61993A0450

++++

1. Kommissionen ° udoevelse af befoejelser ° bemyndigelse til at underskrive

(Kommissionens forretningsorden, art. 27)

2. Socialpolitik ° Den Europaeiske Socialfond ° tilskud til erhvervsuddannelsesforanstaltninger ° beslutning om nedsaettelse af oprindeligt bevilget tilskud ° de paagaeldende virksomheders ret til kontradiktion ° omfang

3. Institutionernes retsakter ° begrundelse ° forpligtelse ° omfang ° Kommissionens beslutning om at nedsaette tilskuddet fra Den Europaeiske Socialfond til en erhvervsuddannelsesforanstaltning

(EOEF-traktaten, art. 190)

1. Inden for en institution udgoer en bemyndigelse til at underskrive en foranstaltning vedroerende den interne tilrettelaeggelse af faellesskabsadministrationens tjenestegrene. Hvad angaar Kommissionen er en saadan bemyndigelse i overensstemmelse med artikel 27 i Kommissionens forretningsorden og er den normale maade, hvorpaa Kommissionen udoever sine befoejelser. Der kan derfor gives tjenestemaend bemyndigelse til i Kommissionens navn og under dens kontrol at traeffe klart angivne foranstaltninger af forvaltningsmaessig eller administrativ karakter.

2. Det er et grundlaeggende princip i faellesskabsretten, at enhver, over for hvem der indledes en procedure, som kan munde ud i en retsakt, der indeholder et klagepunkt mod den paagaeldende, skal have mulighed for kontradiktion, selv i det tilfaelde, hvor der ikke findes nogen regler for den paagaeldende procedure. Efter kontradiktionsprincippet skal enhver, over for hvem der kan traeffes en beslutning, som indeholder et klagepunkt mod vedkommende, have mulighed for at fremsaette sit synspunkt vedroerende de omstaendigheder, som er foreholdt vedkommende, og som har givet anledning til den anfaegtede beslutning.

Dette gaelder for modtagere af et tilskud, som Den Europaeiske Socialfond har bevilget til en erhvervsuddannelsesforanstaltning i en medlemsstat, naar Kommissionen paataenker at nedsaette det oprindeligt bevilgede tilskud, fordi det ikke er blevet anvendt i overensstemmelse med betingelserne i godkendelsesbeslutningen. Selv om den paagaeldende medlemsstat er fondens eneste kontaktled, og beslutningen om nedsaettelse af tilskuddet er rettet til den, er det ikke udelukket, at der opstaar en direkte forbindelse mellem Kommissionen og den modtager af tilskuddet, som umiddelbart baerer de oekonomiske foelger af nedsaettelsen, idet vedkommende er hovedansvarlig for tilbagebetalingen af de med urette udbetalte beloeb.

Det er derfor i modstrid med kontradiktionsprincippet at traeffe beslutning om nedsaettelse af tilskuddet, naar modtageren heraf hverken har modtaget meddelelse om Kommissionens kontrolrapporter vedroerende de naermere omstaendigheder for gennemfoerelse af de uddannelsesforanstaltninger, hvortil tilskuddet er bevilget, eller om de klagepunkter, som Kommissionen har foreholdt ham, naar modtageren ikke blev hoert af Kommissionen, foer beslutningen blev truffet, og naar den nationale myndighed, som foerte tilsyn inden for omraadet, efter at vaere blevet opfordret af Kommissionen til at fremsaette sine bemaerkninger om den paataenkte nedsaettelse meddelte Kommissionen, at den accepterede beslutningen uden foerst at have hoert tilskudsmodtageren.

3. En beslutning fra Kommissionen om nedsaettelse af det tilskud, som Den Europaeiske Socialfond oprindelig har bevilget til en erhvervsuddannelsesforanstaltning, og som har alvorlige foelger for den tilskudsmodtagende organisation, skal indeholde en klar angivelse af de grunde, som goer det berettiget at nedsaette tilskuddet i forhold til det oprindeligt tildelte beloeb. I forbindelse med en beslutning om nedsaettelse af tilskuddet til en raekke foranstaltninger, som forestaas af forskellige tilskudsmodtagende organisationer, er begrundelseskravet i traktatens artikel 190 ikke opfyldt, naar det ikke fremgaar for hver af tilskudsmodtagernes vedkommende, hvilke regnskabsposter der er beroert af nedsaettelsen, og naar det ikke er klart angivet, hvilke grunde der har foranlediget Kommissionen til at nedsaette det bevilgede tilskud.

Retlig baggrund

1 Artikel 1, stk. 2, i Raadets afgoerelse 83/516/EOEF af 17. oktober 1983 om Den Europaeiske Socialfonds opgaver (EFT L 289, s. 38, herefter benaevnt "afgoerelse 83/516") bestemmer navnlig, at Den Europaeiske Socialfond (herefter benaevnt "ESF") deltager i finansieringen af foranstaltninger vedroerende erhvervsuddannelse og erhvervsvejledning.

