61995B0079

++++

Saerlige rettergangsformer ° udsaettelse af gennemfoerelsen ° udsaettelse af gennemfoerelsen af en beslutning vedroerende konkurrence ° betingelser ° alvorligt og uopretteligt tab ° begreb ° usikker og uberegnelig risiko ° ikke omfattet ° afvejning af samtlige interesser i sagen

(EF-traktaten, art. 185; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

Spoergsmaalet, om en begaering om foreloebige forholdsregler vedroerer uopsaettelige forhold, skal vurderes i forhold til spoergsmaalet, om det er noedvendigt at traeffe foreloebig afgoerelse for at undgaa, at der paafoeres den part, som begaerer den foreloebige forholdsregel, et alvorligt og uopretteligt tab. Det paahviler den part, som begaerer udsaettelse af gennemfoerelsen af en beslutning, at foere bevis for, at vedkommende ikke kan afvente udfaldet af hovedsagen uden at lide et tab, som vil have alvorlige og uoprettelige foelger.

Kun hvis det i det mindste er forudseeligt eller sandsynligt, at der vil vaere andre virksomheder, der er interesserede i at anvende kapaciteten af tunnelen under Kanalen mellem England og Frankrig, vil der vaere en bestyrket risiko for et saadant alvorligt og uopretteligt tab som paastaaet af jernbanevirksomhederne, idet de begaerer udsaettelse af gennemfoerelsen af de betingelser, som er knyttet til Kommissionens fritagelse i medfoer af traktatens artikel 85, stk. 3, i det omfang disse betingelser indebaerer en forpligtelse for sagsoegerne til til tredjemaend at afstaa op til en fjerdedel af de rettigheder, som de har opnaaet i henhold til den brugsaftale, som Kommissionen har meddelt fritagelse for. Der kan i den forbindelse kun ske udsaettelse af gennemfoerelsen, hvis sagsoegerne kan godtgoere over for Retten, at den paagaeldende afgivelse af kapacitet umiddelbart vil saette dem ud af stand til at opfylde deres forpligtelser med hensyn til brug af tunnelen, eller at de, saafremt de faar medhold i hovedsagen, ikke vil vaere i stand til at faa den kapacitet tilbage, som andre i mellemtiden maatte have faaet tildelt. Hvis ikke de kan foere bevis for saadanne omstaendigheder, er deres tab for usikkert og uberegneligt til, at det ved afvejningen af de foreliggende interesser kan tillaegges stoerre vaegt end hensynet til beskyttelsen af en effektiv konkurrence og princippet om fri udveksling af tjenesteydelser i jernbanetransportsektoren, som Kommissionen har villet varetage ved at knytte de omtvistede betingelser til fritagelsen.

I sagerne T-79/95 R og T-80/95 R,

Société nationale des chemins de fer français, Paris, ved advokat Barbara Rapp-Jung og advokat Nathalie Flandin, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Victor Elvinger, 31, rue d' Eich,

og

British Railways Board, London, ved Thomas Sharpe, QC, Bar of England and Wales, for Solicitor Alexandre Nourry, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Jean Hoss, 15, Côte d' Eich,

sagsoegere,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, i sag T-79/95 R ved Francisco González Díaz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Géraud de Bergues, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, og i sag T-80/95 R ved Carmel O' Reilly og Francisco González Díaz, begge Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Géraud de Bergues, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Georgios Kremlis, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende to begaeringer om udsaettelse af gennemfoerelsen af artikel 2. A, i Kommissionens beslutning 94/894/EF af 13. december 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 og EOES-aftalens artikel 53 (IV/32.490 ° Eurotunnel, EFT L 354, s. 66) i det omfang, den knytter visse betingelser til fritagelsen i beslutningens artikel 1,

har

PRAESIDENTEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

afsagt foelgende

Kendelse

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 7. marts 1995 har Société nationale des chemins de fer français (herefter benaevnt "SNCF") i medfoer af artikel 173, stk. 4, i traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Faellesskab (herefter benaevnt "EF-traktaten") anlagt sag med paastand principalt om annullation af Kommissionens beslutning 94/894/EF af 13. december 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 og EOES-aftalens artikel 53 (IV/32.490 ° Eurotunnel, EFT L 354, s. 66), subsidiaert om annullation af samme beslutning, for saa vidt som der er knyttet betingelser dertil (artikel 2.A).

2 Ved saerskilt dokument registreret paa Rettens Justitskontor den 20. marts 1995 har SNCF endvidere fremsat begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen af artikel 2.A i den anfaegtede beslutning.

3 Ved staevning registreret paa Rettens Justitskontor den 8. marts 1995 har British Railways Board (herefter benaevnt "BR") i medfoer af samme bestemmelse i EF-traktaten anlagt sag, ogsaa med paastand principalt om annullation af ovennaevnte beslutning, subsidiaert om annullation af beslutningens artikel 2.A.

4 Ved saerskilt dokument registreret paa Rettens Justitskontor den samme dag har BR ligeledes fremsat begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen af beslutningens artikel 2.A.

5 Kommissionen har indgivet skriftlige indlaeg vedroerende begaeringen om foreloebige forholdsregler i sag T-80/95 R den 20. marts 1995. Den har indgivet skriftlige indlaeg vedroerende begaeringen om foreloebige forholdsregler i sag T-79/95 R den 30. marts 1995. Ved afgoerelse af 31. marts 1995 har Rettens praesident tilladt BR at fremlaegge supplerende beviser i sagen i anledning af Kommissionens indlaeg.

