FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

F.G. JACOBS

fremsat den 20. januar 2005 (1)

Sag C-287/02

Kongeriget Spanien

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

1.     I denne sag har Kongeriget Spanien nedlagt påstand om delvis annullation af Kommissionens beslutning 2002/461/EF af 12. juni 2002 om afslutning af medlemsstaternes regnskaber over udgifter, der finansieres af Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, for regnskabsåret 2001 (2) (herefter »den anfægtede beslutning«).

2.     Kongeriget Spanien har navnlig gjort indsigelser mod de ændringer, der blev foretaget som led i afslutningen af regnskaberne fra visse nationale betalingsorganer, samt korrektionen af regnskaberne fra betalingsorganet for Castilla-La Mancha.

 Retsforskrifter

3.     Den fælles landbrugspolitik finansieres i henhold til bestemmelserne i forordning nr. 1258/1999 (3) (herefter »grundforordningen«), hvorefter Garantisektionen finansierer interventioner til regulering af landbrugsmarkederne, som efter Fællesskabets regler foretages inden for rammerne af de fælles markedsordninger for landbruget (4).

4.     Det anføres i betragtningerne til grundforordningen:

»der bør træffes to former for beslutninger, den ene om aflæggelse og afslutning af regnskaberne for Garantisektionen og den anden om de følger, herunder finansielle korrektioner, der skal drages af resultaterne af undersøgelsen af, om udgifterne er i overensstemmelse med Fællesskabets retsforskrifter« (5).

5.     Den første form for beslutning om afslutning af regnskaberne henhører under grundforordningens artikel 7, stk. 3, og den anden form for beslutning om overensstemmelse henhører under forordningens artikel 7, stk. 4.

6.     Hvad angår beslutninger om regnskabsafslutning påhviler det i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 3, Kommissionen at afslutte betalingsorganernes regnskaber inden den 30. april i året efter det pågældende regnskabsår på grundlag af de oplysninger, der er nævnt i forordningens artikel 6, stk. 1, litra b). Ifølge denne bestemmelse skal medlemsstaterne tilsende Kommissionen betalingsorganernes årsregnskaber, for så vidt angår de af Garantisektionen finansierede foranstaltninger, med de for deres afslutning nødvendige oplysninger samt en attest om, at de fremsendte regnskaber er fuldstændige, nøjagtige og pålidelige.

7.     Endvidere er det i artikel 7, stk. 3, fastsat, at beslutningen om regnskabsafslutning ikke foregriber Kommissionens vedtagelse af en senere beslutning om overensstemmelse med fællesskabsreglerne om udgifter.

8.      En sådan beslutning om overensstemmelse er reguleret i artikel 7, stk. 4, hvori det i første afsnit er fastsat, at »Kommissionen træffer beslutning om, hvilke udgifter der skal udelukkes fra […] fællesskabsfinansiering, hvis den konstaterer, at udgifter ikke er afholdt i overensstemmelse med fællesskabsreglerne«.

9.     Beslutninger om overensstemmelse skal vedtages i henhold til den procedure, der er fastsat i artikel 7, stk. 4:

»Forud for enhver beslutning om afvisning af finansiering skal de resultater, som Kommissionen er nået frem til ved sin efterprøvning, samt den pågældende medlemsstats svar foreligge i form af skriftlige meddelelser, hvorefter de to parter forsøger at blive enige om, hvilke konsekvenser der skal drages.

Hvis parterne ikke kan blive enige, kan medlemsstaten anmode om, at der inden for en frist på fire måneder indledes en forligsprocedure; der udarbejdes en rapport om resultaterne af denne procedure, som meddeles Kommissionen og gennemgås af denne, inden der træffes afgørelse om afvisning af finansiering.

Kommissionen anslår de beløb, der skal udelukkes, især på baggrund af det regelstridige forholds omfang. Kommissionen tager i denne forbindelse hensyn til overtrædelsens art og grovhed samt til den økonomiske skade, der er påført Fællesskabet.«

10.   I tilslutning til de procedurer, der er fastsat i grundforordningen, skal en beslutning om regnskabsafslutning og en beslutning om overensstemmelse med fællesskabsreglerne for udgifter i henhold til forordningens artikel 7, stk. 5, yderligere reguleres af detaljerede bestemmelser, der vedtages særskilt. Sådanne yderligere bestemmelser er blevet vedtaget ved forordning nr. 1663/95 (herefter »gennemførelsesforordningen«) (6). I det følgende gengives de yderligere regler for beslutninger om regnskabsafslutning.

11.   De oplysninger, som medlemsstaterne skal fremsende (7), og som omfatter årsregnskaberne over udgifterne for Garantisektionen, skal tilsendes Kommissionen senest den 10. februar i året efter afslutningen af det regnskabsår, som de vedrører (8).

