62000J0256

Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser specielle kompetenceregler retten på opfyldelsesstedet for den kontraktmæssige forpligtelse undladelsesforpligtelse uden geografisk begrænsning konventionens artikel 5, nr. 1, finder ikke anvendelse alene konventionens artikel 2 finder anvendelse

(Konventionen af 27.9.1968, art. 2 og art. 5, nr. 1, som ændret ved tiltrædelseskonventionen af 1978)

$$Den specielle kompetenceregel i sager om kontraktforhold i artikel 5, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse, finder ikke anvendelse i et tilfælde, hvor opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, ikke kan bestemmes, fordi den omtvistede kontraktforpligtelse består i en undladelsesforpligtelse, som ikke indebærer nogen form for geografisk begrænsning, og som derfor er kendetegnet ved, at det sted, hvor den er opfyldt eller skal opfyldes, ikke er et enkelt sted, men mange steder. I et sådant tilfælde kan kompetencen alene bestemmes ved anvendelse af det almindelige kompetencekriterium, der er fastlagt ved konventionens artikel 2, stk. 1.

( jf. præmis 55 og domskonkl. )

I sag C-256/00,

angående en anmodning, som Cour d'appel de Bruxelles (Belgien) i medfør af protokollen af 3. juni 1971 vedrørende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Besix SA

mod

Wasserreinigungsbau Alfred Kretzschmar GmbH & Co. KG (WABAG),

Planungs- und Forschungsgesellschaft Dipl. Ing. W. Kretzschmar GmbH & Co. KG (Plafog),

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 5, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 (EFT 1978 L 304, s. 17), som ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse (EFT L 304, s. 1, og den ændrede tekst s. 77),

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene P. Jann, F. Macken og N. Colneric samt dommerne A. La Pergola, J.-P. Puissochet, M. Wathelet, R. Schintgen (refererende dommer) og V. Skouris,

generaladvokat: S. Alber

justitssekretær: R. Grass,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

Besix SA ved avocat A. Delvaux

Wasserreinigungsbau Alfred Kretzschmar GmbH & Co. KG (WABAG) og Planungs- und Forschungsgesellschaft Dipl. Ing. W. Kretzschmar GmbH & Co. KG (Plafog) ved avocat P. Hallet

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J.L. Iglesias Buhigues og X. Lewis, som befuldmægtigede,

på grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 27. september 2001,

afsagt følgende

Dom

1 Ved dom af 19. juni 2000, indgået til Domstolen den 28. juni 2000, har Cour d'appel de Bruxelles i medfør af protokollen af 3. juni 1971 vedrørende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, forelagt et præjudicielt spørgsmål om fortolkningen af artikel 5, nr. 1, i konventionen (EFT 1978 L 304, s. 17), som ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse (EFT L 304, s. 1, og den ændrede tekst s. 77, herefter »Bruxelles-konventionen«).

2 Spørgsmålet er blevet rejst under en sag anlagt af det belgiske selskab Besix SA (herefter »Besix«), Bruxelles (Belgien), mod de tyske selskaber Wasserreinigungsbau Alfred Kretzschmar GmbH & Co. KG (herefter »WABAG«) og Planungs- und Forschungsgesellschaft Dipl. Ing. W. Kretzschmar GmbH & Co. KG (herefter »Plafog«), begge Kulmbach (Tyskland). Sagen angår et krav, der er fremsat af Besix over for WABAG og Plafog, om erstatning for det tab, som Besix hævder at have lidt som følge af de to sidstnævnte selskabers tilsidesættelse af en eksklusivitetsklausul i en aftale indgået i forbindelse med udbud af en offentlig kontrakt.

