1

Med sin appel har Europa-Kommissionen nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 22. marts 2011, Letland mod Kommissionen (sag T-369/07, Sml. II, s. 1039, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten annullerede Kommissionens beslutning K(2007) 3409 af 13. juli 2007 om ændring af den nationale plan for tildeling af drivhusgasemissionskvoter, som Republikken Letland har forelagt for perioden 2008-2012 (herefter »den omtvistede beslutning«) i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (EUT L 275, s. 32), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/101/EF af 27. oktober 2004 (EUT L 338, s. 18, herefter »direktiv 2003/87«).

2

Direktiv 2003/87 gennemfører internationale konventioner om klimabeskyttelse, nærmere bestemt De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer, der blev vedtaget i New York den 9. maj 1992 og godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets beslutning 94/69/EF af 15. december 1993 (EFT 1994 L 33, s. 11), og Kyotoprotokollen til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer, vedtaget den 11. december 1997 og godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets beslutning 2002/358/EF af 25. april 2002 (EFT L 130, s. 1).

3

Artikel 9 i direktiv 2003/87 har følgende ordlyd:

»1.   For hver af de i artikel 11, stk. 1 og 2, omhandlede perioder udarbejder hver medlemsstat en national plan med angivelse af den samlede mængde kvoter, den vil tildele for den pågældende periode, og hvordan den vil tildele dem. Planen skal være baseret på objektive og gennemsigtige kriterier, herunder kriterierne i bilag III, under skyldig hensyntagen til offentlighedens bemærkninger. Med forbehold af traktaten udarbejder Kommissionen senest den 31. december 2003 retningslinjer for opfyldelsen af kriterierne i bilag III.

For perioden i artikel 11, stk. 1, skal planen offentliggøres og forelægges Kommissionen og de andre medlemsstater senest den 31. marts 2004. For de følgende perioder skal planen offentliggøres og forelægges Kommissionen og de andre medlemsstater senest 18 måneder inden den pågældende periodes begyndelse.

[…]

3.   Kommissionen kan senest tre måneder efter en medlemsstats forelæggelse af en national tildelingsplan i henhold til stk. 1 afvise planen eller en del heraf, hvis den er uforenelig med kriterierne i bilag III eller med artikel 10. Medlemsstaten træffer kun afgørelse i henhold til artikel 11, stk. 1 eller 2, hvis foreslåede ændringer er godkendt af Kommissionen. En afgørelse om afslag truffet af Kommissionen skal begrundes.«

4

Artikel 11, stk. 2, i direktiv 2003/87 er affattet således:

»For den femårsperiode, der begynder den 1. januar 2008, og for hver efterfølgende femårsperiode, træffer hver medlemsstat afgørelse om den samlede mængde kvoter, den vil tildele for denne periode, og påbegynder processen for tildeling heraf til driftslederen af hvert anlæg. Afgørelsen træffes mindst 12 måneder inden den pågældende periodes begyndelse og baseres på medlemsstatens nationale tildelingsplan, som er udarbejdet i henhold til artikel 9 og i overensstemmelse med artikel 10, under skyldig hensyntagen til offentlighedens bemærkninger.«

5

Ved skrivelse af 16. august 2006 forelagde Republikken Letland i henhold til artikel 9, stk. 1, i direktiv 2003/87 Kommissionen sin nationale tildelingsplan for perioden 2008-2012 (herefter »NAP«). Ifølge NAP’en havde Republikken Letland til hensigt at tildele sin nationale industri, der er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87, et samlet årligt gennemsnit på 7,763883 mio. tons kuldioxidækvivalent (MteCO2).

6

Den 29. november 2006 vedtog Kommissionen en første beslutning om afvisning.

7

Ved skrivelse af 29. december 2006 forelagde Republikken Letland Kommissionen en revideret NAP, som fastsatte tildeling af et samlet årligt gennemsnit på 6,253146 MteCO2.

8

Ved skrivelse af 30. marts 2007, affattet på engelsk, konstaterede Kommissionen, at oplysningerne i den anden NAP var ufuldstændige, og anmodede Republikken Letland om at besvare visse spørgsmål og fremsende yderligere oplysninger.

9

Ved skrivelse af 25. april 2007 besvarede Republikken Letland denne anmodning om oplysninger.

10

Den 13. juli 2007 vedtog Kommissionen den omtvistede beslutning.

