på bestemte beviser, som var blevet fremlagt af intervenienten for Harmoniseringskontoret, der var dateret forud for indgivelsen af ansøgningen om varemærket LAGUIOLE, nemlig:

– intervenientens prisliste af 1. januar 2001 (bilag 38.1), hvoraf fremgår knive med forskellige tilbehør – nemlig proptrækker, syl, oplukker, cigarklipper, pibestopper, nøglering – og »gafler« samt modellen »Couteau de chasse« (jagtkniv)

– to fakturaer af 15. oktober 1998 og 30. marts 2000 sendt til kunder i Luxembourg og i Østrig, hvorpå modellen »Sommelier« med proptrækker og oplukker, »Relève-pitch« (golfkniv), modellen »Laguiole du routard« og et »hylster« i læder er nævnt

– en faktura af 22. november 2000 sendt til en kunde i Frankrig, hvorpå er nævnt en »gaffel« og modellerne »Sommelier« og »Calumet« med knivblad, pibestopper og spid samt et »etui«.

60. Det skal i denne henseende for det første fastslås, at »gaveæsker« og »æsker« ikke er nævnt i nogen af disse beviser. Til gengæld fremgår nederst på nogen af siderne på intervenientens prisliste den 1. januar 2001 bemærkningen »knivene leveres i gaveæske og med ægthedscertifikat«. De beviser, som appelkammeret tog hensyn til, viser således en markedsføring af gaveæsker foretaget af intervenienten alene med henblik på emballering af dennes egne varer og ikke som selvstændige produkter. Under disse omstændigheder begik appelkammeret en fejl, da det i den anfægtede afgørelses punkt 93 anførte, at »gaveæskerne« og »æskerne« var blevet udbudt til salg af intervenienten i forbindelse med udvidelsen af dennes aktiviteter i sektoren for »andet tilbehør«.

61. For det andet er modellen »Laguiole du routard« en foldekniv uden tilbehør. Endvidere er modellen »Couteau de chasse« ifølge den beskrivelse, der fremgår af prislisten af 1. januar 2001, en »kniv med fast klinge, der leveres med et læderetui«. Det følger heraf, at det skal fastslås, at disse modeller ikke kan tjene til at bevise en udvidelse af intervenientens aktiviteter til andre sektorer end sektoren for knivsmedevarer, selv hvis det blev antaget, at de skulle bruges i »fritiden« eller af jægere, som appelkammeret har anført i den anfægtede afgørelses punkt 93.

62. For det tredje skal »hylstrene« og »etuierne«, der er nævnt i fakturaerne og i prislisten, efter deres udformning og præsentation alene indeholde de knive, som intervenienten fabrikerer. De kunne i givet fald højst tjene til at indeholde andre knive alt efter disses størrelse og form, men ikke varer, der ikke er knivsmedevarer. De nævnte hylstre og etuier sælges desuden udelukkende sammen med knivene og ikke separat. Under disse omstændigheder skal det lægges til grund, at de kun udgør tilbehør til de knivsmedevarer, som intervenienten markedsfører, uden at have karakter af et uafhængigt sortiment af varer, og de kan derfor ikke tjene til at bevise en udvidelse af dennes aktiviteter til andre sektorer end sektoren for knivsmedevarer.

63. For det fjerde henhører gafler klart ikke under knivsmedevarer. Markedsføringen af gafler beviser dog ikke, at intervenienten udøver en aktivitet i hele sektoren for »bordpynt«. Selv om gafler kunne opfattes som henhørende under »bordpynt«, er der nemlig dér tale om en for stor kategori, der foretager en ny inddeling af alle varer, som er for forskelligartede til, at de kan være genstand for en sammenligning med henblik på vurderingen af deres lighed i forhold til de varer og tjenesteydelser, der er omfattet af varemærket LAGUIOLE. Til gengæld beviser markedsføringen af gafler en konkret og effektiv udvidelse af intervenientens aktiviteter til bestik generelt som underkategori til »bordpynt« (jf. analogt Rettens dom af 13.2.2007, sag T-256/04, Mundipharma mod KHIM – Altana Pharma (RESPICUR), Sml. II, s. 449, præmis 23).

64. For det femte fandt appelkammeret med hensyn til de forskellige (andre) artikler, der består af en kniv sammen med et eller to tilbehør (proptrækker, syl, oplukker, cigarklipper, pibestopper, nøglering, tørvvender), i dette væsentlige, at disse artikler, der har mange funktioner, beviste udvidelsen af intervenientens aktiviteter til andre sektorer end sektoren for knivsmedevarer.

65. Som sagsøgeren imidlertid med rette har gjort gældende, er de artikler med mange funktioner, som intervenienten har markedsført, ikke karakteriseret ved tilbehørsfunktionen, men er stadig knive på trods af tilstedeværelsen af et eller to tilbehør. Tilføjelsen af forskellige tilbehør ændrer nemlig ikke deres karakter som varer, der henhører under sektoren for knivsmedevarer.

66. I denne henseende skal det bemærkes dels, at i de varer med mange funktioner, som intervenienten markedsfører, er kniven fortsat det dominerende element og bestemmer varens karakter i dens helhed både for så vidt angår det anvendte materiale og for så vidt angår hele dens præsentation, hvilket i øvrigt fremgår af prislisten af 1. januar 2001. Det fremgår af dette bevis, at intervenienten selv anser de nævnte varer for at være knive. Den model, der har en proptrækker og en oplukker, benævnes nemlig deri »Couteau Sommelier-Décapsuleur« (sommelier- og oplukker-kniv) og den model, der har en tørvvender, kaldes »Couteau du Golfeur« (golfkniv). De dele af disse varer, der ikke er knivbladet, såsom sylen og proptrækkeren, bliver deri udtrykkeligt præsenteret under betegnelsen »tilbehør«, idet knivbladets materiale og de nævnte tilbehørs materiale anføres hver for sig, og der lægges vægt på kvaliteten af det stål, som knivbladet er lavet af (modellen »Calumet« med knivblad, spid og pibestopper udgør i denne henseende en undtagelse). Endelig bemærkes, som det allerede blev nævnt i præmis 60 ovenfor, at der nederst på visse sider, som indeholder modeller med tilbehør, er anført bemærkningen »knivene leveres i gaveæske og med ægthedscertifikat«.

67. Dels skal det, i modsætning til hvad intervenienten har gjort gældende, bemærkes, at den målgruppe, som de omhandlede varer med flere funktioner henvender sig til, ikke er sammensat af golfspillere og rygere generelt, men enten af købere af knivsmedevarer, der også spiller golf eller ryger, eller af golfspillere eller rygere, der har en særlig interesse for knivsmedevarer. Dette gælder både ud fra det funktionelle aspekt (en tørvvender eller en cigarklipper, der indgår i en kniv, er sværere at håndtere og mindre praktiske end det samme instrument uden en kniv, især hvis kniven i sig selv er en vare i den højere prisklasse og af en vis størrelse, således som det er tilfældet med intervenientens varer), og ud fra det økonomiske aspekt (varer med flere funktioner er betydeligt dyrere end tilbehøret taget for sig) eller ud fra det billedlige aspekt (en ryger eller en golfspiller, der ikke interesserer sig for knivsmedevarer, tænker normalt ikke på intervenientens varer, når de skal forsyne sig med artikler til rygere eller til golf, men henvender sig til specialiserede producenter i disse sektorer).

68. Harmoniseringskontorets argument om, at en juridisk persons aktivitetssektorer frem for alt er defineret af de markeder, som de retter deres varer og tjenesteydelser imod, skal derfor forkastes. De varer med flere funktioner, som intervenienten markedsfører, henvender sig netop ikke til en kundekreds uden forbindelse til den tilsigtede kundekreds for de varer, der henhører under sektoren for knivsmedevarer, men til en kundekreds, der består af rygere eller golfspillere, der samtidig elsker de nævnte varer. I denne henseende skal det bemærkes, at i modsætning til hvad appelkammeret anførte i den anfægtede afgørelses punkt 96 og 97, kan den omstændighed, at de artikler med flere funktioner, som intervenienten har markedsført, er blevet solgt ikke blot af knivsmede, men også af våbenhandlere, tobaksudsalg, forretninger, der sælger skrivematerialer, butikker, der sælger »gaver – bordpynt«, stormagasiner og andre virksomheder, ikke ændre disse artiklers karakter som varer, der henhører under sektoren for knivsmedevarer.

