61993B0479

++++

1. Annullationssoegsmaal ° retsakter der kan vaere genstand for soegsmaal ° Kommissionens afvisning af at indlede en traktatbrudsprocedure ° ikke omfattet

(EOEF-traktaten, art. 169 og 173)

2. Passivitetssoegsmaal ° fysiske eller juridiske personer ° undladelser der kan vaere genstand for soegsmaal ° undladelse af at indlede en traktatbrudsprocedure ° afvisning

(EOEF-traktaten, art. 169 og 175)

3. Retspleje ° soegsmaal rejst af en fysisk eller juridisk person med paastand om, at Kommissionen tilpligtes at indlede en traktatbrudsprocedure ° Faellesskabets retsinstanser ikke kompetente ° afvisning

(EOEF-traktaten, art. 164 ff.)

4. Retspleje ° soegsmaal rejst af en fysisk eller juridisk person med paastand om, at det fastslaas, at en medlemsstat har tilsidesat faellesskabsretten ° Faellesskabets retsinstanser ikke kompetente ° afvisning

(EOEF-traktaten, art. 164 ff.)

5. Erstatningssoegsmaal ° selvstaendig karakter i forhold til annullationssoegsmaal og passivitetssoegsmaal ° graenser

(EOEF-traktaten, art. 178 og art. 215, stk. 2)

1. Et annullationssoegsmaal, anlagt af en fysisk eller juridisk person, til proevelse af en afgoerelse fra Kommissionen om ikke at indlede en traktatbrudsprocedure mod en medlemsstat, kan ikke antages til realitetsbehandling, og det uanset arten af den paastaaede tilsidesaettelse af faellesskabsretten.

2. Et passivitetssoegsmaal, anlagt af en fysisk eller juridisk person, med paastand om, at det fastslaas, at Kommissionen ° ved ikke at indlede en traktatbrudsprocedure mod en medlemsstat ° i strid med traktaten har undladt at tage stilling, kan ikke antages til realitetsbehandling.

Fysiske eller juridiske personer kan kun paaberaabe sig traktatens artikel 175, stk. 3, med henblik paa konstatering af undladelse af ° i strid med traktaten ° at udstede retsakter, for hvilke de kan vaere adressater. I henhold til traktatbrudsproceduren efter traktatens artikel 169 kan Kommissionen imidlertid kun udstede retsakter rettet til medlemsstaterne. Desuden fremgaar det af opbygningen af traktatens artikel 169, at Kommissionen ikke er forpligtet til at indlede en procedure i henhold til denne bestemmelse, men derimod i denne henseende raader over en skoensbefoejelse, der udelukker private fra at kraeve, at denne institution skal tage stilling til et bestemt forhold.

3. Faellesskabets retsinstanser kan ikke uden at goere indgreb i den administrative myndigheds befoejelser meddele nogen faellesskabsinstitution paalaeg. Heraf foelger, at et soegsmaal, anlagt af en fysisk eller juridisk person, med paastand om, at Kommissionen tilpligtes at indlede en traktatbrudsprocedure, skal afvises.

4. Traktaten indeholder ingen bestemmelse, hvorefter fysiske eller juridiske personer kan indbringe et spoergsmaal for Faellesskabets retsinstanser om foreneligheden af en fremgangsmaade, som anvendes af en medlemsstats myndigheder, med faellesskabsretten. Paastande om, at det fastslaas, at en medlemsstat har tilsidesat faellesskabsretten, maa derfor klart afvises fra realitetsbehandling.

5. Erstatningssoegsmaal efter traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2, udgoer et selvstaendigt retsmiddel, bortset fra tilfaelde, hvor erstatningspaastanden i virkeligheden tilsigter en annullation af virkningerne af paastaaede ulovlige retsakter, og hvor en paastand om annullation er blevet afvist fra realitetsbehandling. Derfor boer erstatningspaastande ° i det omfang de har udgangspunkt i samme retsakter som dem, der anfaegtes med paastande om annullation og konstatering af passivitet, og som er blevet afvist ° ligeledes afvises fra realitetsbehandling.

