61995C0300

1 Mit forslag i denne sag vedroerer en procedure, som Kommissionen i henhold til traktatens artikel 169 har ivaerksat mod Det Forenede Kongerige, fordi dette angiveligt ikke har foretaget en korrekt gennemfoerelse af artikel 7, litra e), i Raadets direktiv 85/374/EOEF af 25. juli 1985 om tilnaermelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar (1) (herefter »direktivet«).

Retsforskrifter og retsforhandlinger

2 Direktivet har til formaal, som det fremgaar af foerste betragtning, at ophaeve forskellene mellem de nationale retsregler om produktansvar, idet disse forskelle »kan forvride konkurrencen og beroere de frie varebevaegelser inden for det faelles marked samt medfoere forskelle i graden af beskyttelse af forbrugerne mod skader paa deres helbred eller ejendom, som foraarsages af et defekt produkt«.

Direktivets artikel 1 bestemmer, at »en producent er ansvarlig for skade, der foraarsages af en defekt ved hans produkt«. Ifoelge artikel 4 »paahviler [det] skadelidte at foere bevis for skaden, defekten og aarsagsforbindelsen mellem defekten og skaden«, mens artikel 6, stk. 1, bestemmer, at »et produkt lider af en defekt, naar det ikke frembyder den sikkerhed, som med rette kan forventes under hensyntagen til alle omstaendigheder, navnlig a) produktets praesentation, b) den anvendelse af produktet, som med rimelighed kan forventes, c) tidspunktet, hvor produktet er bragt i omsaetning«. Det tilfoejes i artikel 6, at »et produkt [ikke] anses ... for at lide af en defekt, blot fordi der senere er bragt et bedre produkt i omsaetning«.

Bestemmelserne om ansvarsfrihed for producenten er indeholdt i artikel 7, som bestemmer foelgende: »Producenten er efter dette direktiv ikke ansvarlig, hvis han beviser, a) at han ikke har bragt produktet i omsaetning, b) at det, omstaendighederne taget i betragtning, maa antages, at den defekt, der har forvoldt skaden, ikke var til stede paa det tidspunkt, da han bragte produktet i omsaetning, eller at denne defekt er opstaaet senere, c) at produktet hverken var fremstillet med henblik paa salg eller anden form for distribution i et for producenten erhvervsmaessigt oejemed eller fremstillet eller distribueret som led i producentens erhvervsvirksomhed, d) at defekten skyldes, at produktet skal vaere i overensstemmelse med ufravigelige forskrifter udstedt af de offentlige myndigheder, e) at det paa grundlag af den videnskabelige og tekniske viden paa det tidspunkt, da han bragte produktet i omsaetning, ikke var muligt at opdage defekten, eller f) at defekten, hvor der er tale om en fabrikant af et delprodukt, kan tilskrives udformningen af det produkt, i hvilket delproduktet indgaar, eller de af det samlede produkts fabrikant givne anvisninger«.

3 Ifoelge artikel 19 skulle direktivet vaere gennemfoert senest den 30. juli 1988. Det Forenede Kongerige gennemfoerte direktivet ved foerste del af Consumer Protection Act (herefter »loven«), som traadte i kraft den 1. marts 1988, og hvori section 1(1) bestemmer, at »denne del af loven har til formaal at fastsaette de noedvendige bestemmelser for at efterkomme direktivet om produktansvar og skal fortolkes i overensstemmelse hermed«. Section 4(1)(e), der tilsigter at gennemfoere direktivets artikel 7, litra e), fritager producenten for ansvar, hvis han beviser, at »det paa grundlag af den videnskabelige og tekniske viden paa det paagaeldende tidspunkt ikke kunne forventes, at en producent af tilsvarende produkter som det i sagen omhandlede havde opdaget defekten, saafremt hans produkter havde haft denne defekt, mens de var i hans besiddelse«.

4 Da Kommissionen fandt, at direktivet paa en raekke punkter ikke var korrekt gennemfoert ved loven, ivaerksatte den ved aabningsskrivelse af 26. april 1989 en traktatbrudsprocedure mod Det Forenede Kongerige i medfoer af traktatens artikel 169. Ved skrivelse af 19. juli 1989 afviste Det Forenede Kongerige Kommissionens klagepunkter og gjorde gaeldende, at de nationale lovforskrifter ganske vist var anderledes formuleret end direktivet, men at de ikke desto mindre udgjorde en korrekt gennemfoerelse heraf.

Den 2. juli 1990 afgav Kommissionen en begrundet udtalelse, hvori den fastholdt sine foerst fremfoerte klagepunkter. I sit svar af 4. oktober 1990 paa den begrundede udtalelse gentog Det Forenede Kongerige sine indsigelser.

5 Under hensyn til Det Forenede Kongeriges argumenter og til lovens section 1(1), hvorefter bestemmelserne skal fortolkes i overensstemmelse med direktivet, naaede Kommissionen frem til den konklusion, at fem af de seks klagepunkter, som den havde gjort gaeldende under den administrative procedure, burde frafaldes.

