1

Europa-Kommissionen har i stævningen nedlagt påstand om, at Domstolen fastslår, at Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/41/EF af 6. maj 2009 om indesluttet anvendelse af genetisk modificerede mikroorganismer (EUT L 125, s. 75), idet den ikke har gennemført eller ukorrekt har gennemført bestemmelserne i dette direktivs artikel 2, litra a), b) og d)-f), artikel 3, stk. 3, artikel 4, stk. 3, artikel 6-8, artikel 9, stk. 1, og stk. 2, litra a), artikel 10, stk. 3 og 4, artikel 18, stk. 1, andet afsnit, og stk. 3 og 4, samt bilag V, del A, fjerde led, del B, første led, og del C, første led, til det nævnte direktiv.

2

I henhold til artikel 2 i akten vedrørende vilkårene for Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union (EUT 2003 L 236, s. 33, herefter »tiltrædelsesakten«), har Republikken Polen fra den 1. maj 2004, som er datoen for dens tiltrædelse, været bundet af bestemmelserne i traktaterne og de retsakter, der før denne dato var blevet vedtaget af Den Europæiske Unions institutioner.

3

I henhold til tiltrædelsesaktens artikel 54 iværksætter de nye medlemsstater de forholdsregler, der er nødvendige for fra tiltrædelsen at overholde bestemmelserne i direktiver og beslutninger, medmindre der i de bilag, der henvises til i denne akts artikel 24, eller i andre af den nævnte akts bestemmelser eller i bilagene hertil er fastsat en frist herfor. Eftersom hverken denne akts bilag XII, der vedrører Republikken Polen, og som er nævnt i tiltrædelsesaktens artikel 24, eller andre bestemmelser deri vedrørende denne medlemsstat indeholder særlige bestemmelser vedrørende Rådets direktiv 90/219/EØF af 23. april 1990 om indesluttet anvendelse af genetisk modificerede mikroorganismer (EFT L 117, s. 1) og Rådets direktiv 98/81/EF af 26. oktober 1998 om ændring af direktiv 90/219 (EFT L 330, s. 13), var Republikken Polen forpligtet til at have gennemført disse direktiver på datoen for dens tiltrædelse af Unionen.

4

Direktiv 90/219 fastsatte fælles foranstaltninger vedrørende indesluttet anvendelse af genetisk modificerede mikroorganismer med henblik på beskyttelse af menneskers sundhed og af miljøet.

5

Dette direktiv blev ændret ved direktiv 98/81.

6

Direktiv 90/219, som ændret ved direktiv 98/81 (herefter »direktiv 90/219, med senere ændringer«), er blevet ophævet og erstattet af direktiv 2009/41, som trådte i kraft den 10. juni 2009.

7

Artikel 2 i direktiv 2009/41, der er identisk med artikel 2 i direktiv 90/219 med senere ændringer, opregner følgende definitioner:

»[…]

[…]

[…]«

8

Artikel 3, stk. 3, i direktiv 2009/41, der svarer til artikel 4, stk. 2, i direktiv 90/219, med senere ændringer, har følgende ordlyd:

»[Direktiv 2009/41] finder ikke anvendelse på oplagring, dyrkning, transport, destruktion, bortskaffelse eller anvendelse af GMM’er, der er markedsført i henhold til [Europa-Parlamentets og Rådets] direktiv 2001/18/EF [af 12. marts 2001 om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer og om ophævelse af Rådets direktiv 90/220/EØF (EFT L 106, s. 1)] eller anden fællesskabslovgivning, som omfatter en specifik miljørisikovurdering svarende til den, der er fastlagt i nævnte direktiv, forudsat at den indesluttede anvendelse er i overensstemmelse med de betingelser, der måtte være fastlagt for markedsføring.«

9

Artikel 6 i direktiv 2009/41, der er identisk med artikel 7 i direktiv 90/219, med senere ændringer, har følgende ordlyd:

»Når lokaler første gang skal anvendes til indesluttede anvendelser, skal brugeren, inden han påbegynder en sådan anvendelse, forelægge de kompetente myndigheder en anmeldelse, som mindst indeholder de i bilag V, del A, opførte oplysninger.«

10

Artikel 7 i direktiv 2009/41, som har erstattet artikel 8 i direktiv 90/219, med senere ændringer, bestemmer følgende:

»Efter at den i artikel 6 omhandlede anmeldelse er forelagt, kan efterfølgende indesluttede anvendelser i klasse 1 påbegyndes umiddelbart uden yderligere anmeldelse. Brugere af GMM’er i indesluttede anvendelser i klasse 1 opbevarer den redegørelse for hver enkelt vurdering, der er omhandlet i artikel 4, stk. 6, og den skal efter anmodning stilles til rådighed for den kompetente myndighed.«

11

Artikel 8 i direktiv 2009/41, der er formuleret på næsten samme måde som artikel 9 i direktiv 90/219, med senere ændringer, har følgende ordlyd:

»1.   Første gang og de efterfølgende gange indesluttede anvendelser [i klasse 2] gennemføres i lokaler, der er anmeldt i overensstemmelse med artikel 6, skal der indsendes en anmeldelse med de i bilag V, del B, opførte oplysninger.

2.   Er lokalerne tidligere anmeldt for indesluttede anvendelser i klasse 2 eller en højere klasse, og er de dertil knyttede betingelser for tilladelse opfyldt, kan den indesluttede anvendelse i klasse 2 påbegyndes umiddelbart efter den nye anmeldelse.

Anmelderen kan imidlertid også på eget initiativ kræve en afgørelse om en formel godkendelse fra den kompetente myndighed. Denne afgørelse skal foreligge senest 45 dage efter anmeldelsen.

3.   Er lokalerne ikke tidligere anmeldt for indesluttede anvendelser i klasse 2 eller en højere klasse, kan den indesluttede anvendelse i klasse 2, såfremt den kompetente myndighed ikke har givet anden besked, påbegyndes 45 dage efter indsendelsen af den i stk. 1 nævnte anmeldelse eller tidligere, såfremt den kompetente myndighed har godkendt dette.«

12

Artikel 9 i direktiv 2009/41, hvis indhold er stort set identisk med indholdet af artikel 10 i direktiv 90/219, med senere ændringer, bestemmer følgende:

»1.   Første gang og de efterfølgende gange indesluttede anvendelser i klasse 3 eller klasse 4 gennemføres i lokaler, der er anmeldt i overensstemmelse med artikel 6, skal der indsendes en anmeldelse med de i bilag V, del C, opførte oplysninger.

2.   Indesluttede anvendelser i klasse 3 eller en højere klasse må ikke påbegyndes uden forudgående skriftlig tilladelse fra den kompetente myndighed, som meddeler sin afgørelse skriftligt:

13

Artikel 10 i direktiv 2009/41, der svarer til artikel 11 i direktiv 90/219, med senere ændringer, bestemmer følgende:

»1.   Medlemsstaterne udpeger den eller de myndigheder, som skal have ansvaret for iværksættelse af de foranstaltninger, medlemsstaterne vedtager i medfør af dette direktiv, samt for modtagelse og anerkendelse af modtagelsen af de i artikel 6, 8 og 9 omhandlede anmeldelser.

2.   De kompetente myndigheder undersøger anmeldelsernes overensstemmelse med kravene i dette direktiv, nøjagtigheden og fuldstændigheden af de afgivne oplysninger, korrektheden af vurderingen i artikel 4, stk. 2, og af de indesluttede anvendelsers klasse og om fornødent, om indeslutningsforanstaltningerne og de andre beskyttelsesforanstaltninger og foranstaltningerne vedrørende affaldsbehandling og beredskab er tilstrækkelige.

3.   Om nødvendigt kan den kompetente myndighed:

4.   Ved beregningen af de i artikel 8 og 9 nævnte frister medregnes ikke den tid, hvor den kompetente myndighed:

14

Artikel 16 i direktiv 2009/41, hvis ordlyd i det væsentlige er identisk med ordlyden af artikel 17 i direktiv 90/219, med senere ændringer, fastsætter følgende:

»Medlemsstaterne skal påse, at den kompetente myndighed tilrettelægger tilsyn og andre kontrolforanstaltninger til sikring af, at brugeren overholder dette direktiv.«

15

Artikel 18, stk. 1, 3 og 4, i direktiv 2009/41, som svarer til artikel 19, stk. 1, 4 og 5, i direktiv 90/219, med senere ændringer, bestemmer:

»1.   Berører oplysningerne et eller flere af de forhold, der er nævnt i artikel 4, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF af 28. januar 2003 om offentlig adgang til miljøoplysninger [(EUT L 41, s. 26)], kan anmelderen angive, hvilke af oplysningerne i de anmeldelser, der forelægges i henhold til dette direktiv, der bør behandles som fortrolige. Der skal i disse tilfælde vedlægges en verificerbar begrundelse herfor.

Den kompetente myndighed afgør efter høring af anmelderen, hvilke oplysninger der vil blive behandlet som fortrolige, og underretter anmelderen om sin afgørelse.

[…]

3.   Kommissionen og de kompetente myndigheder må ikke til tredjemand videregive oplysninger, der i henhold til stk. 1, andet afsnit, skal behandles som fortrolige, og som er anmeldt eller tilvejebragt på anden måde i henhold til dette direktiv, og de skal beskytte de intellektuelle ejendomsrettigheder, der knytter sig til de modtagne data.

