62000C0256

I Indledning

1. Denne præjudicielle anmodning vedrører et spørgsmål om fastlæggelsen af opfyldelsesstedets værneting i forbindelse med en kontraktlig forpligtelse i henhold til Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1. Sagsøger, Six International Ltd og Six Construct International SA, i hvis rettigheder Besix SA (herefter: »Besix«) er indtrådt, på den ene side, og sagsøgte, Wasserreinigungsbau Alfred Kretzschmar GmbH & Co. KG (Wabag) (herefter: »Wabag«), som er en del af Deutsche Babcock-koncernen, på den anden side, havde indgået en aftale om at afgive et fælles bud i forbindelse med udbud af en offentlig kontrakt i Cameroun. Parterne fører nu sag ved de belgiske domstole om, hvorvidt Wabag har tilsidesat en eksklusivitetsklausul i aftalen, idet en medsagsøgt, der tilhører samme koncern som Wabag, nemlig Planungs- und Forschungsgesellschaft Dipl. Ing. W. Kretzschmar & Co. (herefter: »Plafog«), deltog i et bud afgivet af en anden virksomhed. Det skal i denne sag afgøres, om de belgiske domstole har kompetence til at påkende sagen.

II De relevante retsregler

2. De relevante bestemmelser i den version af Bruxelles-konventionen , som finder anvendelse i sagen, har følgende ordlyd:

»Artikel 2

Med forbehold af bestemmelserne i denne konvention skal personer, der har bopæl på en kontraherende stats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne stat.

[...]

Artikel 3-4 [...]

Artikel 5

En person, der har bopæl på en kontraherende stats område, kan sagsøges i en anden kontraherende stat:

1. i sager om kontraktforhold, ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes.

2.-5. [...]«

III De faktiske omstændigheder

3. Den forelæggende ret har fremstillet sagens faktiske omstændigheder således:

» Den 20. december 1983 forpligtede Deutsche Babcock Anlagen AG, som er moderselskab i Deutsche Babcock-koncernen, på den ene side, og Six International Ltd og Six Construct International SA, i hvis rettigheder SA Besix er indtrådt, på den anden side [...], sig til i fællesskab at udarbejde et bud i forbindelse med et projekt udbudt af Ministeriet for Miner og Energi i Cameroun: »Vandtilførsel til elleve bycentre i Cameroun«, og til, såfremt de fik ordren, at gennemføre den kontrakt, der indgås med kunden, i fællesskab som et konsortium.

I henhold til et mødereferat, der blev udarbejdet på samme tidspunkt, forpligtede parterne sig til »at undlade at indgå aftale med andre og til ikke at samarbejde med andre, med det forbehold, at hver parts tilbud skal være konkurrencedygtigt«.

Den 24. januar 1984 underskrev Wabag Wasserreinigungsbau Alfred Kretzchmar GmbH & Co. [...], som er en del af Deutsche Babcock-koncernen, og Besix en aftale med det indhold, der var fastsat i mødereferatet af 20. december 1983. I aftalen bekræftedes det, at parterne skulle undlade at indgå aftale med andre, mens forbeholdet med hensyn til buddenes konkurrencedygtighed ikke blev medtaget.

Konsortiet Wabag Besix indgav sit bud den 30. januar 1984.

Ved åbningen af buddene konstaterede Besix, at Plafog, som også indgik i Deutsche Babcock-koncernen, havde deltaget i et bud, der var afgivet af et andet selskab, nemlig det finske selskab Perusythyma, herefter »POY«, hvilket Besix straks kritiserede over for Wabag. Wabag svarede ved telex af 8. februar 1984, at der var tale om en fejl, som skyldtes dårlig kommunikation i koncernen, og som selskabet undskyldte.

Wabag Besix konsortiets bud blev placeret som nr. seks af de seks indgåede bud, da det var betydeligt dyrere end de konkurrerende bud; det finske bud blev placeret som nr. fem.

Senere blev kontrakten opdelt, og udførelsen af de forskellige delarbejder blev overdraget til flere forskellige virksomheder.

Delarbejde 1 blev, ligesom delarbejde 3, 4 og 5, overdraget til den finske koncern, i hvis bud Plafog deltog [].

Med hensyn til dette delarbejde blev placeringen følgende:

1) selskab X

2) selskab Y

3) det finske selskab og Plafog

4) selskab Z

5) selskaberne Wabag og Besix.«

4. Besix krævede derpå erstatning fra Deutsche Babcock-koncernen for misligholdelse af eksklusivitetsklausulen.

IV Sagen ved de nationale domstole

5. Besix anlagde dernæst sag ved Tribunal de commerce de Bruxelles mod Deutsche Babcock, Wabag og Plafog, med påstand om tilkendelse af en erstatning på 80 000 000 BEF. Sagen mod Deutsche Babcock blev udsat, og i øvrigt blev Wabag og Plafog frifundet. Besix ankede denne dom. Wabag og Plafog indgav kontraanke og gjorde gældende, at de belgiske domstole ikke havde kompetence til at påkende sagen.