Da Kommissionen derimod fandt, at klagepunktet vedroerende lovens section 4(1)(e), som gennemfoerte direktivets artikel 7, litra e), var begrundet, anlagde den sag med paastand om, at det fastslaas, at denne direktivbestemmelse ikke var korrekt gennemfoert.

Realiteten

6 Kommissionen har gjort gaeldende, at det klart fremgaar af formuleringen af lovens section 4(1)(e), at den er uforenelig med direktivets artikel 7, litra e). Det kriterium, der er fastsat i direktivbestemmelsen, er nemlig objektivt, da det er baseret paa »den videnskabelige og tekniske viden« og ikke tillaegger det nogen betydning, om producenten - eller en anden producent af tilsvarende produkter - var i stand til at opdage defekten. Derimod forudsaetter den nationale lovforskrift en vurdering af et subjektivt forhold, hvorved der laegges vaegt paa, hvad en fornuftig producent ville have gjort.

Den nationale lovforskrift har hermed aendret det objektive ansvar i direktivets artikel 1 - eller et ansvar uden culpa - til et culpaansvar.

7 Den vigtigste konsekvens af, at der er sket en aendring i den ansvarsordning, som er fastsat i direktivet, er efter Kommissionens opfattelse af processuel karakter: For at bevise, at det paa det paagaeldende tidspunkt ikke var muligt hverken for producenten eller for en anden producent af tilsvarende produkter at opdage defekten, behoever producenten blot at bevise, at han ikke har handlet culpoest, og at han har taget alle de sikkerhedsforskrifter i agt, som er saedvanlige inden for den paagaeldende industrisektor.

Beviskravene er derfor ikke saa strenge som i direktivet, hvorefter producentens handlemaade er irrelevant, idet han kun kan blive ansvarsfri, saafremt det godtgoeres, at det paa grundlag af den videnskabelige og tekniske viden, som fandtes paa det paagaeldende tidspunkt, var umuligt at opdage defekten.

8 Efter Kommissionens opfattelse er det end ikke muligt at overvinde den uafhjaelpelige og aabenbare modstrid mellem lovens og direktivets ordlyd under anvendelse af lovens section 1(1), selv om denne lovforskrift kraever, at de relevante bestemmelser skal fortolkes i overensstemmelse med direktivet. Det er saa meget mindre muligt at afhjaelpe denne modstrid ved anvendelse af de almindelige fortolkningsprincipper, som er fastlagt i section 2(4) i European Communities Act 1972 og i House of Lords' retspraksis, idet disse principper kun kan anvendes paa bestemmelser, hvis ordlyd er tvetydig, og som kan undergives forskellige fortolkninger, hvorfor de ikke kan anvendes i denne sag.

Til stoette for sine paastande har Kommissionen desuden gjort gaeldende, at flere medlemmer af House of Lords under forhandlingerne i Overhuset rejste tvivl om, hvorvidt lovens section 4(1)(e) var forenelig med direktivet, og at en raekke fremtraedende forfattere i den britiske doktrin har givet udtryk for de samme betaenkeligheder.

9 I modsaetning til Kommissionen er Det Forenede Kongeriges regering af den opfattelse, at kriteriet i den nationale lov ikke er vaesensforskelligt fra kriteriet i direktivet, og afviser, at man med loven har villet indfoere en ansvarsordning, som bygger paa et culpaansvar for producenten.

Ifoelge Det Forenede Kongeriges regering beror Kommissionens opfattelse paa en fejlagtig fortolkning af de relevante bestemmelser i direktivet og loven.

10 Vedroerende direktivet anfoerer den sagsoegte regering, at naar det goeres gaeldende, at direktivet overhovedet ikke omtaler, hvorvidt det er muligt for producenten at opdage defekten, menes hermed tilsyneladende, at ansvarsfritagelse kun er mulig, saafremt producenten beviser, at der ikke fandtes nogen, som havde den noedvendige viden til at kunne opdage defekten. Hvis direktivets artikel 7, litra e), imidlertid fortolkes paa denne maade, vil den vaere uanvendelig i praksis.

Efter Det Forenede Kongeriges modsatte opfattelse er den eneste logiske fortolkning af direktivbestemmelsen den fortolkning, som er givet i lovens section 4(1)(e), hvorefter den mulighed, som en producent (eller producenter af tilsvarende produkter) har for at opdage defekten, er et objektivt og abstrakt begreb, hvor det afgoerende ikke er, hvad producenten konkret vidste eller ikke vidste, men hvad han kunne og/eller burde have vidst i betragtning af den videnskabelige og tekniske viden, der som helhed stod til raadighed paa det paagaeldende tidspunkt. Efter Det Forenede Kongeriges opfattelse bekraeftes det anfoerte endvidere af direktivets syvende betragtning, hvori det udtales, at »en retfaerdig risikofordeling mellem en skadelidt og en producent maa indebaere, at en producent skal kunne friholde sig for ansvar, saafremt han beviser, at der foreligger forhold, der fritager ham for ansvar«. Denne udtalelse viser, at det har vaeret faellesskabslovgivers vilje, at producenten skal have en reel og effektiv mulighed for at blive ansvarsfri, hvilket man ville beroeve ham, hvis man accepterede den fortolkning, Kommissionen har anlagt.

