RETTENS DOM (Appelafdelingen)

19. november 2009

Sag T-49/08 P

Christos Michail

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Appel – kontraappel – personalesag – tjenestemænd – bedømmelse – karriereudviklingsrapport – bedømmelsesåret 2003 – tildeling af en præstationskarakter i mangel af opgaver, der skal udføres – ikke-økonomisk skade – Personalerettens begrundelsespligt«

Angående: Appel iværksat til prøvelse af dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Anden Afdeling) den 22. november 2007, Michail mod Kommissionen (sag F-67/05, endnu ikke offentliggjort i Samling af Afgørelser), hvori der blev nedlagt påstand om ophævelse af denne dom. Kontraappel indgivet af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber til prøvelse af dommen.

Udfald: Dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Anden Afdeling) den 22. november 2007, Michail mod Kommissionen (sag F-67/05, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), ophæves. Sagen hjemvises til Personaleretten til fornyet behandling. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Sammendrag

1.      Appel – kontraappel – frist for indgivelse

(Procesreglementet for Retten i Første Instans, art. 141, stk. 1)

2.      Tjenestemænd – bedømmelse – karriereudviklingsrapport – udfærdigelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43 og 110)

3.      Tjenestemænd – principper – administrationens omsorgspligt – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43 og 110)

4.      Tjenestemænd – søgsmål – erstatningssøgsmål – annullation af den anfægtede ulovlige retsakt – ikke-økonomisk skade, som kan adskilles fra ulovligheden, og som ikke kan erstattes fuldt ud ved annullationen

(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)

1.      Den eneste frist for iværksættelse af kontraappel er den, der er fastsat i artikel 141, stk. 1, i procesreglementet for Retten i Første Instans for indgivelse af svarskrift, altså to måneder fra appelskriftets forkyndelse.

(jf. præmis 38)

Henvisning til: Domstolen, 1. juni 1994, sag C-136/92 P, Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., Sml. I, s. 1981, præmis 72.

2.      Karriereudviklingsrapporten er et væsentligt element i bedømmelsen af institutionernes ansatte, eftersom den gør det muligt at vurdere en tjenestemands kvalifikationer, tjenstlige indsats og adfærd som omhandlet i vedtægtens artikel 43. En sådan vurdering er ikke en simpel beskrivelse af de arbejdsopgaver, der er løst i den relevante periode, men omfatter også en vurdering af egnetheden og de menneskelige og sociale kvaliteter, som den bedømte person har udvist under udøvelsen af sit hverv. En sådan rapport udgør således en vurdering foretaget af den bedømte tjenestemands overordnede af den måde, hvorpå denne har udført de arbejdsopgaver, han er blevet pålagt, og af dennes adfærd i den pågældende periode. I forbindelse med udarbejdelsen af nævnte rapport forudsætter tildelingen af en karakter for fortjeneste, der hviler på en vurdering af den pågældende tjenestemands tjenstlige indsats, egnethed og adfærd i tjenesten, jf. vedtægtens artikel 43 og artikel 1, stk. 2, i de af Kommissionen vedtagne almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 43, således, at sidstnævnte får tildelt opgaver at udføre i løbet af referenceperioden.

Kommissionen har som alle andre fællesskabsinstitutioner en særlig forpligtelse til gennemsigtighed med hensyn til de ansattes bedømmelse, avancement, og forfremmelse, hvilket tilsikres ved den formelle procedure, der er fastsat i vedtægtens artikel 43 og 46. Denne procedure foreskriver, at karriereudviklingsrapporten udfærdiges mindst hver andet år i henhold til de betingelser, hver institution fastsætter i overensstemmelse med vedtægtens artikel 110. I en ekstraordinær situation, hvor det blev konstateret, at den pågældende tjenestemand til trods for, at han er i aktiv tjeneste som omhandlet i artikel 1, stk. 1, andet afsnit, første punktum, i de almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 43, som følge af en intern omstrukturering af administrationen ikke blev tildelt nogen funktioner, som kunne bedømmes i løbet af referenceperioden, skal administrationen således alligevel udfærdige en rapport, som redegør for nævnte situation, således at Kommissionen orienteres herom og den pågældende tjenestemand råder over et skriftligt og formelt bevis på, at denne situation foreligger.

Den særlige forpligtelse til gennemsigtighed forudsætter nemlig, at karriereudviklingsrapporten udfærdiges, både af hensyn til god forvaltningsskik og til en rationalisering af Fællesskabets tjenestegrene samt for at beskytte tjenestemændenes interesser. Denne rapport har som et internt dokument i første række til formål at sikre administrationen regelmæssige oplysninger, der er så fyldestgørende som muligt, om, hvorledes tjenestemanden udfører de opgaver, der er pålagt ham. I forhold til den pågældende tjenestemand spiller rapporten en vigtig rolle for forløbet af hans karriere, hovedsageligt for så vidt angår forflyttelse og forfremmelse. Den udgør nemlig en uundværlig del af vurderingen, hver gang den overordnede myndighed skal tage stilling til tjenestemandens karriere, og dens regelmæssige udfærdigelse har til formål at gøre det muligt at have et samlet overblik over udviklingen af en tjenestemands karriere.