69. Hvad for det sjette angår aktiviteten »fabrikation og salg af alle […] gaveartikler og souvenirs«, som er nævnt i intervenientens selskabs formål, er det, således som sagsøgeren har gjort gældende, rigtigt, at alle de varer, der markedsføres af intervenienten, i princippet kan tjene som gaver eller souvenirs. Som det blev bemærket i præmis 60 ovenfor, leveres i hvert fald en del af intervenientens varer desuden i gaveæsker, hvilket kan bekræfte, at de kan bruges som gaver. Det følger heraf, at intervenienten faktisk er aktiv på området for markedsføring af gaveartikler.

70. Det skal imidlertid bemærkes, at intervenienten ikke har bevist, at selskabet fabrikerer eller markedsfører gaveartikler eller souvenirs, der ikke henhører under knivsmedevarer eller bestik. Intervenientens aktivitet på området for gaver og souvenirs begrænser sig klart til at udbyde de sædvanlige varer, der henhører under sektoren for knivsmedevarer eller bestik, i gaveæsker. Det følger heraf, at det skal fastslås, at selv om intervenienten har bevist, at selskabet har udøvet en aktivitet på området for »fabrikation og salg af alle gaveartikler og souvenirs«, er denne aktivitet begrænset til gaver og souvenirs, der henhører under sektoren for knivsmedevarer eller bestik.

71. Følgelig skal det konstateres, at i modsætning til hvad appelkammeret fastslog i den anfægtede afgørelses punkt 93, var en udvidelse af intervenientens aktiviteter til andre sektorer end sektoren for knivsmedevarer før den 20. november 2001 ikke blevet bevist for »saksefabrikation«, »bordpynt« – undtagen for bestik – »pynt til hjemmet«, »vinverdenen«, artikler til rygere, til golfspillere, til jægere, til fritiden eller tilbehør, såsom gaveæsker, etuier og æsker.

72. Det skal derimod fastslås, at det er blevet bevist, at der er sket en udvidelse af intervenientens aktiviteter til andre sektorer end sektoren for knivsmedevarer for »bestik«, som »gafler« henhører under, som blev nævnt i prislisten af 1. januar 2001, og for »gaveartikler og souvenirs«, for så vidt som der er tale om varer, der henhører under sektoren for knivsmedevarer eller bestik. Det er således alene i forhold til disse aktiviteter, at intervenienten kan gøre krav på beskyttelse af sit selskabsnavn over for varemærket LAGUIOLE.

73. Den anfægtede afgørelse skal følgelig annulleres, for så vidt som appelkammeret deri fastslog, at der forelå en risiko for forveksling som omhandlet i CPI’s artikel L. 711-4, for så vidt angår »saksefabrikation« og »alle artikler i forbindelse med bordpynt«, samt »alle […] gaveartikler og souvenirs«, for så vidt som der er tale om artikler, der ikke henhører under knivsmedevarer eller bestik.

74. Den efterfølgende undersøgelse af risikoen for forveksling som omhandlet i CPI’s artikel L. 711-4 vil derfor kun vedrøre aktiviteterne fabrikation og salg af alle artikler, der henhører under sektorerne for knivsmedevarer eller bestik samt for gaver og souvenirs, for så vidt som der er tale om varer, der henhører under disse sektorer.

Risikoen for forveksling

75. Det skal indledningsvis bemærkes, at det fremgår af den retspraksis, der er nævnt ovenfor i præmis 29, at den betingelse, der er knyttet til, at tegnet skal give sin indehaver mulighed for at forbyde anvendelsen af et yngre varemærke, skal vurderes, henset til de kriterier, der er fastsat i den lovgivning, der gælder for det tidligere påberåbte tegn, dvs. fransk lovgivning.

76. I henhold til CPI’s artikel L. 711-4 (gengivet ovenfor i præmis 36) har indehaveren af et ældre selskabsnavn ret til at forbyde brugen af et yngre varemærke på den betingelse, at »der er risiko for forveksling i offentlighedens bevidsthed«.

77. Som Harmoniseringskontoret med rette har gjort gældende, er den relevante kundekreds, henset til arten af de varer, der er omfattet af varemærket LAGUIOLE, den brede franske offentlighed, der har et gennemsnitligt opmærksomhedsniveau.

78. Ifølge fransk retspraksis afhænger vurderingen af risikoen for forveksling af flere faktorer, herunder graden af lighed (visuel, fonetisk og begrebsmæssig) mellem de omhandlede tegn, graden af lighed mellem de økonomiske sektorer, der er omfattet af disse tegn, og det ældre varemærkes mere eller mindre høje grad af særpræg (CA Versailles, dom af 25.10.2001, Flex’cible mod SOS Flexibles og Sofirop, og TGI Paris, dom af 8.7.2011, RG 09/11931).

79. Risikoen for forveksling er så meget vigtigere, da det ældre selskabsnavn har en stærk grad af særpræg, navnlig på grund af kendskabet til det i offentligheden. Den skade, som risikoen for forveksling medfører, er ikke blot en vildledning af kunderne. Der kan også være tale om et indgreb i anseelsen eller omdømmet (CA Paris, dom af 13.10.1962, Ann. propr. ind. 1963, p. 228).

80. Løsningen af konflikten mellem et varemærke og et ældre selskabsnavn afhænger af, om der foreligger en risiko for forveksling, idet annullationen af det ældre varemærke, såfremt det er blevet ansøgt registreret for flere varer eller tjenesteydelser af forskellig art, vil få en inddelende karakter og kun vil indtræde for de varer eller de tjenesteydelser, med hensyn til hvilke det er blevet fastslået, at der er en risiko for forveksling med den juridiske persons aktivitet (CA Paris, dom af 28.1.2000, Revue Dalloz 2001, s. 470).

Om ligheden mellem de økonomiske sektorer, der er omfattet af selskabsnavnet Forge de Laguiole og af varemærket LAGUIOLE

81. Ifølge den franske retspraksis skal der ved fastlæggelsen af, om de økonomiske sektorer, der er omfattet af selskabsnavnet Forge de Laguiole og af varemærket LAGUIOLE, ligner hinanden, tages hensyn til alle de relevante faktorer, der kendetegner forbindelsen mellem varerne eller tjenesteydelserne. Disse faktorer omfatter navnlig deres art, anvendelsesformål og benyttelse, samt om de konkurrerer med eller supplerer hinanden (TGI Paris, dom af 25.11.2009, RG 09/10986).

82. I den foreliggende sag fandt appelkammeret, at de varer, der er omfattet af varemærket LAGUIOLE, for en stor dels vedkommende lå inden for intervenientens aktiviteter eller befandt sig i aktivitetssektorer, der var forbundet dermed, hvilken betragtning det redegjorde nærmere for i den anfægtede afgørelses punkt 107-114.

83. Denne betragtning følger imidlertid af en undersøgelse, der tager hensyn til alle de aktivitetssektorer, der er anført i intervenientens selskabs formål. Som det blev anført i præmis 71-74 ovenfor, skal der dog med hensyn til risikoen for forveksling alene tages hensyn til intervenientens aktiviteter i sektorerne for knivsmedevarer og bestik samt for gaver og souvenirs, for så vidt som der er tale om varer, der henhører under sektorerne for knivsmedevarer eller bestik.

84. Under disse omstændigheder skal de konstateringer, som appelkammeret foretog i den anfægtede afgørelses punkt 107-114, på ny efterprøves i lyset af denne begrænsning af aktivitetssektorer, der er beskyttet af selskabsnavnet Forge de Laguiole.

– Om forholdet mellem »skæreblade, barbermaskiner, barberknive, barberblade, file og negletænger, negleklippere«, og »manicuresæt, barberetuier« i klasse 8, »papirknive« i klasse 16 samt »barberkoste, beautybokse« i klasse 21 og intervenientens aktiviteter

85. Hvad angår »skæreblade, barbermaskiner, barberknive, barberblade, file og negletænger, negleklippere« i klasse 8 og »papirknive« i klasse 16 foretog appelkammeret en rigtig bedømmelse, da det fastslog, at der var tale om skarpe instrumenter, der henhørte under sektoren for »knivsmedevarer«, som er omfattet af intervenientens selskabs formål. Disse varer og intervenientens aktiviteter ligner således i høj grad hinanden. »Manicuresæt, barberetuier« i klasse 8 og »barberkoste, beautybokse« i klasse 21 er endvidere supplerende varer eller tilbehør til de nævnte skarpe instrume nter, eftersom de bruges sammen og generelt sælges sammen i den samme type forretninger og til den samme målgruppe. Disse varer og intervenientens aktiviteter ligner således hinanden.

– Om »håndværktøj og instrumenter (hånddrevne)« og »skruetrækkere« i klasse 8.

