Sag anlagt den 8. marts 2010 — Tyskland mod Kommissionen

(Sag T-116/10)

2010/C 134/70

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Forbundsrepublikken Tyskland (ved J. Möller og Rechtsanwalt U. Karpenstein, sombefuldmægtigede)

Sagsøgt: Europa- Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kommissionen har ved den anfægtede beslutning nedsat støtten i Forbundsrepublikken Tyskland fra EFRU til mål 2-programmet for Nordrhein-Westfalen (1997-1999).

Til støtte for søgsmålet gør sagsøgeren fire anbringender gældende.

Sagsøgeren gør for det første gældende, at Kommissionen har foretaget en urigtig bedømmelse af sagens faktiske omstændigheder. Ifølge sagsøgeren har Kommissionen ladet forkerte beløb indgå i beregningen af den fejlrate, som Kommissionen har lagt til grund.

Inden for rammerne af det andet anbringende gør sagsøgeren gældende, at betingelserne for en finansiel korrektion i artikel 24, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 4253/88 (1) ikke er opfyldt. Efter sagsøgerens opfattelse berettiger denne forskrift ikke Kommissionen til at foretage finansielle korrektioner for administrative fejl eller påståede utilstrækkelige administrations- eller kontrolsystemer. Endvidere gøres det gældende, at der er andre grunde til, at den af Kommissionen foretagne finansielle korrektion ikke bør tages i betragtning. For det første kan de »uregelmæssigheder«, som Kommissionen her påtaler, kun begrunde finansielle korrektioner, når de har eller har haft en negativ indflydelse på Unionens budget. Dette er ifølge sagsøgeren ikke tilfældet for den af Kommissionen påtalte praksis. For det andet anfører sagsøgeren, at der i en række af de påtalte projekter i sagen heller ikke foreligger nogen tilsidesættelse af fællesskabsretten.

Som det tredje anbringende gøres det gældende, at Kommissionen ikke var berettiget til at fastsætte og foretage ekstrapolerede finansielle standardkorrektioner i henhold til forordning nr. 4253/88. Sagsøgeren anfører i den forbindelse, at den klare ordlyd af artikel 24 omhandler konkrete tilfælde og opgjorte beløb.

Inden for rammerne af det sidste anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at selv om det måtte anses for berettiget at foretage ekstrapolerede finansielle standardkorrektioner, er de ulovlige i det foreliggende tilfælde. Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at Kommissionen ikke har godtgjort, at den praksis, som den anfægter, udgør »en væsentlige del af systemet«, og at de finansielle standardkorrektioner var i strid med proportionalitetsprincippet.

(1)  Rådets forordning (EØF) nr. 4253/88 af 19.12.1988 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 2052/88 for så vidt angår samordningen af de forskellige strukturfondes interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT L 374, s. 1).