61994B0231

++++

Saerlige rettergangsformer ° udsaettelse af gennemfoerelsen ° betingelser for udsaettelse ° alvorligt og uopretteligt tab ° forholdsreglen forekommer umiddelbart berettiget ° afvejning af samtlige interesser i sagen ° sikkerhedsstillelse

(EOEF-traktaten, art. 185; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2 og art. 107, stk. 2)

Spoergsmaalet, om en begaering om foreloebige forholdsregler er uopsaettelig i henhold til artikel 104, stk. 2, i Rettens procesreglement, skal vurderes i forhold til spoergsmaalet, om det er noedvendigt at traeffe foreloebig afgoerelse for at undgaa, at der paafoeres den part, som begaerer den foreloebige forholdsregel, et alvorligt og uopretteligt tab. Det er denne part, som det paahviler at foere bevis for, at den paagaeldende ikke kan afvente udfaldet af hovedsagen uden at maatte lide et tab, som vil have alvorlige og uoprettelige foelger.

Det maa anerkendes, at der er risiko for, at der indtraeder et saadant tab, saafremt en oejeblikkelig gennemfoerelse af en beslutning truffet af Kommissionen om tilbagebetaling af faellesskabsstoette kan bevirke, at debitor erklaeres konkurs, fordi dennes aktiver er lavere end det beloeb, som kraeves tilbagebetalt.

Under disse omstaendigheder og saafremt de anbringender, som sagsoegerne har anfoert for at godtgoere, at deres begaering umiddelbart forekommer berettiget, ikke kan anses for aabenbart at savne ethvert grundlag, fremgaar det, at udsaettelse af gennemfoerelsen er berettiget. Dog maa der foretages en afvejning af paa den ene side den interesse, som sagsoegerne har i ikke at blive erklaeret konkurs, og paa den anden side Faellesskabets interesse i tilbagesoegning af stoette, der er udbetalt med urette, og i at sanktionere svig inden for faellesskabsstoetteordningen. I en situation, hvor en af sagsoegerne allerede er likvideret, hvor de oevrige sagsoegeres egne formuer og midler praktisk talt er ikke-eksisterende, og hvor ingen af dem har udoevet nogen virksomhed i de seneste aar, kraever en afvejning af de foreliggende interesser, for at Faellesskabets interesse kan blive beskyttet, at udsaettelsen af gennemfoerelsen i henhold til Rettens procesreglements artikel 107, stk. 2, goeres betinget af, at sagsoegerne stiller en bankgaranti, der kan give sikkerhed for eventuel tilbagebetaling af hele den stoette, de har modtaget.

I sagerne T-231/94 R, T-232/94 R og T-234/94 R,

Transacciones Marítimas SA

Recursos Marinos SA

og

Makuspesca SA,

Vigo (Spanien), ved advokaterne Santiago Martínez Lage, Rafael Allendesalazar Corcho og Javier Vias Alonso, Madrid, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Aloyse May, 31, Grand-rue,

sagsoegere,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Francisco Santaolalla og ved Amparo Alcover, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Georgios Kremlis, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegte,

angaaende

i sag T-231/94 R, en begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen af artikel 2 i Kommissionens beslutning C(94) 670/3 af 24. marts 1994 om bortfald af en oekonomisk stoette, der var ydet sagsoegeren til bygning af et fiskerfartoej,

i sag T-232/94 R, en begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen af artikel 2 i Kommissionens beslutning C(94) 670/2 af 24. marts 1994 om bortfald af en oekonomisk stoette, der var ydet sagsoegeren til bygning af et fiskerfartoej,

og i sag T-234/94 R, en begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen af artikel 2 i Kommissionens beslutning C(94) 670/1 af 24. marts 1994 om bortfald af en oekonomisk stoette, der var ydet sagsoegeren til bygning af et fiskerfartoej,

har

PRAESIDENTEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

afsagt foelgende

Kendelse

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 Ved staevninger registreret paa Rettens Justitskontor den 15. juni 1994 har sagsoegerne i henhold til EF-traktatens artikel 173 anlagt sager med paastand om henholdsvis annullation af Kommissionens beslutninger C(94) 670/3, C(94) 670/2 og C(94) 670/1 af 24. marts 1994 om bortfald af en oekonomisk stoette, som den havde ydet til tre projekter vedroerende bygning af fiskerfartoejer, ved beslutningerne C(87) 2200/137 af 21. december 1987, C(89) 632/73 og C(89) 632/47 af 26. april 1989.