86. Hvad angår »håndværktøj og instrumenter (hånddrevne)« i klasse 8, der er omfattet af varemærket LAGUIOLE, skal det bemærkes, at denne definition omfatter knive.

87. Denne konklusion afsvækkes ikke af de argumenter, som sagsøgeren og intervenienten har fremført i deres yderligere skriftlige indlæg, der blev indgivet henholdsvis den 9. og den 8. april 2014.

88. For det første indebærer den omstændighed, at overskriften på klasse 8 i Niceklassifikationen har ordlyden »Håndværktøj og redskaber (hånddrevne); knivsmedevarer, gafler og skeer; hug- og stikvåben; barberknive og ‑maskiner«, ikke, at disse forskellige kategorier ikke overlapper hinanden. Niceklassifikationen har nemlig kun et administrativt formål, og den tilsigter kun at lette udformningen og behandlingen af varemærkeansøgninger, idet den foreslår bestemte klasser og kategorier af varer og tjenesteydelser. Klassernes overskrifter udgør derimod ikke et system, hvor det er udelukket, at en vare eller en tjenesteydelse, der er indeholdt i en klasse eller en kategori, også kan indgå i en anden klasse eller kategori, således som det bl.a. fremgår af regel 2, stk. 4, i Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13. december 1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker (EFT L 303, s. 1).

89. Det var således med rette, at undersøgeren ved Harmoniseringskontoret i sin afgørelse af 14. maj 2003 vedrørende varemærket LAGUIOLE anførte, at »det [stod] fast, at et hug- og stikvåben [var] »et håndvåben, hvis funktion [var bestemt af] en metaldel««, og at »dette udtryk således [omfattede] knive«, selv om disse to varekategorier fremgik af overskriften til klasse 8 i Niceklassifikationen.

90. For det andet har sagsøgeren udledt et argument af den afgørelse, der blev truffet af undersøgeren ved Harmoniseringskontoret den 14. maj 2003, idet sidstnævnte sondrede mellem »hug- og stikvåben«, som blev sammenlignet med knive, og med hensyn til hvilke der blev givet afslag på registrering af det nævnte varemærke på grund af den beskrivende karakter, og »håndværktøj og redskaber (hånddrevne)«, for hvilke undersøgeren registrerede dette varemærke.

91. Det skal i denne henseende bemærkes, at den afgørelse, der blev truffet af undersøgeren ved Harmoniseringskontoret den 14. maj 2003, ikke kan binde Retten ved dens bedømmelse af de varer, der er omfattet af den nævnte kategori (jf. i denne retning Domstolens dom af 26.4.2007, sag C-412/05 P, Alcon mod KHIM, Sml. I, s. 3569, præmis 65, og dommen i sagen Sadas mod KHIM – LTJ Diffusion (ARTHUR ET FELICIE), nævnt ovenfor i præmis 21, præmis 71). Det skal i øvrigt bemærkes, at sagsøgeren allerede under ugyldighedssagen for Harmoniseringskontoret var bevidst om den omstændighed, at knivene kunne indgå i kategorien »håndværktøj og redskaber (hånddrevne)«, eftersom han flere gange erklærede sig parat til at præcisere ordlyden af listen over varer, der henhørte under bl.a. klasse 8, som var omfattet af varemærket LAGUIOLE på følgende måde: »håndværktøj og redskaber (hånddrevne) med undtagelse af knive«. Afgørelserne, der blev truffet af annullationsafdelingen og af appelkammeret, var imidlertid støttet på grunde, der ikke gjorde det nødvendigt at undersøge dette spørgsmål, og sagsøgeren har ikke faktisk på denne måde præciseret listen over varer.

92. Det skal således konkluderes, at »håndværktøj og redskaber (hånddrevne)«, for så vidt som der er tale om knive, er identiske med intervenientens aktiviteter i sektoren for knivsmedevarer – og ikke blot med modellen »Laguiole du routard«, således som appelkammeret antog.

93. I modsætning til hvad appelkammeret antog, har »skruetrækkere«, der henhører under klasse 8, ingen lighed med modellen »Laguiole du routard«, der markedsføres af intervenienten, og som blot er en enkel foldekniv uden tilbehør.

– Om »skeer« i klasse 8

94. Hvad angår de »skeer«, der henhører under klasse 8, indgår de i det »bestik«, der markedsføres af intervenienten (jf. præmis 62 og 72 ovenfor), og de henhører således under en økonomisk sektor, der er identisk med en af de økonomiske sektorer, der er omfattet af selskabsnavnet Forge de Laguiole.

– Om »køkkenredskaber og service af glas, porcelæn og fajance; service, ikke af ædle metaller; proptrækkere; flaskeåbnere, metalkasser til brug som håndklædeautomater til papirhåndklæder; timeglas (æggeure)« i klasse 21 og »husholdnings- og køkkenredskaber samt beholdere af ædle metaller; service af ædle metaller« i klasse 14

95. Hvad angår disse varer forbandt appelkammeret dem med »bordpynt« og udledte deraf, at de indgik i intervenientens aktiviteter på dette område.

96. Som det blev anført ovenfor i præmis 63, skal det i denne henseende bemærkes, at kategorien »bordpynt« er for stor og upræcis til at kunne tjene som referencepunkt for at fastslå, at der er en risiko for forveksling. I modsætning til de konstateringer, som appelkammeret foretog, har de nævnte varer derfor ikke nogen lighed med de økonomiske sektorer, der er omfattet af selskabsnavnet Forge de Laguiole.

97. Imidlertid har »proptrækkere; flaskeåbnere« en stærk lighed med modellen »Sommelier« med proptrækker og oplukker og med andre knivmodeller med en proptrækker, som intervenienten markedsfører. Selv om markedsføringen af disse varer som »afledninger« af varer, der henhører under sektoren for knivsmedevarer, ikke kan bevise en udvidelse af intervenientens aktiviteter til »bordpynt« eller til »vinverdenen«, således som det blev anført ovenfor i præmis 65 og 69, står det fast, at de som isolerede varer ud fra et funktionelt synspunkt svarer til »proptrækkere; flaskeåbnere«, der er omfattet af varemærket LAGUIOLE. Ud over at de bliver markedsført i de samme forretninger, er denne omstændighed tilstrækkelig til, at det kan konkluderes, at de nævnte varer henhører under en økonomisk sektor, der er identisk med en af de økonomiske sektorer, der er omfattet af selskabsnavnet Forge de Laguiole.

– Om »ædle metaller og legeringer heraf«, »ædelstene« og »æsker, lysestager« i klasse 14

98. Hvad angår »ædle metaller og legeringer heraf« og »ædelstene« i klasse 14 fandt appelkammeret, at disse varer »tillægges stor værdi« for fine sakse og for en række genstande, der henhører under området for »bordpynt«, og at de følgelig i høj grad supplerede intervenientens aktiviteter. »Æsker, lysestager« i klasse 14 sælges endvidere i den samme type forretninger, som sælger »bordpynt og dekorationspynt«, som visse varer, som intervenienten påstås at markedsføre.

99. I denne henseende bemærkes indledningsvis, at i den foreliggende sag indgår »saksefabrikation« og området »bordpynt« ikke i de økonomiske sektorer, der er omfattet af selskabsnavnet Forge de Laguiole (jf. præmis 73 og 74 ovenfor). Den omstændighed alene, at ædle metaller og sten kan anvendes til intervenientens aktiviteter, som er forbundet med knivsmedevarer, gør det heller ikke muligt at konkludere, at de i de franske forbrugeres bevidsthed henhører under en økonomisk sektor, der ligner en af de sektorer, der er omfattet af selskabsnavnet Forge de Laguiole. Dels er ædle metaller og sten nemlig i det væsentlige rettet mod fremstillingsindustrien og ikke mod endelige forbrugere, således som knivsmedevarer er det. Dels anvendes sådanne materialer på en kniv i princippet kun til dekorative formål og som tilbehør uden forbindelse til knivens funktionalitet.

– Om »læder og læderimitationer« og »rejse- og håndkufferter og ‑tasker« i klasse 18 og om »æsker«

100. Hvad angår »læder og læderimitationer« og »håndkufferter og ‑tasker« i klasse 18 anførte appelkammeret, at disse almindeligvis blev anvendt til fabrikation af etuier, hylstre og æsker, som intervenienten markedsfører, eller kunne anvendes til emballage eller transport af varer i sektoren for knivsmedevarer, frem for alt når der er tale om luksusvarer, der skal sælges som »gaveartikler«. Det konkluderede deraf, at disse varer var supplerende for intervenientens aktiviteter, og at de »faldt i tråd med udviklingen af intervenientens tilbehørssortiment«.