6 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 3. april 1995. Under retsmoedet har SNCF og Kommissionen ligeledes faaet tilladelse til at fremlaegge en raekke dokumenter. Retten har indroemmet alle parter frist til den 6. april 1995 for indgivelse af skriftlige indlaeg vedroerende de nye oplysninger, som modparten har fremlagt. I retsmoedet har sagsoegerne og Kommissionen erklaeret, at de ikke goer indsigelse mod, at der i en enkelt kendelse traeffes afgoerelse om de to ensartede begaeringer i de to sager om foreloebige forholdsregler.

7 Inden det undersoeges, om begaeringen kan tages til foelge, skal der foretages en kort gennemgang af de vaesentligste omstaendigheder, der ligger til grund for den tvist, som er blevet indbragt for Retten, saaledes som de fremgaar af parternes indlaeg og dokumenter samt af de mundtlige forklaringer afgivet i retsmoedet den 3. april 1995.

8 Den 29. juli 1987 har dels BR og SNCF, dels Channel Tunnel Group Ltd, Storbritannien, og France Manche SA, Frankrig, (herefter under ét benaevnt "Eurotunnel") indgaaet en aftale om brug af den faste forbindelse under Kanalen mellem departementet Pas-de-Calais i Frankrig og grevskabet Kent i England (herefter benaevnt "brugsaftalen"). Brugsaftalen er indgaaet i forbindelse med og for varigheden af koncessionen af den ret til at forestaa konstruktion, finansiering, anlaeg og drift af en fast forbindelse (eller "tunnel"), som Eurotunnel har opnaaet i medfoer af aftalen undertegnet den 14. marts 1986 af transportministeren for Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, og den franske minister for byplanlaegning, bolig og transport. Koncessionsperioden, der oprindeligt var fastsat til 55 aar, blev i 1994 forlaenget til 65 aar.

9 Brugsaftalen regulerer forholdet mellem Eurotunnel paa den ene side og BR og SNCF paa den anden side og fastlaegger naermere deres gensidige rettigheder og forpligtelser med hensyn til brug af tunnelen. Den fastsaetter vilkaarene og betingelserne for international passagertogs- og godstogstrafik, der drives af BR og SNCF, samt for en saerlig pendultogstrafik for forskellige typer motorkoeretoejer, ogsaa med passagerer, som drives af Eurotunnel. Det bestemmes i artikel 6.2 i brugsaftalen, at BR og SNCF paa ethvert tidspunkt i aftalens gyldighedsperiode har ret til 50% af den faste forbindelses timekapacitet i begge retninger. Den resterende tunnelkapacitet, maalt i standardankomster og -afgange pr. time, staar fortsat til raadighed for Eurotunnel som forvalter af infrastrukturen. For brugen af den faste forbindelse skal BR og SNCF betale Eurotunnel en afgift, bestaaende af et fast element, der skal betales i de foerste tolv driftsaar, og et delvis variabelt element afhaengig af den faktiske trafik, idet denne del af afgiften er degressiv. I overensstemmelse med artikel 10 i brugsaftalen skal de endvidere godtgoere Eurotunnel en del af de driftsudgifter ved den faste forbindelse, som er beskrevet i brugsaftalens bilag V. Jernbanevirksomhederne har endvidere forpligtet sig til at foretage betydelige investeringer for at udbygge hver deres jernbaneinfrastruktur i det omfang, det er noedvendigt for at bruge tunnelen, og til at raade over rullende materiel, der er saerligt tilpasset denne brug.

10 Eurotunnel har efter aftale med BR og SNCF anmeldt brugsaftalen til Kommissionen den 2. november 1987 med anmodning om en erklaering om, at artikel 2 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1017/68 af 19. juli 1968 om anvendelse af konkurrenceregler for transport med jernbane, ad landeveje og sejlbare vandveje (EFT 1968 I, s. 295, herefter benaevnt "forordning nr. 1017/68") er uanvendelig derpaa. Efter afslutningen af proceduren i denne forordnings artikel 12, stk. 2 og 3, fritog Kommissionen brugsaftalen for en periode paa tre aar, der udloeb den 15. november 1991.

11 Efter at Eurotunnel havde indgivet anmodninger om fornyelse af fritagelsen, og der i EF-Tidende den 30. juli 1994 (EFT C 210, s. 15) var offentliggjort en meddelelse i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt "forordning nr. 17"), og artikel 26, stk. 3, i forordning nr. 1017/68, vedtog Kommissionen den 13. december 1994 den anfaegtede beslutning. Beslutningen erklaerer bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 1, artikel 2 i forordning nr. 1017/68 og artikel 53, stk. 1, i EOES-aftalen uanvendelige paa brugsaftalen i en 30-aarig periode regnet fra den 16. november 1991. Til denne fritagelse er der knyttet visse betingelser og paabud. Naervaerende begaeringer vedroerer udsaettelse af gennemfoerelsen af disse betingelser i den anfaegtede beslutnings artikel 2.A.

