1

I appelskriftet har Isabel Clara Centeno Mediavilla, Delphine Fumey, Eva Gerhards, Iona M.S. Hamilton, Raymond Hill, Jean Huby, Patrick Klein, Domenico Lombardi, Thomas Millar, Miltiadis Moraitis, Ansa Norman Palmer, Nicola Robinson, François-Xavier Rouxel, Marta Silva Mendes, Peter van den Hul, Fritz Von Nordheim Nielsen og Michaël Zouridakis nedlagt påstand om ophævelse af den dom, der blev afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 11. juli 2007, Centeno Mediavilla m.fl. mod Kommissionen (sag T-58/05, Sml. II, s. 2523, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten frifandt Kommissionen for appellanternes påstande om annullation af afgørelserne om ansættelse af appellanterne (herefter »de omtvistede afgørelser«), for så vidt som deres indplacering herved fastsattes i henhold til overgangsbestemmelserne i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber, som ændret ved Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 af 22. marts 2004 (EUT L 124, s. 1, herefter »vedtægten«).

2

Forordning nr. 723/2004 trådte i kraft den 1. maj 2004.

3

Artikel 2, stk. 1, i vedtægtens bilag XIII fastsætter kriterierne for sammenhængen mellem de lønklasser for tjenestemænd, der var fastsat i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber i den affattelse, der var gældende indtil den 30. april 2004 (herefter »den tidligere vedtægt«), og de lønklasser, der er fastsat ved vedtægten. Disse kriterier er angivet i følgende tabel:

4

Vedtægtens artikel 5, stk. 5, fastsætter:

»Der gælder samme ansættelses- og karrierevilkår for tjenestemænd, der hører til samme ansættelsesgruppe.«

5

Vedtægtens artikel 7, stk. 1, lyder således:

»Ansættelsesmyndigheden skal ved udnævnelse eller forflyttelse, idet der udelukkende tages hensyn til tjenstlige synspunkter og uden hensyntagen til statsborgerskab, ansætte den enkelte tjenestemand i en stilling i hans ansættelsesgruppe, som svarer til hans lønklasse.«

6

Vedtægtens artikel 10, hvis indhold svarer til indholdet af artikel 10 i den tidligere vedtægt, bestemmer, at Vedtægtsudvalget, bestående af repræsentanter for institutionerne og for disses Personaleudvalg, »høres af Kommissionen om alle forslag til ændring af vedtægten«.

7

Vedtægtens artikel 31, stk. 1, fastsætter:

»De på denne måde valgte ansøgere udnævnes i lønklassen for den ansættelsesgruppe, der er anført i meddelelsen om den udvælgelsesprøve, de har bestået.«

8

Vedtægtens bilag XIII, der har overskriften »Overgangsforanstaltninger for tjenestemænd ved Fællesskaberne«, bestemmer i artikel 1:

»1.   For perioden 1. maj 2004 — 30. april 2006 affattes vedtægtens artikel 5, stk. 1 og 2, således:

»1.   De af vedtægten omfattede stillinger inddeles efter deres art og de opgaver, de vedrører, i fire kategorier, der i hierarkisk faldende orden betegnes med bogstaverne A*, B*, C* og D*.

2.   Kategori A* omfatter tolv lønklasser, kategori B* ni lønklasser, kategori C* syv lønklasser og kategori D* fem lønklasser.«

2.   Ved ansættelsesdatoen forstås datoen for indtræden i tjenesten.«

9

Artikel 12 i vedtægtens bilag XIII bestemmer:

»1.   Fra den 1. maj 2004 til den 30. april 2006 henvises der til lønklasserne i ansættelsesgruppe AST og AD, jf. vedtægtens artikel 31, stk. 2 og 3, som følger:

2.   Vedtægtens artikel 5, stk. 3, finder ikke anvendelse på tjenestemænd ansat fra lister over egnede ansøgere, som er opstillet på grundlag af udvælgelsesprøver offentliggjort før den 1. maj 2004.

3.   Tjenestemænd, som er opført på en liste over egnede ansøgere før den 1. maj 2006, og som ansættes mellem den 1. maj 2004 og den 30. april 2006, indplaceres som følger:

10

Kommissionen bekendtgjorde i De Europæiske Fællesskabers Officielle Tidende i tidsrummet fra den 11. april 2001 til den 18. juni 2002 flere meddelelser om almindelige udvælgelsesprøver med henblik på oprettelse af ansættelsesreserver af fuldmægtige i stillingsgruppen A7/A6 (KOM/A/6/01, KOM/A/9/01, KOM/A/10/01, KOM/A/1/02, KOM/A/3/02 og CC/A/12/02), med henblik på ansættelse af sekretærer i stillingsgruppe A8 (KOM/A/2/02) og assistenter i stillingsgruppe B5/B4 (KOM B/1/02).

11

Under rubrikken »Ansættelsesbetingelser« anførtes det i meddelelsen om udvælgelsesprøverne, at opførelsen af de ansøgere, der havde bestået udvælgelsesprøverne, på egnethedslisten gav dem mulighed for ansættelse i takt med tjenesternes behov.

12

Under punkt D med overskriften »Almindelige oplysninger« i meddelelsen om udvælgelsesprøve KOM/A/l/02 og KOM/A/2/02 anførtes følgende:

»Kommissionen har formelt tilstillet Rådet et forslag om ændringer af vedtægten. Dette forslag indeholder bl.a. en ny karriereordning. De ansøgere, der består denne udvælgelsesprøve, kan derfor blive foreslået en ansættelse på grundlag af de nye vedtægtsbestemmelser efter deres vedtagelse af Rådet.«

13

Meddelelsen om udvælgelsesprøve KOM/A/3/02 indeholdt en næsten tilsvarende angivelse, som henviste til »den nye vedtægtsbestemmelse«.

14

Egnethedslisterne, som blev opstillet efter udvælgelsesprøve KOM/A/6/01, KOM/A/9/01 og KOM/A/10/01 (herefter »udvælgelsesprøverne af 2001«), blev bekendtgjort i De Europæiske Fællesskabers Officielle Tidende den 19. november 2002 (udvælgelsesprøve KOM/A/6/01), og i Den Europæiske Unions Tidende den 8. marts 2003 (udvælgelsesprøve KOM/A/10/01) og den 2. juli 2003 (udvælgelsesprøve KOM/A/9/01).

15

I skrivelserne, hvorved de udvalgte ansøgere fra udvælgelsesprøverne af 2001 blev oplyst om, at de var blevet opført på egnethedslisterne, blev det bl.a. anført, at listernes gyldighed ville udløbe den 31. december 2003.

16

I løbet af december måned 2003 tilstillede Kommissionens Generaldirektorat »Personale og Administration« alle de udvalgte ansøgere fra udvælgelsesprøverne af 2001 en skrivelse, hvori de oplystes om, at gyldigheden af de forskellige egnethedslister var forlænget indtil den 31. december 2004.