101. I denne henseende bemærkes indledningsvis, at »gaveartiklerne« i den foreliggende sag alene indgår i de økonomiske sektorer, der er omfattet af selskabsnavnet Forge de Laguiole, for så vidt som der er tale om knivsmedevarer eller bestik (jf. præmis 71-74 ovenfor). For det andet kan den omstændighed, at »læder og læderimitationer« kan anvendes som råvarer til at fremstille de etuier og hylstre, der markedsføres af intervenienten sammen med visse af dennes knive, ikke være tilstrækkelig til at skabe en lighedsforbindelse i forhold til intervenientens aktiviteter i sektoren for knivsmedevarer, navnlig fordi råvarerne henvender sig til producenterne, mens knivsmedevarerne er rettet mod den endelige forbruger. Hvad særligt angår de »æsker«, som intervenienten påstås at markedsføre, bemærkes for det tredje, at de beviser, som appelkammeret har støttet sine konstateringer med hensyn til intervenientens aktiviteter den 20. november 2001 på (jf. præmis 59 ovenfor), ikke fastslår sådanne artikler, og at de, idet de udelukkende skal indeholde intervenientens knivsmedevarer, under alle omstændigheder kun kan have en accessorisk karakter eller skal anses for at udgøre emballage i forhold til intervenientens aktiviteter i sektoren for knivsmedevarer.

102. Det følger heraf, at »læder og læderimitationer« og »rejse- og håndkufferter og ‑tasker« i klasse 18 ikke ligner intervenientens aktiviteter inden for sektoren for knivsmedevarer.

– Om »skolematerialer; blyanter, blyantholdere, viskelædere; konvolutter; bind; albummer, bøger, almanakker, pjecer (tryksager), skrive- eller tegnehæfter, kataloger; kalendere, plakater« i klasse 16

103. Hvad angår disse varer udtalte appelkammeret, at disse sædvanligvis sælges i forretninger, der sælger skrivematerialer, og at de anvendes i den samme sammenhæng som intervenientens »papirknive«, dvs. til skrivning og læsning, og at de således falder ind under denne aktivitetssektor for intervenienten. Alle disse varer bruges desuden generelt i forretningslivet til en virksomheds kommunikation med dens kunder og forretningsforbindelser eller gives f.eks. som firmagaver. For så vidt som de tryksager, der var omfattet af varemærket LAGUIOLE, på grund af deres indhold kunne fremkalde en risiko for forveksling med selskabsnavnet Forge de Laguiole, skulle det nævnte varemærke erklæres ugyldigt.

104. I denne henseende skal det for det første, i modsætning til hvad appelkammeret konstaterede, bemærkes, at de nævnte varers forbindelse til »papirknive«, som intervenienten markedsfører, er for svag til at kunne give anledning til en lighed. Dels er den eneste forbindelse, som består i salgsstedets delvise identitet, ikke tilstrækkelig til at få papirknive til at ligne en række varer, der snarere henhører under sektoren for papirvarer, eftersom forretninger med skrivematerialer generelt udbyder mange forskellige varer, der henvender sig til en kundekreds, som ikke er specialiseret. Dels er anvendelsen af de papirknive, som intervenienten markedsfører, normalt begrænset til åbning af konvolutter. Dette kan således kun give anledning til en svag grad af lighed – på grund af en supplerende brug – med »konvolutter«, men ikke med de andre varer, der er nævnt i præmis 103 ovenfor. For det andet fremkalder det forhold alene, at alle disse varer generelt anvendes i en virksomheds kommunikation med dens kunder eller andre forretningsforbindelser eller gives som firmagaver, ikke nogen lighed med intervenientens aktiviteter inden for sektoren for knivsmedevarer, eftersom de ved deres bestemmelse adskiller sig fuldstændigt fra de nævnte aktiviteter. For det tredje vil det af appelkammeret anførte med hensyn til den risiko for forveksling, der kan fremkaldes ved de tryksager, der er omfattet af varemærket LAGUIOLE, blive behandlet nedenfor i præmis 165 i forbindelse med helhedsvurderingen af risikoen for forveksling.

– Om forskellige varer, der kvalificeres som »gaveartikler«, og som henhører under klasse 14, 18 og 20

105. Hvad angår »juvelerarbejder, smykker; smykkeskrin af ædle metaller; kronometriske instrumenter, manchetknapper, slipsenåle, pyntenåle; nøgleringe; punge af ædle metaller; ure og armbånd til ure« i klasse 14, »spadserestokke; håndtasker; strandtasker; tasker, toilettasker og rejsekister (store kufferter); tegnebøger; seddelmapper, dokumentmapper; attachétasker (lædervarer); nøgleetuier (lædervarer); punge, ikke af ædle metaller« i klasse 18 og »vitriner (møbler); kunstgenstande eller pyntegenstande af træ, kork, rør, spanskrør, kurvefletning, horn, ben, elfenben, fiskeben, skildpadde, rav, perlemor og merskum samt af erstatningsstoffer for disse materialer eller af plastic« i klasse 20 begrænsede appelkammeret sig til at fastslå, at der var tale om »gaveartikler«, der meget generelt blev udbudt i alle former for forretninger eller solgt som firmagaver, og til at konkludere, at de derfor kunne findes i de samme forretninger som de forretninger, hvor intervenienten markedsførte sine egne varer.

106. I denne henseende skal det bemærkes dels, at intervenientens aktivitet »fabrikation og salg af […] gaveartikler« alene indgår i de økonomiske sektorer, der er omfattet af selskabsnavnet Forge de Laguiole, for så vidt som der er tale om knivsmedevarer eller bestik (jf. præmis 71-74 ovenfor). De varer, der er nævnt i ovenstående præmis, henhører imidlertid hverken under knivsmedevarer eller bestik eller er knyttet til dette område. Dels bemærkes, at selv hvis det blev antaget, at de nævnte varer blev solgt som gaver i den samme forretning som de knivsmedevarer, som intervenienten markedsfører, kan denne omstændighed ikke skabe en lighed mellem dem og knivsmedevarerne, eftersom gaveforretningerne udbyder mange forskelligartede varer, der henvender sig til den brede offentlighed.

– Om »golfhandsker« og »sportsartikler« i klasse 28, »cigaretuier« i klasse 14 og »tændstikker, lightere til rygere; cigaretuier og cigaretetuier ikke af ædle metaller; cigarklippere; piber; piberensere« i klasse 34

107. Hvad angår »golfhandsker« og »sportsartikler« i klasse 28, »cigaretuier« i klasse 14 og »tændstikker, lightere til rygere; cigaretuier og cigaretetuier ikke af ædle metaller; cigarklippere; piber« i klasse 34 fandt appelkammeret, at de henvendte sig til de samme kunder, blev solgt i de samme forretninger og blev anvendt i samme forbindelse som visse »gaveartikler«, som intervenienten havde udviklet. Dette var f.eks. tilfældet for modellen »Couteau du golfeur«, som intervenienten markedsførte, i forhold til »golfhandskerne« eller de andre »sportsartikler«, og for modellen »Calumet« (med knivblad, spid og pibestopper) og den cigarklipper, som intervenienten markedsfører, i forhold til »cigaretuierne« og »tændstikker, lightere til rygere; cigaretuier og cigaretetuier; piber«, der var omfattet af varemærket LAGUIOLE.

108. Det er i denne henseende tilstrækkeligt at bemærke, at aktiviteten »fabrikation og salg af […] gaveartikler« alene indgår i de økonomiske sektorer, der er omfattet af selskabsnavnet Forge de Laguiole, for så vidt som der er tale om knivsmedevarer eller bestik (jf. præmis 71-74 ovenfor), hvilket ikke er tilfældet for de varer, der er nævnt ovenfor i præmis 107.

109. Imidlertid har »cigarklipperne« og »piberenserne« i klasse 34 lighed med henholdsvis »cigarklipper«-modellen og modellen »Calumet« (med knivblad, spid og pibestopper), der markedsføres af intervenienten. Selv om markedsføringen af disse modeller som »afledninger« af knivsmedevarer ikke kan bevise en udvidelse af intervenientens aktiviteter til »varer til rygere« generelt, således som det blev anført i præmis 65-68 og 71 ovenfor, er de nemlig stadig som isolerede varer ud fra et funktionelt aspekt identiske med de »cigarklippere« og »piberensere«, der er omfattet af varemærket LAGUIOLE. Ud over at de bliver markedsført i de samme forretninger, er denne omstændighed tilstrækkelig til, at det kan fastslås, at de har en stærk lighed.