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 Sagsoegeren, som er italiensk statsborger, og som oensker at udoeve advokatvirksomhed i Luxembourg, indgav den 30. juni 1989 en anmodning om anerkendelse af sit italienske eksamensbevis ("laurea in giurisprudenza" fra Università degli Studi "G. d' Annunzio" di Teramo/Chieti, dateret den 28.3.1989) til de luxembourgske myndigheder med henblik paa at kunne udoeve advokatvirksomhed i denne medlemsstat.

2 Den nationale lovgivning, nemlig den storhertugelige anordning af 21. januar 1978 om tilrettelaeggelse af advokatfuldmaegtiguddannelsen og om adgangen til notarembedet (Mémorial 1978, nr. 3, s. 40), fastsaetter en raekke betingelser for meddelelse af bestalling, herunder anerkendelse af et juridisk eksamensbevis, hvoraf det fremgaar, at indehaveren har gennemgaaet et fuldt studieforloeb paa mindst fire aar, tilbagelagt en periode som advokatfuldmaegtig omfattende supplerende kurser i luxembourgsk ret, optagelse paa listen over advokatfuldmaegtige, gennemfoerelse af uddybende studier af en varighed paa ca. tre aar, bestaaelse af en afsluttende eksamen samt optagelse paa listen over "avocats-avoués".

3 Mellem oktober 1988 og februar 1989 fulgte sagsoegeren kurserne i luxembourgsk ret, som indgaar i advokatfuldmaegtiguddannelsen. Den 27. januar 1990 fik han adgang til den foelgende del af uddannelsen.

4 Den 27. februar 1990 meddelte den luxembourgske undervisningsminister sagsoegeren afslag paa anmodningen af 30. juni 1989 om anerkendelse af hans eksamensbevis.

5 Ved afgoerelse af 5. marts 1990 afviste raadet for det luxembourgske advokatsamfund at optage sagsoegeren paa listen over advokatfuldmaegtige i Luxembourg. Den 5. april 1990 anlagde sagsoegeren sag til proevelse af denne afgoerelse med paastand om, at den nationale ret skulle forelaegge Domstolen en anmodning om praejudiciel afgoerelse i henhold til EOEF-traktatens artikel 177. Sagsoegte blev frifundet, og paastanden om praejudiciel forelaeggelse blev forkastet.

6 Den 10. september 1990 anlagde sagsoegeren sag for Luxembourgs Conseil d' Etat med paastand om annullation af den ministerielle afgoerelse af 27. februar 1990 samt med paastand om, at den nationale ret skulle forelaegge Domstolen en anmodning om praejudiciel afgoerelse i henhold til traktatens artikel 177. Ved Conseil d' Etat' s afgoerelse af 18. april 1991 blev sagsoegte frifundet, og paastanden om praejudiciel forelaeggelse blev forkastet.

7 Sagsoegeren indgav derefter flere klager til Kommissionen, hvoraf de foerste var dateret den 21. juni og den 19. september 1990, og hvori han gjorde gaeldende, at de i hans sag trufne afgoerelser var i strid med faellesskabsretten.

8 Ved skrivelse af 10. august 1990 meddelte Kommissionen sagsoegeren, at den ikke havde kunnet konstatere nogen tilsidesaettelse af faellesskabsretten fra de luxembourgske myndigheders side. I en yderligere klage af 25. oktober 1992 anmodede sagsoegeren paa ny Kommissionen om at gribe ind over for Storhertugdoemmet Luxembourg i henhold til EOEF-traktatens artikel 169. Ved skrivelse af 12. december 1992 henvendte sagsoegeren sig direkte til Kommissionens formand. Han modtog svar med Kommissionens skrivelse af 2. marts 1993, hvori det meddeltes, at de luxembourgske myndigheders adfaerd ikke indebar en tilsidesaettelse af faellesskabsretten.

9 Sagsoegeren anlagde derefter sag ved Domstolen. Staevningen blev registreret paa Domstolens Justitskontor den 5. maj 1993 under nr. C-270/93. Sagen blev henvist til Retten ved Domstolens kendelse af 27. september 1993 i medfoer af Raadets afgoerelse 93/350/Euratom/EKSF/EOEF af 8. juni 1993 om aendring af afgoerelse 88/591/EKSF/EOEF/Euratom om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 144, s. 21) og blev registreret paa Rettens Justitskontor under nr. T-479/93.