17

Egnethedslisterne, der blev opstillet efter udvælgelsesprøve KOM/A/l/02, KOM/A/2/02, KOM/A/3/02, KOM/B/1/02 og CC/A/12/02, blev bekendtgjort i Den Europæiske Unions Tidende henholdsvis den 19. december 2003 (udvælgelsesprøve CC/A/2/02), den 23. marts 2004 (udvælgelsesprøve KOM/A/l/02 og KOM/A/2/02) og den 18. maj 2004 (udvælgelsesprøve KOM/A/3/02 og KOM/B/1/02).

18

De 17 appellanter var før den 1. maj 2004 blevet opført på en af disse egnethedslister.

19

Delphine Fumey, Eva Gerhards, Iona M.S. Hamilton og Thomas Millar modtog en skrivelse om tilbud om ansættelse før den 1. maj 2004.

20

Alle appellanterne blev udnævnt til tjenestemænd på prøve ved de omtvistede afgørelser, som blev vedtaget efter den 1. maj 2004, og som havde virkning fra et tidspunkt mellem nævnte dato og den 1. december 2004.

21

Ved disse afgørelser blev appellanterne indplaceret i lønklasser i henhold til artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII, dvs. henholdsvis i lønklasse B *3 (udvælgelsesprøve KOM/B/1/02), A *5 (udvælgelsesprøve KOM/A/2/02) eller A *6 (alle de øvrige udvælgelsesprøver).

22

Alle appellanterne indgav i tidsrummet mellem den 6. august og den 21. oktober 2004 en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, over den afgørelse, hvorved de blev udnævnt til tjenestemænd på prøve, for så vidt som de i henhold til artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII herved blev indplaceret i en lavere lønklasse end den, der var angivet i meddelelsen om udvælgelsesprøve.

23

Ved afgørelser truffet mellem den 21. oktober og den 22. december 2004 afslog ansættelsesmyndigheden appellanternes klager.

24

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 3. februar 2005 anlagde appellanterne sag med påstand om annullation af de omtvistede afgørelser, for så vidt som deres indplacering herved fastsattes på grundlag af artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII, samt påstand om genoprettelse af deres karriere, tilkendelse af de skyldige morarenter af samtlige beløb — svarende til differencen mellem den løn, der var fastsat i den tidligere vedtægt, og den, der var blevet anvendt på dem — og endelig, at Kommissionen blev tilpligtet at betale sagens omkostninger.

25

Til støtte for annullationspåstanden fremførte appellanterne for det første, at artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII, er ulovlig, og fremsatte til støtte herfor syv argumenter vedrørende henholdsvis tilsidesættelse af artikel 10 i den tidligere vedtægt, tilsidesættelse af deres velerhvervede rettigheder, før vedtægten trådte i kraft, samt af principperne om retssikkerhed og forbuddet mod at give lovbestemmelser tilbagevirkende kraft, tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og af princippet om forbud mod forskelsbehandling, tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, tilsidesættelse af vedtægtens artikel 31, stk. 1, og tilsidesættelse af samme vedtægts artikel 5 og 7.

26

For det andet gjorde appellanterne gældende, at Kommissionen ved de omtvistede afgørelser har tilsidesat princippet om god forvaltning, omsorgsprincippet, gennemsigtighedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, princippet om god tro, princippet om ligebehandling og om forbud mod forskelsbehandling samt reglen om ækvivalens mellem lønklasse og stilling.

27

Retten frifandt Kommissionen, idet den fastslog, at ingen af de argumenter, som appellanterne havde fremført, kunne tiltrædes.

28

Indledningsvis forkastede Retten indsigelsen om, at artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII var ulovlig, idet den fandt, at alle de argumenter, der var fremført til støtte for indsigelsen, savnede grundlag.

29

Med hensyn til tilsidesættelsen af artikel 10, stk. 2, andet punktum, i den tidligere vedtægt fastslog Retten i den appellerede doms præmis 35-42, at Kommissionen har en høringsforpligtelse, der, foruden formelle forslag, også omfatter de væsentlige ændringer i allerede behandlede forslag, som Kommissionen foretager. Spørgsmålet, om der foreligger en væsentlig, punktuel eller begrænset ændring, skal ifølge Retten vurderes ud fra de ændrede bestemmelsers indhold og stilling i de samlede bestemmelser, der foreslås vedtaget, men ikke bero på de individuelle følger, de kan have for de personer, der kan berøres af de pågældende ændringer.

30

I det foreliggende tilfælde udgør ændringen af lønklassen A *7 til lønklasse A *6, der blev foreslået i forslaget vedrørende den bestemmelse, der blev til artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII, en punktuel tilpasning af overgangsbestemmelserne vedrørende den nye karrierestruktur, som hverken påvirker den generelle opbygning eller indholdet i en sådan grad, at den kan begrunde en ny høring af Vedtægtsudvalget.

31

Hvad angår tilsidesættelsen af appellanternes velerhvervede rettigheder, før vedtægten trådte i kraft, samt af principperne om retssikkerhed og forbuddet mod at give lovbestemmelser tilbagevirkende kraft, fastslog Retten i den appellerede doms præmis 48-62, at artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII ikke har tilbagevirkende kraft. Den forkastede således de argumenter, der vedrørte velerhvervede rettigheder, idet den erklærede, at opførelsen af de udvalgte ansøgere fra de almindelige udvælgelsesprøver på egnethedslisterne efter deres udvælgelsesprøvers afslutning alene indebærer, at de pågældende har mulighed for at blive udnævnt til tjenestemand på prøve. Denne mulighed kan derfor nødvendigvis ikke anses for en velerhvervet rettighed, idet indplaceringen i lønklasse af en udvalgt ansøger, der er opført på en almindelig udvælgelsesprøves egnethedsliste, kun kan anses for erhvervet, når vedkommende er blevet behørigt udnævnt. En udvalgt ansøger fra en almindelig udvælgelsesprøve kan først efter, at der foreligger en afgørelse om at udnævne ham til tjenestemand, gøre krav på at være omfattet af vedtægtens bestemmelser.

