61991J0089

++++

Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser ° kompetence i sager om forbrugerkontrakter ° begrebet "forbruger" ° sagsoeger, der handler under udoevelse af sin erhvervsmaessige virksomhed som den, der har faaet overdraget en privatpersons rettigheder ° ikke omfattet

(Konventionen af 27. september 1968, art. 13, stk. 1, og art. 14, som aendret ved tiltraedelseskonventionen af 1978)

De saerlige regler, der er indfoert ved artikel 13 ff. i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, er begrundet i et oenske om at beskytte forbrugeren som den part i kontrakten, der maa antages at vaere oekonomisk set svagere og retligt set mindre erfaren end medkontrahenten, saaledes at forbrugeren som kontraktpart ikke udsaettes for vanskeligheder i forbindelse med et soegsmaal i form af at skulle anlaegge sag ved retterne i den stat, paa hvis omraade medkontrahenten har bopael. Disse bestemmelser gaelder kun for private, endelige forbrugere, som ikke driver forretnings- eller erhvervsmaessig virksomhed, og som har indgaaet en af de i artikel 13 opregnede kontrakter og i overensstemmelse med artikel 14 er parter i en retssag. Heraf foelger, at konventionens artikel 13 skal fortolkes saaledes, at en sagsoeger, som handler under udoevelse af sin erhvervsmaessige virksomhed og derfor ikke selv er en forbruger, der er part i en af de i artikel 13, stk. 1, naevnte kontrakter, ikke kan benytte konventionens specielle kompetenceregler i sager om forbrugerkontrakter.

1 Ved kendelse 29. januar 1991 indgaaet til Domstolen den 11. marts 1991 har Bundesgerichtshof i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17), som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse (EFT L 304, s. 1, herefter benaevnt "konventionen"), forelagt fire praejudicielle spoergsmaal om fortolkningen af konventionens artikel 13, stk. 1 og 2.

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag anlagt af TVB Treuhandgesellschaft fuer Vermoegensverwaltung und Beteiligungen mbH, Muenchen (Forbundsrepublikken Tyskland, herefter benaevnt "TVB"), mod E.F. Hutton & Co. Inc., New York (USA), som i mellemtiden er blevet overtaget af Shearson Lehman Hutton Inc., New York (herefter benaevnt "Hutton Inc.").

3 Det fremgaar af de sagsakter, der er fremsendt til Domstolen, at TVB anlagde sag mod Hutton Inc. ved de tyske domstole paa grundlag af en rettighed, der var blevet overdraget til TVB. Overdrageren, en tysk dommer, havde som led i en kommissionsaftale overladt det til boersmaeglerselskabet Hutton Inc. at udfoere valuta-, vaerdipapir- og vareterminsforretninger. Med henblik herpaa havde han i 1986 og 1987 indbetalt betydelige beloeb, som naesten fuldt ud gik tabt under disse forretninger.

4 Hutton Inc. havde annonceret for sine ydelser i dagblade og tidsskrifter i Forbundsrepublikken Tyskland. Forretningsforholdet med overdrageren kom i stand gennem E.F. Hutton & Co. GmbH (herefter benaevnt "Hutton GmbH"), som har hjemsted i Tyskland. Hutton GmbH, som er underordnet Hutton Inc., udfoerer raadgivning af kunderne i forbindelse med de forretninger, Hutton Inc. udfoerer. Hutton GmbH optraadte i det mindste som formidler i forbindelse med alle de koebs- og salgsordrer, overdrageren afgav. Anparterne i Hutton GmbH tilhoerer E.F. Hutton International Inc., New York, som er et 100% ejet datterselskab af Hutton Inc. Desuden varetager flere personer ledelsesfunktioner saavel i Hutton Inc. som i Hutton GmbH.

5 TVB stillede over for Hutton Inc. krav om tilbagebetaling af de beloeb, overdrageren havde mistet. Til stoette for kravene gjorde TVB gaeldende, at der forelaa ugrundet berigelse, og at der forelaa erstatningsansvar paa grund af tilsidesaettelse af kontraktlige forpligtelser og forpligtelser i forbindelse med kontrakters indgaaelse og tillige erstatningsansvar efter reglerne om erstatning uden for kontrakt, da Hutton Inc. ikke i fornoedent omfang havde givet overdrageren oplysning om risikoen ved terminsforretninger.

6 Landgericht Muenchen, som TVB indbragte sagen for, erklaerede sig inkompetent til at paadoemme kravene. Appelinstansen, Oberlandesgericht Muenchen, ophaevede Landgericht' s afgoerelse, idet den fandt, at Landgericht havde kompetence i sagen. Hutton Inc. indgav herefter revisionsanke til Bundesgerichtshof.