11

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 26. september 2007 anlagde Republikken Letland sag med påstand om annullation af den omtvistede beslutning.

12

Republikken Letland fremførte til støtte for søgsmålet for Retten fire anbringender, for det første om tilsidesættelse af de kompetencer, der er fastsat i traktaten på det energipolitiske område, for det andet om tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling, for det tredje om tilsidesættelse af de forpligtelser, der følger af Kyotoprotokollen til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer, og for det fjerde om manglende overholdelse af fristen på tre måneder i artikel 9, stk. 3, i direktiv 2003/87.

13

Ved den appellerede dom besluttede Retten at annullere den omtvistede beslutning på grund af tilsidesættelse af artikel 9, stk. 3, i nævnte direktiv, idet den fandt, at det ikke var fornødent at tage stilling til formaliteten og realiteten vedrørende de øvrige anbringender, der var gjort gældende af Republikken Letland.

14

Retten fandt det nemlig hensigtsmæssigt først at undersøge rigtigheden af det fjerde anbringende om manglende overholdelse af fristen på tre måneder i artikel 9, stk. 3, i direktiv 2003/87.

15

I denne forbindelse undersøgte Retten i den appellerede doms præmis 45-49 først Kommissionens kontrolbeføjelse i henhold til artikel 9, stk. 3, i nævnte direktiv. Retten baserede sig på sin retspraksis og bemærkede, at denne kontrolbeføjelse skulle udøves senest tre måneder efter en medlemsstats forelæggelse af den pågældende NAP (Rettens kendelse af 30.4.2007, sag T-387/04, EnBW Energie Baden-Württemberg mod Kommissionen, Sml. II, s. 1195, præmis 104, og Rettens dom af 7.11.2007, sag T-374/04, Tyskland mod Kommissionen, Sml. II, s. 4431, præmis 116).

16

Retten bemærkede, at den forelagte NAP i mangel af en beslutning om afvisning fra Kommissionens side blev endelig og omfattet af en formodning om lovlighed, som gjorde det muligt for medlemsstaten at gennemføre den. Retten tilføjede, at det ikke fremgik af retspraksis, at Kommissionens godkendelse af de ændringer, der blev foretaget ved NAP’en, skulle være genstand for en formel beslutning fra Kommissionens side. Tværtimod ville en sådan fortolkning dels have været i strid med princippet om, at Kommissionen ikke havde en generel godkendelsesbeføjelse i forhold til en NAP, dels ville en sådan fortolkning ikke have været i overensstemmelse med ordlyden af artikel 9, stk. 3, tredje punktum, som ikke omhandler en afgørelse om godkendelse, men en afgørelse om afslag.

17

Retten undersøgte dernæst i den appellerede doms præmis 50-57 begrebet forelæggelse som omhandlet i artikel 9, stk. 3, i direktiv 2003/87. Retten konstaterede for det første, at den omtvistede beslutning ikke var blevet truffet inden for en frist på tre måneder efter forelæggelsen af den reviderede NAP, dvs. den 29. december 2006, men først den 13. juli 2007. Følgelig fandt Retten, at det måtte vurderes, om begrebet forelæggelse af en NAP som omhandlet i artikel 9, stk. 3, i dette direktiv omhandlede såvel den oprindelige forelæggelse af en NAP som forelæggelsen af en revideret NAP, bl.a. som følge af en beslutning om afvisning fra Kommissionen.

18

Retten fastslog i den appellerede doms præmis 54 og 55 følgende:

19

Retten konkluderede dernæst i den appellerede doms præmis 57, at »begrebet forelæggelse som omhandlet i artikel 9, stk. 3, i direktiv 2003/87 [omfattede] såvel den første som efterfølgende forelæggelser af forskellige versioner af en NAP, således at hver af disse forelæggelser [udløste] en ny frist på tre måneder«.