32

Hvad angår tilsidesættelsen af principperne om ligebehandling og om forbud mod forskelsbehandling som følge af anvendelsen af forskellige kriterier for indplacering på de udvalgte ansøgere fra den samme udvælgelsesprøve, alt efter om de er blevet ansat før eller efter vedtægten trådte i kraft, fastslog Retten i den appellerede doms præmis 75 til 90, at disse to persongrupper ikke befinder sig i sammenlignelige situationer. Den fastslog herved, at i det omfang den stilling, som besættes af en tjenestemand, er fastsat i afgørelsen om udnævnelse, og denne kun kan være baseret på gældende bestemmelser på tidspunktet for dens vedtagelse, kan indplaceringen i lønklasser af udvalgte ansøgere fra almindelige udvælgelsesprøver, der er opført på egnethedslister før den 1. maj 2004, men som bliver ansat efter denne dato, kun foretages lovligt ved anvendelse af de nye kriterier, der var i kraft på datoen for vedtagelsen af afgørelsen om at udnævne dem til tjenestemænd på prøve. De udvalgte ansøgere fra de samme udvælgelsesprøver, der blev udnævnt tidligere end den 1. maj 2004, måtte derimod indplaceres i lønklasse i henhold til de tidligere kriterier, der stadig var gældende på tidspunktet for deres udnævnelse, men som var sat ud af kraft efter dette tidspunkt på grund af de nye vedtægtsbestemmelser.

33

Hvad angår tilsidesættelsen af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning derved, at appellanterne af meddelelserne om udvælgelsesprøverne, der vedrørte dem, har udledt et løfte om, at bestemmelserne i den tidligere vedtægt ville blive anvendt på dem, henviste Retten i den appellerede doms præmis 95-99 til fast retspraksis, hvorefter ingen kan påberåbe sig en tilsidesættelse af dette princip, når der ikke foreligger præcise løfter, som er afgivet til vedkommende af administrationen, og konstaterede, at sagsakterne ikke indeholder noget forhold, der kunne gøre det muligt for appellanterne at fastslå, at fællesskabsinstitutionerne havde givet dem løfter, der kunne give dem anledning til at nære berettigede forventninger om, at de tidligere vedtægtsmæssige kriterier for indplacering i lønklasse af tjenestemænd ville blive anvendt ved deres ansættelse. Visse meddelelser om udvælgelsesprøver og visse skrivelser fra Kommissionen havde tværtimod angivet, at de udvalgte ansøgere fra de nævnte udvælgelsesprøver kunne blive foreslået en ansættelse på grundlag af de nye vedtægtsbestemmelser.

34

Med hensyn til tilsidesættelsen af vedtægtens artikel 31, stk. 1, vedrørende princippet om overensstemmelse mellem ansættelsesgruppens lønklasse, der blev anført i meddelelsen om udvælgelsesprøve, og den lønklasse, de blev indplaceret i ved udnævnelsen, fastslog Retten i den appellerede doms præmis 108-115, at en overgangsbestemmelse som artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII nødvendigvis må indebære undtagelser til visse vedtægtsbestemmelser, hvis anvendelse påvirkes af ændringen i ordningen. Den undtagelse, der er fastsat i denne bestemmelse, vedrører alene udnævnelsen til tjenestemænd under de nye vedtægtsbestemmelser af personer, der er udvalgt ved almindelige udvælgelsesprøver, som er afholdt og afsluttet under de tidligere bestemmelser.

35

Hvad angår tilsidesættelsen af vedtægtens artikel 5 og 7, der vedrører princippet om overensstemmelse mellem lønklasse og stilling, fastslog Retten i den appellerede doms præmis 124-131, at artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII — da den indfører overgangsbestemmelser fra den tidligere vedtægt til vedtægten — som lex specialis har forrang for de generelle bestemmelser i vedtægten vedrørende indplacering af tjenestemænd og navnlig for dennes artikel 5 og 7.

36

Hvad for det andet angår den påståede tilsidesættelse ved de omtvistede afgørelser af principperne om god forvaltning, gennemsigtighed, beskyttelse af den berettigede forventning, ligebehandling og forbuddet mod forskelsbehandling og om ækvivalens mellem lønklasse og stilling samt princippet om god tro og omsorgsprincippet, fastslog Retten i den appellerede doms præmis 147-155, at hverken meddelelserne om udvælgelsesprøver eller skrivelserne om forlængelse af egnethedslisternes gyldighed, som blev tilsendt appellanterne, angav, at de nye kriterier for indplacering i lønklasse ved ansættelse kunne indebære en lavere lønklasse ved ansættelse end den, der var fastsat i meddelelserne om udvælgelsesprøverne.

37

Appellanterne har i appelskriftet nedlagt følgende påstande:

38

Kommissionen og Rådet har nedlagt følgende påstande:

39

Rådet har gjort gældende, at en visse af appellanternes anbringender ikke kan antages til realitetsbehandling, idet de ikke angiver, hvorledes Retten har overtrådt fællesskabsretten, men alene søger at opnå, at appellanternes argumentation for førsteinstansen vurderes på ny.

40

Som generaladvokaten har anført i punkt 31 i sit forslag til afgørelse, følger det af fast retspraksis, at en appel ikke kan antages til realitetsbehandling, når appelskriftet — endog uden at indeholde en argumentation, der har til formål præcist at angive den retlige fejl, den omhandlede dom angiveligt er behæftet med — blot gentager eller ordret gengiver de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremført for Retten. Derimod kan retsspørgsmål, som Retten har behandlet, diskuteres på ny under en appelsag, såfremt appellanten bestrider Rettens fortolkning eller anvendelse af fællesskabsretten. Hvis en appellant nemlig ikke således kunne basere sin appel på anbringender og argumenter, som allerede havde været fremført for Retten, ville appelproceduren blive berøvet en del af sin mening (jf. bl.a. dom af 29.11.2007, sag C-10/06, de Bustamante Tello mod Rådet, Sml. I, s. 10381, præmis 28).

41

I denne sag skal det fastslås, at appellanterne i forbindelse med hvert af deres anbringender klart har angivet de retlige fejl, som Retten efter deres opfattelse begik i forskellige passager af den appellerede dom. Den omstændighed, at de herved gentager argumenter, som fremsattes for førsteinstansen, er derfor uden betydning for, om anbringenderne kan antages til realitetsbehandling.

42

Det følger heraf, at alle de anbringender, som appellanterne har fremført, kan antages til realitetsbehandling.

43

Appellanterne har til støtte for deres appel gjort flere retlige fejl gældende, som Retten skulle have begået ved bedømmelsen af indsigelsen om, at artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII er ulovlig. De har herved bl.a. anført, at der er sket en tilsidesættelse af den tidligere vedtægts artikel 10, af deres velerhvervede rettigheder, før vedtægten trådte i kraft, af principperne om retssikkerhed og om forbuddet mod at give lovbestemmelser tilbagevirkende kraft, af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling, af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, af vedtægtens artikel 5 og 7 samt artikel 31, stk. 1, og — for så vidt angår flere punkter i den bedømmelse, som Retten har foretaget — af begrundelsespligten.

44

Appellanterne har ligeledes anfægtet den bedømmelse, som Retten har foretaget med hensyn til de anbringender, de har fremsat til støtte for, at de omtvistede afgørelser er ulovlige. De har herved gjort gældende, at Retten har tilsidesat ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling og har begået en begrundelsesfejl ved vurderingen af disse afgørelsers lovlighed.

