61993C0007

++++

Hr. praesident,

De herrer dommere,

1. I denne sag rejses der igen vanskelige spoergsmaal med hensyn til anvendelsen af princippet om ligebehandling af maend og kvinder. Centrale Raad van Beroep har stillet Domstolen en raekke spoergsmaal om den noejagtige raekkevidde af de relevante faellesskabsregler for saa vidt angaar nederlandske tjenestemaends pensionsrettigheder. Spoergsmaalene skal besvares for at afgoere en tvist mellem en tidligere tjenestemand (G. A. Beune) og Algemeen burgerlijk pensioenfonds (herefter benaevnt "ABP"), som er det nederlandske offentlige organ, der udbetaler pensioner til tjenestemaend og forvalter de hertil afsatte midler. G. A. Beune, der er gift, har gjort gaeldende, at han udsaettes for forskelsbehandling paa grundlag af koen, idet han modtager en lavere pension fra ABP end gifte kvindelige tjenestemaend paa grund af den maade, hvorpaa en tjenestemands pension efter nederlandsk ret samordnes med den grundlaeggende socialsikringspension, som alle, der bor i Nederlandene, har ret til i henhold til Algemene Ouderdomswet (lov om almindelig alderdomsforsikring, herefter benaevnt "AOW").

Den nederlandske lovgivning og de spoergsmaal, der er forelagt Domstolen

2. Jeg vil begynde med en beskrivelse af den grundlaeggende socialsikringspension i henhold til AOW, fordi det er denne pension, der har givet anledning til det problem, der er forelagt Domstolen. Denne pension, som jeg vil kalde AOW-pensionen eller grundpensionen, betales til alle, der bor i Nederlandene (og under visse omstaendigheder ogsaa til personer, der ikke bor, men har arbejdet i Nederlandene). Pensionen fastsaettes paa grundlag af, hvad der betragtes som eksistensminimum, idet formaalet er at beskytte alle aeldre personer, der bor i Nederlandene, mod, at de lider oekonomisk noed. Pensionen kan oppebaeres fra 65-aars alderen, og den beregnes paa grundlag af en forsikringsperiode paa hoejst 50 aar.

3. I AOW sondres der mellem gifte og ugifte personer. Endvidere blev der tidligere ogsaa sondret mellem gifte maend og gifte kvinder. Foer den 1. april 1985 havde en gift kvinde nemlig ikke nogen selvstaendig pensionsret, men antoges at nyde fordel af den pension, som hendes aegtefaelle modtog, naar han fyldte 65 aar, og som udgjorde 100% af eksistensminimum. Derimod modtog ugifte personer kun 70% af dette eksistensminimum.

4. Denne forskelsbehandling af gifte kvinder blev ophaevet med virkning fra den 1. april 1985 i forbindelse med gennemfoerelsen af Raadets direktiv 79/7/EOEF om ligebehandling med hensyn til social sikring (1). Fra og med denne dato har saavel gifte maend som gifte kvinder modtaget 50% af eksistensminimum (2). Pensionsrettighederne for ugifte blev ikke aendret, men udgoer fortsat 70%.

5. Ud over AOW-pensionen har offentligt ansatte ret til en saerlig pension i medfoer af Algemene Burgerlijke Pensioenwet (den almindelige nederlandske lov om alderspension for offentligt ansatte, herefter benaevnt "ABPW"). Ifoelge denne lov er pensionsretten ikke begraenset til tjenestemaend i ordets snaevre betydning, men omfatter tillige andre personkategorier, som f.eks. ansatte i private uddannelsesinstitutioner, som finansieres af det offentlige. ABPW synes kort sagt at finde anvendelse paa de fleste af de personer, som paa den ene eller den anden maade arbejder for det offentlige i Nederlandene. ABPW-pensionen beregnes paa grundlag af to kriterier, dels den tilbagelagte tjenestetid inden for det offentlige, dels den loen, som den paagaeldende oppebar under de sidste to aars tjeneste. Den hoejeste pension, som opnaas efter 40 aars offentlig tjeneste, udgoer 70% af slutloennen.

6. Pensionen udbetales af ABP, som er appellant i hovedsagen. Som naevnt er ABP et offentligt organ, som forvalter de midler, der anvendes til udbetaling af pensionen. Selv om pensionen er fastsat ved lov, er ABP ret uafhaengig af regeringen. ABPW-pensionen svarer saaledes stort set til de erhvervstilknyttede pensionsordninger for ansatte i den private sektor, som findes i Nederlandene, og som forvaltes af private pensionskasser, der drives inden for rammer, der er fastsat ved lov. Jeg vil omtale visse saerlige traek ved ABPW-systemet i forbindelse med gennemgangen af de spoergsmaal, der er rejst af Centrale Raad van Beroep.

7. Problemerne i den foreliggende sag har deres oprindelse i den samtidige ret til ABPW- og AOW-pensionerne. Da ABPW-pensionen er fastsat paa et forholdsvis hoejt niveau (hoejst 70% af slutloennen), har den nederlandske lovgivningsmyndighed ikke fundet det passende at lade tjenestemaend modtage fuld pension i henhold til begge ordninger samtidig. I 1950' erne blev der truffet foranstaltninger til at begraense en saadan kumulation, idet det blev bestemt, at AOW-pensionen, for saa vidt den vedroerte tjenesteperioder i den offentlige sektor, skulle "samordnes" ("ingebouwd") med ABPW-pensionen, hvilket i praksis betoed, at de relevante beloeb blev fratrukket ABPW-pensionen.

8. Men paa det tidspunkt rejste samordningen et problem for saa vidt angaar gifte kvinder, da disse ikke havde nogen selvstaendig ret til AOW-pension, men i stedet indirekte havde fordel af deres aegtefaelles pension. Den nederlandske lovgivningsmyndighed fandt ikke grund til fuldt ud at samordne den sidstnaevnte pension, da gifte kvinder ikke rent faktisk modtog den. Der blev fundet en kompromisloesning, ifoelge hvilken kun en del af den AOW-pension, som aegtefaellen til en kvindelig tjenestemand modtog, skulle samordnes med hendes ABPW -pension. Andelen blev sat til et beloeb svarende til den AOW-pension, som ugifte maend og kvinder modtog, nemlig 70% af eksistensminimum. Som foelge heraf blev samordningsfradraget i ABPW-pensionen for gifte kvinder fastsat til 70% af det fradrag, der ville have vaeret gaeldende, saafremt de havde vaeret af det modsatte koen.

9. 1985-revisionen af AOW, hvorved forskelsbehandlingen af gifte kvinder blev ophaevet, rejste atter et samordningsproblem med hensyn til AOW-pensionen for saa vidt angaar gifte kvinder, som var tjenestemaend. Som naevnt ovenfor har alle gifte personer fra den 1. april 1985 modtaget 50% af eksistensminimum. Efter udloebet af en overgangsordning blev der ved lov fastsat nye samordningsregler i Nederlandene med virkning fra den 1. januar 1986. Disse nye regler giver ikke anledning til spoergsmaal for saa vidt angaar beskaeftigelsesperioder efter denne dato. Med hensyn til ABPW-pensionerne vedroerende disse perioder er der ikke laengere forskel i behandlingen af gifte maend og kvinder, idet der ikke laengere er nogen forskel med hensyn til deres AOW-pensioner. Men de tidligere samordningsregler er opretholdt for beskaeftigelsesperioder foer denne dato, dvs. at fradraget for gifte kvinder er mindre. Det er oplyst, at den nederlandske lovgivningsmyndighed paa denne maade oenskede at tage hensyn til forventningerne hos gifte kvinder, der havde vaeret ansat i offentlig tjeneste foer 1986. Dette betyder, at gifte kvinder, som var tjenestemaend foer den 1. januar 1986, og som gaar paa pension efter dette tidspunkt, fortsat drager fordel af, at samordningen med AOW-pensionen beregnes paa grundlag af AOW-pensionen til ugifte (70% af eksistensminimum) og ikke paa grundlag af den AOW-pension, der tidligere blev udbetalt til deres aegtefaelle (100% af eksistensminimum), for saa vidt angaar beskaeftigelsesperioder i offentlig tjeneste foer 1986. Dette gaelder, uanset at de nu modtager en fuld AOW-pension, som er noejagtig den samme som den, der udbetales til gifte maend. Det er denne forskelsbehandling, der er rejst indsigelse mod i denne sag. Gifte mandlige tjenestemaend, som arbejdede foer den 1. januar 1986, faar deres AOW-pension samordnet med 100% med hensyn til disse beskaeftigelsesperioder, mens gifte kvindelige tjenestemaends pension kun samordnes med 70%.

10. Indstaevnte i hovedsagen, G. A. Beune, blev pensioneret i 1988 efter at have arbejdet hele sit erhvervsaktive liv i offentlig tjeneste. Han fik tildelt en ABPW-pension, som var omfattet af de gamle samordningsregler. For hans vedkommende gaelder det maksimale samordningsfradrag, idet han allerede havde arbejdet 40 aar for staten foer 1986, i hvilken periode han ligeledes var forsikret i henhold til AOW-ordningen. Samordningen ° dvs. fradraget i hans ABPW-pension ° udgoer 16 286,59 HFL om aaret. Havde han vaeret en gift kvinde, ville fradraget kun have udgjort ca. 11 300 HFL om aaret. Han gjorde gaeldende, at han var udsat for forskelsbehandling paa grundlag af koen og anlagde sag ved Ambtenarengerecht i Haag, som gav ham medhold paa grundlag af direktiv 79/7 (3). ABP ankede denne afgoerelse til Centrale Raad van Beroep, som har forelagt Domstolen foelgende spoergsmaal:

"1) Skal udtrykket 'lovbestemte ordninger, der sikrer beskyttelse mod [risikoen for] alderdom' i artikel 3, stk. 1, litra a), i direktiv 79/7/EOEF fortolkes saaledes, at det ogsaa omfatter en lovbestemt pensionsordning for (hovedsagelig) tjenestemaend som den, der er fastsat i ABPW?

2) Saafremt spoergsmaal 1) besvares bekraeftende, skal princippet om ligebehandling, jf. ovennaevnte direktivs artikel 4, stk. 1, da fortolkes saaledes, at det er til hinder for, at der gaelder forskellige regler for tilfaelde af samtidig ret til almindelig pension (i henhold til AOW) og tjenestemandspension for saa vidt angaar gifte mandlige (tidligere) tjenestemaend paa den ene side og gifte kvindelige (tidligere) tjenestemaend paa den anden side?