20

Under disse omstændigheder konkluderede Retten i den appellerede doms præmis 58, at forelæggelsen af den reviderede NAP den 29. december 2006 i det foreliggende tilfælde udløste en ny frist på tre måneder som omhandlet i artikel 9, stk. 3, i direktiv 2003/87, og fastslog i den appellerede doms præmis 59:

»Henset til, at fristen på tre måneder som omhandlet i artikel 9, stk. 3, i direktiv 2003/87, udløb den 29. marts 2007, blev anmodningen om oplysninger fra Kommissionen, som blev fremsendt til Republikken Letland den 30. marts 2007, fremsat for sent. Det er derfor ikke nødvendigt at vurdere, dels om en anmodning af denne slags, såfremt det forudsættes, at den var blevet fremsat inden for fristen, kunne have afbrudt eller suspenderet fristen, dels om en sådan afbrydelse eller suspension kunne finde sted til trods for, at denne skrivelse var affattet på engelsk og ikke på lettisk.«

21

Retten konstaterede i den appellerede doms præmis 61, at »NAP’en, henset til særegenhederne ved undersøgelsesproceduren i henhold til artikel 9, stk. 3, i direktiv 2003/87, efter udløbet af denne procedure [blev] endelig og [var] omfattet af en formodning for, at den [var] lovlig, såfremt der ikke [forelå] en beslutning fra Kommissionen inden for fristen på tre måneder«, og konkluderede endelig i denne doms præmis 62, at »den [omtvistede] beslutning [skulle] annulleres på grund af tilsidesættelse af artikel 9, stk. 3, i direktiv 2003/87, uden at det [var] fornødent at tage stilling til formaliteten og realiteten vedrørende de øvrige anbringender, der [var] gjort gældende af Republikken Letland«.

22

Kommissionen har nedlagt påstand om, at den appellerede dom ophæves, og at Republikken Letland tilpligtes at betale sagens omkostninger.

23

Republikken Letland har nedlagt påstand om stadfæstelse.

24

Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 29. september 2011 har Den Tjekkiske Republik fået tilladelse til at intervenere til støtte for Republikken Letlands påstande.

25

Kommissionen har til støtte for sin appel fremsat et enkelt anbringende om, at Retten begik en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 9, stk. 3, i direktiv 2003/87.

26

Ifølge Kommissionen hviler Rettens begrundelse på en urigtig fortolkning af artikel 9, stk. 3, i direktiv 2003/87 i kendelsen i sagen EnBW Energie Baden-Württemberg mod Kommissionen. Kommissionen er af den opfattelse, at Retten i denne kendelse i sin analyse sammenblandede det første og andet punktum i artikel 9, stk. 3, i direktiv 2003/87, således at det andet punktum i sidste ende blev tømt for indhold.

27

Ifølge Kommissionen fastslog Retten fejlagtigt, at forelæggelsen af de ændringer, der er fastsat i nævnte andet punktum, kun udgjorde en del af den oprindelige procedure til undersøgelse af den forelagte NAP, som ikke nødvendigvis skulle afsluttes med en formel beslutning, bl.a. når medlemsstaten under denne procedure foretager alle de anmodede ændringer. Retten fandt således også, at Kommissionen, når medlemsstaten afstår fra at ændre sin NAP, har mulighed for at vedtage en beslutning om afvisning før udløbet af fristen på tre måneder.

28

Ifølge Kommissionen er Rettens tilgang, som består i at undersøge de forelagte ændringer, som om der var tale om forelæggelsen af en ny NAP, og følgelig på ny at anvende fristen på tre måneder i artikel 9, stk. 3, første punktum, forkert. Kommissionen er nemlig af den opfattelse, at denne fortolkning er i strid med den indledende ordlyd af dette direktivs artikel 9, stk. 3, hvoraf fremgår, at fristen begynder at løbe på dagen for forelæggelsen af den NAP, der er nævnt i denne artikels stk. 1, dvs. dagen for den første forelæggelse, der foretages af medlemsstaten, og at denne ordlyd ikke vedrører undersøgelsen af de ændringer, der er fastsat i artikel 9, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2003/87.

29

Kommissionen har desuden præciseret, at Rettens fortolkning af artikel 9, stk. 3, i direktiv 2003/87, i modsætning til hvad Retten fastslog, er i strid med en formålsfortolkning af nævnte stk. 3. Ved at eliminere proceduren i dette direktivs artikel 9, stk. 3, andet punktum, og ved at kræve indledning af en ny procedure i henhold til bestemmelserne i denne bestemmelses første punktum, når Kommissionen afviser NAP’en eller en del heraf, tilsidesætter Retten tværtimod beskyttelsen af den berettigede forventning og kan hindre NAP’ens gennemførelse.

