61991J0210

++++

1. Traktatbrud ° begrundet udtalelse ° staevning ° skal stoettes paa de samme synspunkter og anbringender

(EOEF-traktaten, art. 169)

2. Faelles toldtarif ° midlertidig indfoersel med afgiftsfritagelse ° rejsendes personlige effekter ° medlemsstaternes kompetence til at sanktionere overtraedelser ° graenser ° overholdelse af proportionalitetsprincippet

(Raadets forordning nr. 3599/82, art. 2, stk. 2, og art. 19)

3. Traktatbrud ° bevis for traktatbruddet ° Kommissionens bevisbyrde

(EOEF-traktaten, art. 169)

1. En i medfoer af traktatens artikel 169 anlagt sag kan kun stoettes paa den begrundelse og de anbringender, der allerede er fremfoert i den begrundede udtalelse.

2. Saa laenge der ikke er gennemfoert nogen faellesskabsretlig harmonisering hvad angaar overtraedelser i forbindelse med den faellesskabsretlige ordning vedroerende midlertidig indfoersel af rejsendes personlige effekter, er medlemsstaterne befoejet til at traeffe bestemmelse om de sanktioner, som de finder rimelige. De skal dog udoeve deres befoejelser paa dette omraade under iagttagelse af faellesskabsretten og dennes almindelige grundsaetninger og dermed under iagttagelse af proportionalitetsprincippet. Administrative forholdsregler eller sanktioner maa herved ikke gaa ud over, hvad der er strengt noedvendigt for at tilgodese de paagaeldende hensyn, og der maa ikke til kontrolforanstaltninger knyttes sanktioner, som staar i et saadant misforhold til den paagaeldende overtraedelses grovhed, at sanktionen undergraver de ved traktaten knaesatte friheder.

3. Naar Kommissionen anlaegger traktatbrudssag ved Domstolen i medfoer af traktatens artikel 169, skal den godtgoere, at den paagaeldende medlemsstat som haevdet har tilsidesat sine forpligtelser efter traktaten, og selv foere bevis herfor.

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 7. august 1991 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EOEF-traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til traktaten ved at paalaegge en turist, der kunne goere brug af den faellesskabsretlige ordning vedroerende midlertidig indfoersel for saa vidt angaar personlige effekter, som vedkommende transporterede i sin bil, en boede beregnet paa grundlag af den told og de afgifter, der var gaeldende for en vare, som turisten ikke havde angivet, selv om den af turisten afgivne urigtige erklaering ikke kunne medfoere, at staten ville kunne opkraeve told og afgifter, idet det paagaeldende videokamera hoerte til turistens personlige effekter.

2 I henhold til artikel 19 i Raadets forordning (EOEF) nr. 3599/82 af 21. december 1982 om ordningen vedroerende midlertidig indfoersel (EFT L 376, s. 1) omfatter ordningen vedroerende midlertidig indfoersel med fuldstaendig fritagelse for importafgifter de personlige effekter, som en rejsende baerer paa sin person under ophold i Faellesskabets toldomraade. Forordningens artikel 2, stk. 2, indeholder bestemmelse om, at "de kompetente myndigheder traeffer alle fornoedne foranstaltninger til sikring af varernes identificering og kontrollen med deres anvendelse". Endvidere gaelder det i henhold til artikel 12 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1751/84 af 13. juni 1984 om fastsaettelse af visse gennemfoerelsesbestemmelser til naevnte forordning (EFT L 171, s. 1), at personlige effekter kan indfoeres i henhold til ordningen vedroerende midlertidig indfoersel uden skriftlig angivelse under betingelser, der fastsaettes af de kompetente myndigheder.

3 Sidstnaevnte bestemmelse udelukker saaledes ikke, at vedkommende nationale myndigheder forlanger, at den rejsende afgiver en mundtlig erklaering.

4 Det fremgaar af sagen, at en tysk statsborger den 22. marts 1988 i sin bil passerede graensen mellem Jugoslavien og Graekenland ved graenseovergangsstedet Evzoni. Ved indrejsen til Graekenland forespurgte en toldembedsmand den paagaeldende paa engelsk og tysk, om han havde varer at angive, herunder navnlig elektronisk materiel eller videomateriel og fotoapparater. Den rejsende besvarede dette spoergsmaal benaegtende. Toldembedsmanden undersoegte dog bilen og de genstande, som befandt sig i den. Herved fandt han et videokamera, hvis toldmaessige status ikke kunne fastslaas. Ifoelge den tyske turist var kameraet anbragt synligt i den bageste del af bilen, mens det ifoelge toldembedsmanden var "omhyggeligt skjult".