2 Ved processkrifter registreret paa Rettens Justitskontor den 6. juli 1994 har sagsoegerne i henhold til EF-traktatens artikel 185 indgivet tre begaeringer om udsaettelse af gennemfoerelsen af artikel 2 i de naevnte beslutninger af 24. marts 1994 om tilbagebetaling af denne stoette.

3 Kommissionen har afgivet indlaeg vedroerende disse begaeringer den 22. juli 1994. Parterne har afgivet mundtlige indlaeg den 9. august 1994.

4 Under dette retsmoede opfordrede Rettens praesident parterne til at undersoege muligheden for at naa til en mindelig aftale og gav dem en frist, der udloeb den 31. august 1994, til i mangel af en saadan aftale at forelaegge ham en raekke oplysninger vedroerende deres vedtaegter samt deres retlige og formuemaessige forhold og den gaeld, som de har paadraget sig over for banker. Sagsoegerne er desuden blevet opfordret til inden for samme frist at udtale sig om, hvorvidt de har mulighed for at stille en bankgaranti, som daekker det samlede stoettebeloeb. Da parterne ikke er naaet til en aftale, har sagsoegerne den 31. august 1994 tilsendt Rettens Justitskontor de oenskede oplysninger. Kommissionen har fremsat sine bemaerkninger om de af sagsoegerne fremlagte dokumenter med skrivelse af 14. september 1994.

5 Foer realitetsbehandlingen af begaeringerne om foreloebige forholdsregler maa der henvises til de faktiske omstaendigheder, der ligger til grund for tvisten, saaledes som de fremgaar af de af parterne afgivne indlaeg og fremlagte dokumenter samt de mundtlige forklaringer, der er afgivet i retsmoedet den 9. august 1994.

6 Sagsoegerne er selskaber, som efter deres vedtaegter har til formaal at udoeve virksomhed paa fiskeriomraadet, og indehaveren af aktiemajoriteten og den administrerende direktoer er den samme for hvert af dem. Transacciones Marítimas SA (Tramasa) blev stiftet i april 1984; Makuspesca SA og Recursos Marinos SA blev stiftet i november 1986.

7 Ved beslutning C(87) 2200/137 af 21. december 1987, truffet i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 4028/86 af 18. december 1986 om faellesskabsforanstaltninger til forbedring og tilpasning af fiskeri og akvakulturstrukturerne (EFT L 376, s. 7, herefter benaevnt "forordning nr. 4028/86"), bevilgede Kommissionen Tramasa en stoette paa 39 283 091 PTA til bygning af et fiskerfartoej med navnet "Tiburón III". Denne stoette daekkede 35% af det beloeb paa 112 237 000 PTA, som Kommissionen havde erklaeret, at der kunne gives stoette til. Dette beloeb var lavere end de samlede omkostninger ved projektet, som androg 126 500 000 PTA. Som det bestemmes i forordning nr. 4028/86, blev der ligeledes givet stoette af de spanske myndigheder til bygning af fartoejet "Tiburón III".

8 Den 6. april 1988 ansoegte Tramasa Kommissionen om en delvis udbetaling af faellesskabsstoetten paa grundlag af en faktura fra det vaerft, der varetog bygningen, af 15. marts 1988, som bekraeftede en betaling paa 51% af den samlede investering. Kommissionen foretog denne delvise udbetaling den 12. juli 1988. Den 25. oktober 1988 ansoegte Tramasa paa grundlag af en faktura for vaerftet, som godtgjorde betaling af fartoejets samlede pris, om at udbetale restbeloebet. Kommissionen foretog denne udbetaling den 4. april 1989.

9 Den 9. oktober 1989 solgte Tramasa fartoejet "Tiburón III" til en pris af 112 857 453 PTA.

10 Ved beslutning C(89) 632/73 af 26. april 1989, truffet i henhold til forordning nr. 4028/86, bevilgede Kommissionen Recursos Marinos en stoette paa 107 570 097 PTA til bygning af et fiskerfartoej ved navn "Acechador". Denne stoette daekkede 35% af det beloeb, som Kommissionen havde erklaeret, at der kunne gives stoette til, og som var paa 307 344 850 PTA. Dette beloeb var lavere end projektets samlede omkostninger, som androg 322 300 000 PTA. Som der ogsaa er hjemmel til i forordning nr. 4028/86, blev der ligeledes givet stoette af de spanske myndigheder til bygningen af det paagaeldende fartoej.