45

Appellanterne har — bl.a. under henvisning til Rettens dom af 30. september 1998, Losch mod Domstolen (sag T-13/97, Sml. Pers. I-A, s. 543, og II, s. 1633), i modsætning til, hvad Retten udtalte i den appellerede doms præmis 35-42 — gjort gældende, at ændringen af Kommissionens forslag om ændringen i artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII, af lønklasse A7 til lønklasse A *6, som en lønklasse, der skal tildeles personer, der før den 1. maj 2004 er blevet indført på egnethedslister for lønklasse A7, påvirker indholdet af vedtægtens bestemmelser.

46

De har herved anført, at virkningerne af en sådan ændring i forhold til det tidligere forslag ikke blot skal vurderes i forhold til indholdet og de ændrede bestemmelsers stilling i hele vedtægtsændringen, men ligeledes i betragtning af konsekvenserne for de berørte tjenestemænds situation. I det foreliggende tilfælde har de nævnte ændringer — hvilket også erkendes i den appellerede doms præmis 42 — en betydelig indvirkning både på de nævnte tjenestemænds karriere og på deres løn. Vedtægtsudvalget skulle således have været hørt om ændringsforslaget.

47

Desuden er appellanterne af den opfattelse, at Retten ikke på passende måde har begrundet den konklusion, hvorefter ændringen af lønklassen A7 til lønklasse A *6 »må bedømmes ud fra hele opbygningen og hele perspektivet i en fortløbende ændring af karriere«. En sådan degradering kan ikke anses for at være en regel, der muliggør en gradvis virkeliggørelse af det udviklende karrieresystem.

48

Kommissionen og Rådet har anført, at ændringen af forslaget vedrørende artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII ikke er »væsentlig« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i dommen i sagen Losch mod Domstolen. Den er en ubetydelig ændring af en gennemførelsesbestemmelse, der finder anvendelse på en begrænset persongruppe, og indgår således i hele opbygningen af en fortløbende ændring af karriere, som var en af de væsentlige hjørnesten i vedtægtsændringen for alle tjenestemændene.

49

I henhold til artikel 283 EF udfærdiger Rådet vedtægten på forslag af Kommissionen og efter at have indhentet udtalelse fra de øvrige interesserede institutioner.

50

Artikel 10 i både den tidligere vedtægt og i vedtægten fastsætter, at der skal oprettes et Vedtægtsudvalg bestående af repræsentanter for Fællesskabernes institutioner og et lige så stort antal repræsentanter for disses Personaleudvalg. Bestemmelsen fastsætter ligeledes, at udvalget høres om alle forslag til ændring af vedtægten, og at det kan formulere forslag inden for rammerne af en sådan ændring.

51

I den forbindelse har Retten i den appellerede doms præmis 36-40 — idet den har konstateret, at ordlyden af vedtægtens artikel 10 er klart uforenelig med en restriktiv fortolkning — fastslået, at Kommissionen er forpligtet til på ny at høre Vedtægtsudvalget inden Rådets vedtagelse af de pågældende bestemmelser, når ændringer til et vedtægtsforslag væsentligt ændrer forslagets indhold, men at en sådan forpligtelse er udelukket med hensyn til punktuelle ændringer med begrænset virkning. Retten fandt derfor under henvisning til dom af 5. oktober 1994, Tyskland mod Rådet (sag C-280/93, Sml. I s. 4973), at spørgsmålet, om en ændring er væsentlig, skal bedømmes ud fra de ændrede bestemmelsers indhold og stilling i hele den dispositive del, og ikke ud fra de individuelle konsekvenser, disse kan have på de berørte tjenestemænd.

52

Retten fastslog endvidere i det foreliggende tilfælde, at ændringen af forslaget, som fællesskabslovgiver havde fremlagt, ikke er væsentlig, da den udgør et supplement til vedtægtsændringen, som må bedømmes ud fra hele opbygningen og hele perspektivet i en fortløbende ændring af karriere.

53

I modsætning til, hvad appellanterne har anført, er en sådan vurdering ikke behæftet med en retlig fejl. Da ændringen nemlig ikke afveg væsentligt fra den tekst, der var blevet forelagt Vedtægtsudvalget — som således har kunnet udtale sig om muligheden for at overveje en forskel i lønklasser ved ansættelse mellem de tjenestemænd, der havde bestået de udvælgelsesprøver, som var afsluttet før vedtægtsændringen trådte i kraft, og som var blevet ansat før denne dato, og de tjenestemænd, der var blevet ansat efter denne dato — var det ikke nødvendigt at høre udvalget på ny.

54

Anbringendet om, at den appellerede dom ikke er tilstrækkeligt begrundet, er uden grundlag, da konklusionens begrundelse, der er indeholdt i denne doms præmis 40, klart fremgår af denne doms præmis 39, hvori Retten har fastslået, at »en genanvendelse af lønklasserne ved indplacering og løntrinnene for De Europæiske Fællesskabers tjenestemænd efter den karriereændring, der er fremsat af fællesskabslovgiver, [indebærer] en umiddelbar nedsættelse af de nye tjenestemænds lønklasser ved ansættelse, samt en hertil svarende udvikling i deres respektive karriereforløb«. Retten udledte heraf konklusionen i præmis 40, at »ændringen af lønklassen A *7 til lønklasse A *6, som først blev foreslået, udgør et supplement til vedtægtsændringen, som må bedømmes ud fra hele opbygningen og hele perspektivet i en fortløbende ændring af karriere«.

55

Det følger heraf, at de argumenter, som appellanterne har fremført, er uden grundlag.

56

Appellanterne har til støtte for argumentet om tilsidesættelse af velerhvervede rettigheder gjort gældende, at Retten fejlagtigt har benægtet, at de — før datoen for vedtagelsen af de omtvistede afgørelser — havde kunnet gøre krav på, at den indplacering, der var angivet i meddelelsen om udvælgelsesprøve, blev respekteret. Selv om meddelelsen om udvælgelsesprøve og opførelsen på egnethedslisten ikke indebærer en ret til ansættelse, skaber meddelelsen og opførelsen på denne liste en rettighed for alle deltagerne i udvælgelsesprøven, og så meget desto mere for dem, der er opført herpå, til at blive behandlet som angivet i denne meddelelse (dom af 20.6.1985, sag 138/84, Spachis mod Kommissionen, Sml. s. 1939), samt i givet fald at blive ansat på det niveau og til at udføre de opgaver, der er angivet i denne meddelelse. De ansøgere, der er opført på egnethedslisten, har således krav på, at disse ansættelsesbetingelser respekteres på tidspunktet for deres eventuelle udnævnelse. Appellanterne har endvidere henvist til, at fire af dem har modtaget ansættelsesafgørelserne før den 1. maj 2004, og at disse afgørelser henhører under den tidligere vedtægts anvendelsesområde. Da Retten ikke har behandlet disse argumenter i den appellerede dom, har den tilsidesat sin begrundelsespligt.

