RETTENS DOM (Første Afdeling)

19. juni 2007

Sag T-473/04

Cristina Asturias Cuerno

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Tjenestemænd – løn – udlandstillæg – artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten – tjeneste udført for en international organisation – bosættelsespenge – dagpenge«

Angående: Påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 25. august 2004, hvorved sagsøgerens klage af 27. april 2004 blev afslået, og hvorved hun fik afslag på udlandstillæg i henhold til artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber samt de øvrige hermed forbundne ydelser.

Udfald: Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers afgørelser af henholdsvis 28. januar 2004 og 25. august 2004 annulleres. Sagsøgeren har ret til udlandstillæg i henhold til artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten samt til bosættelsespenge som omhandlet i artikel 5 i nævnte bilag. I øvrigt frifindes Kommissionen. Kommissionen betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – klage – fuld prøvelsesret

2.      Tjenestemænd – løn – udlandstillæg – betingelser for tildeling

[Art. 189 EF; tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 4, stk. 1, litra a)]

3.      Tjenestemænd – løn – udlandstillæg – betingelser for tildeling

[Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 4, stk. 1, litra a)]

4.      Tjenestemænd – godtgørelse af udgifter – dagpenge – betingelser for tildeling

(Tjenestemandsvedtægten, art. 20; bilag VII, art. 10)

1.      Vedtægtens artikel 91, stk. 1, sidste punktum, giver Retten fuld prøvelsesret i tvister angående pengebeløb. Retten er inden for rammerne af denne fulde prøvelsesret kompetent til at fastslå, at der består en rettighed til at opnå udlandstillæg samt de øvrige hermed forbundne ydelser.

(jf. præmis 23)

Henvisning til: Retten, 8. april 1992, sag T‑18/91, Costacurta Gelabert mod Kommissionen, Sml. II, s. 1655, præmis 50; Retten, 30. november 1993, sag T-15/93, Vienne mod Parlamentet,Sml. II, s. 1327, præmis 41; Retten, 12. december 1996, sag T-33/95, Lozano Palacios mod Kommissionen,Sml. Pers. I–A, s. 575, og II, s. 1535, præmis 67.

2.      De tjenesteydelser, der udføres af en tjenestemand, inden vedkommende blev ansat i Fællesskabet som assistent for et medlem af Europa-Parlamentet, svarer til de tjenesteydelser, som er udført for en international organisation med henblik på anvendelsen af undtagelsen for tildeling af udlandstillægget, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, litra a), andet led, sidste punktum, i vedtægtens bilag VII. Dels gør en assistent for et medlem af Parlamentet tjeneste for Parlamentet, eftersom han som led i sine opgaver og inden for grænserne af sit ansvarsområde samarbejder omkring udførelsen og gennemførelsen af de opgaver, som Parlamentet og medlemsstaterne er tillagt ved EF-traktaten. Dels har assistenten en direkte forbindelse til denne institution, idet parlamentsmedlemmerne ikke kan betragtes som tredjemænd i forhold til selve institutionen. Som det fremgår af artikel 189 EF, består Parlamentet af »repræsentanter for folkene i […] stater[ne]«, nemlig »medlemmer af […] Parlamentet«. Parlamentsmedlemmerne udgør derfor en væsentlig del af selve institutionen og er således sammenfaldende med Parlamentet. Det er endvidere inden for rammerne af det mandat, hvortil de er valgt, at parlamentsmedlemmerne ansætter assistenter med henblik på at modtage den nødvendige støtte i forbindelse med udførelsen af deres opgaver.