3) Saafremt spoergsmaal 1) og 2) besvares bekraeftende, kan en gift mandlig tidligere tjenestemand ° i mangel af en national ordning, som ophaever den naevnte forskelsbehandling ° da paaberaabe sig direktiv 79/7/EOEF til stoette for et krav om, at han med hensyn til sin ret til tjenestemandspension behandles paa samme maade som en gift kvindelig tjenestemand, der i oevrigt befinder sig i samme situation?

4) Har det i spoergsmaal 3) naevnte princip om ligebehandling den virkning, at forskellen mellem gifte mandlige og gifte kvindelige tjenestemaends ret til pension ° som omhandlet i den foreliggende sag ° har vaeret ubefoejet med virkning fra den 23. december 1984, ogsaa for saa vidt som pensionskravet stoettes paa perioder (dvs. tjenestetid som tjenestemand) foer denne dato?

Kan der herved laegges vaegt paa et forhold, som der ikke blev taget stilling til i dommen af 11. juli 1991 (forenede sager C-87/90, C-88/90 og C-89/90, Verholen m.fl.), i dommen af 8. marts 1988 (sag 80/87, Dik m.fl.) og i dommen af 24. juni 1987 (sag 384/85, Borrie Clarke), nemlig at pensionsordningen i henhold til ABPW er reservefunderet?

Saafremt spoergsmaal 1) besvares benaegtende, oenskes foelgende spoergsmaal besvaret, idet spoergsmaal 2)-4) samtidig bortfalder:

5) Skal begrebet loen i EOEF-traktatens artikel 119 fortolkes saaledes, at det ogsaa omfatter en alderspension for (hovedsagelig) tjenestemaend som den, der er foreskrevet i den nederlandske ABPW?

6) Saafremt spoergsmaal 5) besvares bekraeftende, og det maa laegges til grund, at de forskellige bestemmelser, der gaelder for gifte mandlige og gifte kvindelige (tidligere) tjenestemaend, for saa vidt angaar samtidig ret til almindelig pension (AOW) og tjenestemandspension, er i strid med princippet om lige loen for mandlige og kvindelige arbejdstagere i henhold til den naevnte traktatbestemmelse, kan en gift mandlig tjenestemand da under paaberaabelse af dette princip kraeve, at han i pensionsmaessig henseende behandles paa samme maade som en gift kvindelig tjenestemand?

7) Kan der i faellesskabsretten ° i tilfaelde af en bekraeftende besvarelse af spoergsmaal 5) og 6) ° findes stoette for at begraense konsekvenserne af en tilsidesaettelse af faellesskabsretten for saa vidt angaar dels det tidspunkt, fra hvilket der kan goeres krav paa ligebehandling, dels de perioder, hvori er erhvervet ret til pension?

Er det ved besvarelsen af dette spoergsmaal af betydning, at den omhandlede pensionsordning er reservefunderet?"

11. Med spoergsmaalene oensker Centrale Raad van Beroep i det vaesentlige oplyst foelgende:

"1) Hvilke (eventuelle) faellesskabsretlige regler finder med hensyn til ligebehandlingsprincippet anvendelse paa tjenestemandspensioner som dem, der udbetales i medfoer af ABPW? Er det artikel 119 eller direktiv 79/7/EOEF, der finder anvendelse?

2) Er de samordningsregler, der er anvendt i den foreliggende sag, i strid med gaeldende faellesskabsret?

3) Kan man, saafremt det foregaaende spoergsmaal besvares bekraeftende, paaberaabe sig faellesskabsretlige regler for at sikre, at mandlige gifte tjenestemaend som G. A. Beune behandles paa samme maade som kvindelige gifte tjenestemaend? Er disse bestemmelsers tidsmaessige virkninger begraenset, eller kan de begraenses?"

Den faellesskabsretlige baggrund

12. Denne sag er den foerste, i hvilken der spoerges, om en lovbestemt pensionsordning for tjenestemaend, som ved foerste oejekast har stor lighed med en erhvervstilknyttet pensionsordning inden for den private sektor, skal betragtes som omfattet af loenbegrebet i EOEF-traktatens artikel 119. Sagen synes saaledes paa ny at rejse det omtvistede spoergsmaal, hvorledes ligebehandlingsreglerne skal anvendes i forbindelse med erhvervstilknyttede pensionsordninger. Domstolen har allerede i Bilka-dommen gjort det klart, at erhvervstilknyttede pensioner under visse omstaendigheder skal betragtes som loen i artikel 119' s forstand (4). Dette blev bekraeftet i Barber-sagen, hvori Domstolen fastslog, at private erhvervstilknyttede pensionsordninger som dem, der findes i Det Forenede Kongerige, er omfattet af artikel 119, og at forskelle i pensionsalderen foelgelig ikke er tilladt (5). Domstolen fandt dog, at bydende retssikkerhedshensyn gjorde det noedvendigt at begraense dommens tidsmaessige virkninger (6). Den fastslog, at den direkte virkning af artikel 119 ikke kunne paaberaabes til stoette for krav om tilkendelse af pensionsret fra et tidspunkt, der laa forud for afsigelsen af dommen (17.5.1990), medmindre de paagaeldende forinden havde anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage. Da dette aspekt af dommen var formuleret noget summarisk, fik Domstolen senere forelagt spoergsmaal om den noejagtige fortolkning af denne begraensning. Den har for nylig i Ten Oever-sagen fastslaaet, at den i Barber-dommen fastsatte begraensning ligeledes gaelder for en tillaegspensionsordning som den, der var tale om i Ten Oever-sagen. Domstolen har endvidere praeciseret, at denne begraensning udelukker fremsaettelse af krav med hensyn til alle pensionsydelser, som vedroerer beskaeftigelsesperioder, der ligger foer afsigelsen af Barber-dommen (undtagen for personer, der allerede har anlagt sag eller rejst en klage) (7).

13. Dommen i Barber-sagen fik saa stor betydning, at den blev behandlet paa regeringskonferencerne forud for indgaaelsen af traktaten om Den Europaeiske Union. Med ikrafttraedelsen af denne traktat blev der til EF-traktaten foejet en ny protokol, hvori det hedder:

"Med henblik paa anvendelsen af traktatens artikel 119 skal ydelser i medfoer af en erhvervstilknyttet social sikringsordning ikke anses for loen, hvis og i det omfang de kan henfoeres til beskaeftigelsesperioder, der ligger forud for den 17. maj 1990, undtagen for arbejdstagere eller deres ydelsesberettigede paaroerende, der inden denne dato har anlagt soegsmaal eller indbragt en dertil svarende klage i overensstemmelse med den relevante nationale ret."

Denne protokol vedroerende artikel 119 traadte i kraft den 1. november 1993.

14. For fuldstaendighedens skyld boer jeg ligeledes naevne den protokol om social- og arbejdsmarkedspolitikken, som nu ligeledes er tilfoejet som bilag til EF-traktaten ved traktaten om Den Europaeiske Union, og som i et bilag indeholder en "aftale om social- og arbejdsmarkedspolitikken indgaaet mellem Det Europaeiske Faellesskabs medlemsstater med undtagelse af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland". Denne aftales artikel 6, stk. 1 og 2, er stort set en gentagelse af EOEF-traktatens artikel 119, mens der i artikel 6, stk. 3, indfoeres en ny regel:

"Denne artikel er ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater opretholder eller vedtager foranstaltninger, der tager sigte paa at indfoere specifikke fordele, der har til formaal at goere det lettere for kvinder at udoeve en erhvervsaktivitet, eller at forebygge eller opveje ulemper i deres erhvervsmaessige karriere."

Ingen har dog gjort gaeldende, at denne bestemmelse skulle finde anvendelse i den foreliggende sag.

15. Ud over disse traktatbestemmelser boer man ligeledes naevne direktiv 79/7 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring (8). I medfoer af direktivets artikel 3, stk. 1, finder det (bl.a.) anvendelse paa lovbestemte ordninger, der sikrer beskyttelse mod alderdomsrisici, dvs. at pensionsrettigheder klart er omfattet. I direktivets artikel 4, stk. 1, hedder det, at inden for dets anvendelsesomraade skal "der ikke finde nogen forskelsbehandling sted paa grundlag af koen, hverken direkte eller indirekte ... for saa vidt angaar ... beregningen af ydelserne ...". Direktivet skulle have vaeret gennemfoert senest den 23. december 1984, og som bekendt er det Domstolens faste praksis, at "en medlemsstat ikke efter den 22. december 1984 [maa] ... opretholde en forskelsbehandling, der skyldes, at ydelsesvilkaarene er de samme som foer den naevnte dato" (9). Domstolen har ligeledes gjort det klart, at private kan stoette ret paa forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 4, stk. 1, for de nationale domstole for at forhindre anvendelsen af enhver national retsforskrift i strid med artiklen (10).

16. Endelig boer jeg omtale Raadets direktiv 86/378/EOEF om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (11), selv om Centrale Raad van Beroep ikke har henvist dertil, uden tvivl fordi fristen for dets gennemfoerelse foerst udloeb den 1. januar 1993. Mens direktiv 79/7 gaelder for lovbestemte sociale sikringsordninger, finder direktiv 86/378 anvendelse paa de saakaldte "erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger". Ved foerste oejekast synes kombinationen af udtrykkene "erhvervstilknyttede" ° oejensynlig i betydningen "ikke-lovbestemte" ° og "social sikring" maaske at vaere overraskende, men erhvervstilknyttede pensionsordninger er klart et eksempel paa de ordninger, direktiv 86/378 tager sigte paa. I direktivet defineres erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger som:

"... ordninger, der ikke er omfattet af direktiv 79/7/EOEF, og som har til formaal at sikre loenmodtagere eller selvstaendige erhvervsdrivende samlet inden for en virksomhed eller en gruppe af virksomheder, inden for en erhvervsgren eller inden for en faglig eller tvaerfaglig branche, ydelser, som skal supplere ydelserne fra de lovbestemte sociale sikringsordninger eller traede i stedet for disse, uanset om medlemskab af disse ordninger er obligatorisk eller ej" (12).