7 Bundesgerichtshof fandt, at sagen rejste spoergsmaal vedroerende fortolkningen af konventionen og besluttede at udsaette sagen, indtil Domstolen har truffet praejudiciel afgoerelse om foelgende spoergsmaal:

"1) Omfatter konventionens artikel 13, stk. 1, nr. 3, kommissionsaftaler om udfoerelse af valuta-, vaerdipapir- og vareterminsforretninger?

2) Finder konventionens artikel 13, stk. 1, nr. 3, litra a), anvendelse, naar blot forbrugerens medkontrahent foer kontraktens indgaaelse har annonceret i dagblade eller tidsskrifter i den stat, hvor forbrugeren har bopael , eller kraeves der i henhold til bestemmelsen en forbindelse mellem reklameringen og kontraktens indgaaelse?

3) Er forbrugerens medkontrahent indehaver af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed i konventionens artikel 13, stk. 2' s forstand, naar medkontrahenten med henblik paa indgaaelse og gennemfoerelse af kontrakten har benyttet et selskab, som er hjemmehoerende i den stat, hvor forbrugeren har bopael, og som ejes af medkontrahenten, med hvem der ogsaa bestaar et personsammenfald, selv om selskabet ikke har fuldmagt til at indgaa aftaler, men alene optraeder som bud og foretager raadgivning af forbrugeren, og skal sager, der opstaar i det saaledes formidlede forhold mellem forbrugeren og dennes medkontrahent, anses for at vaere sager vedroerende driften af filialen, agenturet eller en lignende virksomhed?

4) a) Omfatter begrebet 'sager om kontrakter' i konventionens artikel 13, stk. 1, ud over indtaling af erstatningskrav som foelge af tilsidesaettelse af kontraktlige forpligtelser ogsaa indtaling af krav, der stoettes paa tilsidesaettelse af forpligtelser i forbindelse med kontraktens indgaaelse (culpa in contrahendo) og paa ugrundet berigelse i forbindelse med

tilbagefoersel af ydelser i henhold til kontrakten?

b) Saafremt der under en sag er fremsat erstatningskrav som foelge af tilsidesaettelse af kontraktlige forpligtelser og forpligtelser i forbindelse med kontraktens indgaaelse, berigelseskrav samt krav om erstatning efter reglerne om erstatning uden for kontrakt, giver konventionens artikel 13, stk. 1, da hjemmel for et accessorisk vaerneting som foelge af kravenes indbyrdes sammenhaeng, ogsaa for saa vidt angaar de krav, der ikke stoettes paa aftale?"

8 Hvad naermere angaar hovedsagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg for Domstolen, henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

9 Indledningsvis bemaerkes, at de spoergsmaal, den forelaeggende ret har stillet, alle vedroerer fortolkningen af konventionens artikel 13, stk. 1 og 2, som findes i afdeling 4 ° under overskriften "Kompetence i sager om forbrugerkontrakter" ° i konventionens afsnit II, der indeholder reglerne om retternes kompetence.

10 Der skal derfor paa forhaand tages stilling til, om betingelserne for at bringe bestemmelsen i anvendelse i et tilfaelde som det, der foreligger i hovedsagen, er opfyldt, idet der maa antages ex officio at skulle tages stilling til spoergsmaal vedroerende anvendelsesomraadet for konventionens bestemmelser om retternes internationale kompetence.

11 Som det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, er tilbagebetalingskravene i hovedsagen ikke rejst over for Hutton Inc. af en privatperson, som har vaeret Hutton Inc.' s medkontrahent, men af et selskab, som den paagaeldende privatperson har overdraget sine rettigheder til.

12 Under disse omstaendigheder maa der tages stilling til, om en sagsoeger, som sagsoegeren i den foreliggende sag for den nationale ret, kan betragtes som forbruger i konventionens forstand og dermed kan benytte konventionens specielle kompetenceregler for sager om forbrugerkontrakter.

13 Med henblik paa besvarelsen af dette spoergsmaal bemaerkes, at der i Domstolens praksis (jf. bl.a. dom af 21.6.1978, sag 150/77, Bertrand, Sml. s. 1431, praemis 14, 15, 16 og 19, og af 17.6.1992, sag C-26/91, Handte, Sml. I, s. 3967, praemis 10) er opstillet et princip om, at de begreber, der anvendes i konventionen, og som kan have forskelligt indhold alt efter den nationale lovgivning i de kontraherende stater, for at sikre en ensartet anvendelse af konventionen i alle de kontraherende stater skal betragtes som selvstaendige begreber, der foerst og fremmest skal fortolkes ud fra konventionens opbygning og formaal. Dette gaelder isaer ogsaa begrebet "forbruger" i konventionens artikel 13 ff., for saa vidt som det benyttes som det afgoerende kriterium for anvendelsen af regler om retternes kompetence.

14 I denne forbindelse bemaerkes for det foerste, at der, som konventionen er opbygget, gaelder et almindeligt princip om, at kompetencen tilkommer retterne i den kontraherende stat, paa hvis omraade sagsoegte har bopael, jf. konventionens artikel 2, stk. 1.