V Den forelæggende rets retlige bedømmelse

6. Cour d'appel de Bruxelles fastslår indledningsvis, at den kontraktforpligtelse, der ligger til grund for sagen, er den ovenfor anførte konkurrenceklausul, jf. Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1.

7. Retten bemærker dernæst under henvisning til Domstolens praksis, at »opfyldelsesstedet for den omtvistede forpligtelse skal bestemmes i henhold til den materielle lov, som er anvendelig på forpligtelsen, og som er fastlagt i medfør af lovkonfliktreglerne ved den ret, sagen er indbragt for«. I medfør af de belgiske lovkonfliktregler finder belgisk ret anvendelse i sagen.

8. I forbindelse med opfyldelsesstedet bemærker Cour d'appel de Bruxelles endelig, at skyldnerens hjemsted i hvert fald ikke kan være opfyldelsesstedet, idet parterne »øjensynligt indirekte, men klart, har haft til hensigt at indgå en generel forpligtelse til at undlade at indgå aftale med andre, og en forpligtelse, der er gældende overalt i verden«.

9. Spørgsmålet for Cour d'appel de Bruxelles er således, om det forhold, at konkurrenceklausulen også skulle overholdes i Belgien, er tilstrækkelig til, at de belgiske domstole har kompetence til at påkende sagen i henhold til Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1.

10. Et af Bruxelles-konventionens formål er at gennemføre princippet om retssikkerhed og særligt muligheden for at forudse, hvilken ret der har kompetence. Opfyldelsesstedets værneting skal netop tjene til at opfylde dette formål. I den foreliggende sag er der imidlertid mange opfyldelsessteder.

11. Domstolen har løst tilsvarende tvister i forbindelse med arbejdskontrakter, som vedrører flere retsordener, ved at definere opfyldelsesstedet som det »sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren hovedsagelig opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren [...], eller det sted, hvor arbejdstageren har etableret det faktiske midtpunkt for sin virksomhed«.

12. I den foreliggende sag kunne man desuden antage, at Belgien var det sted, »hvor parterne faktisk havde størst interesse i at overholde deres forpligtelser til at undlade at indgå aftale med andre, eftersom det var i Belgien, at de skulle udarbejde det fælles bud«.

VI Det præjudicielle spørgsmål

13. Cour d'appel de Bruxelles har på denne baggrund forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 5, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse og ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltrædelse, fortolkes således, at en person, der har bopæl på en kontraherende stats område, kan sagsøges i en anden kontraherende stat i sager om kontraktforhold ved retten på et hvilket som helst af de steder, hvor forpligtelsen er opfyldt eller skal opfyldes, navnlig når der er tale om en undladelsesforpligtelse som i den foreliggende sag en forpligtelse til udelukkende at samarbejde med en medkontrahent med henblik på afgivelse af et fælles bud i forbindelse med en offentlig kontrakt og til ikke at indgå aftale med andre og forpligtelsen derfor skal opfyldes hvor som helst i verden?

Såfremt dette spørgsmål besvares benægtende, kan den pågældende da sagsøges ved retten på et af de steder, hvor forpligtelsen er opfyldt eller skal opfyldes, og hvilket kriterium skal i så fald lægges til grund ved fastlæggelsen af dette sted?«

VII Retlig stillingtagen

Parternes argumenter

14. Sagsøgeren i hovedsagen, Besix, og de sagsøgte i hovedsagen, Wabag og Plafog, samt Kommissionen går alle ud fra Domstolens retspraksis, hvorefter man ved anvendelsen af Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, altid skal tage udgangspunkt i den konkrete forpligtelse, der kræves opfyldt, og ikke i aftalen i sin helhed.

15. Wabag og Plafog henviser til Tessili-dommen , hvorefter den ret, som sagen er indbragt for, i henhold til sine egne lovkonfliktregler skal afgøre, hvilken lov der er anvendelig, og i overensstemmelse med denne lov fastlægge opfyldelsesstedet. I denne sag er det således tysk ret, hvorefter opfyldelsesstedet principielt er skyldnerens hjemsted, der finder anvendelse. Man ville nå til samme resultat ved anvendelse af belgisk ret.

