61995J0356

Landbrug - faelles landbrugspolitik - stoetteordning for producenter af visse markafgroeder - medlemsstaternes oprettelse af produktionsregioner - pligt til i de nationale gennemfoerelsesbestemmelser at angive de herfor anvendte kriterier - foreligger ikke - produktionsregion sammenfaldende med det regionale basisareal - lovligt

(Raadets forordning nr. 1765/92, art. 2, stk. 2, andet afsnit, samt art. 3, stk. 1, foerste afsnit)

Artikel 3, stk. 1, foerste afsnit, i forordning nr. 1765/92 om indfoerelse af en stoetteordning for producenter af visse markafgroeder paalaegger ikke medlemsstaterne, naar disse opretter produktionsregioner, i bestemmelserne til gennemfoerelse af naevnte forordning at angive de herfor anvendte kriterier.

Denne bestemmelse skal fortolkes saaledes, at en medlemsstat, som i henhold til naevnte forordnings artikel 2, stk. 2, andet afsnit, tredje punktum, ikke har fastlagt hele sit nationale omraade som regionalt basisareal, men alene de forskellige dele af dette omraade, kan udpege hele omraadet for det enkelte regionale basisareal som produktionsregion, og at de saerlige strukturelle forhold, der paavirker udbyttet, ikke kraever en yderligere opdeling af de regionale basisarealer i flere produktionsregioner.

I sag C-356/95,

angaaende en anmodning, som Schleswig-Holsteinisches Oberverwaltungsgericht (Tyskland) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Matthias Witt

mod

Amt fuer Land- und Wasserwirtschaft,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 3, stk. 1, foerste afsnit, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1765/92 om indfoerelse af en stoetteordning for producenter af visse markafgroeder (EFT L 181, s. 12),$

har

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, H. Ragnemalm, og dommerne R. Schintgen, G.F. Mancini (refererende dommer), J.L. Murray og G. Hirsch,

generaladvokat: P. Léger

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer D. Louterman-Hubeau,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Matthias Witt ved advokat H.A. Marquardt, Oldenburg

- den tyske regering ved afdelingschef E. Roeder og ekspeditionssekretaer B. Kloke, begge Forbundsoekonomiministeriet, som befuldmaegtigede

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved K.-D. Borchardt, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 15. maj 1997 af Matthias Witt, af den tyske regering og af Kommissionen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 26. juni 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 27. oktober 1995, indgaaet til Domstolen den 21. november 1995, har Schleswig-Holsteinisches Oberverwaltungsgericht i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 3, stk. 1, foerste afsnit, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1765/92 af 30. juni 1992 om indfoerelse af en stoetteordning for producenter af visse markafgroeder (EFT L 181, s. 12, herefter »forordningen«).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag mellem Matthias Witt og Amt fuer Land- und Wasserwirtschaft om stoerrelsen af den godtgoerelse, der tilkommer foerstnaevnte som producent af markafgroeder.

Faellesskabsbestemmelserne

3 Artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1765/92 fastsaetter, at Faellesskabets planteproducenter kan ansoege om godtgoerelse paa de i dette afsnit fastsatte betingelser.

4 Artikel 2, stk. 2, er saalydende:

»Godtgoerelsen fastsaettes pr. hektar og differentieres regionalt.

Godtgoerelsen ydes for det areal, hvor der dyrkes markafgroeder, og som ikke overstiger et regionalt basisareal. Dette fastlaegges som det gennemsnitlige antal hektarer, eller hvor der blev udtaget areal af produktionen i overensstemmelse med denne forordning, eller som var braklagt i henhold til en offentligt finansieret ordning i 1989, 1990 og 1991. En region betyder i denne forbindelse en medlemsstat eller en region i medlemsstaten, alt efter den paagaeldende medlemsstats valg.