110. Til gengæld har »golfhandsker« i klasse 28 ikke nogen lighed med modellen »Couteau du Golfeur« (med tørvvender), som markedsføres af intervenienten. Sidstnævnte kan ganske vist anvendes sammen med »golfhandskerne«, der er omfattet af varemærket LAGUIOLE. Der er dog ikke her tale om en komplementærforbindelse, som danner grundlag for en lighed, eftersom disse varer kan anvendes separat og normalt opfattes uafhængigt af hinanden og ikke ud fra kriterier, der følger af en fælles brug – i modsætning til hvad man f.eks. kunne forestille sig med hensyn til golfhandsker og golfklubber.

– Om tjenesteydelserne i klasse 38

111. Hvad angår tjenesteydelserne på området for »telekommunikationsvirksomhed« og beslægtede sektorer, der henhører under klasse 38, fastslog appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 114, at de ikke havde nogen lighed med intervenientens aktiviteter. Denne konstatering til fordel for sagsøgeren, som intervenienten ikke har anfægtet, er faktisk ikke en del af genstanden for den foreliggende sag, og det er derfor ufornødent, at Retten undersøger den.

– Konklusion om ligheden mellem de økonomiske sektorer, der er omfattet af selskabsnavnet Forge de Laguiole og af varemærket LAGUIOLE

112. Som konklusion skal det for det første konstateres, at der foreligger identitet i forhold til de sektorer, der er omfattet af selskabsnavnet Forge de Laguiole, med hensyn til »håndværktøj og redskaber (hånddrevne)« og »skeer« i klasse 8, og en høj grad af lighed i forhold til intervenientens aktiviteter med hensyn til »skæreblade, barbermaskiner, barberknive, barberblade, file og negletænger, negleklippere« i klasse 16, »proptrækkere; flaskeåbnere« i klasse 21 og »cigarklippere og piberensere« i klasse 34.

113. For det andet er der en gennemsnitlig lighed i forhold til de sektorer, der er omfattet af selskabsnavnet Forge de Laguiole, med hensyn til »manicuresæt, barberetuier« i klasse 8 og »barberkoste, beautybokse« i klasse 21.

114. For det tredje er der en svag grad af lighed i forhold til de sektorer, der er omfattet af selskabsnavnet Forge de Laguiole, med hensyn til »konvolutter« i klasse 16.

115. Endelig skal det for det fjerde konkluderes, at der ikke foreligger lighed i forhold til de sektorer, der er omfattet af selskabsnavnet Forge de Laguiole, for alle de andre varer og tjenesteydelser, der er omfattet af varemærket LAGUIOLE.

Om ligheden mellem de omtvistede tegn

116. Appelkammeret fandt, at ordet »laguiole«, selv om det var beskrivende og således ikke havde særpræg for knive, således som det var blevet konstateret af cour d’appel de Paris i dommen af 3. november 1999 (G.T.I.-G.I.L. Technologies internationales mod Commune de Laguiole og Association Le couteau de Laguiole), ikke desto mindre var den dominerende bestanddel eller i det mindste en medherskende bestanddel i selskabsnavnet Forge de Laguiole, selv når sidstnævnte blev brugt til knive. Ifølge appelkammeret havde de omtvistede tegn derfor ved en helhedsvurdering en vis lighed på det fonetiske, visuelle og begrebsmæssige plan, der ikke blev udlignet blot ved tilføjelsen af det generiske udtryk »forge de«.

117. Sagsøgeren har i det væsentlige anført, at der er visuelle, fonetiske og begrebsmæssige forskelle mellem de omtvistede tegn.

118. Harmoniseringskontoret har gjort gældende, at ordet »laguiole« på trods af dets generiske karakter er dominerende i selskabsnavnet Forge de Laguiole. Eftersom varemærket LAGUIOLE går igen i sin helhed i det nævnte selskabsnavn, er der en høj grad af lighed mellem de to tegn.

119. Intervenienten har gjort gældende, at de omtvistede tegn har ligheder på det visuelle, det fonetiske og det begrebsmæssige plan.

120. Først skal det undersøges, om ordet »laguiole« på trods af sin beskrivende eller generiske karakter, således som appelkammeret, Harmoniseringskontoret og intervenienten har fundet, udgør den dominerende bestanddel i selskabsnavnet Forge de Laguiole for knive, således som fastslået af cour d’appel de Paris i dommen af 3. november 1999 (præmis 116 ovenfor), ligesom den beskrivende karakter for intervenientens hjemsted og produktionssted skal undersøges.

121. For det første er det rigtigt, således som appelkammeret anførte i den anfægtede afgørelses punkt 119, at den beskrivende karakter af ordet »laguiole« og dets manglende særpræg for knive ikke nødvendigvis medfører, at dette ord også er beskrivende og uden særpræg for de varer, der ikke er knive.

122. Det skal imidlertid i denne henseende bemærkes, at den foreliggende undersøgelse af risikoen for forveksling kun vedrører aktiviteterne fabrikation og salg af knivsmedevarer og bestik samt gaver og souvenirs, for så vidt som der er tale om knivsmedevarer eller bestik (jf. præmis 74 ovenfor). De aktiviteter, som intervenienten faktisk udøver, koncentrerer sig nemlig næsten kun om området for knivsmedevarer, indbefattet visse artikler, der inkorporerer andre funktioner ud over knivfunktioner, og markedsføringen af andre varer – navnlig bestik – forbliver accessoriske eller marginale. Dette følger både af en undersøgelse af de varer, der fremgår af intervenientens prisliste af 1. januar 2001 og af forskellige avisartikler i den »press-book«, som intervenienten har fremlagt – for så vidt som de klart vedrører den periode, der ligger forud for den 20. november 2001 – hvori intervenienten systematisk fremstod som en knivsmed, der var specialiseret i fabrikationen af knive af typen »Laguiole«, uden at udøvelsen af andre aktiviteter blev nævnt dér. Det er ganske vist rigtigt, at visse af disse artikler kan henlede tankerne på en hensigt om udvidelse af aktiviteter i intervenientens ledelse, men denne har ikke – således som det blev anført ovenfor – bevist, at disse intentioner er blevet ført ud i livet før den 20. november 2001.

123. Under disse omstændigheder skal det konkluderes, at ordet »Laguiole« har en beskrivende eller generisk karakter for alle de af intervenientens aktiviteter, som er relevante med henblik på undersøgelsen af risikoen for forveksling.

124. For det andet skal der gives medhold i det af appelkammeret anførte om, at en beskrivende bestanddel i et tegn ikke desto mindre kan udgøre dets dominerende eller fremherskende bestanddel, f.eks. hvis de andre bestanddele også er beskrivende eller også fremtræder tilsvarende svagt eller svagere. I denne henseende er det ganske vist rigtigt, at bestanddelen »Forge de« selv har en beskrivende karakter for så vidt angår aktiviteter i sektoren for knivsmedevarer og bestik, der udøves af intervenienten. I modsætning til hvad appelkammeret fandt, er denne bestanddel dog ikke »semantisk underlagt navnet »Laguiole«, som identificerer den særlige smedje, der er tale om«. Den bestanddel, der beskriver stedet – og de udøvede aktiviteter – vejer nemlig ikke tungere end den beskrivende bestanddel af arten af forretningen. Under disse omstændigheder er det ikke muligt at identificere en dominerende bestanddel i selskabsnavnet Forge de Laguiole, der helt og holdent er sammensat af bestanddele af beskrivende eller generisk art i forhold til intervenientens aktiviteter og/eller forretningssted.

125. Hvad for det tredje angår den visuelle sammenligning er selskabsnavnet Forge de Laguiole sammensat af tre ord, der danner en helhed på femten bogstaver, mens varemærket LAGUIOLE kun består af otte bogstaver. Bestanddelen »laguiole« fremgår ganske vist af begge de omtvistede tegn, men det befinder sig i slutningen af selskabsnavnet, således at den anfægtede bestanddel »forge de« udvander det visuelle indtryk, der skabes af denne delvise identitet. Af denne grund skal det konkluderes, at de omtvistede tegn har en gennemsnitlig visuel lighed.

126. Hvad for det fjerde angår det fonetiske plan skal det bemærkes, at selskabsnavnet Forge de Laguiole har fem eller seks stavelser, mens varemærket LAGUIOLE har to eller tre, afhængigt af, hvorledes ordet »laguiole« udtales. Hvad angår betydningen af den delvise identitet af de omtvistede tegn finder overvejelserne vedrørende den visuelle lighed anvendelse med de fornødne ændringer, og det skal således konkluderes, at der foreligger en gennemsnitlig fonetisk lighed.