Bruxelles-konventionen

3 Bruxelles-konventionens kompetenceregler er indeholdt i konventionens afsnit II, som består af artikel 2-24.

4 Bruxelles-konventionens artikel 2, stk. 1, som er indeholdt i afsnit II, afdeling 1, under overskriften »Almindelige bestemmelser«, har følgende ordlyd:

»Med forbehold af bestemmelserne i denne konvention skal personer, der har bopæl på en kontraherende stats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne stat.«

5 Bruxelles-konventionens artikel 3, stk. 1, der er indeholdt i samme afdeling, bestemmer:

»Personer, der har bopæl på en kontraherende stats område, kan kun sagsøges ved retterne i en anden kontraherende stat i medfør af de regler, der er fastsat i afdeling 2-6 i dette afsnit.«

6 Artikel 5, som er indeholdt i afdeling 2 i Bruxelles-konventionens afsnit II, under overskriften »Specielle kompetenceregler«, har således følgende ordlyd:

»En person, der har bopæl på en kontraherende stats område, kan sagsøges i en anden kontraherende stat:

1) i sager om kontraktforhold, ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes

[...]«

Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

7 Det fremgår af hovedsagens akter, at WABAG, der er en del af Deutsche Babcock-koncernen, og Besix den 24. januar 1984 i Bruxelles underskrev en aftale, der var affattet på fransk, hvorved de forpligtede sig til at afgive et fælles bud i forbindelse med en offentlig kontrakt, der skulle indgås af Ministeriet for Miner og Energi i Cameroun i forbindelse med projektet »Vandtilførsel til elleve bycentre i Cameroun«, og til, såfremt de fik tildelt kontrakten, at gennemføre denne i fællesskab.

8 I henhold til aftalen forpligtede de to selskaber sig »til udelukkende at samarbejde med hinanden og til ikke at indgå aftale med andre parter«.

9 Imidlertid blev det ved åbningen af buddene konstateret, at Plafog, der, som WABAG, indgår i Deutsche Babcock-koncernen, også havde deltaget i budgivningen i forbindelse med den pågældende offentlige kontrakt i samarbejde med et finsk selskab.

10 Efter vurderingen af de afgivne bud blev det besluttet at opdele kontrakten, således at udførelsen af de forskellige delarbejder blev overdraget til flere forskellige virksomheder. Ét af delarbejderne blev tildelt det konsortium, som Plafog deltog i, mens WABAG-Besix konsortiet, der var blevet dårligere placeret, ikke opnåede tildeling af nogen del af kontrakten.

11 Da Besix var af den opfattelse, at eksklusivitets- og konkurrenceklausulen i parternes aftale var blevet tilsidesat, anlagde selskabet den 19. august 1987 ved Tribunal de commerce de Bruxelles sag mod WABAG og Plafog med påstand om en erstatning på 80 000 000 BEF.

12 Førsteinstansen fandt, at den havde kompetence til at påkende Besix' krav i medfør af Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1. Som begrundelse herfor anførte retten, at i medfør af lovkonfliktreglerne ved den ret, sagen er indbragt for, er den lov, der er anvendelig på en kontrakt, loven i det land, som kontrakten har den nærmeste tilknytning til, og at den omtvistede forpligtelse, dvs. eksklusivitetsforpligtelsen, skulle opfyldes i Belgien i tilknytning til udarbejdelsen af det fælles bud.

13 Førsteinstansen frifandt imidlertid WABAG og Plafog, hvorefter Besix ankede afgørelsen til Cour d'appel de Bruxelles.

14 I tilknytning hertil gjorde WABAG og Plafog for Cour d'appel gældende, at de tyske domsmyndigheder alene havde kompetence til at påkende sagen.

15 Besix gjorde derimod gældende, at eksklusivitetsforpligtelsen delvis var blevet opfyldt i Belgien, eftersom forpligtelsen til at undlade at konkurrere havde gjort det muligt at udarbejde det fælles bud, og at denne omstændighed i sig selv var tilstrækkelig til, at de belgiske domsmyndigheder havde kompetence i medfør af Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1.