Naar der ikke ansoeges om stoette for et areal i henhold til denne forordning, men arealet anvendes som begrundelse for en ansoegning om stoette i henhold til forordning (EOEF) nr. 805/68, fratraekkes dette areal i det regionale basisareal for den paagaeldende periode.«

5 Artikel 2, stk. 3, bestemmer, at en medlemsstat i stedet for en ordning med regionale basisarealer kan anvende en ordning med individuelle basisarealer paa hele sit omraade.

6 I medfoer af artikel 2, stk. 5, foerste afsnit, ydes godtgoerelsen under en generel ordning, som alle producenter kan tilslutte sig, eller en forenklet ordning, som mindre producenter kan tilslutte sig. Samme stykkes andet afsnit bestemmer, at producenter, der ansoeger om godtgoerelsen under den generelle ordning, paalaegges en forpligtelse til at udtage en del af arealet paa deres bedrift af produktionen, og faar en godtgoerelse for denne forpligtelse.

7 Forordningens artikel 2, stk. 6, er saalydende:

»Hvis der er tale om et regionalt basisareal, og naar summen af de individuelle arealer, for hvilke der ansoeges om stoette i henhold til ordningen for producenter af markafgroeder og udtagning efter denne ordning samt udtagning i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 2328/91 af 15. juli 1991 om forbedring af landbrugsstrukturernes effektivitet (EFT L 218, s. 1), overstiger det regionale basisareal, anvendes foelgende foranstaltning i den paagaeldende region:

- inden for samme produktionsaar nedsaettes det stoetteberettigede areal pr. producent proportionalt for de forskellige former for stoette i henhold til dette afsnit

- i det foelgende produktionsaar skal producenten under den almindelige ordning uden godtgoerelse foretage ekstraordinaer udtagning. Ekstraordinaer udtagning skal procentvis svare til den procentdel, hvormed det regionale basisareal er overskredet. Dette gaelder ud over udtagningskravene i artikel 7.«

8 Ifoelge artikel 3, stk. 1, foerste afsnit, udarbejder hver medlemsstat en regionaliseringsplan, der indeholder kriterierne for oprettelsen af saerskilte produktionsregioner. De anvendte kriterier skal vaere hensigtsmaessige, objektive og tilstraekkeligt fleksible til at goere det muligt at afgraense specifikke homogene omraader af minimumsstoerrelse og tage hoejde for saerlige strukturelle forhold, der paavirker udbyttet, som f.eks. jordens frugtbarhed, herunder om noedvendigt forskellen mellem vandede og ikke-vandede arealer. Disse regioner maa ikke overskride graenserne til de i artikel 2, stk. 2, naevnte regionale basisarealer.

9 Ifoelge artikel 3, stk. 2, skal medlemsstaten for hver enkelt produktionsregion give naermere oplysninger om arealerne med og udbyttet af korn, oliefroe og proteinafgroeder i den paagaeldende region i femaarsperioden 1986/87-1990/91. Der beregnes et gennemsnitligt kornudbytte og om muligt oliefroeudbytte for hver enkelt region, idet aaret med det stoerste og aaret med det laveste udbytte i den paagaeldende periode udelukkes.

10 Efter artikel 3, stk. 3, skal medlemsstaterne forelaegge deres regionaliseringsplan for Kommissionen senest den 1. august 1992 sammen med al foreliggende dokumentation.

11 Forordningens artikel 3, stk. 4, bestemmer, at Kommissionen gennemgaar de af medlemsstaterne forelagte regionaliseringsplaner og sikrer sig, at hver enkelt plan er baseret paa relevante, objektive kriterier og er i overensstemmelse med de foreliggende oplysninger om tidligere aar. Kommissionen kan rejse indvendinger mod planer, der ikke er forenelige med de ovennaevnte kriterier, isaer medlemsstaternes gennemsnitsudbytte. I saa fald skal planerne justeres af de paagaeldende medlemsstater, efter at de har raadfoert sig med Kommissionen.

