1.

Domstolen anmodes i denne sag om at tage stilling til fortolkningen af Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 af 28. maj 2001 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område ( 2 ). Den forelæggende ret er navnlig i tvivl om fortolkningen af denne forordnings artikel 1, stk. 1, som fastlægger dens materielle anvendelsesområde og opstiller to former for retligt samarbejde, som en ret i en medlemsstat ( 3 ) kan benytte sig af, når den ønsker at optage bevis i en anden medlemsstat.

2.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse er forelagt af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene) i forbindelse med et søgsmål vedrørende realiteten, der er anlagt ved en nederlandsk ret mod en række personer med bopæl i Belgien, som sagsøgerne har begæret foreløbig vidneafhøring af. Selv om de pågældende har udtrykt ønske om at blive afhørt på fransk i det land, hvor de bor, i henhold til en begæring, som den ret, hvor sagen var anlagt, sendte til de belgiske retsmyndigheder i overensstemmelse med forordning nr. 1206/2001, afviste retten denne begæring og fastslog, at afhøringen skulle finde sted i Nederlandene, samt indkaldte vidnerne til at give møde ved dens sæde i henhold til den nationale procesret.

3.

Domstolen anmodes i den forbindelse om at afgøre, om en ret i en medlemsstat, der ønsker at afhøre et vidne, som i dette tilfælde er part i sagen, og som bor i en anden medlemsstat, har pligt til at anvende de undersøgelsesmetoder, der er indført ved forordning nr. 1206/2001, eller om den fortsat kan anvende de metoder, der er hjemlet i procesreglerne i den stat, hvor retten har sit sæde, eventuelt ved brug af tvangsmidler, når vidnet ikke er samarbejdsvilligt. Det skal således afgøres for første gang, om forordning nr. 1206/2001 regulerer optagelse af beviser mellem medlemsstaterne eksklusivt og udtømmende, eller om det er muligt at indhente sådanne beviser på andre måder.

4.

Præamblen til forordning nr. 1206/2001 indeholder følgende angivelser:

»[…]

[…]

[…]

[…]«

5.

Artikel 1, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1206/2001, der har overskriften »Anvendelsesområde«, bestemmer:

»1.   Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, når en ret i en medlemsstat i overensstemmelse med denne stats lovgivning anmoder:

2.   Der må ikke anmodes om optagelse af bevis, der ikke er bestemt til brug i en påbegyndt eller påtænkt retssag.«

6.

Forordningens afdeling 3, artikel 10-16, indeholder nærmere bestemmelser om bevisoptagelse ved den anmodede ret (den »indirekte« samarbejdsmetode).

7.

Det præciseres i artikel 10, stk. 2, i forordning nr. 1206/2001, at »[d]en anmodede ret udfører anmodningen efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor den er beliggende«.

8.

Forordningens artikel 11, stk. 1, bestemmer følgende om tilstedeværelse og deltagelse af sagens parter ved indirekte bevisoptagelse:

»Hvis det er hjemlet i lovgivningen i den medlemsstat, hvor den anmodende ret er beliggende, har sagens parter og deres eventuelle rettergangsfuldmægtige ret til at være til stede, når den anmodede ret optager bevis.«

9.

Der kan ifølge forordningens artikel 13 tages tvangsmidler i brug i forbindelse med den indirekte metode til bevisoptagelse:

»Hvis det er nødvendigt, anvender den anmodede ret under udførelsen af anmodningen passende tvangsmidler i de tilfælde og i den udstrækning, lovgivningen i den medlemsstat, hvor denne ret er beliggende, hjemler sådanne tvangsmidler i forbindelse med udførelsen af en tilsvarende anmodning fra en national myndighed eller fra en part i sagen.«

10.

Forordningens artikel 17, der vedrører direkte bevisoptagelse ved den anmodende ret (den »direkte« samarbejdsmetode), foreskriver:

»1.   Hvis en ret ønsker at optage bevis direkte i en anden medlemsstat, sender den en anmodning herom til den pågældende medlemsstats centrale organ eller kompetente myndighed […]

2.   Bevis må kun optages direkte, hvis det kan foregå på frivillig basis uden brug af tvangsmidler.

Hvis den direkte bevisoptagelse indebærer afhøring af en person, underretter den anmodende ret den pågældende om, at afhøringen skal foregå på frivillig basis.