57

Kommissionen har anført, at lovgiver er forpligtet til at beskytte velerhvervede rettigheder, hvis der i henhold til den tidligere lovgivning endeligt er blevet fastlagt en retsstilling, og virkeliggørelsen af den faktiske fordel, som denne retsstilling tilfører den berørte, ikke længere er afhængig af en handling eller en undladelse fra den offentlige myndigheds side, i hvilken forbindelse denne har en skønsbeføjelse eller en skønsmargin.

58

Den retsstilling, der tilføres ved opførelsen på en egnethedsliste, som er opstillet efter en almindelig udvælgelsesprøve, udgør ikke en velerhvervet ret, men en mulighed for at blive udnævnt, da det er udnævnelsen, der begrunder kravet om, at betingelserne i henhold til vedtægten skal overholdes. Det er derfor selvmodsigende at påstå — således som appellanterne gør det — at de personer, der er opført på egnethedslisten, ikke har mulighed for at fremsætte et højere krav — nemlig en udnævnelse som tjenestemand på prøve — men derimod et mindre, nemlig at blive indplaceret i en bestemt lønklasse ved ansættelsen.

59

Rådet, der har fremført tilsvarende argumenter som Kommissionen, har tilføjet, at en meddelelse om udvælgelsesprøve ganske vist binder ansættelsesmyndigheden, men ikke forhindrer lovgiver i — ved en ændring af karrieresystemet — at fastlægge ækvivalensen mellem lønklasserne i henhold til meddelelsen om udvælgelsesprøve og lønklasserne ved ansættelsen efter det nye system.

60

Hertil bemærkes, at den retlige binding mellem tjenestemændene og administrationen er af vedtægtsmæssig og ikke kontraktmæssig art (jf. i denne retning dom af 19.3.1975, sag 28/74, Gillet mod Kommissionen, Sml. s. 463, præmis 4). Det følger heraf, at tjenestemændenes rettigheder og pligter til enhver tid kan ændres af lovgiver.

61

I princippet finder ændringslove til en lovbestemmelse, såsom forordninger om ændringer af vedtægten, i mangel af modstående bestemmelse anvendelse på fremtidige virkninger af situationer, som er opstået, mens den tidligere lov var gældende (jf. i denne retning dom af 29.6.1999, sag C-60/98, Butterfly Music, Sml. I, s. 3939, præmis 24).

62

Der gælder kun noget andet for situationer, der er opstået og endeligt realiseret, mens den tidligere bestemmelse var gældende, som skaber velerhvervede rettigheder (jf. i denne retning dom af 14.4.1970, sag 68/69, Brock, Sml. 1970, s. 37, org.ref.: Rec. s. 171, præmis 7, af 5.12.1973, sag 143/73, SOPAD, Sml. s. 1433, præmis 8, og af 10.7.1986, sag 270/84, Licata mod ØSU, Sml. s. 2305, præmis 31).

63

En rettighed er velerhvervet, når dens retsstiftende forhold er opstået før lovændringen. Dette er imidlertid ikke tilfældet, hvis rettigheden er støttet på et retsstiftende forhold, der ikke faktisk er opstået, mens de retsforskrifter, der blev ændret, var gældende.

64

I det foreliggende tilfælde var appellanterne, der havde bestået udvælgelsesprøverne, opført på egnethedslister på tidspunktet for vedtægtens ikrafttræden. De havde i denne egenskab ikke erhvervet nogen ret til at blive udnævnt, men havde alene mulighed herfor. Deres indplacering i lønklasse var underlagt deres udnævnelse, som henhører under ansættelsesmyndighedens skøn.

65

Det følger heraf, at appellanterne ikke kan gøre en velerhvervet ret gældende, da den situation, der ville medføre, at appellanterne havde krav på, at bestemte ansættelsesbetingelser skulle overholdes, endnu ikke var afsluttet, før vedtægten trådte i kraft (jf. i denne retning dommen i sagen Gillet mod Kommissionen, præmis 5).

66

Disse betragtninger gælder ligeledes for de af appellanterne, der var blevet ansat som tjenestemænd på prøve før den 1. maj 2004 og derefter er blevet udnævnt til tjenestemænd.

67

Da det i det foreliggende tilfælde kan konstateres, at de ansøgere, der havde bestået de pågældende udvælgelsesprøver, ikke havde nogen velerhvervede rettigheder, indeholder den appellerede dom ingen tilsidesættelse af det princip, som appellanterne har påberåbt sig, og den behandler på retlig tilstrækkelig måde de spørgsmål, som appellanterne har rejst i første instans.

68

Det fremførte argument er derfor ugrundet.

69

Hvad angår tilsidesættelsen af princippet om ligebehandling og om forbuddet mod forskelsbehandling har appellanterne gjort gældende, at alle ansøgere, der har bestået en udvælgelsesprøve, udgør én og samme gruppe i forhold til disse principper. Retten har derfor underkendt disse principper ved at antage, at de personer, der har bestået den samme udvælgelsesprøve, ikke alle har ret til at blive indplaceret i henhold til de betingelser, der var fastsat i meddelelsen om udvælgelsesprøven.

70

Ifølge appellanterne har Retten ved en sådan konstatering anerkendt, at lovgiver har kompetence til at ændre vedtægtens bestemmelser uden at være forpligtet til at overholde principperne om ligebehandling og om forbud mod forskelsbehandling. Retten har således dels udelukket muligheden for en retslig efterprøvelse af lovgivers kompetence — i strid med selve retsstatens grundlag og navnlig princippet om magtadskillelse — og dels tilsidesat retten til domstolsbeskyttelse. Fællesskabets retsinstanser bør derimod vurdere, om en forskelsbehandling, der udspringer af, at en ændring af retsregler er trådt i kraft, kan anses for at være begrundet.

71

Retten har desuden undladt at forklare de grunde, der retfærdiggør, at den har valgt at se bort fra sin dom af 30. september 1998, Ryan mod Revisionsretten (sag T-121/97, Sml. II, s. 3885), hvori den fastslog, at ligebehandlingsprincippet var blevet tilsidesat med hensyn til pensionsrettigheder for medlemmerne af Revisionsretten for De Europæiske Fællesskaber.

72

Endelig har Retten i den appellerede doms præmis 89 begået en retlig fejl derved, at den har udelukket, at der forelå en forskelsbehandling på grundlag af alder, derved, at appellanterne, og navnlig de ældste af disse, på grund af anvendelsen af artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII var blevet indplaceret i den laveste lønklasse, skønt der i ansættelsesproceduren for så vidt angik lønklasse A7/A6 eller B5/B4 var blevet taget hensyn til arbejdserfaring, som i øvrigt var krævet.

