61996C0041

1 Som foelge af det praejudicielle spoergsmaal, der i naervaerende sag er forelagt af Landgericht Hamburg, skal Domstolen paa ny tage stilling til den teori om taethed, der i tysk retspraksis er opstillet i relation til spoergsmaalet om, hvorvidt selektive distributionssystemer er effektive og kan goeres gaeldende over for udenforstaaende.

Den forelaeggende ret har navnlig oensket oplyst, om faellesskabsretten er til hinder for et i national ret gaeldende princip vedroerende illoyal konkurrence, hvorefter et selektivt distributionssystem kun er bindende for udenforstaaende, saafremt det baade teoretisk og i praksis er taet, dvs. kun hvis de produkter, systemet omfatter, udelukkende kan saelges og ogsaa faktisk saelges til de endelige forbrugere af autoriserede forhandlere.

Faktiske omstaendigheder, retlig baggrund og det praejudicielle spoergsmaal

2 For naermere at belyse raekkevidden og indholdet af det forelagte spoergsmaal vil jeg foerst kort sammenfatte de faktiske omstaendigheder, der er baggrunden for hovedsagen, de relevante retsregler og retspraksis samt de argumenter, parterne har fremfoert for den nationale ret.

3 Den tyske bilfabrikant Volkswagen AG (herefter »VW«) distribuerer inden for Den Europaeiske Union udelukkende sine biler gennem autoriserede forhandlere, der handler direkte med de endelige forbrugere. I de af forhandlerne indgaaede forhandleraftaler er det bl.a. fastsat, at de ikke maa saelge fabriksnye biler til videreforhandlere, der ikke er autoriserede. Sagsoegeren i hovedsagen, VAG-Haendlerbeirat eV (herefter »VAG«) er en tysk sammenslutning af autoriserede VW-forhandlere.

Sagsoegte, SYD-Consult, er en uafhaengig bilforhandler, som bl.a. markedsfoerer nye biler af maerket VW. Firmaet faar bilerne leveret fra en tysk importoer, der indkoeber bilerne hos en italiensk forhandler til lavere priser end dem, der gaelder i Tyskland (1). SYD-Consult kan derfor tilbyde sine kunder nye biler af maerket VW til lavere priser end de tyske autoriserede forhandlere.

4 VAG var af den opfattelse, at en saadan adfaerd var udtryk for illoyal konkurrence som omhandlet i § 1 i Gesetz gegen den unlauteren Wettbewerb (tysk lov om forbud mod illoyal konkurrence, herefter »UWG«) (2), og anlagde derfor sag mod SYD-Consult med paastand om, at firmaets adfaerd blev bragt til ophoer. VAG gjorde gaeldende, at SYD-Consult havde udnyttet den italienske forhandlers brud paa de kontraktlige forpligtelser, han havde i henhold til VW's selektive distributionssystem. For den nationale ret gjorde VAG i oevrigt gaeldende, at et saadant system er i overensstemmelse med Faellesskabets konkurrenceregler, idet det er omfattet af en gruppefritagelse fra forbudsbestemmelsen i traktatens artikel 85, stk. 1, jf. forordning (EOEF) nr. 123/85 (3).

5 Som det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, overtraeder en uafhaengig forhandler, der markedsfoerer produkter, der er omfattet af et selektivt distributionssystem, efter tysk retspraksis kun bestemmelserne om illoyal konkurrence, saafremt to betingelser er opfyldt, nemlig at systemet er gyldigt, og at det teoretisk og i praksis er taet. Denne retspraksis bygger paa, at fabrikanten kun kan paalaegge den autoriserede forhandler at overholde de kontraktlige forpligtelser, saafremt der ikke er huller i systemet, idet den autoriserede forhandler i modsat fald ville vaere udsat for illoyal konkurrence fra uafhaengige forhandleres side.

Som det er understreget i kendelsen, er et selektivt distributionssystem med andre ord kun bindende og kan kun goeres gaeldende over for udenforstaaende, saafremt det er helt taet. I saa fald formodes det, at den uafhaengige forhandler har kunnet skaffe sig produkter uden om det officielle salgsnet ved at udnytte, at en autoriseret forhandler ikke har overholdt sine kontraktlige forpligtelser.