16 Cour d'appel de Bruxelles har bemærket, at den kontraktforpligtelse, der ligger til grund for sagen, jf. Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, i det foreliggende tilfælde består i forpligtelsen til udelukkende at samarbejde med den anden part og til ikke at indgå aftale med andre i forbindelse med den omhandlede offentlige kontrakt, hvilken forpligtelse ifølge Besix er blevet tilsidesat af WABAG og Plafog.

17 Den forelæggende ret har desuden bemærket, at i henhold til fast praksis siden Domstolens dom af 6. oktober 1976 i Tessili-sagen (sag 12/76, Sml. s. 1473) hvorefter opfyldelsesstedet for den omtvistede forpligtelse skal bestemmes i henhold til den materielle lov, som er anvendelig på forpligtelsen, og som er fastlagt i medfør af lovkonfliktreglerne ved den ret, sagen er indbragt for samt under hensyntagen til det forhold, at konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980 (EFT L 266, s. 1), ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfælde idet den ifølge den belgiske tiltrædelseslov kun gælder for kontrakter, der er indgået efter den 1. januar 1988 var det i medfør af belgisk international privatret loven i det land, som kontrakten har den nærmeste tilknytning til, som var anvendelig, når parterne, som i den foreliggende sag, ikke havde truffet aftale om lovvalget.

18 Den forelæggende ret har tilføjet dels, at aftalen af 24. januar 1984 var blevet indgået i Bruxelles, dels at Besix, som skulle stå for den største del af kontrakten, blev betragtet som det førende selskab i WABAG-Besix konsortiet, og at det var Besix, som havde koordineret udarbejdelsen af det fælles bud i Bruxelles. Retten har følgelig konkluderet, at loven i det land, som aftalen, og herunder den eksklusivitetsforpligtelse, som den indeholder, har den nærmeste tilknytning til, er belgisk lov.

19 Retten har endelig tilføjet, at Belgien desuden er det sted, hvor parterne faktisk havde størst interesse i at overholde eksklusivitetsforpligtelsen, eftersom det var i denne kontraherende stat, at de skulle udarbejde det fælles bud, og at der i det foreliggende tilfælde også på et mere generelt plan er en særlig snæver tilknytning mellem tvisten og de belgiske domsmyndigheder, som kan give grundlag for, at Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, finder anvendelse.

20 Cour d'appel de Bruxelles har imidlertid rejst spørgsmålet, om den omstændighed, at eksklusivitetsforpligtelsen navnlig skulle overholdes i Belgien og faktisk blev overholdt dér, eftersom det var i Tyskland, at Plafog førte forhandlingerne med det finske selskab er tilstrækkelig til, at de belgiske domstole har kompetence. Eftersom det utvivlsomt har været parternes vilje, at deres medkontrahent ikke skulle indgå aftaler med en anden part med henblik på afgivelse af et fælles bud i forbindelse med den omhandlede offentlige kontrakt, må det sted, hvor en sådan forpligtelse er blevet indgået eller opfyldt have mindre betydning, idet den omtvistede eksklusivitetsforpligtelse er gældende hvor som helst i verden, hvorfor opfyldelsesstedet for forpligtelsen ikke er et enkelt sted, men mange steder.

21 Cour d'appel de Bruxelles har på denne baggrund fundet, at det med henblik på sagens afgørelse er nødvendigt at foretage en fortolkning af Bruxelles-konventionen, og retten har derfor besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 5, nr. 1, i [Bruxelles-]konventionen [...] fortolkes således, at en person, der har bopæl på en kontraherende stats område, kan sagsøges i en anden kontraherende stat i sager om kontraktforhold ved retten på et hvilket som helst af de steder, hvor forpligtelsen er opfyldt eller skal opfyldes, navnlig når der er tale om en undladelsesforpligtelse som i den foreliggende sag en forpligtelse til udelukkende at samarbejde med en medkontrahent med henblik på afgivelse af et fælles bud i forbindelse med en offentlig kontrakt og til ikke at indgå aftale med andre og forpligtelsen derfor skal opfyldes hvor som helst i verden?