2 Ifoelge artikel 3 i afgoerelse 83/516 kan ESF yde tilskud til foranstaltninger, der gennemfoeres inden for rammerne af medlemsstaternes beskaeftigelsespolitik. Disse foranstaltninger omfatter specielt foranstaltninger, som har til formaal at forbedre beskaeftigelsesmulighederne for unge, og navnlig erhvervsuddannelsesforanstaltninger efter den fulde skolepligts ophoer.

3 Ifoelge artikel 5 i Raadets forordning (EOEF) nr. 2950/83 af 17. oktober 1983 om gennemfoerelse af afgoerelse 83/516 (EFT L 289, s. 1, herefter benaevnt "forordning nr. 2950/83") indebaerer godkendelsen af en ansoegning, der er indgivet i henhold til afgoerelsens artikel 3, stk. 1, at der udbetales et forskud paa 50% af det bevilgede tilskud paa den dato, der er anfoert for foranstaltningernes begyndelse.

4 Ifoelge artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83 skal anmodninger om udbetaling af saldobeloeb indeholde en detaljeret redegoerelse for indholdet, resultaterne og finansieringen af den paagaeldende foranstaltning, og medlemsstaten skal attestere den faktiske og regnskabsmaessige rigtighed af de i udbetalingsanmodningerne indeholdte oplysninger.

5 Ifoelge artikel 6 i forordning nr. 2950/83 kan Kommissionen, saafremt tilskuddet fra ESF ikke anvendes paa de i godkendelsesbeslutningen fastsatte betingelser, suspendere, nedsaette eller lade tilskuddet bortfalde efter at have givet den paagaeldende medlemsstat lejlighed til at fremkomme med sine bemaerkninger. De udbetalte beloeb, som ikke er blevet anvendt paa de i godkendelsesbeslutningen fastsatte betingelser, skal tilbagebetales.

6 Endelig indeholder artikel 5 i Kommissionens beslutning 83/673/EOEF af 22. december 1983 vedroerende forvaltningen af Den Europaeiske Socialfond (EFT L 377, s. 1) foelgende bestemmelse: "Saafremt en foranstaltning, hvortil der er ydet eller ansoegt om tilskud, ikke gennemfoeres eller kun gennemfoeres delvis, underretter medlemsstaten straks Kommissionen herom."

Faktiske omstaendigheder

7 I 1986 indgav sagsoegerne, Lisrestal Ld.a, GTI Ld.a, Rebocalis Ld.a, Lisnico Ld.a, Gaslimpo SA samt to andre virksomheder, Proex Ld.a og Gelfiche, som alle er etableret i Portugal, en ansoegning til ESF via Departamento para os assuntos do fundo social europeu (herefter benaevnt "DAFSE") om tilskud i henhold til artikel 3, stk. 1, i afgoerelse 83/516 til ivaerksaettelse af et projekt til erhvervsuddannelsesforanstaltninger i omraadet Setúbal (Portugal).

8 Med det tilskud, der soegtes om fra ESF, var det hensigten at gennemfoere "erhvervsuddannelsesforanstaltninger for 1 687 unge under 26 aar, hvis kvalifikationer paa grundlag af deres hidtidige erhvervserfaring og efter fuldendt pligtig skoleuddannelse er utilstraekkelige og/eller ikke egnede til udfoerelse af opgaver, som giver reelle beskaeftigelsesmuligheder, og til varetagelse af kvalificerede stillinger, som noedvendiggoer anvendelse af ny teknologi".

9 Projektet vedroerende de naevnte foranstaltninger, som var samlet i et projekt med referencenummeret 870844 P1, blev godkendt ved Kommissionens beslutning C(87) 670 af 31. marts 1987 for et samlet beloeb paa 630 642 227 ESC, hvoraf 346 853 225 ESC skulle finansieres af ESF og 283 789 002 ESC af Orçamento Nacional da Segurança Social/Instituto de Gestão Financeira da Segurança Social (budgettet for socialsikring/instituttet for den finansielle forvaltning af socialsikring, herefter benaevnt "OSS/IGFSS"). Ifoelge Kommissionens beslutning var godkendelsen betinget af, at de paataenkte foranstaltninger blev gennemfoert af hver af selskaberne mellem den 1. januar 1987 og den 31. december 1987.

10 I overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 2950/83 udbetalte ESF et forskud paa 50% af det tilskud, der var bevilget sagsoegerne, nemlig 173 426 612 ESC.

11 Den 31. oktober 1988 anmodede sagsoegerne via DAFSE om udbetaling af saldobeloebet, dvs. 127 483 930 ESC. Ansoegningen var vedlagt dokumentation og en rapport med en redegoerelse for de gennemfoerte foranstaltninger.