3.   Beviset optages af et retsmedlem eller af enhver anden person, som f.eks. en sagkyndig, der udpeges efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor den anmodende ret er beliggende.

[…]«

11.

Vidneafhøring og foreløbig vidneafhøring er i Nederlandene underlagt bestemmelserne i Wetboek van Burgerlijke Rechtsvordering (den civile retsplejelov, herefter »WBR«) ( 5 ).

12.

WBR’s artikel 164 har følgende ordlyd:

»1.   Parterne kan også optræde som vidner.

[…]

3.   Hvis en part, der har pligt til at afgive forklaring som vidne, udebliver fra retsmødet, ikke svarer på de spørgsmål, der stilles, eller nægter at underskrive sin forklaring, kan retten drage de konklusioner heraf, som den finder nødvendige.«

13.

WBR’s artikel 165, stk. 1, bestemmer, at »[e]nhver, der er indkaldt til at møde som vidne i overensstemmelse med lovens bestemmelser, har pligt til at afgive vidneforklaring«.

14.

WBR’s artikel 176, stk. 1, foreskriver:

»For så vidt andet ikke er bestemt ved traktat eller EU-forordning, kan retten, såfremt et vidne bor i udlandet, udpege en myndighed i det land, hvor vidnet har bopæl, og bede denne foretage afhøring, så vidt muligt under ed, eller overdrage afhøringen til det nederlandske konsulære embede, under hvilket vidnets bopæl hører.«

15.

WBR’s artikel 186 lyder således:

»1.   Såfremt loven giver adgang til at føre vidnebevis, kan der efter begæring af den berørte part foranstaltes foreløbig vidneafhøring forud for et sagsanlæg.

2.   Retten kan efter begæring af en part foranstalte foreløbig vidneafhøring, når der allerede er anlagt sag.«

16.

Det fremgår af WBR’s artikel 189, at »[b]estemmelserne om vidneafhøring [også gælder] for foreløbig vidneafhøring«.

17.

Den 3. august 2009 anlagde en række indehavere af værdipapirer ( 6 ) (herefter »Kortekaas m.fl.«) i selskabet Fortis NV ( 7 ) sag ved Rechtbank Utrecht (Nederlandene) mod tre bestyrelsesmedlemmer i dette selskab, der er bosat i Belgien ( 8 ) (herefter »Lippens m.fl.«), og mod selve selskabet med påstand om betaling af skadeserstatning til dem som følge af retsstridige handlinger.

18.

I forbindelse med denne sag vedrørende realiteten indgav Kortekaas m.fl. den 6. august 2009 en begæring til Rechtbank Utrecht om en foreløbig vidneafhøring af Lippens m.fl. vedrørende disses udtalelser. Rechtbank imødekom denne begæring ved afgørelse af 25. november 2009 og præciserede, at afhøringen skulle foretages af en særligt udpeget undersøgelsesdommer.

19.

Den 9. december 2009 indgav Lippens m.fl. en begæring om, at Rechtbank Utrecht fremsatte en retsanmodning, således at de kunne afhøres af en fransksproget ret i Belgien, hvor de har bopæl. Denne begæring blev afslået ved en kendelse af 3. februar 2010.

20.

Lippens m.fl. kærede denne kendelse til Gerechtshof te Amsterdam, som stadfæstede kendelsen ved en afgørelse af 18. maj 2010, der var baseret på WBR’s artikel 176, stk. 1, hvorefter nederlandske domstole, som skal afhøre vidner, der bor i udlandet og ikke ønsker at give frivilligt møde, har mulighed for, men ikke pligt til at fremsætte en retsanmodning. Gerechtshof te Amsterdam bemærkede, at vidnerne i princippet skal afhøres af den ret, der behandler sagens realitet, og at der i det foreliggende tilfælde ikke foreligger særlige forhold, som begrunder, at denne regel fraviges af hensyn til Lippens m.fl., idet der bl.a. tages hensyn til modstanden fra Kortekaas m.fl. Gerechtshof tilføjede, at der ikke var nogen sproglig begrundelse for at lade afhøringen foregå i Belgien, eftersom Lippens m.fl. havde mulighed for at få bistand af en fransksproget tolk under afhøringen i Nederlandene.

21.