30

Endelig er Kommissionen af den opfattelse, at ordlyden af artikel 9, stk. 3, i direktiv 2003/87, og navnlig stk. 3, andet punktum, skal fortolkes således, at denne del af proceduren ikke vedrører hele planen som sådan, men udelukkende ændringerne til NAP’en. Kommissionen har anført, at hvis Rettens fortolkning skulle følges, ville det være nødvendigt at bedømme hele NAP’en på ny, hvilket ville indebære en risiko for at nå frem til et fuldstændigt forskelligt resultat. Hvis sådanne gentagne bedømmelser hver gang endte med en afvisning fra Kommissionen, ville denne fremgangsmåde endvidere kunne gentages i uendelighed.

31

Kommissionen har konkluderet, at når lovgiver har tildelt Kommissionen opgaven med at acceptere ændringer til NAP’en (og ikke har indskrænket sig til blot at tillade Kommissionen ikke at modsætte sig disse), er det fordi direktiv 2003/87 bestræber sig på at skabe en sikker og forudsigelig ramme, der gør det muligt for de erhvervsdrivende at planlægge deres emissionsreduktioner på vilkår, der tilbyder maksimal sikkerhed. Denne NAP skaber juridiske rettigheder og berettigede forventninger, således at enhver ændring af en sådan plan ikke skal baseres på en undladelse af at handle, men på en positiv og gennemsigtig retsakt fra Den Europæiske Union.

32

Republikken Letland har indledningsvis påpeget, at koordineringsproceduren vedrørende NAP’en i overensstemmelse med formålet i artikel 9, stk. 3, i direktiv 2003/87 skal kunne sikre en effektiv og hurtig vedtagelse af denne plan, hvilket er nødvendigt for at nå det mål, der er fastsat i dette direktivs artikel 1, nemlig at »fremme reduktionen af drivhusgasemissioner på en omkostningseffektiv og økonomisk effektiv måde«.

33

Republikken Letland har bestridt den af Kommissionen foreslåede fortolkning og har anført, at en sådan fortolkning er i strid med de mål, der forfølges med direktiv 2003/87. Ifølge Republikken Letland betyder den af Kommissionen foreslåede fortolkning, at vedtagelsen af ændringer til NAP’en udelukkende afhænger af Kommissionens skønsbeføjelse, som desuden ikke skulle være tidsbegrænset. Hvis en formel beslutning i overensstemmelse med artikel 9, stk. 3, i direktiv 2003/87 fortsat var nødvendig for at acceptere ændringerne til NAP’en, ville proceduren til godkendelse af hele NAP’en være mere kompliceret og formaliseret. I dette tilfælde ville medlemsstaterne endvidere ikke kunne påregne, at Kommissionen ville fremsætte sine indsigelser inden for en fastsat frist. Følgelig ville principperne om retssikkerhed og forudsigelighed ikke være sikret.

34

Republikken Letland er af den opfattelse, at såfremt Kommissionens fortolkning blev lagt til grund, og andet punktum i nævnte artikel 9, stk. 3, skulle betragtes separat, ville det skabe en situation, hvor Kommissionen tillægges en videre beføjelse i forbindelse med proceduren vedrørende godkendelse af ændringer end den beføjelse, den har i forbindelse med proceduren vedrørende accept eller afvisning af den oprindeligt forelagte NAP. Den af Kommissionen foreslåede fortolkning ville føre til en situation, hvor godkendelsen af ændringerne til NAP’en, i modsætning til den oprindelige godkendelse heraf, ikke ville være underlagt et tidsmæssigt kriterium, mens denne procedure samtidig fortsat ville være underlagt et materielt kriterium. En sådan fortolkning ville ikke kunne anses for at være i overensstemmelse med artikel 9, stk. 3, i direktiv 2003/87, eller med formålene med emissionshandelsordningerne generelt.

35

Denne medlemsstat er af den opfattelse, at EU-lovgiver har tildelt Kommissionen en meget omfattende skønsbeføjelse ved at give den beføjelse til ikke blot at gøre indsigelser mod den oprindeligt forelagte NAP, men ligeledes til at undersøge, om der er taget hensyn til dens indsigelser. Hvis Kommissionen er af den opfattelse, at de foretagne ændringer ikke er acceptable, har lovgiver desuden givet Kommissionen ret til at træffe en negativ beslutning. Ifølge denne medlemsstat er det rimeligt at antage, at denne ret, ligesom i forbindelse med undersøgelsesproceduren vedrørende den oprindelige NAP, er begrænset såvel tidsmæssigt som materielt.