12 Den 25. november 1988 foreslog ESF' s "kontrolsektion", at der blev foretaget en fornyet gennemgang af sagens akter under hensyn til, at der ikke var klarhed om de udgifter og foranstaltninger, som var omhandlet i faktureringen.

13 Mellem den 29. januar og den 2. februar 1990 aflagde ESF' s inspektoerer et besoeg hos sagsoegerne Lisrestal og GTI. I deres rapport af 5. marts 1990 fastslog de, at fem ud af de syv virksomheder, som skulle forestaa gennemfoerelsen af de foranstaltninger, der var samlet i projekt nr. 870844 P1, nemlig sagsoegerne, helt havde overladt disse i underentreprise til Associação para a Reinserção Socio-Profissional (sammenslutning for social og erhvervsmaessig genindslusning, herefter benaevnt "RSP"). Denne er en sammenslutning uden oekonomisk gevinst for oeje, som er oprettet saerligt med henblik paa gennemfoerelse af erhvervsuddannelsesforanstaltninger, men som ikke paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder i sagen raadede over de noedvendige midler, infrastruktur eller erfaring til at kunne paatage sig en saadan underentreprise for de fem selskaber, som alle udoevede forskellig virksomhed. Den foernaevnte sammenslutning RSP havde paa sin side overladt gennemfoerelsen af de omhandlede foranstaltninger til Associação para o Desenvolvimento e Promoção Técnica e Profissional (sammenslutning for udviklingsfremme, herunder fremme af den tekniske og erhvervsmaessige udvikling), som heller ikke raadede over nogen infrastruktur eller det noedvendige personale paa det tidspunkt, da ESF' s inspektoerer aflagde den besoeg. De fem sagsoegende virksomheder og RSP tilhoerte samme koncern, Lisnave, og det havde efter en regnskabskontrol hos Lisrestal vist sig, at de erhvervsuddannelseskurser, som var blevet afholdt, ikke svarede til de planlagte. Ingen af virksomhederne havde ansat nogen af kursusdeltagerne efter kursernes afholdelse, og de angivne datoer i visse af fakturaerne laa efter tidspunktet for foranstaltningernes gennemfoerelse. Af det anfoerte konkluderede inspektoererne, at den ordning, som de fem sagsoegere havde anvendt, rejste alvorlige problemer. Inspektoererne foreslog derfor, at der blev foretaget en kontrol hos Gelfiche og Proex til undersoegelse af, om den af dem anvendte ordning havde vaeret anderledes, samt at DAFSE blev anmodet om at foretage en retlig undersoegelse af de fem virksomheders forhold under hensyn til de ifoelge inspektoererne bestaaende formodninger for, at der var indgaaet proformakontrakter og foretaget forfalskninger af fakturaer. Endelig foreslog inspektoererne, at der blev rejst krav om tilbagebetaling af det forskud paa tilskud fra Faellesskabet, som var blevet udbetalt til de fem paagaeldende virksomheder.

14 Den 19. oktober 1990 udstedte DAFSE nogle "certifikater" til sagsoegerne, hvori den anfoerte, at der var blevet udfoert en faellesskabskontrol med de foranstaltninger, som var ivaerksat inden for rammerne af projekt nr. 870844 P1, med henblik paa at efterproeve foranstaltningernes forskriftsmaessighed og lovlighed, men at DAFSE ikke kunne give yderligere oplysninger derom, da Kommissionen endnu ikke havde truffet nogen endelig beslutning vedroerende de paagaeldende foranstaltninger.

15 Paa grundlag af en kontrol hos Proex den 29. april 1991 konkluderede ESF' s inspektoerer, at der kunne godkendes et beloeb til Proex og Gelfiche paa 35 154 808 ESC. Da ESF havde udbetalt et forskud paa 173 426 612 ESC, fandt inspektoererne, at det beloeb, sagsoegerne skulle tilbagebetale, burde fastsaettes til 138 271 804 ESC.

16 Ved skrivelse af 14. juni 1991 tilsendte chefen for den paagaeldende afdeling i Kommissionens Generaldirektorat for Beskaeftigelse, Arbejdsmarkedsrelationer og Sociale Anliggender (GD V) DAFSE inspektoerernes konklusioner, idet han angav, at ESF var af den opfattelse, at der var anvendt et beloeb paa 536 879 559 ESC til udgifter, som ikke kunne godkendes, "da de tidligere godkendte foranstaltninger ikke svarede til dem, som var angivet i ansoegningen om udbetaling af saldobeloebet, og da visse fakturaer ikke var berettigede eller forsynet med datoer, som laa senere end det aar, hvorunder foranstaltningerne fandt sted". Sammen med denne skrivelse fremsendte Kommissionen kontrolrapporterne.