Lippens m.fl. har iværksat kassationsanke til prøvelse af Gerechtshof te Amsterdams afgørelse ved Hoge Raad der Nederlanden.

22.

Den forelæggende ret mener ikke, at forordning nr. 1206/2001 er til hinder for, at en ret, der har sæde i en medlemsstat, i overensstemmelse med procesreglerne i denne medlemsstat indkalder et vidne, der bor i en anden medlemsstat, til at give møde ved dens sæde og drager de konsekvenser, der følger af disse regler, såfremt vidnet udebliver. Ifølge denne ret kan det hverken udledes af den dispositive del af forordning nr. 1206/2001 eller af anden og femte betragtning hertil ( 9 ), at de metoder til bevisoptagelse, der er indført ved denne forordning, udelukker, at der anvendes andre retlige instrumenter. Den har bemærket, at forordningen kun har til formål at lette bevisoptagelsen og ikke pålægger medlemsstaterne at ændre de metoder til bevisoptagelse, der er fastsat i deres nationale procesret.

23.

Den forelæggende ret har endvidere henvist til Haagerkonventionen af 18. marts 1970 om bevisoptagelse i udlandet i sager om civile eller kommercielle spørgsmål, som blev afløst af forordning nr. 1206/2001 for så vidt angår de 11 medlemsstater, der var parter i denne konvention ( 10 ). Den har pointeret, at det kan diskuteres, om denne konvention har eksklusiv og bindende virkning eller åbner mulighed for at anvende andre instrumenter, sådan som De Forenede Staters Supreme Court har udtalt ( 11 ). Den forelæggende ret har til gengæld bemærket, at det muligvis kan sluttes af en af Domstolens domme, at forordning nr. 1206/2001 som anført i denne dom kan have »eksklusiv virkning« ( 12 ).

24.

Hoge Raad der Nederlanden har på denne baggrund besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal [forordning nr. 1206/2001], og nærmere bestemt artikel 1, stk. 1, fortolkes således, at en ret, der ønsker at afhøre et vidne, der er bosat i en anden medlemsstat, ved denne form for bevisoptagelse altid skal anvende de metoder, der er indført ved [denne forordning], eller er retten beføjet til at anvende de metoder, der er hjemlet i dens egen nationale procesret, såsom indkaldelse af vidnet til at give møde ved dens sæde?«

25.

Hoge Raad der Nederlandens anmodning om præjudiciel afgørelse blev registreret på Domstolens Justitskontor den 7. april 2011.

26.

Lippens m.fl., den nederlandske, den tjekkiske, den tyske, den østrigske, den polske, den finske og Det Forenede Kongeriges regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen.

27.

Domstolen har i et bilag til indkaldelsen til retsmødet, der var rettet til sagens parter og andre berørte parter, stillet følgende spørgsmål til besvarelse på retsmødet:

28.

Lippens m.fl., den nederlandske, den tjekkiske og den tyske regering, den irske og den finske regering samt Kommissionen afgav mundtlige indlæg under retsmødet den 7. marts 2012.

29.

Enhver ret i en medlemsstat har kun mulighed for at udøve sine beføjelser og anvende sin magt, dvs. sin fuldbyrdelseskompetence, i det geografiske område, hvor den har jurisdiktion. En undtagelse herfra er bevisoptagelse, som retten kan iværksætte på hele det nationale område. Som følge af det folkeretlige territorialprincip, der er knyttet til princippet om staternes suverænitet, må retten dog normalt ikke optage bevis i en anden medlemsstat.

30.

Det understreges imidlertid i præamblen til forordning nr. 1206/2001, at »[f]or at der kan træffes afgørelse i en civil- eller handelsretlig sag, der er anlagt ved en ret i en medlemsstat, er det ofte nødvendigt at optage bevis i en anden medlemsstat […] Der er derfor behov for at videreføre indsatsen for at forbedre samarbejdet mellem medlemsstaternes retter på området bevisoptagelse« ( 13 ). Forordningen tilgodeser således det stigende behov inden for EU for at kunne indsamle beviser i en anden medlemsstat end den, hvor retssagen er anlagt eller forventes anlagt ( 14 ), når tvisten indeholder et udenlandsk element.

31.