15 Det er kun i kraft af en fravigelse af dette almindelige princip, at konventionen fastlaegger de tilfaelde, som er udtoemmende opregnet i afdeling 2-6 i afsnit II, hvor en person, der har bopael eller hjemsted paa en kontraherende stats omraade ° naar situationen er omfattet af en speciel kompetenceregel ° kan sagsoeges, eller ° naar den er omfattet af en regel om enekompetence eller om vaernetingsaftaler ° skal sagsoeges ved en ret i en anden kontraherende stat.

16 Kompetenceregler, der fraviger dette almindelige princip, kan derfor ikke foere til en fortolkning, der raekker ud over de tilfaelde, konventionen har for oeje (jf. Bertrand-dommen, praemis 17, og Handte-dommen, praemis 14).

17 En saadan fortolkning maa saa meget mere antages at skulle gaelde for en kompetenceregel som den, der er opstillet i konventionens artikel 14, som giver en forbruger i artikel 13' s forstand mulighed for at anlaegge sag ved retterne i den kontraherende stat, paa hvis omraade sagsoegeren har bopael. Konventionen taler saaledes, bortset fra de tilfaelde, hvor det udtrykkeligt er fastsat, klart imod, at retterne paa det sted, hvor sagsoegeren har bopael, tillaegges kompetence (jf. dom af 11.1.1990, sag C-220/88, Dumez France og Tracoba, Sml. I, s. 49, praemis 16 og 19).

18 For det andet bemaerkes, at de saerlige regler, der er indfoert ved konventionens artikel 13 ff., er begrundet i et oenske om at beskytte forbrugeren som den part i kontrakten, der maa antages at vaere oekonomisk set svagere og retligt set mindre erfaren end medkontrahenten, og at forbrugeren som kontraktpart derfor ikke boer udsaettes for vanskeligheder i forbindelse med et soegsmaal i form af at skulle anlaegge sag ved retterne i den stat, paa hvis omraade medkontrahenten har bopael.

19 Den beskyttelsesfunktion, som er knyttet til disse bestemmelser, maa indebaere, at de specielle kompetenceregler, der ved konventionen er indfoert med henblik herpaa, ikke udvides til at omfatte personer, som ikke har behov for beskyttelsen.

20 I denne forbindelse maa det fremhaeves, at en forbruger i konventionens artikel 13, stk. 1, defineres som en person, som handler "med henblik paa brug, der maa anses at ligge uden for hans erhvervsmaessige virksomhed", og at det i samme stykke bestemmes, at de forskellige kontrakttyper, som opregnes, og som afdeling 4 i konventionens afsnit II finder anvendelse paa, skal vaere indgaaet af forbrugeren.

21 Desuden maa det fremhaeves, at konventionen i artikel 14, stk. 1, giver hjemmel for, at retterne i den kontraherende stat, paa hvis omraade forbrugeren har bopael, har kompetence til at paakende "sager, som en forbruger agter at rejse mod den anden part i kontrakten".

22 Det fremgaar saavel af disse bestemmelsers ordlyd som af deres funktion, at de kun skal gaelde for private endelige forbrugere, som ikke driver forretnings- eller erhvervsmaessig virksomhed (jf. i denne retning ogsaa Bertrand-dommen, praemis 21, og den sagkyndige rapport, der blev udarbejdet i anledning af Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse af konventionen, EFT 1979 C 59, s. 71, punkt 153), og som har indgaaet en af de i artikel 13 opregnede kontrakter og i overensstemmelse med artikel 14 er parter i en retssag.

23 Som generaladvokaten har anfoert i punkt 26 i sit forslag til afgoerelse, beskytter konventionen kun forbrugeren, for saa vidt som han personligt er sagsoeger eller sagsoegt i en sag.

24 Heraf foelger, at konventionens artikel 13 skal fortolkes saaledes, at en sagsoeger, som handler under udoevelse af sin erhvervsmaessige virksomhed og derfor ikke selv er en forbruger, der er part i en af de i artikel 13, stk. 1, naevnte kontrakter, ikke kan benytte konventionens specielle kompetenceregler i sager om forbrugerkontrakter.

25 Af det anfoerte foelger, at det ikke er paakraevet at traeffe afgoerelse om de konkrete spoergsmaal, Bundesgerichtshof har stillet.

Sagens omkostninger

26 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om

sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Bundesgerichtshof ved kendelse af 29. januar 1991, for ret:

Artikel 13 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, skal fortolkes saaledes, at en sagsoeger, som handler under udoevelse af sin erhvervsmaessige virksomhed og derfor ikke selv er en forbruger, der er part i en af de i artikel 13, stk. 1, naevnte kontrakter, ikke kan benytte konventionens specielle kompetenceregler i sager om forbrugerkontrakter.