5 De graeske toldmyndigheder fandt, at turisten ved sin optraeden havde overtraadt toldlovgivningen (urigtig erklaering), og paalagde ham en boede paa 404 800 DR, dvs. to gange det told- og afgiftsbeloeb, som gjaldt ved lovlig indfoersel af den paagaeldende vare. En betaling af et beloeb svarende til to gange told- og afgiftsbeloebet er den efter graesk ret fastsatte mindstestraf for at give en urigtig erklaering.

6 Da Kommissionen fandt, at straffen stod i misforhold til forseelsen og dermed kunne undergrave anvendelsen af den faellesskabsretlige ordning vedroerende midlertidig afgiftsfritaget indfoersel af rejsendes personlige effekter, anlagde den naervaerende traktatbrudssag.

7 Hvad naermere angaar sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

8 Kommissionen har i staevningen indledningsvis anfoert, at den ivaerksatte traktatbrudsproceduren, fordi den paagaeldende sanktion fra de graeske toldmyndigheders side har baggrund i administrativ praksis, saaledes at den tyske turists tilfaelde ikke er et enkeltstaaende tilfaelde.

9 Den Hellenske Republik har gjort gaeldende, at dette klagepunkt hverken optraadte i aabningsskrivelsen eller i den begrundede udtalelse, hvorfor sagen for saa vidt maa afvises.

10 Det bemaerkes herom i foerste raekke, at det fremgaar af Domstolens faste praksis (jf. bl.a. dom af 13.12.1990, sag C-347/88, Kommissionen mod Graekenland, Sml. I, s. 4747, praemis 16), at en i medfoer af EOEF-traktatens artikel 169 anlagt sag kun kan stoettes paa den begrundelse og de anbringender, der allerede er fremfoert i den begrundede udtalelse.

11 Det bemaerkes herefter, at Kommissionen saavel i aabningsskrivelsen som i den begrundede udtalelse som begrundelse for, at Den Hellenske Republik skulle have tilsidesat faellesskabsretten, henviste til den konkrete sag, hvorved den paagaeldende tyske turist blev paalagt den omhandlede boede. Der henvises i aabningsskrivelsen og i den begrundede udtalelse ikke til nogen administrativ praksis eller til lignende tilfaelde, hverken direkte eller indirekte. Kommissionen anfaegtede heller ikke lovligheden af de paagaeldende bestemmelser i national lovgivning vedroerende den omhandlede form for overtraedelse, end ikke forudsaetningsvis.

12 Klagepunktet vedroerende administrativ praksis kan herefter ikke tages i betragtning, hvorfor spoergsmaalet om, hvorvidt der boer gives Kommissionen medhold i sagen, alene kan undersoeges paa grundlag af den af de graeske toldmyndigheder i det konkrete tilfaelde paalagte boede.

13 Kommissionen har for det andet gjort gaeldende, at stoerrelsen af den boede, som de graeske myndigheder paalagde den tyske turist, stod i misforhold til den konstaterede overtraedelses grovhed, og at sanktionen dermed strider mod proportionalitetsprincippet, saaledes som dette er fastlagt i Domstolens praksis.

14 Kommissionen anfoerer herved, at det fremgaar af omstaendighederne i sagen, at den tyske turist blot gjorde sig skyldig i en formel overtraedelse af toldregler, hvilket ikke boer kunne give anledning til en sanktion i form af en boede, der overstiger vaerdien af den paagaeldende vare.

15 Den Hellenske Republik har anfaegtet rigtigheden af Kommissionens fremstilling, idet den goer gaeldende, at denne i det vaesentlige er baseret paa Kommissionens subjektive opfattelse med hensyn til den tyske turists optraeden, herunder navnlig hvad angaar spoergsmaalet om graden af dennes skyld, overtraedelsens grovhed og de hensigter, som maa antages at fremgaa af denne optraeden. Rigtigheden af de omstaendigheder, som Kommissionen i denne forbindelse vil laegge til grund, er ikke blevet godtgjort.