Da begrebet bevisoptagelse som omhandlet i forordning nr. 1206/2001 ikke er defineret i denne forordning, har Domstolen tidligere været nødt til at afgrænse dette begreb som led i en fortolkning ( 15 ). Det er efter min opfattelse klart, at en vidneafhøring som den, der er tale om i hovedsagen, er omfattet af dette begreb ( 16 ).

32.

Det vigtigste formål med forordning nr. 1206/2001 er at fastslå, hvordan en ret i en medlemsstat enkelt og hurtigt ( 17 ) kan optage beviser, der findes i en anden medlemsstat, med hjælp fra myndighederne i denne stat. Den kan i den forbindelse benytte to former for retligt samarbejde, der beskrives kort i denne forordnings artikel 1, stk. 1:

33.

Den forelæggende ret har nærmere bestemt bedt Domstolen om for første gang at afgøre, om en ret, der ønsker at optage bevis i et andet land, f.eks. for at afhøre et vidne, der befinder sig i en anden medlemsstat, har pligt til at vælge en af de to ovenfor nævnte metoder til bevisoptagelse, der er indført ved forordning nr. 1206/2001, dvs. indirekte bevisoptagelse ved den anmodede ret eller direkte bevisoptagelse ved den anmodende ret, hvilket kun Lippens m.fl. har gjort gældende for Domstolen, eller om denne ret kan anvende de metoder, der er hjemlet i procesretten i den medlemsstat, hvor den har sit sæde. For at kunne besvare dette præjudicielle spørgsmål er det nødvendigt at afgrænse det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 1206/2001.

34.

En række andre problemstillinger fremgår indirekte af forelæggelsesafgørelsens begrundelse og af Domstolens spørgsmål til mundtlig besvarelse. De vedrører visse praktiske konsekvenser af den fortolkning, der anlægges i den forestående dom, nemlig om den ret, der anmoder om vidneafhøring, har mulighed for at iværksætte tvangsmidler eller modforanstaltninger ( 21 ), hvis det vidne, der bor i en anden medlemsstat, nægter at afgive forklaring, og om det har en betydning, at det vidne, der skal afhøres, er part i sagen.

35.

Domstolens praksis giver ikke noget klart svar på den forelæggende rets præjudicielle spørgsmål.

36.

St. Paul Dairy-dommen, som er nævnt i forelæggelsesafgørelsen, og som vedrørte fortolkningen af bestemmelserne om retternes kompetence i Bruxelleskonventionen fra 1968 og kun henviste til forordning nr. 1206/2001 som et obiter dictum ( 22 ), indeholdt kun en række antydninger og behandlede ikke den problemstilling, som Domstolen står over for i den foreliggende sag. Det samme gælder for Aguirre Zarraga-dommen, der også vedrørte retternes kompetence, og hvoraf det synes at fremgå, at den nationale ret selv kan vælge, om den vil anvende bestemmelserne i forordning nr. 1206/2001 ( 23 ). I betragtning af at disse to domme ikke drejede sig om fortolkningen af den nævnte forordning, men om retsakter, der havde et helt andet formål og anvendelsesområde end den ( 24 ), selv om de også sigter mod at skabe et europæisk retsområde, skal Domstolen her udtale sig mere konkret om, hvornår en ret er tvunget til at anvende denne forordning.

37.

Hvad angår den eneste dom, som Domstolen, så vidt jeg ved, har afsagt ( 25 ) om fortolkningen af selve forordning nr. 1206/2001, mener jeg ikke, at den er relevant for afgørelsen i den foreliggende sag ( 26 ).

38.

Jeg vil starte med at sige, at jeg ligesom de fleste intervenienter mener, at en ret i en medlemsstat, der ønsker at optage bevis i en anden medlemsstat, kun har pligt til at anvende de mekanismer, der er fastsat i forordning nr. 1206/2001, i visse tilfælde og ikke systematisk, hvilket skyldes de forhold, jeg vil redegøre for i det følgende.

39.

Ordlyden af artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1206/2001, som den forelæggende ret især har anmodet om en fortolkning af, gør det i et vist omfang muligt at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt de to metoder til grænseoverskridende bevisoptagelse, der er fastsat heri, finder generel anvendelse, dvs. i alle situationer, hvor der er et udenlandsk element – i det foreliggende tilfælde vidnets bopæl – som gør, at bevismidlet i en civil- eller handelsretlig sag har forbindelse til en anden medlemsstat.