12 De omtvistede betingelser har foelgende ordlyd:

"a) I overensstemmelse med artikel 6.2 i brugsaftalen maa BR og SNCF ikke modsaette sig, at infrastrukturforvalteren saelger de noedvendige ankomst- og afgangstider til andre jernbanevirksomheder med henblik paa udfoerelse af international passager- og godstransport.

b) BR og SNCF skal dog have adgang til det antal ankomst- og afgangstider, der er noedvendigt for at sikre et tilfredsstillende serviceniveau i loebet af den periode, der udloeber den 31. december 2006, svarende til op til 75% af den timekapacitet i tunnelen i begge retninger, der er forbeholdt international passager- og godstransport, med henblik paa at udfoere transportvirksomhed for egen regning og for deres datterselskaber.

c) I samme periode skal andre jernbanevirksomheder og sammenslutninger af jernbanevirksomheder kunne koebe mindst 25% af timekapaciteten i tunnelen i hver retning til brug for international passager- og godstogstrafik.

d) De under litra b) og c) omhandlede betingelser er ikke til hinder for, at BR og SNCF i samme periode udnytter mere end 75% af timekapaciteten, hvis de andre jernbanevirksomheder ikke udnytter 25% af den resterende kapacitet.

e) De under litra b) og c) omhandlede betingelser er heller ikke til hinder for, at andre jernbanevirksomheder i samme periode udnytter mere end 25% af timekapaciteten, hvis BR og SNCF ikke udnytter de 75%, der er forbeholdt dem.

f) Saadanne justeringer maa dog ikke vaere til hinder for BR' s og SNCF' s ret til om fornoedent i samme periode at udnytte op til 75% af de afgangs- og ankomsttider, der er forbeholdt internationale tog, eller for andre jernbanevirksomheders ret til at udnytte op til 25% af denne kapacitet.

g) Kommissionen tager spoergsmaalet om fastsaettelse af den andel af ankomst- og afgangstider, der forbeholdes BR og SNCF, op til revision inden den 31. december 2006."

Retlige bemaerkninger

13 Ifoelge EF-traktatens artikel 185 og 186 sammenholdt med artikel 4 i Raadets afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 319, s. 1), som aendret ved Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8. juni 1993 (EFT L 144, s. 21), kan Retten, hvis den skoenner, at forholdene kraever det, udsaette gennemfoerelsen af den anfaegtede retsakt eller foreskrive de noedvendige foreloebige forholdsregler.

14 Ifoelge artikel 104, stk. 2, i Rettens procesreglement skal de begaeringer om foreloebige forholdsregler, som er omhandlet i traktatens artikel 185 og 186 angive de omstaendigheder, der medfoerer uopsaettelighed, og de faktiske og retlige grunde til, at den begaerede foreloebige forholdsregel umiddelbart forekommer berettiget. De begaerede forholdsregler skal have en midlertidig karakter, idet de ikke maa foregribe afgoerelsen i hovedsagen (jf. senest kendelse afsagt af Rettens praesident den 26.10.1994, sagerne T-231/94 R, T-232/94 R og T-234/94 R, Transacciones Marítimas m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 885, praemis 20).

Parternes argumenter

15 Med hensyn til spoergsmaalet, om der foreligger grunde til, at udsaettelse af gennemfoerelsen af de omtvistede betingelser umiddelbart forekommer berettiget, har sagsoegerne for det foerste gjort gaeldende, at Kommissionen har anlagt en urigtig retlig vurdering af formaalet med og foelgerne af brugsaftalen. Paalaeggelsen af de paagaeldende betingelser er saaledes ikke berettiget af hensyn til de gaeldende konkurrenceregler. Den anfaegtede beslutning er derfor ulovlig, idet den er vedtaget i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, artikel 2 i forordning nr. 1017/68 og EOES-aftalens artikel 53, stk. 1. Efter sagsoegernes opfattelse er det efter en rigtig fortolkning af brugsaftalen og under hensyn til dens konkurrencefremmende virkninger berettiget at erklaere traktatens artikel 85, stk. 1, uanvendelig derpaa, eller i det mindste at anvende artiklens stk. 3 uden at paalaegge betingelser. BR anfoerer, at Kommissionen havde fritaget brugsaftalen i en periode paa tre aar indtil den 15. november 1991 uden at paalaegge betingelser, og haevder, at det ikke af beslutningen fremgaar, at der skulle vaere indtraadt nogen vaesentlig aendring i omstaendighederne, siden denne fritagelse blev meddelt.

16 Ifoelge sagsoegerne har brugsaftalen i modsaetning til, hvad Kommissionen mener at have forstaaet, hverken til formaal eller til foelge at opdele markedet mellem pendulforbindelsen, der skal drives af Eurotunnel, og togforbindelsen til transport af passagerer og gods, der skal drives af BR og SNCF. Eurotunnel er ikke forhindret i at bruge den del af tunnelkapaciteten, der staar til Eurotunnel' s disposition, til international togtrafik til passager- og godstransport. Brugsaftalen er ligeledes ikke til hinder for, at BR og SNCF tilbyder pendulforbindelser, idet ingen af parterne har accepteret kontraktmaessige begraensninger i den brug, de ville goere af den tunnelkapacitet, de har faaet tildelt. SNCF har anfoert, at Kommissionen tilsyneladende anerkender disse forhold i beslutningens 75.-79. betragtning uden dog deraf af drage de ifoelge sagsoegeren uomgaengelige konklusioner. Endvidere har sagsoegerne anfoert, at aftalen ikke udelukker, at tredjemand kan faa adgang til at benytte en del af kapaciteten af den faste forbindelse. Denne kapacitet kan af Eurotunnel stilles til raadighed for andre jernbanevirksomheder i overensstemmelse med artikel 10 i Raadets direktiv 91/440/EOEF af 29. juli 1991 om udvikling af Faellesskabets jernbaner (EFT L 237, s. 25, herefter benaevnt "direktiv 91/440"). Hvis Eurotunnel havde udnyttet hele den kapacitet paa 50%, som den har raadighed over, kunne Eurotunnel under paaberaabelse af bestemmelsen i brugsaftalens artikel 6.2 faa en del af den kapacitet, der er tildelt BR og SNCF. I henhold til denne bestemmelse kan BR og SNCF ikke uden grund afslaa at afstaa en del af det, de har krav paa. I det omfang, de paalagte betingelser skal sikre andre jernbanevirksomheder ret til at bruge en del af tunnelkapaciteten, er de overfloedige.

