—

KGH Belgium NV ved advocaten E. Gevers og J. Gevers

—

den belgiske regering ved M. Jacobs og J.-C. Halleux, som befuldmægtigede

—

Europa-Kommissionen ved B.-R. Killmann og W. Roels, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 217 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 82/97 af 19. december 1996 (EFT 1997 L 17, s. 1, herefter »toldkodeksen«).

2

Denne anmodning er indgivet under en sag mellem KGH Belgium NV (herefter »KGH Belgium«) og Belgische Staat ved Federale Overheidsdienst Financiën (den offentlige forbundsfinansmyndighed, herefter »FOF«) vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt toldmyndighederne under FOF gyldigt har bogført en toldskyld som omhandlet i toldkodeksens artikel 217, stk. 1.

3

Toldkodeksens artikel 217 bestemmer:

»1.   Ethvert importafgifts- eller eksportafgiftsbeløb, der udgør en toldskyld – i det følgende benævnt afgiftsbeløb – skal beregnes af toldmyndighederne, så snart de har de fornødne oplysninger, og indskrives af disse myndigheder i regnskabsregistrene eller på anden måde (bogføring).

Første afsnit anvendes ikke:

Toldmyndighederne kan undlade at bogføre de afgifter, der i henhold til artikel 221, stk. 3, ikke kan meddeles debitor, fordi fristen er udløbet.

2.   De praktiske regler for bogføringen af afgiftsbeløbene fastlægges af medlemsstaterne. Disse regler kan være forskellige, afhængigt af om toldmyndighederne på baggrund af forholdene omkring toldskyldens opståen har sikkerhed for, at de nævnte beløb betales.«

4

Kodeksens artikel 221, stk. 1, foreskriver:

»Så snart afgiftsbeløbet er bogført, underrettes debitor efter en passende fremgangsmåde om beløbets størrelse.«

5

Algemene wet inzake douane en accijnzen (almindelig told- og punktafgiftslov), samordnet ved kongelig anordning af 18. juli 1977 (Belgisch Staatsblad af 21.9.1977, s. 11425) og stadfæstet ved wet inzake douane en accijnzen (lov om told og punktafgifter) af 6. juli 1978 (Belgisch Staatsblad af 12.8.1978, s. 9013), som ændret med virkning fra den 1. januar 1994 ved wet tot wijziging van de algemene wet inzake douane en accijnzen (lov om ændring af den almindelige told- og punktafgiftslov) (Belgisch Staatsblad af 30.12.1993, s. 29013, herefter »WIDA«), bestemmer i artikel 1:

»I denne lov forstås ved:

[...]

[...]«

6

WIDA’s artikel 3 har følgende ordlyd:

»Bestemmelserne om bogføring af afgifter, der udgør en toldskyld, og om vilkårene for betaling heraf, er fastsat i De Europæiske Fællesskabers forordninger.«

7

Det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at tvisten ved den forelæggende ret vedrører spørgsmålet om, hvorvidt toldmyndighederne under FOF gyldigt har bogført – som omhandlet i toldkodeksens artikel 217, stk. 1 – en toldskyld, som var blevet pålagt KGH Belgium.

8

Genstanden for tvisten i hovedsagen er, som beskrevet af den forelæggende ret, en påstand om annullation af told- og afgiftsmyndighedernes afgørelse af 19. marts 2009, samt af afgørelse af 4. juli 2008 truffet af regionsdirektøren for told og afgifter i Antwerpen, hvorefter der påhviler KGH Belgium en toldskyld med en hovedstol på 3620,52 EUR.

9

Den 26. november 2009 fremsatte FOF en modpåstand om, at det fastslås, at afgørelsen af 4. juli 2008 er begrundet og gyldig, og at toldskylden er endeligt og ubestrideligt skyldig.

10

KGH Belgium har ved den forelæggende ret gjort gældende, at det følger af toldkodeksens artikel 217, stk. 2, at medlemsstaterne er forpligtede til i deres nationale lovgivning at definere de praktiske regler til gennemførelse af den i toldkodeksens artikel 217, stk. 1, foreskrevne bogføring, således at debitor kan kontrollere, om de nationale toldmyndigheder rent faktisk har foretaget denne bogføring, mens FOF har gjort gældende, at der ikke påhviler medlemsstaterne en sådan forpligtelse.

11

KGH Belgium er ligeledes af den opfattelse, at toldskylden ikke gyldigt har kunnet bogføres som omhandlet i toldkodeksens artikel 217, stk. 1, da der ikke foreligger belgiske retsforskrifter herom.