11 Hvad angaar lovens section 4(1)(e) goer Det Forenede Kongeriges regering navnlig gaeldende, at Kommissionen ikke har loeftet sin bevisbyrde vedroerende den opfattelse, at den anfaegtede lovforskrift kun kan fortolkes paa én bestemt maade, som er absolut uforenelig med direktivet.

Ifoelge regeringen er den anfaegtede lovforskrift nemlig affattet paa en saadan maade, at den er i fuld overensstemmelse med direktivet, da den indeholder et objektivt kriterium, dvs. et kriterium, som kan proeves objektivt. Den omstaendighed, at lovforskriften har en anden ordlyd end faellesskabsbestemmelsen, er i den sammenhaeng uden betydning. Efter regeringens opfattelse er det heller ikke rigtigt, naar det anfoeres, at loven i modsaetning til direktivet bygger paa et culpaansvar. I saa fald ville bevisbyrden for, at producenten har handlet uagtsomt, nemlig paahvile skadelidte. Efter lovens section 4(1)(e) er det imidlertid den producent, som vil friholde sig for ansvar, som skal bevise, at det i betragtning af den viden, som stod til raadighed paa det paagaeldende tidspunkt, ikke var muligt for ham at opdage defekten.

Endelig anfoerer Det Forenede Kongerige, at hverken forhandlingerne i House of Lords eller den del af den britiske doktrin, hvortil Kommissionen har henvist, kan yde noget vaesentligt bidrag til fortolkningen af loven. I oevrigt mener regeringen, at den naevnte opfattelse i doktrinen paa en raekke punkter afviger fra, hvad der er antaget i staevningen.

12 Under retsmoedet fremhaevede Det Forenede Kongeriges regering desuden noedvendigheden af, at Domstolens fortolkning af faellesskabsretten sker paa grundlag af specifikke omstaendigheder og et klart defineret faktum. Dette krav er ikke opfyldt i denne sag. Da der ikke foreligger nogen afgoerelse fra de nationale domstole vedroerende fortolkningen af loven, noedsages Domstolen til at udtale sig abstrakt og i det vaesentlige hypotetisk om lovens forenelighed med direktivet, hvilket betyder, at den ikke kan give en hensigtsmaessig fortolkning af de relevante faellesskabsregler.

Regeringens bemaerkninger maa tilsyneladende forstaas saadan, at den mener, at Kommissionens soegsmaal maa afvises, fordi der ikke findes nogen national retspraksis vedroerende det omtvistede spoergsmaal.

13 Vedroerende dette punkt skal jeg foerst rydde enhver tvivl af vejen om, hvorvidt den omstaendighed, at der ikke findes nogen national retspraksis paa omraadet, kan forhindre eller paa nogen maade stille sig i vejen for et sagsanlaeg i henhold til artikel 169.

Kommissionen kan nemlig anlaegge sag mod en medlemsstat i henhold til artikel 169 allerede af den grund, at den nationale gennemfoerelsesbestemmelse i sin ordlyd afviger fra den faellesskabsbestemmelse, som skal gennemfoeres (2). Det siger naturligvis sig selv, at en medlemsstat ikke kan kendes skyldig i traktatbrud, blot fordi ordlyden af de to bestemmelser er forskellig, da gennemfoerelsen af et direktiv efter fast praksis ikke noedvendigvis forudsaetter, at direktivets bestemmelser gengives ordret (3).

14 I betragtning af, at Kommissionen under den administrative procedure har foreholdt Det Forenede Kongerige, at den nationale retsforskrift var absolut og uafhjaelpeligt uforenelig med den tilsvarende bestemmelse i direktivet, og endog gaar saa vidt som til at haevde, at de britiske domstole under ingen omstaendigheder kan fortolke bestemmelsen i overensstemmelse med direktivet, finder jeg i hvert fald ikke, at Domstolens faste praksis - hvorefter den omstaendighed, at der bestaar en tvetydighed i de nationale retsforskrifter, udgoer en tilsidesaettelse af forpligtelsen til at gennemfoere et direktiv - kan tillaegges nogen betydning i denne sammenhaeng. Tvaertimod paahviler det i denne sag Kommissionen at bevise, at Det Forenede Kongerige har begaaet det traktatbrud, som den har haevdet under den administrative procedure, dvs. at den skal bevise, at ordlyden af den nationale retsforskrift kun kan fortolkes paa én maade, der klart, ja uafhjaelpeligt, er i strid med Faellesskabets regler og dermed uforenelig med disse.

I sidste ende vedroerer sagens genstand, som den er fastlagt under den administrative fase, ikke spoergsmaalet om, hvorvidt den nationale gennemfoerelsesbestemmelse er tvetydig, men hvorvidt den er uafhjaelpeligt uforenelig med den faellesskabsbestemmelse, som den er udstedt til gennemfoerelse af. Det er inden for disse graenser, at Kommissionens soegsmaal skal undersoeges.