40.

Med den indledende vending »når en ret i en medlemsstat […] anmoder« ( 27 ) begrænser denne artikel efter min opfattelse det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 1206/2001 til to specifikke tilfælde, der er nævnt efterfølgende. Forordningen finder således kun anvendelse, når en ret finder det nødvendigt at samarbejde med en ret »i en anden medlemsstat« for at optage bevis, og når denne ret selv har til hensigt at optage bevis »i en anden medlemsstat«. Forordningen omhandler til gengæld ikke en situation, hvor retten mener at kunne fremskaffe et bevis, selv om det findes i en anden medlemsstat, uden at være nødt til at anvende en af de nævnte former for bevisoptagelse, dvs. uden at skulle anmode om hjælp fra de retslige myndigheder i denne medlemsstat og uden at skulle bevæge sig dertil.

41.

Det fremgår endvidere af 7. og 15. betragtning til forordning nr. 1206/2001, at det bør være muligt for en ret i en medlemsstat at optage bevis »i en anden medlemsstat« og ikke på det nationale område, hvilket den nederlandske ret ønskede at gøre i hovedsagen, da den indkaldte vidnet til at give møde ved dens sæde.

42.

Hvis der ikke kun ses på forordningens ordlyd, men også på dens formål, skal det i øvrigt tilføjes, at forordningen ifølge sin anden betragtning sigter mod »at forbedre, herunder navnlig at forenkle og fremskynde, samarbejdet mellem retterne om bevisoptagelse«, og at dette formål også er nævnt til sidst i syvende betragtning. Titlen på forordning nr. 1206/2001 antyder også, at den kun har til formål at indføre mekanismer til at lette »samarbejde mellem medlemsstaternes retter« og ikke at sætte en stopper for de metoder til bevisoptagelse, der findes i medlemsstaterne, ved at fastsætte ensartede bestemmelser. Når et sådant samarbejde ikke er tvingende nødvendigt, og retten ikke har anmodet herom, er der efter min opfattelse ingen grund til at benytte de forenklede metoder til retligt samarbejde ( 28 ), der er indeholdt i denne forordning, selv om vidnerne som i hovedsagen, hvor de også er parter i sagen, har anmodet om, at disse metoder anvendes.

43.

Forordning nr. 1206/2001 har således ikke til formål at gribe ind i den kompetente rets arbejde ved at begrænse dens beføjelse til at varetage sagens behandling inden for rammerne af de folkeretlige, EU-retlige eller nationale bestemmelser, som den er underlagt, men styrker denne beføjelse og regulerer den med henblik på at beskytte parternes rettigheder og respektere de øvrige medlemsstaters enekompetence. Hensigten med dette instrument er efter min opfattelse at lette medlemsstaternes retters grænseoverskridende aktiviteter og ikke at hindre disse aktiviteter ved at begrænse de midler, som de kan gøre brug af for at optage bevis.

44.

Det ville være i strid med forordningens ånd, hvis den var ufravigelig, og det blev vanskeligere for medlemsstaternes retter at optage bevis, fordi de ikke måtte anvende alternative metoder til bevisoptagelse, når de foretrak dem frem for de midler til grænseoverskridende retligt samarbejde, der er indeholdt i forordning nr. 1206/2001 ( 29 ).

45.

Det skal herved påpeges, at det i denne forordnings artikel 21, stk. 2, sammenholdt med 17. betragtning hertil, præciseres, at den ikke er til hinder for, at to eller flere medlemsstater opretholder eller indgår aftaler eller arrangementer indbyrdes med henblik på »yderligere« ( 30 ) at lette samarbejdet om bevisoptagelse, forudsat at disse aftaler eller arrangementer er forenelige med forordningen. Dette forbehold viser, at forfatterne til forordning nr. 1206/2001 af effektivitetshensyn ikke var modstandere af tanken om stadig at tillade andre instrumenter på området, hvis disse instrumenter hvad angår garantier og konkrete virkninger anses for mere hensigtsmæssige set i forhold til tvistens genstand.

46.