16 Under alle omstaendigheder maa vurderingen af de faktiske omstaendigheder vaere omfattet af den enekompetence, som hver medlemsstats nationale myndigheder er tillagt, hvorved domstolskontrollen henhoerer under de nationale retsinstanser.

17 De nationale myndigheder skoennede i denne forbindelse, at den paagaeldendes optraeden ikke blot var udtryk for en "manglende erklaering", der skyldtes en misforstaaelse, men at der tvaertimod var tale om et bevidst forsoeg paa ulovligt at indfoere en vare af hoej vaerdi, som er paalagt hoeje afgifter. Dette var baggrunden for den boede, som den paagaeldende blev paalagt, idet dennes stoerrelse endvidere blev fastsat i overensstemmelse med den gaeldende nationale lovgivning og under hensyn til den manglende faellesskabsretlige harmonisering hvad angaar overtraedelser af toldlovgivningen.

18 Sammenfattende goer Den Hellenske Republik gaeldende, at den paagaeldende sanktion staar i et rimeligt forhold til den konstaterede overtraedelses grovhed, saaledes at den ikke er udtryk for nogen tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet.

19 Det bemaerkes indledningsvis, at saa laenge der ikke er gennemfoert nogen faellesskabsretlig harmonisering hvad angaar overtraedelser af toldlovgivningen, er medlemsstaterne befoejet til at traeffe bestemmelse om de sanktioner, som de finder rimelige (jf. bl.a. dom af 2.2.1977, sag 50/76, Amsterdam Bulb, Sml. s. 137, praemis 33, og af 26.10.1982, sag 240/81, Einberger, Sml. s. 3699, praemis 17). Medlemsstaterne skal dog udoeve deres befoejelser paa dette omraade under iagttagelse af faellesskabsretten og dennes almindelige grundsaetninger og dermed under iagttagelse af proportionalitetsprincippet.

20 Domstolen har saaledes flere gange fastslaaet, at administrative forholdsregler eller sanktioner ikke maa gaa ud over, hvad der er strengt noedvendigt for at tilgodese de paagaeldende hensyn, og at der ikke til kontrolforanstaltninger maa knyttes sanktioner, som staar i et saadant misforhold til den paagaeldende overtraedelses grovhed, at sanktionen undergraver de ved traktaten knaesatte friheder (jf. bl.a. dom af 11.11.1981, sag 203/80, Casati, Sml. s. 2595, praemis 27, af 31.1.1984, forenede sager 286/82 og 26/83, Luisi og Carbone, Sml. s. 377, og af 21.9.1989, sag 68/88, Kommissionen mod Graekenland, Sml. s. 2965).

21 Det maa herefter undersoeges, hvorvidt den boede, som de graeske myndigheder paalagde den tyske turist, som anfoert af Kommissionen staar i et saadant misforhold til den paagaeldende overtraedelses grovhed, at den kan undergrave ordningen vedroerende midlertidig indfoersel af rejsendes personlige effekter.

22 Det bemaerkes herved, at Kommissionen, naar den anlaegger traktatbrudssag ved Domstolen, skal godtgoere, at der som haevdet foreligger et traktatbrud, og selv foere bevis herfor (dom af 19.3.1991, sag C-249/88, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 1275, praemis 6).

23 Kommissionen har gjort gaeldende, at den paagaeldende turist blot gjorde sig skyldig i en formel overtraedelse af en toldregel, og at de graeske toldmyndigheder ikke foretog en korrekt vurdering med hensyn til vedkommendes hensigter, hvilket gav anledning til, at de paalagde turisten en uforholdsmaessig stor boede, men det maa fastslaas, at Kommissionen ikke paa nogen maade har godtgjort rigtigheden heraf. Kommissionens argumenter er saaledes udelukkende baseret paa formodninger, som ikke kan tages i betragtning ved Domstolens bedoemmelse af sagen.

24 Sagsoegte vil herefter vaere at frifinde.

Sagens omkostninger

25 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Kommissionen har tabt sagen og boer derfor doemmes til at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Sagsoegte frifindes.

2) Kommissionen betaler sagens omkostninger.