12 Forordningens artikel 4, stk. 1, bestemmer, at beregningen af godtgoerelsen for korn foretages ved, at grundbeloebet pr. ton multipliceres med det gennemsnitlige kornudbytte, der er fastslaaet i regionaliseringsplanen for den paagaeldende region. Grundbeloebet for produktionsaarene mellem 1993 og 1996 fastsaettes i artikel 4, stk. 2.

13 Artikel 5, stk. 1, i forordningen fastsaetter, hvorledes godtgoerelsen pr. hektar beregnes for oliefroe.

14 Endelig bestemmer artikel 7, stk. 1, at jordudtagningskravet for hver producent, der ansoeger om godtgoerelse under den generelle ordning, fastsaettes:

»- for et regionalt basisareal som naevnt i artikel 2, stk. 2 og 4, som en andel af hans arealer med markafgroeder for hvilke, der er indgivet begaering, og som er udtaget i henhold til denne forordning

- i tilfaelde af et individuelt basisareal, som en procentvis nedsaettelse af hans relevante basisareal.«

De nationale bestemmelser

15 § 3, stk. 1, i Verordnung ueber eine Stuetzungsregelung fuer Erzeuger bestimmter landwirtschaftlicher Kulturpflanzen af 3. december 1992 (anordning om stoetteordning for producenter af visse markafgroeder, BGBl. I, s. 1991, herefter »KVO«) definerer hver delstat i Forbundsrepublikken Tyskland som et regionalt basisareal.

16 I medfoer af § 3, stk. 2, er produktionsregionerne for produktionsaaret 1993/94 opfoert i bilaget til KVO. Ifoelge naevnte bilag er delstaten Schleswig-Holstein en produktionsregion, der har et gennemsnitligt kornudbytte paa 68,1 tons pr. hektar. Desuden er arealet for basisregionen og produktionsregionen det samme i Schleswig-Holstein.

Tvisten i hovedsagen

17 Matthias Witt er landmand i Schleswig-Holstein. Han indgav ansoegning om godtgoerelser for korn, proteinafgroeder, oliefroe samt for udtagning af arealer til Amt fuer Land- und Wasserwirtschaft.

18 Ved afgoerelse af 18. november 1993 bevilgede Amt fuer Land- und Wasserwirtschaft Witt for produktionsaaret 1993/94 godtgoerelser med et beloeb paa 73 323,93 DM.

19 Efter at Witt's klage herover var blevet afvist ved klageafgoerelse af 4. marts 1994, anlagde han sag den 5. april 1994 ved Schleswig-Holsteinisches Verwaltungsgericht, hvorunder han gjorde gaeldende, at han umiddelbart i henhold til forordningen havde krav paa en supplerende godtgoerelse paa 11 961 DM. Ifoelge Witt skal hver medlemsstat i medfoer af forordningens artikel 3, stk. 1, udarbejde en regionaliseringsplan, hvori der ved fastsaettelsen af kriterierne for oprettelse af de saerskilte produktionsregioner skal tages hensyn til saerlige strukturelle forhold, der paavirker udbyttet, som f.eks. jordens frugtbarhed. Disse maal er ikke blevet korrekt gennemfoert i KVO; foelgelig var der intetsteds i den regionaliseringsplan, der omfatter Schleswig-Holstein, taget hensyn til de forskellige frugtbarhedsgrader mellem de naturlige omraader (Marsch, Geest, Ostholsteinisches Huegelland). En regionaliseringsplan har ifoelge Witt kun mening, saafremt der heri tages hensyn til forskelle i omraaderne, der paavirker udbyttet. Der burde saaledes vaere foretaget en inddeling af produktionsregionerne efter naturlige omraader eller efter gode og mindre gode jorder.

20 Amt fuer Land- und Wasserwirtschaft har nedlagt paastand om frifindelse. For det foerste har sagsoegte gjort gaeldende, at Kommissionen ikke havde rejst indvendinger mod den tyske regionaliseringsplan. For det andet, at de forskellige udbytter, som blev konstateret i Schleswig-Holstein, ikke ville vaere blevet aendret, selv om man havde foretaget en nuanceret opdeling paa den af sagsoegeren anfoerte maade. Det mest korrekte ville til syvende og sidst have vaeret en individuel fastsaettelse af udbyttet. Endelig har den tyske regering henvist til, at medlemsstaterne har et vidt skoen ved udformningen af stoetteordningen, ligesom indgaaende undersoegelser ifoelge regeringen har vist, at naturlige omraader retligt set ikke kan afgraenses i forhold til hinanden.