4.   Trækker anmelderen sin anmeldelse tilbage, uanset grunden hertil, skal den kompetente myndighed respektere oplysningernes fortrolige karakter.«

16

Artikel 3 i ustawa o organizmach genetycznie zmodyfikowanych (lov om genetisk modificerede organismer) af 22. juni 2001 (Dz. U. 2007 nr. 36, position 233, herefter »GMO-loven«), opregner følgende definitioner:

[…]

[…]«

17

GMO-lovens artikel 14 lyder således:

»1.   Ministeren offentliggør i lovtidende oplysninger vedrørende de uheld, der er omhandlet i artikel 33, samt de virkninger og farer, der følger deraf, jf. dog stk. 2.

2.   Bestemmelserne vedrørende aktindsigt i miljøoplysninger finder med de fornødne tilpasninger anvendelse med hensyn til aktindsigt i oplysninger vedrørende GMO.«

18

Denne lovs artikel 14a bestemmer:

»Der udleveres:

19

Den nævnte lovs artikel 16 bestemmer:

»Med forbehold for, at andet er bestemt i dette kapitel, kræver indesluttet anvendelse af GMO ministerens godkendelse.«

20

Samme lovs artikel 17, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Der er defineret fire kategorier for indesluttet anvendelse af GMO, som afhænger af risikoniveauet for menneskers sundhed og miljøet:

21

GMO-lovens artikel 21 bestemmer følgende:

»1.   Enhver ansøgning om godkendelse vedrørende indesluttet anvendelse af GMO som omhandlet i artikel 16, skal navnlig indeholde:

2.   Ansøgningen om godkendelse vedrørende indesluttet anvendelse af GMO som omhandlet i stk. 1, vedlægges:

3.   Enhver ansøgning om godkendelse vedrørende en ny indesluttet anvendelse af GMO skal også indeholde oplysninger om resultaterne af den tidligere indesluttede anvendelse.«

22

Denne lovs artikel 23 bestemmer:

»1.   Godkendelsen gives for en bestemt periode, der ikke må være længere end fem år, efter at det er blevet efterprøvet, at betingelserne for iværksættelsen af den indesluttede anvendelse af GMO, der er fastsat ved loven, er opfyldt, jf. dog stk. 4.

2.   Før der gives godkendelse, er det muligt:

3.   Ansøgeren betaler de omkostninger, der er forbundet med fremlæggelsen af de yderligere oplysninger og den meddelelse, der er omhandlet i stk. 2.

4.   Ministeren giver afslag på en ansøgning om godkendelse til aktiviteterne i kategori III og IV, når der er god grund til at antage, at de påtænkte beskyttelsesforanstaltninger ikke har det nødvendige sikkerhedsniveau for at udelukke enhver alvorlig eller uoprettelig følge i tilfælde af uheld eller enhver risiko for uheld i forbindelse med den påtænkte indelukkede anvendelse af GMO.«

23

Den nævnte lovs artikel 24 har følgende ordlyd:

»1.   Godkendelsen vedrørende den indesluttede anvendelse af GMO udstedes inden for en frist på tre måneder regnet fra modtagelsen af ansøgningen. Denne frist suspenderes i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 23, stk. 2, nr. 1) og 2).

1a.   I de tilfælde, der er omhandlet i artikel 29, forlænges den frist for meddelelse af godkendelsen vedrørende indesluttet anvendelse af GMO, der er omhandlet i stk. 1, med en varighed, der svarer til varigheden af høringen, dog højst 30 dage.

2.   Når det er konstateret, at aktiviteten er blevet klassificeret i en risikokategori, der er lavere end den kategori, hvori den i betragtning af de indhentede oplysninger skulle have været klassificeret, kan det kræves af GMO-brugeren, at denne ændrer aktivitetens klassificering.

3.   Såfremt ændringen af klassificeringen af aktiviteten nægtes, afslår ministeren ansøgningen eller trækker godkendelsen tilbage.

4.   Når beskyttelsen af menneskers sundhed eller af miljøet kræver det, er det muligt i godkendelsen vedrørende den indesluttede anvendelse af GMO at fastsætte yderligere betingelser for iværksættelsen af den indesluttede anvendelse af GMO med hensyn til anvendelsen af krav vedrørende niveauet for og arten af sikrings- og sikkerhedsforanstaltninger for arbejdstagere, som går ud over de krav, der er defineret på grundlag af artikel 17 og 18.«

24

Samme lovs artikel 29 bestemmer følgende:

»Den offentlige deltagelse i en procedure med det formål, at der skal udstedes en afgørelse om godkendelse til indesluttet anvendelse af GMO, reguleres af bestemmelserne vedrørende offentlighedens deltagelse i procedurer vedrørende beskyttelse af miljøet.«

25

GMO-lovens artikel 31 fastsætter muligheden for at ændre klassificeringen i en given kategori ved »en ny indesluttet anvendelse af GMO, som er klassificeret i risikokategori I eller II, der gennemføres på samme sted og under de samme betingelser, [som] ikke kræver, at der opnås en ny godkendelse til indesluttet anvendelse af GMO, jf. dog artikel 24, stk. 2«.

26

Denne lovs artikel 32 bestemmer:

»1.   GMO-brugeren er forpligtet til straks at informere ministeren og det organ, der er omhandlet i artikel 19, stk. 5, om

2.   I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1, nr. 1), anmoder ministeren under hensyntagen til aspekterne vedrørende menneskers eller miljøets sikkerhed GMO-brugeren om at ændre forholdene som følge deraf eller om at suspendere den indesluttede anvendelse af GMO eller at bringe den til ophør, idet der fastsættes en frist for GMO-brugeren til gennemførelsen af disse handlinger.«

27

Den nævnte lovs artikel 34, stk. 1, fastsætter følgende:

»1.   Ministeren fører et register over indesluttede anvendelser af GMO.

2.   Det i stk. 1 omhandlede register omfatter:

2a.   Registret føres elektronisk.

3.   Registret er offentligt; bestemmelserne i artikel 14, stk. 2, og i artikel 14a finder tilsvarende anvendelse.

4.   Læseadgang til registret er gratis.«

28

Ustawa o udostępnianiu informacji o środowisku i jego ochronie, udziale społeczeństwa w ochronie środowiska oraz o ocenach oddziaływania na środowisko (lov om aktindsigt i miljøoplysninger og oplysninger om beskyttelse af miljøet, om offentlighedens deltagelse i miljøbeskyttelse og om vurderinger af indvirkning på miljøet) af 3. oktober 2008 (Dz. U. nr. 199, position 1277, herefter »lov om aktindsigt i miljøoplysninger«) indgår i den ordning, der finder anvendelse på indesluttet anvendelse af genetisk modificerede mikroorganismer på Polens område.

29

I henhold til denne lovs artikel 16, stk. 1, giver de administrative myndigheder ikke offentligheden aktindsigt i miljøoplysninger og oplysninger om beskyttelse af miljøet, hvis disse oplysninger vedrører:

30

Artikel 33-38 i lov om aktindsigt i miljøoplysninger fastlægger reglerne vedrørende offentlighedens deltagelse i beslutningsprocessen.

31

Denne lovs artikel 33 fastsætter:

»Før en afgørelse, som kræver offentlighedens deltagelse, vedtages eller ændres, oplyser den myndighed, der er kompetent med hensyn til vedtagelsen af denne afgørelse, hurtigst muligt offentligheden om:

32

Den 23. oktober 2007 tilsendte Kommissionen Republikken Polen en åbningsskrivelse, hvori den henledte denne medlemsstats opmærksomhed på, at det var nødvendigt at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktiv 98/81.

33

Republikken Polen besvarede denne åbningsskrivelse ved en skrivelse af 13. december 2007, hvori den afviste de argumenter, som Kommissionen var fremkommet med til støtte for klagepunkterne om en manglende eller ukorrekt gennemførelse af bestemmelserne i dette direktiv.

34

Da Kommissionen ikke var tilfreds med dette svar, fremsatte den den 25. juni 2009 en begrundet udtalelse over for Republikken Polen.

35

Ved en skrivelse af 20. august 2009 besvarede Republikken Polen denne begrundede udtalelse, idet den gentog de argumenter, som den havde anført i sit svar på Kommissionens åbningsskrivelse.

36

På denne baggrund anlagde Kommissionen den 6. juni 2011 nærværende søgsmål.

37

Det bemærkes indledningsvis, at Kommissionen har adgang til at få en traktatbrudspåstand prøvet for så vidt angår forpligtelser, der har deres oprindelse i en – senere ændret eller ophævet – EU-retsakts oprindelige affattelse, når disse fortsat består i henhold til nye bestemmelser (dom af 5.10.2006, sag C-275/04, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 9883, præmis 35, af 11.12.2008, sag C-174/07, Kommissionen mod Italien, præmis 31, og af 17.6.2010, sag C-492/08, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 5471, præmis 31).

38

I den foreliggende sag er det ubestridt, at de forpligtelser, der følger af de artikler i direktiv 2009/41, som Kommissionen har anført, svarer til de forpligtelser, der allerede fandt anvendelse, før dette direktiv trådte i kraft, i medfør af direktiv 90/219, med senere ændringer. Følgelig kan Kommissionen i den foreliggende sag gøre det påståede traktatbrud gældende, selv om den under den administrative procedure støttede sig på de tilsvarende bestemmelser i direktiv 90/219, med senere ændringer, som dengang fandt anvendelse.

39

Det skal endvidere præciseres, at Kommissionen i sin replik, efter at have fået kendskab til de argumenter, som de polske myndigheder har påberåbt sig i deres svarskrift, besluttede at frafalde de klagepunkter, der er nævnt i stævningen vedrørende artikel 2, litra f), artikel 4, stk. 3, artikel 6, artikel 8, stk. 1, og artikel 9, stk. 1, samt bilag V, del A, fjerde led, del B, første led og del C, første led, til direktiv 2009/41, som derfor ikke længere er genstand for nærværende søgsmål.

40

Kommissionen har indledningsvis bemærket, at det ifølge fast retspraksis følger såvel af kravene om en ensartet anvendelse af EU-retten som af lighedsprincippet, at indholdet af en EU-retlig bestemmelse, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, normalt i hele Unionen skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning, som skal søges under hensyntagen til denne bestemmelses kontekst og formålet med den pågældende ordning.

41

Ifølge Kommissionen kan den smidige funktion af den ordning, der er indført ved direktiv 2009/41, nemlig kun sikres ved en sådan fortolkning og ved en loyal gennemførelse af de definitioner, der fremgår af dette direktiv, idet en for bred definition af visse begreber risikerer at påvirke lovligheden af gennemførelsen af andre bestemmelser i det nævnte direktiv. Kommissionen er følgelig af den opfattelse, at en ordret gengivelse af de definitioner, der fremgår af et direktiv, i retsakterne til gennemførelse heraf er den bedste måde til at undgå en anvendelse i medlemsstaterne, der ikke er i overensstemmelse med EU-retten.

42

Idet Kommissionen har medgivet, at GMO-loven gennemfører flere direktiver, som henhører under det samme område, og at denne lov således har et anvendelsesområde, der er bredere end anvendelsesområdet for direktiv 2009/41, har den fremhævet, at en korrekt gennemførelse af hvert af de direktiver, der er blevet gennemført ved den nævnte lov, på en måde, som er tilstrækkelig gennemsigtig, og som gør det muligt at forhindre enhver tvivl eller praktisk vanskelighed, kræver, at det personelle og det materielle anvendelsesområde for de bestemmelser, der gennemfører disse direktiver, ikke desto mindre er klart defineret, og at den foretagne gennemførelse gør det muligt at foretage en klar sondring mellem de bestemmelser, der gennemfører direktiv 2009/41, og de bestemmelser, der ikke henhører under anvendelsesområdet for dette direktiv, hvilket der ikke er tale om i det foreliggende tilfælde.

43

Kommissionen har endvidere gjort gældende, at selv om medlemsstaterne kan sikre en beskyttelse, der svarer til den, der følger af direktiv 2009/41, for så vidt angår de organismer, der ikke er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, har disse stater dog ikke ret til i forbindelse med en gennemførelse af et direktiv at ændre de definitioner, der fremgår deraf, eftersom en ensartet anvendelse af EU-lovgivningen i alle medlemsstaterne og princippet om en selvstændig og ensartet fortolkning af de begreber, der fremgår af denne lovgivning, i modsat fald ville miste hele deres virkning.

44

Mere konkret har Kommissionen foreholdt Republikken Polen, at den i GMO-loven i stedet for begreberne »mikroorganisme« og »genetisk modificerede mikroorganismer«, der er anvendt i direktiv 2009/41, har anvendt begreberne »organisme« og »genetisk modificeret organisme«, samt at den har undladt at medtage »dyre- og planteceller i kultur« i de begreber, der fremgår af den nationale lovgivning.

45

Kommissionen har endvidere gjort gældende, at definitionen i GMO-loven af begrebet »genetisk modificeret organisme« anvender formuleringen »hvori det genetiske materiale er blevet ændret på en måde, der ikke er forekommende under naturlige betingelser«, mens direktiv 2009/41 anvender en mere præcis formulering, nemlig »hvori det genetiske materiale er blevet ændret på en måde, der ikke forekommer naturligt«.

46

Kommissionen har ligeledes i denne forbindelse gjort gældende, at den omstændighed, at de andre definitioner, der fremgår af GMO-loven, ikke henviser til »genetisk modificerede mikroorganismer«, men til »genetisk modificerede organismer«, også tilfører bestemmelserne i denne lov, der er støttet på disse definitioner, et større anvendelsesområde. Dette resulterer i retsusikkerhed og praktiske vanskeligheder ved anvendelsen af direktiv 2009/41.

47

Republikken Polen har anfægtet Kommissionens argumenter. For så vidt angår det anførte om, at definitionen i GMO-loven af begrebet »genetisk modificeret organisme«, som anvender formuleringen »hvori det genetiske materiale er blevet ændret på en måde, der ikke er forekommende under naturlige betingelser«, skulle være upræcis, har denne medlemsstat bestridt, at denne formulering skulle være upræcis, ikke blot materielt set, men også med hensyn til spørgsmålet, om Kommissionens søgsmål kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som dette klagepunkt er blevet fremført for første gang i forbindelse med sagen for Domstolen. Det nævnte klagepunkt bør derfor afvises fra realitetsbehandling.

48

Med hensyn til realiteten har Republikken Polen bl.a. gjort gældende, at det materielle anvendelsesområde for GMO-loven ikke er begrænset til de bestemmelser, der sikrer gennemførelsen af direktiv 2009/41, men omfatter en række regler, der er fastsat i andre EU-retlige tekster, herunder bl.a. direktiv 2001/18. Som følge deraf regulerer denne lov ikke alene indesluttet anvendelse af genetisk modificerede mikroorganismer, men også en række andre spørgsmål, der er forbundet med denne anvendelse.

49

Definitionerne af begreberne »organisme« og »genetisk modificeret organisme«, der fremgår af den nævnte lov, omfatter derfor både de genetisk modificerede mikroorganismer og de andre genetisk modificerede organismer, eftersom alle elementerne i disse definitioner, der fremgår af direktiv 2009/41, er blevet inkorporeret i de pågældende nationale bestemmelser. Den eneste eksisterende forskel følger af udvidelsen af GMO-lovens anvendelsesområde i forhold til anvendelsesområdet for bestemmelserne i direktiv 2009/41. Denne forskel skyldes den omstændighed, at definitionen i den polske ordning er blevet udvidet med henblik på at omfatte makro-organismer. Det udvidede anvendelsesområde for denne lov vedrører desuden et spørgsmål, der ikke er blevet harmonisereret på EU-plan.

50

Hvad angår det argument, som Kommissionen har fremført, hvorefter definitionen af begrebet »organisme«, der fremgår af den polske ordning, ikke nævner dyre- og planteceller i kultur, har Republikken Polen fremhævet, at denne definition, således som den fremgår af GMO-loven, i henhold til denne lovs artikel 3, nr. 1), omfatter »enhver cellulær eller ikke-cellulær biologisk enhed, som er i stand til at replikere eller til at overføre genetisk materiale, herunder vira og viroider«. Den nævnte definition omfatter således opformerede celler, såsom dyre- og planteceller. De opformerede celler udgør nemlig en del af den brede kategori, der er omhandlet i den definition, der fremgår af den nævnte lov, eftersom de henhører under de cellulære eller ikke-cellulære biologiske enheder, som er i stand til at replikere og til at overføre genetisk materiale. Republikken Polen er af den opfattelse, at for så vidt som disse celler henhører under anvendelsesområdet for bestemmelserne i GMO-loven, der omhandler den indesluttede anvendelse af genetisk modificerede mikroorganismer, er forskrifterne i direktiv 2009/41 overholdt.

51

Hvad angår den anførte forskel mellem formuleringen »det genetiske materiale er blevet ændret på en måde, der ikke er forekommende under naturlige betingelser«, der fremgår af GMO-loven, og formuleringen »det genetiske materiale er blevet ændret på en måde, der ikke forekommer naturligt«, der er anvendt i direktiv 2009/41, har Republikken Polen bestridt, at der eksisterer en sådan forskel, og har i den henseende præciseret, at brugen af et verbum i præsens participium i den nævnte polske lov som komplement ikke kan være i modstrid med de formål, der er fastsat i dette direktiv.

52

Hvad angår spørgsmålet, om det første klagepunkt kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som det vedrører udtrykket »det genetiske materiale er blevet ændret på en måde, der ikke er forekommende under naturlige betingelser«, bemærkes for det første, at en part ikke under sagens behandling kan ændre søgsmålets genstand, og at prøvelsen af sagens realitet alene kan ske på grundlag af den i stævningen nedlagte påstand (jf. bl.a. dom af 11.11.2010, sag C-543/08, Kommissionen mod Portugal, Sml. I, s. 11241, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).

53

Kommissionen skulle i øvrigt i ethvert søgsmål i medfør af artikel 258 TEUF i henhold til artikel 21 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 38, stk. 1, i Domstolens procesreglement, i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for Kommissionens sagsanlæg, præcist angive de klagepunkter, som Domstolen skulle tage stilling til, og i alt fald kort angive de retlige og faktiske forhold, som klagepunkterne var støttet på (jf. i denne retning dom af 31.3.1992, sag C-52/90, Kommissionen mod Danmark, Sml. I, s. 2187, præmis 17, af 4.5.2006, sag C-508/03, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. I, s. 3969, præmis 62, og af 3.6.2010, sag C-487/08, Kommissionen mod Spanien, Sml. I, s. 4843, præmis 71, og dommen i sagen Kommissionen mod Portugal, præmis 21).

54

I det foreliggende tilfælde skal det konstateres, at Kommissionen i de i stævningen nedlagte påstande klart har angivet, at den kritiserer Republikken Polen for, at den ikke har gennemført begrebet »genetisk modificeret mikroorganisme«, der fremgår af artikel 2, litra b), i direktiv 2009/41, korrekt, idet den i GMO-loven har anvendt begrebet »genetisk modificeret organisme«.