12.   Ved beslutningen om regnskabsafslutning i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 7, stk. 3, fastsættes de udgifter, der er afholdt i hver enkelt medlemsstat i det pågældende regnskabsår, og som skal anerkendes som udgifter for EUGFL, uden at dette dog foregriber de beslutninger, der senere træffes om overensstemmelse med Fællesskabets retsforskrifter (9). Artikel 7, stk. 1, bestemmer dernæst:

»De beløb, der som følge af beslutninger om den bogholderimæssige regnskabsafslutning omhandlet i det første afsnit skal tilbagebetales af eller udbetales til den enkelte medlemsstat, fastsættes ved, at det forskud, der er udbetalt for det pågældende regnskabsår, trækkes fra de udgifter, der er anerkendt for samme år i henhold til første afsnit.«

13.   Gennemførelsesforordningens artikel 7, stk. 2, bestemmer:

»Inden den 31. marts i året efter regnskabsårets afslutning giver Kommissionen den pågældende medlemsstat meddelelse om resultaterne af sin kontrol af de indsendte oplysninger sammen med eventuelle forslag til ændringer.«

14.   I forbindelse med en beslutning om overensstemmelse med fællesskabsreglerne om udgifter i medfør af grundforordningens artikel 7, stk. 4, fastsætter gennemførelsesforordningens artikel 8, stk. 1, følgende detaljerede bestemmelser vedrørende forhandlingsproceduren mellem den pågældende medlemsstat og Kommissionen, der leder til vedtagelsen af en sådan beslutning:

»Når Kommissionen som følge af en undersøgelse finder, at udgifterne ikke er afholdt efter EF-reglerne, meddeler den den pågældende medlemsstat resultaterne af sin undersøgelse og de korrigerende foranstaltninger, der skal træffes for at sikre, at reglerne fremtidig overholdes.

Meddelelsen skal indeholde en henvisning til nærværende forordning. Medlemsstaten skal afgive svar inden for to måneder, og Kommissionen kan ændre sit standpunkt under hensyn hertil […]

Efter udløbet af denne frist indkalder Kommissionen til en bilateral drøftelse, og de to parter søger at nå frem til en aftale om de foranstaltninger, der skal træffes, og til en vurdering af, hvor alvorlig overtrædelsen er, og af den finansielle skade, den har påført Det Europæiske Fællesskab. Kommissionen meddeler efter denne drøftelse og efter udløbet af alle frister, som den har fastsat i samråd med medlemsstaterne, efter de bilaterale drøftelser til meddelelse af yderligere oplysninger, eller hvis medlemsstaten ikke accepterer indkaldelsen, efter udløbet af den frist, som Kommissionen har fastsat til medlemsstatens accept af denne indkaldelse, derefter officielt medlemsstaten sine konklusioner […]. Uden at gyldigheden af fjerde afsnit i dette stykke berøres, vurderer Kommissionen i denne meddelelse, hvilke udgifter den har til hensigt at udelukke i medfør af artikel 7, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1258/1999.

Medlemsstaterne underretter snarest Kommissionen om de korrigerende foranstaltninger, som den har truffet for at sikre, at Fællesskabets regler overholdes, og om datoen for disse foranstaltningers faktiske iværksættelse. Kommissionen vedtager i givet fald en eller flere afgørelser i medfør af artikel 7, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1258/1999 for indtil den faktiske dato for de korrigerende foranstaltningers iværksættelse at udelukke de udgifter, der er afholdt, uden at Fællesskabets regler blev overholdt.«

 Sagens faktiske omstændigheder

15.   Efter at have modtaget årsregnskaberne over de udgifter, som de spanske betalingsorganer havde afholdt i regnskabsåret 2001, tilsendte Kommissionen de spanske myndigheder resultaterne af sine undersøgelser ved skrivelse af 27. marts 2002. Kommissionen præciserede, at skrivelsen udgjorde en meddelelse både i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 7, stk. 2, og artikel 8, stk. 1. Den foreslog regnskabsafslutning for flere betalingsorganer, herunder organet for Navarra, inden den 30. april. Kommissionen foreslog ikke på dette tidspunkt regnskabsafslutning med hensyn til regnskaberne fra betalingsorganerne FEGA, Castilla-La Mancha, Balearerne, Rioja og Baskerlandet, for hvilke yderligere undersøgelser og oplysninger var nødvendige, før en beslutning kunne vedtages. Et bilag til denne skrivelse præciserede for hvert tilfælde beskaffenheden af eventuelle yderligere undersøgelser og oplysninger, der var nødvendige forud for et forslag om regnskabsafslutning, samt resultaterne af Kommissionens undersøgelser.

16.   Under Fondskomitéens møde den 19. april 2002, hvori de spanske myndigheder deltog, uddelte Kommissionen en sammenfattende rapport med resultaterne af undersøgelserne og et udkast til den anfægtede beslutning.

17.   Herefter fremsendte de spanske myndigheder flere svar vedrørende Kommissionens skrivelse af 27. marts, den sammenfattende rapport og udkastet til beslutningen. I en skrivelse af 22. april 2002 tilsendte de spanske myndigheder Kommissionen deres bemærkninger til udkastet til beslutningen og til rapporten. I skrivelse af 25. april 2002 tilsendte de spanske myndigheder Kommissionen deres bemærkninger til regnskaberne for Castilla-La Mancha. På grundlag af et dokument af 23. april 2002, der var udarbejdet af det attesterende organ som svar på udkastet til beslutningen, omhandlede bemærkningerne både regnskabsafslutning for regnskabsåret 2001 og den procedure, der ville finde anvendelse på en senere beslutning om overensstemmelse. De spanske myndigheder anførte, at det attesterende organ skønnede, at det var i besiddelse af tilstrækkelige garantier for, at regnskaberne var fuldstændige, nøjagtige og pålidelige, at regnskaberne skulle afsluttes, og at den korrektion, som Kommissionen havde foreslået, skulle ændres, da fejlen kun angik braklægningsstøtte for kunstigt vandet majs, og ikke også de kompenserende godtgørelser, som Kommissionen havde hævdet. De spanske myndigheder gjorde derfor gældende, at korrektionen skulle ansættes til 17 855 EUR i stedet for 1 831 526 EUR.