17 Sagsoegerne har for det andet gjort gaeldende, at Kommissionen i den foreliggende sag har overskredet den befoejelse til at knytte betingelser til en fritagelse, som er tillagt den ved artikel 8 i forordning nr. 17 og artikel 13 i forordning nr. 1017/68. Ifoelge SNCF forrykker de omtvistede betingelser den kontraktmaessige balance i brugsaftalen, som bestaar i, at SNCF og BR paatager sig oekonomiske og investeringsmaessige forpligtelser, som er afgoerende for at ivaerksaette projektet, mod at faa raadighed over 50% af tunnelkapaciteten. Ved udelukkende at paalaegge SNCF og BR en forpligtelse til at afgive en del af de rettigheder, som de har faaet tillagt i henhold til brugsaftalen, har Kommissionen gjort det muligt for Eurotunnel at faa et dobbelt vederlag for den del af timekapaciteten i tunnelen, der er forbeholdt tredjemaend; foerste gang gennem den faste afgift og de investeringer, som SNCF og BR har paataget sig ansvaret for, anden gang gennem tredjemaends betaling af afgifter. BR har endvidere gjort gaeldende, dels at paalaeggelsen af de omtvistede betingelser svarer til ogsaa at paalaegge sagsoegerne de forpligtelser, der paahviler Eurotunnel som infrastrukturforvalter i henhold til direktiv 91/440, dels at Kommissionen har udoevet sin befoejelse paa en maade, der er i strid med dette direktiv, saerligt med den kompetence der deri anerkendes for medlemsstaterne. Efter BR' s opfattelse foelger det heraf, at betingelserne baade indebaerer forskelsbehandling og er ulovlige.

18 For det tredje er SNCF og BR af den opfattelse, at den anfaegtede beslutning er i strid med proportionalitetsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet. SNCF har anfoert, at de omtvistede betingelser bevirker, at sagsoegerne med tilbagevirkende kraft fratages en fjerdedel af de rettigheder, som de har opnaaet i henhold til brugsaftalen, skoent deres bidrag til udviklingen af de paagaeldende nye transportydelser forbliver det samme. BR har dels anfoert, at betingelserne ikke staar i et rimeligt forhold til de paastaaede konkurrencebegraensninger, som Kommissionen har paapeget, dels, at bestemmelserne om den praktiske gennemfoerelse af de forpligtelser, som de paalaegger sagsoegerne, er vage og uklare.

19 Endelig har sagsoegerne til stoette for deres paastande i hovedsagerne ogsaa fremfoert anbringender om, at Kommissionen ikke har opfyldt begrundelsespligten og har kraenket retten til kontradiktion og handlet i strid med god forvaltningsskik.

20 Med hensyn til spoergsmaalet om uopsaettelighed har sagsoegerne i det vaesentlige gjort gaeldende, at i betragtning af de ydelser, de leverer nu og paataenker at levere i naer fremtid, vil de fra sommeren 1996 vaere i stand til i visse perioder af doegnet at bruge samtlige ankomst- og afgangstider, som de har faaet tildelt ved brugsaftalen, og saaledes overskride den begraensning til 37,5% af timekapaciteten i hver retning, som de er blevet paalagt i de omtvistede betingelser. I retsmoedet den 3. april 1995 har sagsoegerne fremfoert en raekke argumenter paa grundlag af trafikprognoser for de tre kommende somre, der daekker baade de ydelser, der leveres af Eurotunnel, og dem, der leveres af BR og SNCF. Disse argumenter skal gendrive Kommissionens paastande om, at fastsaettelsen af den paagaeldende begraensning er begrundet i, at sagsoegerne kun paataenkte at bruge 75% af den tunnelkapacitet, der tilkommer dem, i de naeste tolv aar.