Disse ordninger omfatter sideloebende med direktiv 79/7 ordninger, der sikrer beskyttelse mod alderdomsrisici, dvs. pensionsordninger (13). Ogsaa her er enhver forskelsbehandling paa grundlag af koen, herunder forskelsbehandling med hensyn til beregning af ydelser, forbudt. Medlemsstaterne skulle have truffet de noedvendige foranstaltninger til, at bestemmelser i erhvervstilknyttede sikringsordninger, der strider mod ligebehandlingsprincippet, blev taget op til revision senest den 1. januar 1993 (14). Der er dog fastsat en generel undtagelse herfra for saa vidt angaar rettigheder og pligter, der vedroerer en periode for medlemskab af en erhvervstilknyttet ordning, der ligger forud for revisionen af den paagaeldende ordning (15). Direktiv 79/7 indeholder ikke en saadan undtagelse, men den kan taenkes at vaere relevant i den foreliggende sag, og jeg skal senere vende tilbage til den.

17. Dette er meget kort den faellesskabsretlige baggrund. I det foelgende vil jeg foerst undersoege, hvilke af disse regler og retsakter der finder anvendelse paa spoergsmaalet om samordningen af AOW-pensionen med ABPW-pensionen. Er det traktatens artikel 119, et af direktiverne, eller maaske en kombination af disse regelsaet? Derefter vil jeg behandle spoergsmaalet om, hvorvidt forbuddet mod forskelsbehandling overtraedes. Endelig vil det, saafremt det foregaaende spoergsmaal besvares bekraeftende, blive noedvendigt at undersoege, om G. A. Beune kan stoette ret paa de relevante regler, og om virkningerne af disse regler er tidsmaessigt begraensede.

De anvendelige regler

18. Det foerste spoergsmaal, der skal tages stilling til, er, om traktatens artikel 119 finder anvendelse paa en pension som ABPW-pensionen. Domstolen har gjort det klart i den nyligt afgjorte Moroni-sag, at det med hensyn til forholdet mellem direktiv 86/378 og artikel 119 foerst skal undersoeges, om artikel 119 er tilsidesat, og at der, saafremt dette er tilfaeldet, ikke laengere er behov for at undersoege, om der foreligger en uoverensstemmelse med direktivet, idet dette under ingen omstaendigheder kan begraense raekkevidden af artikel 119 (16). Det samme argument maa naturligvis anvendes i forholdet mellem direktiv 79/7 og artikel 119.

19. I Domstolens praksis opstilles der retningslinjer for, hvilke former for sociale sikringsordninger der skal betragtes som "loen" i artikel 119' s forstand, og hvilke former der ikke skal. Allerede i den foerste Defrenne-sag udtalte Domstolen, at:

"Selv om fordele med karakter af ydelser under den sociale sikring herefter ikke principielt kan udelukkes fra begrebet loen, ses dette begreb, som det er defineret i artikel 119, imidlertid ikke at kunne omfatte de socialsikringsordninger eller -ydelser, navnlig alderspension, som direkte er reguleret ved lov, saaledes at der ikke foreligger nogen overenskomst inden for den paagaeldende virksomhed eller erhvervsgren, og som obligatorisk finder anvendelse paa almindelige grupper af arbejdstagere.

De paagaeldende ordninger sikrer nemlig arbejdstageren ydelser fra et lovmaessigt system, der finansieres af arbejdstagere, arbejdsgivere og eventuelt det offentlige i et omfang, som i mindre grad foelger af ansaettelsesforholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager end af socialpolitiske overvejelser" (17).

20. Mens Defrenne I-sagen handlede om en klassisk, generel pension, som var ivaerksat af staten, drejede det sig i Bilka- og Barber-sagerne om, hvorvidt private erhvervstilknyttede ordninger kan betragtes som del af en arbejdstagers loen. I Bilka-sagen lagde Domstolen til grund, at den paagaeldende ordning, selv om den var vedtaget i overensstemmelse med de relevante tyske retsforskrifter, havde sin oprindelse i en overenskomst mellem virksomheden og de ansatte, hvorefter de sociale ydelser, som skulle betales i medfoer af de almindeligt gaeldende nationale regler, suppleredes af ydelser, der udelukkende blev finansieret af arbejdsgiveren. Domstolen fandt tillige, at den omstaendighed, at den naevnte ordning betragtedes som en integrerende del af arbejdskontrakterne, viste, at ordningen havde sin oprindelse i en overenskomst og ikke i en lov (18). Paa denne baggrund konkluderede Domstolen, at ordningen var omfattet af artikel 119.

21. I Barber-sagen fulgte Domstolen et lignende raesonnement. Den fremhaevede, at de paagaeldende private erhvervstilknyttede ordninger, der var "contracted-out", enten var et resultat af en overenskomst mellem arbejdstagere og arbejdsgivere eller af en ensidig beslutning truffet af arbejdsgiveren, og at de finansieredes fuldt ud af arbejdsgiveren eller af arbejdsgiveren og arbejdstagerne i forening, uden at der blev ydet bidrag hertil fra det offentlige. For det andet konstaterede Domstolen, at saadanne ordninger ikke obligatorisk fandt anvendelse paa almindelige grupper af arbejdstagere, men kun gjaldt for arbejdstagere, der var ansat i bestemte virksomheder, saaledes at medlemskab af disse ordninger noedvendigvis skyldtes arbejdsforholdet til en bestemt arbejdsgiver. Desuden var ordningerne, selv om de var oprettet i overensstemmelse med national lovgivning, underlagt deres egne regler. For det tredje bemaerkede Domstolen, at selv om bidragene og ydelserne delvis traadte i stedet for bidrag eller ydelser i henhold til den almindelige, lovbestemte ordning, kunne denne omstaendighed ikke foere til, at artikel 119 ikke fandt anvendelse. Domstolen udtalte saaledes, at de paagaeldende ordninger oekonomisk havde en tilsvarende funktion som de tillaegspensionsordninger, der fandtes i visse medlemsstater (som f.eks. den i Bilka-sagen omhandlede ordning) (19).

22. Paa grundlag af disse afgoerelser kan der opstilles en liste over de faktorer, der er blevet betragtet som relevante for besvarelsen af det foreliggende spoergsmaal:

1) Det omfang, i hvilket de paagaeldende ordninger er fastlagt ved lov, har spillet en vaesentlig rolle. Den omstaendighed, at private erhvervstilknyttede ordninger er reguleret ved lov, er ikke til hinder for anvendelsen af artikel 119, saa laenge ordningerne er underlagt deres egne regler. Socialsikringsydelser, som direkte er reguleret ved lov, vil herefter falde uden for artikel 119' s anvendelsesomraade.

2) Ved afgoerelsen af, om pensionsordninger er omfattet af artikel 119, er det fundet relevant, at der bestaar et aftale- eller overenskomstelement mellem arbejdsgivere og arbejdstagere i den paagaeldende virksomhed eller inden for den paagaeldende branche, eller at der er truffet en ensidig beslutning af arbejdsgiveren. At der skal ligge en form for overenskomst til grund for en ordning, giver sig f.eks. udslag i, at ordningen betragtes som en integrerende del af arbejdsaftalerne.

3) Ordningernes finansiering er ligeledes blevet betragtet som relevant. Saafremt en ordning fuldt ud finansieres af arbejdsgiveren, eller af arbejdsgiveren og arbejdstagerne i forening, er det et argument, der taler for at anvende artikel 119. Bidrager de offentlige myndigheder derimod til finansieringen, er det et tegn paa, at ordningen er en del af den almindelige social- og arbejdsmarkedspolitik.

4) Ordninger, der finder anvendelse paa almindelige grupper af arbejdstagere, er ikke omfattet af artikel 119; begrebet "almindelige grupper af arbejdstagere" kraever imidlertid naermere forklaring og behandles nedenfor.

5) Saafremt ordningen har til formaal at supplere de almindelige sociale sikringsydelser i henhold til national lovgivning, finder artikel 119 eventuelt anvendelse.

23. Ikke alle disse kriterier er lette at anvende paa den ABPW-pension, der er tale om i den foreliggende sag. Ordningens karakter af et supplement er det, der rejser faerrest problemer. ABPW-pensionen supplerer AOW-pensionen, som er den grundlaeggende, statsfinansierede socialsikringspension, og den synes i saa henseende at vaere fuldt sammenlignelig med de private erhvervstilknyttede pensionsordninger, der findes i Nederlandene, og som gaelder for forskellige erhvervsgrene uden for det offentlige omraade. Det er rigtigt, at AOW- og ABPW-pensionerne ikke fuldt ud kan kumuleres, da der ifoelge samordningsreglerne skal fratraekkes et beloeb i ABPW-pensionen. Men da Domstolen i Barber-sagen har fastslaaet, at "contracted-out"-ordninger, som helt traeder i stedet for den lovbestemte ordning (20), ikke af den grund kan siges at falde uden for loenbegrebet, synes denne omstaendighed ikke at have betydning.

24. Det er vanskeligt at svare paa, om tjenestemaend, der er omfattet af ABPW-pensionsordningen, udgoer en "almindelig gruppe af arbejdstagere", da Domstolen kun i ringe omfang har angivet, hvad dette begreb skal omfatte. Det omfatter muligvis de grupper, der defineres i henhold til nogle lovbestemte sociale sikringsordninger, f.eks. arbejdstagere med manuelt arbejde eller ikke-manuelt arbejde, ansatte eller selvstaendige, i modsaetning til f.eks. arbejdstagere i en bestemt sektor, som ikke vil blive betragtet som en almindelig gruppe. Domstolen bemaerkede saaledes i Barber-dommen, at ordningerne:

"... ikke [finder] obligatorisk anvendelse paa almindelige grupper af arbejdstagere. Tvaertimod gaelder de kun for arbejdstagere, der er ansat i bestemte virksomheder, saaledes at medlemskab af disse ordninger noedvendigvis skyldes arbejdsforholdet til en bestemt arbejdsgiver" (21).

Selv om statsadministrationen naturligvis ikke er en virksomhed, kan den eventuelt betragtes som en enkelt arbejdsgiver. Endvidere skyldes medlemskab af ABPW-ordningen faktisk noedvendigvis arbejdsforholdet til staten eller andre offentlige arbejdsgivere.