36

Republikken Letland har i denne forbindelse henvist til, at proportionalitetsprincippet, der udgør en af EU-rettens almindelige grundsætninger, bl.a. kræver, at EU-institutionernes retsakter ikke må gå videre end det, der er egnet og nødvendigt for gennemførelsen af det med de pågældende retsforskrifter lovligt tilsigtede formål. I dette tilfælde er Republikken Letland af den opfattelse, at selv om Kommissionens ret til at vurdere ændringerne ikke er bestridt, kan den ikke anses for at være absolut og ubegrænset. Den fortolkning af artikel 9, stk. 3, i direktiv 2003/87, der er foreslået i punkt 6-9 i Kommissionens appelskrift, ville føre til et resultat, som er uforholdsmæssigt for medlemsstaten, og ville tilsidesætte de berettigede forventninger og retssikkerheden.

37

Ifølge Republikken Letland skal den systemiske fortolkning af andet punktum i nævnte artikel 9, stk. 3, henset til første punktum i samme bestemmelse, som giver Kommissionen mulighed for at fremkomme med en positiv og ligeledes stiltiende accept, dvs. uden at træffe en formel beslutning, føre til det resultat, at godkendelsen af ændringerne skal være underlagt en godkendelsesprocedure, som er lige så fuldstændig som den procedure, der finder anvendelse på den oprindeligt forelagte NAP. Dette resultat følger ligeledes stiltiende af dette direktivs artikel 9, stk. 3, tredje sætning, som indeholder et krav om begrundelse ikke i tilfælde af Kommissionens godkendelse, men i de tilfælde, hvor Kommissionen har afvist nævnte ændringer. Kommissionen har ligeledes mulighed for stiltiende at give udtryk for sin hensigt inden for en frist på tre måneder.

38

Ifølge Republikken Letland følger det af den systemiske fortolkning og af formålsfortolkningen, at den i artikel 9, stk. 3, i direktiv 2003/87 fastsatte periode på tre måneder ikke blot finder anvendelse på den forelagte NAP, men ligeledes på ændringerne af denne plan.

39

Medlemsstaten har anført, at en effektiv og hurtig forelæggelsesprocedure vedrørende NAP’en er nødvendig, eftersom vedtagelsen af efterfølgende foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 11 i direktiv 2003/87 først kan finde sted efter godkendelsen af NAP’en eller af ændringerne. Hvis Kommissionen, således som den har gjort gældende, omvendt rådede over en ubegrænset frist med henblik på at undersøge ændringerne, ville det være umuligt at nå dette effektive og hurtige resultat »uden negativ indvirkning på den økonomiske udvikling«. Fristens (og ikrafttrædelsens) uforudsigelige karakter kan ikke skabe retssikkerhed og beskyttelse af den berettigede forventning i forhold til hverken erhvervsdrivende, medlemsstater eller andre aktører på Unionens indre marked.

40

Republikken Letland har tilføjet, at den i artikel 9, stk. 3, i direktiv 2003/87 fastsatte frist til at undersøge den oprindelige plan skal anses for ufravigelig. Selv om dette direktiv ikke udtrykkeligt anvender fristen på tre måneder på undersøgelsen af ændringer, ville denne frist være meningsløs, hvis Kommissionen oprindeligt var underlagt en vis frist, men en sådan restriktion ikke fandt anvendelse på undersøgelsen af ændringer. Koordineringsproceduren ville således miste gennemsigtighed, forudsigelighed og effektivitet. Følgelig gælder det, at selv om fristen på tre måneder ikke kunne anvendes direkte på ændringer i alle tilfælde, ville en længere frist ikke kunne anses for en »rimelig frist«.

41

Med sin intervention tilslutter Den Tjekkiske Republik sig de af Republikken Letland fremførte argumenter, hvorved det gøres gældende, at den af Retten i den appellerede dom foretagne fortolkning er korrekt.

42

Denne medlemsstat har anført, at det følger af bestemmelserne i artikel 9-11 i direktiv 2003/87, at der forud for handelsperioden ligger flere forberedende etaper, med hensyn til hvilke dette direktiv fastsætter en præcis tidsplan. Ifølge Den Tjekkiske Republik følger det af en gennemgang af den i nævnte direktiv indeholdte tidsplan, at EU-lovgiver med henblik på »godkendelse« af den af en medlemsstat fremsendte NAP har afgrænset et bindende tidsrum på seks måneder.