16. Sagen drejer sig udelukkende om konkurrenceklausulen. De øvrige forpligtelser i henhold til aftalen med Besix er uden betydning for fastlæggelsen af værnetinget. I Leathertex-dommen har Domstolen endog anerkendt, at denne metode kan medføre, at der er flere værneting, alt efter hvilken forpligtelse der skal opfyldes. Som allerede anført er opfyldelsesstedet for konkurrenceklausulen skyldnerens hjemsted.

17. At tillade værneting i Belgien ville føre til, at man tillagde den domstol, som sagen først er indbragt for, en generel kompetence, uden at man søger at fastslå, om der eksisterer en særlig forbindelse mellem retten og den omtvistede aftale. I den foreliggende sag er det de tyske domstole, der har den nærmeste tilknytning til aftaleforpligtelsen. Forhandlingerne med det finske selskab POY fandt sted i Plafogs lokaler. Derfor vil en eventuel krænkelse af konkurrenceklausulen ligeledes have fundet sted dér.

18. Besix er ligeledes af den opfattelse, at konkurrenceklausulen er den forpligtelse, som er afgørende for fastlæggelsen af opfyldelsesstedet. Denne forpligtelse har imidlertid ingen selvstændig betydning, men er derimod fuldstændig afhængig af aftalens hovedforpligtelse, hvilket vil sige udarbejdelsen af et fælles bud. Besix støtter sin opfattelse på Shenavai-dommen , hvorefter en accessorisk forpligtelse følger en hovedforpligtelse, når der er tale om flere forpligtelser. Opfyldelsesstedet skal altså fastsættes ud fra aftalens hovedforpligtelse. I henhold til belgisk lov, som finder anvendelse i denne sag, er opfyldelsesstedet således Belgien.

19. Kun subsidiært i tilfælde af, at Domstolen vælger at betragte konkurrenceklausulen isoleret medgiver Besix, at konkurrenceklausulen ikke blot har ét opfyldelsessted, men gælder i alle medlemsstater. For at kunne fastsætte opfyldelsesstedets værneting må der således træffes et valg. I den forbindelse vil det være hensigtsmæssigt at anvende den retspraksis, der følges ved fastlæggelsen af opfyldelsesstedet i forbindelse med arbejdskontrakter. For det tilfælde, at arbejdstageren udfører sit arbejde i mere end én kontraherende stat, lægger Domstolen vægt på det sted, hvor arbejdstageren har etableret det faktiske midtpunkt for sin virksomhed. Sagen har sin nærmeste tilknytning til dette sted. Også i dette tilfælde er Belgien opfyldelsesstedet.

20. Denne løsning svarer til det formål, der ligger til grund for alle de specielle værneting, som er fastlagt i Bruxelles-konventionens afsnit II, afdeling 2. Disse værneting skal gøre det muligt at anlægge sag ved den ret, som har den nærmeste tilknytning til sagen. På denne måde vil man ligeledes undgå, at der opstår flere værneting for én og samme kontrakt, således at man modvirker risikoen for indbyrdes uforenelige afgørelser og dermed letter anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser.

21. Ligesom Besix har Kommissionen henvist til, at det følger af Shenavai-dommen, at en accessorisk forpligtelse følger en hovedforpligtelse, når der er tale om flere forpligtelser, der gøres gældende samtidigt. Den foreliggende sag vedrører imidlertid kun én enkelt forpligtelse.

22. Såfremt man anvendte den klassiske fortolkning af Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, på den foreliggende sag, ville man efter Kommissionens opfattelse nå til det resultat, at man i tilfælde som disse ville kunne anlægge sag i hver eneste medlemsstat. Efter Domstolens praksis har Bruxelles-konventionen imidlertid netop til formål at undgå dette . Det er derfor forståeligt, at den forelæggende ret har rejst spørgsmålet om, hvorvidt Domstolens løsningsmodel i forbindelse med arbejdskontrakter kan anvendes analogt på den foreliggende sag. Domstolen har imidlertid adskillige gange afvist en sådan udvidelse af denne retspraksis. I den foreliggende sag kan man derfor ikke påvise en hovedforpligtelse, som udgør opfyldelsesstedet for aftalen i sin helhed.

23. Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, kan fortolkes på fire forskellige måder:

den klassiske, hvorefter der ikke tages hensyn til de særlige forhold i forbindelse med en undladelsesforpligtelse, der gælder overalt i verden

opfyldelsessted på skyldnerens hjemsted

opfyldelsessted på det sted, hvor forpligtelsen er tilsidesat, eller

opfyldelsessted på det sted, hvor hovedforpligtelsen er opfyldt eller skal opfyldes, således at undladelsesforpligtelsen er accessorisk til hovedforpligtelsen.