21 Ved dom af 6. oktober 1994 frifandt Schleswig-Holsteinisches Verwaltungsgericht sagsoegte. Retten udtalte i det vaesentlige, at der ikke var grundlag for at tildele Witt den ansoegte supplerende godtgoerelse paa 11 961 DM. Den 18. november 1994 ankede Witt sagen til Schleswig-Holsteinisches Oberverwaltungsgericht.

De praejudicielle spoergsmaal

22 Da retten fandt, at afgoerelsen af tvisten i hovedsagen afhaenger af fortolkningen af forordningens artikel 3, stk. 1, foerste afsnit, har den udsat sagen og forelagt Domstolen nedenstaaende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Har en medlemsstat ifoelge artikel 3, stk. 1, foerste afsnit, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1765/92 af 30. juni 1992 om indfoerelse af en stoetteordning for producenter af visse markafgroeder ret til at oprette saerskilte produktionsregioner uden at angive de herfor anvendte 'kriterier'?

2) Saafremt spoergsmaal 1) besvares bekraeftende, spoerges: Har en medlemsstat, der ifoelge artikel 2, stk. 2, andet afsnit, tredje punktum, i den naevnte forordning har fastlagt ikke det samlede statsomraade, men - som Forbundsrepublikken Tyskland - kun dele heraf som regionale basisarealer, principielt ret til at bestemme, at et hvilket som helst regionalt basisareal ifoelge artikel 3, stk. 1, foerste afsnit, i forordningen ligeledes oprettes som en produktionsregion med et ensartet gennemsnitligt kornudbytte? I hvilke tilfaelde kraever 'saerlige strukturelle forhold, der paavirker udbyttet, som f.eks. jordens frugtbarhed' i den anfoerte udgangssituation en yderligere opdeling af de enkelte regionale basisarealer i flere produktionsregioner med forskellige gennemsnitlige kornudbytter?«

Foerste spoergsmaal

23 Med det foerste spoergsmaal oensker den nationale ret naermere bestemt oplyst, om forordningens artikel 3, stk. 1, foerste afsnit, paalaegger medlemsstaterne - naar de opretter produktionsregionerne - at angive de herfor anvendte kriterier i bestemmelserne til gennemfoerelse af naevnte forordning.

24 Witt har herom gjort gaeldende, at selv om medlemsstaterne har en vis skoensmargen ved gennemfoerelsen af forordningen, har de dog ikke ret til at se bort fra afgoerende kriterier, saasom jordens frugtbarhed.

25 Den tyske regering mener derimod, at forordningens artikel 3, stk. 1, foerste afsnit, ikke indeholder nogen bestemmelse, der angiver, om og hvorledes medlemsstaterne materielt skal begrunde den maade, hvorpaa de i deres nationale bestemmelser til gennemfoerelse af forordningen opretter produktionsregionerne.

26 Efter Kommissionens opfattelse medfoerer den kompetencedelegation, der er foretaget til fordel for medlemsstaterne med henblik paa oprettelse af produktionsregionerne, noedvendigvis, at staternes kompetente organer indroemmes en betydelig skoensmargen. Under alle omstaendigheder baserede Forbundsrepublikken Tyskland sig konkret paa et objektivt kriterium, dvs. Schleswig-Holstein's omraade.