11 Den 10. maj 1989 anmodede Recursos Marinos Kommissionen om at foretage en delvis udbetaling af faellesskabsstoetten paa grundlag af en faktura fra vaerftet af 2. maj 1989, som bekraeftede en betaling paa 94% af den samlede investering. Den 28. juli 1989 foretog Kommissionen denne delvise udbetaling. Den 21. november 1989 anmodede Recursos Marinos Kommissionen om at udbetale reststoetten paa grundlag af en faktura fra vaerftet af 4. oktober 1989, som bekraeftede betaling af fartoejets samlede pris. Kommissionen foretog denne udbetaling den 28. november 1989.

12 I maj 1990 solgte Recursos Marinos fartoejet "Acechador" til en pris af 175 000 000 PTA.

13 Ved beslutning C(89) 632/47 af 26. april 1989, truffet i henhold til forordning nr. 4028/86, bevilgede Kommissionen Makuspesca en stoette paa 79 934 630 PTA til bygning af et fiskerfartoej ved navn "Makus". Denne stoette daekkede 35% af det beloeb, som Kommissionen havde erklaeret, at der kunne gives stoette til, og som var paa 214 070 374 PTA. Dette beloeb var lavere end projektets samlede omkostninger, som androg 217 250 000 PTA. Som der er hjemmel til i forordning nr. 4028/86, blev der ligeledes givet stoette fra de spanske myndigheder til bygning af fartoejet.

14 Den 5. juni 1989 anmodede Makuspesca Kommissionen om at udbetale faellesskabsstoetten og fremlagde en faktura fra vaerftet af 8. februar 1989, som bekraeftede betaling af fartoejets samlede pris. Kommissionen udbetalte denne stoette den 8. juni 1989.

15 I juli 1992 solgte Makuspesca fartoejet "Makus".

16 Mellem den 25. og den 31. marts 1990 aflagde Kommissionen i henhold til de befoejelser, som den har i henhold til artikel 46 i forordning nr. 4028/86, inspektionsbesoeg hos de sagsoegende virksomheder med det formaal at efterproeve, hvorledes den givne stoette var blevet anvendt. Disse inspektionsbesoeg vedroerte navnlig selskabernes regnskaber. Efter disse besoeg og paa Kommissionens anmodning foretog Intervención General de la Administración del Estado i maj 1990 inspektion i de tre virksomheder. Det fremgaar bl.a. af rapporter udarbejdet efter denne inspektion, at de paagaeldende selskabers regnskaber for regnskabsaaret 1987 var blevet naegtet godkendelse, at regnskaberne for regnskabsaaret 1988 var blevet godkendt inden for den af den spanske lovgivning fastsatte frist, og at regnskaberne for 1989 var blevet det efter udloebet af fristen. Efter denne inspektion traf de spanske myndigheder beslutninger om nedsaettelse af den stoette, som de havde givet, og om tilbagebetaling af de beloeb, der var udbetalt for meget.

17 Det fremgaar af de dokumenter, der er vedlagt sagen, og af sagsoegernes advokaters udtalelser under retsmoedet den 9. august 1994, at Recursos Marinos er blevet oploest, og at de to andre sagsoegere ikke har udoevet nogen virksomhed i de seneste regnskabsaar.

18 I betragtning af sammenhaengen mellem de tre begaeringer om udsaettelse af gennemfoerelsen af de anfaegtede beslutninger vil sagerne vaere at forene med henblik paa naervaerende sag om foreloebige forholdsregler.

Relevante retsregler

19 I henhold til EF-traktatens artikel 185 og 186, sammenholdt med artikel 4 i Raadets afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 319, s. 1), som aendret ved Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8. juni 1993 (EFT L 144, s. 21), kan Retten, hvis den skoenner, at forholdene kraever det, udsaette gennemfoerelsen af den anfaegtede retsakt eller foreskrive de noedvendige foreloebige forholdsregler.