10 Ved skrivelser af 1. og 7. juli 1993 indgav sagsoegeren nye klager til Kommissionen med henblik paa indledning af en traktatbrudsprocedure mod Storhertugdoemmet Luxembourg.

11 Ved skrivelse af 2. september 1993 oplyste Kommissionen atter sagsoegeren om, at den ikke havde kunnet konstatere tilsidesaettelse af faellesskabsretten fra de luxembourgske myndigheders side.

12 Efterfoelgende har sagsoegeren anlagt endnu en sag, som blev registreret paa Rettens Justitskontor den 3. november 1993 under nr. T-559/93.

13 Rettens praesident har henvist de to sager til Fjerde Afdeling. Ved afgoerelse af 7. juli 1994 henviste Retten de to sager til en afdeling sammensat af tre dommere.

Parternes paastande

14 I staevningen i sag T-479/93 har sagsoegeren nedlagt foelgende paastande:

° Kommissionens beslutning SG(92) D/92722 af 2. marts 1993 vedroerende afslag paa sagsoegerens anmodning om anvendelse af traktatens artikel 169 over for Storhertugdoemmet Luxembourg annulleres.

° Det fastslaas, at Kommissionen i strid med EOEF-traktatens artikel 175 har undladt at tage stilling til sagsoegerens anmodning om anvendelse af traktatens artikel 169.

° Kommissionen tilpligtes at indlede proceduren i henhold til traktatens artikel 169 mod Storhertugdoemmmet Luxembourg.

° Det fastslaas, at det luxembourgske myndigheder har tilsidesat faellesskabsretten.

° Sagsoegeren kendes berettiget til erstatning.

15 I staevningen i sag T-559/93 har sagsoegeren nedlagt foelgende paastande:

° Kommissionens beslutning SG(93) D/14567 af 2. september 1993 vedroerende afslag paa sagsoegerens anmodning om anvendelse af traktatens artikel 169 over for Storhertugdoemmet Luxembourg annulleres.

° Det fastslaas, at Kommissionen har undladt at udoeve sine kontrolforpligtelser i overensstemmelse med traktatens artikel 175.

° Kommissionen tilpligtes at indlede proceduren i henhold til traktatens artikel 169 mod Storhertugdoemmmet Luxembourg.

° Det fastslaas, at de luxembourgske myndigheder har tilsidesat faellesskabsretten.

° Sagsoegeren kendes berettiget til erstatning.

16 Ved saerskilte dokumenter, registreret paa Domstolens Justitskontor den 10. juni 1993 og paa Rettens Justitskontor den 10. december 1993, har sagsoegte nedlagt foelgende paastande, uden at indgive indlaeg om sagens realitet:

° Sagerne afvises.

° Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

17 I sag T-479/93 har sagsoegeren den 13. juli 1993 indgivet indlaeg med paastand om forkastelse af Kommissionens indsigelse.

18 Da de to sager er konnekse med hensyn til sagsgenstand, og da sagsoegeren ved indlaeg af 22. juli 1994 har anmodet om forening af sagerne, boer de forenes.

19 I sit indlaeg af 22. juli 1994 har sagsoegeren ligeledes nedlagt paastand om, at sagerne skulle paadoemmes af en afdeling med fem dommere uden deltagelse af den luxembourgske dommer. Det er herved tilstraekkeligt at bemaerke, at sagerne blev henvist til en afdeling sammensat af tre dommere, samt at artikel 16, sidste stykke, i EOEF-statutten for Domstolen, som finder anvendelse paa Retten i medfoer af artikel 44 i samme statut, er til hinder for, at en part paaberaaber sig en dommers nationalitet. Sagsoegerens paastand boer derfor forkastes.

