61992C0080

++++

Hr. praesident,

De herrer dommere,

1. Den foreliggende sag vedroerer visse bestemmelser i den belgiske lovgivning om radiokommunikation, som er indeholdt i loven af 30. juli 1979 og i de bekendtgoerelser af 15. oktober og 19. oktober 1979, der er udstedt til gennemfoerelse heraf. I sin begrundede udtalelse og i staevningen har Kommissionen navnlig paatalt foelgende forhold:

- Forbuddet efter artikel 4, litra c), i lov af 30. juli 1979 mod at opfange radio- og tv-udsendelser strider mod traktatens artikel 59.

- Forpligtelsen efter samme lovs artikel 7 til at indhente administrativ godkendelse til modtagerapparater strider mod traktatens artikel 30.

- Muligheden efter samme lovs artikel 7 for at opnaa dispensation fra godkendelseskravet for apparater til at sende og sende/modtage radiomeddelelser, som er bestemt til eksport, strider mod traktatens artikel 34.

Artikel 59

2. I replikken har Kommissionen erklaeret, at den ikke opretholder klagepunktet om tilsidesaettelsen af traktatens artikel 59. Den har erkendt, at klagepunktet beroede paa en fejlagtig fortolkning af de paagaeldende bestemmelser i den nationale lovgivning. Desuden har Kommissionen under den mundtlige forhandling direkte erklaeret, at det klart fremgik af den belgiske regerings besvarelse af den begrundede udtalelse, at de anfaegtede bestemmelser paa intet punkt var uforenelige med artikel 59, hvorfor det beroede paa en misforstaaelse, at Kommissionen i staevningen havde opretholdt klagepunktet om tilsidesaettelsen af artikel 59.

3. Jeg mener derfor, at Domstolen uden betaenkeligheder kan fastslaa, at Kommissionen har frafaldet anbringendet vedroerende artikel 59 under henvisning til, at det var ubegrundet.

Artikel 30

4. I staevningen har Kommissionen gjort gaeldende, at den belgiske regering har tilsidesat sine forpligtelser efter traktatens artikel 30 ved at vedtage og opretholde en godkendelsesordning for modtagerapparater.

En saadan godkendelsesordning ville efter Kommissionens opfattelse kun vaere berettiget for apparater til radiokommunikation, som kun anvendes til at sende med eller saavel til at sende som modtage med.

5. Den belgiske regering bestrider ikke, at godkendelsesordningen efter reglerne fra 1979 strider mod traktaten, men anfoerer blot, at den allerede foer sagen blev anlagt, men ganske vist efter, at fristen i den begrundede udtalelse var udloebet, afskaffede ordningen og i stedet indfoerte en forpligtelse til at afgive en erklaering, som Kommissionen selv har erkendt er forenelig med kravene efter traktatens artikel 30.

6. Den belgiske regering har dog erkendt, at den nye ordning udelukkende havde karakter af en forvaltningspraksis, som beroede paa ministerielle anvisninger, og ikke en retsakt, som var officielt bekendtgjort. I sit svar paa Domstolens spoergsmaal saerlig vedroerende dette forhold har regeringen desuden ikke kunnet oplyse, i form af hvilke retsakter den nye ordning blev vedtaget eller give naermere oplysninger om disse retsakters karakter, anvendelsesomraade og virkninger.

7. Efter min opfattelse er det her tilstraekkeligt at henvise til Domstolens faste praksis, hvori det er fastslaaet, at "opretholdelsen af nationale bestemmelser, som i sig selv er uforenelige med faellesskabsretten, selv om den paagaeldende medlemsstat handler i overensstemmelse med denne ret, skaber en faktisk tvetydig situation derved, at der for de omhandlede personer opretholdes en usikkerhed med hensyn til deres muligheder for at paaberaabe sig faellesskabsretten", og at denne usikkerhed blot oeges yderligere, "naar de rent administrative instrukser, i henhold til hvilke den nationale lov ikke skulle anvendes, er interne" (jf. dom af 12.6.1991, sag C-307/89, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 2903).

8. Herefter mener jeg ikke, det kan vaere tilstraekkeligt til at bringe det anfaegtede traktatbrud til ophoer, at den omtvistede godkendelsesordning erstattes af en erklaeringsforpligtelse, naar denne ordning udelukkende har karakter af en forvaltningspraksis, og naar den aendrede ordning i oevrigt ikke fremgaar af nogen formel retsakt. Jeg mener foelgelig, at der maa gives Kommissionen medhold i dette klagepunkt.