17 Ved samme skrivelse blev DAFSE underrettet om, at ESF' s maksimumsbeloeb for tilskuddet udgjorde 35 154 808 ESC, og at der skulle tilbagebetales 138 271 804 ESC under hensyn til det beloeb paa 173 426 612 ESC, der var blevet udbetalt som et foerste forskud. Kommissionen fastsatte en frist for DAFSE til at fremsaette sine bemaerkninger paa 30 dage.

18 Ved skrivelse af 8. juli 1991 meddelte DAFSE ESF, at den ikke havde nogen bemaerkninger at fremsaette vedroerende de kontrolrapporter, som var afgivet af ESF' s inspektoerer, eller vedroerende ESF' s skrivelse af 14. juni 1991, og at DAFSE accepterede den trufne beslutning.

19 Den 10. februar 1992 afviste Tribunal Administrativo do Círculo de Lisboa den sag fra realitetsbehandling, som sagsoegerne havde anlagt vedroerende de af DAFSE udstedte "certifikater" af 19. oktober 1990, med den begrundelse, at disse "certifikater" ikke var administrative akter, som havde retsvirkninger for sagsoegerne.

20 Den 3. marts 1992 tilstillede Kommissionen DAFSE et paalaeg om tilbagebetaling.

21 Ved skrivelser af 24. april 1992 og 7. maj 1992 underrettede DAFSE sagsoegerne om Kommissionens beslutning om at nedsaette det bevilgede tilskud og meddelte dem de beloeb, som skulle tilbagebetales ESF og OSS/IGFSS. De naevnte skrivelser til sagsoegerne, som var bilagt anvisninger vedroerende tilbagebetalingen, havde samme ordlyd. Skrivelsen til Lisrestal loed saaledes:

"Jeg skal herved meddele Dem, at Den Europaeiske Socialfonds tjenestegrene nu har truffet en beslutning i sagen efter paa grundlag af en faellesskabskontrol at have konstateret, at de udgifter paa 88 674 884 ESC, der er afholdt som led i de af selskabet ivaerksatte foranstaltninger, ikke kunne godkendes, da de tidligere godkendte foranstaltninger ikke svarer til dem, som er angivet i ansoegningen om udbetaling af saldobeloebet, og da visse fakturaer ikke er berettigede eller er forsynet med datoer, som ligger senere end det aar, hvorunder foranstaltningerne fandt sted.

Under disse forhold er selskabet forpligtet til at tilbagebetale de forskudsbeloeb, som er udbetalt, inden femten dage efter modtagelsen af naervaerende skrivelse."

22 Den 25. juni 1992 traf DAFSE beslutningerne nr. 55/92-59/92, hvori den gentog de klagepunkter, som ESF' s inspektoerer havde fremfoert i deres kontrolrapporter hvad angaar Lisrestal og de selskaber, som havde faaet tilskud fra ESF. Konklusionen i beslutningen vedroerende Lisrestal lyder saaledes:

"1) Sagen om tilbagesoegningen af det skyldige beloeb paa 52 549 052 ESC, der hidroerer fra beloeb, som ESF og den portugisiske stat med urette har udbetalt til Lisrestal ° Organização de Restaurantes Colectivos, Ld.a, juridisk person, registreret under nr. 501389954, hovedkontor: Rua Eugénio de Castro nr. 8, Almada, inden for rammerne af projekt nr. 870844 P1, vil blive behandlet i henhold til bestemmelserne i lovdekret nr. 158/90 af 17. maj 1990, som aendret ved lovdekret nr. 246/91 af 6. juli 1991.

2) Denne beslutnings indhold og ordlyd vil blive meddelt den paagaeldende virksomhed."

Retsforhandlinger og parternes paastande

23 De anfoerte omstaendigheder er baggrunden for, at sagsoegerne har anlagt naervaerende sag ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 19. juni 1992. Den skriftlige forhandling er forloebet forskriftsmaessigt. Den er udelukkende foregaaet ved Domstolen. Ved kendelse af 27. september 1993 har Domstolen henvist sagen til Retten i medfoer af artikel 4 i Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8. juni 1993 om aendring af afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 144, s. 21).

24 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Foerste Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Retten har dog opfordret parterne til at fremlaegge visse dokumenter og besvare et spoergsmaal skriftligt inden den mundtlige forhandling.

25 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret Rettens mundtlige spoergsmaal i retsmoedet den 13. juli 1994.

26 Sagsoegerne har nedlagt foelgende paastande:

1) ESF' s beslutning om, at modtagne beloeb skal tilbagebetales, annulleres.

2) Kommissionen tilpligtes at betale alle de kraevede beloeb.

3) Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

27 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

1) Frifindelse.

2) Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Paastanden om annullation af Kommissionens beslutning om nedsaettelse af tilskuddet fra ESF

28 Sagsoegerne har i det vaesentlige fremfoert fire anbringender til stoette for deres paastand. Det foerste anbringende er, at der ikke er knyttet tjenestegrene til ESF, eller at disse i det mindste var inkompetente, det andet, at der foreligger en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, det tredje, at begrundelsen er utilstraekkelig, og det fjerde, at der er begaaet et aabenbart fejlskoen.

Anbringendet om, at der ikke er knyttet tjenestegrene til ESF, eller at disse i det mindste var inkompetente

Sammenfatning af parternes argumentation

29 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at beslutningen er truffet af en tjenestegren, som ikke eksisterer, eller som i hvert fald var inkompetent. De anfoerer herved for det foerste, at udstederne af retsakten, som efter det angivne er "ESF' s tjenestegrene", ikke eksisterer, da det er umuligt at udlede af beslutningen, hvilke tjenestegrene det drejer sig om, og for det andet, at disse tjenestegrene i hvert fald var inkompetente, da Kommissionen ifoelge artikel 5 i afgoerelse 83/516 og artikel 6 i forordning nr. 2950/83 er enekompetent til at vedtage beslutninger om tilskud fra ESF.

30 Kommissionen har gjort gaeldende, at det i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 2950/83 paahviler den at vedtage den foerste beslutning om tilskud fra ESF, mens det henhoerer under dens tjenestegrenes kompetence, nemlig GD V, at traeffe de efterfoelgende foranstaltninger af forvaltningsmaessig eller administrativ karakter. I den foreliggende sag havde beslutningen om nedsaettelse af det oprindelige tilskud karakter af en foranstaltning i forbindelse med den loebende forvaltning, da den blot fastslog, at en bestemt suspensiv betingelse ikke var opfyldt. Til stoette for sin argumentation henviser Kommissionen dels til dommen af 11. oktober 1990 (sag C-200/89, FUNOC mod Kommissionen, Sml. I, s. 3669), hvori Domstolen fastslog, at GD V i samarbejde med finansinspektoeren har ansvaret for forvaltningen af ESF' s udgifter, dels til Domstolens praksis, hvorefter en bemyndigelse til at underskrive er en normal og lovlig maade, hvorpaa Kommissionen kan udoeve sine befoejelser (Domstolens dom af 14.7.1972, sag 48/69, ICI mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 151, org. ref.: Rec. s. 619, og af 17.10.1972, sag 8/72, Cementhandelaren mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 251, org. ref.: Rec. s. 977).

Rettens bemaerkninger

31 Indledningsvis skal Retten bemaerke, at EOEF-traktatens artikel 123, som var i kraft paa tidspunktet for vedtagelsen af den i sagen anfaegtede beslutning, og som nu er afloest af EF-traktatens artikel 123, indeholdt foelgende bestemmelse: "For at forbedre arbejdskraftens beskaeftigelsesmuligheder inden for faellesmarkedet og saaledes bidrage til en hoejnelse af levestandarden oprettes der inden for rammerne af nedennaevnte bestemmelser en Europaeisk Socialfond, som har til opgave at lette arbejdskraftens adgang til beskaeftigelse og fremme dens geografiske og faglige bevaegelighed inden for Faellesskabet." Ifoelge EF-traktatens artikel 124 paahviler ESF' s administration Kommissionen, som skal forvalte den i overensstemmelse med de herfor vedtagne gennemfoerelsesbestemmelser.

32 Endvidere bemaerkes, at Kommissionen ifoelge fortegnelsen over sine tjenestegrene har et direktorat for ESF under Generaldirektoratet for Beskaeftigelse, Arbejdsmarkedsrelationer og Sociale Anliggender.

33 Anbringendet om, at en saadan tjenestegren ikke findes, maa derfor forkastes.

34 Hvad angaar anbringendet om, at ESF' s tjenestegrene ikke havde kompetence til at traeffe den anfaegtede beslutning, bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens praksis, at inden for en institution udgoer en bemyndigelse til at underskrive en foranstaltning vedroerende den interne tilrettelaeggelse af Kommissionens tjenestegrene, der er i overensstemmelse med artikel 27 i Kommissionens forretningsorden 63/41/EOEF af 9. januar 1963 (EFT Anden Serie VII, s. 9), som blev midlertidigt opretholdt ved artikel 1 i Kommissionens afgoerelse 67/426/EOEF af 6. juli 1967 (a.st, s. 14), og som var i kraft paa tidspunktet for beslutningens vedtagelse, og at dette er den normale maade, hvorpaa Kommissionen udoever sine befoejelser (jf. foernaevnte domme i sagen ICI mod Kommissionen, praemis 14, og i sagen Cementhandelaren mod Kommissionen, praemis 13). Der kan derfor gives tjenestemaend bemyndigelse til i Kommissionens navn og under dens kontrol at traeffe klart angivne foranstaltninger af forvaltningsmaessig eller administrativ karakter.