20 I samme indlaeg har sagsoegeren nedlagt paastand om at kunne gaa i rette for sig selv. Det bemaerkes, at artikel 17 i EOEF-statutten for Domstolen er til hinder for en saadan paastand og kraever, at parterne skal repraesenteres af en advokat, der har beskikkelse i en af medlemsstaterne. Sagsoegerens paastand boer derfor forkastes.

Formaliteten

21 Det bestemmes i artikel 114 i Rettens procesreglement, at oensker en part, at Retten skal tage stilling til, om sagen boer afvises uden at indlede behandlingen af sagens realitet, forhandles der mundtligt om begaeringen, medmindre Retten bestemmer andet.

22 Ifoelge procesreglementets artikel 111 kan Retten, naar det er aabenbart, at en sag maa afvises, uden at fortsaette sagens behandling, traeffe afgoerelse ved begrundet kendelse. I den foreliggende sag anser Retten sig for tilstraekkeligt oplyst paa grundlag af akterne i sagen og beslutter, at der ikke er grundlag for at fortsaette sagens behandling.

Paastandene om annullation af Kommissionens beslutninger af 2. marts 1993 og 2. september 1993

23 I sine afvisningsindsigelser har Kommissionen anfoert, at de skrivelser, hvori Kommissionen informerede sagsoegeren om betingelserne for at indlede en traktatbrudsprocedure mod Storhertugdoemmet Luxembourg i henhold til traktatens artikel 169, ikke udgoer retsakter, som kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal efter EOEF-traktatens artikel 173.

24 Ifoelge Kommissionen omfatter den administrative del af en procedure i henhold til traktatens artikel 169 ikke nogen juridisk bindende retsakt, hvorfor et annullationssoegsmaal, der anlaegges til proevelse af det dokument, hvorved Kommissionen meddelte, at den ikke havde til hensigt at indlede en procedure mod en medlemsstat, boer afvises. Endvidere beroerer Kommissionens stillingtagen i den foreliggende sag ikke umiddelbart og individuelt sagsoegeren, men rettere den luxembourgske stat. Endelig har Kommissionen anfoert, at den ikke var forpligtet til at indlede en procedure i henhold til traktatens artikel 169, da Kommissionen raader over en skoensbefoejelse paa dette omraade.

25 I sine indlaeg vedroerende afvisningsindsigelsen har sagsoegeren i sag T-479/93 anfoert, at anbringendet om, at dokumentet SG(92) D/92722 ikke er en retsakt, der kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal i henhold til traktatens artikel 173, er uden praktisk betydning, idet der er tale om en egentlig forvaltningsakt, som skaber retsvirkninger, uafhaengigt af dens art og form, og som kan underkastes Rettens legalitetskontrol. Sagsoegeren goer gaeldende, at denne forvaltningsakt, som er rettet umiddelbart til ham, forhindrer ham i at faa afhjulpet den uretfaerdige tilsidesaettelse af de rettigheder, som han udleder af faellesskabsretten. Under alle omstaendigheder udgoer den simple naegtelse af den grundlaeggende ret til forsvar, som er foreskrevet i traktatens artikel 177, i sig selv en meget skadelig omstaendighed.

26 Sagsoegeren har anfoert, at selv om Kommissionen raader over en skoensbefoejelse, saa er der ikke tale om et ret til at unddrage sig enhver domstolskontrol, navnlig ikke i tilfaelde af alvorlige overtraedelser af faellesskabsretten.

27 Det fremgaar af fast retspraksis (jf. bl.a. Domstolens dom af 1.3.1966, sag 48/65, Luetticke m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 169, org. ref.: Rec. s. 27; Domstolens kendelse af 12.6.1992, sag C-29/92, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 3935, og Rettens kendelse af 14.12.1993, sag T-29/93, Calvo Alonso-Cortés mod Kommissionen, Sml. II, s. 1389), at private ikke kan anfaegte Kommissionens afslag paa at indlede en traktatbrudsprocedure mod en medlemsstat. Det foelger heraf, at sagerne, for saa vidt som de tilsigter annullation af Kommissionens beslutninger SG(92) D/92722 og SG(93) D/14567 af 2. marts 1993 og 2. september 1993, klart boer afvises.