21 Efter sagsoegernes opfattelse er det af afgoerende betydning at sondre mellem timekapacitet og dagkapacitet, idet handelsvaerdien af ankomst- og afgangstiderne er forskellig afhaengig af tidspunktet i doegnet. SNCF' s og BR' s prognoser, som har dannet grundlag for Kommissionens fastsaettelse af de omtvistede betingelser, vedroerte dagkapaciteten, hvilket fremgik af selve ordlyden af SNCF' s skrivelse til Kommissionen og bilagene dertil, samt af de bemaerkninger, som BR fremsatte inden vedtagelsen af den anfaegtede beslutning. Den begraensning, som Kommissionen har paalagt sagsoegerne, vedroerer derimod timekapaciteten i tunnelen i begge retninger. Ifoelge sagsoegerne viser de af dem fremlagte beviser imidlertid, at selv om den samlede eller daglige kapacitet for oejeblikket overstiger sagsoegernes og Eurotunnel' s behov, vil BR og SNCF paa kort sigt i flere timer i doegnet bruge enten hele den kapacitet, som de raader over, eller i hvert fald over 75% af kapaciteten til at levere deres egne transportydelser og overholde deres kontraktmaessige forpligtelser over for tredjemaend. Der kan forudses at blive mangel paa ankomst- og afgangstider, saerligt paa visse tidspunkter om natten, paa grund af nedsat kapacitet i forbindelse med vedligeholdelsesarbejde i tunnelen. Sagsoegerne anfoerer, at de ikke har nogen sikkerhed for, at vedligeholdelsen, som paa nuvaerende tidspunkt tager syv timer, i naer fremtid vil kunne nedbringes til fire timer, som forudsat i brugsaftalen. Sagsoegerne afviser Kommissionens forslag om, at det skulle vaere muligt at omorganisere deres drift, saa den kan holdes inden for den fastsatte graense for brug, og har paapeget, at deres koereplaner er udarbejdet paa baggrund af en kompliceret planlaegning, der har fundet sted aar i forvejen, og som tilgodeser kundernes saerlige behov, saerligt med hensyn til international godstransport, og som tillige skal kunne forenes med brugen af de med tunnelen forbundne transportnet. BR og SNCF har endvidere anfoert, at ifoelge de fremlagte trafikprognoser vil en stor del af den kapacitet, der er forbeholdt Eurotunnel, ikke blive anvendt, mens de bliver noedt til at afgive en del af deres kapacitet, der er noedvendig for at sikre et rimeligt serviceniveau, til oekonomisk fordel for tredjemaend.

22 Sagsoegerne haevder, at de paa grund af de omtvistede betingelser vil blive paafoert et betydeligt tab, der naermest vil vaere uopretteligt. For det foerste vil de fortsat vaere forpligtet til betale de faste minimumsafgifter og skal paatage sig ansvaret for investeringer i infrastruktur og rullende materiel, selv om disse forpligtelser var blevet forhandlet som modydelse for retten til at bruge 50% af tunnelkapaciteten, og de nu kun kommer til at raade over 37,5%, hvilket forhindrer deres investeringer i at blive rentable. For det andet skal opfyldelsen af visse kontraktforhold, som allerede er indgaaet med tredjemaend, tages op paa ny, hvilket ° rent bortset fra den retlige usikkerhed forbundet med indgaaelsen af nye kontrakter ° ligeledes vil faa betydelige oekonomiske konsekvenser for sagsoegerne. Endelig vil den markedssituation, som vil opstaa ved anvendelse af de omtvistede betingelser, kunne vise sig at vaere uoprettelig. Hvis Retten annullerer disse betingelser, vil andre jernbaneselskaber efter sagsoegernes opfattelse kunne paaberaabe sig deres erhvervede rettigheder og de investeringer, de har foretaget inden afsigelsen af dommen om sagens realitet, for at undgaa atter at skulle afstaa den del af tunnelkapaciteten, som de i mellemtiden maatte have erhvervet, til sagsoegerne.

23 Endelig har sagsoegerne gjort gaeldende, at det ved en afvejning af interesserne i sagen maa anses for berettiget at tage begaeringen om udsaettelse af gennemfoerelsen til foelge, idet de omtvistede betingelser ikke er noedvendige til beskyttelse af de oevrige jernbanevirksomheders interesser. Saafremt der maatte vaere interesserede tredjemaend, hvilket i oevrigt ikke er godtgjort af Kommissionen, ville de kunne faa brugsret til tunnelen direkte fra infrastrukturforvalteren, Eurotunnel, efter fremgangsmaaden i artikel 10 i direktiv 91/440. I betragtning af, at der for tiden ikke er tredjemaend, der oensker at faa brugsret, er sagsoegerne endvidere af den opfattelse, at der ikke er godtgjort nogen samfundsmaessig interesse for Faellesskabet i, at de omtvistede betingelser umiddelbart bringes i anvendelse. Paalaeggene, som ligeledes er knyttet til den anfaegtede beslutning, vil endvidere goere det muligt for Kommissionen at foere tilstraekkeligt tilsyn med situationen og gribe ind, hvis sagsoegernes udoevelse af deres rettigheder i henhold til brugsaftalen skulle vise sig at vaere uforenelige med Faellesskabets konkurrenceregler.

24 Kommissionen er af den opfattelse, at de retlige betingelser for at traeffe den begaerede foreloebige forholdsregel ikke er opfyldt i den foreliggende sag.

25 Med hensyn til spoergsmaalet, om der foreligger faktiske og retlige grunde til, at den begaerede foreloebige forholdsregel umiddelbart forekommer berettiget ("fumus boni juris") har Kommissionen anfoert, at den fortolkning af brugsaftalen, som sagsoegerne har anlagt, synes at vaere i modstrid med fortolkningen i den formelle anmeldelse af denne aftale til Kommissionen den 10. november 1987, hvori parterne anfoerte, at "formaalet med aftalen er at sikre en rimelig og realistisk fordeling af den faste forbindelse mellem markedet for passager- og godstogstransport paa den ene side og paa den anden side markedet for transport af automobiler paa grundlag af et specifikt pendulsystem". Under alle omstaendigheder er Kommissionen af den opfattelse, at sagsoegernes fortolkning af brugsaftalens artikel 6.2 er i strid med det af sagsoegerne anfoerte om, at den kontraktmaessige balance skulle blive forrykket ved de omtvistede betingelser, idet de haevder, at det i denne artikel allerede er bestemt, at de skal afstaa en del af deres rettigheder til fordel for andre jernbanevirksomheder. Efter Kommissionens opfattelse haevder sagsoegerne derfor med urette, at der opstaar tvivl om projektets oekonomiske og finansielle levedygtighed, naar tredjemaend kan benytte en del af den kapacitet, som de for naervaerende raader over.