43

For så vidt som Kommissionen inden for disse seks måneder råder over en frist på tre måneder med henblik på en eventuel afvisning af den oprindeligt forelagte NAP, er det nemlig ifølge denne medlemsstat åbenbart, at der med henblik på godkendelsen af de af medlemsstaten foreslåede ændringer som følge af en sådan afvisning fra Kommissionen kun resterer tre øvrige måneder inden for dette tidsrum.

44

Dette er således ifølge Den Tjekkiske Republik grunden til, for så vidt som Kommissionen i sit appelskrift henviser til en »rimelig frist«, at det er utvivlsomt, at en sådan frist ikke kan overstige tre måneder, henset til førnævnte bindende tidsplan, og at den endda kan være kortere, eftersom medlemsstaten efter beslutningen om afvisning ligeledes har behov for en vis tid til at forberede de ændringer, der er nødvendige, idet den er bundet af princippet om loyalt samarbejde.

45

Det spørgsmål, der rejses med denne appel, vedrører fortolkningen af artikel 9, stk. 3, i direktiv 2003/87. Dette stykke indeholder tre regler. I henhold til artikel 9, stk. 3, første punktum, kan Kommissionen senest tre måneder efter en medlemsstats forelæggelse af en NAP afvise planen eller en del heraf, hvis den er uforenelig med kriterierne i bilag III eller med artikel 10. I henhold til denne bestemmelses andet punktum træffer medlemsstaten kun afgørelse i henhold til nævnte direktivs artikel 11, stk. 1 eller 2, hvis de foreslåede ændringer er godkendt af Kommissionen.

46

For det første skal det understreges, at der i henhold til proceduren i artikel 9 i direktiv 2003/87 er en formodning for, at en NAP, der forelægges for Kommissionen af en medlemsstat, er lovlig, for så vidt som NAP’en efter udløbet af den frist på tre måneder, der er fastsat i denne artikels stk. 3, anses for endelig i mangel af ændringer fra Kommissionens side, således at den pågældende medlemsstat kan vedtage den.

47

For det andet bemærkes, således som Retten med rette har understreget i den appellerede doms præmis 46, at Kommissionens beføjelse til at kontrollere og afvise NAP’ere i henhold til artikel 9, stk. 3, i direktiv 2003/87 stærkt begrænset, idet en sådan beføjelse har såvel materielle som tidsmæssige begrænsninger. Kontrollen er begrænset til Kommissionens undersøgelse af NAP’ens forenelighed med kriterierne i bilag III i direktiv 2003/87 og bestemmelserne i dette direktivs artikel 10, og den skal udøves senest tre måneder efter en medlemsstats forelæggelse af den pågældende NAP.

48

Omvendt må det konstateres, at artikel 9, stk. 3, i direktiv 2003/87 ikke fastsætter nogen begrænsning for så vidt angår de ændringer, der kan foretages af en NAP, bortset fra nødvendigheden af, at de godkendes. De ændringer, der foretages af en NAP, kan således hidrører fra et krav fra Kommissionen, ligesom de kan udspringe af medlemsstatens eget initiativ.

49

I denne sammenhæng har Kommissionen bestridt fortolkningen af artikel 9, stk. 3, i direktiv 2003/87, således som denne følger af den appellerede dom, og nærmere bestemt fortolkningen hvorefter, at når Kommissionen inden for en frist på tre måneder undlader at anfægte en NAP, som er blevet ændret efter anmodning fra Kommissionen, efter at Kommissionen afviste en første version heraf, anses den ændrede NAP for endelig og kan vedtages af den medlemsstat, som forelagde den.

50

Kommissionen har navnlig gjort gældende, at artikel 9, stk. 3, andet punktum, ikke blot finder anvendelse på en NAP, der er genstand for ændringer på medlemsstatens eget initiativ, efter at den er blevet godkendt af Kommissionen, men ligeledes på enhver efterfølgende forelæggelse af en NAP, der er blevet ændret efter beslutning om afvisning af en første version, således at dens vedtagelse først kan ske efter en positiv beslutning om forenelighed fra Kommissionen.

51

Denne fortolkning kan ikke tiltrædes.

52

For det første er Kommissionen nemlig bundet af en frist på tre måneder for at kunne afvise en forelagt NAP. Nødvendigheden af denne frist følger af den tidsplan i direktiv 2003/87, der er fastsat i direktivets artikel 9, stk. 1, og artikel 11, stk. 2. I henhold til denne tidsplan skal planerne forelægges for Kommissionen mindst 18 måneder før begyndelsen af den pågældende periode og gennemføres senest 12 måneder før begyndelsen af denne periode ved en tildeling af emissionsrettigheder. Når en ændret NAP forelægges efter Kommissionens afvisning af den oprindelige version, er overholdelsen af denne frist så meget desto mere berettiget, for så vidt som den resterende tid før gennemførelsen af planen er betydeligt kortere end i forbindelse med den første forelæggelse af NAP’en.