55

Det er rigtigt, at det først var i stævningen, at Kommissionen for første gang påberåbte sig argumentet om, at den del af definitionen af begrebet »genetisk modificeret organisme«, der fremgår af GMO-loven, som henviser til en organisme, »hvori det genetiske materiale er blevet ændret på en måde, der ikke er forekommende under naturlige betingelser«, er upræcis. Ifølge Kommissionen er direktiv 2009/41, der anvender udtrykket »hvori det genetiske materiale er blevet ændret på en måde, der ikke forekommer naturligt«, mere præcist.

56

Det skal imidlertid konstateres, at Kommissionens klagepunkt hele tiden har vedrørt den samme definition, for så vidt som den del af definitionen, der indeholder udtrykket »hvori det genetiske materiale er blevet ændret på en måde, der ikke er forekommende under naturlige betingelser«, indgår i definitionen af begrebet »organisme«, som den er uadskilleligt forbundet med, og som dermed er genstand for Kommissionens overordnede klagepunkt. I modsætning til hvad Republikken Polen har anført, har Kommissionen således begrænset sig til at præcisere det klagepunkt, hvorefter denne medlemsstat ikke har gennemført et begreb, der fremgår af direktiv 2009/41, korrekt, idet den i forbindelse med formuleringen af dette klagepunkt, har henvist til en del af dette begreb, som snarere udgør et yderligere argument, der skal illustrere, at klagepunktet er begrundet.

57

Det følger heraf, at den omstændighed, at Kommissionen har gjort mere detaljeret rede for et klagepunkt, som den mere generelt allerede havde gjort gældende under den administrative procedure, ikke har ændret genstanden for det påståede traktatbrud og derfor ikke har haft nogen indflydelse på sagens omfang (jf. dom af 27.11.2003, sag C-185/00, Kommissionen mod Finland, Sml. I, s. 14189, præmis 84-87, af 8.7.2010, sag C-171/08, Kommissionen mod Portugal, Sml. I, s. 6817, præmis 29, og dommen af 11.11.2010, Kommissionen mod Portugal, præmis 23).

58

Henset til de ovenstående betragtninger må Republikken Polens formalitetsindsigelse forkastes.

59

Hvad angår realiteten bemærkes, at Kommissionen ikke har anfægtet den omstændighed, at Republikken Polen har ret til at udvide anvendelsesområdet for den beskyttelsesordning, der er indført ved direktiv 2009/41, til andre områder, dvs. til »organismer« og til »genetisk modificerede organismer«. Kommissionen er imidlertid af den opfattelse, at det er hensigtsmæssigt at sikre muligheden for på tilstrækkelig klar måde at sondre mellem de nationale bestemmelser, der gennemfører dette direktiv, og de bestemmelser, der ikke henhører under denne EU-retsakt, for at forhindre, at der opstår retsusikkerhed og tvivl eller praktiske vanskeligheder. Ifølge denne institution skal de definitioner, der fremgår af det nævnte direktiv, følgelig gengives ordret i de nationale gennemførelsesretsakter for at sikre en ensartet anvendelse af EU-ordningen i alle medlemsstaterne.

60

I denne forbindelse bemærkes, at det ifølge fast retspraksis for gennemførelsen af et direktiv i national ret ikke er absolut nødvendigt formelt og ordret at gentage direktivets bestemmelser i en udtrykkelig speciel lovbestemmelse, men at det er tilstrækkeligt, at der foreligger en generel retlig ramme, der giver en sikker hjemmel for, at dette direktiv anvendes fuldt ud på en tilstrækkelig klar og præcis måde (jf. dom af 3.3.2011, sag C-50/09, Kommissionen mod Irland, Sml. I, s. 873, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

61

Det skal desuden konstateres, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde har begrænset sig til at påberåbe sig direktiv 2009/41’s særlige art, uden at præcisere, dels hvad denne særlige art, som kræver en ordret gennemførelse af de begreber, der defineres i dette direktiv, består i, dels de specifikke grunde til, at den er af den opfattelse, at den gennemførelsesmetode, som Republikken Polen har valgt, som tilfører de begreber, der er anvendt i GMO-loven, et videre anvendelsesområde, skaber en risiko for, at de regler, der sikrer gennemførelsen af det nævnte direktiv, ikke identificeres klart og således bringer den ensartede anvendelse af EU-retten i fare. Kommissionen har navnlig ikke anført noget tilfælde, hvor en af de udvidede definitioner, der anvendes i GMO-loven, kunne give anledning til praktiske vanskeligheder eller usikkerhed med hensyn til anvendelsen af denne lov både på mikroorganismer og på genetisk modificerede mikroorganismer.

62

Kommissionen har heller ikke på nogen måde bevist, at den blotte anvendelse af begrebet »organisme« i stedet for »mikroorganisme« faktisk kunne bringe de formål, der forfølges med direktiv 2009/41, i fare.

63

Hvad angår Kommissionens argument om, at en ukorrekt definition af begreberne »mikroorganisme« og »genetisk modificeret mikroorganisme« har negative indvirkninger på andre begreber, der fremgår af det nævnte direktiv, såsom »uheld« og »bruger«, skal det fastslås, at Kommissionen på ingen måde har bevist, at denne omstændighed alene udgør et traktatbrud fra Republikken Polens side.

64

For så vidt angår argumentet om, at dyre- og planteceller i kultur ikke nævnes i forbindelse med begrebet »organisme«, der fremgår af GMO-loven, bemærkes – således som Republikken Polen med rette har anført – at dette begreb, som inkluderer »mikroorganismerne«, nødvendigvis omfatter dyre- og planteceller i kultur. I overensstemmelse med denne lovs artikel 3, nr. 1), henhører disse kulturer nemlig under cellulære eller ikke-cellulære biologiske enheder, som er i stand til at replikere og til at overføre genetisk materiale. På dette punkt er forskrifterne i direktiv 2009/41 blevet overholdt, og bestemmelsen er tilstrækkelig klar, og fortolkningen heraf kan følgelig ikke give anledning til tvivl.

65

Hvad angår argumentet om de påberåbte semantiske forskelle mellem den del af definitionen af begrebet »genetisk modificeret mikroorganisme«, der fremgår af direktiv 2009/41, dvs. sætningsleddet »hvori det genetiske materiale er blevet ændret på en måde, der ikke forekommer naturligt«, og den del af definitionen af begrebet »organisme«, der anvendes i GMO-loven, dvs. ordene »hvori det genetiske materiale er blevet ændret på en måde, der ikke er forekommende under naturlige betingelser«, skal det konstateres, at Kommissionen har begrænset sig til at påstå, at direktivet anvender en formulering, der er mere præcis, og at denne formulering, for at undgå enhver tvivl eller usikkerhed, skal gengives ordret. Kommissionen har imidlertid ikke bevist, hvorledes brugen af det samme verbum i præsens participium i den nævnte polske lov som komplement og brugen af udtrykket »naturlige betingelser« i stedet for udtrykket »naturligt« kan gå imod dels de principper, der finder anvendelse på gennemførelsen af direktiver, som er opstillet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 60, dels de formål, der forfølges med direktiv 2009/41.

66

Det følger heraf, at Kommissionens argumentation ikke kan tages til følge.

67

Kommissionen har foreholdt Republikken Polen, for det første, at den har udvidet anvendelsesområdet for direktiv 2009/41 for så vidt angår begrebet »uheld«, idet den har antaget, at dette begreb ikke blot omfatter »betydelige« udslip, men enhver hændelse, som indebærer et utilsigtet udslip, uanset om dette er betydeligt eller ikke.

68

Ved at anvende verbet »at kunne« i konditionalis omfatter den polske version af dette direktiv for det andet også de tilfælde, hvor udslippet kun udgør en potentiel risiko, mens den definition, der fremgår af GMO-loven, som anvender verbet »at kunne« i indikativ, sammenstillet med adjektivet »direkte«, snarere henviser til situationer, hvor risikoen er mere reel.

69

Kommissionen har i denne sammenhæng præciseret, at den anderledes definition af begrebet »uheld«, der fremgår af den polske lovgivning, kan give anledning til praktiske vanskeligheder ved gennemførelsen af direktivets artikel 15, som bl.a. foreskriver, at medlemsstaterne skal rådføre sig med andre medlemsstater om gennemførelse af beredskabsplaner, forpligtelsen til at underrette Kommissionen om omstændighederne ved ethvert uheld samt Kommissionens forpligtelse til at føre et register over uheld.

70

Republikken Polen har – idet den har fremhævet, at definitionen af begrebet »uheld« ikke kan give anledning til nogen praktiske vanskeligheder – bestridt samtlige de af Kommissionen i denne henseende fremførte argumenter og har forsvaret den fortolkning, som den har foretaget af direktiv 2009/41, hvorefter et utilsigtet udslip, der kan udgøre en risiko for sundheden eller miljøet, men som ikke er betydelig, udgør et »uheld« i dette direktivs forstand. I denne forbindelse har Republikken Polen gjort gældende, at en sådan fortolkning snarere udgør en strengere beskyttelsesforanstaltning, som medlemsstaterne kan anvende i medfør af artikel 193 TEUF.

71

Indledningsvis bemærkes, at hovedformålene med direktiv 2009/41 er beskyttelse af menneskers sundhed og af miljøet. Det skal endvidere bemærkes, således som Kommissionen har erkendt, at der intet er til hinder for, at Republikken Polen i sin nationale lovgivning fastsætter en definition af begrebet »uheld«, som er bredere end den definition, der er fastsat ved direktiv 2009/41, og som også omfatter uheld vedrørende genetisk modificerede organismer. Udeladelsen af ordet »betydelige« i GMO-lovens artikel 3, nr. 8), tilvejebringer en strengere beskyttelse på området for uheld i forbindelse med sådanne organismer, som Republikken Polen ligeledes har ret til at indføre. En sådan undladelse bringer derfor ikke de formål, der forfølges med direktiv 2009/41, i fare og udgør følgelig ikke en ukorrekt gennemførelse af dette.

72

Det skal endvidere bemærkes, at brugen af verbet »at kunne« i indikativ i GMO-loven, i stedet for i konditionalis, som bruges i den polske version af direktiv 2009/41, ikke kan anses for at være i strid med de formål, der forfølges med dette direktiv, eftersom indholdet af den omhandlede bestemmelse på ingen måde er blevet ændret ved denne brug. Det samme gælder for brugen af ordet »direkte« i denne lov, selv om det nævnte direktiv anvender ordet »øjeblikkelig«. Således har Republikken Polen også i disse to tilfælde foretaget en korrekt gennemførelse af dette direktiv, der gør det muligt at sikre en effektiv anvendelse deraf, og som er i overensstemmelse med de beskyttelsesformål, der forfølges.

73

Hvad endelig angår de eventuelle negative indvirkninger af gennemførelsen af begrebet »uheld« ved GMO-loven med hensyn til artikel 15 i direktiv 2009/41, som bl.a. foreskriver, at medlemsstaterne skal rådføre sig med andre medlemsstater vedrørende gennemførelse af beredskabsplaner, er Kommissionen af den opfattelse, at det i denne lov ikke klart anføres, på hvilket tidspunkt sådanne rådføringer skal foretages. Ifølge denne institution gør de relevante bestemmelser i denne lov det ikke muligt at fastlægge de situationer, hvori Kommissionen skal underrettes om omstændighederne ved uheldet, eftersom den samme lov er støttet på en definition af begrebet »uheld«, der er forskelligt fra den definition, der fremgår af dette direktiv.

74

I denne henseende har Kommissionen begrænset sig til at påstå for det første, at GMO-loven ikke gør det muligt at fastlægge klart, på hvilket tidspunkt de omhandlede rådføringer skal finde sted, uden dog at angive grundene til, at definitionen af begrebet »uheld«, der anvendes af den polske lovgiver, ifølge Kommissionen indebærer en sådan følge.

75

For det andet har Kommissionen gjort gældende, at det anvendte begreb »uheld« i denne lov har til følge, at reglerne vedrørende udveksling af oplysninger vedrørende uheld, der er fastsat i artikel 15 i direktiv 2009/41, også finder anvendelse på oplysninger vedrørende ubetydelige udslip af GMO, men som ikke desto mindre kan medføre en direkte eller efterfølgende fare for menneskers sundhed eller for miljøet. Som det imidlertid allerede er blevet anført i denne doms præmis 71, kan en ordning, der er karakteriseret ved et højere forsigtighedsniveau på området for uheld, der er forbundet med indesluttet anvendelse af genetisk modificerede organismer, ikke være i strid med de formål, der forfølges med dette direktiv.

76

Det følger deraf, at Kommissionens argumentation ikke kan tiltrædes.

77

Kommissionen har foreholdt Republikken Polen, at den i GMO-loven har defineret »brugeren« som »en fysisk eller juridisk person eller en organisatorisk enhed uden status som juridisk person, der for egen regning gennemfører en indesluttet anvendelse af GMO eller en aktivitet, der består i udsætning af GMO’er i miljøet, herunder markedsføring af GMO-produkter«. Denne definition, der er bredere end den definition, der fremgår af direktiv 2009/41, fører efter Kommissionens opfattelse til usikkerhed, navnlig med hensyn til de forpligtelser, der påhviler brugerne og kontrollen af disse, således at definitionen af begrebet »bruger«, der fremgår af dette direktiv, skal gengives ordret.

78

Ifølge Kommissionen har de eksisterende forskelle mellem de to omhandlede definitioner en betydning i praksis, eftersom »brugerne« skal opfylde en række forpligtelser, der er fastsat ved direktiv 2009/41, der dog ikke er genstand for denne sag. Artikel 16 i dette direktiv fastsætter ifølge Kommissionen endvidere, at medlemsstaterne er forpligtede til at foranstalte kontroller til sikring af, at brugerne overholder det nævnte direktiv. De konstaterede forskelle mellem den definition, der fremgår af det nævnte direktiv, og den definition, der er anført i GMO-loven, kunne føre til usikkerhed og tvivl ved anvendelsen af denne lov.

79

Republikken Polen har gjort gældende, at Kommissionen ikke har støttet sig på noget konkret argument, og følgelig, at formuleringen af anbringendet derfor ikke er tilstrækkeligt klar, præcis og sammenhængende til at gøre det muligt for den sagsøgte medlemsstat at forberede sit forsvar og for Domstolen at udøve sin kontrol. Denne medlemsstat har endvidere fremhævet, at denne sag ikke har tilsidesættelsen af alle de bestemmelser, som Kommissionen har anført i denne forbindelse, til genstand.

80

Det er tilstrækkeligt at konstatere, at Kommissionen har begrænset sig til at anføre, at kun en formel og ordret gengivelse af den definition, der fremgår af direktiv 2009/41, gør det muligt at gennemføre bestemmelserne i dette direktiv korrekt, bl.a. de bestemmelser, der vedrører begrebet »bruger«, såsom navnlig artikel 4, stk. 2, artikel 5, stk. 1, artikel 6, artikel 7, artikel 11, stk. 1, og artikel 14, stk. 1, uden dog at godtgøre grundene til, at den er af den opfattelse, at Republikken Polens tilgangsvinkel ikke sikrer de retssubjekter, der er underlagt forpligtelserne i det nævnte direktiv, den krævede klarhed og retssikkerhed.

81

Republikken Polen har endvidere med rette gjort gældende, at direktiv 2009/41 ikke indeholder en definition af begreberne »fysisk person« og »juridisk person«, og at det følgelig henhører under medlemsstaternes kompetence at definere disse begreber. De enheder, der er fastsat i polsk ret, som ikke er juridiske personer, men som kan være genstand for civilretlige forbindelser på samme måde som fysiske og juridiske personer, skal således være omfattet af begrebet »bruger«. En ordret gengivelse af definitionen af begrebet »bruger«, der fremgår af direktiv 2009/41, ville unddrage disse enheder, der er fastsat i den polske retsorden, de forpligtelser, der er fastsat ved EU-retten, og ville fratage disse enheder muligheden for at udøve deres rettigheder på samme måde som de fysiske og juridiske personer, der er nævnt i den definition, som er fastsat i EU-retten.

82

Kommissionen er af den opfattelse, at de forskelle, der eksisterer mellem definitionen af begrebet »bruger«, som fremgår af direktiv 2009/41, og den definition, der er anvendt i GMO-loven, fører til usikkerhed og tvivl for gennemførelsen af de kontroller, der er nævnt i dette direktivs artikel 16. Denne institution er imidlertid ikke fremkommet med nogen oplysninger, der kan bevise, hvori en sådan usikkerhed kunne bestå.

83

Det følger heraf, at klagepunktet vedrørende en ukorrekt gennemførelse af artikel 2, litra a), b), d) og e), i direktiv 2009/41, ikke kan tiltrædes.

84

Eftersom det første klagepunkt, som Kommissionen har fremført, ikke har noget grundlag, må det forkastes i sin helhed.

85

Kommissionen har foreholdt Republikken Polen, at den ikke har gennemført artikel 10, stk. 3, i direktiv 2009/41 fuldstændigt. GMO-lovens artikel 24, stk. 4, begrænser muligheden for at knytte yderligere betingelser til den indesluttede anvendelse af GMO til alene de tilfælde, hvor nødvendigheden af at beskytte menneskers sundhed eller miljøet kræver det, mens denne bestemmelse i det nævnte direktiv ikke fastsætter nogen begrænsning af denne art.

86

Republikken Polen har heroverfor anført, at Kommissionen har påberåbt sig et nyt klagepunkt, der ikke er blevet fremført under den administrative procedure, og den har nedlagt påstand om, at klagepunktet afvises. Subsidiært – med hensyn til realiteten – har Republikken Polen anfægtet de argumenter, som Kommissionen har fremført, idet den har gjort gældende, at den kritiserede bestemmelse i GMO-loven for den kompetente myndighed giver mulighed for at fastsætte yderligere betingelser for iværksættelsen af den indesluttede anvendelse af genetisk modificerede organismer.

87

For så vidt angår den formalitetsindsigelse, som Republikken Polen har rejst, bemærkes, at genstanden for et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 258 TEUF efter fast retspraksis fastlægges ved Kommissionens begrundede udtalelse, således at søgsmålet skal støttes på de samme grunde og anbringender som denne udtalelse (dommen af 8.7.2010 i sagen Kommissionen mod Portugal, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

88

Dette krav kan imidlertid ikke indebære, at der under alle omstændigheder skal være fuldstændigt sammenfald mellem de klagepunkter, der fremgår af konklusionen i den begrundede udtalelse og de i stævningen nedlagte påstande, når sagsgenstanden, som denne er fastlagt i den begrundede udtalelse, ikke er blevet udvidet eller ændret (dommen af 8.7.2010 i sagen Kommissionen mod Portugal, præmis 26). Kommissionen kan bl.a. præcisere sine oprindelige klagepunkter i stævningen, forudsat at den ikke ændrer tvistens genstand (dom af 11.7.2013, sag C-576/10, Kommissionen mod Nederlandene, ECLI:EU:C:2013:510, præmis 35).

89

I den foreliggende sag bemærkes, at Kommissionen både i åbningsskrivelsen og i den begrundede udtalelse anførte, at den foreholdt Republikken Polen, at den ikke havde gennemført artikel 10, stk. 3, i direktiv 2009/41 fuldstændigt, med den begrundelse, at GMO-loven ikke indeholdt bestemmelser, der bemyndigede den kompetente nationale myndighed til at kræve af brugeren, at denne ændrer forholdene ved den påtænkte indesluttede anvendelse.

90

Under den administrative procedure har Republikken Polen påberåbt sig en række bestemmelser i denne lov for at bevise, at den havde sikret en korrekt gennemførelse af denne artikel 10, stk. 3, herunder nævnte lovs artikel 24, stk. 4.

91

Kommissionen har heroverfor anført, at denne bestemmelse i GMO-loven begrænser muligheden for at knytte yderligere betingelser til den indesluttede anvendelse af genetisk modificerede organismer til alene de tilfælde, hvor nødvendigheden af at beskytte menneskers sundhed eller miljøet kræver det, mens artikel 10, stk. 3, i direktiv 2009/41 ikke fastsætter nogen begrænsning af denne art.

92

I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 57, har den omstændighed, at Kommissionen har gjort mere detaljeret rede for et klagepunkt, som den mere generelt allerede havde påberåbt sig under den administrative procedure, ikke ændret genstanden for det påståede traktatbrud og har derfor ikke haft nogen indflydelse på tvistens omfang.

93

Henset til ovenstående betragtninger må Republikken Polens formalitetsindsigelse forkastes, og Kommissionens andet klagepunkt skal antages til realitetsbehandling.

94

Hvad angår realitetsprøvelsen af dette klagepunkt er det tilstrækkeligt at bemærke, at direktiv 2009/41 forfølger formål om beskyttelse af menneskers sundhed og af miljøet, som de nationale kompetente myndigheder er forpligtede til at respektere ved anvendelsen af dette direktiv. Udtrykket »om nødvendigt«, der fremgår af artikel 10, stk. 3, i dette direktiv, og hvis indhold ikke er defineret i direktivet, skal derfor fortolkes således, at det tillader den kompetente nationale myndighed at anmode brugeren om at give de oplysninger, der er fastsat i denne artikel 10, stk. 3, eller på eget initiativ at fastsætte bestemte begrænsninger eller betingelser, og alene når beskyttelsen af menneskers sundhed og af miljøet kræver det.

95

Det er derfor med hensyn hertil tilstrækkeligt at konstatere, at Republikken Polen – ved på udtrykkelig måde i national ret, nærmere bestemt GMO-lovens artikel 24, stk. 4, at præcisere, at formålene om beskyttelse af menneskers sundhed og af miljøet, som ligeledes er fastsat i direktiv 2009/41, skal tages i betragtning ved de nationale myndigheders gennemførelse af dette direktiv – ikke har handlet i strid med de formål, der forfølges med det nævnte direktiv, men i overensstemmelse med dette direktivs mål.

96

Det skal desuden konstateres, at Kommissionen har begrænset sig til at gøre gældende, at den begrænsning, der er fastsat i GMO-lovens artikel 24, stk. 4, fratager den kompetente nationale myndighed en betydelig del af de rettigheder, der er tillagt den ved direktiv 2009/41, uden dog at præcisere, hvilke rettigheder der er tale om i det foreliggende tilfælde, og uden at godtgøre, på hvilken måde disse rettigheder begrænses af den omtvistede bestemmelse.

97

Det følger heraf, at klagepunktet vedrørende en ukorrekt gennemførelse af artikel 10, stk. 3, i direktiv 2009/41, som er ugrundet, må forkastes.

98

Kommissionen har foreholdt Republikken Polen, at den ikke har gennemført artikel 3, stk. 3, i direktiv 2009/41 i den polske retsorden.

99

Republikken Polen har medgivet, at denne bestemmelse ikke har været genstand for en ordret gennemførelse. Imidlertid har denne medlemsstat gjort gældende, at det – eftersom denne bestemmelse udgør en regel, der skal forebygge lovkonflikter – ikke er hensigtsmæssigt at indføre en sådan regel i den polske retsorden ved hjælp af en særskilt bestemmelse, idet de eksisterende generelle regler på området for forebyggelse af lovkonflikter er tilstrækkelige til at sikre en løsning af sådanne konflikter i overensstemmelse med de regler, der fremgår af direktiv 2009/41. Det følger heraf, at den retssikkerhed, som de operatører, der er underlagt de forpligtelser, der følger af dette direktivs artikel 3, stk. 3, skal drage fordel af, er fuldt ud sikret.

100

Republikken Polen har endvidere gjort gældende, at de nævnte generelle regler under alle omstændigheder anvendes af administrationen og af de polske domstole i overensstemmelse med direktiv 2009/41, med henblik på at det formål, der tilsigtes med dette direktiv, nås.

101

For så vidt angår Republikken Polens argument, hvorefter den ved den omhandlede nationale ordning har foretaget en korrekt gennemførelse af direktiv 2009/41, er det tilstrækkeligt at bemærke, at det følger af fast retspraksis, at direktivbestemmelser skal gennemføres ved bestemmelser, hvis bindende virkning er uomtvistelig, og som er tilstrækkeligt specifikke, bestemte og klare til, at de er i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet (jf. bl.a. dommen i sagen Kommissionen mod Irland, præmis 46, og dom af 27.10.2011, sag C-362/10, Kommissionen mod Polen, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

102

Som Kommissionen har anført, udgør artikel 3, stk. 3, i direktiv 2009/41 ikke blot en lovkonfliktregel, der skal afgøre, hvilken regel der skal finde anvendelse i en konkret sag, men fastlægger de betingelser, der skal gælde for oplagring, dyrkning, transport, destruktion, bortskaffelse eller anvendelse af genetisk modificerede mikroorganismer, der er markedsført i henhold til direktiv 2001/18 eller enhver anden EU-lovgivning, som fastsætter en specifik miljørisikovurdering svarende til den, der er fastlagt i nævnte direktiv.

103

Når der er tale om en sådan EU-retsakt, skal det derfor fastslås, om denne fastsætter en sådan vurdering, og det skal – uafhængigt af denne betingelse – godtgøres, at den omhandlede indesluttede anvendelse er i overensstemmelse med de betingelser, der måtte være fastlagt for markedsføring. Når disse betingelser ikke er opfyldt, finder direktiv 2009/41 anvendelse.

104

Republikken Polen har imidlertid som svar på det af Kommissionen anførte hverken fremkommet med en redegørelse for de generelle lovkonfliktregler, der er fastsat i den polske retsorden, eller godtgjort, at disse faktisk er af en sådan art, at de kan garantere den retssikkerhed, som skal komme de operatører, der er underlagt de forpligtelser, som følger af den omhandlede nationale ordning, til gode.

105

Under alle omstændigheder kan en administrativ praksis, der efter sin art kan ændres efter forvaltningens forgodtbefindende, og som ikke er bragt til offentlighedens kundskab på passende måde, ikke anses for at udgøre en gyldig opfyldelse af forpligtelserne til at gennemføre et direktiv (jf. dom af 12.7.2007, sag C-507/04, Kommissionen mod Østrig, Sml. I, s. 5939, præmis 162 og den deri nævnte retspraksis). På samme måde kan en fortolkning foretaget af de nationale domstole af bestemmelser i national ret i overensstemmelse med bestemmelserne i et direktiv ikke i sig selv frembyde den klarhed og præcision, der er nødvendig for at overholde kravet om retssikkerhed (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Irland, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

106

Det følger heraf, at Kommissionens klagepunkt om en manglende korrekt gennemførelse i den polske retsorden af artikel 3, stk. 3, i direktiv 2009/41 er begrundet.

107

Kommissionen har gjort gældende, at Republikken Polen ikke har gennemført artikel 7, artikel 8, stk. 2 og 3, samt artikel 9, stk. 2, litra a), i direktiv 2009/41, der bl.a. fastsætter reglerne om anmeldelse af efterfølgende indesluttet anvendelse i klasse 1 og 2 efter en anmeldelse foretaget i overensstemmelse med dette direktivs artikel 6, samt fristen på 45 dage, inden for hvilken den kompetente myndigheds afgørelse skal træffes i tilfælde af en indesluttet anvendelse i klasse 3 eller en højere klasse, når der er tale om lokaler, der tidligere er anmeldt for indesluttede anvendelser.

108

Republikken Polen har bestridt, at dette klagepunkt er begrundet, idet den har gjort gældende, at formålet med direktiv 2009/41 er blevet nået ved hjælp af den polske anmeldelsesordning. Republikken Polen har bl.a. fremhævet, at medlemsstaterne har en skønsmargin i forbindelse med gennemførelsen af disse bestemmelser, idet dette direktivs artikel 7 fastsætter, at »[…] efterfølgende indesluttede anvendelser i klasse 1 [kan] påbegyndes umiddelbart uden yderligere anmeldelse«. Verbet »at kunne« anvendes ligeledes i det nævnte direktivs artikel 8, stk. 2. Ifølge Republikken Polen er en medlemsstat ikke forpligtet til at sørge for, at en efterfølgende indesluttet anvendelse af genetisk modificerede organismer kan påbegyndes uden yderligere anmeldelse. Denne medlemsstat har endvidere gjort gældende, at selv i tilfælde af, at den bestemmelse i polsk ret, der pålægger brugerne af genetisk modificerede organismer at forelægge den kompetente institution en anmeldelse vedrørende en påtænkt genanvendelse af genetisk modificerede organismer i klasse 1 og 2, ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 2009/41, må denne bestemmelse anses for at udgøre en strengere foranstaltning, der er blevet vedtaget i henhold til artikel 193 TEUF. Republikken Polen har endelig anført, at selv om dette direktivs artikel 8, stk. 3, og artikel 9, stk. 2, litra a), ikke har været genstand for en ordret gennemførelse i polsk ret, er virkeliggørelsen af formålene med det nævnte direktiv sikret fuldt ud.

109

Indledningsvis bemærkes, at dette klagepunkt må opdeles i to led om manglende gennemførelse vedrørende henholdsvis artikel 7 og artikel 8, stk. 2, i direktiv 2009/41 og dette direktivs artikel 8, stk. 3, og artikel 9, stk. 2, litra a).

110

Hvad angår dette klagepunkts første led skal det konstateres, at Republikken Polens argumentation er støttet på en fejlagtig fortolkning af de omhandlede bestemmelser. Det fremgår klart og utvetydigt af artikel 7 og artikel 8, stk. 2, i direktiv 2009/41, at disse bestemmelser omhandler de brugere, der er blevet tillagt muligheden for at gennemføre de aktiviteter, som er nævnt i disse bestemmelser, uden at det er nødvendigt at foretage en anden anmeldelse til den kompetente myndighed. Denne fortolkning følger ikke blot af en ordlydsfortolkning af disse bestemmelser, men er også underbygget af en teleologisk fortolkning heraf.

111

I denne forbindelse er det tilstrækkeligt at fastslå, at målet med denne ordning består i at tillade de brugere, der allerede har anmeldt en brug i overensstemmelse med artikel 6 i direktiv 2009/41, umiddelbart at påbegynde en efterfølgende indesluttet anvendelse uden at afvente en ny godkendelse fra den kompetente myndighed. Både dette direktivs artikel 7, andet punktum – som bestemmer, at brugere af genetisk modificerede mikroorganismer i indesluttede anvendelser i klasse 1 opbevarer den redegørelse for hver enkelt vurdering, der er omhandlet i det nævnte direktivs artikel 4, stk. 6, og efter anmodning stiller den til rådighed for den kompetente myndighed – og samme direktivs artikel 8, stk. 2 – der bestemmer, at er lokalerne tidligere anmeldt for indesluttede anvendelser i klasse 2 eller en højere klasse, og er de dertil knyttede betingelser for tilladelse opfyldt, kan den indesluttede anvendelse i klasse 2 påbegyndes umiddelbart efter den nye anmeldelse – omhandler brugerne.

112

Under alle omstændigheder er der ikke noget, der tyder på, at den berørte medlemsstat har foretaget en gennemførelse af de nævnte artikler i direktiv 2009/41. Denne konstatering er underbygget af det af Kommissionen anførte herom og af den omstændighed, at Republikken Polen ikke har anfægtet dette, samt af det forhold, at sidstnævnte ikke har anført, at der findes bestemmelser, der gennemfører disse artikler.

113

Heller ikke GMO-lovens artikel 31, som Kommissionen ikke har stillet spørgsmålstegn ved i forbindelse med det foreliggende søgsmål, udgør en gennemførelse af artikel 8, stk. 2, i direktiv 2009/41. Idet artikel 31 henviser til risikokategori I eller II, mens direktivets artikel 8, stk. 2, henviser til en anvendelse i klasse 2 eller en højere klasse, har artikel 31 nemlig et andet anvendelsesområde.

114

Det skal endvidere konstateres, at Republikken Polen for så vidt angår det nævnte direktivs artikel 8, stk. 2, andet afsnit, hvorefter anmelderen på eget initiativ kan kræve en afgørelse om en formel godkendelse fra den kompetente myndighed, idet denne afgørelse skal foreligge senest 45 dage efter anmeldelsen, ikke har bestridt Kommissionens klagepunkt i denne henseende. GMO-lovens artikel 24, som er den eneste relevante bestemmelse i denne henseende, omhandler ikke den konkrete situation, der tages i betragtning med denne bestemmelse, og fastsætter ikke en tilsvarende frist.

115

Hvad endelig angår Republikken Polens argument om anvendelsen af artikel 193 TEUF er det tilstrækkeligt at konstatere, således som det blev konstateret i denne doms præmis 111 og 112, at det ikke fremgår, at artikel 7 og artikel 8, stk. 2, i direktiv 2009/41 – end ikke delvist – er blevet gennemført i den nationale ret, således at der ikke kan foretages en sammenligning af dette direktivs bestemmelser med de bestemmelser, der udgør strengere beskyttelsesforanstaltninger. Det følger heraf, at anvendelsen af artikel 193 TEUF ikke kan påberåbes i det foreliggende tilfælde.

116

Hvad angår det fjerde klagepunkts andet led har Republikken Polen medgivet, at artikel 8, stk. 3, og artikel 9, stk. 2, litra a), i direktiv 2009/41 ikke er blevet gennemført ordret i den nationale ret, og den har begrænset sig til at gøre gældende, at det formål, der forfølges med dette direktiv, er nået ved GMO-loven.

117

Det fremgår imidlertid af sagsakterne og er i øvrigt ikke blevet bestridt af Republikken Polen, at der hverken i GMO-loven eller i nogen anden gennemførelsesakt er fastsat en skriftlig procedure som den, der fremgår af artikel 9, stk. 2, litra a), i direktiv 2009/41. Det skal ligeledes konstateres, at den procedure, der er beskrevet detaljeret i nævnte direktivs artikel 8, stk. 3, heller ikke har noget modstykke i polsk ret.

118

Det fremgår af ovenstående betragtninger, at det fjerde klagepunkt skal tages til følge.

119

Kommissionen har gjort gældende, at GMO-lovens artikel 24, stk. 1a, har indført en frist på højst 30 dage, som kan forlænge fristen for meddelelse af godkendelsen vedrørende indesluttet anvendelse af genetisk modificerede organismer i tilfælde af offentlighedens deltagelse i en procedure, der har en sådan meddelelse til formål, mens denne frist ikke er fastsat i artikel 10, stk. 4, i direktiv 2009/41. Kommissionen har endvidere anført, at loven om aktindsigt i miljøoplysninger, som Republikken Polen i denne forbindelse har henvist til, aldrig er blevet meddelt Kommissionen som foranstaltning til gennemførelse af dette direktiv.

120

Republikken Polen har bestridt det af Kommissionen anførte, hvorefter den nævnte lov aldrig er blevet meddelt Kommissionen i forbindelse med meddelelsen af foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 2009/41. Hvad angår realiteten har Republikken Polen desuden bl.a. gjort gældende, at eftersom dette direktiv ikke fastsætter nogen frist for så vidt angår høringsperioden, kan medlemsstaterne fastlægge en sådan frist. Da der ikke foreligger en begrænsning af varigheden af en offentlig høring, kan den kompetente myndigheds udstedelse af godkendelsen til indesluttet anvendelse af genetisk modificerede organismer blive blokeret i strid med retssikkerhedsprincippet.

121

Selv om Republikken Polen ikke har fremført nogen formalitetsindsigelse mod dette klagepunkt, skal det alligevel indledningsvis anføres, at Domstolen af egen drift kan efterprøve, om de i artikel 258 TEUF fastsatte betingelser for at anlægge et traktatbrudssøgsmål er opfyldt (jf. bl.a. dom af 8.3.2012, sag C-524/10, Kommissionen mod Portugal, ECLI:EU:C:2012:129, præmis 64, og dom af 15.11.2012, sag C-34/11, Kommissionen mod Portugal, ECLI:EU:C:2012:712, præmis 42).

122

På denne baggrund skal det undersøges, om den begrundede udtalelse og søgsmålet indeholder en sammenhængende og præcis redegørelse for klagepunktet, således at Domstolen har mulighed for at danne sig en klar opfattelse af omfanget af den påståede tilsidesættelse af EU-retten, hvilket er en nødvendig forudsætning for, at Domstolen kan efterprøve, om det påståede traktatbrud foreligger (jf. i denne retning dom af 24.3.2011, sag C-365/10, Kommissionen mod Slovenien, præmis 19, og dommen af 15.11.2012 i sagen Kommissionen mod Portugal, præmis 43).

123

Som det bl.a. fremgår af artikel 38, stk. 1, i procesreglementet i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for sagens anlæg, og af retspraksis vedrørende denne bestemmelse, skal stævningen nemlig angive søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene, og disse angivelser skal være tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og at Domstolen kan udøve sin kontrol. Følgelig skal de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som et søgsmål støttes på, fremgå af selve stævningen på en sammenhængende og forståelig måde, og påstandene heri skal være utvetydigt formuleret for at undgå, at Domstolen træffer afgørelse ultra petita eller undlader at tage stilling til et klagepunkt (jf. bl.a. dom af 26.1.2012, sag C-185/11, Kommissionen mod Slovenien, præmis 29, og af 19.4.2012, sag C-141/10, Kommissionen mod Nederlandene, præmis 15, samt dommen af 15.11.2012 i sagen Kommissionen mod Portugal, præmis 44).

124

I det foreliggende tilfælde vedrører Kommissionens bemærkninger imidlertid alene den offentlige høring, der er nævnt i artikel 10, stk. 4, litra b), i direktiv 2009/41, uden at denne institution har præciseret, om dens klagepunkt om den ukorrekte gennemførelse af artikel 10, stk. 4, også omfatter de frister for at afvente yderligere oplysninger, der er nævnt i dette direktivs artikel 10, stk. 4, litra a).

125

Under disse omstændigheder skal det fastslås, at det foreliggende klagepunkt, for så vidt som det vedrører en ukorrekt gennemførelse af artikel 10, stk. 4, litra a), i direktiv 2009/41, som ikke opfylder kravene om sammenhæng, klarhed og præcision og således underkender de forpligtelser, som følger af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 122 og 123, ikke giver Domstolen mulighed for at udøve sin kontrol vedrørende dette traktatbrudssøgsmål (jf. i denne retning dommen af 15.11.2012 i sagen Kommissionen mod Portugal, præmis 48), og det kan derfor ikke antages til realitetsbehandling.

126

Hvad angår spørgsmålet, om klagepunktet vedrørende en ukorrekt gennemførelse af artikel 10, stk. 4, litra b), i direktiv 2009/41, skal det konstateres, at Kommissionen har begrænset sig til at gøre gældende, at den frist, der er blevet indført med GMO-lovens artikel 24, stk. 1a, ikke er fastsat ved dette direktiv, uden dog at fremkomme med argumenter til støtte for det anførte om, at denne nationale lovbestemmelse udgør en ukorrekt gennemførelse af det nævnte direktivs artikel 10, stk. 4.

127

I denne forbindelse bemærkes, at artikel 10, stk. 4, litra b), i direktiv 2009/41 fastsætter, at der ved beregningen af de i dette direktivs artikel 8 og 9 nævnte frister ikke medregnes den tid, hvor den kompetente myndighed foretager en offentlig høring. Det skal derimod konstateres, at der ikke er nogen bestemmelse i dette direktiv, der præciserer varigheden af denne høring. Det står således i princippet medlemsstaterne frit for under overholdelse af EU-retten at fastsætte denne varighed, hvis de skønner det nødvendigt.

128

Republikken Polen har faktisk gjort brug af denne mulighed og har vedtaget en regel, der begrænser varigheden af en sådan høring til 30 dage, således at den frist, der er fastsat til at udstede en godkendelse, kan forlænges med højst 30 dage. Denne medlemsstat har gjort gældende, at det er overvejelser om at sikre hensynet til en korrekt gennemførelse af den administrative procedure, der har begrundet indførelsen af denne frist. Eftersom den maksimale varighed af en høring ikke er begrænset, kunne den kompetente myndigheds udstedelse af en godkendelse desuden ifølge Republikken Polen blive blokeret, hvis der ikke var fastsat en sådan frist. Republikken Polen har tilføjet, at en sådan frist også er nødvendig af retssikkerhedsmæssige grunde.

129

Det skal konstateres, at formålene med den omhandlede nationale ordning ikke er uforenelige med de formål, der forfølges med direktiv 2009/41. De sikrer nemlig en effektiv behandling af ansøgninger om godkendelser, samtidig med at de respekterer såvel anmelderens interesser og rettigheder som den nationale myndigheds behov.

130

Under disse omstændigheder skal det femte klagepunkt, der delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet, forkastes.

131

Inden for rammerne af dette klagepunkt har Kommissionen bl.a. foreholdt Republikken Polen, at den ikke i forbindelse med den fortrolige behandling af visse oplysninger, der meddeles af anmelderen, har fastsat en høring af anmelderen i overensstemmelse med artikel 18, stk. 1, i direktiv 2009/41, og heller ikke slettelse af disse oplysninger i registret over indesluttede anvendelser af genetisk modificerede organismer, såfremt en ansøgning om godkendelse trækkes tilbage.

132

Republikken Polen har svaret, at de relevante bestemmelser i EU-retten er blevet korrekt gennemført ved GMO-loven. Denne lovs artikel 14a gør det nemlig muligt, idet at den opregner de oplysninger, som offentligheden har adgang til, at fastlægge de oplysninger, der aldrig må udleveres, således at den nationale lovgivning gør det muligt at sondre mellem de oplysninger, der ikke kan forblive fortrolige, og de oplysninger, der ikke kan gøres offentligt tilgængelige. Alle de oplysninger, der er modtaget i forbindelse med anmeldelser, og som ikke må udleveres, fremgår af dette register. Såfremt en ansøgning om godkendelse trækkes tilbage, slettes disse oplysninger i det nævnte register.

133

Det bemærkes, at Republikken Polen har gjort gældende, at den beskyttelse af oplysninger, der er indleveret af anmelderen i overensstemmelse med artikel 18, stk. 1, i direktiv 2009/41, alene er begrænset til de oplysninger, med hensyn til hvilke anmelderen kan kræve en fortrolig behandling. Ifølge denne medlemsstat er denne beskyttelse nemlig udelukket for så vidt angår de oplysninger, der er opregnet i dette direktivs artikel 18, stk. 2, således at organiseringen af en høring af anmelderen vil være overflødig, for så vidt som nødvendigheden af at sikre adgang til disse oplysninger følger af ordningen. Den nævnte medlemsstat har tilføjet, at det også er overflødigt at organisere høringer for at fastlægge de oplysninger, der skal have en fortrolig behandling af den kompetente myndighed, når særskilte bestemmelser allerede fastsætter, at de omhandlede oplysninger ikke kan udleveres, bl.a. på grund af nødvendigheden af at sikre beskyttelsen af personoplysninger eller oplysninger af overordnet statslig interesse.

134

Det skal imidlertid konstateres, at disse argumenter er støttet på en fejlagtig fortolkning af de pågældende bestemmelser i EU-retten.

135

Det er nemlig tilstrækkeligt at konstatere, at artikel 18, stk. 2, i direktiv 2009/41 opregner de oplysninger, der i intet tilfælde kan forblive fortrolige. Det følger heraf, at andre oplysninger kan behandles fortroligt efter anmodning fra anmelderen, der i denne henseende har ret til en forudgående høring i medfør af dette direktivs artikel 18, stk. 1, andet afsnit.

136

Den fortolkning, hvorefter undladelse af at udlevere oplysninger, som henhører under anvendelsesområdet for artikel 18, stk. 1, i direktiv 2009/41, kunne være automatisk, kan således ikke tiltrædes.

137

Det argument, som Republikken Polen har anført vedrørende den omstændighed, at det også er overflødigt at organisere høringer for at fastlægge, hvilke oplysninger der skal have en fortrolig behandling af den kompetente myndighed, når særskilte bestemmelser allerede fastsætter, at de omhandlede oplysninger ikke kan udleveres, bl.a. på grund af nødvendigheden af at sikre beskyttelsen af personoplysninger eller oplysninger af overordnet statslig interesse, er også ugrundet. For at garantere retssikkerheden og anmelderens rettigheder er en høring af denne i forbindelse med den procedure, der er fastsat i artikel 18 i direktiv 2009/41, uomgængelig nødvendig, og den kan ikke erstattes med en anvendelse af de regler, der fremgår af forskellige nationale retskilder, hvis kontekst og indbyrdes samspil anmelderen kan have svært ved at forstå.

138

Den henvisning, som Republikken Polen har foretaget til artikel 16, stk. 1, nr. 7), i lov om aktindsigt i miljøoplysninger, er irrelevant, for så vidt som denne bestemmelse kun vedrører visse følsomme kommercielle oplysninger og ikke udtrykkeligt foreskriver en forudgående høring af anmelderen.

139

Endelig har Republikken Polen i sine bemærkninger gjort gældende, at såfremt anmelderen trækker sin ansøgning om godkendelse til indesluttet anvendelse af genetisk modificerede organismer tilbage, trækker det register, der er nævnt i denne doms præmis 131, de indleverede oplysninger tilbage. Denne medlemsstat har imidlertid ikke påberåbt sig nogen bestemmelse i national ret, der kan underbygge denne påstand, og den har begrænset sig til at gøre gældende, at miljøministeren, der som statsorgan er ansvarlig for at føre dette register, ikke ville opfylde sin funktion, hvis han ikke foretog denne tilbagetrækning, eftersom de oplysninger, der fremgår af dette register, kunne vildlede de interesserede parter.

140

I denne forbindelse er det tilstrækkeligt at bemærke, at det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 105, at en administrativ praksis, der efter sin art kan ændres efter forvaltningens forgodtbefindende, og som ikke er bragt til offentlighedens kundskab på passende måde, ikke kan anses for at udgøre en gyldig opfyldelse af forpligtelserne til at gennemføre et direktiv.

141

Det sjette klagepunkt er derfor begrundet.

142

Det fremgår af alle de ovenstående betragtninger, at det skal fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktiv 2009/41, idet den ikke har gennemført dette direktivs artikel 3, stk. 3, artikel 7, artikel 8, stk. 2 og 3, artikel 9, stk. 2, litra a), samt artikel 18, stk. 1, andet afsnit, og stk. 3 og 4.

143

Ifølge procesreglementets artikel 138, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Ifølge samme reglements artikel 138, stk. 3, bærer hver part sine omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter.

144

I den foreliggende sag må der tages hensyn til, at Kommissionens klagepunkter vedrørende en ukorrekt gennemførelse af artikel 2, litra a), b), d) og e), samt artikel 10, stk. 3 og 4, i direktiv 2009/41 ikke er blevet tiltrådt.

145

Kommissionen og Republikken Polen bør derfor hver bære deres egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Femte Afdeling):