18.   Den 11. juni 2002 tilsendte de spanske myndigheder Kommissionen dokumenter vedrørende regnskaberne for betalingsorganet Navarra og disses overensstemmelse med fællesskabsreglerne for udgifter.

19.   Den 12. juni 2002 vedtog Kommissionen den anfægtede beslutning. Beslutningen, der havde hjemmel i grundforordningens artikel 7, stk. 3, afsluttede regnskaberne fra alle de spanske betalingsorganer, undtagen FEGA og Baskerlandet, og den omfattede ændringer af de afsluttede regnskaber. Ændringerne vedrørte fejl i visse betalinger foretaget af Castilla-La Mancha, Navarra og Baskerlandet, hvilket fremgik af den sammenfattende rapport.

20.   De spanske myndigheder fremsendte efterfølgende flere svar på Kommissionens skrivelse af 27. marts 2002 samt dokumenter, der vedrørte regnskaberne fra Castilla-La Mancha og Baskerlandet og deres overensstemmelse med fællesskabsreglerne for udgifter.

21.   Derefter anlagde Kongeriget Spanien denne sag, med påstand om delvis annullation af den anfægtede beslutning, for det første fordi den tilsidesætter gennemførelsesforordningen, for det andet fordi forslaget til korrektion af regnskaberne fra Castilla-La Mancha er fejlagtigt.

 Den påståede tilsidesættelse af gennemførelsesforordningen

 Det principale anbringende

22.   Kongeriget Spanien har anført, at den anfægtede beslutning tilsidesætter gennemførelsesforordningen, idet dets myndigheder ikke på behørig vis blev hørt af Kommissionen angående beskaffenheden af de ændringer, der var i strid med forordningens artikel 8, stk. 1. Kommissionen tilsidesatte navnlig denne bestemmelse, idet den vedtog den anfægtede beslutning uden at hense til de spanske myndigheders svar på udkastet til beslutningen, og idet Kongeriget Spanien ikke blev indkaldt til et bilateralt møde for at vurdere, hvor alvorlig regnskabsfejlen var, og uden at give dem mulighed for eventuelt at anmode om en forligsprocedure.

23.   Kommissionen har gjort gældende, at der skal sondres mellem proceduren for regnskabsafslutning i grundforordningens artikel 7, stk. 3, og gennemførelsesforordningens artikel 7, og proceduren for undersøgelsen af overensstemmelsen med fællesskabsreglerne om udgifter, der er reguleret i grundforordningens artikel 7, stk. 4, og gennemførelsesforordningen artikel 8. Den anfægtede beslutning, i hvis betragtning 9 det anføres, at den gælder »under forbehold af […][en senere undersøgelse] i henhold til artikel 7, stk. 4« (10), henhører under regnskabsafslutningsproceduren, der var overholdt til fulde, indtil beslutningen blev vedtaget.

24.   Kommissionen har dernæst vurderet den påståede tilsidesættelse af gennemførelsesforordningens artikel 8, stk. 1. Den har anført, at den i denne bestemmelse fastsatte procedure for undersøgelse af udgifternes overensstemmelse med fællesskabsreglerne blev indledt med dens skrivelse af 27. marts 2002. Den har imidlertid understreget, at henset til sondringen mellem denne procedure og regnskabsafslutningsproceduren er den korrektion, der fremgår af den anfægtede beslutning, midlertidig. En endelig beslutning om afvisning af finansiering kan kun vedtages efter den udveksling af synspunkter, der stilles krav om i artikel 8, stk. 1.

25.   Kommissionen har som en bekræftelse af sin kompetence til at foreslå ændringer i beslutningen om regnskabsafslutning, der i det væsentlige er midlertidige indtil afslutningen af proceduren i artikel 8, stk. 1, henvist til Domstolens faste praksis, hvorefter Kommissionen inden den endelige beslutning vedrørende afslutningen af årsregnskaberne har kompetence til at nedsætte betalingen af forskud, såfremt den konstaterer, at det nationale organ i strid med fællesskabsretten har afholdt visse udgifter, der belaster EUGFL (11). De nævnte domme blev afsagt forud for fastsættelsen af sideløbende procedurer, der hver for sig regulerer beslutninger om regnskabsafslutning i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 3, og beslutningen om at afvise finansiering på grund af udgiftens uoverensstemmelse med fællesskabsreglerne i henhold til forordningens artikel 7, stk. 4. Kommissionen har gjort gældende, at i medfør af en analog anvendelse af denne af Domstolen godkendte ordning for nedsættelser, der er midlertidige, mens den afventer den endelige regnskabsafslutning, har den på same måde kompetence til at foretage midlertidige nedsættelser i beslutningen om regnskabsafslutning, mens den afventer den endelige afgørelse om afvisning af finansiering.