35 Hvad saerlig angaar Kommissionens beslutninger vedroerende tilskud fra ESF fremgaar det af de gaeldende retsforskrifter om ESF, at GD V har ansvaret for forvaltningen af ESF' s udgifter i samarbejde med finansinspektoeren (jf. foernaevnte dom i sagen FUNOC mod Kommissionen, praemis 13).

36 I den foreliggende sag har sagsoegerne ikke fremfoert noget til godtgoerelse af, at Kommissionen, da den traf beslutning om at nedsaette tilskuddet paa foranledning af en teknisk kontrol, som havde vist, at de betingelser, som var fastsat i den oprindelige godkendelsesbeslutning, ikke var overholdt, skulle have fraveget de gaeldende bestemmelser om den interne tilrettelaeggelse paa dette omraade.

37 Foelgelig maa anbringendet om, at ESF' s tjenestegrene har vaeret inkompetente, ligeledes forkastes.

Anbringenderne om tilsidesaettelse af kontradiktionsprincippet og om, at der er givet en utilstraekkelig begrundelse

Sammenfatning af parternes argumentation

38 Sagsoegerne har for det foerste gjort gaeldende, at DAFSE i sine skrivelser af 24. april og 7. maj 1992 har omtalt den af ESF' s tjenestegrene trufne beslutning om at nedsaette det oprindelige tilskud, men har undladt at vedlaegge beslutningen eller blot en fotokopi heraf, hvorfor der ikke kan antages overhovedet at vaere truffet nogen beslutning. Sagsoegerne tilfoejer, at DAFSE ikke underrettede dem om, at den var blevet opfordret af Kommissionen til at fremsaette sine bemaerkninger, selv om sagsoegerne var umiddelbart og individuelt beroert.

39 Sagsoegerne har for det andet kritiseret Kommissionen for at have tilsidesat vaesentlige formforskrifter ved at vedtage den anfaegtede beslutning uden at underrette dem herom og uden at meddele dem Kommissionens grunde til beslutningen. I den forbindelse anfoerer de dels, at de ikke var bekendt med, at sagen var blevet taget op till undersoegelse, dels at de ikke havde modtaget nogen oplysninger om den "faellesskabskontrol", som var naevnt i skrivelserne af 24. april og 7. maj 1992, og om resultaterne heraf. Det er umuligt at identificere denne kontrol, hvilket gaelder saavel de naermere forhold i forbindelse med dens faktiske gennemfoerelse som resultaterne heraf, da Kommissionen ikke har forelagt de rapporter, som maatte vaere blevet udfaerdiget desangaaende.

40 Kommissionen har gjort gaeldende, at beslutningen er i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2950/83. I den forbindelse goer Kommissionen naermere gaeldende, under henvisning til Domstolens dom af 7. maj 1991 (sag C-304/89, Oliveira mod Kommissionen, Sml. I, s. 2283), at den paagaeldende medlemsstat er ESF' s eneste kontaktled, at medlemsstaten paatager sig et ansvar, da den attesterer, at de oplysninger, som er indeholdt i ansoegningerne om udbetaling af saldobeloebet, er korrekte i faktisk og regnskabsmaessig henseende, og da den endog kan vaere forpligtet til at garantere en forsvarlig gennemfoerelse af uddannelsesforanstaltningerne. Kommissionen tilfoejer, at det i betragtning af den paagaeldende medlemsstats centrale placering og betydelige ansvar i forbindelse med ansoegningernes indgivelse og kontrollen med tilskuddet til uddannelsesforanstaltningerne er en vaesentlig formforskrift, at medlemsstaten har mulighed for at fremkomme med sine bemaerkninger, foer der traeffes en endelig beslutning om nedsaettelse af tilskud. Tilsidesaettelsen af denne formforskrift medfoerer derfor, at de anfaegtede beslutninger maa annulleres. Proceduren i den foreliggende sag er imidlertid forloebet forskriftsmaessigt, da ESF gav de portugisiske myndigheder mulighed for at fremsaette deres bemaerkninger og dermed iagttog denne vaesentlige formforskrift. Kommissionen kan ikke vaere ansvarlig for, at en medlemsstat har begaaet en forsoemmelse ved at undlade at give de paagaeldende behoerig underretning.

41 Kommissionen har yderligere anfoert, at sagsoegerne under alle omstaendigheder var fuldt ud bekendt med, at afslaget paa at udbetale saldobeloebet stod i direkte forbindelse med de kontrolforanstaltninger, som Kommissionens tjenestegrene havde udfoert, og at saavel den portugisiske stat som Kommissionen naerede alvorlig tvivl om, dels hvorvidt de paagaeldende uddannelsesforanstaltninger var omfattet af reglerne, dels hvorvidt de ogsaa virkelig var blevet gennemfoert. Dette fremgik i tilstraekkelig grad af de dokumenter, som er fremlagt i bilaget til staevningen, og af den udtoemmende redegoerelse i begrundelsen for DAFSE' s beslutning nr. 55/92-59/92 af 25. juni 1992.