20 Artikel 104, stk. 2, i Rettens procesreglement bestemmer, at begaeringer vedroerende de foreloebige forholdsregler, der omhandles i traktatens artikel 185 og 186, skal angive de omstaendigheder, der medfoerer uopsaettelighed, og de faktiske og retlige grunde til, at den begaerede foreloebige forholdsregel umiddelbart forekommer berettiget. De begaerede forholdsregler skal vaere af midlertidig karakter, idet de ikke maa foregribe afgoerelsen i hovedsagen (se senest kendelse afsagt af Rettens praesident den 15.7.1994, sag T-239/94 R, EISA mod Kommissionen, Sml. II, s. 703, grund 9).

Parternes argumenter

21 Til stoette for, at deres begaeringer umiddelbart forekommer berettigede, har sagsoegerne under henvisning til de indlaeg, som de har afgivet i hovedsagen, anfoert fire anbringender, henholdsvis tilsidesaettelse af princippet om retssikkerhed og om beskyttelse af den berettigede forventning, tilsidesaettelse af vaesentlige formkrav, tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet samt magtfordrejning.

22 I forbindelse med deres foerste anbringende har sagsoegerne henvist til, dels at der naesten er forloebet seks aar mellem det tidspunkt, da Kommissionen blev ansoegt om udbetaling af den omtvistede stoette, og det tidspunkt, hvor denne kraevede tilbagebetaling heraf, dels at der naesten er forloebet tre aar mellem det tidspunkt, hvor Kommissionen modtog de spanske myndigheders inspektionsrapporter, og det tidspunkt, da den traf de anfaegtede beslutninger. Ifoelge sagsoegerne er en saadan adfaerd, som det fremgaar af Domstolens praksis, i strid med retssikkerhedsprincippet.

23 Sagsoegerne har dernaest anfoert, at Kommissionens adfaerd ligeledes tilsidesaetter deres berettigede forventning, for saa vidt de mellem det tidspunkt, hvor stoetten blev bevilget dem, og det tidspunkt, hvor beslutningerne om at kraeve stoetten tilbagebetalt blev truffet, ikke havde nogen oplysning, der tydede paa, at Kommissionen var af den opfattelse, at de havde begaaet ulovligheder. Den tavshed, som Kommissionen har iagttaget, selv efter at de spanske myndigheder i 1991 havde kraevet tilbagebetaling af en del af den stoette, som de havde bevilget, har bestyrket sagsoegernes forventning, hvilket efter Domstolens praksis berettiger en annullation af de anfaegtede beslutninger (dom af 3.3.1982, sag 14/81, Alpha Steel mod Kommissionen, Sml. s. 749). Desuden er de ulovligheder, som sagsoegerne skal have begaaet, i det vaesentlige baseret paa forskelligheder i fortolkningen af beregningsmaaden for omkostningerne ved fartoejerne og er paa ingen maade aabenbare tilsidesaettelser af gaeldende bestemmelser.

24 Sagsoegerne har i oevrigt haevdet, at deres berettigede forventning ikke er blevet paavirket af Kommissionens ansattes inspektionsbesoeg den 30. marts 1990. En saadan foranstaltning er ifoelge sagsoegerne blot en mulighed, som de gaeldende bestemmelser giver, og som paa ingen maade indebaerer en mistanke mod de virksomheder, som er genstand for den. I det foreliggende tilfaelde har disse inspektionsbesoeg i oevrigt ikke givet anledning til, at der blev tilsendt et referat eller noget andet dokument, som indeholdt en anklage mod sagsoegerne.

25 I forbindelse med deres subsidiaert fremfoerte, andet anbringende, nemlig tilsidesaettelse af vaesentlige formkrav, har sagsoegerne gjort gaeldende, at Kommissionen ikke har underrettet de spanske myndigheder om, at proceduren for suspension, nedsaettelse eller bortfald af stoetten var indledt, saaledes som det kraeves i artikel 7 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1116/88 af 20. april 1988 om gennemfoerelsesbestemmelser til beslutninger om stoette til projekter vedroerende faellesskabsforanstaltninger til forbedring og tilpasning af fiskeri- og akvakulturstrukturerne samt til indretning af beskyttede havomraader (EFT L 112, s. 1). Hverken Kommissionens meddelelse til Secretaría General de Pesca Marítima, det organ, som i Spanien skal varetage forvaltningen af stoette, givet i henhold til forordning nr. 4028/86, om, at Kommissionen havde til hensigt at indlede proceduren, eller hoeringen af Den Staaende Fiskeristrukturkomité, kan anses for at opfylde dette krav.