 Vurdering

26.   Som udgangspunkt bemærkes, at Kommissionens påstand om, at den fulgte proceduren for regnskabsafslutning, ikke er helt korrekt. Den anfægtede beslutning blev vedtaget den 12. juni 2002 og ikke inden den 30. april 2002, som det kræves i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 3. Sagsøgeren har imidlertid ikke lagt dette forhold til grund for anfægtelsen af beslutningen og end ikke nævnt det i indlæggene.

27.   Med forbehold af ovenstående er jeg af den opfattelse, at Kommissionens fortolkning af retsforskrifterne vedrørende regnskabsafslutning er korrekt. Grundforordningens artikel 7, stk. 3, fastsætter udtrykkeligt, at beslutningen om regnskabsafslutning ikke »foregriber […] vedtagelsen af en senere beslutning« om de udgifter, der ikke skal finansieres af Fællesskabet, da de ikke er blevet afholdt i overensstemmelse med fællesskabsreglerne. Dette gentages i gennemførelsesforordningens artikel 7, stk. 1, og det præciseres, at de beløb, der skal tilbagebetales fra medlemsstaterne som følge af resultaterne af beslutningen om regnskabsafslutning, skal fastsættes ved, at det forskud, der er udbetalt for det pågældende regnskabsår, fratrækkes de udgifter, der er anerkendt. Det er åbenbart, at beslutningen om regnskabsafslutning derfor kan indeholde ændringer.

28.   Hvis en yderligere bekræftelse af lovligheden af Kommissionens adfærd skulle være nødvendig, fremgår dette af nedenstående to punkter:

29.   For det første fremgår det af gennemførelsesforordningens artikel 7, stk. 2, at forslag til ændringer af betalingsorganernes årsregnskaber kan foretages før regnskabsafslutningen, hvis de fremsendes til medlemsstaterne inden den 31. marts. De ændringer, der var foreslået for regnskaberne fra Castilla-La Mancha og Baskerlandet, blev i overensstemmelse med dette krav fremsendt ved skrivelse af 27. marts 2002.

30.   Dernæst er forskriftsmæssigt foreslåede ændringer af årsregnskaber, der indeholder udgifter, som er afholdt i strid med de for den relevante fælles markedsordning gældende forskrifter, ikke alene tilladt i henhold til artikel 7, stk. 2, men påkrævet i henhold til den generelle regel, som Kommissionen har henvist til, hvorefter den ikke i sådanne tilfælde kan afholde udgifter (12). Den omstændighed, at denne regel blev fastslået i domme vedrørende betaling af månedlige forskud, er irrelevant for den foreliggende sag. Som Kommissionen har gjort opmærksom på, udtalte Domstolen udtrykkeligt, at reglen finder generel anvendelse (13). Retspraksis i øvrigt har vist, at den er blevet anvendt således (14).

31.   Disse to omstændigheder bekræfter Kommissionens fortolkning af retsforskrifterne om regnskabsafslutning, og som jeg tilslutter mig.

32.   Derfor er jeg af den opfattelse, at der ikke er sket en tilsidesættelse af regnskabsafslutningsproceduren, bortset fra den omstændighed, at den anfægtede beslutning ikke blev vedtaget inden den 30. april 2002 som påkrævet i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 3.

33.   Jeg deler også Kommissionens opfattelse af, at gennemførelsesforordningens artikel 8, stk. 1, ikke er blevet tilsidesat.

34.   I Kommissionens skrivelse til sagsøgeren af 27. marts 2002 er det udtrykkeligt anført, at den udgør en meddelelse i henhold til denne bestemmelse, med korrigerende foranstaltninger, der skulle træffes for at sikre den fremtidige overensstemmelse med fællesskabsreglerne om udgifter. De spanske myndigheder erkendte tilsyneladende, at skrivelsen af 27. marts 2002 var en meddelelse, eftersom de sendte flere svar, hvori de reagerede på de korrektioner, som Kommissionen havde foreslået i henhold til artikel 8, stk. 1.

35.   Kongeriget Spaniens påstand om, at Kommissionens undladelse af at indkalde til et bilateralt møde – og i givet fald – undladelse af at give det mulighed for at anmode om en forligsprocedure med henblik på at nå til enighed om korrektionen udgjorde en tilsidesættelse af gennemførelsesforordningens artikel 8, stk. 1, er efter min mening ugrundet. Den regnskabsafslutningsprocedure, der er fastsat i denne bestemmelse, var ikke afsluttet på det tidspunkt, hvor Kongeriget Spanien anlagde sagen, og det var derfor for tidligt at påberåbe sig tilsidesættelsen af denne procedure. Kommissionen indbød faktisk efterfølgende, i overensstemmelse med proceduren, Kongeriget Spanien til et bilateralt møde vedrørende korrektionen i en skrivelse af 10. december 2002.

36.   Jeg kan på denne baggrund konstatere, at den anfægtede beslutning hverken har tilsidesat regnskabsafslutningsproceduren eller proceduren i gennemførelsesforordningens artikel 8, stk. 1, om en eventuel senere beslutning.