25. De oevrige kriterier ° nemlig i hvilket omfang ordningen er fastlagt ved lov, om der er tale om en overenskomst, og hvorledes ordningen finansieres ° synes at rejse de stoerste problemer. Dette skyldes i hoej grad, at ordningen gaelder for tjenestemaend ansat af staten, som baade er deres arbejdsgiver og den ansvarlige for den almindelige socialpolitik, herunder socialsikringen. Derfor skal det afgoeres, i hvilken af disse egenskaber staten optraeder i forbindelse med ABPW-pensionen.

26. Ved foerste oejekast synes det maaske, som om det forhold, at ABPW-pensionen er lovbestemt, er til hinder for, at den betragtes som loen. Den er ikke, som i Barber- og Bilka-sagerne, en privat erhvervstilknyttet ordning, der generelt er reguleret ved lov. Stoerrelsen af de pensionsydelser, tjenestemaend modtager, fastlaegges nemlig direkte ved lov. Men jeg tvivler paa, at dette er et afgoerende kriterium. Som ABP har paapeget i sit indlaeg, er alle de ydelser, tjenestemaend modtager i Nederlandene, direkte fastsat ved lov. Betyder dette, at det i artikel 119 fastlagte princip om ligebehandling ikke gaelder for ansaettelse som tjenestemand i Nederlandene ° eller i andre lande? Dette er ikke Domstolens opfattelse. Allerede i Defrenne II-dommen fastslog den, at artikel 119 finder anvendelse:

"... i tilfaelde af ulige loen til maend og kvinder for samme arbejde, som udfoeres i én og samme private eller offentlige virksomhed eller tjeneste" (22).

27. Det fremgaar endvidere, at loennen til tjenestemaend (inklusive deres pensionsrettigheder) i visse medlemsstater, bl.a. Nederlandene, fastsaettes ved lov, mens dette ikke er tilfaeldet i andre, som f.eks. Det Forenede Kongerige. Dette tyder ogsaa paa, at den omstaendighed, at denne afloenning er lovbestemt, ikke boer vaere det afgoerende kriterium, som foerer til, at artikel 119 ikke finder anvendelse. Om tjenestemaends loen fastlaegges ved lov eller ej, afhaenger af, hvorledes tjenesteforhold inden for det offentlige er tilrettelagt i en medlemsstat. Ifoelge artikel 109 i den nederlandske forfatning skal tjenestemaends retsstilling fastlaegges ved lov. Domstolen bekraeftede da ogsaa i Liefting-sagen, at vederlaget til nederlandske tjenestemaend maa betragtes som loen i artikel 119' s forstand (23).

28. Med hensyn til tjenestemaends pensionsrettigheder synes det vaesentlige spoergsmaal saaledes at vaere, ikke om de er fastsat ved lov, men om de offentlige myndigheder, naar de fastsaetter disse rettigheder, optraeder i egenskab af ansvarlige for statens almindelige socialsikringspolitik eller i deres egenskab af arbejdsgiver. Dette var ogsaa generaladvokat Slynn' s opfattelse, da han angaaende pensionsordninger for nederlandske tjenestemaend i Liefting-sagen udtalte:

"Den omstaendighed, at en ordning er lovbestemt, er efter min mening ikke afgoerende. Lovgivning kan anvendes til forskellige formaal. Hvis den definerer rettigheder og forpligtelser i henhold til en social sikringsordning for alle arbejdstagere eller for grupper af arbejdstagere, som ikke i nogen forstand 'beskaeftiges af' staten, er den utvivlsomt baseret paa 'socialpolitiske overvejelser' snarere end paa et arbejdsforhold. Hvis der paa den anden side paa samme maade, nemlig ved lovgivning, indfoeres regler for personer, der 'beskaeftiges af' staten, kan disse regler vaere udtryk for socialpolitik, eller de kan ligeledes udspringe af og regulere arbejdsforholdet. Det er rigtigt, at det sidstnaevnte paa samme tid kan afspejle en stats socialpolitiske idéer, men dette kan efter min mening ikke aendre den omstaendighed, at reglerne i det vaesentlige har karakter af regler, der er bestemmende for arbejdsforholdet. I modsat fald ville offentligt ansatte ikke kunne paaberaabe sig princippet om lige loen for samme arbejde i artikel 119, og der synes ikke at vaere holdepunkter for et saadant resultat i denne artikel eller i Domstolens praksis. Det relevante spoergsmaal er saaledes, om det, der goeres, i det vaesentlige goeres af staten som arbejdsgiver" (24).

29. For saa vidt angaar ABPW-pensionen optraadte staten faktisk efter min opfattelse som arbejdsgiver. Et forhold, der tyder herpaa, er det element af overenskomst eller kollektiv forhandling, som synes at udgoere en del af det system, hvorefter ABPW-pensionen fastsaettes, og de afsatte midler forvaltes. Som det klart fremgik af svarene paa et af Domstolens skriftlige spoergsmaal ° om ABP' s status og finansieringsmaade ° er ABP et offentligt organ, som har en betydelig grad af uafhaengighed over for centralforvaltningen, og hvis medlemmer bestaar af et lige stort antal repraesentanter for arbejdsgivere og arbejdstagere. Endvidere har ABP anfoert, at selv om tjenestemaends pensionsrettigheder bestemmes ved lov, foretages der kun aendringer efter aftale mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, og rettighederne betragtes som del af de almindelige ansaettelsesvilkaar. G. A. Beune har ganske vist bestridt samraadenes omfang og virkninger, men det forekommer mig, at selv uden samraad kan pensionsrettighederne stadig karakteriseres som loen, forudsat at staten, naar den ensidigt fastsaetter dem, goer dette i sin egenskab af arbejdsgiver.

30. Et andet tegn paa, at staten optraeder som arbejdsgiver, kan vaere pensionsydelsernes stoerrelse. For ABPW-pensionens vedkommende udgoer det maksimumsbeloeb, en tjenestemand kan modtage efter et helt karriereforloeb i offentlig tjeneste, 70% af den loen, han har faaet udbetalt i de sidste to aar foer pensioneringen. Dette synes at vaere en noget generoes fortsaettelse af loenudbetalingen snarere end en pension, der skal udgoere en grundlaeggende social sikring. Som allerede naevnt er tjenestemaend ligeledes er omfattet af AOW, som under alle omstaendigheder repraesenterer den sidstnaevnte pensionstype. Det var netop fordi den samtidige ret til AOW-pension og ABPW-pension undertiden foerte til, at pensionerede tjenestemaends pension oversteg slutloennen, at de samordningsregler, der er tale om i den foreliggende sag, blev indfoert.

31. Endelig boer man se paa, hvorledes ABPW-pensionen finansieres. Ifoelge ABP' s meget detaljerede besvarelse af Domstolens skriftlige spoergsmaal finansieres pensionen naesten udelukkende paa grundlag af bidrag fra de forskellige offentlige arbejdsgivere, som beskaeftiger personale, der er omfattet af ABPW. Disse bidrag fastsaettes ved lov og udgoer en bestemt procentdel af den udbetalte loen. Disse procentsatser justeres regelmaessigt for at tage hensyn til, at ABP er reservefunderet og skal raade over tilstraekkelige, men ikke unoedvendigt store, midler som grundlag for pensionsudbetalingen. En del af bidragene indeholdes i tjenestemaendenes loen.

32. Det skal ligeledes bemaerkes, at ABP har stor oekonomisk frihed. Bidragene fra de forskellige offentlige arbejdsgivere til ABP opfoeres i arbejdsgivernes aarlige budgetter som loenudgifter, og de laan, ABP yder staten, er del af statens samlede gaeld.

33. Endelig er jeg ret overbevist om, at ABPW-pensionen ydes af staten i dens egenskab af arbejdsgiver og ikke som led i statens almindelige socialpolitik. ABPW-pensionen supplerer socialsikringens grundpension paa stort set samme maade som de private erhvervstilknyttede pensionsordninger i Nederlandene. Den udbetales som foelge af ansaettelsesforholdet. Ydelsernes stoerrelse synes at vaere fastsat efter overenskomst, og pensionen finansieres ved bidrag ydet af staten som arbejdsgiver. Reglerne for AOW-pensionens samordning med ABPW-pensionen er derfor underlagt det ligebehandlingsprincip, der er fastsat i EOEF-traktatens artikel 119.

34. Men foer jeg forlader dette spoergsmaal, oensker jeg at undersoege, om det er den rigtige fremgangsmaade at gennemgaa de her opstillede kriterier ét for ét, eller om der nu kan vaelges en mere ligefrem og direkte fremgangsmaade. En saadan fremgangsmaade kan, saafremt den finder udtryk i den afgoerelse, Domstolen traeffer i denne sag, vaere brugbar i forhold til andre former for pensionsordninger og oege retssikkerheden paa dette komplicerede og oekonomisk betydningsfulde omraade.

35. Det forekommer mig, at de forskellige kriterier, jeg har behandlet, kan have vaeret nyttige paa et tidspunkt, hvor der stadig opstod eller maatte forventes at opstaa problemer med hensyn til at sondre mellem og klassificere forskellige former for pensionsordninger. Faktisk er dette maaske forklaringen paa, at forskellige faktorer har faaet forskellig vaegt i de sager, der hidtil er afgjort. Det er et spoergsmaal, om det endnu er noedvendigt at tage hensyn til dem alle. Endvidere tyder den foreliggende sag paa, at nogle af kriterierne paa ingen maade er afgoerende. F.eks. har det i denne sag ingen betydning, at ordningen er fastsat som en statslig foranstaltning, og at arbejdsgiverens bidrag betales af statsmidler, da dette blot er en foelge af, at de paagaeldende arbejdstagere er beskaeftiget af staten.

36. Det synes ligeledes at have betydning, at arbejdsgiveren finansierer ydelserne paa grund af det bestaaende ansaettelsesforhold, uanset om han ved lov er forpligtet til at goere det. Jeg har allerede antydet, at det i denne sag ikke er afgoerende, om der er tale om et overenskomstforhold. Ganske vist har Domstolen fremhaevet forskellen mellem lovbestemte og overenskomstmaessige ordninger, ikke alene i selve Defrenne I-sagen (25), men saa sent som i Ten Oever-sagen (26). Som Det Forenede Kongerige har paapeget, forholder det sig dog saaledes, at selv om Domstolen i Ten Oever-sagen tillagde det betydning, at der havde fundet kollektive forhandlinger sted forud for vedtagelsen af den ordning, der var tale om i sagen, har dette forhold ikke vaeret afgoerende i andre sager. F.eks. blev det ikke betragtet som relevant, da artikel 119 blev anvendt i forbindelse med den i Rinner-Kuehn-sagen (27) omhandlede ydelse eller i forbindelse med arbejdsophoersydelsen i selve Barber-sagen (28). Saafremt forudgaaende kollektive forhandlinger skal vaere et kriterium for, om artikel 119 kan anvendes, forekommer det endvidere sandsynligt, at der vil opstaa vanskelige spoergsmaal med hensyn til, hvor omfattende disse skal vaere, for at artikel 119 kan finde anvendelse, og hvor omfattende forhandlinger der faktisk har vaeret tale om.