6 For den nationale ret gjorde SYD-Consult gaeldende, at VW's distributionssystem ikke er taet, og at der i henhold til ovennaevnte retspraksis derfor ikke i den foreliggende sag var tale om illoyal konkurrence.

Heroverfor har VAG anfoert, at den paagaeldende tyske retspraksis er uforenelig med faellesskabsretten, hvilket Domstolen allerede fastslog i dommen i Cartier-sagen (4). Paa baggrund af denne dom og som foelge af princippet om faellesskabsrettens forrang for national ret er det ifoelge VAG ikke en betingelse for, at et selektivt distributionssystem kan haandhaeves over for udenforstaaende, at det er taet.

7 Med henblik paa at opnaa en fortolkning af den naevnte dom i relation til de faktiske omstaendigheder i den foreliggende sag udsatte Landgericht Hamburg derfor sagen og har forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»Er det efter Domstolens dom af 13. januar 1994 i sag C-376/92, Metro-SB-Maerkte GmbH & Co. KG mod Cartier SA, foreneligt med faellesskabsretten, navnlig med princippet om, at faellesskabsretten finder ubegraenset og ensartet anvendelse, at der i tysk ret anvendes bestemmelser, hvorefter der gaelder foelgende:

Det kan kun forbydes personer, som uden om et salgsbindingssystem, der i henhold til en gruppefritagelsesforordning fra EF-Kommissionen er undtaget fra anvendelsesomraadet for EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, har erhvervet varer, der er omfattet af systemet, at forhandle saadanne varer, naar det - ud over, at de yderligere betingelser, der er fastsat i § 1 i Gesetz gegen den unlauteren Wettbewerb (UWG), er opfyldt - kan fastslaas, at salgsbindingssystemet er taet, hvorved bemaerkes, at det praejudicielle spoergsmaal udtrykkeligt tager sigte paa saavel den situation, at salgsbindingssystemet kun teoretisk skal vaere taet, som den situation, at det baade teoretisk og i praksis skal vaere taet?«

Det praejudicielle spoergsmaal

8 Det svar, Domstolen anmodes om at give i den foreliggende sag, afhaenger saaledes foerst og fremmest af en fortolkning af Cartier-dommen, hvori Domstolen som allerede naevnt ifoelge VAG fastslog, at »taethedsprincippet« er uforeneligt med faellesskabsretten, navnlig som betingelse for, at et selektivt distributionssystem kan goeres gaeldende over for udenforstaaende.

Jeg maa derfor foerst goere rede for de vigtigste dele af Cartier-dommen, hvor Domstolen paa foranledning af en praejudiciel anmodning fra Oberlandesgericht Duesseldorf udtalte sig om »taethedsprincippet« i forhold til Faellesskabets konkurrenceregler.

9 Den sag, der var baggrunden for dommen, havde som parter selskabet Cartier, der er foerende paa verdensmarkedet for visse kategorier af luksusvarer, og et selskab under Metro-koncernen, der er en uafhaengig grossistvirksomhed. Metro skaffede sig (lovligt) Cartier-produkter uden om det selektive salgsnet, som Cartier havde etableret med henblik paa markedsfoeringen af Cartier-produkter (og som Kommissionen havde godkendt), og Metro solgte de paagaeldende produkter i sine egne forretninger til lavere priser end de autoriserede forhandlere.

Ved afgoerelsen af sagen, der udsprang af, at Cartier naegtede at honorere garantien for de ure, Metro solgte, spillede det en afgoerende rolle, at Cartier's selektive distributionssystem ikke var taet. Ifoelge den forelaeggende ret maatte den omstaendighed, at systemet eventuelt var uforeneligt med traktatens artikel 85 (som foelge af dets manglende taethed), ogsaa medfoere, at begraensningen af garantien for produkter, der var solgt uden om det officielle salgsnet, var ulovlig. Retten forelagde derfor et spoergsmaal for Domstolen, hvorved den oenskede oplyst, om det er en betingelse for, at et selektivt distributionssystem er gyldigt i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1 og 2, at det er taet.