15 Efter at dette er sagt, mener jeg, det vil vaere hensigtsmaessigt - da det er foerste gang direktivet er til proevelse ved Domstolen - at beskrive dette i hovedtraek for noejagtigt at bestemme, hvorledes den anfaegtede bestemmelse boer fortolkes. Det vil herefter vaere muligt paa grundlag af denne fortolkning at afgoere, om den anfaegtede nationale retsforskrift ikke afviger vaesentligt fra faellesskabsreglen, eller om det maa antages allerede efter forskriftens ordlyd, at den er uafhjaelpeligt i strid med direktivet.

16 Producentens ansvar for markedsfoering af defekte produkter har navnlig i de senere aartier vaeret et af de mest omdiskuterede spoergsmaal i den del af teorien, som beskaeftiger sig med erstatningsansvar inden for civilretten. Grunden hertil er navnlig, at dette spoergsmaal i systematisk henseende har vaeret et forsoegsomraade for overgangen fra en ordning, hvorefter ansvaret for retsstridige handlinger udelukkende er baseret paa uagtsomhed, til en ordning med objektivt ansvar, som bedre tilgodeser hensynet til beskyttelsen af skadelidte. Dette er sket som led i en revision af reglerne om civilretligt ansvar, der ikke laengere udelukkende er centreret om sanktionsspoergsmaalet, men ogsaa, hvis ikke navnlig, om spoergsmaalet vedroerende erstatningen af skaden (4).

Den udvikling, der som naevnt har fundet sted paa dette omraade, er i oevrigt blevet fremskyndet af den industrielle udvikling (5). Efterhaanden som produktionsprocesserne blev stadig mere komplicerede og gjorde det vanskeligt at undgaa de risici, som opstaar, naar produkter er behaeftet med defekter, blev det klart, at den ansvarsordning, som var baseret paa producentens culpa, ikke kunne sikre forbrugerne den fornoedne beskyttelse. Selv om forbrugerne led skade paa grund af et defekt produkt, havde de nemlig ofte - og for ofte - ingen effektiv retsbeskyttelse, fordi det var meget vanskeligt i tilfaelde af en tvist at bevise, at producenten havde handlet uagtsomt, dvs. bevise, at han ikke havde overholdt alle de sikkerhedsforskrifter, hvorved det kunne vaere undgaaet, at defekten opstod.

Paa denne baggrund forstaar man godt, naar man tager de industrielle fremskridt i betragtning, der fandt sted i USA, at det netop var dette land, der i 1960'erne som det foerste udviklede det teoretiske grundlag for et produktansvar, der ikke laengere var betinget af culpa (6). Det teoretiske grundlag for denne ordning kan sammenfattes paa foelgende maade (7): a) Producenten har i kontraktlig og oekonomisk henseende en staerkere stilling end forbrugeren, og en ordning med objektivt ansvar har en mere afskraekkende virkning end en ordning med culpaansvar, b) princippet om fordeling af risici inden for en bestemt samfundsgruppe under anvendelse af forsikring: Producenten paatager sig med andre ord omkostningerne som foelge af sin skadeforvoldende adfaerd, c) nedsaettelse af de saakaldt sekundaere og tertiaere administrative omkostninger og opnaaelse af vigtige sociale fordele ved indfoerelsen af en ordning med objektivt ansvar for producenten.

17 Paa faellesskabsplan naaede man i 1985, efter at der i slutningen af 1970'erne var blevet fremsat en raekke forslag, frem til at vedtage direktivet, hvis endelige affattelse adskiller sig betydeligt fra Kommissionens oprindelige forslag (8).

Kommissionens forslag, der var inspireret af den amerikanske model, byggede saaledes paa en ordning med et objektivt ansvar for producenten, hvilket dels blev anset for det mest hensigtsmaessige middel til at sikre forbrugerne en tilstraekkelig beskyttelse (jf. fjerde betragtning), dels fandtes begrundet i, at producentleddet er det ideale niveau at tilregne skaden, da producenten »kan lade sine udgifter indgaa i priskalkulationen som produktionsomkostninger og saaledes fordele dem ligeligt paa alle forbrugere af produkter af samme slags, ogsaa dem, der ikke er behaeftet med fejl« (femte betragtning).

18 Saadan som ansvaret var fastlagt i Kommissionens direktivforslag, gik det i oevrigt videre end i strict liability-ordningen, som jeg har beskrevet denne ordning ovenfor, idet det havde en absolut karakter, saaledes at forstaa, at producenten ikke fik nogen mulighed for at fremlaegge disculperende bevis. Ifoelge forslagets artikel 1 er producenten af et produkt nemlig »ansvarlig for skade foraarsaget af en defekt ved produktet, uanset om han havde eller kunne have haft kendskab til defekten. Producenten er ansvarlig, selv om produktet i betragtning af den videnskabelige og tekniske udvikling ikke anses for defekt paa det tidspunkt, da han bragte det i omsaetning«.