24. Den klassiske fortolkning ville føre til værneting i samtlige medlemsstater. Denne fortolkning vil imidlertid ikke være i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet, hvorefter en sagsøgt skal kunne forudse, ved hvilken ret han kan blive sagsøgt. En undladelsesforpligtelse, der skal overholdes overalt i verden, vil i sagens natur heller ikke have nogen særlig tilknytning til en bestemt retsorden.

25. Da belgisk lov ifølge den forelæggende ret udelukker, at opfyldelsesstedet i forbindelse med en undladelsesforpligtelse, der gælder overalt i verden, er skyldnerens hjemsted, er denne fortolkning ikke forenelig med GIE Groupe Concorde-dommen . (Kommissionen mener formentlig, at heller ikke denne fortolkning er i overensstemmelse med princippet om, at det skal kunne forudses, hvilken ret der har kompetencen).

26. Hvis man antog, at opfyldelsesstedet var det sted, hvor undladelsesforpligtelsen rent faktisk er tilsidesat, ville det alene være overladt til skyldneren at bestemme opfyldelsesstedet. Opfyldelsesstedet skal imidlertid fastlægges på baggrund af begge parters vilje og være forudsigeligt ved aftalens indgåelse.

27. Problemet i den foreliggende sag er, at undladelsesforpligtelsen efter sin karakter ikke kan stedfæstes, og forsøg på at fastlægge et opfyldelsessted fører derfor ikke til et tilfredsstillende resultat. Løsningen må derfor være at anse denne forpligtelse som accessorisk til en anden forpligtelse, som kan stedfæstes. I denne forbindelse drejer det sig om forpligtelsen til at udarbejde et fælles bud i forbindelse med en offentlig kontrakt. Det eneste formål med undladelsesforpligtelsen er at fremme et bedre samarbejde. Uden et sådant samarbejde vil undladelsesforpligtelsen heller ikke have noget formål.

28. Indvendingen om, at forpligtelsen til at samarbejde ikke er genstand for sagen, er uden betydning for denne konklusion. Såfremt der var anlagt sag om tilsidesættelse af begge forpligtelser, ville der i henhold til Shenavai-dommen kun bestå ét enkelt værneting, nemlig ved retten på opfyldelsesstedet for hovedforpligtelsen.

Stillingtagen

29. Indledningsvis skal det i modsætning til, hvad Wabag og Plafog har gjort gældende påpeges, at Cour d'appels konstatering af, at belgisk og ikke tysk lov finder anvendelse, ikke er genstand for den foreliggende sag. Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, som her skal fortolkes, indeholder ingen regel om valget af den lov, som skal anvendes.

30. I overensstemmelse med formålet med Bruxelles-konventionen skal fortolkningen af artikel 5, nr. 1, sikre »at antallet af værneting for én og samme kontrakt begrænses i videst muligt omfang« . Såfremt den forelæggende rets konstatering af, at der gøres krav gældende i henhold til en undladelsesforpligtelse, hvis opfyldelsessted i henhold til belgisk lov er hele verden, er korrekt, vil anvendelsen af Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, medføre, at der er værneting ved alle materielt kompetente domstole i alle medlemsstater.

31. Der skal derfor tages stilling til, om Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, kan fortolkes på en måde, der udelukker denne konklusion. Den forelæggende ret, Besix og Kommissionen foreslår, at begrebet »opfyldelsessted« fastlægges ud fra aftalens hovedforpligtelse. I den foreliggende sag består hovedforpligtelsen i udarbejdelsen og afgivelsen af et bud.

A Retspraksis vedrørende fastlæggelsen af opfyldelsesstedet

32. Ved fastlæggelsen af opfyldelsesstedet i Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1's forstand skal der ikke lægges vægt på aftalen i sin helhed, men alene på den kontraktmæssige forpligtelse, der ligger til grund for den pågældende sag . Kun på denne måde kan to forskellige domstole være kompetente i én og samme sag vedrørende to forpligtelser i henhold til den samme aftale . Allerede dette princip er i modstrid med, at enkelte kontraktforpligtelser i henhold til fællesskabsretten henføres til en såkaldt hovedforpligtelse.

33. Efter fast retspraksis skal opfyldelsesstedet for kontraktforpligtelsen desuden »bestemmes i henhold til den materielle lov, der er anvendelig på den omtvistede forpligtelse i medfør af lovkonfliktreglerne ved den ret, sagen er indbragt for« . Der er derfor ikke tale om et selvstændigt fælleskabsretligt begreb, som skal udfyldes, og som har en ensartet betydning i hele Fællesskabet, der skal fastlægges af Domstolen, men derimod blot om en henvisning til nationale retsforskrifter. Det er disse retsforskrifter, der skal anvendes på den enkelte aftale, dvs. den såkaldte lex causae. I forbindelse med rent nationale tvister som Bruxelles-konventionen ikke finder anvendelse på er lex causae den gældende nationale lov. Ved tvister i forbindelse med aftaler, der indeholder et grænseoverskridende element, kolliderer så at sige forskellige nationale retsordener, hvis anvendelse kunne komme i betragtning i det foreliggende tilfælde den tyske og den belgiske retsorden. I sager som disse er det specielt nødvendigt at efterprøve, under hvilken retsorden den pågældende aftale hører. Når kontrakten som i det foreliggende tilfælde ikke indeholder gyldige bestemmelser om, hvilken national lov, der i givet fald skal anvendes (dvs. et lovvalg), udpeger den domstol, sagen er indbragt for, denne retsorden i medfør af sine egne lovkonfliktregler. Ifølge den forelæggende rets angivelser er det i medfør af de belgiske lovkonfliktregler, der er anvendt i det foreliggende tilfælde, loven i det land, som kontrakten har den nærmeste tilknytning til, som finder anvendelse. Den forelæggende ret og førsteinstansen har fundet, at dette land i det foreliggende tilfælde er Belgien, og derfor anvender de belgisk ret. Da Domstolen ikke har til opgave at fortolke nationale retsforskrifter, kan den ikke efter at disse afgørelser er truffet give den forelæggende ret anvisninger med hensyn til fortolkningen af begrebet »opfyldelsessted«.

34. Til afgørelserne er der dog knyttet et forbehold: »Med hensyn til arbejdskontrakter har Domstolen [...] fastslået, at opfyldelsesstedet for den relevante forpligtelse ikke skal bestemmes under henvisning til den nationale lov, der er anvendelig i henhold til lovvalgsreglerne for den ret, sagen er indbragt for, men derimod på grundlag af ensartede kriterier, som Domstolen skal opstille ud fra Bruxelles-konventionens opbygning og formål [...], og at disse kriterier fører til, at det afgørende er det sted, hvor arbejdstageren faktisk udfører den med arbejdsgiveren aftalte virksomhed« .

35. Domstolen har imidlertid hidtil afslået at fortolke begrebet »opfyldelsessted« selvstændigt i yderligere tilfælde , selv om flere generaladvokater under henvisning til formålet med Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1 nemlig anvendelsen af den ret, der har den nærmeste tilknytning til sagen har foreslået andre løsninger .

36. I Shenavai-sagen blev Domstolen anmodet om at afgøre, om man i forbindelse med et søgsmål om betaling af arkitekthonorarer skulle fastlægge værnetinget ud fra stedet for arkitektydelsen eller ud fra det sted, hvor arkitekthonoraret skulle betales. Den sidstnævnte løsning var en konsekvens af princippet om, at opfyldelsesstedets værneting altid skal fastlægges ud fra den omtvistede kontraktforpligtelse. Den forelæggende ret og den britiske regering foreslog imidlertid i Shenavai-sagen at fastlægge opfyldelsesstedet ud fra det sted, hvor den karakteristiske kontraktforpligtelse skulle opfyldes, ligesom det er tilfældet i forbindelse med arbejdskontrakter. Domstolen fremhævede imidlertid, at arbejdskontrakter medfører, at arbejdstageren varigt integreres i arbejdsgiverens organisation, hvilket som oftest betyder, at der er tale om et fast geografisk tilhørssted. Dette er baggrunden for, at man i forbindelse med tvister vedrørende andre forpligtelser i arbejdsforholdet kan benytte den karakteristiske kontraktforpligtelse som kriterium. Dette gælder imidlertid ikke for andre kontrakter i særdeleshed ikke for arkitektkontrakter .

37. I sagen Custom Made Commercial skulle det afgøres, om lex causae også fandt anvendelse i en sag, hvor den omtvistede kontrakt skulle bedømmes i henhold til uniform køberet. I henhold hertil ville opfyldelsesstedet for fordringen på købesummen principielt være fordringshaverens bopæl.

38. I denne forbindelse gennemgik generaladvokat Lenz retspraksis på daværende tidspunkt og nåede til den konklusion, at Domstolen ganske vist som udgangspunkt fastlægger opfyldelsesstedet efter lex causae-princippet, men at den fraviger dette princip, når det er åbenbart, at en anvendelse af princippet ikke er i overensstemmelse med formålet med Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1 . Han anførte desuden, at valget af den forpligtelse, som skal lægges til grund ved fastlæggelsen af opfyldelsesstedet, er af afgørende betydning for fastlæggelsen af opfyldelsesstedet . Endelig var han af den opfattelse, at en automatisk tildeling af kompetencen til retten på fordringshaverens bopæl i henhold til uniform køberet ikke sikrer, at sagen behandles af den ret, der har den nærmeste tilknytning til den . Han forklarede dette med, at fastlæggelsen af opfyldelsesstedet i henhold til materiel lov har et andet formål end anvendelse af opfyldelsesstedet til fastlæggelse af kompetencen for den ret, som har en nær tilknytning til sagen . Derfor foreslog han, at opfyldelsesstedet i sager om køb principielt fastlægges efter det sted, hvor sælgerens ydelse skal opfyldes.

39. Domstolen fremhævede heroverfor, at Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, ganske vist er baseret på en formodning for, at det sted, hvor kontraktforpligtelsen skal opfyldes, i reglen er det sted, hvor der er den nærmeste tilknytning mellem tvisten og den kompetente ret, men at den afgørende grund imidlertid var den kendsgerning, at opfyldelsesstedet som kompetencekriterium kunne fastlægges klart og tydeligt. Den retssikkerhed, som opnås hermed, ville blive sat på spil, hvis opfyldelsesstedet som kompetencekriterium blev modificeret i de tilfælde, hvor den domstol, som har den nærmeste tilknytning til sagen, ikke skulle være den kompetente domstol .

40. I 1999 fik Domstolen i endnu to sager forelagt spørgsmålet om, hvorvidt den skulle opgive eller i det mindste ændre sin praksis i forbindelse med fastsættelsen af opfyldelsesstedet.

41. Leathertex-sagen vedrørte to ligestillede betalingsforpligtelser i henhold til en handelsagenturaftale, som skulle opfyldes forskellige steder. Generaladvokat Léger fandt, at henvisningen til lex causae-princippet ikke ville medføre større retssikkerhed i forhold til en selvstændig fortolkning, mens en selvstændig fastlæggelse af opfyldelsesstedet for de forskellige typer af forpligtelser i det mindste med tiden ville dække de fleste tilfælde , idet Domstolen efterhånden ville få disse forelagt til præjudiciel afgørelse. Han foreslog, at man ved betalingsforpligtelser skal gå ud fra det sted, hvor modydelsen i henhold til kontrakten skal erlægges. I forbindelse med handelsagenturaftaler skulle opfyldelsesstedet for den materielle ydelse fastlægges på baggrund af den geografiske afgrænsning, som nødvendigvis skal foretages i forbindelse med en handelsagenturaftale, og i givet fald ved fastlæggelse af agenturaftalens midtpunkt. På denne måde ville man opnå, at der for alle krav, der følger af en handelsagenturaftale, kun var ét enkelt værneting for opfyldelsesstedet.

42. Endelig vedrørte GIE Groupe Concorde-sagen et erstatningskrav mod et rederi og dets kaptajn i forbindelse med en transport mellem Le Havre og Santos i Brasilien. Generaladvokat Ruiz-Jarabo fremstillede først i teorien og dernæst med udgangspunkt i hovedsagen de betydelige vanskeligheder, som en domstol stilles overfor ved anvendelsen af Domstolens hidtidige praksis vedrørende fastsættelsen af opfyldelsesstedet. I praksis bliver opfyldelsesstedet derfor hyppigt ikke fastsat efter lex causae-princippet, men derimod efter loven i det land, hvor domstolen er beliggende, det såkaldte lex fori-princip, eftersom denne regel er lettere at anvende. På denne baggrund fandt han, at den af Domstolen anvendte praksis heller ikke medfører større retssikkerhed i forhold til en selvstændig fællesskabsretlig fortolkning af begrebet »opfyldelsessted«. Fremgangsmåden fører således heller ikke til et værneting, der er nært knyttet til sagen. Han foreslog derfor, at opfyldelsesstedet fastlægges fra sag til sag ud fra de særlige omstændigheder og kontraktforpligtelserne i den pågældende sag.

43. Domstolen påpegede imidlertid også i denne sag endnu engang, at det er nødvendigt at tage hensyn til retssikkerheden . Den udtalte desuden, at den materielle ret, som Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, henviser til, og parternes vilje i almindelighed er mere anvendelig ved fastlæggelsen af opfyldelsesstedet end en abstrakt og selvstændig fortolkning, der anlægges af Domstolen .

44. Som en konsekvens heraf fastholdt Domstolen at:

»Det må påhvile den nationale lovgivningsmyndighed, som er den eneste, der har kompetencen på dette område, at fastlægge et opfyldelsessted, som er rimeligt såvel ud fra retsplejehensyn som hensyn til en tilstrækkelig beskyttelse af borgerne. I det omfang, hvori dette er tilladt i henhold til national ret, vil retten således også skulle fastlægge opfyldelsesstedet under hensyn til de kriterier, den forelæggende ret har foreslået, dvs. således at det sted, hvor ydelsen er eller skal erlægges, søges fastlagt ud fra arten af det kontraktforhold, forpligtelsen udspringer af, og omstændighederne i det konkrete tilfælde« .

45. I Leathertex-dommen afstod Domstolen fra at gentage denne praksis, men afviste at tillade et fælles værneting for søgsmål vedrørende ligestillede fordringer, der skal opfyldes på forskellige steder.

46. Det følger således af denne praksis, at det på fællesskabsrettens nuværende stade er den nationale lovgivers opgave at fastsætte reglerne for fastlæggelsen af opfyldelsesstedet i forbindelse med kontraktmæssige forpligtelser og de nationale domstoles opgave at fortolke og anvende disse regler.

47. Rom-konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser som ikke er anvendelig i denne sag ville heller ikke føre til et andet resultat. Rom-konventionen gør det ganske vist lettere at identificere lex causae, men i konventionens artikel 10, stk. 1, litra b), bestemmes det udtrykkeligt, at opfyldelsesstedet skal fastlægges i henhold til lex causae.

48. Endelig fremgår der af den senest vedtagne forordning, Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område , ingen argumenter for en anden fortolkning af Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1. Ved forordningen er der i artikel 5, punkt 1, litra b), ganske vist indført en udtrykkelig regulering af opfyldelsesstedet ved salg af varer det sted, hvor varerne er blevet leveret eller skulle have været leveret og ved levering af tjenesteydelser det sted, hvor tjenesteydelserne er blevet leveret eller skulle have været leveret. Der ses imidlertid overhovedet ikke at forekomme forhold, der taler for, at Domstolen i det foreliggende tilfælde skulle fastsætte opfyldelsesstedet. Forordningen kan alene af tidsmæssige årsager ikke anvendes, da den kun finder anvendelse i sager, der er anlagt efter den 1. marts 2002. Hertil kommer, at den foreliggende forpligtelse heller ikke materielt er omfattet af de udtrykkeligt definerede tilfælde af opfyldelsessteder. Det drejer sig hverken om en købsaftale eller en aftale om levering af tjenesteydelser. Derfor definerer forordningen heller ikke opfyldelsesstedet i det foreliggende tilfælde. Som følge heraf er der ikke anledning til en analog anvendelse af forordningen.

49. Det må således fastslås, at opfyldelsesstedet også i det foreliggende tilfælde skal bestemmes i henhold til den materielle lov, der er anvendelig på den omtvistede forpligtelse i medfør af lovkonfliktreglerne ved den ret, sagen er indbragt for (lex causae).

B Vedrørende fortolkningen af lex causae

50. Det er principielt ikke Domstolens eller generaladvokatens opgave at tage stilling til lex causae. Det skal imidlertid påpeges, at det påhviler »den nationale domstol i videst muligt omfang at fortolke den nationale lovgivning, den skal anvende, i overensstemmelse med fællesskabsretten« .

51. Såfremt der ikke kan udledes et entydigt resultat af lex causae, således at der opstår en fortolkningsmargen for den nationale domstol, skal denne domstol ved fortolkningen tage hensyn til fællesskabsretten. I denne forbindelse skal der særligt tages hensyn til formålet med Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, dvs. at der skal fastsættes et enkelt værneting, som har en nær tilknytning til sagen.

52. Med henblik på at overføre disse overvejelser på det foreliggende tilfælde skal der her anføres to korte bemærkninger.

53. For det første vil den forelæggende ret utvivlsomt undersøge, om et tilsvarende spørgsmål vedrørende opfyldelsesstedet i forbindelse med undladelseskrav tidligere har været genstand for et søgsmål, der alene skulle afgøres i henhold til national ret . I så fald vil man kunne overføre løsningen på det foreliggende tilfælde.

54. For det andet må man bedømme, om opfyldelsesstedet i henhold til den foreliggende aftale ikke skal søges dér, hvor buddet, som var genstand for aftalen, skulle afgives. Der ville kun være tale om konkurrence, såfremt der blev afgivet et konkurrerende bud samme sted. Såfremt stedet for afgivelsen af buddet var i Cameroun, ville anvendelsen af Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, i henhold til denne løsning være udelukket, idet Cameroun befinder sig uden for Det Europæiske Fællesskab. I så fald ville sagsøgtes hjemsted i henhold til Bruxelles-konventionens artikel 2 være værneting .

C Begrænsning af anvendelsesområdet for Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1

55. Hvis den forelæggende ret ikke skulle anse nogen af de nævnte løsninger for anvendelige efter belgisk ret, og derfor ikke er i stand til at fastsætte ét enkelt opfyldelsessted, vil man være nødsaget til at tage stilling til, om Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, overhovedet kan anvendes.

56. I denne forbindelse kunne man forestille sig en analog anvendelse af retspraksis vedrørende værnetinget i sager om erstatning uden for kontrakt i henhold til Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 3. På dette område har Domstolen konstateret, at det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået »når der er tale om en ærekrænkelse i en avisartikel, der er blevet udbredt i flere kontraherende stater, skal fortolkes således, at den fornærmede kan anlægge erstatningssag mod udgiveren enten ved retterne i den kontraherende stat, hvor udgiveren af det ærekrænkende skrift har hjemsted, således at disse har kompetence til at tilkende erstatning for hele den skade, ærekrænkelsen har forvoldt, eller ved retterne i hver enkelt kontraherende stat, hvor skriftet er blevet udbredt, og hvor den fornærmede hævder, at hans omdømme har lidt skade, således at disse kun har kompetence til at tage stilling til den skade, der er forvoldt i den stat, for hvis retter sagen er indbragt« .

57. En fortolkning af Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, i overensstemmelse hermed ville imidlertid føre til det utilfredsstillende resultat, at der i sager som den foreliggende ville være en lang række værneting.

58. Såfremt Domstolen begrænsede anvendelsen af Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, til kun at omfatte sager, hvor lex causae fører til, at der kun er èt enkelt værneting for den omtvistede forpligtelse, ville man kunne undgå, at der opstår flere værneting.

59. Domstolen har allerede anerkendt, at værnetingsreglerne i Bruxelles-konventionens artikel 5 er undtagelser fra det generelle princip om, at værnetinget i henhold til Bruxelles-konventionens artikel 2, er det sted, hvor sagsøgte har hjemsted, og at de skal fortolkes snævert .

60. Generaladvokat Léger har i Leathertex-sagen allerede behandlet opfattelsen af, at Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, ikke skal anvendes, når dette vil stride mod konventionens formål. Jeg er enig i hans udtalelse om, »at der ikke kan opstilles andre betingelser for anvendelsen af konventionens artikel 5, nr. 1, end dem, som følger af dens eget anvendelsesområde, selv når sagsøgerens brug af bestemmelsen indebærer en kompetencefordeling, som ikke er i overensstemmelse med principperne bag konventionen, hvis dette er sagsøgerens valg« . Der findes ikke en sådan begrænsning af anvendelsesområdet i bestemmelsen.

61. I det foreliggende tilfælde fremgår det imidlertid ikke kun af formålet med Bruxelles-konventionen, men også af alle gældende sprogversioner af artikel 5, nr. 1 , at værnetinget på opfyldelsesstedet kun kan henvise til ét enkelt sted. Der tales altid kun om ét sted, og ikke om flere steder.

62. En snæver fortolkning på grundlag af ordlyden er således i dette tilfælde i overensstemmelse med Bruxelles-konventionens formål. Hvis en kontraktforpligtelse samtidig har flere opfyldelsessteder, vil det ikke længere være muligt for parterne at forudse, ved hvilken ret de kan blive sagsøgt. Dette ville desuden medføre, at en ret, der ikke har en nær tilknytning til sagen, nødvendigvis vil få tillagt kompetence.

63. Som følge heraf må anvendelsen af Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, være udelukket, når der i henhold til den materielle lov, der er anvendelig på den omtvistede forpligtelse i medfør af lovkonfliktreglerne ved den ret, sagen er indbragt for, ikke foreligger ét enkelt opfyldelsessted for forpligtelsen, men derimod flere ligestillede opfyldelsessteder.

VIII Forslag til afgørelse

64. Sammenfattende foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse:

»1) Ved anvendelsen af artikel 5, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse, skal opfyldelsesstedet bestemmes i henhold til den materielle lov, der er anvendelig på den omtvistede forpligtelse i medfør af lovkonfliktreglerne ved den ret, sagen er indbragt for.

2) Den nationale domstol skal i videst muligt omfang fortolke de bestemmelser, som herefter skal anvendes i forbindelse med fastlæggelsen af opfyldelsesstedet, i overensstemmelse med fællesskabsretten og i særdeleshed med Bruxelles-konventionens formål, som i denne sammenhæng er fastlæggelse af ét enkelt værneting, som har nær tilknytning til sagen.

3) Anvendelsen af Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, er udelukket, når der i henhold til den materielle lov, der er anvendelig på den omtvistede forpligtelse i medfør af lovkonfliktreglerne ved den ret, sagen er indbragt for, ikke foreligger ét enkelt opfyldelsessted for forpligtelsen, men derimod flere ligestillede opfyldelsessteder.«