73

Kommissionen har anført, at Rettens begrundelse på ingen måde hviler på den forudsætning, at fællesskabslovgiver ikke er bundet af ligebehandlingsprincippet. Retten stillede derimod spørgsmålstegn ved princippets intertemporale rækkevidde og støttede sig på den konstatering, at lovgiver har kompetence til med henblik på fremtiden at vedtage ændringer til vedtægtens bestemmelser, som findes forenelige med tjenestens interesse. Ifølge Kommissionen kan de berørte ikke — selv om sådanne ændringer medfører en mindre gunstig situation for tjenestemænd end den, som var fastsat i tidligere bestemmelser — kræve, at en retstilstand, som de har kunnet drage fordel af på et givet tidspunkt, opretholdes.

74

Ligebehandlingsprincippet har nemlig ikke intertemporal rækkevidde i den forstand, at retsregler ikke må ændres. Det er derfor ikke i strid med dette princip, at de fremtidige virkninger af en situation, der er opstået mens en tidligere bestemmelse stadig gjaldt, behandles anderledes ved en ny bestemmelse end de ville være blevet behandlet i henhold til den tidligere bestemmelse før ændringen.

75

Rådet har fremført argumenter svarende til Kommissionens. Det har tilføjet, at anvendelsen af ligebehandlingsprincippet i henhold til de kriterier, som appellanterne har anført, ville medføre en ulige behandling af de tjenestemænd, der er blevet ansat efter den 1. maj 2004, alt efter om de har bestået udvælgelsesprøver, der har fundet sted før eller efter dette tidspunkt. Efter Rådets opfattelse udgør de tjenestemænd, der er ansat efter dette tidspunkt, derimod én og samme gruppe, som har krav på den samme behandling i henhold til vedtægten.

76

Som det fremgår af Domstolens praksis, foreligger der en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, der finder anvendelse på Fællesskabets tjenestemandsret, når to persongrupper, hvis faktiske og retlige situation ikke adskiller sig væsentligt fra hinanden, ved deres ansættelse behandles forskelligt og en sådan forskelsbehandling ikke er objektivt begrundet (jf. i denne retning dom af 11.1.2001, sag C-459/98 P, Martínez del Peral Cagigal mod Kommissionen, Sml. I, s. 135, præmis 50).

77

I den appellerede doms præmis 79-83 støtter Retten sig på den konstatering, at indplaceringen af appellanterne i lønklasse lovligt set kun kunne ske i henhold til de kriterier, der er fastsat i vedtægten, og navnlig dennes artikel 12, stk. 3, i bilag XIII, der gjaldt på tidspunktet for vedtagelsen af de omtvistede afgørelser. Retten udledte deraf, at appellanterne ikke kunne betragtes som henhørende under samme gruppe som de ansøgere, der havde bestået de samme udvælgelsesprøver, som var udnævnt før den 1. maj 2004, og som de bestemmelser, der var i kraft før vedtægtsændringen, skulle anvendes på. Den fastslog derfor, at denne bestemmelse ikke tilsidesatte princippet om forbud mod forskelsbehandling derved, at den for appellanterne fastsatte en ordning, der adskilte sig fra den, der fandt anvendelse på andre tjenestemænd.

78

Hertil bemærkes, at lovgiver ved vedtagelsen af bestemmelser, der bl.a. er anvendelige inden for området for Fællesskabets tjenestemandsret, principielt er forpligtet til at respektere det almindelige ligebehandlingsprincip.

79

I det foreliggende tilfælde skal det imidlertid fastslås, at lovgiver ved vedtagelsen af artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII — som medfører en forskel i behandlingen af tjenestemænd, der har bestået den samme udvælgelsesprøve, og som er blevet ansat henholdsvis før og efter vedtægtsændringen — ikke har tilsidesat dette princip, da forskelsbehandlingen vedrører tjenestemænd, der ikke tilhører én og samme gruppe.

80

Som Retten har fastslået, befinder appellanterne som tjenestemænd, der er blevet ansat efter den 1. maj 2004, sig nemlig ikke i den samme retlige situation som de tjenestemænd, der er blevet ansat før denne dato, da de på tidspunktet for vedtægtsændringens ikrafttræden — til forskel fra de tjenestemænd, der allerede var ansat — kun havde en mulighed for at blive udnævnt.

81

Denne forskel i behandlingen hviler desuden på et objektivt kriterium, der er uafhængigt af fællesskabslovgivers vilje, nemlig den ansættelsesdato, som ansættelsesmyndigheden fastsætter. Hertil kommer, at fællesskabslovgiver — ved afvejningen af de forskellige tjenestemandsgruppers interesser inden for rammerne af den gradvise indførelse af de nye vedtægtsbestemmelser — lovligt kunne bestemme, at ansættelse af personer, der befinder sig i appellanternes særlige situation, skulle ske i henhold til den nye ordning, og samtidig behandle disse personer mere fordelagtigt end tjenestemænd, der har bestået udvælgelsesprøver, som blev afholdt efter den 1. maj 2004, og som efterfølgende er blevet ansat.

82

Det følger heraf, at Retten — i modsætning til, hvad appellanterne har gjort gældende — for det første har udtalt sig om overholdelsen af ligebehandlingsprincippet med hensyn til artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII, og for det andet ikke har begået nogen retlig fejl ved bedømmelsen af, om dette princip var blevet overholdt.

83

Hvad angår den påståede forskelsbehandling på grundlag af alder, som appellanterne har påberåbt sig, for så vidt angår de ældre appellanters situation, skal der — som Retten med føje har anført — henvises til, at de kriterier for indplacering, der er angivet i artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII, åbenbart ikke vedrører alderen hos de udvalgte ansøgere fra de pågældende udvælgelsesprøver, og desuden — med hensyn til gruppe A — indeholder en forskel mellem den laveste lønklasse A *5 (tidligere A8) og den højere lønklasse A *6 (tidligere A7/A6).

84

Appellanternes argumenter om en tilsidesættelse af principperne om ligebehandling og om forbuddet mod forskelsbehandling, om magtadskillelse og den retlige trinfølge samt om retten til domstolsbeskyttelse må derfor forkastes.

85

Da den appellerede dom også på dette punkt er tilstrækkeligt begrundet, kan det ikke foreholdes Retten, at den ikke i dommens begrundelse har forklaret, hvorledes den bedømmelse, den har foretaget i denne sag, og den bedømmelse, der blev givet i den sag, som gav anledning til dommen i sagen Ryan mod Revisionsretten, adskiller sig fra hinanden.

86

Det følger heraf, at Retten ikke har tilsidesat sin begrundelsespligt, hvorfor dette argument må forkastes.