Herved udelukkede man muligheden for, at producenten kan paaberaabe sig en »state of art«-indsigelse, som fritager ham for ansvar, hvis han beviser, at det paa grundlag af den videnskabelige og tekniske viden paa det tidspunkt, da produktet blev bragt i omsaetning, endnu ikke kunne anses for defekt. Med andre ord paalagde man ogsaa producenterne ansvaret for »udviklingsrisici«, dvs. risici, som findes inden for produktionssektorer, hvor et produkt, der paa tidspunktet for dets fremstilling ikke blev anset for defekt, som foelge af fremskridt i den videnskabelige og tekniske viden senere kan vise sig at vaere det (9).

19 Med det direktiv, Raadet vedtog, valgte det en ordning med objektivt ansvar, idet ansvaret dog ikke var absolut objektivt, men begraenset i overensstemmelse med princippet om en ligelig risikofordeling mellem skadelidte og producenten, hvoraf foelger, at sidstnaevnte kun er forpligtet til at baere forudsigelige risici og ikke udviklingsrisici, som i sagens natur er uforudsigelige (10). Ifoelge direktivet er det altsaa en betingelse for at kende producenten ansvarlig for defekterne ved et produkt, at skadelidte foerer bevis for skaden, defekten ved produktet og aarsagsforbindelsen mellem defekten og skaden, men ikke for, at producenten har handlet culpoest.

Producenten kan dog blive ansvarsfri, hvis han beviser, at produktet ikke efter gaeldende »state of art« kunne anses for defekt paa det tidspunkt, da det blev bragt paa markedet. Dette er, hvad der bestemmes i direktivets artikel 7, litra e) (11).

20 Det boer i denne forbindelse foerst fremhaeves, at denne bestemmelse udelukkende taler om »den videnskabelige og tekniske viden« paa det tidspunkt, da produktet blev bragt i omsaetning, hvorfor den ikke vedroerer den fremgangsmaade og de sikkerhedsforskrifter, som saedvanligvis anvendes inden for den industrisektor, hvor producenten driver virksomhed. Det er med andre ord uden betydning for, om producenten kan blive ansvarsfri, at der ikke er nogen inden for den paagaeldende produktionssektor, som har truffet de noedvendige foranstaltninger til at udbedre eller undgaa fejlen, naar det med den viden, som er til raadighed paa det paagaeldende tidspunkt, er muligt at traeffe saadanne foranstaltninger.

Ogsaa de praktiske og oekonomiske aspekter af de foranstaltninger, som er egnet til at udbedre defekten ved produktet, falder uden for anvendelsesomraadet for artikel 7, litra e). Ud fra samme synspunkt kan det heller ikke tillaegges nogen betydning for spoergsmaalet om producentens ansvarsfrihed, at han ikke er informeret om den videnskabelige og tekniske viden og ikke foelger udviklingen paa omraadet, saaledes som denne er refereret i speciallitteraturen. Jeg mener derfor, at det er den viden, som besiddes af en ekspert paa omraadet, der boer anvendes som kriterium for vurderingen af producentens handlemaade (12).

21 Hvad derimod angaar begrebet »den videnskabelige og tekniske viden«, skal jeg goere et par supplerende bemaerkninger.

De videnskabelige fremskridt foelger ikke en lineaer bane, idet nye undersoegelser og nye opdagelser i begyndelsen kan stoede paa kritik og blive anset for upaalidelige af hovedparten af de videnskabelige kredse og saa med tiden blive gjort til genstand for praecis den modsatte proces og faa en »blaastempling«, hvorefter de moeder en naesten enstemmig tilslutning. Det kan derfor meget vel taenkes, at der paa det tidspunkt, da produktet sendes paa markedet, findes nogen, som indtager den isolerede opfattelse, at produktet er defekt, mens specialisterne generelt ikke mener dette. Problemet her er at afgoere, om producenten i en saadan situation - dvs. i en situation, hvor det ikke er sikkert, at der bestaar en risiko, og hvor det foerst paa et senere tidspunkt anerkendes af alle, at der bestaar en risiko - alligevel kan paaberaabe sig fritagelsesgrundene i direktivets artikel 7, litra e).

Det mener jeg ikke, producenten kan. Efter min mening kan udtrykket »den videnskabelige og tekniske viden« altsaa ikke forstaas som den opfattelse et flertal af specialister gaar ind for, men er den bestaaende viden paa det mest avancerede niveau af den forskning, der udfoeres paa det paagaeldende tidspunkt.

22 Denne fortolkning - som svarer til den, Kommissionen anbefalede under den mundtlige forhandling, hvor den fremdrog en raekke meget illustrative eksempler - er den fortolkning, som stemmer bedst overens med faellesskabsreglernes formaal, hvorefter producenten maa baere de forudsigelige risici, som han er i stand til at beskytte sig imod, det vaere sig praeventivt - nemlig ved at teste i stoerre omfang eller investere mere i forskningen - eller efterfoelgende, nemlig ved at tegne en ansvarsforsikring til daekning af risikoen for de skader, som maatte opstaa paa grund af en defekt ved produktet.