26 Kommissionen har endvidere anfoert, at der siden den foerste fritagelse af brugsaftalen er sket en gennemgribende forandring ved vedtagelsen af direktiv 91/440. Ifoelge Kommissionen har dette direktiv skabt helt nye retlige og praktiske rammer for jernbanedrift, og det er det foerste skridt mod gennemfoerelsen af den frie udveksling af tjenesteydelser i denne sektor, hvor visse kategorier af tjenesteydere sikres adgang til jernbaneinfrastrukturen. De omtvistede betingelser er begrundet i hensynet til at beskytte tredjemaends interesser og sikre den fulde virkning af direktiv 91/440 under hensyntagen til, at brugsaftalen er forhandlet og indgaaet under den tidligere ordning, der var kendetegnet ved, at jernbanevirksomhederne indtog en monopolstilling paa hver deres jernbanenet.

27 Med hensyn til spoergsmaalet, om Kommissionen har gjort sig skyldig i magtoverskridelse, anfoerer Kommissionen for det foerste, at den ved fastsaettelsen af de omtvistede betingelser fuldt ud har taget hensyn til sagsoegernes behov over de naeste tolv aar, som dette fremgaar af de prognoser, som sagsoegerne selv har fremlagt. Kommissionen finder dernaest, at det af sagsoegerne rejste spoergsmaal vedroerende Eurotunnel' s dobbelte vederlag henhoerer under parternes kontraktforhold og burde have vaeret forudset, da BR og SNCF accepterede muligheden af at genoverdrage en del af de rettigheder, som de har i henhold til brugsaftalen. Repraesentanterne for Eurotunnel har endvidere oplyst over for Kommissionen, at de paataenkte at indfoere en udligningsordning i tilfaelde af, at andre virksomheder ville bruge en del af den paagaeldende kapacitet. Endelig har Kommissionen i retsmoedet den 3. april 1995 anfoert, at den ikke kunne have paalagt Eurotunnel de omtvistede betingelser, fordi konkurrencebegraensningen bedoemt i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, bestaar i, at 50% af tunnelkapaciteten udelukkende stilles til sagsoegernes raadighed for en periode paa 65 aar. Efter Kommissionens opfattelse udgoer det forhold, at infrastrukturforvalteren forbeholder sig den del af kapaciteten, som ikke er overdraget, ikke en konkurrencebegraensning, hvilket dog ikke betyder, at infrastrukturforvalteren derfor ikke er bundet af sine forpligtelser i henhold til direktiv 91/440 eller er unddraget anvendelsen af traktatens artikel 86.

28 Som svar paa Rettens spoergsmaal under retsmoedet har Kommissionen bl.a. forklaret, at naar der er paalagt BR og SNCF en begraensning i tunnelens timekapacitet i stedet for i dens dagkapacitet, skyldes det dels den logiske sammenhaeng med bestemmelserne i brugsaftalen, der naevner 50% af timekapaciteten af den faste forbindelse i begge retninger, dels hensynet til at sikre andre jernbanevirksomheder, at de ikke kun faar adgang til de ankomst- og afgangstider, der fra et forretningssynspunkt er mindst interessante. Kommissionen har ligeledes over for Retten bekraeftet, at den indtil videre ikke har kendskab til andre virksomheder, der oensker at erhverve en del af den paagaeldende kapacitet.

29 Med hensyn til spoergsmaalet, om der foreligger omstaendigheder, der medfoerer uopsaettelighed, er Kommissionen af den opfattelse, at sagsoegerne ikke har foert bevis for, at de ikke kan afvente udfaldet af hovedsagen uden at lide et tab, der ville faa alvorlige og uoprettelige foelger.

30 Kommissionen har for det foerste bestridt den konklusion ° at der kan befrygtes en mangel paa ankomst- og afgangstider i de kommende tre aar ° som sagsoegerne har draget af de fremlagte trafikprognoser. Kommissionen paapeger, at visse af disse vurderinger ikke er bekraeftet af Eurotunnel, og at sagsoegerne generelt set stadig anvender togsammensaetninger, der koerer med forskellige hastigheder, og som kraever det stoerste antal standardankomster og -afgange. Kommissionen er imidlertid af den opfattelse, at de fremskridt, der kan forudses med hensyn til en rationel og optimal tilrettelaeggelse af brugen af den faste forbindelse, og ibrugtagningen af de mere moderne lokomotiver, som BR og SNCF allerede har afgivet ordre paa, vil foere til et mindre forbrug af standardankomster og -afgange og saaledes fjerne risikoen for overbelastning af tunnelen paa visse tidspunkter af doegnet. Kommissionen fastholder endvidere sin stilling med hensyn til den mulighed, som sagsoegerne har for at aendre i koereplanerne for visse af deres godstog, idet den finder, at punktlighed ved denne type tog ikke er en noedvendig betingelse for handelsforbindelser med befragterne, hvilket ses af de ofte forekommende forsinkelser og aendringer i koereplanerne, som SNCF og BR har samtykket i siden ibrugtagningen af tunnelen.