87

Ifølge appellanterne har Retten ved at fastslå, at administrationen ikke har afgivet nogen præcise løfter med hensyn til deres indplacering, tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og gengivet beviser urigtigt. De har understreget, at ud over den omstændighed, at meddelelserne om udvælgelsesprøve ikke indeholdt nogen henvisning til arbejdet med ændringerne af den tidligere vedtægt, og at al skriftlig dokumentation, der var tilgængelig på internetsiderne, henviste til den tidligere vedtægt, var fire af appellanterne desuden hverken i skrivelserne om ansættelsestilbud, som de modtog, før vedtægtsændringen trådte i kraft, eller ved lægeundersøgelsen i anledning af ansættelsen, blevet underrettet om den nye ordning. Administrationen informerede nemlig Delphine Fumey på dagen for hendes tiltrædelse af stillingen, og Eva Gerhards, Iona M.S. Hamilton og Thomas Millar blev informeret ved en »ændrings«-skrivelse til deres ansættelsestilbud, som de modtog fire dage før, de tiltrådte deres stillinger.

88

Kommissionen og Rådet har heroverfor anført, at der ikke kan tages hensyn til løfter fra en administrativ myndighed ved bedømmelsen af lovligheden af fællesskabslovgivers handlinger. Der kan derfor ikke i forbindelse med indsigelsen om, at artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII er ulovlig, i appellen tages hensyn til de argumenter, der vedrører forskellige faktiske omstændigheder. Derudover har de anført, at administrationens løfter, der ikke tager hensyn til de gældende bestemmelser, ikke kan begrunde en berettiget forventning hos de berørte personer. Ifølge Kommissionen og Rådet har Retten under alle omstændigheder været opmærksom på forskellene mellem de enkelte appellanters situationer.

89

Hvad angår den påståede tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning har Retten i den appellerede doms præmis 98 fastslået, at sagsakterne ikke indeholder noget forhold, der kan gøre det muligt for appellanterne at konkludere, at fællesskabsinstitutionerne har givet dem løfter, der kunne give dem anledning til at nære berettigede forventninger om, at de tidligere vedtægtsmæssige kriterier for indplacering i lønklasse af tjenestemænd ville blive anvendt ved deres ansættelse.

90

I det foreliggende tilfælde står det fast, at visse af appellanterne — før de omtvistede afgørelser blev vedtaget — af administrationen var blevet oplyst om, at deres indplacering ville ske i henhold til de kriterier, der fremgik af meddelelserne om udvælgelsesprøver. Denne oplysning var dog ledsaget af et forbehold om muligheden for, at der kunne blive foreslået en ansættelse på grundlag af de nye vedtægtsbestemmelser.

91

Men selv om sådanne oplysninger kunne anses for at være præcise løfter, der kunne begrunde en berettiget forventning hos adressaterne, må det udelukkes — som Retten har gjort det i den appellerede doms præmis 95 — at appellanterne på dette grundlag kan anfægte lovligheden af den retsregel, som de omtvistede afgørelser er støttet på. Borgerne kan nemlig ikke under henvisning til princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning anfægte anvendelsen af en ny bestemmelse, navnlig ikke på et område, hvor lovgiver råder over et vidt skøn (jf. bl.a. dom af 19.11.1998, sag C-284/94, Spanien mod Rådet, Sml. I, s. 7309, præmis 43).

92

Som generaladvokaten har anført i punkt 121 i sit forslag til afgørelse, kan administrationens handlinger ikke begrænse lovgivers handlingsmargin og heller ikke udgøre en målestok for lovligheden, som denne skal overholde.

93

Det følger heraf, at appellanternes argumenter vedrørende tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er uden grundlag, og at argumenterne vedrørende urigtig gengivelse af beviser er uden virkning.

94

Ifølge appellanterne er artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII i strid med vedtægtens artikel 31 om ansøgerens ret til at blive udnævnt i lønklassen for den ansættelsesgruppe, der er angivet i meddelelsen om udvælgelsesprøve. De har herved anført, at de kritiserede overgangsbestemmelser i relation til appellanterne og ansættelsesmyndigheden har en endelig og ingen midlertidig virkning. Appellanterne blev nemlig endeligt udnævnt i henhold til såkaldte »overgangs«-bestemmelser, og indplaceringen, der blev fastlagt på den dato, hvor deres udnævnelse blev gyldig, gælder for hele deres karriere. Retten har desuden ikke forklaret grunden til den fravigelse, der blev indført ved artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII, i forhold til de overgangsbestemmelser, som anvendes på de andre tjenestemænd.

95

Ifølge Kommissionen skal der ved bedømmelsen af, om der foreligger en overgangsbestemmelse eller en endelig bestemmelse, sondres mellem på den ene side en bestemmelse og på den anden side retsvirkningerne af en afgørelse, der er vedtaget på grundlag af en sådan bestemmelse. Bestemmelser, hvis anvendelsesområde er begrænset til situationer på et bestemt tidspunkt eller i et bestemt tidsrum, anses nemlig for at være overgangsbestemmelser. Retsvirkningerne af en afgørelse, der er vedtaget på grundlag af en overgangsbestemmelse, kan derimod faktisk antage en endelig karakter. Artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII’s overgangskarakter er derfor uden videre forenelig med den endelige karakter af afgørelsen om indplacering i lønklasse.

96

Rådet har tilføjet, at nævnte artikel 12, stk. 3, kan udgøre en undtagelse til vedtægtens artikel 31, da de to bestemmelser er indeholdt i den samme retsakt og har samme rang, og den første bestemmelse derudover vedrører en særlig situation, mens den anden foreskriver en almindelig regel. Den omstændighed, at artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII udgør en lex specialis i forhold til vedtægtens artikel 31, er følgelig tilstrækkelig til at udelukke enhver uforenelighed mellem disse to bestemmelser.

97

I henhold til vedtægtens artikel 31, stk. 1, skal de ansøgere, der har bestået udvælgelsesprøver, »udnævnes i lønklassen for den ansættelsesgruppe, der er anført i meddelelsen om den udvælgelsesprøve, de har bestået«.

98

Retten har behandlet argumenterne om en tilsidesættelse af denne bestemmelse og har herved først i den appellerede doms præmis 109 fastslået, at selv om det nødvendigvis fremgår af nævnte bestemmelse, at de ansøgere, der har bestået de almindelige udvælgelsesprøver, skal udnævnes til tjenestemænd i den lønklasse, der er anført i meddelelsen om den udvælgelsesprøve, på grundlag af hvilken de er blevet ansat, kunne fastsættelsen af niveauet af de ledige stillinger og betingelserne for udnævnelsen af de valgte ansøgere til disse stillinger, som Kommissionen havde foretaget på grundlag af den tidligere vedtægts bestemmelser ved dens udformning af de omstridte meddelelser om udvælgelsesprøver, ikke forlænge sine virkninger efter den 1. maj 2004, hvilken dato fællesskabslovgiver valgte for ikrafttrædelsen af den nye karrierestruktur.