Naar der i de videnskabelige kredse paa det paagaeldende tidspunkt er gjort den opfattelse gaeldende - selv om de(n) paagaeldende staar alene med denne opfattelse (hvilken opfattelse, som videnskabens historie viser, med tiden kan gaa hen og blive den almindelige opfattelse) - at produktet muligvis har en defekt og/eller er farligt, kan producenten ikke laengere siges at staa over for en uforudsigelig risiko, som paa grund af sin uforudsigelighed falder uden for den ordning, som er fastlagt i direktivet.

23 Der er en taet sammenhaeng mellem det just naevnte spoergsmaal og spoergsmaalet om adgangen til den bestaaende videnskabelige og tekniske viden, dvs. de paagaeldende personers mulighed for at goere sig bekendt med de eksisterende informationer paa det paagaeldende tidspunkt. Det er ubestrideligt, at udbredelsen af informationer er betinget af objektive faktorer saasom deres oprindelse, det sprog, de meddeles paa, og udbredelsen af de tidsskrifter, hvori informationerne offentliggoeres.

For at udtrykke det helt klart er der hvad angaar det tempo, hvormed informationerne kommer i omloeb, og det omfang, hvori de udbredes, ret stor forskel mellem en undersoegelse foretaget af en forsker ved et amerikansk universitet, som offentliggoeres i et internationalt, engelsksproget tidsskrift, og - for at tage et eksempel, Kommissionen har givet - en tilsvarende undersoegelse foretaget af en videnskabsmand i Manchuriet, som offentliggoeres paa kinesisk i et lokalt, videnskabeligt tidsskrift, hvis udbredelse ikke naar ud over den paagaeldende regions graenser.

24 I den situation, som jeg har beskrevet ovenfor, vil det vaere urealistisk, ja fornuftsstridigt, at antage, at den undersoegelse, som offentliggoeres paa kinesisk, har lige saa gode muligheder som den foerstnaevnte undersoegelse for at blive kendt af en producent af europaeiske produkter. Jeg mener ikke, at man i et saadant tilfaelde kan kende producenten ansvarlig, fordi den brillante asiatiske forsker havde opdaget produktets defekt paa det tidspunkt, da producenten bragte det i omsaetning (13).

Mere generelt maa udtrykket »den videnskabelige og tekniske viden«, der staar til raadighed, forstaas saaledes, at det omfatter alle de informationer, der som helhed cirkulerer i videnskabelige kredse, idet der dog i overensstemmelse med almindelig sund fornuft skal tages hensyn til de konkrete muligheder for udbredelse af oplysninger.

25 Efter at jeg saaledes har praeciseret raekkevidden af den i sagen omhandlede faellesskabsbestemmelse, mener jeg ikke at kunne tilslutte mig Kommissionens opfattelse om, at der bestaar en uafhjaelpelig modstrid mellem denne bestemmelse og den anfaegtede nationale retsforskrift. Det kan dog ikke naegtes, at ordlyden af lovens section 4(1)(e) indeholder et element, som kan give anledning til usikkerhed ved fortolkningen, idet bestemmelsen nemlig fortolkes i en videre betydning end tilsigtet, fordi den taler om, hvad man kan forvente af producenten.

Paa trods heraf mener jeg ikke, at henvisningen til producentens mulighed for at opdage defekten, selv om denne henvisning er helt generel, kan - eller endog (noedvendigvis) boer - give grundlag for fortolkninger, som er i modstrid med direktivets grundtanke og formaal.

26 For det foerste indtager producenten nemlig en helt afgoerende rolle ikke blot i direktivet som helhed, men ogsaa i artikel 7, litra e), som ganske vist ikke direkte har producenten som adressat, men som dog vedroerer denne, da det er ham, som maa loefte bevisbyrden for at kunne blive ansvarsfri. Paa dette punkt fastlaegger lovforskriften blot udtrykkeligt det begreb, som implicit er indeholdt i faellesskabsbestemmelsen.

For det andet kan den omstaendighed, at der i loven henvises til producentens mulighed for at opdage defekten, ikke i sig selv goere det i lovbestemmelsen indeholdte kriterium subjektivt. Denne henvisning kan nemlig meget vel, som anfoert af Det Forenede Kongerige, betragtes som et kriterium, der er objektivt kontrollerbart og bestemmeligt, og som paa ingen maade er betinget af, at der tages hensyn til de subjektive kundskaber, som producenten konkret er i besiddelse af, eller til dennes opbygning eller oekonomi. Efter dette kriterium er det altsaa en betingelse for, at producenten kan blive ansvarsfri, at der fremlaegges bevis for, at det paa grundlag af den mest avancerede videnskabelige og tekniske viden, der objektivt og med rimelighed kunne siges at vaere adgang til, var umuligt at kende produktets defekt.

27 Saafremt den anfaegtede lovbestemmelse fortolkes og anvendes paa denne maade af de nationale domstole, maa det anses for ubegrundet, naar Kommissionen naerer betaenkeligheder ved, om den omhandlede fritagelsesgrund uberettiget er blevet subjektiveret i en saadan grad, at den i direktivet fastsatte ansvarsordning har gennemgaaet en grundlaeggende aendring og er blevet til en ordning med culpaansvar.