10 Domstolen undersoegte foerst, hvilke foelger anvendelsen af det paagaeldende princip havde i tysk ret (5). Domstolen bemaerkede, at begrebet har processuel betydning, idet forholdet er det, at saafremt en fabrikant beviser, at systemet er taet, vendes bevisbyrden om i sager, han anlaegger mod virksomheder, som haevdes at konkurrere illoyalt. Domstolen tilfoejede, at kriteriet om taethed ogsaa har materielretlig betydning. Kun saafremt systemet er taet, kan fabrikanten skride ind over for en autoriseret forhandler og faa ham paalagt at overholde sine kontraktlige forpligtelser, mens manglende »taethed« medfoerer, at de autoriserede forhandlere udsaettes for konkurrence fra udenforstaaende, og producenten kan derfor ikke laengere kraeve, at forhandlerne overholder aftalerne (6).

Mere praecist svarede Domstolen paa spoergsmaalet fra den forelaeggende ret ved at fastslaa, at det ikke en betingelse for, at et selektivt distributionssystem er gyldigt i forhold til faellesskabsretten, at det er »taet« (7). Domstolen praeciserede, at anvendelsen af det faellesskabsretlige kartelforbud ikke kan afhaenge af en betingelse, der er saeregen for en national retsorden, som f.eks. betingelsen om »taethed«, som er udviklet i tysk ret og »ukendt i naesten alle de oevrige medlemsstaters retssystemer« (8). Det kan derfor ikke give anledning til tvivl om, at traktatens artikel 85, stk. 1 og 2, ikke finder anvendelse paa et selektivt distributionssystem, blot fordi fabrikanten ikke er i stand til at sikre systemets taethed. Domstolen tilfoejede, at en anden loesning ville have »den paradoksale foelge, at de snaevreste og mest lukkede distributionssystemer behandles lempeligere ... end distributionssystemer, der er mere fleksible og i hoejere grad aabner mulighed for parallelle transaktioner«. Domstolen bemaerkede endelig, at det ikke kan paalaegges fabrikanter overalt at sikre systemets »taethed«, eftersom lovgivningen i visse tredjelande kan begraense mulighederne for eller endog forhindre, at dette maal naas (9).

11 I modsaetning til, hvad VAG (saavel for den nationale ret som i sit skriftlige indlaeg for Domstolen) har anfoert, er jeg ikke af den opfattelse, at det ved ovennaevnte dom er bekraeftet, at princippet om »taethed« er uforeneligt med Faellesskabets konkurrenceregler. Som svar paa et konkret spoergsmaal fra den forelaeggende ret fastslog Domstolen i den naevnte sag saaledes blot, at spoergsmaalet om, hvorvidt et selektivt distributionssystem er gyldigt i henhold til traktatens artikel 85, ikke kan afhaenge af, om systemet er taet.

Efter min opfattelse betyder dette ganske enkelt, at betingelsen om, at et distributionssystem skal vaere taet, og at dette i saa fald i national ret har naermere angivne processuelle eller materielretlige retsvirkninger med hensyn til illoyal konkurrence, kun har betydning paa nationalt plan og saaledes, i det mindste i princippet, er uden betydning med hensyn til spoergsmaalet om systemets gyldighed (naar det i oevrigt er i overensstemmelse med faellesskabsretten) i forhold til traktatens artikel 85 (10). Paa det punkt indeholder dommen ikke noget nyt. Det vil derfor i mine oejne vaere vilkaarligt at udlaegge den paa den maade, at betingelsen om taethed er ulovlig i henhold til faellesskabsretten (11).

12 Lad mig tilfoeje, at uanset hvad der maatte foelge af Cartier-dommen, er det min opfattelse, at taethedsprincippet, saaledes som det er udviklet i tysk retspraksis, ikke kan antages at vaere i strid med Faellesskabets konkurrenceregler, saaledes som VAG har haevdet.

VAG har saaledes naermere anfoert, at saafremt det antages, at VW's distributionssystem - selv om det ikke er taet - er gyldigt i forhold til faellesskabsretten, maa et nationalt princip, hvorefter muligheden for at haandhaeve systemet som i den foreliggende sag er betinget af, at det er taet, noedvendigvis vaere uforeneligt med princippet om faellesskabsrettens forrang og i hvert fald medfoere, at traktatens artikel 85, stk. 3, som omhandler fritagelser, ikke har effektiv virkning. Til stoette for synspunktet har VAG henvist til dommen i sagen Wilhelm m.fl. (12), og anfoert, at det paagaeldende princip, som er saerligt for den tyske retsorden, er i strid med kravet om, at Faellesskabets konkurrenceregler anvendes ensartet inden for Faellesskabet.