12

Ifølge FOF er enhver indskrivning af toldskylden på et hvilket som helst medium tilstrækkelig til at udgøre en gyldig bogføring som omhandlet i toldkodeksens artikel 217, stk. 1.

13

FOF har fastholdt, at selv om den belgiske stat ikke var forpligtet til at fastsætte nationale retsforskrifter, der fastlægger de praktiske regler for bogføring af toldskyld, findes der ikke desto mindre sådanne bestemmelser i belgisk ret.

14

Hvis en belgisk retsforskrift, der fastlægger de praktiske regler for bogføring, faktisk er påkrævet, rejser dette ifølge den forelæggende ret således spørgsmålet, om de eksisterende belgiske retsforskrifter i overensstemmelse med toldkodeksens artikel 217, stk. 2, fastlægger praktiske regler for bogføring som omhandlet i toldkodeksens artikel 217, stk. 1.

15

På denne baggrund har Rechtbank van eerste aanleg te Antwerpen besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

16

Den belgiske regering har i sine skriftlige bemærkninger gjort gældende, at de forelagte spørgsmål i et vist omfang ligger uden for Domstolens kompetence. Disse spørgsmål vil således ved den formulering, som den forelæggende ret har anvendt, føre Domstolen til at udtale sig vedrørende visse nationale bestemmelsers forenelighed med toldkodeksens artikel 217, stk. 2. Domstolen er imidlertid ikke kompetent til at træffe afgørelse om foreneligheden af en medlemsstats nationale lovgivning med EU-retten.

17

Det bemærkes i denne henseende, at selv om Domstolen i henhold til fast praksis ikke inden for rammerne af en procedure iværksat i henhold til artikel 267 TEUF har kompetence til at afgøre, om national ret er forenelig med EU-retten, eller til at fortolke nationale love eller administrative forskrifter, er den dog beføjet til at forsyne den forelæggende ret med alle under EU-retten henhørende fortolkningsbidrag, som gør det muligt for denne ret at vurdere en sådan forenelighed med henblik på pådømmelsen af den sag, der er indbragt for den (jf. bl.a. dom af 15.12.1993, sag C-292/92, Hünermund m.fl., Sml. I, s. 6787, præmis 8, af 6.3.2007, forenede sager C-338/04, C-359/04 og C-360/04, Placanica m.fl., Sml. I, s. 1891, præmis 36, og af 10.11.2011, sag C-126/10, Foggia - SGPS, Sml. I, s. 10923, præmis 29).

18

I den foreliggende sag bemærkes det, henset til ordlyden af disse spørgsmål, at de omhandler en anmodning om en fortolkning af toldkodeksens artikel 217, stk. 2, som skal give den forelæggende ret mulighed for at træffe afgørelse vedrørende de praktiske regler om bogføring af afgiftsbeløb, karakteren af det anvendte medium samt spørgsmålet, om det kun er det nøjagtige toldbeløb, der kan bogføres.

19

Det følger af det ovenstående, at anmodningen om en præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

20

Med sine tre spørgsmål, som behandles samlet, ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om toldkodeksens artikel 217, stk. 2, skal fortolkes således, at den forpligter en medlemsstat til i sin nationale lovgivning at definere praktiske regler til gennemførelse af bogføringen af de afgiftsbeløb, som følger af en toldskyld, at den kræver et bestemt medium for denne bogføring, og om det kun er det nøjagtige toldbeløb, der kan bogføres.

21

Det bemærkes, at det følger af toldkodeksens artikel 217, stk. 1, første afsnit, at bogføring består i toldmyndighedernes indskrivning af de importafgifts- eller eksportafgiftsbeløb, der udgør en toldskyld i regnskabsregistrene eller på anden måde (dom af 16.7.2009, sag C-126/08, Distillerie Smeets Hasselt m.fl., Sml. I, s. 6809, præmis 22).

22

Det bemærkes ligeledes, at i henhold til toldkodeksens artikel 217, stk. 2, tilkommer det medlemsstaterne at fastsætte de praktiske regler for bogføringen, som kan være forskellige, afhængigt af, om toldmyndighederne på baggrund af forholdene omkring toldskyldens opståen har sikkerhed for, at de nævnte beløb betales.

23

Da toldkodeksens artikel 217 ikke opstiller praktiske regler for »bogføringen« i bestemmelsens forstand og dermed hverken tekniske eller formmæssige minimumskrav, skal denne bogføring foretages på en sådan måde, at det sikres, at toldmyndighederne indskriver det nøjagtige importafgifts- eller eksportafgiftsbeløb, der udgør en toldskyld, i regnskabsregistrene eller på anden måde for bl.a. at muliggøre, at bogføringen af de omhandlede beløb foretages med sikkerhed, ligeledes i forhold til debitor (dom af 28.1.2010, sag C-264/08, Direct Parcel Distribution Belgium, Sml. I, s. 731, præmis 23).

