Sag C-424/02

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

mod

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland

»Traktatbrud – direktiv 75/439/EØF – bortskaffelse af olieaffald – prioritering af behandling af olieaffald ved regenerering«

Sammendrag af dom

Tilnærmelse af lovgivningerne – bortskaffelse af olieaffald – direktiv 75/439 – forpligtelse for medlemsstaterne til at prioritere behandlingen af olieaffald ved regenerering – grænser – tekniske, økonomiske eller organisatoriske hensyn – begreb

(Rådets direktiv 75/439, art. 3, stk. 1)

Det fremgår af artikel 3, stk. 1, i direktiv 75/439 om bortskaffelse af olieaffald, som ændret ved direktiv 87/101, at henvisningen til »tekniske, økonomiske og organisatoriske hensyn« i nævnte artikel er en del af en bestemmelse, som angiver en samlet forpligtelse, der pålægges medlemsstaterne, og at fællesskabslovgiver ikke herved har villet fastsætte undtagelser, der kun omfatter en generel gennemførelsesbestemmelse, men definere anvendelsesområdet og indholdet af en positiv forpligtelse til at prioritere regenerering af olieaffald.

Det følger heraf, at definitionen af disse hensyn ikke kan henhøre under medlemsstaternes enekompetence. Ud over, at det ville være i strid med princippet om, at fællesskabsretten skal fortolkes og anvendes ensartet, såfremt fortolkningen alene tilkom medlemsstaterne, ville dette også medføre, at kravet om, at regenereringen skal være forenelig med tekniske, økonomiske og organisatoriske hensyn, ville blive en betingelse, hvis overholdelse helt og holdent ville afhænge af den pågældende medlemsstats gode vilje.

Artikel 3, stk. 1, i direktiv 75/439 vedrørende »tekniske, økonomiske og organisatoriske hensyn« må opfattes som et udtryk for proportionalitetsprincippet, hvilket indebærer, at medlemsstaterne er forpligtet til at træffe passende foranstaltninger, som står i rimeligt forhold til det tilstræbte formål, nemlig at behandlingen af olieaffald ved regenerering prioriteres i den forstand, at grænsen for den positive forpligtelse er de nævnte hensyn. Såfremt det imidlertid antages, at bestående tekniske, økonomiske og organisatoriske forhold i en medlemsstat nødvendigvis er hensyn, som er til hinder for, at der træffes de foranstaltninger, der er fastsat i den nævnte bestemmelse, ville det være ensbetydende med, at denne mistede sin gennemslagskraft, eftersom den forpligtelse, der er pålagt medlemsstaterne, ville være begrænset til, at status quo skulle opretholdes, og bestemmelsen ville således ikke pålægge dem en reel forpligtelse til at vedtage de nødvendige foranstaltninger for at prioritere behandlingen af olieaffald ved regenerering.

(jf. præmis 20-23)