Denne konklusion ændres hverken af de bestemmelser, hvorefter parlamentsmedlemmerne og assistenten skal indgå en privatretlig aftale, hvori det udtrykkeligt bestemmes, at Parlamentet ikke kan betragtes som en arbejdsgiver eller assistentens medkontrahent, og hvorved denne institution ikke ifalder erstatningsansvar i relation til assistentens klager, eller af de kontraktbestemmelser, som gennemfører disse bestemmelser. Disse bestemmelser og klausuler har tilsyneladende kun til formål at udelukke Parlamentets ansvar over for assistenterne for et medlem af Parlamentet i forbindelse med spørgsmål omfattet af det aftalemæssige, skattemæssige og socialsikringsmæssige område. Ikke desto mindre afhænger tilstedeværelsen af en retlig forbindelse mellem to parter af arten og indholdet af forholdet mellem disse, hvis kvalificering alene henhører under Rettens skøn, og ikke af den kvalificering, som gives af parterne selv. Den omstændighed derimod, at Parlamentet regulerer de væsentlige aspekter ved assistenternes status, foretager en administrativ kontrol af medlemmernes ansættelse af assistenterne samt i princippet direkte skal betale den løn, som svarer til deres arbejde eller udførelse af tjenesteydelser, viser, hvor kunstigt det ville være at lægge til grund, at Parlamentet er en tredjeperson i forhold til assistenterne, og at der ikke foreligger nogen direkte retlig forbindelse mellem denne institution og parlamentsmedlemmernes assistenter.

(jf. præmis 48, 51, 52, 57, 60, 61, 63, 69 og 70)

Henvisning til: Retten, 20. marts 1991, sag T‑1/90, Pérez-Mínguez Casariego mod Kommissionen, Sml. II, s. 143, præmis 38; Retten, 15. juli 1993, sag T-115/92, Hogan mod Parlamentet,Sml. II, s. 895, præmis 36; Retten, 22. marts 1995, sag T- 586/93, Kotzonis mod ØSU,Sml. II, 665, præmis 21; Retten, 10. juni 2004, sag T‑276/01, Garroni mod Parlamentet, Sml. Pers. I‑A, s. 177, og II, s. 795, præmis 52.

3.      Artikel 4, stk. 1, litra a) i vedtægtens bilag VII skal fortolkes således, at det afgørende kriterium for retten til udlandstillæg er tjenestemandens sædvanlige opholdssted på ansættelsestidspunktet, idet den varige bopæl er det sted, hvor den pågældende har villet oprette og stabilisere det varige midtpunkt for sine interesser. Blot at have bopæl i et andet land med henblik på at afslutte universitetsstudier eller gennemgå praktikophold, giver ikke anledning til at formode, at der foreligger en vilje til at forlægge midtpunktet for sine interesser i dette land.

(jf. præmis 73 og 74)

Henvisning til: Domstolen, 15. september 1994, sag C-452/93 P, Magdalena Fernández mod Kommissionen,Sml. I, s. 4295, præmis 21; Retten, 13. december 2004, sag T-251/02, E mod Kommissionen,Sml. Pers. I‑A, s. 359, og II, s. 1643, præmis 53; Retten, 25. oktober 2005, sag T‑229/02, Dedeu i Fontcuberta mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 303, og II, s. 1377, præmis 66.

4.      For at afgøre, om tjenestemanden med henblik på tildeling af dagpenge har været nødt til at skifte bopæl for at opfylde forpligtelserne i vedtægtens artikel 20, er den bopæl, der skal tages i betragtning, bopælen, hvor den pågældende opretholder midtpunktet for sine interesser. Det er herved muligt i en vis periode at have to bopæle samtidigt, den første som det sædvanlige bopælssted, og den anden dér, hvor hovederhvervet udøves. Det kan således ikke udledes af den blotte omstændighed, at den pågældende har arbejdet et andet sted end tjenestestedet i perioden forud for sin ansættelse, at han dér har villet oprette det varige midtpunkt for sine interesser, hvis forhold vedrørende tjenestemandens erhvervsrelaterede og personlige omstændigheder rent faktisk modsiger, at han har haft denne hensigt.

(jf. præmis 84 og 87)

Henvisning til: Domstolen, 11. august 1995, sag C‑43/94 P, Parlamentet mod Vienne, Sml. I, s. 2441, præmis 21; Lozano Palacios mod Kommissionen, præmis 47; E mod Kommissionen, præmis 73.