26 Sagsoegerne har i oevrigt anfoert, at de omtvistede beslutninger er blevet truffet i strid med EOEF-traktatens artikel 190, for saa vidt deres begrundelse er utilstraekkelig og identisk for alle beslutningerne, paa trods af at der foreligger forskellige faktiske omstaendigheder i de tre situationer. Denne begrundelse er desuden vag og upraecis, dels fordi de forskelle, som foreholdes sagsoegerne, mellem de omkostninger, som de har anmeldt, og den pris, som de faktisk har betalt for fartoejerne, ikke er angivet med tal, og dels fordi den ikke indeholder nogen stillingtagen til spoergsmaalet, om de praemier til skibsbygning, som vaerfterne modtager direkte fra de nationale myndigheder, skal indgaa i de investeringsbeloeb, der kan gives stoette til. Endelig er beslutningernes begrundelse baseret paa urigtige eller urigtigt beskrevne faktiske omstaendigheder.

27 Med deres tredje anbringende, som ligeledes fremfoeres subsidiaert, har sagsoegerne paaberaabt sig tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet, for saa vidt Kommissionen blandt alle de sanktioner, som fastsaettes ved forordning nr. 4028/86, har valgt at ophaeve stoetten, hvilket er en sanktion, der er forbeholdt de alvorligste overtraedelser. I det foreliggende tilfaelde er den vigtigste forpligtelse, nemlig bygning af baade, blevet overholdt, idet de uregelmaessigheder, som sagsoegerne skal have begaaet, kun vedroerer accessoriske forpligtelser.

28 Med deres fjerde anbringende, som ligeledes er subsidiaert, og som gaar ud paa, at Kommissionen har begaaet magtfordrejning, har sagsoegerne gjort gaeldende, at den sagsoegte institution gennem de anfaegtede beslutninger simpelt hen forsoeger at gennemfoere en anbefaling fra Revisionsretten i en speciel beretning om anvendelse af forordning nr. 4028/86, som har til formaal at forhindre hurtigt videresalg af baade, bygget ved hjaelp af faellesskabsmidler.

29 Med hensyn til det alvorlige og uoprettelige tab, som for sagsoegerne ville foelge af en gennemfoerelse af de anfaegtede beslutninger, har sagsoegerne ° under henvisning til Domstolens kendelse af 21. maj 1977 (sagerne 31/77 R og 53/77 R, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. s. 921) ° indledningsvis anfoert, at de mangler, som beslutningerne er behaeftet med, er saa vaesentlige, at det ikke laengere er noedvendigt at bevise, at der foreligger et tab, for at begrunde, at udsaettelsen af deres gennemfoerelse er uopsaettelig.

30 Subsidiaert har sagsoegerne anfoert, at en gennemfoerelse af de anfaegtede beslutninger under alle omstaendigheder ville paafoere dem et alvorligt og uopretteligt tab. Som det bl.a. fremgaar af deres regnskaber, ville tilbagebetaling af de ydede stoettebeloeb fremkalde konkurs for de to selskaber, som ikke er oploest (Makuspesca og Tramasa). Det ville desuden have meget alvorlige foelger for Recursos Marinos, som allerede er oploest, men som kunne vaere genstand for et soegsmaal og i givet fald en retsafgoerelse om "tilbagevirkende konkurs".

31 Sagsoegerne har endelig anfoert, at det tab, som ville blive paafoert dem ved en gennemfoerelse af de omtvistede beslutninger, ville vaere langt stoerre end det, som en udsaettelse af deres gennemfoerelse ville betyde for Faellesskabet. Den omstaendighed, at Kommissionen har ventet i fem aar efter udbetalingen af stoetten, foer den proevede at tilbagesoege den, er bevis herpaa.

32 Kommissionen har indledningsvis rejst spoergsmaalet, om Recursos Marinos, sagsoegeren i sag T-232/94 R, retligt set eksisterer. Som det fremgaar af en udskrift af handelsregistret, fremlagt af sagsoegeren selv, blev selskabet oploest i december 1991. Kommissionen har fremsat begaering om, at Retten i henhold til procesreglementets artikel 44, stk. 6, giver sagsoegeren en frist til at afklare dette spoergsmaal.

33 Med hensyn til sagsoegernes foerste anbringende til stoette for, at deres begaeringer umiddelbart forekommer berettigede, har Kommissionen anfoert, at det tidsrum, som er forloebet, foer de omtvistede beslutninger blev truffet, i hvert fald delvis kan tilskrives sagsoegerne, der med den obstruerende holdning, som de har lagt for dagen under Kommissionens tjenestegrenes inspektionsbesoeg i marts 1990, har noedvendiggjort fornyet inspektion fra de spanske myndigheders side. Kommissionen har desuden villet afvente udfaldet af den forvaltningssag, som sagsoegerne har indledt til proevelse af Dirección General de Estructuras Pesqueras' beslutninger om at kraeve delvis tilbagebetaling af den nationale stoette, der var blevet givet sagsoegerne; Kommissionen har fremhaevet, at det i disse beslutninger blev paapeget over for sagsoegerne, at nedsaettelsen af national stoette var uafhaengig af nogen eventuel sanktion, som Kommissionen maatte paalaegge. Under alle omstaendigheder kan sagsoegerne ikke paaberaabe sig, at de har haft en berettiget forventning om stoette, naar dennes udbetaling har vaeret baseret paa urigtige oplysninger fra deres side, hvilket er en aabenbar tilsidesaettelse af gaeldende bestemmelser. Kommissionen har herved anfoert, at de fakturaer, der er udarbejdet af vaerfterne, ikke blot ikke svarer til faktiske betalinger fra sagsoegernes side, men ydermere ikke afspejler de reelle omkostninger ved investeringerne, idet disse omkostninger er vaesentligt lavere end de angivne beloeb. Kommissionen har endvidere haevdet, at de samlede beloeb for investeringerne, som figurerer paa ansoegningerne om faellesskabsstoette, samt som betalte beloeb paa de attester, der er udarbejdet med henblik paa fuld udbetaling af den givne stoette, ikke i noget tilfaelde falder sammen med fartoejernes grundvaerdi, som opgivet af vaerfterne til de nationale myndigheder.

34 Med hensyn til det andet anbringende om tilsidesaettelse af vaesentlige formkrav har Kommissionen for det foerste henvist til, at de spanske myndigheder er blevet underrettet om proceduren for stoettens bortfald samt om, at Kommissionen havde til hensigt at kraeve den tilbagebetalt, og at disse samme myndigheder, efter at der var etableret kontakter, fremsatte deres egne bemaerkninger i december 1992 og i marts 1993. For det andet mener Kommissionen i betragtning af Domstolens praksis, at de anfaegtede beslutninger er tilstraekkeligt begrundede. Navnlig henvises der i beslutningerne til de spanske myndigheders inspektionsrapporter, som angiver de talmaessige oplysninger samt anfoerer, at de praemier, som vaerfterne modtager direkte, indgaar i de investeringsbeloeb, der kan gives stoette til.

35 Med hensyn til anbringendet vedroerende tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet har Kommissionen anfoert, at sagsoegerne forsaetligt har opgivet urigtige beloeb for de investeringer, der er ansoegt om stoette til, og at naar der foreligger en saadan adfaerd, ville en blot forholdsmaessig nedsaettelse af stoetten svarende til de konstaterede urigtigheder vaere en opfordring til svig, naar angivelsernes rigtighed er et vaesentligt led i stoetteordningen i betragtning af, at det er umuligt at kontrollere alle de indgivne ansoegninger.

36 Endelig mener Kommissionen, at sagsoegerne ikke har fremfoert noget argument til stoette for, at der, som de haevder, foreligger magtfordrejning.

37 Kommissionen har ligeledes bestridt, at der foreligger uopsaettelighed, som kan berettige udsaettelse af de anfaegtede beslutninger. Den har henvist til, at sagsoegerne alle har indstillet deres aktivitet, bortset fra Makuspesca, som efter Kommissionens tjenestegrenes inspektionsbesoeg har vaeret ude for en vaesentlig nedsaettelse af sine aktiver. Sagsoegerne kan foelgelig ikke, for at opnaa udsaettelse af gennemfoerelsen af de anfaegtede beslutninger, paaberaabe sig en situation, som de selv har skabt, aabenbart alene med det formaal at umuliggoere tilbagebetalingen af den modtagne stoette.

38 Med hensyn til en afbalancering af de foreliggende interesser er det Kommissionens opfattelse, at den skade, som Faellesskabet ville lide, saafremt gennemfoerelsen af de anfaegtede beslutninger blev udsat, ville vaere langt vaesentligere end det tab, som sagsoegerne haevder, at de vil kunne lide som foelge af en oejeblikkelig gennemfoerelse. En saadan udsaettelse ville vaere et indgreb i strukturstoetteordningen i fiskerisektorens trovaerdighed og ville goere det umuligt at tilbagesoege allerede udbetalte beloeb.

Rettens bemaerkninger

39 Der skal foerst tages stilling til, om Recursos Marinos, sagsoegeren i sag T-232/94 R, har soegsmaalskompetence. Denne sagsoeger har vedlagt sin staevning en udskrift af handelsregistret i provinsen Pontevedra af 23. maj 1994, hvoraf det fremgaar, at selskabet er blevet oploest i 1991. Den prokura, der er udarbejdet af en notar i Vigo, og som ligeledes er vedlagt staevningen, tillaegger dog selskabets likvidator "tilstraekkelig retlig kompetence" til at give fuldmagt til de advokater, som der er udpeget bl.a. med henblik paa at repraesentere selskabet i retssager, navnlig for Retten. Under retsmoedet har sagsoegerens repraesentant gjort gaeldende, at denne har interesse i under en retssag at bestride lovligheden af Kommissionens beslutning for at undgaa konsekvenserne i national ret af dens gennemfoerelse.

40 Spoergsmaalet, om et oploest selskab ° som, selv om det kunne paaberaabe sig oploesningen, har valgt at anlaegge sag ° stadig har soegsmaalskompentence, kan ikke afgoeres under en sag om foreloebige forholdsregler. Paa dette trin og i betragtning af alle til raadighed staaende oplysninger maa Retten acceptere de konstateringer, der er gjort af den notar, som har udarbejdet den til sagens akter vedlagte fuldmagt til advokaterne. Foelgelig, og uden at foregribe det resultat, som Retten maatte naa til under behandlingen af hovedsagen, maa det paa dette trin anerkendes, at sagsoegeren har kompetence til at anlaegge denne sag om foreloebige forholdsregler.

41 Med hensyn til spoergsmaalet, om begaeringen om foreloebige forholdsregler er uopsaettelig, fremgaar det af fast retspraksis, at dette skal vurderes i forhold til spoergsmaalet, om det er noedvendigt at traeffe foreloebig afgoerelse for at undgaa, at der paafoeres den part, som begaerer den foreloebige forholdsregel, et alvorligt og uopretteligt tab (se kendelse afsagt af Rettens praesident den 14.12.1993, sag T-543/93 R, Gestevisión Telecinco mod Kommissionen, Sml. II, s. 1409, grund 27). Det er den part, som begaerer udsaettelse af gennemfoerelsen af en anfaegtet beslutning, som det paahviler at foere bevis for, at denne part ikke kan afvente udfaldet af hovedsagen uden at maatte lide et tab, som vil have alvorlige og uoprettelige foelger.

42 Sagsoegerne har i denne forbindelse anfoert, at gennemfoerelsen af Kommissionens beslutninger ville medfoere, at de blev taget inder konkursbehandling af domstolene. Det maa paa dette punkt fastslaas paa baggrund af de af sagsoegerne givne oplysninger vedroerende deres formuemaessige situation, at risikoen for en konkurserklaering ved en domstol forekommer reel, for saa vidt det stoettebeloeb, der skal tilbagebetales ° nemlig henholdsvis 75 000 000, 107 000 000 og 39 000 000 PTA ° langt overstiger deres aktiver. Selv om sagsoegerne, som Kommissionen med rette har henvist til, ikke udoever nogen reel oekonomisk virksomhed, og de konkrete konsekvenser af en saadan erklaering derfor ville vaere mindre alvorlige end dem, der ville indtraede, hvis der blev udoevet en saadan virksomhed, kan det ikke benaegtes, at den med stor sandsynlighed ville medfoere en tvungen oploesning af selskaberne og ville have betydelige personlige foelger for deres administratorer og deres aktionaerer. Der er derfor risiko for, at det tab, der ville foelge for sagsoegerne af en oejeblikkelig gennemfoerelse af Kommissionens beslutninger, ville vaere alvorligt og uopretteligt.