Såfremt dette spørgsmål besvares benægtende, kan den pågældende da sagsøges ved retten på et af de steder, hvor forpligtelsen er opfyldt eller skal opfyldes, og hvilket kriterium skal i så fald lægges til grund ved fastlæggelsen af dette sted?«

22 Det bemærkes indledningsvis, at det fremgår af forelæggelsesdommen, at Cour d'appel de Bruxelles dels har fastslået, at den forpligtelse, der er relevant med henblik på anvendelsen af Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, er en undladelsesforpligtelse, som i det foreliggende tilfælde består i parternes forpligtelse til ikke at indgå aftale med andre i forbindelse med en udbudsprocedure for indgåelse af en offentlig kontrakt, dels at parterne hverken har udpeget opfyldelsesstedet for den nævnte kontraktforpligtelse eller den ret, der skal have kompetence til at påkende en eventuel retstvist vedrørende forpligtelsen, eller i øvrigt det lands lov, der er anvendelig på kontrakten. Den forelæggende ret har ligeledes anført, at det under hensyn til samtlige sagens omstændigheder er klart, at parterne har haft til hensigt at sikre overholdelsen af den omhandlede forpligtelse overalt i verden, hvorfor opfyldelsesstedet for forpligtelsen ikke er et enkelt sted, men mange steder.

23 Det er på baggrund af disse særlige forhold, at det præjudicielle spørgsmål skal besvares.

24 Som den forelæggende ret i øvrigt også selv har fremhævet, må det i den forbindelse for det første bemærkes, at Domstolen gentagne gange har fastslået, at varetagelsen af hensynet til retssikkerheden er et af Bruxelles-konventionens formål (jf. dom af 4.3.1982, sag 38/81, Effer, Sml. s. 825, præmis 6, af 17.6.1992, sag C-26/91, Handte, Sml. I, s. 3967, præmis 11, 12, 18 og 19, af 20.1.1994, sag C-129/92, Owens Bank, Sml. I, s. 117, præmis 32, af 29.6.1994, sag C-288/92, Custom Made Commercial, Sml. I, s. 2913, præmis 18, og af 28.9.1999, sag C-440/97, GIE Groupe Concorde m.fl., Sml. I, s. 6307, præmis 23).

25 Som det er anført i præamblen til Bruxelles-konventionen, har konventionen til formål inden for Fællesskabet at styrke retsbeskyttelsen for de der bosiddende personer ved fastsættelse af fælles kompetenceregler med henblik på at sikre vished om fordelingen af kompetencen mellem de forskellige nationale retter, ved hvilke en bestemt sag kan anlægges (jf. i den forbindelse Custom Made Commercial-dommen, præmis 15).

26 Dette retssikkerhedsprincip kræver bl.a., at kompetenceregler, der fraviger den hovedregel, der er fastsat i Bruxelles-konventionens artikel 2, herunder de regler, der følger af konventionens artikel 5, nr. 1, fortolkes således, at en normalt velunderrettet person nogenlunde kan forudse, ved hvilken ret ud over retten i den stat, hvor han har bopæl han kan blive sagsøgt (jf. Handte-dommen, præmis 18, og GIE Groupe Concorde m.fl.-dommen, præmis 24).

27 For det andet bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at det er tvingende nødvendigt i videst muligt omfang at undgå, at der opstår flere værneting for én og samme kontrakt, således at man modvirker risikoen for indbyrdes uforenelige afgørelser, og at man dermed letter anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser uden for den stat, hvor de er afsagt (jf. dom af 6.10.1976, sag 14/76, De Bloos, Sml. s. 1497, præmis 9, af 15.1.1987, sag 266/85, Shenavai, Sml. s. 239, præmis 8, af 13.7.1993, sag C-125/92, Mulox IBC, Sml. I, s. 4075, præmis 21, af 9.1.1997, sag C-383/95, Rutten, Sml. I, s. 57, præmis 18, og af 5.10.1999, sag C-420/97, Leathertex, Sml. I, s. 6747, præmis 31).

28 Det følger af det anførte, at Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, skal fortolkes således, at i et tilfælde, hvor den relevante kontraktforpligtelse er opfyldt eller skal opfyldes flere forskellige steder, kan kompetencen til at påkende sagen ikke tillægges en ret, inden for hvis jurisdiktion et hvilket som helst af disse opfyldelsessteder befinder sig.

29 Tværtimod skal der, som det fremgår af selve ordlyden af den nævnte bestemmelse hvorefter det i sager om kontraktforhold er retten »på det sted«, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes, der har kompetence til at påkende sagen fastlægges ét enkelt opfyldelsessted for den omhandlede forpligtelse.

30 I overensstemmelse med P. Jenard's rapport om Bruxelles-konventionen (EFT 1979 C 59, s. 1, på s. 22) er de specielle kompetenceregler, som er indeholdt i konventionens afsnit II, afdeling 2, bl.a. begrundet i, at der er en snæver tilknytning mellem sagen og den ret, som får den forelagt (jf. dom af 17.1.1980, sag 56/79, Zelger, Sml. s. 89, præmis 3).

31 Kompetencekriteriet i Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, er således blevet indført af retsplejehensyn og af hensyn til tilrettelæggelsen af retssagen (jf. i den forbindelse bl.a. Tessili-dommen, præmis 13, Shanavai-dommen, præmis 6, og Mulox IBC-dommen, præmis 17, samt analogt, for så vidt angår konventionens artikel 5, nr. 3, dom af 11.1.1990, sag C-220/88, Dumez France og Tracoba, Sml. I, s. 49, præmis 17, af 7.3.1995, sag C-68/93, Shevill m.fl., Sml. I, s. 415, præmis 19, og af 19.9.1995, sag C-364/93, Marinari, Sml. I, s. 2719, præmis 10), idet det normalt er retten på det sted, hvor den forpligtelse, som er fastlagt i kontrakten, og som ligger til grund for søgsmålet, skal opfyldes, der er bedst egnet til at træffe afgørelse, bl.a. på grund af nærheden i forhold til tvisten og på grund af, at bevisoptagelsen herved lettes.

32 Det følger heraf, at i en sag som hovedsagen, der er kendetegnet ved, at der er mange opfyldelsessteder for den omhandlede kontraktforpligtelse, skal der fastlægges ét enkelt opfyldelsessted, som principielt er det sted, hvor der er den nærmeste tilknytning mellem sagen og den ret, som får den forelagt.

33 Som Kommissionen med rette har gjort gældende, er det imidlertid ikke muligt at nå til dette resultat ved anvendelse af Domstolens sædvanlige praksis, hvorefter det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes, jf. Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, skal bestemmes i henhold til den materielle lov, der er anvendelig på den omtvistede forpligtelse i medfør af lovkonfliktreglerne ved den ret, sagen er indbragt for (jf. Tessili-dommen, præmis 13 og 15, Custom Made Commercial-dommen, præmis 26, GIE Groupe Concorde m.fl.-dommen, præmis 32, og Leathertex-dommen, præmis 33).

34 Når der er tale om en aftalt undladelsesforpligtelse, som finder anvendelse uden nogen form for geografisk begrænsning, undgår man nemlig ikke ved anvendelse af denne fremgangsmåde, at der er flere retter, som har kompetence til at påkende sagen, eftersom den fører til, at der er opfyldelsessted for den pågældende forpligtelse i samtlige kontraherende stater. Fremgangsmåden indebærer desuden en risiko for, at sagsøgeren kan vælge det opfyldelsessted, som han mener vil tjene hans interesser bedst.

35 Den nævnte fortolkning gør det følgelig ikke muligt at fastlægge den domstol, der i stedlig henseende er bedst egnet til at påkende tvisten, og den kan desuden medføre, at det ikke er muligt at forudse, hvilken ret der har kompetence, hvorfor den er uforenelig med retssikkerhedsprincippet.

36 På den anden side er det ikke muligt at anlægge en selvstændig fortolkning af begrebet »opfyldelsessted« i Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, i et tilfælde som det, der foreligger i hovedsagen, uden at skabe usikkerhed om den retspraksis, som har ligget fast siden dommen i Tessili-sagen, jf. ovenfor i denne doms præmis 33, og som Domstolen for nylig endnu en gang har bekræftet i GIE Groupe Concorde m.fl.-dommen og i Leathertex-dommen.

37 Fastlæggelsen af opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der er tale om i hovedsagen, kan derfor for det første modsat den fremgangsmåde, som den forelæggende ret overvejer at følge ikke foretages på grundlag af faktiske overvejelser, der bygger på de konkrete omstændigheder i den foreliggende sag, som kan begrunde, at der er en særlig snæver tilknytning mellem sagen og en kontraherende stat.

38 For det andet har Domstolen ganske vist med hensyn til arbejdskontrakter fastslået dels, at opfyldelsesstedet for den relevante forpligtelse ikke skal bestemmes under henvisning til den nationale lov, der er anvendelig i henhold til lovkonfliktreglerne for den ret, sagen er indbragt for, men derimod på grundlag af ensartede kriterier, som Domstolen skal opstille ud fra Bruxelles-konventionens opbygning og formål (Mulox IBC-dommen, præmis 16), dels at disse kriterier fører til, at det afgørende er det sted, hvor arbejdstageren faktisk udfører den med arbejdsgiveren aftalte virksomhed (Mulox IBC-dommen, præmis 20), og endelig, at det sted, hvor den forpligtelse, der er karakteristisk for kontrakten, er opfyldt eller skal opfyldes i Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1's forstand for det tilfælde, at arbejdstageren udfører sit arbejde i mere end én kontraherende stat er det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren hovedsagelig opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren (Mulox IBC-dommen, præmis 26), eller det sted, hvor arbejdstageren har etableret det faktiske midtpunkt for sin virksomhed (Rutten-dommen, præmis 26).

39 Imidlertid kan den retspraksis, der er nævnt i præmis 38, i modsætning til, hvad Besix subsidiært har gjort gældende, ikke anvendes analogt i det foreliggende tilfælde.

40 Det er således, som Domstolen flere gange har fastslået (jf. bl.a. Shenavai-dommen, præmis 17, GIE Groupe Concorde m.fl.-dommen, præmis 19, og Leathertex-dommen, præmis 36), i tilfælde, hvor de særlige træk ved arbejdskontrakter ikke forefindes, hverken nødvendigt eller hensigtsmæssigt at afgrænse den forpligtelse, som er karakteristisk for kontrakten, og ubetinget tillægge retten på opfyldelsesstedet den stedlige kompetence som opfyldelsesværneting i tvister om alle forpligtelser i henhold til kontrakten.

41 Den løsning, der består i at vælge det sted, hvor tilsidesættelsen af den omhandlede forpligtelse er begået, som opfyldelsessted, kan heller ikke tiltrædes, idet den ligeledes vil indebære en ændring af den retspraksis, der første gang er fastlagt ved Tessili-dommen, ved at anlægge en selvstændig fortolkning af begrebet »opfyldelsessted«, uden at gøre brug af den lov, der i medfør af lovkonfliktreglerne ved den ret, sagen er indbragt for, skal anvendes på den relevante forpligtelse. Hertil kommer, at man ikke ved at vælge denne løsning undgår, at der er flere retter, som har kompetence, hvis den omhandlede klausul er blevet tilsidesat i flere forskellige kontraherende stater.

42 Kommissionen har endelig foreslået, at den løsning, som Domstolen har tiltrådt i præmis 19 i Shenavai-dommen, anvendes analogt, således at det afgørende med henblik på anvendelsen af artikel 5, nr. 1, i en sag som hovedsagen, ikke er opfyldelsesstedet for konkurrenceklausulen, men opfyldelsesstedet for den positive forpligtelse i forhold til hvilken klausulen udgør en accessorisk forpligtelse idet den sikrer opfyldelsen heraf.

43 Besix har foreslået en variant af denne løsning, som går ud på, at den undladelsesforpligtelse, der er tale om i hovedsagen, skal betragtes som accessorisk til den forpligtelse, der følger af aftalen af 24. januar 1984 mellem Besix og WABAG, og hvorefter parterne skulle deltage i budgivningen i forbindelse med den pågældende offentlige kontrakt samt udføre de arbejder, der var genstand for udbuddet, således at det er opfyldelsesstedet for den sidstnævnte forpligtelse, der skal fastlægges.

44 Det skal imidlertid bemærkes, at en sådan fortolkning næppe er forenelig med ordlyden af artikel 5, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som, siden den i nogle af sprogversionerne blev ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse, har fastlagt opfyldelsesstedet for »den forpligtelse, der ligger til grund for sagen« som kompetencekriterium. Den nævnte fortolkning er heller ikke forenelig med Domstolens praksis vedrørende den version, der gik forud for ændringen af bestemmelsen, hvorefter den forpligtelse, hvis opfyldelsessted er afgørende for, hvilken ret der i medfør af artikel 5, nr. 1, har kompetencen, er den, der følger af kontrakten, og hvis misligholdelse påberåbes som grundlag for sagsanlægget (De Bloos-dommen, præmis 14 og 15).

45 Som det fremgår af denne doms præmis 16, har den forelæggende ret imidlertid fastslået, at hovedsagen alene vedrører forpligtelsen til at undlade at indgå aftale med andre og til ikke at konkurrere indbyrdes, idet det søgsmål, som Besix har indledt, alene har til formål at opnå erstatning for det tab, som selskabet hævder at have lidt som følge af, at WABAG og Plafog har tilsidesat denne forpligtelse. Det præjudicielle spørgsmål, som Cour d'appel de Bruxelles har forelagt, vedrører således alene fastlæggelsen af opfyldelsesstedet for denne undladelsesforpligtelse. Den fremgangsmåde, som Besix og Kommissionen har foreslået, ville derimod indebære, at det først skulle fastlægges, hvori den relevante positive forpligtelse består.

46 Det fremgår i øvrigt af retspraksis, at det på baggrund af kompetencefordelingen inden for rammerne af den præjudicielle forelæggelsesprocedure i henhold til protokollen af 3. juni 1971 vedrørende Domstolens fortolkning af Bruxelles-konventionen tilkommer den nationale ret at besvare de spørgsmål, der angår bedømmelsen af faktum, mens Domstolen alene skal fortolke konventionen ud fra de konstateringer, den nationale ret har foretaget (jf. i den forbindelse Leathertex-dommen, præmis 21).

47 Desuden vedrørte den tvist, der gav anledning til dommen i Shanavai-sagen, to forskellige forpligtelser.

48 På baggrund af det anførte bemærkes, at Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, ikke ses at kunne finde anvendelse på en sag som hovedsagen, hvori det ikke er muligt at fastlægge den ret, der har den nærmeste tilknytning til sagen, ved at lade værnetinget være sammenfaldende med det faktiske opfyldelsessted for den forpligtelse, som den forelæggende ret har anset for at være den relevante.

49 En undladelsesforpligtelse som den, hovedsagen angår, der består af en forpligtelse til udelukkende at samarbejde med en medkontrahent og til ikke at indgå aftale med andre med henblik på afgivelse af et fælles bud i forbindelse med en offentlig kontrakt, og som ifølge parternes vilje skal anvendes uden nogen form for geografisk begrænsning og dermed skal overholdes overalt i verden og navnlig i enhver af de kontraherende stater kan i sagens natur ikke stedfæstes nøjagtigt eller henføres til en ret, som er særligt egnet til at påkende den uoverensstemmelse, der er opstået vedrørende den nævnte forpligtelse. En sådan forpligtelse til at undlade at gøre noget bestemt på et hvilket som helst sted kan i øvrigt pr. definition ikke have tilknytning til én bestemt ret frem for en anden.

50 Under disse omstændigheder kan den ret, der har kompetencen, alene fastlægges i henhold til Bruxelles-konventionens artikel 2, som opstiller et sikkert og pålideligt kriterium (dom af 15.2.1989, sag 32/88, Six Constructions, Sml. s. 341, præmis 20).

51 Denne løsning er i øvrigt i overensstemmelse med den ordning, der er indført med Bruxelles-konventionen, og med begrundelsen for, at konventionen indeholder en bestemmelse som den, der findes i artikel 5, nr. 1.

52 De fælles regler for kompetencetildelingen, som er opstillet i Bruxelles-konventionens afsnit II, tager nemlig udgangspunkt i den principielle regel i artikel 2, stk. 1, om, at personer, der har bopæl på en kontraherende stats område, uanset parternes nationalitet, skal sagsøges ved retterne i denne stat. Baggrunden for, at denne kompetenceregel som er udtryk for sentensen »actor sequitur forum rei« er opstillet som det almindelige princip, er, at den normalt gør det lettere for sagsøgte at forsvare sig (jf. bl.a. dom af 13.7.2000, sag C-412/98, Group Josi, Sml. I, 5925, præmis 34 og 35).

53 Det er kun som en undtagelse fra dette grundlæggende princip, at Bruxelles-konventionen i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, fastlægger specielle kompetenceregler som den, der er indeholdt i artikel 5, nr. 1, hvorefter sagsøgeren kan vælge, hvor han vil anlægge sag.

54 Det er imidlertid fast praksis, at denne valgmulighed ikke må føre til en fortolkning, der rækker ud over de tilfælde, Bruxelles-konventionen udtrykkeligt har for øje, idet det almindelige princip, der er fastlagt i konventionens artikel 2, stk. 1, ellers bliver indholdsløst, og dette i givet fald fører til, at sagsøgeren vil kunne påvirke valget af en ret, uden at en sagsøgt, der har bopæl på en kontraherende stats område, kan forudse, ved hvilken ret han kan blive sagsøgt (jf. bl.a. Group Josi-dommen, præmis 49 og 50, samt de dér nævnte henvisninger).

55 På baggrund af det anførte skal det præjudicielle spørgsmål besvares med, at den specielle kompetenceregel i sager om kontraktforhold i Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, ikke finder anvendelse i tilfælde, hvor opfyldelsesstedet, som i hovedsagen, for den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, ikke kan bestemmes, fordi den omtvistede kontraktforpligtelse består i en undladelsesforpligtelse, som ikke indebærer nogen form for geografisk begrænsning, og som derfor er kendetegnet ved, at det sted, hvor den er opfyldt eller skal opfyldes, ikke er et enkelt sted, men mange steder. I et sådant tilfælde kan kompetencen alene bestemmes ved anvendelse af det almindelige kompetencekriterium, der er fastlagt i konventionens artikel 2, stk. 1.

Sagens omkostninger

56 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende det spørgsmål, der er forelagt af Cour d'appel de Bruxelles ved dom af 19. juni 2000, for ret:

Den specielle kompetenceregel i sager om kontraktforhold i artikel 5, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse, finder ikke anvendelse i et tilfælde, hvor opfyldelsesstedet, som i hovedsagen, for den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, ikke kan bestemmes, fordi den omtvistede kontraktforpligtelse består i en undladelsesforpligtelse, som ikke indebærer nogen form for geografisk begrænsning, og som derfor er kendetegnet ved, at det sted, hvor den er opfyldt eller skal opfyldes, ikke er et enkelt sted, men mange steder. I et sådant tilfælde kan kompetencen alene bestemmes ved anvendelse af det almindelige kompetencekriterium, der er fastlagt i konventionens artikel 2, stk. 1.