Rettens bemaerkninger

42 Retten skal bemaerke, at det ifoelge fast retspraksis er et grundlaeggende princip i faellesskabsretten, at enhver, over for hvem der indledes en procedure, som kan munde ud i en retsakt, der indeholder et klagepunkt mod den paagaeldende, skal have mulighed for kontradiktion, selv i det tilfaelde, hvor der ikke findes nogen regler for den paagaeldende procedure (jf. herom bl.a. Domstolens dom af 12.2.1992, forenede sager C-48/90 og C-66/90, Nederlandene m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 565, praemis 44, og af 29.6.1994, sag C-135/92, Fiskano mod Kommissionen, Sml. I, s. 2899, praemis 39). Efter kontradiktionsprincippet skal enhver, over for hvem der kan traeffes en beslutning, som indeholder et klagepunkt mod vedkommende, have mulighed for at fremsaette sit synspunkt vedroerende de omstaendigheder, som Kommissionen har foreholdt vedkommende, og som har givet anledning til dens beslutning.

43 For at afgoere, om sagsoegernes ret til kontradiktion er tilsidesat i den foreliggende sag, maa det undersoeges, om den anfaegtede beslutning i betragtning af den rolle, som den paagaeldende medlemsstat har spillet under proceduren som ESF' s eneste kontaktled, maa antages at beroere sagsoegerne umiddelbart og at indeholde et klagepunkt mod dem.

44 I saa henseende maa det fastslaas, at de tilskudsmodtagende virksomheder ved den anfaegtede beslutning blev frataget en del af det oprindeligt bevilgede tilskud, uden at der ved forordning nr. 2950/83 er tillagt den paagaeldende medlemsstat en selvstaendig skoensbefoejelse (jf. herom senest Rettens kendelse af 20.6.1994, sag T-446/93, Frinil m.fl. mod Kommissionen, ikke trykt i Samlingen, grund 29).

45 Endvidere bemaerkes, at Kommissionens definitive beslutning om at nedsaette det ydede tilskud skete ved paalaegget om tilbagebetaling af 3. marts 1992, saaledes som Kommissionen havde tilkendegivet i GD V' s skrivelse til DAFSE af 14. juni 1991, at den ville goere. Det maa ganske vist medgives, at Kommissionens beslutning, som var indeholdt i denne skrivelse, udelukkende var rettet til de portugisiske myndigheder. Sagsoegerne blev imidlertid udtrykkeligt naevnt i beslutningen ved navns naevnelse som de direkte modtagere af det bevilgede tilskud. Herefter maa sagsoegerne anses for at vaere umiddelbart og individuelt beroert af den anfaegtede beslutning om at nedsaette tilskuddet.

46 Rettens bedoemmelse stoettes for det foerste af, at de virksomheder, som modtager tilskud fra ESF, efter fast retspraksis har soegsmaalsinteresse i forhold til de beslutninger, hvorved de fratages dette tilskud (jf. Domstolens dom af 7.5.1991, sag C-291/89, Interhotel mod Kommissionen, Sml. I, s. 2257, praemis 13, og af 4.6.1992, sag C-157/90, Infortec mod Kommissionen, Sml. I, s. 3525, praemis 17), hvilket forudsaetter, at de ikke blot er individuelt, men ogsaa umiddelbart beroert af saadanne beslutninger.

47 Bedoemmelsen bekraeftes endvidere af bestemmelserne i forordning nr. 2950/83, hvoraf fremgaar, at der opstaar en direkte forbindelse mellem Kommissionen og modtageren af tilskuddet, selv om medlemsstaten er ESF' s eneste kontaktled. Det bestemmes nemlig i forordningens artikel 6, dels at Kommissionen kan suspendere, nedsaette eller lade tilskuddet fra ESF bortfalde, saafremt tilskuddet ikke anvendes i overensstemmelse med de betingelser, som er fastsat i godkendelsesbeslutningen, blot den paagaeldende medlemsstat har faaet lejlighed til at fremkomme med sine bemaerkninger, dels at de udbetalte beloeb, som ikke er anvendt paa de i godkendelsesbeslutningen fastsatte betingelser, skal tilbagebetales, og at den paagaeldende medlemsstat kun er subsidiaert ansvarlig for tilbagebetalingen af beloeb, som med urette er udbetalt i forbindelse med foranstaltninger, der er omfattet af den i artikel 2, stk. 2, i afgoerelse 83/516 omhandlede garanti.

