Appel iværksat den 8. marts 2010 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt den 15. december 2009 af Retten (Tredje Afdeling) i sag T-156/04, Électricité de France (EDF) mod Kommissionen

(Sag C-124/10 P)

(2010/C 161/23)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved E. Gippini Fournier, B. Stromsky og D. Grespan, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Électricité de France (EDF), Den Franske Republik, og Iberdrola SA

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Europa-Kommissionen har gjort to anbringender gældende til støtte for sin appel.

I sit første anbringende har Kommissionen gjort gældende, at Retten har foretaget en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for sagen. I modsætning til det, der fremgår af den anfægtede dom, har Den Franske Republik ikke omklassificeret et skattekrav til appellerede, men har alene tildelt EDF en støtte i form af fritagelse fra selskabsskat. Kapitaltilførslen til EDF er ikke i sig selv i den annullerede beslutning blevet anset for at være statsstøtte. Alene dens skattemæssige virkning er af Kommissionen blevet kvalificeret som statsstøtte.

Med sit andet anbringende, der indeholder fire led, har Kommissionen gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl ved at anse den franske regerings handlinger i den omhandlede sag som en privat fornuftig markedsøkonomisk investors adfærd.

For det første har appellanten anfægtet Rettens vurdering, hvorefter sondringen mellem staten som aktionær og staten, der udøver sine offentligretlige magtbeføjelser, i det væsentlige afhænger af det mål, der forfølges af staten — i nærværende sag kapitaltilførslen til EDF — og ikke af objektive og verificerbare forhold. Domstolen har på den ene side gentagne gange mindet om, at artikel 87, stk. 1, EF ikke sondrer mellem begrundelserne for og formålene med statens indgreb. På den anden side er et kriterium, der er baseret på statens hensigt, særligt uanvendeligt til vurdering af, om der er tale om statsstøtte, henset til at et sådant kriterium i sagens natur er subjektivt og kan gøres til genstand for fortolkning.

For det andet har Kommissionen gjort indsigelse imod, at Retten ikke har baseret sin analyse på en sammenlignende undersøgelse af, dels den adfærd en privat fornuftig aktør uden privilegier ville have anvendt under tilsvarende omstændigheder, dels den adfærd, der i nærværende sag er fulgt af den franske stat med dens offentligretlige prærogativer.

For det tredje har appellanten gjort gældende, at den appellerede dom har tilsidesat princippet om ligebehandling af offentlige og private virksomheder, hvorved den har tilladt en mere favorabel skattemæssig behandling af staten, herunder i selskaber, hvor staten ikke er den eneste aktionær.

Endelig har Retten ifølge Kommissionen tilsidesat reglerne vedrørende bevisbyrdens fordeling for så vidt angår anvendelsen af princippet om en privat fornuftig markedsøkonomisk investor, samtidig med at Retten har taget hensyn til forhold, der ligger efter datoen for vedtagelsen af den annullerede beslutning.