Sag anlagt den 18. april 2007 — Alstom mod Kommissionen

(Sag T-121/07)

(2007/C 140/51)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Alstom (Levallois Perret, Frankrig) (ved avocat J. Derenne, solicitor W. Broere og avocats A. Müller-Rappard og C. Guirado)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har nedlagt påstand om delvis annullation af Kommissionens beslutning K(2006) 6762 endelig udg. af 24. januar 2007 om en procedure i henhold til artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/F/38.899 — gasisoleret koblingsudstyr) om et kartel på området for projekter angående gasisoleret koblingsudstyr vedrørende manipulation af udbud angående disse projekter, fastsættelse af minimumspriser ved tilbud, tildeling af kvoter og projekter og udveksling af oplysninger. Sagsøgeren har nedlagt en subsidiær påstand om annullation eller nedsættelse af den bøde, der ved den anfægtede beslutning er blevet pålagt selskabet.

Sagsøgeren gør til støtte for sine påstande otte anbringender gældende.

Det første anbringende vedrører det forhold, at der er sket tilsidesættelse af reglerne om domstolsbeskyttelse og det almindelige princip om »retten til en effektiv domstolsprøvelse«, eftersom Kommissionen ved at pålægge to såvel retligt som økonomisk uafhængige virksomheder en bøde til solidarisk hæftelse har skabt en situation, hvorved den eventuelle fordel for sagsøgeren ved et søgsmål til prøvelse af den anfægtede beslutning udelukkende afhænger af udfaldet af en uafhængig tredjemands søgsmål.

Det andet anbringende vedrører det forhold, at der er sket tilsidesættelse af de regler, der finder anvendelse på solidarisk ansvar, eftersom Kommissionen har holdt to virksomheder, der ikke har nogen indbyrdes retlig forbindelse, ansvarlige for den samme overtrædelse, hvilket udgør en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om, at pålæggelse af straf skal ske individuelt.

Med det tredje anbringende kritiserer sagsøgeren Kommissionen for at have tilsidesat artikel 253 EF, idet den ikke har forklaret grundene til, at de oplysninger, sagsøgeren har fremlagt med henblik på at godtgøre, at selskabets savnede bestemmende indflydelse over dets helejede datterselskaber, ikke var tilstrækkelige til at tilbagevise den herom foreliggende formodning.

Det fjerde anbringende, der gøres gældende af sagsøgeren, vedrører tilsidesættelse af artikel 81 EF og nærmere bestemt reglerne om moderselskabers ansvar for overtrædelser, der er begået af deres datterselskaber, samt reglerne om overførsel af ansvar for overtrædelser.

Med det femte anbringende gør sagsøgeren gældende, at den anfægtede beslutning udgør en tilsidesættelse af reglerne om anerkendelse af skærpende omstændigheder for den adfærd, der udvises af »en virksomhed, der har spillet en førende rolle i kartellet«, sammenholdt med ligebehandlingsprincippet. Sagsøgeren gør gældende, at det var med urette, at Kommissionen lagde til grund, at selskabet indtog en førende rolle, og at selskabets rolle som kartellets »europæiske sekretær« var af rent administrativ karakter og ikke medførte, at selskabet spillede en rolle, der var vigtigere end den, der blev indtaget af kartellets øvrige deltagere. Sagsøgeren gør følgelig gældende, at Kommissionen på dette punkt har foretaget en urigtig bedømmelse, at den har tilsidesat gældende bestemmelser og at den ikke har givet en tilstrækkelig begrundelse for beslutningen.

Sagsøgeren gør ligeledes gældende, at Kommissionen har tilsidesat retsreglerne om bevis for, at der forelå en fortsat overtrædelse, for så vidt som den ikke har fremlagt beviser for faktiske omstændigheder, der i tidsmæssig forstand indbyrdes ligger tilstrækkeligt tæt på hinanden til, at en fortsat overtrædelse kan anses for godtgjort.

Det syvende anbringende, der gøres gældende af sagsøgeren, vedrører tilsidesættelse af reglerne om retten til kontradiktion, for så vidt som den anfægtede beslutning ifølge sagsøgeren er støttet på visse oplysninger, der ikke er indeholdt i Kommissionens klagepunktsmeddelelse, og hvorom Kommissionen undlod at oplyse sagsøgeren om de konsekvenser, den agtede at drage heraf i beslutningen.

Endelig gør sagsøgeren med det ottende anbringende gældende, at Kommissionen har tilsidesat bestemmelserne om beregningen af bødens grundbeløb, eftersom der i den anfægtede beslutning er fastsat et bødebeløb for hele overtrædelsesperioden, der er beregnet på grundlag af omsætningen i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, selv om EØS-aftalen først trådte i kraft den 1. januar 1994.