28 I oevrigt finder Retten, at principperne i ovennaevnte retspraksis ikke boer aendres som foelge af arten af den i den foreliggende sag haevdede tilsidesaettelse af faellesskabsretten (jf. Rettens kendelse af 4.7.1994, sag T-13/94, Century Oils Hellas mod Kommissionen, Sml. II, s. 0000, grund 15).

Paastandene om passivitet fra Kommissionens side

29 Ifoelge Kommissionen kan fysiske eller juridiske personer kun indbringe en sag for Domstolen i henhold til traktatens artikel 175 med det formaal at faa fastslaaet, at en af institutionerne, i strid med traktaten, har undladt at vedtage retsakter, som disse personer er mulige adressater for. I den foreliggende sag kan den af sagsoegeren indgivne klage angaaende en paastaaet tilsidesaettelse af faellesskabsretten fra de luxembourgske myndigheders side imidlertid ikke indebaere en forpligtelse for Kommissionen til at vedtage en retsakt rettet til sagsoegeren. Thi selv om Kommissionen havde besluttet at indlede en traktatbrudsprocedure i henhold til traktatens artikel 169, fremgaar det af naevnte bestemmelse, at ingen af dokumenterne i forbindelse med en saadan procedure skulle have vaeret rettet til klageren. Denne procedure udelukker saaledes private fra at kraeve af Kommissionen, at denne skal tage stilling til et bestemt forhold ved en til dem rettet retsakt.

30 Sagsoegeren har understreget, at hans anbringender i det vaesentlige vedroerer Kommissionens undladelser, som i hvert fald falder inden for anvendelsesomraadet for traktatens artikel 175. Ifoelge sagsoegeren bestaar problemet ikke saa meget i spoergsmaalet om en effektiv anvendelse af traktatens artikel 169, men mere i spoergsmaalet om at konstatere, at Kommissionen har undladt at gribe ind over for de oplyste overtraedelser af traktatens artikel 52 og 177, og derved har ikke har overholdt sin tilsynspligt, og har bidraget til at hindre en effektiv udoevelse af sagsoegerens ret til forsvar, ret til etablering og ret til at opnaa erstatning for den skade, han har lidt.

31 Ifoelge fast retspraksis kan passivitetssoegsmaal, anlagt af en fysisk eller juridisk person med paastand om, at det fastslaas, at Kommissionen ° ved ikke at indlede en traktatbrudsprocedure ° i strid med traktaten har undladt at tage stilling, ikke antages til realitetsbehandling (jf. f.eks. Domstolens dom af 14.2.1989, sag 247/87, Star Fruit mod Kommissionen, Sml. s. 291, og Domstolens kendelse af 30.3.1990, sag C-371/89, Emrich mod Kommissionen, Sml. I, s. 1555). Fysiske eller juridiske personer kan kun paaberaabe sig traktatens artikel 175, stk. 3, med henblik paa konstatering af undladelse af ° i strid med traktaten ° at udstede retsakter, for hvilke de kan vaere adressater. I henhold til traktatbrudsproceduren efter traktatens artikel 169 kan Kommissionen imidlertid kun udstede retsakter rettet til medlemsstaterne (jf. ovennaevnte kendelse i sagen Emrich mod Kommissionen, grund 6). Desuden fremgaar det af opbygningen af traktatens artikel 169, at Kommissionen ikke er forpligtet til at indlede en procedure i henhold til denne bestemmelse, men derimod i denne henseende raader over en skoensbefoejelse, der udelukker private fra at kraeve, at denne institution skal tage stilling til et bestemt forhold (jf. ovennaevnte dom i sagen Star Fruit mod Kommissionen, praemis 11). Foelgelig maa sagsoegerens paastande om, at det fastslaas, at Kommissionen har udvist passivitet, afvises fra realitetsbehandling.

Paastandene om, at Kommissionen tilpligtes at indlede proceduren i henhold til traktatens artikel 169

32 Sagsoegeren har nedlagt paastand om, at Retten fastslaar, at Kommissionen er forpligtet til at fremsaette en begrundet udtalelse over for Storhertugdoemmet Luxembourg under anvendelse af traktatens artikel 169.