127. Hvad for det femte angår den begrebsmæssige lighed vækker selskabsnavnet Forge de Laguiole, således som sagsøgeren med rette har gjort gældende, tanker om et værksted i Laguiole kommune (Frankrig), men ligeledes og samtidig tanker om et værksted, hvor der fabrikeres knive af typen Laguiole. Varemærket LAGUIOLE vækker for sit vedkommende både tanker om den nævnte kommune og om kniven af typen Laguiole. Det var følgelig med rette, at appelkammeret konstaterede, at de omtvistede tegn, for så vidt som de henviser til de samme begreber, dvs. byen eller kniven, ligner hinanden på det begrebsmæssige plan. Retten finder endog, at graden af begrebsmæssig lighed skal kvalificeres som høj.

Om selskabsnavnet Forge de Laguioles høje grad af særpræg på grund offentlighedens kendskab til det

128. Appelkammeret udtalte i den anfægtede afgørelses punkt 130, at selskabsnavnet Forge de Laguiole havde en stærk grad af særpræg på grund af den prestige eller det omdømme, som intervenienten havde i Frankrig og i udlandet på grund af kvaliteten af selskabets knive.

129. Sagsøgeren er af den opfattelse, at der ikke er noget i sagsakterne, der beviser selskabsnavnet Forge de Laguioles påståede anseelse, og at det er kniven af typen Laguiole, der har et omdømme, og ikke betegnelsen »Forge de Laguiole«.

130. Harmoniseringskontoret har gjort gældende, at selskabsnavnet Forge de Laguiole har opnået et omdømme på området for knivsmedevarer, og intervenienten har anført, at selskabet nyder meget høj anseelse i Frankrig og i udlandet.

131. Indledningsvis bemærkes, at den franske lovgivning om varemærker er reguleret af direktiverne om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (Rådets første direktiv 89/104/EØF af 21.12.1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EFT 1989 L 40, s. 1), erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 22. oktober 2008 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EUT L 299, s. 25)). Det følger heraf, at princippet om, at der er større risiko for forveksling, jo mere særpræg det ældre varemærke har, og om, at varemærker, som har et stærkt særpræg, f.eks. fordi de er kendte i offentligheden, derfor nyder en videre beskyttelse end de varemærker, hvis særpræg er mindre (Domstolens dom af 11.11.1997, sag C-251/95, SABEL, Sml. I, s. 6191, præmis 24, af 29.9.1998, sag C-39/97, Canon, Sml. I, s. 5507, præmis 18, og af 22.6.1999, sag C-342/97, Lloyd Schuhfabrik Meyer, Sml. I, s. 3819, præmis 20), ligeledes finder anvendelse på den franske lovgivning om varemærker. Som det følger af den retspraksis, der blev nævnt i præmis 79 ovenfor, finder dette princip ligeledes anvendelse på fransk ret, når der er tale om at vurdere risikoen for forveksling i forhold til et selskabsnavn og dette allerede før ikrafttrædelsen af direktiverne om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker.

132. Det skal således antages, at tilstedeværelsen af et særpræg, der er stærkere end normalt, på grund af det kendskab, kundekredsen har til et selskabsnavn på markedet, nødvendigvis forudsætter, at dette selskabsnavn er kendt af i det mindste en betydelig del af den berørte kundekreds, uden at selskabsnavnet nødvendigvis har et renommé i henhold til artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009. Det kan ikke generelt angives – f.eks. ved hjælp af bestemte procentdele, der viser, i hvor høj grad kundekredsen har kendskab til selskabsnavnet i de berørte omsætningskredse – fra hvornår et selskabsnavn har en høj grad af særpræg. Det må ikke desto mindre anerkendes, at der er en vis indbyrdes afhængighed mellem det kendskab, kundekredsen har til et selskabsnavn, og selskabsnavnets særpræg i den forstand, at jo større kendskab, den tilsigtede kundekreds har til selskabsnavnet, desto mere styrkes dette selskabsnavns særpræg. For at vurdere, om et selskabsnavn har en høj grad af særpræg på grund af det kendskab, kundekredsen har hertil, skal der tages hensyn til alle sagens relevante omstændigheder, således navnlig selskabsnavnets markedsandel, intensiteten, den geografiske udstrækning og varigheden af brugen af dette selskabsnavn, størrelsen af de investeringer, som virksomheden har foretaget for at fremme selskabsnavnet, den andel af de relevante kundekredse, der identificerer varen eller tjenesteydelsen som hidrørende fra en bestemt virksomhed på grund af selskabsnavnet, samt erklæringer fra industri- og handelskamre eller andre faglige sammenslutninger (jf. analogt dommen i sagen Vitakraft-Werke Wührmann mod KHIM – Johnson’s Veterinary Products (VITACOAT), nævnt i præmis 23 ovenfor, præmis 34 og 35 og den deri nævnte retspraksis).

133. Under disse omstændigheder er det for i den foreliggende sag at bevise kundekredsens kendskab til selskabsnavnet Forge de Laguiole nødvendigt at bevise, at en væsentlig del af den relevante kundekreds – dvs. den franske gennemsnitsforbruger – kender det nævnte selskabsnavn.

134. For at fastslå, at selskabsnavnet Forge de Laguiole havde en stærk grad af særpræg på grund af den prestige og det omdømme, som intervenienten blev påstået at have i Frankrig, støttede appelkammeret sig på de oplysninger i sagen for det, som der blev redegjort for i den anfægtede afgørelses punkt 63-66.

135. Der er for det første tale om en artikel fra et fransk økonomisk tidsskrift fra oktober 2004 med overskriften »Laguiole – en traditionel produktion, der er blevet til en tendens«.

136. I denne forbindelse er det tilstrækkeligt at bemærke, at det relevante tidspunkt for vurderingen af kundekredsens kendskab til selskabsnavnet Forge de Laguiole er datoen for indgivelsen af ansøgningen om varemærket LAGUIOLE, dvs. den 20. november 2001. Den omhandlede artikel fra 2004 indeholder imidlertid ingen oplysninger, der gør det muligt at bevise, at kundekredsen havde et særligt kendskab til det nævnte selskabsnavn før den 20. november 2001.

137. For det andet henviste appelkammeret til en skrivelse af 9. marts 1999, der fejlagtigt blev anført som værende fra 20. marts 1999. I denne skrivelse bekræftede intervenientens forretningsfører en »aftale om fremstilling af en ny form, der muliggør en større produktion og varer af bedre kvalitet«, idet han præciserede de økonomiske betingelser.

138. Dels skal det bemærkes, at adressaten til skrivelsen af 9. marts 1999 ikke er klart identificeret. Dels skal det, for så vidt som appelkammeret har henvist til denne skrivelse for at underbygge sin konstatering om, at intervenienten havde indledt et samarbejde med en kendt restauratør, bemærkes, at der kun nævnes et møde »i tilstedeværelse af hr. [B. og C.]«, hvilket hverken er tilstrækkeligt til at identificere den omhandlede restauratør eller til at bevidne dennes faktiske samarbejde med intervenienten eller dette samarbejdes form.

139. Det følger heraf, at skrivelsen af 9. marts 1999 ikke – og heller ikke indirekte – kunne tjene til at bevise offentlighedens kendskab til selskabsnavnet Forge de Laguiole.

140. For det tredje anførte appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 65, at intervenientens varer havde vundet flere priser og udmærkelser på europæisk niveau i 1992 og i 1996. Som svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten har Harmoniseringskontoret anført, at appelkammeret i denne henseende støttede sig på de oplysninger, der fremgår af den artikel, som er nævnt i præmis 135 ovenfor, på en præsentation af intervenientens »kreationsstrategi« hentet i 2005 på dennes internetside (side 234 i akterne i sagen for Harmoniseringskontoret), og på andre publikationer vedrørende intervenienten (side 169 i akterne i sagen for Harmoniseringskontoret).

141. Side 169 i akterne i sagen for Harmoniseringskontoret indeholder et uddrag af en udateret artikel på italiensk, hvoraf fremgår, at den kniv, som en berømt opfinder har udviklet, indgår i en designkollektion på Museum of Modern Art i New York (MoMA), og at modellen »Sommelier« har vundet prisen »Design plus« på udstillingen »Ambiente« i Frankfurt i 1996.