I praksis kan de undersøgelsesmetoder, der er fastsat i den nationale lovgivning, være mindst lige så effektive som dem, der er fastsat i forordning nr. 1206/2001. Det fremgår således af Kommissionens rapport af 5. december 2007, hvori den gjorde status over anvendelsen af forordning nr. 1206/2001 ( 31 ), at den empiriske undersøgelse ( 32 ) har vist, at anmodningerne om bevisoptagelse i henhold til forordningen i et betydeligt antal sager ikke er blevet udført inden for den frist, der er foreskrevet i artikel 10, stk. 1 – 90 dage efter modtagelsen – og at der i nogle tilfælde er gået over seks måneder. Det er under disse omstændigheder forståeligt, at medlemsstaternes retter i visse tilfælde vælger en metode, hvor de springer mellemleddet over, f.eks. ved at indkalde et vidne direkte til at afgive forklaring for denne ret, for at sikre, at den verserende retssag afvikles hurtigt og effektivt.

47.

Jeg vil gerne præcisere, at forordningens effektive virkning ikke bringes i fare af en sådan fortolkning af dens bestemmelser, eftersom det ikke er hensigten, at den skal omhandle alle situationer, hvor et bevis befinder sig i en anden medlemsstat, men kun den situation, hvor den ret, der ønsker at fremskaffe dette bevis, konstaterer, at den har brug for hjælp fra myndighederne i en anden medlemsstat. Den skal i det sidstnævnte tilfælde vælge mellem indirekte bevisoptagelse, hvor ulempen er, at den må overdrage bevisoptagelsen til den anmodede ret med det resultat, at det ikke er den ret, hvor sagen er anlagt, der selv afhører vidnet ( 33 ), eller direkte bevisoptagelse, hvilket kræver en tilladelse fra den medlemsstat, hvor det pågældende bevis befinder sig ( 34 ), og betyder, at retten mister muligheden for at anvende tvangsmidler ( 35 ). Såfremt forordning nr. 1206/2001 fandt eksklusiv anvendelse, kunne det muligvis betyde, at afhøringen af vidner, som befinder sig uden for landets grænser, i visse tilfælde ville være af ringere kvalitet, end hvis forordningen ikke fandtes. Det kan ikke anses for tilfredsstillende, når formålet med forordningen er at lette bevisoptagelsen.

48.

I betragtning af disse forhold mener jeg ikke, at det var EU-lovgivers hensigt, at de metoder til retligt samarbejde, der er fastsat i forordning nr. 1206/2001, skal anvendes systematisk, når en ret i en medlemsstat ønsker at foretage en bevisoptagelse, der har forbindelse til en anden medlemsstat. Det er efter min opfattelse kun obligatorisk, når bevisoptagelsen skal foregå uden for den medlemsstat, hvor den pågældende ret er beliggende, hvilket ikke er tilfældet i hovedsagen. Det er i praksis hensigtsmæssigt, at denne ret af hensyn til god retspleje kan vurdere i den konkrete sag, om det er den metode, der gælder efter national ret, eller den, der gælder efter EU-retten, der er mest effektiv til at skaffe de beviser, som den behøver for at påkende sagen.

49.

Jeg har nu forklaret, hvorfor jeg er enig med de intervenerende medlemsstater og Kommissionen i, at en ret i en medlemsstat, som ønsker at afhøre et vidne, der er bosat i en anden medlemsstat, kun har pligt til at anvende samarbejdsmetoderne i forordning nr. 1206/2001, hvis retten ønsker, at vidnet afhøres i den sidstnævnte medlemsstat ved hjælp af en af de nævnte metoder, og ikke hvis den foretrækker, at vidnet tager til den medlemsstat, hvor retten har sæde, for at blive afhørt dér. I det følgende vil jeg se på de konkrete konsekvenser af den fortolkning, som jeg mener Domstolen bør anlægge, i to særlige tilfælde, der er nævnt i anmodningen om præjudiciel afgørelse.

50.

I det præjudicielle spørgsmål har den forelæggende ret ikke udtrykkeligt anmodet Domstolen om at oplyse, om en ret i en medlemsstat kan iværksætte tvangsmidler ( 36 ) eller modforanstaltninger ( 37 ) over for et vidne, der opholder sig i en anden medlemsstat og ikke er villig til at give møde for retten.

51.

