Appel iværksat den 12. februar 2010 af France Télécom SA til prøvelse af dom afsagt den 30. november 2009 af Retten (Tredje Afdeling) i de forenede sager T-427/04 og T-17/05, Den Franske Republik og France Télécom mod Kommissionen

(Sag C-81/10 P)

2010/C 148/19

Processprog: fransk

Parter

Appellant: France Télécom SA (ved avocats S. Hautbourg, L. Olza Moreno, L. Godfroid og M. van der Woude)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og Den Franske Republik

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har til støtte for appellen gjort fem anbringender gældende.

Med det første anbringende gør France Télécom gældende, at Retten har tilsidesat statsstøttebegrebet, når den accepterer en sådan kvalificering i denne sag, selv om den i øvrigt anerkender, at tilstedeværelsen (eller mangel på samme) af en eventuel fordel ikke i nærværende sag var afhængig af den pågældende ordnings særlige karakteristika, men omstændigheder uden for selve ordningen, hvis virkninger først kunne fastslås efterfølgende. Retten har således underkendt selve beskaffenheden af den ordning med forudgående kontrol af statsstøtte, som er fastsat i artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, en forhåndsgodkendelsesordning, som bygger på en objektiv vurdering af ordningernes særlige karakteristika på grundlag af en forudgående underretning fra de nationale myndigheder.

Med det andet anbringende gør appellanten gældende, at Retten har tilsidesat begrebet fordel, idet den afviste at foretage en samlet vurdering af alle bestemmelserne i den skattemæssige undtagelsesordning. Indført ved lov nr. 90-568 fastsatte denne ordning således to specifikke beskatningsregler: den ene en »fast afgift« i årene 1991-1993, hvilket medførte, at appellanten blev overbeskattet i forhold til de almindelige regler, og den anden en skat efter de almindelige regler i perioden mellem 1994 og 2002, hvilket medførte en gunstig skattemæssig virkning for sidstnævnte. Retten har ved at afvise at foretage en sammenligning af hele den skattemæssige undtagelsesordning med de almindelige regler for de pågældende to perioder begået adskillige retlige fejl.

Med det tredje anbringende gør appellanten gældende, at der er sket en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, for så vidt som Retten afviste at lægge til grund, at Kommissionens tavshed i beslutningen af 8. februar 2005 vedrørende La Poste i relation til den fastsatte skatteordning havde kunnet skabe en forventning hos appellanten med hensyn til foreneligheden af de pågældende foranstaltninger i relation til reglerne på statsstøtteområdet. Retten tog heller ikke hensyn til de usædvanlige omstændigheder i det foreliggende tilfælde, som begrunder anvendelsen af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

Med det fjerde anbringende gør appellanten gældende, at den appellerede dom ikke er tilstrækkeligt begrundet, for så vidt som Retten satte sin egen begrundelse i stedet for Kommissionens som svar på appellantens argumenter om tilsidesættelse af princippet om forældelse af støtteordningen. Ifølge appellanten burde forældelsesfristen på 10 år fastsat i artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 659/1999 (1) således have været beregnet fra den 2. juli 1990, på tidspunktet for lov nr. 90-568’s indførelse af den pågældende skatteordning, og ikke fra den dato, hvor støtten faktisk blev tildelt modtageren.

Med sit femte og sidste anbringende har appellanten endelig gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl ved at fastslå, at Kommissionen uden at tilsidesætte retssikkerhedsprincippet kunne værdiansætte støtten på grundlag af et »interval« og påbyde tilbagesøgning af den, selv om det ikke var muligt at bestemme den reelle fordel, som appellanten ville have kunnet opnå. Desuden har Retten ikke behandlet alle appellantens argumenter om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EFT L 83, s. 1).