Artikel 34

9. Kommissionen har endvidere gjort gaeldende, at den belgiske lovgivning strider mod traktatens artikel 34, for saa vidt der herved er fastsat en ordning for dispensation fra godkendelseskravet for apparater til at sende eller sende/modtage, som er bestemt til eksport. Da eksporten af disse apparater ikke kan goeres betinget af en godkendelse, udgoer en ordning for dispensation fra godkendelseskravet, som det er overladt til forvaltningens skoen at administrere, efter Kommissionens opfattelse under alle omstaendigheder en uberettiget hindring for eksporten.

Det boer i oevrigt fremhaeves, at Kommissionens klagepunkt vedroerer godkendelsesordningen for apparater til at sende og sende/modtage [jf. staevningens punkt 2, litra c)]. Derimod har Kommissionen ikke rejst nogen indsigelser mod ordningen for saa vidt angaar de apparater, som udelukkende er modtagerapparater.

10. Vedroerende dette spoergsmaal boer det foerst understreges, at det er Domstolens faste praksis (senest bekraeftet ved dom af 9.6.1992, sag C-47/90, Delhaize frères, Sml. I, s. 3669), at traktatens artikel 34 ikke forbyder medlemsstaterne at vedtage tekniske forskrifter, som gaelder ens for produkter bestemt til det indenlandske marked og produkter, som er bestemt til eksport til de andre medlemsstater.

11. Vedroerende den foreliggende sag boer navnlig foelgende fremhaeves:

- Ved de belgiske regler (artikel 7 i lov af 30.7.1979) er der indfoert en godkendelsesordning for apparater til at sende og sende/modtage.

- Kommissionen har for disse apparaters vedkommende erkendt, at godkendelsesordningen er berettiget og i overensstemmelse med de betingelser, som fremgaar af traktatens bestemmelser vedroerende de frie varebevaegelser.

- Ordningen gaelder saavel for produkter, bestemt til det indenlandske marked, som for produkter bestemt til eksport.

- Eksportprodukterne stilles ikke ringere, men tvaertimod bedre, da det kun er muligt at opnaa dispensation fra godkendelseskravet for eksportprodukter.

12. Heraf foelger efter min opfattelse, for det foerste, at der ved de belgiske regler, som indeholder et godkendelseskrav for apparater til at sende og sende/modtage, indfoeres en generel og forebyggende kontrolordning, som har til formaal at sikre telekommunikationsnettets drift og brugernes sikkerhed. Der er altsaa tale om en ordning, som skal tilgodese objektive, legitime krav i almenhedens interesse.

13. Den eneste betingelse, som medlemsstaterne efter traktatens artikel 34 skal opfylde for en saadan ordnings vedkommende, er, at de ikke maa anvende tekniske kontrolforskrifter paa en saadan maade, at de eksporterede produkter stilles ringere end de produkter, som er bestemt til salg paa det interne marked. Som tidligere anfoert indeholder sagens akter imidlertid ikke nogen holdepunkter for at antage, at de anfaegtede belgiske forskrifter indebaerer en saadan forskelsbehandling begrundet i, at produkterne er bestemt til eksport. Eksportprodukterne stilles nemlig ikke ringere, men behandles tvaertimod administrativt mere lempeligt, idet der er mulighed for at opnaa dispensation fra godkendelseskravet.

Desuden er der ikke i Kommissionens bemaerkninger - som aerligt talt er saa kortfattede, at det efterlader én helt desorienteret - anfoert noget som helst argument til forklaring af, at en ordning, som ud fra en umiddelbar betragtning virker mere lempelig for de eksporterede produkter, maa anses for uforenelig med traktatens artikel 34, saadan som denne bestemmelse fortolkes af Domstolen.

14. Jeg mener derfor ikke, at der kan gives Kommissionen medhold i dens klagepunkt vedroerende traktatens artikel 34.

15. Paa grundlag af de anfoerte betragtninger skal jeg foreslaa Domstolen at afsige en dom med saalydende konklusion:

1) Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser efter traktatens artikel 30, idet det har vedtaget og opretholdt den ordning for godkendelse af apparater til modtagelse af radiomeddelelser, som er fastsat i artikel 7 i lov af 30. juli 1979, og de bekendtgoerelser, som er udstedt til gennemfoerelse af denne lov.

2) I oevrigt frifindes sagsoegte.

3) Kommissionens og Kongeriget Belgiens omkostninger afholdes af Kommissionen med to tredjedele og af Kongeriget Belgien med en tredjedel.

4) Intervenienten, Det Forenede Kongerige, betaler sine egne omkostninger.

(*) Originalsprog: italiensk.