Ud fra samme synspunkt kan jeg i oevrigt tilslutte mig den opfattelse, som Det Forenede Kongerige har gjort gaeldende, og hvorefter loven i saa fald ville mangle et vaesentligt element af en saadan culpaordning, der som bekendt bygger paa, at forbrugeren skal foere bevis for, at producenten har handlet culpoest. Ifoelge lovens section 4(1)(e) paahviler bevisbyrden imidlertid den producent, som paaberaaber sig undtagelsesbestemmelsen vedroerende »state of art«.

28 Jeg skal tilfoeje, at jeg ikke mener, at det, som haevdet af Kommissionen, maa anses for irrelevant, hvad der bestemmes i fortolkningsreglen i lovens section 1, hvorefter de nationale domstole skal fortolke lovens bestemmelser i overensstemmelse med direktivet, og i de fortolkningsprincipper af samme indhold og raekkevidde, som det ved European Communities Act 1972 paalaegges de britiske domstole at anvende, og som House of Lords vedvarende har henvist til i sin retspraksis (14).

Derimod giver de parlamentsdebatter, som Kommissionen har henvist til, ikke efter min opfattelse tilstraekkeligt grundlag for at afkraefte den konklusion, som jeg er naaet frem til, men afspejler hoejst et oenske om at undgaa, at ansvarsomraadet for undtagelsesbestemmelsen vedroerende »state of art« udstraekkes for vidt som foelge af den heri indeholdte henvisning til producentens mulighed for at opdage defekten. Risikoen herfor udgoer imidlertid ikke et tilstraekkeligt bevis for det af Kommissionen haevdede traktatbrud.

29 Denne konklusion bekraeftes i oevrigt af Domstolens faste praksis, hvorefter raekkevidden af nationale administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser skal bedoemmes under hensyntagen til de nationale domstoles fortolkning af dem (15). Heraf maa klart sluttes, at det ville have vaeret betydeligt klogere og mere hensigtsmaessigt, om Kommissionen havde afventet, at de britiske domstole anvendte loven, foer den anlagde sag mod Det Forenede Kongerige med paastand om, at denne ikke havde gennemfoert direktivet korrekt. I betragtning af den fremgangsmaade, Kommissionen har anvendt, maa traktatbrudsproceduren tvaertimod i hvert fald betegnes som overilet.

Sammenfattende finder jeg altsaa at maatte tilslutte mig Det Forenede Kongeriges opfattelse og at maatte konkludere, at Kommissionen overhovedet ikke har godtgjort, at lovens section 4(1)(e) ikke udgoer en korrekt gennemfoerelse af direktivets artikel 7, litra e).

30 Den loesning, jeg har foreslaaet, indebaerer, at Kommissionen maa paalaegges sagens omkostninger.

31 Paa grundlag af de anfoerte betragtninger skal jeg saaledes foreslaa Domstolen

1) at frifinde Det Forenede Kongerige

2) og paalaegge Kommissionen sagens omkostninger.

(1) - EFT L 210, s. 29.

(2) - Det Forenede Kongeriges regering har som svar paa et praecist spoergsmaal fra mig paa det punkt udtrykkeligt erkendt, at den omstaendighed, at der ikke findes nogen national retspraksis paa omraadet, som er uforenelig med direktivet, er irrelevant for, om Kommissionens soegsmaal kan fremmes til realitetsbehandling.

(3) - Se f.eks. dom af 17.11.1993, sag C-71/92, Kommissionen mod Spanien, Sml. I, s. 5923, praemis 23.

(4) - Se i saa henseende Ponzanelli's bemaerkninger herom i La responsabilità civile. Profili di diritto comparato, Bologna, 1992, s. 107.

(5) - Se Priest: La scoperta della responsabilità d'impresa: una storia critica delle origini intellettuali del moderno sistema di responsabilità civile, i Responsabilità civile, 1985, s. 275 ff.

(6) - Doktrinen om objektivt ansvar eller, for at anvende det engelske udtryk, »strict liability«, stammer fra USA, naermere betegnet fra en »concurring opinion« (votum, som foelger et andet votum/andre vota med hensyn til resultatet, men med en anden begrundelse) fra dommer Roger Traynor i sagen Escola mod Coca Cola Bottling Co., 24 Cal. 2 d 453, 461 P 2 d 436 (1944), hvori han gjorde gaeldende, at en producent burde ifalde ansvar, hvis han paa det tidspunkt, da han bragte produktet paa markedet, vidste, at det ville blive brugt uden kontrol, og det viste sig, at der var opstaaet en skade paa grund af en defekt ved produktet. Begrundelsen herfor er, at producenten til forskel fra forbrugerne har mulighed for at beskytte sig mod risici, og at han kan tegne forsikring og fordele omkostningerne i forbindelse hermed paa forbrugerne. Ved fastlaeggelsen af reglerne for civilt ansvar fulgte California Supreme Court dommer Traynor's opfattelse i sagen Greenman mod Yuba Power Products Inc., 59 Cal. 2 d 57, 377 P 2 d 897 (1963), idet retten antog, at den sagsoegte producent var objektivt ansvarlig for den skade, der var forvoldt paa grund af produktets defekt. Dette princip blev herefter fastslaaet i Restatement (Second) of Torts i section 402 A, hvorefter en saelger ifalder ansvar over for forbrugeren, hvis han markedsfoerer defekte produkter, som er »urimeligt farlige«. I sagen Cronin mod J.B.E. Olson Corp., 8 Cal. 3 d 121, 501, P 2 d 1153 (1972) forkastede California Supreme Court imidlertid urimelighedsbetingelsen, fordi den meget lignede culpa, og fordi det var tilstraekkeligt til at paalaegge fabrikanten et ansvar, at produktet var godtgjort at have en defekt, som havde vaeret skadeforvoldende. Jeg skal tilfoeje, at de fleste af Amerikas Forenede Stater efter offentliggoerelsen af section 402 A vedtog objektive ansvarsordninger. Der findes et resumé af dette emne, hvorom der foreligger en enorm amerikansk litteratur, i Shapo, The law of products liability, Boston - New York 1987.