31 For det andet har Kommissionen anfoert, at de omtvistede betingelser kan anvendes paa en smidig maade, idet de fastsatte kapacitetsbegraensninger ikke er uboejelige, men kan tilpasses virksomhedernes behov. Ifoelge de under retsmoedet afgivne forklaringer goer denne smidighed sig baade gaeldende i forholdet mellem Eurotunnel og sagsoegerne og for BR' s og SNCF' s mulighed for at overskride graensen paa 75%, naar blot der ikke er andre virksomheder, der kan udnytte de resterende 25%, der er forbeholdt passager- og godstransport. Kommissionen er af den opfattelse, at infrastrukturforvalteren har sin vaesentligste oekonomiske interesse i en maksimal udnyttelse af tunnelens samlede kapacitet og kan tilrettelaegge fordelingen af de til raadighed vaerende ankomst- og afgangstider paa den mest rationelle maade, saaledes som det fremgaar af 116. betragtning til den anfaegtede beslutning. Kommissionen anfoerer endvidere, at andres brug af tunnelen ikke kan skade sagsoegernes oekonomiske interesser, eftersom dette kan goere det muligt at nedsaette afgiften til Eurotunnel i overensstemmelse med bilag VII til brugsaftalen.

32 Endelig har Kommissionen anfoert, at sagsoegernes oevrige argumenter for, at der foreligger et alvorligt og uopretteligt tab, ikke er overbevisende. Dette gaelder paastanden om, at deres oekonomiske forpligtelser opretholdes over for Eurotunnel til trods for, at de kun faar raadighed over en mindre del af den kapacitet, der var resultat af forhandlingerne, og den mulige risiko for brud paa kontrakter om godstransport. Kommissionen er af den opfattelse, at de paaberaabte tab i det hoejeste er fremtidige, usikre og uberegnelige og ikke kan true jernbanevirksomheder af en saadan stoerrelse som BR og SNCF paa deres eksistens.

33 Med hensyn til interesseafvejningen har Kommissionen gjort gaeldende, at de omtvistede betingelser er uomgaengeligt noedvendige for, at andre jernbanevirksomheder kan komme ind paa det paagaeldende marked, og at den samfundsmaessige interesse i opretholdelsen af en effektiv konkurrence og i overholdelsen af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser i jernbanesektoren, maa gaa forud for den risiko for tab, som sagsoegerne goer gaeldende foreligger. Kommissionen har anfoert, at hvis betingelserne blev ophaevet, ville det ikke alene forsinke tredjemaends brug af tunnelen i adskillige aar, men ogsaa give sagsoegerne tid til at styrke deres fodfaeste paa det paagaeldende marked. I betragtning af, hvor store investeringer der er noedvendige for at benytte tunnelen, ville uvisheden om den retlige situation og den stilling, som BR og SNCF i mellemtiden ville have indtaget, goere det endnu vanskeligere for andre at traenge ind paa markedet.

Retlig bedoemmelse

34 Det bemaerkes for det foerste med henblik paa undersoegelsen af, om sagsoegerne har godtgjort, at de umiddelbart boer gives medhold i sagen, at de under naervaerende sag om foreloebige forholdsregler kun har begaeret udsaettelse af gennemfoerelsen af artikel 2.A i den anfaegtede beslutning. I denne bestemmelse er opregnet en raekke betingelser for Kommissionens fritagelse af brugsaftalen mellem sagsoegerne og Eurotunnel. SNCF og BR har i det vaesentlige anfoert, at disse betingelser er ulovlige og skader deres interesser, fordi sagsoegerne tvinges til at afstaa en fjerdedel af de brugsrettigheder til tunnelen, som de har opnaaet i henhold til denne aftale, til andre jernbanevirksomheder.

35 Det bemaerkes, at det er et yderst vanskeligt spoergsmaal af afgoere, om det var berettiget, at Kommissionen ved udoevelsen af sine befoejelser i medfoer af de gaeldende konkurrenceregler foretog en begraensning af sagsoegernes rettigheder i henhold til aftalen som paastaaet, og at dette spoergsmaal maa underkastes en indgaaende undersoegelse under hovedsagen. Herefter findes det ikke noedvendigt, at der i forbindelse med begaeringen om foreloebige forholdsregler foretages en mere indgaaende undersoegelse af lovligheden af de omtvistede betingelser, og der skal dernaest tages stilling til, om der foreligger uopsaettelighed, som kan begrunde, at der traeffes den af sagsoegerne begaerede foreloebige forholdsregel.

36 Som det fremgaar af fast praksis (jf. ovennaevnte kendelse i sagen Transacciones Marítimas m.fl. mod Kommissionen, praemis 41), skal spoergsmaalet, om begaeringen om foreloebige forholdsregler vedroerer uopsaettelige forhold, vurderes i forhold til spoergsmaalet, om det er noedvendigt at traeffe foreloebig afgoerelse for at undgaa, at der paafoeres den part, som begaerer den foreloebige forholdsregel, et alvorligt og uopretteligt tab. Det paahviler den part, som begaerer udsaettelse af gennemfoerelsen af en anfaegtet beslutning, at foere bevis for, at vedkommende ikke kan afvente udfaldet af hovedsagen uden at lide et tab, som vil have alvorlige og uoprettelige foelger.