48 Sagsoegerne baerer derfor umiddelbart de oekonomiske foelger af beslutningen om nedsaettelse af tilskud, og denne beslutning indeholder et klagepunkt mod dem, for saa vidt som de er hovedansvarlige for tilbagebetalingen af de med urette udbetalte beloeb (jf. foernaevnte dom i sagen Nederlandene m.fl. mod Kommissionen, praemis 50). Kommissionen har i oevrigt selv indroemmet under den mundtlige forhandling, at den i givet fald ville kunne anlaegge sag mod sagsoegerne om tilbagesoegning af de omtvistede beloeb ved de nationale domstole.

49 Af det anfoerte foelger, at Kommissionen, som i forhold til sagsoegerne baerer det retlige eneansvar for den anfaegtede retsakt, ikke kunne vedtage den anfaegtede beslutning uden foerst at have givet sagsoegerne mulighed for at goere deres synspunkter gaeldende vedroerende den paataenkte nedsaettelse af tilskuddet eller have sikret sig, at sagsoegerne havde haft lejlighed hertil.

50 Det er herved uomtvistet mellem parterne, dels at sagsoegerne hverken har modtaget Kommissionens undersoegelsesrapporter eller er blevet underrettet om de omstaendigheder, som Kommissionen foreholdt sagsoegerne, og at sagsoegerne heller ikke blev hoert af Kommissionen, foer den traf den anfaegtede beslutning, dels at DAFSE, efter ved skrivelse af 14. juni 1991 at vaere blevet opfordret af Kommissionen til at fremsaette sine bemaerkninger, ved sin skrivelse af 8. juli 1991 tilkendegav over for denne, uden foerst at have hoert sagsoegerne, at den accepterede den beslutning, som Kommissionen paataenkte at traeffe i forhold til sagsoegerne.

51 Herefter maa det fastslaas, at den anfaegtede beslutning er truffet i strid med sagsoegernes ret til kontradiktion.

52 Endvidere bemaerkes, at hverken den anfaegtede beslutning eller kontrolrapporterne opfylder begrundelseskravene i traktatens artikel 190. En beslutning om nedsaettelse af et oprindeligt bevilget tilskud, som har alvorlige foelger for ansoegerne, skal nemlig indeholde en klar angivelse af de grunde, som goer det berettiget at nedsaette tilskuddet i forhold til det oprindeligt tildelte beloeb (jf. Domstolens domme af 4.6.1992, sag C-181/90, Consorgan mod Kommissionen, Sml. I, s. 3557, praemis 15-18, og sag C-189/90, Cipeke mod Kommissionen, Sml. I, s. 3573, praemis 15-18). Det er i den foreliggende sag hverken angivet i skrivelsen af 14. juni 1991 eller i kontrolrapporterne, hvilke regnskabsposter der er beroert af nedsaettelsen for hver af sagsoegernes vedkommende, eller klart angivet, hvilke grunde der har foranlediget Kommissionen til at nedsaette det bevilgede tilskud for hver af sagsoegerne.

53 Af det anfoerte foelger, at den anfaegtede beslutning om nedsaettelse af tilskuddet maa annulleres, uden at det er noedvendigt at gennemgaa det sidste anbringende, som sagsoegerne har fremfoert til stoette for deres paastand om annullation.

Paastanden om, at Kommissionen tilpligtes at udbetale saldobeloebet af tilskuddet fra ESF

54 Herom bemaerkes, at Faellesskabets retsinstanser under et annullationssoegsmaal anlagt i henhold til traktatens artikel 173 skal begraense sig til at foretage en legalitetsproevelse af den anfaegtede retsakt. Naar den anfaegtede retsakt er annulleret, paahviler det efter traktatens artikel 176 den institution, fra hvem retsakten hidroerer, og ikke Faellesskabets retsinstanser at gennemfoere de til dommens opfyldelse noedvendige foranstaltninger.

55 Sagsoegernes paastand om, at Kommissionen tilpligtes at betale dem saldobeloebet af tilskuddet fra ESF maa derfor afvises, da den ligger uden for den kompetence, som ved traktaten er tillagt Faellesskabets retsinstanser under et annullationssoegsmaal. Denne paastand kan derfor ikke tages til foelge.

Sagens omkostninger

56 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Kommissionen har tabt sagen, og sagsoegerne har nedlagt paastand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, hvorfor Kommissionen boer doemmes til at betale alle sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Foerste Afdeling)

1) Sagen afvises i det omfang, Kommissionen paastaas tilpligtet at betale sagsoegerne saldobeloebet af tilskuddet fra Den Europaeiske Socialfond.

2) Kommissionens beslutning om at nedsaette det tilskud, som Den Europaeiske Socialfond har bevilget til projekt nr. 870844 P1, annulleres.

3) Kommissionen betaler alle sagens omkostninger.