18.4.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 90/7

1)

Udgør anvendelse af en forældelsesbestemmelse, der foreskriver en forældelsesfrist på tre år, på særlige anciennitetstillæg, som i et tilfælde som det, der foreligger i hovedsagen, forholdes en vandrende arbejdstager på grund af en national lovgivning, der er uforenelig med fællesskabsretten, før De Europæiske Fællesskabers Domstols dom af 30. september 2003 i sag C-224/01 (Köbler), en indirekte forskelsbehandling af vandrende arbejdstagere som omhandlet i artikel 39 EF og artikel 7, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 1612/68 (1) eller en begrænsning af arbejdskraftens frie bevægelighed, som er sikret ved disse bestemmelser?

2)

Såfremt første spørgsmål besvares bekræftende: Er artikel 39 EF og artikel 7, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 1612/68 i et tilfælde som det, der foreligger i hovedsagen, til hinder for anvendelsen af en sådan forældelsesbestemmelse på særlige anciennitetstillæg, som forholdes en vandrende arbejdstager på grund af en national lovgivning, der er uforenelig med fællesskabsretten, før De Europæiske Fællesskabers Domstols dom af 30. september 2003 i sag C-224/01 (Köbler)?

3)

Er det under omstændigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, i strid med effektivitetsprincippet at anvende en forældelsesbestemmelse, der foreskriver en forældelsesfrist på tre år, når der fremsættes krav, der er opstået i fortiden, på særlige anciennitetstillæg, som en person under tilsidesættelse af fællesskabsretten er blevet nægtet på grund af en entydigt formuleret national lovbestemmelse?