37 Det bemaerkes, at sagsoegerne til stoette for deres anbringender om, at der foreligger omstaendigheder, der medfoerer uopsaettelighed, har henvist til en fortolkning af de omtvistede betingelser, som er saerligt ugunstig for dem, og hvis rigtighed bestrides af Kommissionen. Kommissionen har over for Retten paapeget smidigheden af betingelserne og har saerligt henvist til 116. betragtning til beslutningen og til dens formaal, som bekraeftes i selve ordlyden af artikel 2.A, hvorefter BR og SNCF skal kunne sikre et tilfredsstillende serviceniveau. Det fremgaar endvidere af sagen, at naar der bortses fra sagsoegernes trafikprognoser for visse spidsbelastningstimer i doegnet, benyttes en vaesentlig del af de raadighed vaerende ankomst- og afgangstider endnu ikke ° og vil heller ikke paa kort sigt blive benyttet ° af BR og SNCF. Sagsoegerne er imidlertid af den opfattelse, at anvendelsen af begraensningen til 75% af den timekapacitet i tunnelen i begge retninger, som nu er forbeholdt internationale tog, allerede nu ikke kan forenes med den drift, som de planlaegger fra sommeren 1996.

38 Den ovennaevnte smidighed, hvormed de omtvistede betingelser er formuleret, idet det tillades BR og SNCF at benytte "mere end 75% af timekapaciteten, hvis de andre jernbanevirksomheder ikke udnytter 25% af den resterende kapacitet", synes ganske vist ikke at kunne forhindre enhver form for alvorlig ulempe for sagsoegerne, for saa vidt som der derved skabes usikkerhed om omfanget og varigheden af de brugsrettigheder, som er indroemmet dem. Der kan ikke ganske ses bort fra BR' s og SNCF' s argumenter om, at det er noedvendigt med en kompliceret og langsigtet planlaegning for at drive togtrafik gennem tunnelen, eller fra, at kontrakter om godstransport med tredjemaend normalt loeber over tre til fem aar, eller fra, at paalaeggelsen af en begraensning i brugen af timekapaciteten i hoejere grad hindrer sagsoegernes fleksibilitet ved overholdelsen deraf end paalaeggelsen af en begraensning i brugen af den samlede eller daglige kapacitet ville have gjort.

39 Kommissionen og sagsoegerne har imidlertid indroemmet, at de ikke har kendskab til, at der skulle vaere jernbaneselskaber, der er interesserede i at faa ret til at bruge en del af tunnelkapaciteten. Kommissionen har naermere anfoert, at dens formaal med at opstille de omtvistede betingelser i den anfaegtede beslutning var at vaerne den potentielle konkurrence og den frie udveksling af tjenesteydelser i sektoren.

40 Under de i sagen foreliggende omstaendigheder maa det fastslaas, at kun hvis det i det mindste er forudseeligt eller sandsynligt, at der vil vaere andre, der er interesseret i at anvende tunnelkapaciteten, vil der vaere en bestyrket risiko for et alvorligt og uopretteligt tab, som ifoelge sagsoegerne vil opstaa, hvis betingelserne for beslutningen om fritagelse straks bliver anvendt. Sagsoegerne har imidlertid ikke kunnet fremlaegge oplysninger til at godtgoere en konkret risiko for, at der paa kort sigt overdrages en del af eller hele den timekapacitet, som er forbeholdt sagsoegerne i henhold til artikel 2.A, til andre, og for, at der derved paafoeres dem et alvorligt og uopretteligt tab.

41 Dette resultat understoettes af, at sagsoegerne ogsaa selv har anfoert, at de omtvistede betingelser ikke er noedvendige, fordi der ikke er andre, der er interesserede i at benytte tunnelkapaciteten, og der derfor ikke er nogen potentiel konkurrence at beskytte.

42 Herefter fremgaar det af den afvejning af de foreliggende interesser, som Retten skal foretage, at den risiko for tab, som sagsoegerne har paaberaabt sig, paa dette trin er for usikker og uberegnelig til, at den kan tillaegges stoerre vaegt end de hensyn, som Kommissionen varetager ved paalaeggelse af de omtvistede betingelser, nemlig beskyttelsen af en effektiv konkurrence og princippet om fri udveksling af tjenesteydelser i jernbanetransportsektoren. Begaeringerne om udsaettelse af gennemfoerelsen af disse betingelser kan derfor ikke tages til foelge.

43 Det bemaerkes under alle omstaendigheder, at i medfoer af procesreglementets artikel 108 kan en kendelse vedroerende foreloebige forholdsregler til enhver tid efter begaering fra en af parterne aendres eller ophaeves paa grund af aendrede forhold. Det paahviler i givet fald sagsoegerne at rette henvendelse til Retten, saafremt en forestaaende tildeling til andre jernbanevirksomheder af ankomst- og afgangstider, der tidligere har vaeret benyttet af dem, kan paafoere dem et alvorligt og uopretteligt tab. Hertil skal de kunne godtgoere over for Retten, at den paagaeldende afgivelse af kapacitet umiddelbart vil saette dem ud af stand til at opfylde deres forpligtelser med hensyn til brug af tunnelen, herunder saerligt til at sikre et tilfredsstillende serviceniveau, eller at de, saafremt de faar medhold i hovedsagen, ikke vil vaere i stand til at faa den kapacitet tilbage, som andre i mellemtiden maatte have faaet tildelt.

Af disse grunde

bestemmer

RETTENS PRAESIDENT

1) Begaeringerne om foreloebige forholdsregler tages ikke til foelge.

2) Afgoerelsen om sagens omkostninger udsaettes.

Saaledes bestemt i Luxembourg den 12. maj 1995.