37. Noget tilsvarende goer sig gaeldende for saa vidt angaar finansieringen af ordningen. Ogsaa her synes det unoedvendigt at fokusere for meget paa, hvordan ordningen helt noejagtigt finansieres. Som det klart fremgaar af Barber-dommen, skal ydelser, som beror paa et ansaettelsesforhold, betragtes som loen, uanset om de betales direkte af arbejdsgiveren eller gennem en tredjepart, som f.eks. en saerskilt "trust" i England eller en saerskilt fond eller kasse. I den foreliggende sag er der tale om en saerskilt kasse, hvilket bevirker, at situationen ligner den, der forelaa i Barber-sagen, som det i oevrigt er paapeget af den nederlandske regering. Men uanset om der er tale om saerskilte kasser eller ej, er ydelserne stadig del af arbejdstagerens loen.

38. Det, der efter min opfattelse virkelig har betydning, er ganske enkelt, at arbejdstagerens pensionsret er en foelge af ansaettelsesforholdet og kan betragtes som en del af hans vederlag, selv om der er tale om et opsat vederlag. Dette er, naar alt kommer til alt, den logiske begrundelse for at anvende artikel 119, og grundlaget for Bilka- og Barber-dommene.

39. Der er en raekke fordele ved at anvende et saadant direkte kriterium. Det forhindrer vilkaarlige sondringer, som ellers kunne blive foretaget mellem forskellige typer erhvervstilknyttede ordninger. Det muliggoer en sidestilling af de erhvervstilknyttede ordninger i den offentlige og den private sektor, hvilket synes oenskeligt i dag, hvor graensen mellem disse sektorer er stadig mere flydende, og det fjerner faren for retsusikkerhed og sagsanlaeg. Selv om udvidelsen af artikel 119' s anvendelsesomraade til at omfatte flere erhvervstilknyttede ordninger kan oege de oekonomiske forpligtelser, er risiciene blevet meget mindre siden udloebet af fristen for gennemfoerelsen af direktiv 86/378 og paa baggrund af en eventuel tidsmaessig begraensning af adgangen til at fremsaette krav, der stoettes paa artikel 119.

40. Saafremt artikel 119 finder anvendelse, saaledes som jeg har argumenteret for, foelger det da heraf, at direktiverne 79/7 og 86/378 pr. definition er uden betydning i denne sag? Dette kan man ikke uden videre gaa ud fra. Som allerede naevnt (29) er det klart, at de naevnte direktiver ikke kan begraense raekkevidden af traktatens artikel 119, men det er ikke i princippet udelukket, at de kan indebaere yderligere forpligtelser for medlemsstaterne med hensyn til ligebehandling i forbindelse med ABPW-pensionen og samordningsreglerne. Endvidere er direktivernes tidsmaessige virkninger muligvis forskellige fra artikel 119' s ° jeg taenker naturligvis paa den tidsmaessige begraensning, som Domstolen fastsatte i Barber-sagen, og som jeg vender tilbage til nedenfor (30).

41. Med hensyn til direktiv 79/7 kunne man teoretisk forestille sig, at visse socialsikringsordninger ° og maaske navnlig en ordning som ABPW-pensionsordningen, som er lovbestemt, men kun gaelder for tjenestemaend som foelge af deres ansaettelsesforhold ° falder ind under saavel direktivets regler som artikel 119. Det skal erindres, at direktivet ifoelge artikel 3, stk. 1, finder anvendelse paa "lovbestemte ordninger".

42. Jeg kan dog vanskeligt acceptere en saadan kumulation af regler. For det foerste synes det ikke at have vaeret Raadets hensigt, da det vedtog direktivet, at medtage sociale sikringsordninger, der ligeledes ville vaere daekket af artikel 119. Da Domstolen endvidere har fortolket loenbegrebet i artikel 119 vidt og har fastslaaet, at det ligeledes omfatter visse sociale sikringsordninger, kan forholdet mellem artikel 119 og direktiverne 79/7 og 86/378 give anledning til vanskelige retlige spoergsmaal. Det maa derfor foretraekkes at antage, at direktiv 79/7 pr. definition ikke finder anvendelse paa sociale sikringsordninger, der er daekket af artikel 119. Dette vil vaere i overensstemmelse med Domstolens ovennaevnte afgoerelser (31) om forholdet mellem social sikring og artikel 119, i hvilke der soeges opstillet en klar sondring mellem generelle sociale sikringsordninger og ordninger, der er led i ansaettelsesforholdet. Derfor finder jeg, at direktiv 79/7 kun boer betragtes som gaeldende for generelle sociale sikringsordninger, "som i mindre grad foelger af ansaettelsesforholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager end af socialpolitiske overvejelser" (32).

43. Det er dog vanskeligere at forsvare et tilsvarende synspunkt med hensyn til erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger for saa vidt angaar forholdet mellem artikel 119 og direktiv 86/378. I direktivets praeambel henvises der udtrykkeligt til artikel 119; det finder alene anvendelse paa ordninger, der ikke er omfattet af direktiv 79/7, og det henviser udtrykkeligt til ansaettelsesforhold (33). Endvidere kan de erhvervstilknyttede pensionsordninger, som ifoelge Domstolens afgoerelser i Bilka- og Barber-sagerne og de domme, der fulgte efter Barber-dommen, er omfattet af artikel 119, uden vanskelighed siges at opfylde betingelserne i direktiv 86/378. Domstolen anerkendte da ogsaa i selve Barber-dommen, at direktivet kunne finde anvendelse paa de ordninger, sagen drejede sig om (34). Det ville derfor vaere urigtigt at antage, at artikel 119 og direktiv 86/378 udelukker hinanden.

44. Endvidere synes der ikke at vaere nogen grund til, at en ordning som ABPW-pensionsordningen ikke skulle vaere underlagt reglerne i direktiv 86/378. Som naevnt gaelder direktivet for ordninger, der "ikke er omfattet af direktiv 79/7/EOEF", hvilket efter min opfattelse er tilfaeldet for ABPW-pensionen. Det ville ikke vaere urimeligt at haevde, at ABPW-pensionen, selv om den er lovbestemt, er en ordning,

"... som har til formaal at sikre loenmodtagere eller selvstaendige erhvervsdrivende samlet inden for en virksomhed eller gruppe af virksomheder, inden for en erhvervsgren eller inden for en faglig eller tvaerfaglig branche, ydelser, som skal supplere ydelserne fra de lovbestemte sociale sikringsordninger eller traede i stedet for disse ..." (35).

Statsadministrationen er naturligvis ikke en virksomhed, og det offentlige er ikke en erhvervsgren. Men det kan helt bestemt betragtes som en "faglig eller tvaerfaglig branche", og ordningen kan betragtes som et supplement til den lovbestemte sociale sikringsordning i henhold til AOW.

45. Jeg vil derfor ligeledes i det foelgende undersoege, om reglerne i direktiv 86/378 indeholder yderligere forpligtelser for medlemsstaterne, som raekker ud over forpligtelserne i henhold til artikel 119, for saa vidt angaar en pensionsordning som ABPW.

Forbuddet mod forskelsbehandling

46. Det er ikke noedvendigt at opholde sig laenge ved spoergsmaalet, om samordningsreglerne strider mod det i artikel 119 indeholdte forbud mod forskelsbehandling. Som Domstolen udtalte i Defrenne II-dommen:

"Til den direkte forskelsbehandling, som kan konstateres allerede ved hjaelp af de i artikel 119 angivne kriterier, maa man navnlig regne forskelsbehandling, som skyldes lovbestemmelser ..., da denne forskelsbehandling kan paavises ved rent retlige undersoegelser" (36).

Denne afgoerelse gaelder klart forskelsbehandling af gifte maend og gifte kvinder som foelge af de forskellige lovbestemmelser, der gaelder med hensyn til samordning af AOW-pensionen med ABPW-pensionen for saa vidt angaar beskaeftigelsesperioder i offentlig tjeneste, der ligger foer den 1. januar 1986. At alene gifte personer udsaettes for forskelsbehandling paa grundlag af koen, beroerer naturligvis ikke denne konklusion.

47. Kommissionen har rejst spoergsmaalet, om en saadan forskelsbehandling kan retfaerdiggoeres, og har henvist til Domstolens praksis med hensyn til forskelsbehandlingens berettigelse i sager om indirekte forskelsbehandling. Domstolen udtalte allerede i Bilka-dommen med hensyn til forskelsbehandling af deltids- og fuldtidsbeskaeftigede, i tilfaelde hvor de fleste deltidsbeskaeftigede er kvinder, at forbuddet mod forskelsbehandling gaelder, medmindre forskelsbehandlingen "kan forklares ved andre ° objektivt begrundede ° faktorer end forskelsbehandling paa grundlag af koen" (37). Efter Kommissionens opfattelse boer forskelsbehandling ogsaa kunne retfaerdiggoeres i tilfaelde af direkte forskelsbehandling. Dette synspunkt bestrides af Det Forenede Kongerige.

48. Jeg mener dog ikke, at det er noedvendigt for Domstolen at tage stilling til, om Kommissionen har ret i denne henseende. For saa vidt angaar de samordningsregler, der finder anvendelse paa ABPW-pensionen, kan jeg ikke se nogen mulig begrundelse, der ikke har forbindelse med forskelsbehandling. Den fortsatte anvendelse af de tidligere samordningsregler for saa vidt angaar pensionsydelser svarende til beskaeftigelsesperioder foer den 1. januar 1986 synes at vaere besluttet af den nederlandske lovgivningsmyndighed for at beskytte gifte kvindelige tjenestemaends "velerhvervede rettigheder" (38). Dette kan efter min opfattelse ikke berettige forskelsbehandlingen, da det ville vaere ensbetydende med, at enhver forskelsbehandling med hensyn til pensionsrettigheder svarende til beskaeftigelsesperioder forud for forskelsbehandlingens ophaevelse skulle vaere berettiget. Endvidere kunne man i den nederlandske lovgivning i 1985 klart have undgaaet enhver forskelsbehandling uden at beroere gifte kvinders "velerhvervede rettigheder", idet man kunne have givet gifte maend ret til de samme ydelser.