13 Lad mig hertil foerst bemaerke, at der ved den faellesskabsretlige procedure om fritagelse af et distributionssystem for anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 1, uanset om der er tale om en individuel fritagelse som i Cartier-sagen eller om en gruppefritagelse som i dette tilfaelde, kun godkendes en undtagelse fra den generelle ordning. Denne ordning bygger paa det kriterium, at markedet skal vaere praeget af konkurrence, hvilket indebaerer, at parallelimport ikke alene tolereres, men betragtes som gavnlig, dvs. at distributionssystemer ikke skal vaere taette. En fritagelse foreskriver derfor ikke et bestemt resultat, men tillader blot, at producenten som en undtagelse fra de almindelige konkurrenceregler kan aftale med forhandlere, at systemet skal vaere »taet«, uden at dette indebaerer (i det mindste ikke noedvendigvis), at der ikke i distributionssystemet maa vaere »huller«, der antages at vaere omstaendigheder, der fremmer konkurrencen, og som derfor tolereres og i visse tilfaelde endog foreskrives efter faellesskabsretten (13).

Det er herefter aabenbart, at anvendelse af et nationalt princip, hvorefter der kun kan gives medhold i en sag vedroerende illoyal konkurrence, der af en fabrikant (eller en autoriseret forhandler) er anlagt mod en uafhaengig forhandler (der lovligt har skaffet sig varer, der er omfattet af et selektivt distributionssystem), saafremt fabrikanten (eller den autoriserede forhandler) beviser, at selve systemet er taet, ikke er i strid med de krav og betingelser, der foelger af Faellesskabets konkurrenceregler, og heller ikke bevirker, at traktatens artikel 85, stk. 3, ikke har effektiv virkning. Et saadant princip er derimod ganske enkelt irrelevant: Som Domstolen allerede fremhaevede i Cartier-dommen, er der tale om et princip i national ret, der finder anvendelse inden for omraadet illoyal konkurrence, men som ikke direkte vedroerer Faellesskabets konkurrenceregler.

14 Naar dette er sagt, skal det ogsaa fremhaeves, at i henhold til artikel 3, stk. 11, i forordning nr. 123/85 (14), der er hjemmel for gruppefritagelsen fra forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1, for VW's distributionssystem, er fritagelse udtrykkeligt betinget af, at der efter systemet kan ske salg gennem mellemhandlere, idet der ved mellemhandlere forstaas videreforhandlere, der ikke er deltagere i det officielle system, men som har en skriftlig fuldmagt (15). En fritagelse inden for omraadet salg af motorkoeretoejer er derfor bl.a. betinget af, at der kan saelges til befuldmaegtigede for de endelige forbrugere og dermed i sidste instans, at der kan ske parallelimport, hvilket er en naturlig foelge heraf.

Heraf foelger klart, at den omstaendighed, at et selektivt distributionssystem for motorkoeretoejer er taet - uanset hvorledes begrebet taethed teoretisk og/eller i praksis er udformet i national ret, og uanset de dermed forbundne retsvirkninger - ikke under nogen omstaendigheder kan foere til, at mellemhandlere, der staar uden for salgsnettet, men som har en skriftlig fuldmagt fra endelige forbrugere, ikke maa foretage parallelimport.

15 Saafremt taethedsprincippet blev fortolket og anvendt paa en saadan maade, at en fabrikant eller en autoriseret forhandler kun kunne faa medhold i en sag vedroerende illoyal konkurrence, saafremt de beviste, at systemet var helt taet i den forstand, at mellemhandleres virksomhed, jf. artikel 3, stk. 11, i forordning nr. 123/85, var forbudt (eller i hvert fald blev forhindret), ville foelgen derfor klart vaere, at det paagaeldende system ikke kunne blive omfattet af fritagelsen, idet det ville vaere i strid med forordningen og dermed, saa meget desto mere, med traktatens artikel 85, stk. 1.

En saadan situation maatte imidlertid logisk set foere til, at man afskar enhver mulighed for at anlaegge sag mod udenforstaaende vedroerende illoyal konkurrence, idet betingelsen om, at den autoriserede forhandler har tilsidesat sine kontraktlige forpligtelser, ikke ville vaere opfyldt, naturligvis set i forhold til den fritagelsesforordning, som ud fra det her foreliggende synspunkt er kriteriet for, om den enkelte forhandleraftale er lovlig. I oevrigt indeholder forelaeggelseskendelsen ingen oplysninger, hvorefter det maa antages, at de »tredjemaend«, der staar »uden for det selektive distributionssystem«, og som den forelaeggende ret har omtalt, ogsaa skulle omfatte befuldmaegtigede for de endelige forbrugere.

Sammenfattende er det min opfattelse, at betingelsen om taethed, der i princippet ikke er relevant i relation til spoergsmaalet om, hvorvidt et selektivt distributionssystem er gyldigt i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, ikke er uforenelig med Faellesskabets konkurrenceregler.

16 Paa baggrund af ovennaevnte bemaerkninger skal jeg herefter foreslaa, at det spoergsmaal, Landgericht Hamburg har forelagt, besvares som foelger:

»Faellesskabsretten er ikke til hinder for anvendelsen af et nationalt princip vedroerende illoyal konkurrence, hvorefter et selektivt distributionssystem kun er bindende over for udenforstaaende, saafremt det er taet.«

(1) - Det er et typisk eksempel paa parallelimport af biler, der som bekendt praktiseres paa grund af de fordele, der er forbundet med, at priserne er forskellige i de forskellige medlemsstater, og med udviklingen af vekselkurserne for de forskellige valutaer i de lande, hvor bilerne saelges. Tidligere, navnlig i den foerste halvdel af 1980'erne, var situationen i forhold til den her foreliggende paa grund af de forskellige priser og vekselkurser den stik modsatte, idet italienske parallelimportoerer koebte biler hos autoriserede tyske VW-forhandlere og markedsfoerte dem i Italien til fordelagtige priser.

(2) - Efter den naevnte bestemmelse overtraeder dem, der staar uden for et distributionssystem, loven ifoelge tre tilfaelde: Naar de koeber varer, der er omfattet af systemet, paa grundlag af urigtige eller vildledende oplysninger, saafremt de tilskynder autoriserede forhandlere til at tilsidesaette deres kontraktlige forpligtelser, og saafremt de opnaar en konkurrencemaessig fordel som foelge af, at en autoriseret forhandler goer sig skyldig i kontraktbrud.

(3) - Kommissionens forordning (EOEF) nr. 123/85 af 12.12.1984 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, paa kategorier af salgs- og serviceaftaler vedroerende motorkoeretoejer (EFT 1985 L 15, s. 16). Forordningen er siden blevet ophaevet og erstattet af Kommissionens forordning (EF) nr. 1475/95 af 28.6.1995 (EFT L 145, s. 25).

(4) - Dom af 13.1.1994, sag C-376/92, Sml. I, s. 15.

(5) - Det skal paa dette sted praeciseres, at som Domstolen bemaerkede, forudsaetter begrebet teoretisk »taethed« kun, at fabrikanten har indgaaet et system af aftaler med de forhandlere, han har udvalgt, hvorved det sikres, at hans produkter kun leveres til forbrugerne gennem autoriserede forhandlere, mens begrebet »taethed i praksis« indebaerer, at fabrikanten ogsaa skal foere bevis for, at han haandhaever systemet ved at skride ind over for medkontrahenter i tilfaelde af misligholdelse eller over for virksomheder uden for systemet, som eventuelt skaffer sig varerne hos forhandlere, der herved tilsidesaetter deres kontraktlige forpligtelser (Cartier-dommen, praemis 21).

(6) - Cartier-dommen, praemis 22 og 23.

(7) - Cartier-dommen, praemis 28.

(8) - Cartier-dommen, praemis 25.

(9) - Cartier-dommen, praemis 26, 27 og 29. I dommen fastslog Domstolen i oevrigt, at det ikke er en betingelse for, at et selektivt distributionssystem er foreneligt med traktaten, at det er taet, idet en paaberaabelse af systemets taethed ville svare til, at der herved blev forhindret en normal og rimelig parallelimport. Domstolen tilfoejede, at Cartier gyldigt havde naegtet at lade garantien omfatte produkter, som Metro havde solgt, idet Cartier herved ud fra et kommercielt synspunkt begraensede mulighederne for parallelle transaktioner, hvilket navnlig var til skade for forbrugerne. For fuldstaendighedens skyld maa det endelig fremhaeves, at i en pressemeddelelse, som Kommissionen udsendte kort tid efter Cartier-dommen, udtalte Kommissionen, at den ikke ville anvende det af Domstolen fastslaaede princip paa aftaler om distribution af motorkoeretoejer, som er omfattet af en gruppefritagelsesordning i henhold til forordning nr. 123/85. I henhold til denne forordnings artikel 5, stk. 1, er fritagelse saaledes betinget af, at gratis service ydes over for den endelige forbruger, uanset om han har koebt motorkoeretoejet hos en autoriseret eller en uafhaengig forhandler (IP/94/488 af 6.7.1994).

(10) - Se i samme retning mit forslag til afgoerelse i Cartier-sagen (forslag til afgoerelse af 27.10.1993, Sml. I, s. 17, punkt 11-23).

(11) - Ogsaa i den bestaaende litteratur paa omraadet (se dog Bechtold: »Ende des Erfordernisses der Lueckenlosigkeit« i Neue juristische Wochenschrift, 1994, s. 3211 ff., som klart er grundlaget for VAG's synspunkt, og de heri naevnte tyske forfattere) synes der i det vaesentlige at vaere enighed om denne fortolkning af Cartier-dommen. Se f.eks. Idot: »Distribution sélective« i Europe, 1994, Act. nr. 117, s. 10 ff., og Kovar: »Le dernier métro - L'étanchéité des réseaux de distribution: un réseau peut être ouvert ou fermé« i La Semaine juridique - édition entreprise, 1994, Suppl. nr. 4, s. 2 ff., hvori forfatteren gaar saa langt som til at udtale: »I oevrigt er der intet, der giver holdepunkter for at antage, at Domstolen har villet forbyde, at der i de nationale retssystemer i almindelighed og i tysk ret i saerdeleshed tages hensyn til, om et selektivt distributionssystem er taet, med henblik paa at fastsaette regler for, hvilke betingelser der skal vaere opfyldt for, at en fabrikant kan anlaegge sag mod ikke-autoriserede udenforstaaende, som markedsfoerer hans produkter, med paastand om, at deres adfaerd er udtryk for illoyal konkurrence« (s. 5 in fine).

(12) - Dom af 13.2.1969, sag 14/68, Sml. 1969, s. 1, org. ref.: Rec. s. 1.

(13) - Som bekendt har Domstolen altid set med velvilje paa salg uden om et salgsnet og dermed ogsaa paa parallelimport, der antages at vaere gavnlig og noedvendig med henblik paa at opbloede alt for stive systemer. Se f.eks. dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1825, praemis 81-89. Ogsaa i Cartier-dommen understregede Domstolen som allerede naevnt, at den foretraekker distributionssystemer, der »er mere fleksible og i hoejere grad aabner mulighed for parallelle transaktioner« (praemis 26). Saerligt med hensyn til salg af motorkoeretoejer henvises til dom af 17.6.1987, sag 154/85, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 2717.

(14) - Naevnt i note 5.

(15) - Se i denne forbindelse domme af 15.2.1996, sag C-226/94 og sag C-309/94, Grand garage albigeois m.fl. og Nissan France m.fl., Sml. I, s. 651 og s. 677, og senest dom af 20.2.1997, sag C-127/95, Fontaine, Sml. I, s. 967. I disse domme fastslog Domstolen i oevrigt, at forordning nr. 123/85 kun vedroerer kontraktforholdet mellem leverandoererne og deres godkendte forhandlere, og at den derfor ikke kan fortolkes saaledes, at den forbyder en erhvervsdrivende, der ikke er befuldmaegtiget mellemhandler, at drive virksomhed i form af parallelimport af nye koeretoejer af et maerke, der er omfattet af et officielt salgsnet (praemis 16-20). En eventuel sag anlagt med henblik paa at forbyde saadanne udenforstaaendes virksomhed kan derfor kun anlaegges efter gaeldende national ret.