Denne problematik fremgår imidlertid af forelæggelsesafgørelsens begrundelse, idet Hoge Raad der Nederlanden har præciseret, at den er af den opfattelse, at »[forordning nr. 1206/2001] er ikke til hinder for […] de nederlandske domstoles beføjelse til at indkalde et i en anden medlemsstat bosat vidne til at give møde for dem, og forordningen er lige så lidt til hinder for, at en ret anvender de i national ret hjemlede retsfølger ved vidnets udeblivelse« ( 38 ).

52.

Jeg vil indledningsvis bemærke, at denne problemstilling ikke afspejler den situation, der uden tvivl er den mest almindelige, nemlig den, hvor et vidne, der bor i en anden medlemsstat, selv går med til at møde op for at afgive forklaring for den ret, der har indkaldt vidnet. Da vidnet deltager frivilligt i bevisoptagelsen, er der i dette tilfælde ingen grund til at anvende de mekanismer for retligt samarbejde, der er indført ved forordning nr. 1206/2001.

53.

Hvis et vidne uden lovligt forfald ( 39 ) imidlertid nægter at lade sig afhøre af den kompetente ret, og denne ret fastholder sit ønske om at afhøre vidnet, kan der ske to ting.

54.

Hvis den kompetente ret, som det er tilfældet med den nederlandske ret i hovedsagen, for det første ønsker at afhøre et vidne, der har bopæl i en anden medlemsstat, i den medlemsstat, hvor retten har sit sæde, vil den for det første kun kunne anvende tvangsmidler mod den pågældende inden for de grænser, der følger af de folkeretlige regler ( 40 ). Jeg mener ud fra de drøftelser, der fandt sted under retsmødet, at alle de intervenerende medlemsstater er enige i, at det ikke er muligt at anvende sådanne midler mod et vidne, der befinder sig uden for det nationale område, medmindre der foreligger særlige omstændigheder ( 41 ), eller det er tilladt i henhold til en bilateral eller multilateral konvention, som de to medlemsstater er bundet af.

55.

EU-retten indeholder på nuværende tidspunkt ingen bestemmelser om dette spørgsmål. De almindelige EU-retlige principper såsom proportionalitetsprincippet begrænser imidlertid medlemsstaternes handlefrihed på området.

56.

Hvis afhøringen af et sådant vidne skal ske i den medlemsstat, hvor vidnet er bosat, fordi vidnet nægter at give møde for en ret i en anden medlemsstat, og retten ikke afstår fra at afhøre vidnet, har den nævnte ret for det andet, som jeg tidligere har nævnt, pligt til at anvende en af de metoder til bevisoptagelse (direkte eller indirekte), der er indført ved forordning nr. 1206/2001.

57.

Ønsker retten selv at optage bevis i udlandet efter den såkaldt »direkte« metode, kan den kun gøre det »på frivillig basis« og »uden brug af tvangsmidler«, som det hedder i denne forordnings artikel 17, stk. 2. Vidnet kan således ikke tvinges til at lade sig afhøre direkte, medmindre de pågældende medlemsstater har indgået aftaler om samarbejde.

58.

Hvis bevisoptagelsen derimod er overdraget til en ret i den medlemsstat, hvor vidnet opholder sig, er det ifølge forordningens artikel 13 tilladt, at »den anmodede ret under udførelsen af anmodningen [anvender] passende tvangsmidler i de tilfælde og i den udstrækning, lovgivningen i den medlemsstat, hvor denne ret er beliggende, hjemler sådanne tvangsmidler i forbindelse med udførelsen af en tilsvarende anmodning fra en national myndighed eller fra en part i sagen«. Efter min opfattelse ligger beslutningen om at iværksætte et tvangsmiddel, der er tilladt efter national ret, over for et modvilligt vidne, dog ikke hos den ret, der skal træffe afgørelse om sagens realitet, men hos den anmodede ret, der skal afgøre, om dette er »nødvendigt« som nævnt først i artikel 13 ( 42 ). Da det desuden ikke udløser en sanktion, at dette tvangsmiddel ikke iværksættes, vil det formentlig ikke få nogen konkret virkning, hvilket er en af svaghederne i den ordning, der er indført ved forordning nr. 1206/2001.

59.

Et ganske særligt tilfælde af vidneafhøring kan opstå, når den pågældende, som det er tilfældet i hovedsagen, også er part i den materielle sag.

60.