142. Den mest fuldstændige liste over priser og udmærkelser findes på uddraget fra den internetside, der fremgår af side 234 i akterne i sagen for Harmoniseringskontoret, hvoraf der ud over den kniv, der findes på MoMA, og prisen »Design plus« fra 1996, fremgår »Grand prix français de l’objet design« i 1991 (uden klart at nævne for hvilken genstand, denne blev tildelt), »Blade Magazine Award« 1992 for en model skabt af en kendt arkitekt, og Den Europæiske Designpris 1992 for intervenientens »kreative fremtræden«, hvilket alt sammen ligeledes er nævnt i den anfægtede afgørelse.

143. Retten finder, at disse priser og udmærkelser udgør et indicium for, at offentligheden kender intervenientens varer, og følgelig, at de kender intervenientens selskabsnavn, eftersom tildelingen af priser og udmærkelser til en virksomhed for dennes varer kan henlede den brede offentligheds opmærksomhed på denne virksomhed. Der skal imidlertid også tages hensyn til den omstændighed, at den reklamevirkning, som sådanne priser har, er begrænset til at omfatte en kundekreds, der er særligt interesseret i designet, og at dens indvirkning på den brede franske offentlighed, som er den eneste relevante i den foreliggende sag (jf. præmis 77 ovenfor), er begrænset. Denne bemærkning gælder så meget desto mere for »Blade Magazine Award«, der blev tildelt af et specielt tidsskrift i De Forenede Stater, og som kun er kendt af franske forbrugere, der er særligt interesserede i knivkollektioner.

144. For det fjerde henviste appelkammeret til det »katalog«, der fremgår af »bevis 21«, som intervenienten havde fremlagt for Harmoniseringskontoret som bevis for det forhold, at intervenienten konstante bestræbte sig på at differentiere sig ved sine varers kvalitet og image, bl.a. ved at ansætte højt kvalificeret personale og ved samarbejde med velansete tegnere og opfindere. I det bevis nævnes faktisk modeller, de er tegnet eller skabt i samarbejde med to kendte partnere.

145. Det fremgår imidlertid af sagen og af intervenientens svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten, at »bevis 21« faktisk omfatter tre forskellige dokumenter, nemlig et prospekt, der blev udsendt fra 1997, en reklame, der blev udsendt fra 2004, og et katalog, der blev udsendt i 2000.

146. Eftersom en henvisning til en kendt restauratør kun findes i reklamen fra 2004 og ikke i de to andre dokumenter, kan denne henvisning ikke tjene til at bevise, at der var et samarbejde med denne den 20. november 2001.

147. Derimod fremgår henvisningerne til en berømt opfinder af kataloget fra 2000, der således bevidner et samarbejde med denne før den 20. november 2001. Det fremgår endvidere af de beviser, der blev undersøgt i præmis 142 ovenfor, at der har fundet et samarbejde sted med en kendt arkitekt før denne dato.

148. Det skal antages, at disse samarbejder med partnere, der selv har en vis prestige og et omdømme, kan medføre, at intervenienten og dennes selskabsnavn, hvorunder disse varer markedsføres, vil blive genstand for opmærksomhed fra i det mindste en del af offentligheden, der kender de omhandlede partnere. Ikke desto mindre er denne omstændighed ikke tilstrækkelig til at bevise, at det nævnte selskabsnavn generelt var kendt af den brede offentlighed.

149. For det femte citerede appelkammeret en artikel fra et fransk tidsskrift fra 1999 med overskriften »Trussel mod myten om Laguiole kniven«.

150. Appelkammeret fandt, at denne artikel var et »særligt klart eksempel på det omdømme, som [selskabs-]navnet Forge de Laguiole havde opnået før indgivelsen af ansøgningen [om varemærket LAGUIOLE]«, eftersom det deri blev tilrådet at forlade sig på varemærket ved valget af en Laguiole-kniv. I artiklen nævnes derefter tre »varemærker« som værende dem med det største omdømme, deriblandt intervenientens selskabsnavn, hvis historie og udvikling kort skitseres.

151. Det skal fastslås, at denne artikel ganske vist udgør et indicium for offentlighedens kendskab til selskabsnavnet Forge de Laguiole, men ikke i sig selv er tilstrækkelig til at bevise dette. Der skal nemlig tages hensyn til den omstændighed, at denne artikel kun nævner intervenienten sammen med to andre producenter, som dem der har et større omdømme end andre. Denne holdning hos ophavsmanden til artiklen gør det imidlertid ikke muligt uden yderligere holdepunkter at drage konklusioner vedrørende den brede offentligheds grad af kendskab til selskabsnavnet, når der bl.a. ikke foreligger angivelser vedrørende trykningen og distributionen af det tidsskrift, hvori den er kommet frem.

152. For det sjette nævnte appelkammeret en artikel fra et gratis fransk tidsskrift fra februar 1999 med overskriften »Aveyron: et boblende område«, hvori det blev anført, at »Laguiole, made in Laguiole, hvis marked er blevet tyvedoblet, begynder at opnå et flot omdømme i udlandet«.

153. Det skal i denne henseende for det første bemærkes, at den omhandlede sætning, der blev citeret ufuldstændigt af appelkammeret, i virkeligheden har følgende ordlyd: »Laguiole, made in Laguiole, hvis marked er blevet tyvedoblet med fremkomsten af små lokale værksteder, begynder at opnå et flot omdømme i udlandet«. Det følger heraf, at selv om intervenienten udtrykkeligt præsenteres i denne artikel, vedrører den sætning, som appelkammeret har anført, ikke desto mindre hele knivproduktionen i Laguiole kommune og ikke blot intervenientens varer. For det andet vedrører den omhandlede sætning omdømmet i udlandet for knive, der er fabrikeret i den nævnte kommune, og ikke den franske offentligheds kendskab til selskabsnavnet Forge de Laguiole, som er det eneste, der er relevant i den foreliggende sag (jf. præmis 133 ovenfor).

154. Under disse omstændigheder skal det konstateres, at den omhandlede artikel navnlig udgør et indicium for omdømmet for knive af typen Laguiole, der fabrikeres »på stedet« – idet der endvidere skal tages hensyn til det forhold, som blev fastslået ved den retspraksis, der er nævnt i præmis 116 ovenfor, at knivene af denne type længe og på traditionel vis også er blevet fabrikeret i Thiers kommune (Frankrig) – og i mindre grad for selskabsnavnet Forge de Laguiole.

155. Som konklusion skal det konstateres, at de beviser, der blev fremhævet af appelkammeret, ganske vist viser visse bestræbelser med hensyn til reklame og kommunikation fra intervenientens side for at gøre sig kendt i den brede franske offentlighed, og for at tage afstand fra sine konkurrenter ved et image præget af kvalitet og luksus. Eftersom disse bestræbelser er blevet opretholdt i flere år synes det ikke udelukket, at selskabsnavnet Forge de Laguiole kunne have opnået et vist kendskab i offentligheden på området for knive af typen Laguiole.

156. Der skal ikke desto mindre ligeledes tages hensyn til den omstændighed, at visse af de elementer, som appelkammeret støttede sig på, vedrører knivene af typen Laguiole generelt snarere end intervenientens selskabsnavn.

157. Desuden vedrører de avisartikler, som appelkammeret har refereret til som indicier for offentlighedens kendskab til selskabsnavnet Forge de Laguiole, enten specialiserede medier – såsom den artikel, der blev nævnt i præmis 135 ovenfor, der henvender sig til professionelle driftsledere, og »Blade Magazine«, der henvender sig til knivsamlere, der hovedsagligt er amerikanske – eller medier, hvis udbredelse ikke er blevet bevist – såsom den artikel, der blev nævnt i præmis 149 ovenfor – eller blade, der i det væsentlige er reklamer, som af denne grund er mindre egnede til at fastholde læserens opmærksomhed – såsom den artikel, der blev nævnt i præmis 152 ovenfor. Denne omstændighed adskiller i øvrigt den foreliggende sag fra den sag, der gav anledning til Rettens dom af 16. december 2010, forenede sager T-345/08 og T- 357/08, Rubinstein og L’Oréal mod KHIM – Allergan (BOTOLIST og BOTOCYL), ikke trykt i Samling af Afgørelser, som Harmoniseringskontoret påberåbte sig inden for rammerne af sit svar på Rettens skriftlige spørgsmål. Selv om det er korrekt, at Retten i denne doms præmis 50-53 støttede sig på avisartikler for at bevise, at der var en stor mediedækning af de omhandlede varer, var der nemlig stadigvæk tale om medier med bred dækning, som havde et omdømme på internationalt plan.