53

I denne forbindelse kan Kommissionen ikke gøre gældende, at den fortolkning af artikel 9, stk. 3, i direktiv 2003/87, der følger af den appellerede dom, under visse omstændigheder kunne have medført, at det blev muligt for en medlemsstat at forhale undersøgelsesproceduren vedrørende en NAP, eftersom det nødvendigvis er i medlemsstaternes interesse at få vedtaget NAP’erne inden for de frister, der er fastsat i de bestemmelser, der er nævnt i den foregående præmis i denne dom.

54

Desuden fremgår det af såvel artikel 9, stk. 3, i direktiv 2003/87 som af forarbejderne til dette direktiv, at den beføjelse, der er tildelt Kommissionen, ikke består i en erstatnings- eller harmoniseringsbeføjelse, der omfatter kompetence til at fastsætte den samlede mængde kvoter for drivhusgasemissioner, der skal tildeles, men udelukkende i en beføjelse til at føre kontrol med, at NAP’erne er forenelige med kriterierne i bilag III til direktiv 2003/87 (domme af 29.3.2012, sag C-504/09 P, Kommissionen mod Polen, præmis 80, og sag C-505/09 P, Kommissionen mod Estland, præmis 82). Kommissionen har således udelukkende kompetence til at efterprøve denne forenelighed og afvise NAP’en, hvis den er uforenelig med disse kriterier og bestemmelser.

55

I denne sammenhæng gælder, at når EU-lovgiver har været af den opfattelse, at en frist på tre måneder var tilstrækkelig til, at Kommissionen kunne udøve sin kontrolbeføjelse, og til at gøre det muligt for Kommissionen at afvise en forelagt NAP i tilfælde af, at denne er uforenelig med nævnte kriterier, må denne frist anses for at være så meget desto mere tilstrækkelig i forbindelse med kontrollen af den ændrede version af denne NAP, eftersom Kommissionen allerede har kunnet undersøge oplysningerne vedrørende den nationale industri, der er omfattet af NAP’en, en første gang.

56

En sådan fortolkning fratager ikke artikel 9, stk. 3, andet punktum, sin effektive virkning, i modsætning til det af Kommissionen hævdede. Denne bestemmelse kan nemlig finde anvendelse, når Kommissionen ikke har afvist en NAP, der er forelagt af en medlemsstat, som herefter kan gennemføre denne, og når den pågældende medlemsstat kan tage hensyn til eventuelle ændringer, efter Kommissionens godkendelse.

57

For det tredje bemærkes, at en afgørelse fra Kommissionen om afslag skal begrundes, jf. artikel 9, stk. 3, tredje punktum, i direktiv 2003/87. En sådan bestemmelse indebærer følgelig en aktiv adfærd fra Kommissionens side, som der, henset til målene om effektivitet og præstation, således som disse følger af femte betragtning til direktiv 2003/87, skal sættes tidsmæssige rammer for, uanset hvilken etape i undersøgelsesproceduren vedrørende en NAP’s forenelighed der er tale om.

58

Retten har herefter ikke begået en retlig fejl ved at fastslå, at Kommissionens adgang til at afvise den ændrede version af en NAP efter en første beslutning om afvisning af NAP’en i dens første version skal underlægges fristen på tre måneder i artikel 9, stk. 3, første punktum, i direktiv 2003/87.

59

Følgelig skal Kommissionens eneste anbringende forkastes. Appellen må følgelig ligeledes forkastes.

60

I henhold til Domstolens procesreglements artikel 184, stk. 2, træffer Domstolen afgørelse om sagens omkostninger, såfremt appellen ikke tages til følge.

61

I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af procesreglementets artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Republikken Letland ikke har nedlagt påstand om, at Kommissionen pålægges at betale sagens omkostninger, bør Kommissionen og Republikken Letland bære deres egne omkostninger.

62

I henhold til procesreglementets artikel 140, stk. 1, bærer de medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Følgelig bør Den Tjekkiske Republik, som er indtrådt i denne sag, bære sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling):