61994B0099

++++

1. Annullationssoegsmaal ° fysiske eller juridiske personer ° retsakter som beroerer dem umiddelbart og individuelt ° direktiv som harmoniserer afgifter ved sundhedsmaessig undersoegelse og kontrol af koed, og som afloeser en beslutning rettet til medlemsstaterne ° afvisning

(EF-traktaten, art. 173, stk. 4; Raadets direktiv 93/118)

2. Annullationssoegsmaal ° fysiske eller juridiske personer ° organisation oprettet for at varetage kollektive interesser ° soegsmaalsret over for en generel retsakt paa grund af organisationens deltagelse i forberedelsen heraf ° ingen soegsmaalsret

(EF-traktaten, art. 173, stk. 4)

1. Ifoelge EF-traktatens artikel 173, stk. 4, kan private ikke anlaegge sag ved Faellesskabets retsinstanser til proevelse af direktiver eller beslutninger, som er udfaerdiget i form af et direktiv. Dette er begrundet i, at private er sikret den fornoedne retsbeskyttelse over for direktiver af de nationale domstole, som foerer kontrol med, at direktiverne gennemfoeres i national ret.

Selv om det imidlertid i strid med ordlyden af ovennaevnte artikel 173, stk. 4, antages, at direktiver kan ligestilles med forordninger i henseende til, om et soegsmaal vedroerende en beslutning, som er truffet "i form af" et direktiv, kan admitteres, har direktiv 93/118 om finansiering af sundhedsmaessig undersoegelse og kontrol af fersk koed og fjerkraekoed desuden hverken karakter af en "skjult" beslutning eller indeholder saerlige bestemmelser, som er af en saadan karakter, at de maa betegnes som individuelle beslutninger. Direktivet er derimod en almengyldig, generel retsakt, der vedroerer samtlige de virksomheder i medlemsstaterne ° som er generelt og abstrakt bestemt ° der fra et givet tidspunkt opfylder betingelserne i et tidligere direktiv. Desuden skal direktivet for at kunne anvendes i medlemsstaterne gennemfoeres i hver af disses nationale retsorden ved nationale gennemfoerelsesbestemmelser. Den omstaendighed, at det anfaegtede direktiv har afloest en beslutning rettet til medlemsstaterne, aendrer ikke ved, at det efter sit indhold har en generel og abstrakt karakter, og afkraefter derfor ikke den anfoerte opfattelse.

2. Den omstaendighed, at en organisation, som er oprettet for at varetage kollektive interesser, har deltaget i forberedelsen af en generel retsakt, saasom et direktiv, medfoerer ikke i sig selv, at den paagaeldende organisation har soegsmaalsret over for retsakten.

I sag T-99/94,

Asociación Española de Empresas de la Carne (Asocarne), Madrid, ved advokat Paloma Llaneza González, Madrid, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Loesch og Wolter, 11, rue Goethe,

sagsoeger,

mod

Raadet for Den Europaeiske Union ved direktoeren for Den Juridiske Tjeneste, Ramón Torrent, og Ignacio Díez Parra, Den Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos direktoer Bruno Eynard, Den Europaeiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,

sagsoegt,

hvori der er nedlagt paastand om annullation af Raadets direktiv 93/118/EF af 22. december 1993 om aendring af direktiv 85/73/EOEF om finansiering af sundhedsmaessig undersoegelse og kontrol af fersk koed og fjerkraekoed (EFT L 340, s. 15),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Foerste Afdeling)

sammensat af praesidenten, J.L. Cruz Vilaça, og dommerne H. Kirschner og A. Kalogeropoulos,

justitssekretaer: H. Jung,

afsagt foelgende

Kendelse

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 10. marts 1994 har Asociación Española de Empresas de la Carne (Asocarne) anlagt sag med paastand om annullation af Raadets direktiv 93/118/EF af 22. december 1993 om aendring af direktiv 85/73/EOEF om finansiering af sundhedsmaessig undersoegelse og kontrol af fersk koed og fjerkraekoed (EFT L 340, s. 15, herefter benaevnt "det anfaegtede direktiv").

2 Direktiv 85/73/EOEF, som blev vedtaget den 29. januar 1985, vedroerer finansiering af sundhedsmaessig undersoegelse og kontrol af fersk koed og fjerkraekoed (EFT L 32, s. 14, herefter benaevnt "direktivet af 1985"). Formaalet med dette direktiv var at harmonisere de forskellige afgifter, som opkraeves i forbindelse med saadan undersoegelse og kontrol. Det skete ud fra den opfattelse, at forskellene paa dette omraade kunne paavirke vilkaarene for konkurrencen mellem produkter, hvoraf stoerstedelen er omfattet af faelles markedsordninger.

3 Ifoelge artikel 1 i direktivet af 1985 skulle medlemsstaterne drage omsorg for, at der fra den 1. januar 1986 ved slagtning af dyr af forskellige arter, herunder kvaeg, svin, faar og geder, opkraeves en afgift til daekning af den sundhedsmaessige undersoegelse og kontrol, som er foreskrevet i faellesskabslovgivningen, naermere bestemt i Raadets direktiv 64/433/EOEF af 26. juni 1964 om sundhedsmaessige problemer vedroerende handelen med fersk koed inden for Faellesskabet (EFT 1963-1964, s. 175, herefter benaevnt "direktivet af 1964"), som indeholder regler for den sundhedsmaessige undersoegelse og kontrol i forbindelse med denne handel, og i direktivet af 1985, som indeholder de naermere bestemmelser om finansiering af disse tjenesteydelser.

4 Den 15. juni 1988 vedtog Raadet beslutning 88/408/EOEF om stoerrelserne for den afgift, der i henhold til direktiv 85/73/EOEF skal opkraeves for sundhedsmaessig undersoegelse og kontrol af fersk koed (EFT L 194, s. 24, herefter benaevnt "beslutningen af 1988"). Beslutningen var udstedt i henhold til direktivets artikel 2. Den var rettet til medlemsstaterne.

5 Det anfaegtede direktivs artikel 1 indeholder flere aendringer til direktivet af 1985. Ved det anfaegtede direktivs artikel 1, stk. 3, aendres saaledes artikel 2 i direktivet af 1985, idet der tilfoejes et bilag, som fremover regulerer de afgifter, som skal anvendes paa koed, der er omfattet af direktivet af 1964 og af Raadets direktiv 71/118/EOEF af 15. februar 1971 om sundhedsmaessige problemer i forbindelse med handel med fersk fjerkraekoed (EFT 1971 I, s. 97) samt Raadets direktiv 72/462/EOEF af 12. december 1972 om sundhedsmaessige og veterinaerpolitimaessige problemer i forbindelse med indfoersel af kvaeg og svin samt fersk koed fra tredjelande (EFT 1972, 31. december, s. 77). Det anfaegtede direktivs artikel 5 omhandler de kurser, som skal anvendes for omregning til national valuta af de i direktivet til ecu fastsatte beloeb. Ifoelge direktivets artikel 2 ophaeves beslutningen af 1988 fra den 1. januar 1994.

6 Ifoelge det anfaegtede direktivs artikel 3 skal medlemsstaterne senest den 31. december 1993 saette de noedvendige love eller administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet for saa vidt angaar kravene i bilaget og i artikel 5, og senest den 31. december 1994 for saa vidt angaar de oevrige bestemmelser.

Det bemaerkes, at afgifterne principielt beregnes paa grundlag af faste beloeb, men at medlemsstaterne i givet fald kan aendre disse beloeb.

7 Ved saerskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 20. maj 1994 har Raadet fremfoert en formalitetsindsigelse i henhold til procesreglementets artikel 114, stk. 1. Asocarne indgav sine bemaerkninger herom til Rettens Justitskontor den 29. juni 1994. Den skriftlige forhandling om formalitetsindsigelsen blev afsluttet den 29. juni 1994.

8 Den 26. juli 1994 indgav Kommissionen begaering om intervention i henhold til procesreglementets artikel 115. Den 16. august 1994 indgav ogsaa Federació Catalana d' Industries de la Carn (Fecic) og Asociación Profesional de Salas de Despiece y Empresas Cárnicas (Aprosa-Anec) begaeringer om intervention.

Retlige spoergsmaal

9 Ifoelge procesreglementets artikel 111 kan Retten, naar det er aabenbart, at den ikke har kompetence til at behandle en sag, traeffe afgoerelse ved begrundet kendelse uden at fortsaette sagens behandling.

Formaliteten

Parternes argumenter

10 Til stoette for sin formalitetsindsigelse har Raadet for det foerste gjort gaeldende, at private ikke efter EF-traktatens artikel 173, stk. 4, kan indlede annullationssoegsmaal vedroerende et direktiv, da fysiske eller juridiske personer efter denne bestemmelse ikke kan anfaegte almengyldige retsakter saasom direktiver. Traktatens artikel 173, stk. 4, omhandler kun beslutninger og forordninger.

11 Raadet har for det andet anfoert, at den anfaegtede retsakt ikke kan anses for en beslutning efter artikel 173. Den anfaegtede retsakt har almen gyldighed, den gaelder generelt for objektivt og abstrakt definerede situationer, og den forudsaetter, at den skal gennemfoeres i national ret i hver medlemsstat, hvorfor dens indhold svarer til dens form, nemlig et direktivs.

12 Raadet har endvidere anfoert, at selv om man ser bort fra den anfaegtede retsakts retlige karakter, kan sagen kun antages til realitetsbehandling, saafremt sagsoegeren var individuelt beroert af retsakten. Dette er imidlertid efter Raadets opfattelse ikke tilfaeldet. Ifoelge Domstolens faste praksis er en sammenslutning af virksomheder, som har til formaal at varetage medlemmernes interesser, ikke individuelt beroert (jf. Domstolens kendelse af 5.11.1986, sag 117/86, UFADE mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 3255). Desuden er sagsoegeren ikke beroert af den anfaegtede retsakt paa grund af bestemte egenskaber, som er saeregne for ham eller paa grund af en faktisk situation, som kendetegner ham i forhold til alle andre. Alle de oevrige erhvervsdrivende i medlemsstaterne, som har udoevet samme virksomhed som de selskaber, der er tilsluttet den sagsoegende sammenslutning, er beroert paa samme maade.

13 Raadet har endelig anfoert, at sagsoegeren ikke er umiddelbart beroert. Det anfaegtede direktiv er nemlig rettet til medlemsstaterne, hvorfor sagsoegeren ikke er adressat herfor. Raadet laegger i den forbindelse navnlig vaegt paa, at det foelger af selve det anfaegtede direktivs indhold, at det er noedvendigt at traeffe nationale gennemfoerelsesforanstaltninger, og at der kun kan opstaa rettigheder eller forpligtelser for private som foelge af nationale foranstaltninger.

14 Sagsoegeren har anfoert, at bilaget til det anfaegtede direktiv alene har karakter af en beslutning efter traktatens artikel 173. Den anfaegtede retsakts indhold svarer nemlig helt til indholdet af beslutningen af 1988, som blev ophaevet ved og erstattet af den anfaegtede retsakt. Det ville skade Rettens kompetence til at efterproeve lovligheden af Raadets retsakter, saafremt man fra denne proevelsesret undtog en retsakt, som efter sin karakter er en beslutning, om end den er udstedt i form af et direktiv. De private, som beroeres af virkningerne af den paagaeldende retsakt, ville i saa fald blive frataget adgangen til at anfaegte dem for domstolene og ville dermed blive beroevet deres retsbeskyttelse.

15 Endvidere anfoerer den sagsoegende sammenslutning, at den er individuelt beroert af det anfaegtede direktiv. Som bevis for, at ogsaa en sammenslutning kan vaere individuelt beroert, henviser sagsoegeren til Domstolens dom af 24. marts 1993 (sag C-313/90, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1125). Sagsoegeren har deltaget i flere aktioner til varetagelse af interesserne hos virksomhederne inden for koedsektoren i Spanien og har opretholdt forbindelser med Kommissionen gennem de europaeiske sammenslutninger inden for dette omraade. Den har indgivet en klage til Kommissionen over den maade, hvorpaa direktivet af 1985 blev anvendt. Mens det anfaegtede direktiv var under forberedelse, indgav den skriftlige bemaerkninger herom og var i taet kontakt med de kompetente tjenestegrene. Selv foer det anfaegtede direktiv blev gennemfoert, var det muligt at identificere de virksomheder, som var beroert af direktivet, og stoerrelsen af det oekonomiske tab, som anvendelsen af faste afgiftsbeloeb ville medfoere for dem. Sagsoegeren har herved fremlagt en detaljeret fortegnelse over de virksomheder, som er medlemmer af sammenslutningen, og som har maattet betale afgifter i henhold til reglerne i direktivet af 1985. Blot ved en simpel gennemlaesning af det anfaegtede direktiv er det muligt at fastslaa det tab, som sammenslutningens medlemmer vil lide.

16 Endelig anfoerer sagsoegeren, at det fremgaar af Domstolens dom af 18. maj 1994 (sag C-309/89, Codorníu mod Raadet, Sml. I, s. 1853), at en foranstaltnings karakter af en generel retsakt ikke i sig selv udelukker, at den kan beroere visse erhvervsdrivende individuelt.

Rettens bemaerkninger

17 Ifoelge traktatens artikel 173, stk. 4, kan private ikke anlaegge sag ved Faellesskabets retsinstanser til proevelse af direktiver eller beslutninger, som er udfaerdiget i form af et direktiv. Dette er begrundet i, at private er sikret den fornoedne retsbeskyttelse over for direktiver af de nationale domstole, som foerer kontrol med, at direktiverne gennemfoeres i national ret.

18 Selv om det imidlertid antages ° i strid med ordlyden af traktatens artikel 173, stk. 4 ° at direktiver kan ligestilles med forordninger i henseende til, om et soegsmaal vedroerende en beslutning, som er truffet "i form af" et direktiv, kan admitteres, har det anfaegtede direktiv hverken karakter af en "skjult" beslutning eller indeholder saerlige bestemmelser, som er af en saadan karakter, at de maa betegnes som individuelle beslutninger. Direktivet er derimod en almengyldig, generel retsakt, der vedroerer samtlige de virksomheder i medlemsstaterne ° som er generelt og abstrakt bestemt ° der fra den 1. januar 1994 opfylder betingelserne i direktivet af 1985. Desuden skal det anfaegtede direktiv for at kunne anvendes i medlemsstaterne gennemfoeres i hver af disses nationale retsorden ved nationale gennemfoerelsesbestemmelser. Den omstaendighed, at direktivet har afloest en beslutning, aendrer ikke ved ° modsat det af sagsoegeren anfoerte ° at det efter sit indhold har en generel og abstrakt karakter og afkraefter derfor ikke den anfoerte opfattelse.

19 Subsidiaert maa det undersoeges, om sagsoegeren har vaeret individuelt beroert af direktivet. I den forbindelse anfoerer den sagsoegende sammenslutning, at den deltog i forberedelsen af direktivet af 1985, og at den indgav klage vedroerende direktivets anvendelse. Ganske vist har Domstolen fastslaaet i sin dom af 2. februar 1988 (forenede sager 67/85, 68/85 og 70/85, Van der Koy m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 219), og i foernaevnte dom i sagen CIRFS m.fl. mod Kommissionen, at sammenslutninger eller organisationer, som er oprettet for at varetage kollektive interesser, kan vaere individuelt beroert af beslutninger om afskaffelse af stoette eller afslag paa ivaerksaettelse af en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 93, stk. 2. Afgoerelserne i de naevnte sager kan imidlertid ikke overfoeres paa den foreliggende sag, som vedroerer et direktiv, det vil sige en generel retsakt. Traktatens artikel 173 indeholder ikke mulighed for, at alle private, som har deltaget i forberedelsen af en retsakt, som har karakter af en lovgivningsmaessig foranstaltning, efterfoelgende kan anlaegge sag til proevelse af forordninger eller direktiver.

20 De virksomheder, som er medlemmer af den sagsoegende sammenslutning, er heller ikke individuelt beroert af direktivet. Til forskel fra den forordning, som er omhandlet i foernaevnte sag Codorníu mod Raadet, beroerer det foreliggende direktiv ikke den sagsoegende sammenslutnings eller dennes medlemmers saerlige interesser.

21 Tvaertimod maa det fastslaas, at den sagsoegende sammenslutning og dennes medlemmer ° ligesom alle de oevrige erhvervsdrivende inden for Faellesskabet, som udoever virksomhed inden for den paagaeldende sektor ° er omfattet af de nationale retsakter, som er udstedt til gennemfoerelse af direktivet. Der kan saaledes ikke i den foreliggende sag siges at foreligge en "lukket, individualiseret kreds". Sagsoegeren er derfor ikke individuelt beroert efter traktatens artikel 173, stk. 4 (jf. herom tillige Domstolens dom af 29.6.1993, sag C-298/89, Gibraltar mod Raadet, Sml. I, s. 3605, praemis 21, og Rettens kendelse af 29.10.1993, sag T-463/93, GUNA mod Raadet, Sml. II, s. 1205, grund 17).

22 Af det anfoerte foelger, at sagen aabenbart maa afvises, uden at det er noedvendigt at undersoege, om sagsoegeren er umiddelbart beroert af det anfaegtede direktiv. Herefter er det ufornoedent at traeffe afgoerelse saavel vedroerende de begaeringer, der er indgivet af Federació Catalana d' Industries de la Carn (Fecic) og Asociación Profesional de Salas de Despiece y Empresas Cárnicas (Aprosa-Anec) om at intervenere i sagen til stoette for sagsoegerens paastande, som vedroerende Kommissionens begaering om at intervenere i sagen til stoette for Raadets paastande.

Sagens omkostninger

23 Ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegeren har tabt sagen og boer derfor betale dens omkostninger.

24 Ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 6, er Retten, saafremt det er ufornoedent at traeffe afgoerelse om sagens genstand, frit stillet i sin afgoerelse om sagens omkostninger. Efter omstaendighederne i den foreliggende sag finder Retten, at de, som har begaeret intervention, boer betale deres egne omkostninger.

Af disse grunde

bestemmer

RETTEN (Foerste Afdeling)

1) Sagen afvises.

2) Det er ufornoedent at traeffe afgoerelse vedroerende begaeringerne om intervention fra Federació Catalana d' Industries de la Carn (Fecic), Asociación Profesional de Salas de Despiece y Empresas Cárnicas (Aprosa-Anec) og fra Kommissionen.

3) Sagsoegeren betaler sine egne samt Raadets omkostninger.

4) Intervenienterne betaler deres egne omkostninger.

Saaledes bestemt i Luxembourg, den 20. oktober 1994.