27 Herved bemaerkes, at selv om enhver medlemsstat i medfoer af forordningens artikel 3, stk. 1, foerste afsnit, skal udarbejde en regionaliseringsplan, som skal vaere grundlaget for beregningen af godtgoerelsen, og som skal indeholde kriterierne for oprettelsen af de forskellige produktionsregioner, fremgaar det klart af samme artikels stk. 3, at adressaten for den naevnte regionaliseringsplan er Kommissionen, og at formaalet hermed er at goere det muligt for Kommissionen at sikre sig, at hver enkelt plan er baseret paa relevante, objektive kriterier og er i overensstemmelse med de foreliggende oplysninger.

28 Vedroerende den tyske regionaliseringsplan fremgaar det af Kommissionens bemaerkninger, at planen blev tilstillet Kommissionen den 4. august 1992 af det tyske Ministerium for Ernaering, Land- og Skovbrug, ledsaget af 37 sider med forklaringer afgivet af delstaterne i overensstemmelse med forordningens artikel 3, stk. 3. Ved gennemgangen af naevnte plan sikrede Kommissionen sig, at den opfyldte kravene i artikel 3, stk. 1, herunder navnlig, at planen var baseret paa relevante, objektive kriterier.

29 Desuden maa det, som generaladvokaten har anfoert i punkt 44 i forslaget til afgoerelse, fastslaas, at forordningen ikke indeholder nogen bestemmelse med krav om, at medlemsstaterne i de nationale gennemfoerelsesbestemmelser angiver de kriterier, der er blevet lagt til grund ved udarbejdelsen af regionaliseringsplanen.

30 Under disse omstaendigheder maa det foerste spoergsmaal besvares med, at forordningens artikel 3, stk. 1, foerste afsnit, ikke paalaegger medlemsstaterne, naar disse opretter produktionsregioner, i bestemmelserne til gennemfoerelse af naevnte forordning at angive de herfor anvendte kriterier.

Andet spoergsmaal

31 Med det andet spoergsmaal oensker den forelaeggende ret naermere bestemt oplyst, om forordningens artikel 3, stk. 1, foerste afsnit, skal fortolkes saaledes, at en medlemsstat, som i overensstemmelse med forordningens artikel 2, stk. 2, andet afsnit, tredje punktum, ikke har fastlagt det samlede statsomraade, men kun dele heraf som regionale basisarealer, kan fastlaegge hele omraadet for hvert regionalt basisareal som produktionsregion, eller om de saerlige strukturelle forhold, der paavirker udbyttet, kraever en yderligere opdeling af de regionale basisarealer i flere produktionsregioner.

32 Vedroerende spoergsmaalets foerste del fremgaar det for det foerste klart af forordningens opbygning og af dens formaal, at medlemsstaterne har et vidt skoen ved fastlaeggelsen af produktionsregionerne. Udoevelsen af skoennet indebaerer bl.a. muligheden for, at medlemsstaterne efter forordningens artikel 2, stk. 2, kan fastlaegge deres nationale omraade eller de forskellige dele af dette omraade som regionalt basisareal med henblik paa beregning af godtgoerelsen.

33 For det andet bemaerkes, at medlemsstaterne efter artikel 3, stk. 3 og 4, har pligt til at basere deres valg paa relevante, objektive kriterier i overensstemmelse med de foreliggende oplysninger, og at de skal sikre sig, at deres planer er forenelige med gennemsnitsudbyttet i den paagaeldende medlemsstat.

34 Endelig fremgaar det af artikel 3, stk. 1, foerste afsnit, at de produktionsregioner, som de opretter, ikke maa overskride graenserne til de i artikel 2, stk. 2, naevnte regionale basisarealer.

35 Det er imidlertid ubestrideligt, at naar det administrative kriterium for at oprette en produktionsregion foerer til, saaledes som det er tilfaeldet i hovedsagen, at denne falder sammen med hele det regionale basisareal, kan dets objektivitet ikke betvivles. Desuden indebaerer valget af denne udpegning uundgaaeligt, at produktionsregionen Schleswig-Holstein ikke kan overskride graenserne til de naevnte regionale arealer.

