Appel iværksat den 15. september 2008 (fax: 12. september 2008) af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber til prøvelse af dom afsagt den 1. juli 2008 af Retten i Første Instans (Tredje Afdeling) i sag T-266/02, Deutsche Post AG, støttet af Forbundsrepublikken Tyskland mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, støttet af Bundesverband Internationaler Express- und Kurierdienste eV (BIEK) og UPS Europe NV/SA

(Sag C-399/08 P)

(2008/C 301/33)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved V. Kreuschitz, J. Flett og B. Martenczuk, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Bundesverband Internationaler Express- und Kurierdienste eV, UPS Europe NV/SA, Deutsche Post AG og Forbundsrepublikken Tyskland

Appellantens påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Indstævnte er selskabet Deutsche Post AG (DPAG), en stor virksomhed, der udøver sin aktivitet på området for internationale posttjenester, og som har modtaget væsentlig kompensation fra statslige midler. I en særskilt beslutning fra 2002 på grundlag af artikel 82 EF — som ikke er blevet anfægtet — fandt Kommissionen, at DPAG havde misbrugt sin dominerende stilling ved at sælge med tab på pakkeområdet. Eftersom DPAG havde tab på alle områder i den omhandlede periode, kunne denne aggressive prispolitik kun være finansieret ved hjælp af midler, som virksomheden havde modtaget med henblik på økonomisk kompensation.

Denne appel vedrører først og fremmest spørgsmålet om, hvilke analysemetoder Kommissionen kunne anvende under den foreliggende sags særlige omstændigheder, for at undersøge om der var ydet DPAG ulovlig støtte.

Ifølge Retten i Første Instans skal den metode, der skal prioriteres, indebære en undersøgelse af alle omkostninger forbundet med forpligtelser til offentlig tjeneste samt af alle virksomhedens indtægter i den omhandlede periode, for at fastslå om virksomheden har modtaget en overvurderet økonomisk kompensation fra staten. Hvis der foreligger en sådan overkompensation, kan det udledes heraf, at disse midler ligeledes er anvendt til at finansiere den illoyale prispolitik, der fandt sted på det tilstødende marked for dør til dør-pakker.

Ifølge den i beslutningen anvendte metode vurderede Kommissionen først underskuddet som følge af den illoyale prispolitik, der blev anvendt på det tilstødende marked, og undersøgte herefter, om disse underskud blev kompenseret ved hjælp af statslige midler. Hvis en sådan kompensation kunne fastslås, og der ikke var andre finansieringskilder (i form af virksomheden egne midler), måtte det konkluderes, at de statslige midler blev anvendt til at finansiere den illoyale prispolitik, der fandt anvendelse på det tilstødende marked for dør til dør-pakker.

Kommissionen er af den opfattelse, at den i beslutningen anvendte metode er korrekt. Ved hjælp af denne metode har man et logisk ræsonnement, der indeholder idéen om, at pengene nødvendigvis må komme et sted fra, således, at det kan fastslås, om der foreligger uretmæssig statsstøtte. Hverken ræsonnementet eller de faktiske omstændigheder, det hviler på, er der i den appellerede dom rejst tvivl om. Retten i Første Instans tog imidlertid udgangspunkt i idéen om, at det kun var den første metode, der kunne tages i betragtning, uden at forklare hvorfor.

Kommissionen fremfører følgende anbringender til støtte for appellen: Der er sket tilsidesættelse af artikel 87, stk. 1, EF og artikel 86, stk. 2, EF, da disse bestemmelser er fortolket forkert i den appellerede dom, eftersom det blev fastslået, at de udelukkede en metode, der imidlertid ikke er kritiseret i den appellerede dom i øvrigt, der gav mulighed for på grundlag af en logisk og relevant argumentation, at fastslå, at der forelå statsstøtte. Desuden har Kommissionen anført, at Retten i Første Instans er uden kompetence og har påberåbt sig tilsidesættelse af artikel 230 EF, da Retten i Første Instans har overskredet grænserne for sin kompetence og sin efterprøvelsesret, samt tilsidesættelse af artikel 36 i statutten for Domstolen, idet Retten i Første Instans ikke har begrundet sin konklusion om, at den metode, der er anvendt i beslutningen, er forkert.