Appel iværksat den 18. december 2008 af SGL Carbon AG til prøvelse af dom afsagt den 8. oktober 2008 af Retten i Første Instans (Femte Afdeling) i sag T-68/04, SGL Carbon AG mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag C-564/08 P)

(2009/C 69/38)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: SGL Carbon AG (ved Rechtsanwälte M. Klusmann og K. Beckmann)

Den anden part i appelsagen: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Genstanden for den foreliggende sag er den af Retten i Første Instans afsagte dom, hvorved Kommissionen blev frifundet i den sag, appellanten havde anlagt til prøvelse af Kommissionens beslutning 2004/420/EF af 3. december 2003 vedrørende et kartel på markedet for elektriske og mekaniske kul- og grafitprodukter.

Appellanten har til støtte for appellen fremført to anbringender, hvorved den har påberåbt sig henholdsvis Rettens tilsidesættelse af fællesskabsretten og rettergangsfejl.

Med det første anbringende har appellanten påberåbt sig, at Retten har begået en retlig fejl, idet den ikke har taget hensyn til appellantens argumenter i første instans om, at der ved fastsættelsen af den markedsvolumen, der dannede grundlag for beregningen bøden, med urette var medregnet koncernintern omsætning. Appellanten har endvidere påberåbt sig, at den uberettigede forhøjelse af det beløb, der blev lagt til grund med hensyn til appellanten, var i strid med princippet om forbud mod forskelsbehandling og proportionalitetsprincippet samt med artikel 253 EF.

Med det andet anbringende har appellanten påberåbt sig et urigtigt skøn ved fastsættelsen af det beløb, der blev lagt til grund for bøden med hensyn til appellanten, der gik ud over Rettens skønsmargen. Retten har derved også tilsidesat princippet om forbud mod forskelsbehandling og proportionalitetsprincippet. Retten har tilsidesat sin egen praksis til skade for sagsøgeren uden at fremføre en retlig begrundelse herfor med hensyn til spørgsmålet om godkendelse af bøder efter en fast sats på grundlag af kategorier af markedsandele. Mens Retten i tilsvarende tidligere afgørelser har anset kategorier af markedsandele eller »opdelinger« på højest 5 % for forholdsmæssige, har den i det foreliggende tilfælde lagt kategorier af markedsandele på 10 % til grund, hvilket er til betydelig ulempe for appellanten, idet denne virksomhed er grupperet i den laveste ende af sin kategori.