33 Det bemaerkes, at Faellesskabets retsinstanser ikke uden at goere indgreb i den administrative myndigheds befoejelser kan meddele nogen faellesskabsinstitution paalaeg (jf. Rettens dom af 10.4.1992, sag T-15/91, Bollendorff mod Europa-Parlament, Sml. II, s. 1679, praemis 57). Sagsoegerens paastande maa derfor klart afvises fra realitetsbehandling.

Paastandene om, at det fastslaas, at de luxembourgske myndigheder har tilsidesat faellesskabsretten

34 Sagsoegeren har nedlagt paastand om, at Retten fastslaar, at de luxembourgske myndigheder har begaaet en raekke tilsidesaettelser af traktatens bestemmelser.

35 Det bemaerkes, at traktaten ikke indeholder nogen bestemmelse, hvorefter fysiske eller juridiske personer kan indbringe et spoergsmaal for Faellesskabets retsinstanser om foreneligheden af en fremgangsmaade, som anvendes af en medlemsstats myndigheder, med faellesskabsretten. Sagsoegerens paastande maa derfor klart afvises fra realitetsbehandling.

Paastandene om erstatning

36 Kommissionen har gjort gaeldende, at ° selv hvis der ses bort fra den omstaendighed, at sagsoegeren ikke har oplyst om stoerrelsen af den lidte skade ° boer en saadan paastand klart afvises fra realitetsbehandling. Thi, hvis eller i det omfang Kommissionen ikke er forpligtet til at indlede en procedure i henhold til traktatens artikel 169, da er det kun den luxembourgske stats adfaerd, som ville kunne laegges til grund som skadesaarsag. De nationale myndigheders adfaerd kan imidlertid ikke goeres til genstand for en sag, som indbringes i henhold til EOEF-traktatens artikel 178 eller 215.

37 Sagsoegeren har bestridt Kommissionens anbringende om, at denne paastand ikke indeholder nogen oplysning om stoerrelsen af den lidte skade. Sagsoegeren har netop anfoert hindringerne for at udoeve advokatvirksomhed og den manglende oekonomiske godtgoerelse i forbindelse med advokatfuldmaegtiguddannelsen.

38 Det fremgaar af fast retspraksis, at erstatningssoegsmaal efter traktatens artikel 178 og artikel 215, stk 2, udgoer et selvstaendigt retsmiddel, bortset fra tilfaelde, hvor erstatningspaastanden i virkeligheden tilsigter en annullation af virkningerne af paastaaede ulovlige retsakter, og hvor en paastand om annullation er blevet afvist fra realitetsbehandling (jf. Domstolens dom af 28.4.1971, sag 4/69, Luetticke mod Kommissionen, Sml. s. 73, org. ref.: Rec. s. 325, praemis 6, og af 26.2.1986, sag 175/84, Krohn mod Kommissionen, Sml. s. 753, praemis 30 og 33).

39 I den foreliggende sag har sagsoegeren nedlagt paastand om erstatning for den skade, han mener at vaere blevet paafoert ved retsakter fra den sagsoegte institution, som haevdes at vaere ulovlige, og som sagsoegeren paastaar annulleret. Herefter finder Retten, at i det omfang erstatningspaastandene har udgangspunkt i de samme retsakter fra sagsoegte som dem, der anfaegtes med paastandene om annullation og konstatering af passivitet, og som er blevet afvist, boer erstatningspaastandene ligeledes afvises fra realitetsbehandling.

40 Sagerne boer derfor klart afvises i det hele.

Sagens omkostninger

41 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegeren har tabt sagen og boer derfor doemmes til at betale sagens omkostninger.

Af disse grunde

bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling)

1) Sagerne T-479/93 og T-559/93 forenes.

2) Sagsoegerens paastand om, at sagerne skal paadoemmes af en afdeling uden deltagelse af den luxembourgske dommer, forkastes.

3) Sagsoegerens paastand om at kunne gaa i rette for sig selv forkastes.

4) Sagerne afvises.

5) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.

Saaledes bestemt i Luxembourg, den 29. november 1994.