24

Som følge deraf er medlemsstaterne ikke forpligtede til i deres nationale lovgivning at definere praktiske regler til gennemførelse af bogføringen af toldafgifter, idet toldmyndighedernes interne foranstaltninger er tilstrækkelige.

25

Hvad angår karakteren af det krævede medium har Domstolen i øvrigt allerede fastslået, at medlemsstaterne, henset til den skønsbeføjelse, som toldkodeksens artikel 217, stk. 2, giver dem, kan bestemme, at bogføringen af det afgiftsbeløb, der udgør en toldskyld, er foretaget ved indskrivning af beløbet i den rapport, der er udfærdiget til brug for de kompetente toldmyndigheders konstatering af en overtrædelse af den gældende toldlovgivning (dommen i sagen Distillerie Smeets Hasselt m.fl., præmis 25, og dommen i sagen Direct Parcel Distribution Belgium, præmis 24).

26

Toldkodeksens artikel 217, stk. 2, foreskriver således ingen pligt til at anvende regnskabsregistre som medium, idet et medium i papir- eller elektronisk form kan være tilstrækkeligt, forudsat, at det korrekte beløb for toldafgifterne er opført dér.

27

Det er således, hvad angår indskrivningen af det korrekte beløb for de toldafgifter, der skal bogføres, i denne doms præmis 23 blevet fastslået, at bogføringen skal foretages på en sådan måde, at det sikres, at toldmyndighederne indskriver det korrekte importafgifts- eller eksportafgiftsbeløb, der følger af en toldskyld, i regnskabsregistrene eller på anden måde.

28

Hvis dette beløb imidlertid er ukorrekt, er det meddelte beløb heller ikke gyldigt. Dette beløb kan imidlertid rettes i regnskabsregistrene af toldmyndighederne, som kan give debitor en ny underretning.

29

I henhold til toldkodeksens artikel 221, stk. 1, skal den pågældende medlemsstats toldmyndigheder forud for underretningen om det afgiftsbeløb, der skal opkræves, have bogført dette beløb, og dette beløb kan ikke opkræves af myndighederne, hvis det ikke er bogført i overensstemmelse med toldkodeksens artikel 217, stk. 1. Myndighederne bevarer imidlertid muligheden for at foretage en ny underretning vedrørende det samme beløb under overholdelse af de i toldkodeksens artikel 221, stk. 1, fastsatte betingelser og de forældelsesregler, der var gældende på tidspunktet for toldskyldens opståen (jf. bl.a. kendelse af 9.7.2008, sag C-477/07, Gerlach & Co., præmis 30, samt dommen i sagen Direct Parcel Distribution Belgium, præmis 39).

30

Henset til det ovenfor anførte skal de forelagte spørgsmål derfor besvares med, at toldkodeksens artikel 217, stk. 2, skal fortolkes således, at eftersom denne artikel ikke foreskriver praktiske regler for bogføring som omhandlet i denne bestemmelse, overlader den det til medlemsstaterne at fastlægge de praktiske regler med hensyn til bogføring af de afgiftsbeløb, som følger af en toldskyld, uden at de er forpligtede til i deres nationale lovgivninger at definere fremgangsmåden med henblik på gennemførelsen af denne bogføring, idet den skal foretages på en sådan måde, at det sikres, at de kompetente toldmyndigheder indskriver det nøjagtige importafgifts- eller eksportafgiftsbeløb, der følger af en toldskyld, i regnskabsregistrene eller på anden måde, for bl.a. at muliggøre, at bogføringen af de omhandlede beløb foretages med sikkerhed, herunder i forhold til debitor.

31

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

Artikel 217, stk. 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 82/97 af 19. december 1996, skal fortolkes således, at eftersom denne artikel ikke foreskriver praktiske regler for bogføring som omhandlet i denne bestemmelse, overlader den det til medlemsstaterne at fastlægge de praktiske regler med hensyn til bogføring af de afgiftsbeløb, som følger af en toldskyld, uden at de er forpligtede til i deres nationale lovgivninger at definere fremgangsmåden med henblik på gennemførelsen af denne bogføring, idet den skal foretages på en sådan måde, at det sikres, at de kompetente toldmyndigheder indskriver det nøjagtige importafgifts- eller eksportafgiftsbeløb, der følger af en toldskyld, i regnskabsregistrene eller på anden måde, for bl.a. at muliggøre, at bogføringen af de omhandlede beløb foretages med sikkerhed, herunder i forhold til debitor.