(7) - Se Ponzanelli (som er naevnt i fodnote 4), s. 115 og 116.

(8) - EFT 1976 C 241, s. 9.

(9) - I denne forbindelse er der grund til at fremhaeve, at man i retspraksis i USA havde en tendens til at antage, at producenten havde et absolut ansvar, navnlig inden for sektoren for laegemidler. Den »indiscriminate expansion of substantive tort liability«, der opstod som foelge af denne retspraksis - og hvorefter man antog, at producenten ifaldt ansvar i alle tilfaelde uanset omkostningerne, idet »state of art«-indsigelsen blev afvist - medfoerte en saa alvorlig krise paa forsikringsmarkederne, at det ikke laengere var muligt at opnaa en forsikringsdaekning for visse former for virksomhed. Af denne grund har der i den senere tid vist sig tegn paa en kursaendring saavel i retspraksis som i lovgivningen, og paa, at man er vendt tilbage til de ikke helt saa absolutte regler om objektivt ansvar: se herom Priest's bemaerkninger i »The current insurance crisis and modern tort law« i 96 Yale Law Journal 1589 (1987) og, af samme forfatter, »La controrivoluzione nel diritto della responsabilità da prodotti negli Stati Uniti d'America« i Foro italiano, 1989, IV, s. 119 ff. I sidstnaevnte artikel giver forfatteren juristerne i Europa foelgende formaning, som er vaerd at huske: »I California Supreme Court's dom i Brown-sagen og i de nye lovforskrifter i New Jersey begyndte man at foretage en nyvurdering af betingelserne for at anvende det kriterium om strict liability, der gaelder paa produktansvarsomraadet. Det faar stor betydning, om de europaeiske stater, naar de anvender EF-direktivet af 25.7.1985 - hvorved strict liability-kriteriet blev vedtaget 25 aar efter, at det var blevet indfoert i USA - vil acceptere det teoretiske grundlag, som denne ordning oprindelig byggede paa, og som medfoerte en krise i USA, eller om de snarere vil foelge tendensen i den modrevolution, som foerst for nylig er blevet sat i gang.«

(10) - Dette bekraeftes af direktivets artikel 15, litra b), hvorefter medlemsstaterne har mulighed for at fravige bestemmelserne om udviklingsskader og at indfoere strengere lovregler.

(11) - Vedroerende denne bestemmelses komplicerede udviklingshistorie se Ghestin »La directive communautaire du 25 juillet 1985 sur la responsabilité du fait des produits défectueux« i Dalloz, 1986, Chron. s. 135 ff.

(12) - Hvis f.eks. en kemiker eller en farmaceut skal vaere bekendt med et bestemt stofs egenskaber, maa der i den foreliggende sammenhaeng kraeves tilsvarende kundskaber af den fabrikant, som fremstiller de laegemidler, der indeholder dette stof.

(13) - I modsaetning til, hvad Kommissionen gjorde gaeldende under den mundtlige forhandling - og i oevrigt i strid med, hvad den selv tidligere havde erklaeret - mener jeg altsaa ikke, at det er tilstraekkeligt til at forhindre anvendelsen af undtagelsesbestemmelsen i direktivets artikel 7, litra e), at det godtgoeres, at der findes en person - uanset hvilket land, vedkommende kommer fra, eller hvilket sprog, han benytter - der er i stand til at opdage produktets defekt.

(14) - Paa dette punkt er det i oevrigt overfloedigt at bemaerke, at de nationale domstole under alle forhold efter Domstolens faste praksis er forpligtet til at fortolke den nationale lovgivning i overensstemmelse med direktivet: se dom af 13.11.1990, sag C-106/89, Marleasing, Sml. I, s. 4135, praemis 8.

(15) - Se herom navnlig dom af 8.6.1994, sag C-382/92, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. I, s. 2435, praemis 36, og af 16.12.1992, forenede sager C-132/91, C-138/91 og C-139/91, Katsikas m.fl., Sml. I, s. 6577, praemis 39.