43 Med hensyn til de anbringender, som sagsoegerne har anfoert for at godtgoere, at deres begaering umiddelbart forekommer berettiget, bemaerkes, at nogle af disse anbringender, navnlig vedroerende tilsidesaettelse af almindelige retsgrundsaetninger eller tilsidesaettelse af vaesentlige formkrav, ikke paa dette trin kan anses for aabenbart at savne ethvert grundlag. Isaer anbringendet om, at Kommissionen ved at kraeve tilbagebetaling af hele det beloeb, der er udbetalt i stoette, ikke under de foreliggende omstaendigheder har taget hensyn til proportionalitetsprincippet, forudsaetter en mere dybtgaaende undersoegelse af de faktiske omstaendigheder og af de for sagen relevante retsregler, en undersoegelse, som gaar ud over rammerne for naervaerende sag om foreloebige forholdsregler.

44 Under disse omstaendigheder og uden at det er noedvendigt at behandle sagsoegernes oevrige anbringender og argumenter, maa det fastslaas med hensyn til naervaerende begaeringer om foreloebige forholdsregler, at betingelserne om, at begaeringen umiddelbart skal forekomme berettiget, og om at der skal vaere risiko for et alvorligt og uopretteligt tab, saafremt begaeringerne ikke imoedekommes, er opfyldt.

45 Dog maa der foretages en afvejning af paa den ene side den interesse, som sagsoegerne har i ikke at blive erklaeret konkurs, og paa den anden side Faellesskabets interesse i tilbagesoegning af stoette, der er udbetalt med urette, og i at sanktionere svig inden for faellesskabsstoetteordningen. Det maa herved foerst fastslaas, at de anfaegtede beslutninger, for saa vidt de bestemmer, at den bevilgede stoette skal tilbagebetales, er begrundet med, at Kommissionen har fastslaaet forskellige vaesentlige retsstridige forhold begaaet af sagsoegerne, som oplysninger i sagens akter giver indicier for, og som findes tilstraekkelig konkrete. Det maa dernaest fastslaas, at det fremgaar af samtlige sagens oplysninger, at hvis Kommissionen skulle afvente udfaldet af hovedsagen, ville der vaere reel risiko for, at den ikke kunne finde tilstraekkelige aktiver til at opnaa tilbagebetaling af den omtvistede stoette, saafremt sagsoegerne ikke fik medhold. Der maa nemlig tages hensyn til, at en af sagsoegerne allerede er likvideret, at de oevrige sagsoegeres egne formuer og midler praktisk talt er ikke-eksisterende og at ingen af dem har udoevet nogen virksomhed i de seneste aar.

46 Heraf foelger, at en afvejning af de foreliggende interesser, for at Faellesskabets interesse kan blive beskyttet, kraever, at gennemfoerelsen af naervaerende kendelse i henhold til Rettens procesreglements artikel 107, stk. 2, goeres betinget af, at sagsoegerne stiller en bankgaranti, der kan give sikkerhed for eventuel tilbagebetaling af hele den stoette, de har modtaget.

Af disse grunde

bestemmer

RETTENS PRAESIDENT

1) Sagerne T-231/94 R, T-232/94 R og T-234/94 R forenes med henblik paa behandlingen af begaeringerne om foreloebige forholdsregler.

2) Gennemfoerelsen af artikel 2 i Kommissionens beslutninger C(94) 670/3, C(94) 670/2 og C(94) 670/1 af 24. marts 1994 om bortfald af en oekonomisk stoette, der var ydet hver sagsoeger til bygning af et fiskerfartoej, udsaettes, indtil Retten har afsagt dom i hovedsagen.

3) Den i punkt 2) omhandlede udsaettelse af gennemfoerelsen er betinget af, at sagsoegerne stiller en bankgaranti til fordel for Kommissionen svarende til summen af stoettebeloebene, indtil Retten har afsagt dom i hovedsagen.

4) Afgoerelsen om sagens omkostninger udsaettes.

Saaledes bestemt i Luxembourg, den 26. oktober 1994.