158. Selv om de elementer, som appelkammeret tog hensyn til, ganske vist udgør indicier for et vist kendskab til selskabsnavnet Forge de Laguiole i offentligheden, er de derfor ikke tilstrækkelige til med sikkerhed at bevise dette kendskab. Det skal i denne henseende fremhæves, at det ikke er intervenientens reklameindsats for at øge sin anseelse i offentligheden, der i sidste ende er afgørende, men derimod offentlighedens faktiske kendskab, som skyldes denne indsats, målt ved hjælp af de kriterier, der blev anført i den VITACOAT-retspraksis, der er nævnt i præmis 132 ovenfor.

159. Den anfægtede afgørelse indeholder imidlertid intet, der kan bevise, at disse kriterier foreligger i den foreliggende sag, navnlig for så vidt angår den del af den franske offentlighed, der havde kendskab til selskabsnavnet Forge de Laguiole, for så vidt angår den markedsandel, som intervenienten var indehaver af på markedet for knivsmedevarer generelt eller mere begrænset for knive af typen Laguiole, for så vidt angår størrelsen af de investeringer, som intervenienten havde foretaget for at fremme kendskabet til sit selskabsnavn i offentligheden, for så vidt angår andelen af de relevante kundekredse, der identificerede varerene eller tjenesteydelserne som hidrørende fra intervenienten på grund af selskabsnavnet, eller for så vidt angår erklæringer fra industri- eller handelskamre eller andre faglige sammenslutninger, der er uafhængige af intervenienten. Sådanne holdepunkter følger heller ikke af andre beviser i sagen og navnlig ikke af de oplysninger, som intervenienten har indgivet.

160. Under disse omstændigheder var det en fejl, at appelkammeret fandt, at selskabsnavnet Forge de Laguiole den 20. november 2001 havde opnået et særpræg, der var højere end normalt, på grund af det kendskab, som den franske offentlighed havde til det, for knive.

Konklusion vedrørende risikoen for forveksling

161. Det skal konkluderes, at de omtvistede tegn har en vis grad af lighed på det visuelle og det fonetiske plan og en høj lighed på det begrebsmæssige plan. Der skal tages hensyn til den omstændighed, at selskabsnavnet Forge de Laguiole har en svag grad af iboende særpræg, eftersom det udelukkende er sammensat af beskrivende bestanddele for intervenientens aktiviteter. Dette svage særpræg udlignes ikke derved, at den berørte kundekreds har opnået kendskab til selskabsnavnet.

162. Henset til, at »håndværktøj og redskaber (hånddrevne)« og »skeer« i klasse 8 er identiske med intervenientens aktiviteter, og til den høje grad af lighed i forhold til intervenientens aktiviteter hvad angår »skæreblade, save, barbermaskiner, barberknive, barberblade, file og negletænger, negleklippere« i klasse 8, »papirknive« i klasse 16, »proptrækkere; flaskeåbnere« i klasse 21 og »cigarklippere« og »piberensere« i klasse 34, som er omfattet af varemærket LAGUIOLE, skal det konstateres, at der er en risiko for forveksling mellem dette varemærke og selskabsnavnet Forge de Laguiole, eftersom den berørte kundekreds kunne tro, at disse varer har den samme handelsmæssige oprindelse som de knivsmedevarer og det bestik, intervenienten markedsfører.

163. Henset til den gennemsnitlige lighed i forhold til intervenientens aktiviteter hvad angår »manicuresæt, barberetuier« i klasse 8 og »barberkoste, beautybokse« i klasse 21, som er omfattet af varemærket LAGUIOLE, skal det endvidere konstateres, at der er en risiko for forveksling mellem dette varemærke og selskabsnavnet Forge de Laguiole, eftersom den berørte kundekreds kunne tro, at disse varer har den samme handelsmæssige oprindelse som de knivsmedevarer og det, bestik intervenienten markedsfører.

164. Eftersom der er en svag grad af lighed i forhold til intervenientens aktiviteter hvad angår »konvolutter« i klasse 16, som er omfattet af varemærket LAGUIOLE, skal det derimod konstateres, at der ikke er en risiko for forveksling i denne henseende, eftersom den berørte kundekreds ikke vil tro, at disse varer kunne have den samme handelsmæssige oprindelse som de knivsmedevarer eller det bestik, som intervenienten markedsfører.

165. Eftersom der ikke er lighed i forhold til intervenientens aktiviteter for alle de andre varer og tjenesteydelser, der er omfattet af varemærket LAGUIOLE, skal det ligeledes konstateres, at der ikke er risiko forveksling i denne henseende. Det skal navnlig bemærkes, at det var en fejl, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 111 konstaterede, at tryksagerne (albummer, bøger, almanakker, pjecer (tryksager), kataloger; kalendere, plakater, der henhører under klasse 16), som er omfattet af det nævnte varemærke, kunne fremkalde en risiko for forveksling med selskabsnavnet Forge de Laguiole »på grund af deres indhold«. Det fremgår nemlig ikke, hvorledes de »tryksager«, der er omfattet af dette varemærke, uanset deres art og deres indhold, ville kunne skabe det indtryk hos den berørte kundekreds, at de havde den samme handelsmæssige oprindelse som de knivsmedevarer og det bestik, som intervenienten markedsfører, ud over i det tilfælde, hvor sådanne tryksager særligt vedrører intervenientens varer. Et sådant særligt og usædvanligt tænkt tilfælde kan imidlertid ikke danne grundlag for en risiko for forveksling med hensyn til en hel kategori af varer. Ellers skulle betegnelsen »tryksager« for et varemærke, der har ligheder med et andet, anses for at have en risiko for forveksling med en hvilken som helst vare, der er omfattet af dette andet varemærke.

166. Det følger heraf, at det eneste anbringende skal tages til følge, og at den anfægtede afgørelse skal annulleres, for så vidt som appelkammeret konstaterede, at der var risiko for forveksling mellem selskabsnavnet Forge de Laguiole og varemærket LAGUIOLE med hensyn til andre varer end »håndværktøj og instrumenter (hånddrevne); skeer; skæreblade, save, barbermaskiner, barberknive, barberblade; barberetuier; file og negletænger, negleklippere; manicuresæt« i klasse 8, »papirknive« i klasse 16, »proptrækkere; flaskeåbnere« og »barberkoste, beautybokse« i klasse 21 og »cigarklippere« og »piberensere« i klasse 34.

167. I øvrigt frifindes Harmoniseringskontoret.

Sagens omkostninger

168. I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Ifølge artikel 87, stk. 3, første afsnit, kan Retten endvidere fordele sagens omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter.

169. I den foreliggende sag har Harmoniseringskontoret og intervenienten delvist tabt sagen, for så vidt som den anfægtede afgørelse delvist skal annulleres, i overensstemmelse med sagsøgerens påstand herom. Sagsøgeren har imidlertid ikke nedlagt påstand om, at Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger, men derimod om, at intervenienten tilpligtes dette.

170. Under disse omstændigheder bør intervenienten tilpligtes at betale en fjerdedel af sagsøgerens omkostninger og tre fjerdedele af sine egne omkostninger. Sagsøgeren bør tilpligtes at betale en fjerdedel af de omkostninger, der er blevet afholdt af henholdsvis intervenienten og Harmoniseringskontoret, samt at bære tre fjerdedele af sine egne omkostninger. Endelig bør Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale tre fjerdedele af sine egne omkostninger.

Afgørelse

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Første Afdeling):

1) Afgørelsen, der blev truffet den 1. juni 2011 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 181/2007-1) annulleres, for så vidt som EF-ordmærket LAGUIOLE blev erklæret ugyldigt for andre varer end »håndværktøj og instrumenter (hånddrevne); skeer; skæreblade, save, barbermaskiner, barberknive, barberblade; barberetuier; file og negletænger, negleklippere; manicuresæt« i klasse 8, »papirknive« i klasse 16, »proptrækkere; flaskeåbnere« og »barberkoste, beautybokse« i klasse 21 og »cigarklippere« og »piberensere« i klasse 34.

2) I øvrigt frifindes Harmoniseringskontoret.

3) Forge de Laguiole SARL betaler en fjerdedel af sagsøgerens omkostninger og bærer tre fjerdedele af sine egne omkostninger.

4) Gilbert Szajner betaler en fjerdedel af de omkostninger, der er blevet afholdt af Forge de Laguiole, og en fjerdedel af de omkostninger, der er blevet afholdt af Harmoniseringskontoret, samt bærer tre fjerdedele af sine egne omkostninger.

5) Harmoniseringskontoret bærer tre fjerdedele af sine egne omkostninger.