99

I den appellerede doms præmis 110-113 fastslog Retten endvidere, at artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII er en overgangsbestemmelse, der udelukkende har til formål at fastlægge indplaceringen af en bestemt gruppe tjenestemænd, og at lovgiver med virkning for fremtiden kan vedtage ændringer til vedtægtens bestemmelser, selv om de ændrede bestemmelser er mindre gunstige end de tidligere.

100

Denne bedømmelse er ikke behæftet med en retlig fejl. Det forholder sig nemlig således, at hvis en ansøger, der består en udvælgelsesprøve, af vedtægtens artikel 31, stk. 1, principielt afleder et krav om, at han, såfremt han udnævnes, bliver indplaceret i lønklassen for den ansættelsesgruppe, der er anført i meddelelsen om udvælgelsesprøve, kan denne bestemmelse kun finde anvendelse på bestående ret, da den ikke kan forpligte ansættelsesmyndigheden til at vedtage en afgørelse, der strider imod vedtægten i den affattelse, der er ændret af fællesskabslovgiver, og derfor er retsstridig. Som det er anført i denne doms præmis 64 og 65, kan appellanterne, der havde bestået udvælgelsesprøverne, som blev afholdt, før vedtægtsændringen trådte i kraft, i øvrigt ikke påberåbe sig nogen velerhvervet ret til at blive udnævnt i en bestemt lønklasse, inden vedtægten trådte i kraft. Et sådant krav kan således ikke støttes på vedtægtens artikel 31.

101

Derudover er artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII en særlig overgangsbestemmelse, hvorfor den kan udgøre en undtagelse fra den almindelige bestemmelse i vedtægtens artikel 31, der finder anvendelse på en bestemt gruppe tjenestemænd.

102

Derfor er de argumenter, som appellanterne har fremført som bevis for, at der ved bedømmelsen af den påståede tilsidesættelse af sidstnævnte artikel forelå en retlig fejl og en utilstrækkelig begrundelse, uden grundlag.

103

Ifølge appellanterne har Retten fejlagtigt antaget, at en overgangsbestemmelse kan udgøre en undtagelse fra vedtægtens artikel 5 og 7, der forankrer princippet om sammenhæng mellem tjenestemandens lønklasse og stilling. Retten har således erkendt, at en overgangsbestemmelse kan fravige enhver vedtægtsbestemmelse og almindelige retsgrundsætninger.

104

Kommissionen og Rådet er af den opfattelse, at appellanterne har fortolket den appellerede dom forkert derved, at Retten skulle have udtalt, at artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII indeholder en undtagelse til den regel, der fremgår af vedtægtens artikel 7, stk. 1. Ved en korrekt læsning af denne dom opretholdes derimod ækvivalensen mellem lønklasse og stilling.

105

Kommissionens og Rådets argumenter er begrundet. Retten har nemlig ikke — i modsætning til, hvad appellanterne har anført — i den appellerede doms præmis 126-128 udtalt, at artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII indeholder en undtagelse til vedtægtens artikel 5 og 7, der opstiller princippet om sammenhæng mellem lønklasse og stilling. Retten har tværtimod, bl.a. i præmis 126 og 131 i den appellerede dom, fastslået, at artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII fastsætter kriterier for anvendelsen af et sådant princip for de tjenestemænd, der er blevet ansat i en overgangsperiode.

106

Argumenterne om en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 5 og 7 og om en utilstrækkelig begrundelse er derfor uden grundlag.

107

Det følger af det ovenstående, at appellanternes argumenter om, at Rettens bedømmelse er behæftet med retlige fejl og en utilstrækkelig begrundelse med hensyn til indsigelsen om, at artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII er ulovlig, må forkastes.

108

Appellanterne har gjort gældende, at Retten — ved at frifinde Kommissionen for påstandene om annullation af de omtvistede afgørelser — har tilsidesat principperne om ligebehandling og om forbud mod forskelsbehandling samt sin begrundelsespligt, idet den stiltiende har anset de afgørelser om ansættelse af bestemte ansøgere fra de samme udvælgelsesprøver, som appellanterne havde bestået, der for hovedparternes vedkommende var foretaget på en dato forud for den 1. maj 2004, for ulovlige, men ikke har fastslået, at Kommissionen — ved at behandle ansøgere, der blev ansat før den 1. maj 2004, anderledes end appellanterne — har tilsidesat disse principper.

109

Kommissionen har anført, at appellanterne har fortolket den appellerede dom fejlagtigt.

110

I den appellerede dom, og navnlig i præmis 150-152, har Retten for det første fastslået, at den utilstrækkelige forhåndsinformation af appellanterne i sig selv ikke kan indebære, at de omtvistede afgørelser bliver retsstridige. For det andet har den henvist til, at det følger af fast retspraksis, at lovligheden af en fællesskabsretsakt skal bedømmes efter de faktiske og retlige omstændigheder på det tidspunkt, da retsakten blev vedtaget, og at de omtvistede afgørelser i den forbindelse alle er blevet vedtaget i overensstemmelse med de nye bindende bestemmelser i artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII, hvis ulovlighed ikke er blevet godtgjort.

111

Sådanne overvejelser, som støtter den bedømmelse, hvorefter de omtvistede afgørelser er vedtaget på det korrekte retsgrundlag, dvs. på de gældende bestemmelser på tidspunktet for deres vedtagelse (jf. dom af 17.5.2001, sag C-449/98 P, IECC med Kommissionen, Sml. I, s. 3875, præmis 87), er ikke behæftet med en retlig fejl og giver en tilstrækkelig begrundelse for at frifinde Kommissionen for de argumenter, der blev fremført i første instans. Appellanternes argumenter om tilsidesættelse af principperne om ligebehandling og om forbuddet mod forskelsbehandling er derfor uden virkning, og argumentet vedrørende utilstrækkelig begrundelse er uden grundlag.

112

Det fremgår af det ovenstående, at appellen er ugrundet, hvorfor den må forkastes.

113

I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, der i henhold til procesreglementets artikel 118 finder anvendelse på appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold til procesreglementets artikel 70 bærer institutionerne i tvister mellem Fællesskaberne og deres ansatte selv deres egne omkostninger. Det fremgår dog af procesreglementets artikel 122, stk. 2, at artikel 70 ikke finder anvendelse ved appel, som tjenestemænd eller øvrige ansatte ved en institution iværksætter mod denne.

114

Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellanterne tilpligtes at betale sagens omkostninger, og appellanterne har tabt sagen, bør det pålægges dem at betale sagens omkostninger.

115

I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 4, første punktum, som ligeledes finder anvendelse i medfør af samme reglements artikel 118, bærer intervenienten i denne sag sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Anden Afdeling):