Domstolen har med de spørgsmål, som den har stillet intervenienterne, ønsket at undersøge, om det har betydning for besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål, at vidnet er part i sagen eller tredjepart i denne sag.

61.

De medlemsstater, der har afgivet mundtlige indlæg, er i den forbindelse blevet spurgt, om det påvirker de nationale procesregler, der gælder på deres respektive områder, at der foretages en sådan sondring i svaret på det præjudicielle spørgsmål.

62.

Det er efter min opfattelse ikke nødvendigt at tage stilling til dette for at besvare det præjudicielle spørgsmål, eftersom den forelæggende ret end ikke indirekte har anmodet herom. Da parterne i hovedsagen og de intervenerende medlemsstater blev opfordret til at drøfte dette spørgsmål under retsmødet, vil jeg dog fremsætte nogle bemærkninger herom.

63.

Det skal påpeges, at det ikke bestemmes i forordning nr. 1206/2001, at personer, der afhøres som vidner, skal behandles forskelligt alt efter, om de er parter i den materielle sag eller ej. Det fremgår kun af denne forordnings artikel 11, at sagens parter i forbindelse med den indirekte metode til bevisoptagelse har ret til at være til stede og deltage, enten personligt eller ved en rettergangsfuldmægtig, når den anmodede ret optager bevis, bl.a. ved afhøring af vidner. Der sondres ikke mellem, om dette vidne er en tredjepart eller en modpart i denne tekst.

64.

Efter min opfattelse skal forordning nr. 1206/2001 ikke anvendes, hvis det vidne, der skal afhøres, er part i sagen og indvilger i at give møde for retten i en anden medlemsstat til dette formål. Afhøringen kan finde sted, hvis det er foreneligt med domslandets lovgivning (lex fori). Hvis et sådant vidne nægter at give møde i den medlemsstat, hvor retten har sit sæde, eller udebliver, er det også den nationale lovgivning, der afgør, hvilke konkrete konsekvenser den pågældende ret kan drage af en sådan adfærd, når det ifølge denne lovgivning er tilladt at afhøre en part i sagen som vidne.

65.

I folkeretlig henseende har et vidne, der også er part i sagen, en anden retsstilling end andre vidner, fordi den pågældende rets internationale kompetence udvider dens retlige beføjelser og dermed også dens beføjelser til at iværksætte tvangsmidler såsom bøder ( 43 ) over for parterne i sagen, uanset om de bor i udlandet, hvilket ikke gælder for andre vidner.

66.

Hvis den nævnte ret ønsker at afhøre en part i sagen som vidne i den medlemsstat, hvor denne person er bosat, enten ved selv at afhøre vidnet eller ved at lade en ret i denne anden medlemsstat afhøre den pågældende, er det til gengæld nødvendigt at benytte en af de to samarbejdsmekanismer, der er fastsat i forordning nr. 1206/2001, for at udføre en sådan grænseoverskridende bevisoptagelse, eventuelt ved hjælp af de tvangsmidler, der er tilladt i henhold til denne forordnings artikel 13, på samme måde, som hvis vidnet var tredjepart i sagen.

67.

På grundlag af det anførte foreslår jeg, at Domstolen besvarer det præjudicielle spørgsmål, som Hoge Raad der Nederlanden har forelagt, således:

»Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 af 28. maj 2001 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område, særligt artikel 1, stk. 1, skal fortolkes således, at en ret i en medlemsstat, som ønsker at afhøre et vidne, der er bosat i en anden medlemsstat, om en tvist, der er omfattet af dette område, kun har pligt til at anvende de forenklede metoder for retligt samarbejde, der er indeholdt i denne forordning, hvis den beslutter at foretage en sådan bevisoptagelse enten ved at anmode den kompetente ret i den anden medlemsstat om hjælp eller ved at anmode denne om tilladelse til at optage bevis direkte i denne medlemsstat. Når en ret, som det er tilfældet i hovedsagen, ønsker at afhøre et vidne, der er bosat i en anden medlemsstat, i den medlemsstat, hvor retten har sit sæde, har den til gengæld mulighed for at anvende de metoder, der er hjemlet i dens nationale procesret, såsom indkaldelse af vidnet til at give møde ved dens sæde, hvis retten finder, at disse metoder er tilstrækkeligt effektive i det foreliggende tilfælde.«