49. ABP kunne taenkes at imoedegaa den sidste paastand med den begrundelse, at man ikke raader over de fornoedne midler til at forhoeje ydelserne for gifte maend, fordi der arbejdes ud fra et funderingsprincip. Men forskelsbehandling kan heller ikke begrundes med budgetmaessige hensyn. Som Domstolen for nylig statuerede i Roks-dommen:

"... en anerkendelse af, at budgetmaessige hensyn kan begrunde en forskellig behandling af maend og kvinder ... ville indebaere, at anvendelsen og raekkevidden af en saa grundlaeggende faellesskabsretlig bestemmelse som princippet om ligebehandling af maend og kvinder i henseende til tid og sted kan variere alt efter medlemsstaternes finansielle situation" (39).

I det omfang, ABP maatte indvende, at kassens budget er adskilt fra det almindelige statsbudget, vil jeg paapege, at ABP i sit svar paa Domstolens spoergsmaal har anfoert, at den fuldt ud er finansieret ved arbejdsgiverbidrag, med en enkelt undtagelse, nemlig at den modtager midler over statsbudgettet for at kompensere for omkostningerne i forbindelse med afskaffelsen af forskelsbehandlingen mellem enkemaend og enker.

50. Da jeg er naaet frem til, at den forskelsbehandling, der er tale om, klart er omfattet af forbuddet i artikel 119, er det unoedvendigt at tage stilling til virkningerne af direktiv 86/378, som muligvis omfatter former for indirekte forskelsbehandling, der ikke falder ind under artikel 119. Det siger sig selv, at man maa raesonnere paa samme maade, saafremt man antager, at en pensionsordning som ABPW ikke er underkastet traktatens artikel 119, men derimod direktiv 79/7.

Eventuelle tidsmaessige begraensninger

51. Da jeg saaledes er naaet til den konklusion, at ABPW-pensionen skal betragtes som en form for erhvervstilknyttet pension, der direkte er underkastet traktatens artikel 119, vil jeg nu se paa spoergsmaalet om en eventuel tidsmaessig begraensning af virkningerne af den dom, der skal afsiges i denne sag. I Barber-sagen, som vedroerte forskellen i pensionsalder inden for private erhvervstilknyttede pensionsordninger, behandlede Domstolen spoergsmaalet paa foelgende maade. Den henviste foerst til de alvorlige konsekvenser, dommen kunne faa. Derefter paapegede den, at medlemsstaterne ifoelge artikel 7, stk. 1, i direktiv 79/7 kunne udsaette den obligatoriske gennemfoerelse af ligebehandlingsprincippet for saa vidt angik fastsaettelsen af pensionsalderen for ydelse af alderspensioner og eventuelle foelger heraf for andre ydelser. Domstolen tilfoejede, at denne undtagelse var blevet indarbejdet i artikel 9, litra a), i direktiv 86/378, som "kan finde anvendelse paa 'contracted-out' -ordninger som den, der foreligger i denne sag". Domstolen udtalte, at medlemsstaterne og de beroerte parter paa baggrund af disse bestemmelser med rimelighed kunne gaa ud fra, at artikel 119 ikke fandt anvendelse paa pensioner, der blev udbetalt i henhold til "contracted-out"-ordninger, og at der fortsat kunne goeres undtagelse fra princippet om ligebehandling af maend og kvinder paa dette omraade. Domstolen fandt, at under disse omstaendigheder var "bydende retssikkerhedshensyn til hinder for, at der rejses tvivl om retsforhold, hvis virkninger allerede er udtoemt, naar dette kan bevirke, at ligevaegten i en raekke af disse pensionsordninger forstyrres med tilbagevirkende kraft" (40). Domstolen fastslog i overensstemmelse hermed: "Den direkte virkning af traktatens artikel 119 kan ikke paaberaabes til stoette for krav om tilkendelse af pensionsret fra et tidspunkt, der ligger forud for afsigelsen af naervaerende dom, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede paaroerende forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til gaeldende national ret." I de sager, der er anlagt i fortsaettelse af Barber-sagen, og hvori der indtil nu er afsagt dom, har Domstolen fastslaaet, at den samme tidsmaessige begraensning gaelder for andre pensionsordninger, og den har naermere anfoert, at begraensningen indebaerer, at der ikke kan fremsaettes krav med hensyn til beskaeftigelsesperioder forud for datoen for afsigelsen af Barber-dommen (dvs. den 17.5.1990), hvilket dog ikke gaelder for personer, der har anlagt sag eller rejst en klage foer denne dato, jf. dommene i Ten Oever-, Neath- og Moroni-sagerne (41).

52. Det er klart, at saafremt denne begraensning ligeledes gaelder for ABPW-pensionen, kan artikel 119 ikke paaberaabes med hensyn til den forskelsbehandling, der foelger af samordningsreglerne, idet denne forskelsbehandling udelukkende vedroerer pensionsydelser svarende til beskaeftigelsesperioder foer 1. januar 1986. Men i den foreliggende sag er det ikke noedvendigt at behandle dette spoergsmaal, fordi G. A. Beune er omfattet af gruppen af "arbejdstagere eller disses ydelsesberettigede paaroerende, [som foer afsigelsen af dommen] har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til gaeldende national ret" (42). Selv om den noejagtige dato for hans sagsanlaeg ikke er naevnt i forelaeggelseskendelsen, fremgaar det saaledes, at Ambtenarengerecht i Haag traf afgoerelse i sagen den 28. februar 1990 ° ca. tre maaneder foer Barber-dommen blev afsagt. Dette betyder, at han kan kraeve samme pension som gifte kvindelige tjenestemaend med et lavere fradrag i AOW-pensionen, selv om begraensningen ifoelge Barber-dommen skal anvendes.

53. Kommissionen foreslog dog under retsmoedet, at kravene, saafremt det antages, at de stoettes paa artikel 119, boer begraenses til den del af pensionen, der svarer til beskaeftigelsesperioder efter afsigelsen af Defrenne II-dommen (8.4.1976), i hvilken Domstolen for foerste gang fastslog, at artikel 119 har direkte virkning, og samtidig opstillede tidsmaessige begraensninger for dommens virkninger (43). Det vil vaere mere hensigtsmaessigt at behandle dette punkt senere i argumentationen.

54. Selv om G. A. Beune' s krav ikke synes at vaere underlagt Barber-dommens begraensning, har parterne i hovedsagen, Nederlandenes regering og Det Forenede Kongerige samt Kommissionen fremsat en raekke argumenter i forbindelse med spoergsmaalet om, hvorvidt Barber-dommens begraensning gaelder for ABPW-pensionen, og om begraensningens raekkevidde. Spoergsmaalet er udtrykkeligt rejst i generelle vendinger af Centrale Raad van Beroep, og spoergsmaalet er naturligvis relevant for alle, der befinder sig i samme situation som G. A. Beune, men som ikke har anlagt sag foer den 17. maj 1990. Det synes derfor tilraadeligt at se paa dette spoergsmaal.

55. Det skal bemaerkes, at Barber-dommens begraensning er affattet paa en saadan maade, at den tilsyneladende skal finde generel anvendelse. Domstolen fastslog:

"Den direkte virkning af traktatens artikel 119 kan ikke paaberaabes til stoette for krav om tilkendelse af pensionsret fra et tidspunkt, der ligger forud for afsigelsen af naervaerende dom",

medmindre der er tale om personer, der allerede har anlagt sag (44). Ogsaa Domstolens afgoerelser i forlaengelse af Barber-dommen ° hvori begraensningens raekkevidde er praeciseret ° har vaeret af generel karakter (45). Det ser saaledes ud til, at den samme begraensning maa gaelde for ABPW-pensionen, naturligvis forudsat at den karakteriseres som en erhvervstilknyttet pension, der er omfattet af artikel 119.

56. Ikke desto mindre udtrykker Kommissionen tvivl om, hvorvidt Barber-dommens begraensning kan anvendes her. Kommissionen finder ikke, at de faktorer, der berettigede en tidsmaessig begraensning i Barber-sagen og de efterfoelgende sager, er til stede her. Som allerede naevnt henviste Domstolen i de naevnte sager til undtagelserne for saa vidt angaar pensionsalder og ydelser til efterladte i direktiv 79/7 og 86/378 som forhold, der kunne give pensionskasserne anledning til at tro, at ligebehandlingsprincippet ikke fandt anvendelse. Det er korrekt, at disse undtagelser er uden betydning i den foreliggende sag.

57. Men det vaesentlige spoergsmaal er, om den nederlandske regering foer afsigelsen af Barber-dommen burde have antaget, at ABPW-pensionen var omfattet af traktatens artikel 119. Det mener jeg ikke er tilfaeldet. For det foerste var det foerst i Barber-sagen, at den fulde raekkevidde af artikel 119 i forhold til erhvervstilknyttede pensionsordninger blev klar. Jeg finder, at den nederlandske regering i 1985, da den aendrede reglerne for samordningen af AOW-pensionen, var i sin gode ret til at antage, at ABPW-pensionen hverken var omfattet af forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 119 eller det tilsvarende forbud i direktiv 79/7. Det boer erindres, at der paa dette tidspunkt som paapeget under retsmoedet ikke fandtes nogen retspraksis med hensyn til anvendelsen af artikel 119 paa erhvervstilknyttede pensionsordninger. Der fandtes heller ingen retspraksis vedroerende fortolkningen af direktiv 79/7, navnlig den omstaendighed, at det fra den 23. december 1984 var forbudt at forskelsbehandle maend og kvinder med hensyn til betaling af ydelser, eller endog i forbindelse med virkningerne af tidligere lovgivning. Desuden tydede artikel 3, stk. 3, i direktiv 79/7 paa, at gennemfoerelsen af ligebehandlingsprincippet i forbindelse med erhvervstilknyttede pensionsordninger var et spoergsmaal, om hvilket der endnu ikke var lovgivet (46). Naturligvis kom Bilka-dommen i 1986. Men meget kort tid efter denne dom udstedte Raadet direktiv 86/378, som i artikel 8, stk. 2, indeholder en undtagelse, som synes at gaelde for ABPW' s samordningsregler (47). Og det siger sig selv, at den nederlandske regering efter selve Barber-dommen med dens tidsmaessige begraensning igen kunne gaa ud fra, at den ikke behoevede at aendre reglerne, da forskelsbehandlingen kun gaelder beskaeftigelsesperioder forud for domsafsigelsen, navnlig i betragtning af den generelle maade, hvorpaa Domstolen begraensede dommens tidsmaessige virkninger.