Hvis bedømmerne i en sådan ekstraordinær situation, der udelukkende kan tilskrives administrationen, ikke kan tildele en karakter for fortjeneste med det formål at bedømme individuelle indsatser og præstationer i forhold til de resultater, som skal opnås, bør de ikke desto mindre træffe en afgørelse, som i henhold til den omsorgspligt, der påhviler administrationen, respekterer den berørte tjenestemands interesser og navnlig dennes ret til at komme i betragtning med henblik på en karriereudvikling inden for fællesskabsinstitutionerne.

(jf. præmis 57-65)

Henvisning til: Domstolen, 3. juli 1980, forenede sager 6/79 og 97/79, Grassi mod Rådet, Sml. s. 2141, præmis 20; Retten, 28. maj 1997, sag T-59/96, Burban mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 109, og II, s. 331, præmis 44 og 73, Retten, 12. juni 2002, sag T-187/01, Mellone mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 81, og II, s. 389, præmis 77, Retten, 8. december 2005, sag T-274/04, Rounis mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 407, og II, s. 1849, præmis 24 og 42.

3.      Administrationens omsorgspligt er udtryk for den balance mellem gensidige rettigheder og forpligtelser, som vedtægten etablerer i forholdet mellem institutionen og de ansatte. Denne balance indebærer navnlig, at ansættelsesmyndigheden, når den træffer afgørelse om forhold vedrørende en tjenestemand, skal tage samtlige omstændigheder i betragtning, der kan være bestemmende for dens afgørelse, og at den herved skal tage hensyn til ikke blot tjenestens, men tillige til den pågældende tjenestemands interesse.

I forbindelse med udfærdigelsen af en karriereudviklingsrapport kan bedømmerne således i kraft af omsorgspligten være af den opfattelse, at den pågældende tjenestemand skal tildeles et passende antal point for fortjeneste med henblik på at beskytte hans interesser og navnlig hans karriereudviklingsmuligheder inden for fællesskabsinstitutionerne.

Nødvendigheden af at sikre den særlige forpligtelse til gennemsigtighed påbyder imidlertid, at denne afgørelse træffes i henhold til reglerne for bedømmelsesproceduren for tjenestemænd i vedtægtens artikel 43 og i de almindelige gennemførelsesbestemmelser vedtaget med henblik på gennemførelsen heraf, jf. vedtægtens artikel 110. I de tilfælde, hvor afgørelsens ophavsmand råder over en skønsbeføjelse, skal der nemlig lægges endnu større vægt på overholdelsen af de garantier, som fællesskabsretten giver med hensyn til den administrative sagsbehandling.

(jf. præmis 66-68)

Henvisning til: Domstolen, 21. november 1991, sag C-269/90, Technische Universität München, Sml. I, s. 5469, præmis 14; Retten, 9. november 1995, sag T-346/94, France-aviation mod Kommissionen, Sml. II, s. 2841, præmis 32-34, Retten, 23. marts 2000, sag T-95/98, Gogos mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 51, og II, s. 219, præmis 37, Retten, 27. september 2006, sag T-156/05, Lantzoni mod Domstolen, Sml. Pers. I-A-2, s. 189, og II-A-2, s. 969, præmis 88 og den deri nævnte retspraksis.

4.      Selv om den forpligtelse, som påhviler Personaleretten til at begrunde sine afgørelser, ikke betyder, at denne i detaljer besvarer ethvert argument, som en part påberåber sig, især når der er tale om et argument, som ikke er tilstrækkeligt klart og præcist og ikke hviler på udførlige beviser, pålægger forpligtelsen i hvert fald retten at træffe afgørelse om påstandene i sagen.

Hvad angår Personalerettens svar på erstatningspåstande gælder, at selv om en annullation af en ulovlig retsakt i sig selv kan udgøre en passende og principielt tilstrækkelig erstatning for den ikke-økonomiske skade, som retsakten kan have forvoldt, er dette ikke tilfældet, når sagsøgeren godtgør at have lidt en ikke-økonomisk skade, som kan adskilles fra den ulovlighed, der danner grundlag for annullationen, og som ikke kan erstattes fuldt ud ved denne annullation.

(jf. præmis 87 og 88)

Henvisning til: Domstolen, 10. december 1998, sag C-221/97 P, Schröder m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8255, præmis 24, Domstolen, 6. marts 2001, sag C-274/99 P, Connolly mod Kommissionen, Sml. I, s. 1611, præmis 121, Domstolen, 11. september 2003, sag C-197/99 P, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 8461, præmis 81, Domstolen, 25. oktober 2007, sag C-167/06 P, Komninou m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 141, præmis 22; Retten, 6. juni 2006, sag T-10/02, Girardot mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 129, og II-A-2, s. 609, præmis 131 og den deri nævnte retspraksis.