 Yderligere argumenter vedrørende den påståede tilsidesættelse af gennemførelsesforordningen

37.   Kongeriget Spanien har fremført yderligere tre argumenter vedrørende dets påstand om tilsidesættelse af gennemførelsesforordningen.

38.   Det har for det første gjort gældende, at den manglende anvendelse af proceduren i gennemførelsesforordningens artikel 8, stk. 1, og dermed tilsidesættelsen af de spanske myndigheders mulighed for at fremføre deres synspunkt om ændringerne, tilsidesætter deres ret til kontradiktion. Kommissionen har heroverfor anført, at de ændringer, der var foreslået i den anfægtede beslutning, var rent midlertidige, indtil der blev vedtaget en beslutning om udgifternes overensstemmelse i henhold til forordningens artikel 8, stk. 1, og at skrivelsen af 27. marts 2002 indledte den procedure, der giver medlemsstaterne ret til at blive hørt før vedtagelsen af en sådan beslutning (15). Derfor blev Kongeriget Spaniens kontradiktoriske rettigheder ikke tilsidesat. Kommissionen har anført, at Spanien i alle tilfælde havde mulighed for at fremsætte sine synspunkter vedrørende forslaget til beslutningen både under mødet i Fondskomitéen og under mødet den 19. april 2002, efter forudgående at have modtaget et eksemplar af forslaget til beslutning og den tilhørende sammenfattende rapport, samt i de skrivelser til Kommissionen, der gik forud for vedtagelsen af den anfægtede beslutning. Den omstændighed, at Kommissionen endelig vedtog de ændringer, den oprindelig havde foreslået, uagtet de spanske myndigheders bemærkninger, er efter Kommissionens mening en anden sag.

39.   Det skal for det første bemærkes, at gennemførelsesforordningens artikel 7, stk. 2, ikke udtrykkeligt henviser til medlemsstatens ret til at fremføre sine synspunkter om ændringerne. Retten til kontradiktion er et grundlæggende fællesskabsretligt princip, som Domstolen gentagne gange har fastslået skal overholdes, selv om der ikke er fastsat retsregler for den pågældende procedure (16). I henhold til dette princip skal adressaterne for beslutninger, der mærkbart berører deres interesser, have lejlighed til at fremføre deres synspunkter, inden beslutningen vedtages. Henset til betydningen af overholdelsen af retten til kontradiktion, og til hensynet til klarhed, kunne det forventes, at medlemsstaterne i medfør af artikel 7, stk. 2, til beskyttelse af deres finansielle interesser udtrykkeligt ville være berettigede til at besvare ethvert forslag fra Kommissionen i løbet af regnskabsafslutningsproceduren.

40.   På den ene side kunne et argument herimod være, at fordi ændringerne, der blev foretaget under regnskabsafslutningsproceduren, udelukkende er af midlertidig beskaffenhed, og da overensstemmelsesproceduren udtrykkeligt indebærer retten til kontradiktion, når korrektionerne er endelige, er der ikke behov for en særskilt bestemt ret til kontradiktion. På den anden side forekommer det mig, at en gentagelse ville være i overensstemmelse med formålet om at bibeholde en sondring mellem de to procedurer, som hver for sig er sammenhængende.

41.   Dette spørgsmål er imidlertid ikke rejst i den foreliggende sag.

42.   Jeg er overbevist om, at de muligheder, som de spanske myndigheder benyttede sig af for at videregive deres synspunkter til Kommissionen vedrørende forslagene til ændringer, sikrede dem en passende ret til kontradiktion. De mundtlige og skriftlige oplysninger, som Kongeriget Spanien har videregivet i denne forbindelse, viser indirekte, at begge parter har erkendt dets mulighed for at gøre indsigelser mod forslaget før regnskabsafslutningen. Den påståede tilsidesættelse af retten til kontradiktion er derfor ugrundet.

43.   For det andet har Kongeriget Spanien gjort gældende, at Kommissionen ikke oplyste det om korrektionen i forbindelse med regnskabsafslutningsproceduren, og for det tredje, at den sammenfattende rapport ikke foreligger på spansk, hvilket udgør en væsentlig tilsidesættelse af regnskabsafslutningsproceduren. Disse anbringender blev fremsat i svarskriftet og er derfor nye anbringender, der er fremsat under sagens behandling.

44.   I henhold til artikel 42, stk. 2, i Domstolens procesreglement kan nye anbringender ikke fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på faktiske eller retlige omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. Dette er ikke tilfældet i den foreliggende sag.

45.   I overensstemmelse med Kommissionens påstand skal begge anbringender afvises.

 De påståede ukorrekte ændringer af regnskaberne fra Castilla-La Mancha

46.   Kongeriget Spanien har gjort indsigelser mod berettigelsen af den finansielle korrektion af regnskaberne fra Castilla-La Mancha, der blev foreslået i den sammenfattende rapport vedrørende Garantisektionens regnskabsafslutning for regnskabsåret 2001 (17). Rapporten foreslår en korrektion på 1 831 526 EUR på grund af fejl i sektoren for markafgrøder.

47.   Beslutningen om regnskabsafslutning skal bestemme størrelsen af de udgifter, der er blevet afholdt i hver medlemsstat i løbet af det pågældende regnskabsår, der kan finansieres af EUGFL. Dette resulterer nødvendigvis i kvantificeringen (om end midlertidig, indtil vedtagelsen af en senere beslutning om uoverensstemmelse) af beløb, der ikke er godkendt (18).

48.   Det er endvidere fast retspraksis, at Kommissionen i henhold til grundforordningen kun kan bestemme, at EUGFL skal finansiere beløb, der er udbetalt i overensstemmelse med de regler, der er fastsat for de forskellige landbrugssektorer (19), hvilket medfører, at Kommissionen må afvise finansiering af udgifter, når den har konstateret uregelmæssigheder (20).

 Parternes argumenter om, hvorvidt korrektionen var berettiget

49.   Det skal som udgangspunkt bemærkes, at Kommissionen i duplikken har godtaget Kongeriget Spaniens påstand om, at korrektionen ikke skulle have omfattet kompenserende godtgørelser, og den har forsikret, at den vil tage hensyn hertil ved vurderingen af størrelsen af den endelige korrektion. I øvrigt er parterne uenige om, hvorvidt korrektionen var berettiget.

50.   Kommissionen har i indlæggene begrundet forslaget til korrektion. Med henblik herpå lægger den den rapport af 23. januar 2002 til grund, som blev udarbejdet af Castilla-La Manchas attesterende organ, og som var baseret på kontrol af de pågældende regnskaber for regnskabsåret 2001 (herefter »attesteringsrapporten«).  Ifølge attesteringsrapporten, som gengivet af Kommissionen, var der to typer fejl i regnskaberne for regnskabsåret 2000 og i regnskaberne for regnskabsåret 2001.

51.   I regnskaberne for regnskabsåret 2000 var en edb-fejl skyld i betalingen af fejlagtige støttebeløb for visse arealer, der anvendtes til dyrkning af hård hvede. En anden og uforklaret fejl opstod i regnskaberne for regnskabsåret 2000, der hidrørte fra edb-programmet til opdagelse af mangler i de oplysninger, der er nødvendige for at sikre overholdelsen af krav om erklæringer om minimumsarealer til braklægning. Denne fejl medførte betalinger af beløb, der var større, end de skulle have været.

52.   Ifølge den attesteringsrapport, som Kommissionen har henvist til, har lignende mangler i regnskaberne for regnskabsåret 2001 påvist, at de fejl, der påvirkede regnskaberne for regnskabsåret 2000, ikke blev rettet før udarbejdelsen af senere regnskaber. På grundlag af de fejl, der var anført i attesteringsrapporten, har Kommissionen hævdet, at de var tilfældige. Den har henvist til de fejl, der blev opdaget i 2001-regnskaberne for hvede, og til vanskeligheder med den fornyede beregning, der skulle foretages af de faktorer, der skulle henses til, for at beregne betalingen for braklægninger, der var nødvendige på grund af gentagelsen af den anden type fejl.

53.   Kommissionen har særligt henvist til de fejlagtige betalinger i 2001, der skyldtes en urigtig anvendelse af nedsættelsen af arealet af braklagt jord i forbindelse med kunstigt vandet majs. Den har tillige på grundlag af attesteringsrapporten gjort gældende, at resultaterne af kontrollen ikke var behørigt registreret, og at denne mangel ikke blev opdaget af det pågældende edb-program.

54.   Kongeriget Spanien mener imidlertid ikke, at de fejl, der fremgik af attesteringsrapporten, berettiger den korrektion, som Kommissionen foreslog. Det har fortolket det attesterende organs stillingtagen til manglerne i regnskaberne for regnskabsåret 2001 anderledes end Kommissionen. Kongeriget Spanien har lagt det attesterende organs skrivelse af 23. april 2002 til grund, hvori det anføres, at organets bemærkninger til fejlene i de to attesteringsrapporter for de to pågældende regnskabsår ikke er ens. Ifølge skrivelsen vedrører bemærkningerne til regnskabsåret 2001 alene den ukorrekte anvendelse af sanktionskoefficienten for braklægningen hvad angår kunstigt vandet majs. Fejlen berører derfor kun denne bevilling og ikke alle betalingerne i sektoren for markafgrøder. Kongeriget Spanien, der tilsyneladende kun har lagt den vurdering til grund, der fremgår af meddelelsen af 23. april 2002, har gjort gældende, at fejlen udgør en værdi af 17 855 EUR, hvilket også er værdien af fejlen vedrørende kunstigt vandet majs.

55.   Kongeriget Spanien har under henvisning til Kommissionens vejledning nr. 8 (21) tillige gjort gældende, at fejlen er systematisk, og at vurderingen af det samlede antal fejl i alle sektorer i regnskaberne for regnskabsåret 2001, som det hævder, udgør et beløb af 7 725 641 EUR, er mindre end den materielle tærskel på 1% af de samlede udgifter, der beløber sig til 8 759 994 EUR.  Kongeriget Spanien konstaterer endelig, at der ikke er noget belæg for en finansiel korrektion, i hvert fald ikke i regnskabsafslutningsproceduren.

 Vurdering

56.   Der er enighed om, at Kommissionen i forbindelse med vurderingen af det ukorrekte beløb med urette medtog kompenserende godtgørelser.

57.   Alene denne omstændighed gør det nødvendigt at annullere den anfægtede beslutning hvad angår korrektionen af udgifter til denne bevilling.

58.   Kongeriget Spanien har ikke i øvrigt fremført relevante argumenter til bestemmelse af, om korrektionen var berettiget. Det har navnlig ved at hævde, at det samlede antal fejl er mindre end den materielle tærskel, der er fastsat i Kommissionens vejledning nr. 8, hvis anbefalinger vedrører de nationale attesterende organers vurdering af fejl, ikke støttet sine argumenter på relevante grunde. Der er ingen tvivl om, at vejledningen ikke regulerer Kommissionens kompetence til at foreslå ændringer i beslutningen om regnskabsafslutning.

59.   I henhold til regnskabsafslutningsproceduren påhviler det udtrykkeligt Kommissionen at bestemme størrelsen af de udgifter, der har været afholdt i medlemsstaterne, og som skal finansieres af EUGFL (22).  Det fremgår af Domstolens faste praksis, at selv om Kommissionen skal føre bevis for, at den har en begrundet og rimelig tvivl med hensyn til den kontrol eller de tal, som medlemsstaten har fremsendt, for at godtgøre, at der foreligger en tilsidesættelse af bestemmelserne vedrørende de fælles markedsordninger for landbruget, skal den ikke udtømmende godtgøre, at kontrollen var mangelfuld, eller at tal er fejlagtige. Medlemsstaten har bedre adgang til at indsamle og kontrollere de oplysninger, der er nødvendige for afslutningen af EUGFL-regnskaberne, og staten skal følgelig føre det mere detaljerede og fuldstændige bevis for, at dens kontrol eller tal er rigtige, og efter omstændighederne for, at Kommissionens påstande er urigtige (23). Den pågældende medlemsstat kan ikke afkræfte Kommissionens konstateringer ved simple påstande, som ikke underbygges af elementer, der godtgør eksistensen af et pålideligt og funktionsdygtigt kontrolsystem (24).

60.   Kommissionen har i sine indlæg fremført væsentlige beviser for sin tvivl i forbindelse med pålideligheden af de pågældende undersøgelser, der fandt sted i 2001. Ikke alene konstaterede den, at de fejl, der blev opdaget i 2000, ikke var blevet rettet det følgende år, hvilke fejl omfattede to edb-fejl, der medførte ukorrekte betalinger for hård hvede og for braklagte landbrugsarealer, men den gjorde navnlig også, på grundlag af bemærkningerne i attesteringsrapporten for 2001, opmærksom på de fejlagtige betalinger som følge af en ukorrekt anvendelse af nedsættelse af braklægningsarealet med hensyn til kunstigt vandet majs samt mangelen på kontrol af registreringen af resultaterne af kontrolbesøgene. Ifølge uddrag af attesteringsrapporten, der er vedlagt Kommissionens svarskrift, vedrørte fraværet af denne kontrol ifølge det attesterende organ generelt sektoren for markafgrøder.

61.   Kongeriget Spanien har hverken ført bevis for resultaterne af sådanne undersøgelser, eller for at Kommissionens påstande er ukorrekte. Det har endvidere ikke godtgjort, at de mangler, der blev opdaget i kontrolsystemet i 2000, blev rettet, så systemet kunne fungere pålideligt i 2001. Ingen af disse tre krav (25) er opfyldt med påstandene om, at fejlen kun berører bevillingen for kunstigt vandet majs.

62.   Jeg er derfor af den opfattelse, at Kommissionen har ført bevis for en begrundet og rimelig tvivl med hensyn til de undersøgelser, som medlemsstaten har givet oplysninger om, og at Kommissionen derfor med rette konstaterede, at fællesskabsreglerne om udgifter var blevet tilsidesat, og foreslog en tilsvarende finansiel korrektion.

63.   Hvad angår størrelsen af korrektionen, bortset fra medtagelsen af kompenserende godtgørelser, mener jeg, at vurderingen er i overensstemmelse med Domstolens anvendelse af de principper, den har fastslået i sin praksis vedrørende bevisbyrden (26) i en sag, hvor en vurdering er foretaget af Kommissionen på grundlag af resultater af undersøgelser. Under sådanne omstændigheder har Domstolen bekræftet den vurdering, hvorefter medlemsstaten ikke er fremkommet med nogen oplysninger, der godtgør, at Kommissionen har lagt urigtige faktiske oplysninger til grund, og heller ikke har godtgjort, at de uregelmæssigheder, som er opdaget, ikke berører Fællesskabets budget eller berører det i betydeligt mindre grad, end hvad Kommissionen har skønnet (27).

64.   Som jeg allerede har anført, har Kongeriget Spanien ikke godtgjort, at Kommissionens vurderinger var fejlagtige, idet den konstaterede, at der var uregelmæssigheder i regnskaberne. Det er hverken blevet godtgjort, at de faktiske omstændigheder, der blev lagt til grund for vurderingen, var urigtige, eller at uregelmæssighederne ikke påvirkede Fællesskabets budget.

65.   Desuden er der intet i Kongeriget Spaniens indlæg, der viser, at uregelmæssighederne påvirkede Fællesskabets budget i betydeligt mindre omfang, end hvad der fremgår af Kommissionens vurderinger. I henhold til de principper, der er fastslået i retspraksis vedrørende bevisbyrden (28), kan simple påstande om, at fejlen kun berører kunstigt vandet majs, og som ikke underbygges af elementer, der godtgør eksistensen af et pålideligt og funktionsdygtigt kontrolsystem, ikke på nogen måde svække denne vurdering.

66.   På baggrund heraf, og bortset fra den del, der vedrører kompenserende godtgørelser, er det korrektionsbeløb, som Kommissionen foreslog, efter min overbevisning korrekt.

67.   Da Kongeriget Spanien delvist har vundet sagen, bør hver part pålægges at bære sine egne omkostninger.

 Forslag til afgørelse

68.   Henset til ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse:

1)      Kommissionens beslutning 2002/461/EF af 12. juni 2002 om afslutning af medlemsstaternes regnskaber over udgifter, der finansieres af Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, Garantisektionen, for regnskabsåret 2001, annulleres for så vidt angår korrektionen af udgifterne vedrørende kompenserende godtgørelser.

2)      I øvrigt frifindes Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

3)      Hver part bærer sine egne omkostninger.

---

1 – Originalsprog: engelsk.

---

2 – EFT L 160, s. 28.

---

3 – Rådets forordning (EF) nr. 1258/1999 af 17.5.1999 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (EFT L 160, s. 103). Med virkning fra 1.1.2000 ophævede og erstattede forordning nr. 1258/1999 Rådets forordning (EØF) nr. 729/70 af 21.4.1970 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (EFT 1970 I, s. 196), som navnlig er ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1287/95 af 22.5.1995 (EFT L 125, s. 1). I henhold til artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 1258/1999 og bilaget til forordning nr. 1258/1999 skal henvisninger i tidligere lovgivning til bestemmelserne i forordning nr. 729/70 forstås som henvisninger til bestemmelserne i forordning nr. 1258/1999.

---

4 – Artikel 1, stk. 2, litra b), og artikel 2, stk. 2.

---

5 –      Betragtning 9.

---

6 – Kommissionens forordning (EF) nr. 1663/95 af 7.7.1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 729/70, for så vidt angår proceduren for regnskabsafslutning for EUGFL, Garantisektionen, EFT L 158, s. 6, som ændret ved forordning (EF) nr. 2245/1999 af 22.10.1999, EFT L 273, s. 5.

---

7  – Jf. punkt 6 ovenfor.

---

8  – Artikel 4, stk. 2.

---

9  – Gennemførelsesforordningens artikel 7, stk. 1.

---

10 – Betragtning 9.

---

11  – Domstolens dom af 17.10.1991, sag C-342/89, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 5031, præmis 16, og af 17.10.1991, sag C-346/89, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 5057, præmis 16.

---

12  – Jf. sag C-342/89 og C-346/89, nævnt i fodnote 11, dommens præmis 14.

---

13  – Jf. sag C-342/89 og C-346/89, nævnt i fodnote 11, dommens præmis 15.

---

14  – Jf. bl.a. Domstolens dom af 25.2.1988, sag 327/85, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. s. 1065, præmis 24 og 25, af 8.1.1992, sag C-197/90, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 1, præmis 38, og af 24.1.2002, sag C-118/99, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 747, præmis 38.

---

15  – Jf. dom af 9.1.2003, sag C-177/00, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 233, præmis 23.

---

16  – Jf. bl.a. Domstolens dom af 12.12.2002, sag C-395/00, Cipriani, Sml. s. 11877, præmis 51, af 21.9.2000, sag C-462/98 P, Mediocurso mod Kommissionen, Sml. I, s. 7183, præmis 36, af 28.3.2000, sag C-7/98, Krombach, Sml. I, s. 1935, præmis 42, og af 24.10.1996, sag C-32/95 P, Kommissionen mod Lisrestal, Sml. I, s. 5373, præmis 21.

---

17  – Referencedokument »AGRI/60939/2002-DA endelig«.  Jf. kapitel 6.5.

---

18  – Gennemførelsesforordningen, artikel 7, stk. 1.

---

19  – Jf. de i fodnote 14 nævnte sager.

---

20  – Jf. bl.a. Domstolens dom af 9.1.2003, sag C-157/00, Grækenland mod Kommissionen, Sml. I, s. 153, præmis 44.

---

21 – Dokument VI/5331/98 »Vejledning til revision af attestering af EUGFL’s betalingsorganers regnskaber«.

---

22  – Gennemførelsesforordningens artikel 7, stk. 1.

---

23  – Jf. Domstolens dom af 6.3.2001, sag C-278/98, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. I, s. 1501, præmis 39-41, dommen i sagen Grækenland mod Kommissionen, nævnt i fodnote 20, præmis 15-17, og senest af 4.3.2004, sag C-344/01, Tyskland mod Kommissionen, præmis 58.

---

24  – Jf. bl.a. dommen i sagen Grækenland mod Kommissionen, nævnt i fodnote 20, præmis 18.

---

25  – Som medlemsstaten skal opfylde ifølge den i fodnote 23-24 citerede retspraksis.

---

26  – Jf. punkt 59 ovenfor.

---

27  – Jf. dom af 21.3.2002, sag C-130/99, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 3005, præmis 90-91.

---

28  – Jf. punkt 59 ovenfor.