58. Jeg naar derfor frem til, at der ogsaa i denne sag er bydende retssikkerhedshensyn, som kraever en tidsmaessig begraensning. Man kunne saa naturligvis indtage den holdning, at der ° da der ikke er tale om noejagtig den samme baggrund for hensynene som i Barber-dommen ° boer fastsaettes en ny tidsmaessig begraensning paa grundlag af datoen for dommen i den foreliggende sag. Jeg finder dog af hensyn til konsekvensen og klarheden ikke, at dette ville vaere hensigtsmaessigt, og jeg mener heller ikke, at det ville vaere i overensstemmelse med Domstolens praksis. I Ten Oever-sagen var begrundelsen for en tidsmaessig begraensning nemlig heller ikke helt den samme som i Barber-sagen, idet Ten Oever-sagen drejede sig om efterladteydelser og ikke om forskelle i pensionsalderen (48). Alligevel anvendte Domstolen samme begraensning som i Barber-sagen uden at fremhaeve nogen saerlig begrundelse (49). Der er heller ikke forhold i dommene i de sager, der er fulgt efter Barber-sagen, som tyder paa, at den tidsmaessige begraensning kun gaelder forskelsbehandling som foelge af forskelle i pensionsalder eller efterladteydelser.

59. Svaret paa spoergsmaalet beroerer praktisk taget ikke den forskelsbehandling, der er tale om i den foreliggende sag, for saa vidt angaar de relevante beskaeftigelsesperioder, da samtlige relevante beskaeftigelsesperioder under alle omstaendigheder ligger foer saavel den 17. maj 1990 (Barber) som datoen for dommen i den foreliggende sag (men det kan eventuelt beroere krav, der fremsaettes mellem disse to tidspunkter). Det boer imidlertid ogsaa overvejes, hvad foelgerne vil vaere i andre sager om erhvervstilknyttede pensionsordninger, saafremt det fastslaas, at det er noedvendigt at fastsaette en ny tidsmaessig begraensning i alle tilfaelde, hvor begrundelserne i Barber-sagen og i sagerne efter Barber-sagen ikke kan anvendes, men andre begrundelser kan. Konsekvensen ville paradoksalt nok vaere, at ligebehandling i alle saadanne sager kun ville vaere obligatorisk for saa vidt angaar beskaeftigelsesperioder, der ligger efter datoen for saadanne fremtidige domme. Dette forekommer mig at vaere en alt for generoes udskydelse af gennemfoerelsen af ligebehandlingsprincippet.

60. Da konklusionen efter min mening maa blive, at den tidsmaessige begraensning i Barber-sagen maa gaelde, er det ikke noedvendigt at se paa virkningen af den protokol ad artikel 119, der ved traktaten om Den Europaeiske Union er blevet knyttet som bilag til EF-traktaten. Som tidligere naevnt (50), hedder det generelt i protokollen, at ydelser i medfoer af en erhvervstilknyttet social sikringsordning ikke skal anses for loen i artikel 119' s forstand, hvis og i det omfang de kan henfoeres til beskaeftigelsesperioder, der ligger forud for den 17. maj 1990 (datoen for Barber-dommen). Efter generaladvokat Van Gerven' s opfattelse skal denne bestemmelse blot forstaas som en "en erklaering om indholdet af artikel 119 og Domstolens praksis" (51). Dette er nemlig den fortolkning, der bedst kan siges at vaere i overensstemmelse med den "gaeldende faellesskabsret", som ifoelge traktaten om Den Europaeiske Union skal opretholdes og udbygges (52). Men som naevnt er det ikke noedvendigt at undersoege protokollens virkninger her, da G. A. Beune for det foerste har anlagt sag foer datoen for Barber-dommen, og da jeg for det andet mener, at den samme tidsmaessige begraensning under alle omstaendigheder maa gaelde for ABPW-pensionen, som udgoer en del af de nederlandske tjenestemaends loen i artikel 119' s forstand.

61. Jeg vil herefter undersoege, om direktiv 86/378 foejer noget til den tidsmaessige raekkevidde af forbuddet mod forskelsbehandling. Dette spoergsmaal er ikke relevant for G. A. Beune, men det kunne det vaere for andre nederlandske tjenestemaend, som endnu ikke har anlagt sag, og som derfor efter min opfattelse rammes af den tidsmaessige begraensning i Barber-dommen og derfor faktisk ikke kan paaberaabe sig artikel 119 med hensyn til den forskelsbehandling, der foelger af samordningsreglerne. Direktivet skulle have vaeret fuldstaendig gennemfoert pr. 1. januar 1993. Indebaerer dette, at enhver forskelsbehandling med hensyn til udbetaling af ydelser er forbudt fra denne dato ° ligesom for direktiv 79/7' s vedkommende (53) ° selv om ydelserne vedroerer beskaeftigelsesperioder, der ligger foer den 1. januar 1986? Besvarelsen af dette spoergsmaal afhaenger, for saa vidt angaar ABPW-pensionen, af fortolkningen af direktivets artikel 8, stk. 2, hvori det hedder:

"Dette direktiv er ikke til hinder for, at rettigheder og pligter, som vedroerer en periode for medlemskab af en erhvervstilknyttet ordning, der ligger forud for revisionen af den paagaeldende ordning, fortsat er undergivet de bestemmelser i ordningen, som var gaeldende for den paagaeldende periode."

Ved foerste oejekast omfatter denne undtagelse klart ABPW-samordningsreglerne, idet revisionen af disse regler, som skal foere til ligebehandling, ikke omfatter pensionsrettigheder vedroerende tidligere medlemskabsperioder. Disse rettigheder er fortsat underkastet de tidligere bestemmelser.

62. Kommissionen har imidlertid gjort gaeldende, at denne undtagelse ikke gaelder ABPW' s samordningsregler for saa vidt angaar beskaeftigelsesperioder forud for den 1. januar 1986, da revisionen af disse regler fandt sted foer vedtagelsen af direktiv 86/378. Jeg kan ikke vaere enig i dette argument. Det svarer til at sige, at en medlemsstat, saafremt den har tilpasset sin lovgivning til ligebehandlingsprincippet foer direktivets vedtagelse, ikke kan paaberaabe sig undtagelsen, mens andre medlemsstater, som foerst har gennemfoert ligebehandlingsprincippet ved udloebet af den i direktivet fastsatte frist, har ret til at opretholde undtagelser for saa vidt angaar rettigheder og pligter, som vedroerer tidligere beskaeftigelsesperioder. Dette kan efter min opfattelse ikke vaere rigtigt. Endvidere fremgaar det paa ingen maade af direktivet, at den revision, der henvises til i artikel 8, stk. 2, noedvendigvis er den revision, der foelger af direktivets gennemfoerelse. Man boer ligeledes vaere opmaerksom paa den almindelige regel om, at saafremt national lovgivning er i overensstemmelse med et direktivs bestemmelser, selv foer direktivets vedtagelse, behoever den paagaeldende medlemsstat overhovedet ikke traeffe nogen foranstaltninger (54). Dette synes netop at vaere tilfaeldet for Nederlandenes vedkommende for saa vidt angaar undtagelsen i artikel 8, stk. 2, saaledes som denne er anvendt paa ABPW' s samordningsregler.

63. Jeg finder derfor, at i det omfang direktiv 86/378 ogsaa omfatter ABPW-pensionsordningen, er undtagelsen i artikel 8, stk. 2, til hinder for, at gifte mandlige tjenestemaend goer gaeldende, at forskelsbehandlingen med hensyn til beskaeftigelsesperioder forud for den 1. januar 1986 (som er de eneste perioder, der er relevante for ordningen) er uforenelig med direktivet, for saa vidt angaar pensionsydelser udbetalt efter den 1. januar 1993. Det foelger heraf, at forskelsbehandlingen som foelge af de omtvistede nederlandske regler ikke kan anfaegtes paa grundlag af direktiv 86/378.

64. Det naeste spoergsmaal er, om der skal gaelde nogen tidsmaessig begraensning, saafremt Domstolen fastslaar, at ABPW-pensionsordningen er underkastet ikke artikel 119, men direktiv 79/7. ABP og den nederlandske regering har gjort gaeldende, at Domstolen, da ABP arbejder ud fra et reservefunderingsprincip, af retssikkerhedshensyn boer fastslaa, at forbuddet mod forskelsbehandling kun kan paaberaabes i forbindelse med pensionsydelser svarende til beskaeftigelsesperioder, der ligger efter fristen for direktivets gennemfoerelse, nemlig den 23. december 1984. De synes at betragte dette ° ikke som en tidsmaessig begraensning af den dom, der skal afsiges i den foreliggende sag ° men som en generel fortolkning af direktiv 79/7' s raekkevidde. Men en antagelse af denne fortolkning vil vaere i strid med fast retspraksis, ifoelge hvilken direktiv 79/7 forbyder enhver forskelsbehandling ved udbetaling af ydelser efter dette tidspunkt, selv i forhold til virkningerne af tidligere lovgivning (55). Ganske vist kan reservefunderingen til en vis grad begrunde et saadant synspunkt. Men jeg kan ikke acceptere det, da det vil indebaere, at man i strid med den nuvaerende retspraksis i fremtiden skal sondre mellem de socialsikringspensionsordninger, der er reservefunderede, og dem, der ikke er det. Hvad angaar de foerstnaevnte ville anvendelsen af ligebehandlingsprincippet i medfoer af direktiv 79/7 blive udskudt i det omfang, pensionen vedroerer beskaeftigelsesperioder, der ligger foer den 23. december 1984. Herved ville der opstaa endnu mere usikkerhed med hensyn til raekkevidden af faellesskabsrettens ligebehandlingsregler. Det ville sandsynligvis rejse vanskelige spoergsmaal om, hvilke pensionsordninger der er omfattet af den nye fremgangsmaade, og hvilke der ikke er.