36 Hvad angaar spoergsmaalets anden del - som naermere vedroerer spoergsmaalet, om saerlige strukturelle forhold, der paavirker udbyttet, som f.eks. jordens frugtbarhed, kraever en yderligere opdeling af de regionale basisarealer i flere produktionsregioner - har den tyske regering gjort gaeldende, at det ikke var muligt at afgraense delstaten Schleswig-Holstein paa grundlag af de naturlige omraader ved at tage hensyn til det naevnte kriterium, da der ikke forelaa juridisk holdbare kriterier.

37 Witt har bestridt disse oplysninger og anfoert, at der ogsaa foreligger trovaerdig statistik vedroerende det gennemsnitlige udbytte pr. hektar af markafgroederne i de forskellige naturlige regioner i loebet af referenceaarene. I retsmoedet har Witt fremlagt dokumenter, som ifoelge ham beviser denne paastand.

38 Ogsaa Kommissionen finder, at beregningen af de tidligere udbytter forudsaetter eksistensen af en trovaerdig statistik, men anfoerer, at de gennemsnitlige udbytter, som opgives i den tyske regionaliseringsplan, svarede til dem, den var i besiddelse af.

39 Herom maa det fastslaas, saaledes som Kommissionen har fremhaevet i retsmoedet, at de i forordningens artikel 3, stk. 1, naevnte kriterier opstiller den generelle retlige ramme for oprettelse af produktionsregionerne, og at medlemsstaterne paa grundlag af det vide skoen, de herved har, kan tage hensyn til andre kriterier, saasom praktiske administrative hensyn i forbindelse med en given loesning eller den homogene karakter af en region i relation til samtlige markafgroeder.

40 Med hensyn til spoergsmaalet om trovaerdige oplysninger maa det, som generaladvokaten har bemaerket i punkt 49 og 51 i forslaget til afgoerelse, fastslaas, at eksistensen af trovaerdige tal ikke automatisk tvinger medlemsstaten til at opdele den paagaeldende delstat i flere produktionsregioner, eftersom det eneste praecise kriterium, der er angivet i artikel 3, stk. 1, er, at »disse regioner [ikke] maa overskride graenserne til de i artikel 2, stk. 2, naevnte regionale basisarealer«. Heraf foelger, at den af Witt i retsmoedet fremlagte statistik ikke er relevant for besvarelsen af den nationale rets andet spoergsmaal.

41 Det maa foelgelig fastslaas, at forordningens artikel 3, stk. 1, foerste afsnit, skal fortolkes saaledes, at en medlemsstat, som i henhold til naevnte forordnings artikel 2, stk. 2, andet afsnit, tredje punktum, ikke har fastlagt hele sit nationale omraade som regionalt basisareal, men alene de forskellige dele af dette omraade, kan udpege hele omraadet for det enkelte regionale basisareal som produktionsregion, og at de saerlige strukturelle forhold, der paavirker udbyttet, ikke kraever en yderligere opdeling af de regionale basisarealer i flere produktionsregioner.

Sagens omkostninger

42 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Schleswig-Holsteinisches Oberverwaltungsgericht ved kendelse af 27. oktober 1995, for ret:

1) Artikel 3, stk. 1, foerste afsnit, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1765/92 af 30. juni 1992 om indfoerelse af en stoetteordning for producenter af visse markafgroeder paalaegger ikke medlemsstaterne, naar disse opretter produktionsregioner, i bestemmelserne til gennemfoerelse af naevnte forordning at angive de herfor anvendte kriterier.

2) Artikel 3, stk. 1, foerste afsnit, i forordning nr. 1765/92 skal fortolkes saaledes, at en medlemsstat, som i henhold til naevnte forordnings artikel 2, stk. 2, andet afsnit, tredje punktum, ikke har fastlagt hele sit nationale omraade som regionalt basisareal, men alene de forskellige dele af dette omraade, kan udpege hele omraadet for det enkelte regionale basisareal som produktionsregion, og at de saerlige strukturelle forhold, der paavirker udbyttet, ikke kraever en yderligere opdeling af de regionale basisarealer i flere produktionsregioner.