65. Men muligvis er det kernen i ABP' s og den nederlandske regerings argumentation, at de ikke kunne forudse, at direktiv 79/7 ogsaa var gaeldende for ABPW-ordningen, og at der er bydende retssikkerhedshensyn, der begrunder en ny tidsmaessig begraensning, som gaar ud paa, at selv om direktivet fastsaetter en ret til ligebehandling for saa vidt angaar tidligere beskaeftigelsesperioder, kan disse rettigheder med hensyn til en ordning som ABPW-ordningen kun paaberaabes af personer, der allerede har anlagt sag. Dette synspunkt stoettes af, at i 1985, da den nederlandske lovgivningsmyndighed aendrede samordningsreglerne, var forholdet mellem de relevante faellesskabsretlige regler og den omtvistede pensionsordning, som jeg har paapeget (56), paa ingen maade klart. Disse betragtninger gaelder, uanset hvorledes Domstolen karakteriserer ordningen. Retssikkerheden synes saaledes igen at vaere i fare. Dette vil sammen med de oekonomiske konsekvenser for ABP af at give ligebehandlingsprincippet fuld tilbagevirkende kraft kunne begrunde en ny tidsmaessig begraensning.

66. Endelig vender jeg tilbage til spoergsmaalet om, hvorvidt et krav som G. A. Beune' s, som foreslaaet af Kommissionen, skal begraenses til den del af pensionen, som svarer til beskaeftigelsesperioder, der ligger efter Defrenne II-dommen (den 8.4.1976). Dette forslag synes i foerste omgang at vaere overraskende, da den forskelsbehandling, G. A. Beune klager over, foerst opstod i 1988, da han begyndte at faa udbetalt pension. Men jeg finder Kommissionens forslag rigtigt. Hele grundlaget for G. A. Beune' s krav i henhold til artikel 119 er, at hans pension er opsat loen, og at der i modsaetning til situationen i Barber-sagen er tale om et krav, der bygger paa bestemte tidligere beskaeftigelsesperioder. Det ville vaere ulogisk, saafremt krav paa opsat loen kunne fremsaettes for alle tidligere beskaeftigelsesperioder uden begraensning (eventuelt ogsaa for perioder, der ligger foer traktatens ikrafttraedelse), naar krav om ikke-opsat loen begraenses til datoen for den dom, der giver artikel 119 direkte virkning. Jeg erkender, at de mulige oekonomiske konsekvenser, Domstolen tog hensyn til i Defrenne II-sagen, har meget mindre styrke her. Endvidere indfoeres der med denne tidsmaessige begraensning en sondring mellem pensionskrav, der bygger direkte paa beskaeftigelsesperioder, og andre pensionskrav, der ikke goer det, hvilket kan forekomme at vaere en beklagelig komplikation. Men efter min opfattelse er det, hvis pensioner skal behandles som omfattet af artikel 119, noedvendigt, at krav, der baseres paa bestemte beskaeftigelsesperioder, begraenses paa en maade, der svarer til begraensningerne for andre krav om lige loen.

Forslag til afgoerelse

67. Jeg er derfor af den opfattelse, at de af den nationale domstol forelagte spoergsmaal boer besvares som foelger, dvs. i overensstemmelse med det generelle synspunkt, der som naevnt vil vaere anvendeligt i andre sager, og som gaar ud paa, at ydelser udbetalt i henhold til en pensionsordning, som ikke er en generel social sikringsordning, udgoer loen i alle tilfaelde, hvor arbejdstagerens ret til ydelserne foelger af ansaettelsesforholdet:

"1) Ydelser udbetalt i henhold til en pensionsordning for tjenestemaend og andre ansatte i den offentlige sektor skal betragtes som loen i henhold til EOEF-traktatens artikel 119, saafremt den ansattes ret til ydelserne er en foelge af ansaettelsesforholdet.

2) Den direkte virkning af traktatens artikel 119 kan ikke paaberaabes til stoette for krav om ydelser vedroerende beskaeftigelsesperioder, der ligger foer afsigelsen af Barber-dommen (den 17.5.1990), medmindre arbejdstagerne eller deres ydelsesberettigede paaroerende inden dette tidspunkt har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til gaeldende national ret.

3) Saafremt der kan stilles krav om saadanne ydelser, der vedroerer beskaeftigelsesperioder, der ligger foer afsigelsen af Barber-dommen, kan den direkte virkning af artikel 119 ikke paaberaabes til stoette for krav om ydelser vedroerende beskaeftigelsesperioder, der ligger foer afsigelsen af Defrenne II-dommen (den 8.4.1976)."

(*) Originalsprog: engelsk.

(1) ° EFT 1979 L 6, s. 24.

(2) ° Det er oplyst, at en gift person, hvis aegtefaelle endnu ikke er fyldt 65 aar, modtager 70% af eksistensminimum, og at alle, der har krav paa AOW, modtager et tillaeg paa hoejst 30% af eksistensminimum, saafremt deres aegtefaelle eller samlever er yngre end 65 aar. Disse supplerende pensionsrettigheder synes dog ikke at vaere relevante i den foreliggende sag.

(3) ° Citeret i fodnote 1.

(4) ° Dom af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka, Sml. s. 1607.

(5) ° Dom af 17.5.1990, sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889.

(6) ° A.st., praemis 40-45.

(7) ° Dom af 6.10.1993, sag C-109/91, Ten Oever, Sml. I, s. 4879, praemis 15-20.

(8) ° Citeret i fodnote 1.

(9) ° Jf. dom af 24.6.1987, sag 384/85, Borrie Clarke, Sml. s. 2865, praemis 10, af 8.3.1988, sag 80/87, Dik, Sml. s. 1601, praemis 9, og af 11.7.1987, forenede sager C-87/90, C-88/90 og C-89/90, Verholen m.fl., Sml. I, s. 3757, praemis 28 og 29.

(10) ° Jf. sag 384/85, citeret i fodnote 9, praemis 11, senest bekraeftet i dom af 24.2.1994, sag C-343/92, Roks m.fl., praemis 18.

(11) ° EFT 1986 L 225, s. 40.

(12) ° Artikel 2, stk. 1.

(13) ° Artikel 4.

(14) ° Artikel 8, stk. 1.

(15) ° Artikel 8, stk. 2.

(16) ° Dom af 14.12.1993, sag C-110/91, Moroni, Sml. I, s. 6591, praemis 22, 23 og 24.

(17) ° Dom af 25.5.1971, sag 80/70, Defrenne, Sml. 1971, s. 109, org. ref.: Rec. s. 445, praemis 7 og 8.

(18) ° Sag 170/84, Bilka, citeret ovenfor i fodnote 4, praemis 20 og 21.

(19) ° Jf. ovennaevnte Barber-dom. Jf. ogsaa dom af 17.2.1993, sag C-173/91, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 673.

(20) ° Barber-dommen, citeret ovenfor i fodnote 5, praemis 27 og 28.

(21) ° A.st., praemis 26.

(22) ° Dom af 8.4.1976, sag 43/75, Defrenne, Sml. I, s. 455, praemis 22, min fremhaevelse.

(23) ° Sag 23/83, Liefting mod Academisch Ziekenhuis bij de Universiteit van Amsterdam, Sml. 1984, s. 3225.

(24) ° Liefting-sagen, citeret ovenfor i fodnote 23, Sml. s. 3244.

(25) ° Defrenne I-sagen, citeret ovenfor i fodnote 22.

(26) ° Ten Oever-sagen, citeret ovenfor i fodnote 7.

(27) ° Sag 171/88, Rinner-Kuehn, Sml. 1989, s. 2743.

(28) ° Barber-sagen, citeret ovenfor i fodnote 5.

(29) ° Jf. punkt 18.

(30) ° Jf. punkt 51 ff.

(31) ° Jf. punkt 19 ff.

(32) ° Jf. fodnote 17.

(33) ° Jf. artikel 2, stk. 1, citeret ovenfor i punkt 16.

(34) ° Jf. punkt 51 nedenfor.

(35) ° Jf. direktivets artikel 2, stk. 1.

(36) ° Defrenne I-sagen, citeret ovenfor i fodnote 22, praemis 21.

(37) ° Bilka-sagen, citeret ovenfor i fodnote 4, praemis 30.

(38) ° Jf. ovenfor, punkt 9.

(39) ° Roks-dommen, citeret ovenfor i fodnote 10, praemis 36.

(40) ° Barber-dommen, citeret ovenfor i fodnote 5, praemis 44.

(41) ° Jf. Ten Oever-sagen, citeret ovenfor i fodnote 7, Moroni-sagen, citeret ovenfor i fodnote 16, og dom af 22.12.1993, sag C-152/91, Neath, Sml. I, s. 6935.

(42) ° Barber-dommen, citeret ovenfor i fodnote 5, praemis 45.

(43) ° Defrenne I- sagen, citeret ovenfor i fodnote 22.

(44) ° Punkt 51 ovenfor.

(45) ° A.st.

(46) ° Jf. ovennaevnte sag, Verholen m.fl., fodnote 9.

(47) ° Jf. punkt 16 ovenfor samt punkt 51 ff.

(48) ° Ten Oever-sagen, citeret ovenfor i fodnote 7. Ganske vist er forskellen mellem Barber- og Ten Oever-sagen mindre end forskellen mellem Barber-sagen og den foreliggende sag, da forskelsbehandlingen i de to foerstnaevnte sager vedroerte undtagelserne i direktiv 79/7 og 86/378.

(49) ° Domstolen fulgte paa dette punkt ikke forslaget til afgoerelse fra generaladvokat Van Gerven, som indtog det standpunkt, at der burde indfoeres en ny tidsmaessig begraensning paa grundlag af datoen for dommen i Ten Oever-sagen, jf. punkt 51 i forslaget til afgoerelse.

(50) ° Jf. punkt 13.

(51) ° Forslag til afgoerelse af 28.4.1993, Ten Oever-sagen, punkt 23.

(52) ° Artikel B i traktaten om Den Europaeiske Union. I medfoer af traktatens artikel L har Domstolen dog ingen kompetence paa dette omraade.

(53) ° Jf. punkt 15 ovenfor.

(54) ° Jf. dom af 23.5.1985, sag 29/84, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 1661, praemis 23.

(55) ° Jf. punkt 15.

(56) ° Jf. punkt 57 ovenfor.