1. 

Amtsgericht Tübingen har anmodet Domstolen om at træffe præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 5, 7, 48, 52, 59 og 60 i EØF-traktaten med henblik på bestemte regler i tysk ret, i henhold til hvilke græske navne skal translittereres til latinske skrifttegn efter et system, som fonetisk set er ukorrekt.

2. 

Sagsøgeren i hovedsagen er en græsk statsborger, der arbejder som selvstændig massør og kurbademester i Altensteig (Forbundsrepublikken Tyskland). I hans græske fødselsattest lyder hans fornavn Χρήστος og hans efternavn Κωνσταντινίδης. Han begærer dette navn omskrevet til latinske bogstaver som »Christos Konstantinidis«, da denne skrivemåde for tysksprogede angiver den korrekte græske udtale af hans navn så nøjagtigt som muligt. Han henviser desuden til, at hans navn er omskrevet til latinsk skrift på denne måde i hans græske pas.

3. 

Den 1. juli 1983 indgik sagsøgeren ved Standesamt Altensteig ægteskab med en tysk statsborger. I ægteskabsregisteret blev hans navn indført som »Christos Konstadinidis«. Den 31. oktober 1990 begærede han over for Standesamt Altensteig berigtigelse af sit efternavn fra »Konstadinidis« til »Konstantinidis«. Denne begæring blev via Landratsamt Calw (tilsynsmyndigheden) forelagt Amtsgericht Tübingen, som var af den opfattelse, at Konstantinidis' navn i henhold til de relevante tyske bestemmelser skulle indføres i ægteskabsregisteret i overensstemmelse med, hvad der er anført i hans fødselsattest. Amtsgericht Tübingen lod derfor den græske fødselsattest oversætte af en beskikket translatør, som nøje anvendte et translitterationssystem, der er udarbejdet af Den Internationale Standardiseringsorganisation (ISO) ( 1 ), og som førte til, at Konstantinidis' navn blev til »Hrestos Konstantinides«, med en vandret streg over bogstavet »e« i fornavnet og over bogstaverne »o« og »e« i efternavnet. Landratsamt Calw begærede herefter indførslen i ægteskabsregisteret berigtiget således, at den er i overensstemmelse med ISO-translitterationssystemet (med den ene undtagelse, at de horisontale streger erstattes af betoningstegn for den stigende tone, såkaldte akuter ( 2 )).

4. 

Amtsgericht Tübingen har anført, at indførslen af sagsøgerens navn i ægteskabsregisteret i henhold til tysk ret skal ske med skrivemåden »Hréstos Konstantinidés«, selv om denne skrivemåde er sagsøgeren meget imod og ikke angiver den korrekte græske udtale. Amtsgericht Tübingen kommer til denne konklusion på grundlag af følgende overvejelser. I henhold til tysk ret skal navne, der indføres i folkeregisteret, svare til de navne, der er anført i vedkommendes fødselsattest. Folkeregisteret skal føres på tysk med gotisk eller latinsk skrift. Såfremt der på et fremmed sprog anvendes andre skrifttegn, skal navne, der er skrevet på dette sprog, så vidt muligt gengives ved hjælp af translitteration, hvilket vil sige, at hvert fremmed skrifttegn skal gengives med det ækvivalerende latinske skrifttegn. For græske navne skal det af ISO anbefalede translitterationssystem anvendes. Dette er i overensstemmelse med artikel 3 i konventionen om angivelse af for- og efternavne i folkeregistrene (konvention nr. 14 fra International Commission on Civil Status) af 13. september 1973(Bundesgesetzblatt 1976 II, s. 1473). Artikel 3 lyder således:

»Skal en myndighed i et land, der har tiltrådt konventionen, foretage en indførsel i et folkeregister, og fremlægges der med henblik herpå en afskrift eller et uddrag af en indførsel i et folkeregister eller et andet dokument, som gengiver efternavnene og fornavnene med andre skrifttegn end dem, der anvendes på det sprog, på hvilket indførslen skal ske, skal disse efternavne og fornavne så vidt muligt gengives ved hjælp af translitteration, og uden oversættelse.

Såfremt der foreligger normer, som er anbefalet af Den Internationale Standardiseringsorganisation (ISO), skal disse anvendes« ( 3 ).

Som nævnt eksisterer der hvad angår translitteration af græske navne rent faktisk en ISO-norm, som medfører, at sagsøgerens navn skrives »Hréstos Konstantinidés«.

5. 

Amtsgericht Tübingen finder, at det kan udgøre et indgreb i Konstantinidis' rettigheder i henhold til fællesskabsretten, hvis han tvinges til at stave sit navn i ægteskabsregisteret i overensstemmelse med ISO-normen. Retten har derfor stillet Domstolen følgende spørgsmål:

6.

Det kan være til hjælp at se på det generelle problem angående overførsel af navne fra en skrift til en anden, førend de juridiske problemer, de ovenfor nævnte spørgsmål rejser, behandles. Den mest udbredte måde kan betegnes som fonetisk omskrivning. Ved denne metode forsøger man at overføre navnet fra udgangssproget (i det konkrete tilfælde græsk) til målsproget (i dette tilfælde tysk) på en sådan måde, at en person, hvis modersmål er målsproget, får angivet den korrekte udtale af navnet så nøjagtigt som muligt. Fordelen ved denne metode er, at navnet fonetisk fordrejes så lidt som muligt. Ulempen er, at det kan være nødvendigt at anvende en forskellig skrivemåde for hvert enkelt sprog, såfremt den skrift, navnet overføres til, anvendes på flere forskellige sprog, og den valør, de enkelte bogstaver har, er forskellig fra det ene sprog til det andet. Det generer åbenbart ikke forfattere og forlæggere — der naturligvis ikke ser problemet med de samme øjne som ISO eller tjenestemændene ved folkeregisteret i Altensteig — særligt, at der ikke findes nogen ensartet translitteration af udenlandske navne. Således tales der i spanske tidsskrifter om »Jomeini«, mens den afdøde ayatollah i de fleste andre lande betegnes som »Khomeini«. Franske journalister skriver »Eltsine«, engelske derimod »Yeltsin«. Navnet på Sovjetunionens sidste præsident skrives forskelligt, enten som »Gorbachov«, »Gorbatschow« eller »Gorbaciov«. Og komponisten, der i den engelsktalende verden er kendt som »Tchaikovsky«, betegnes i Italien som »Ciaikovski«. Sådanne afvigelser var åbenbart mindre acceptable for ISO, da organisationen påtog sig at udvilde et system til translitteration af græske navne, som skulle gælde i alle lande, der anvender latinsk skrift.

7.

I princippet tilkommer det ikke Domstolen at fastslå, at et system er bedre end et andet til at translitterere græske navne til latinske skrifttegn. Da Konstantinidis dog i det væsentlige har gjort gældende, at anvendelsen af ISO-systemet på hans navn medfører, at navnet ud fra en fonetisk betragtning fordrejes i uacceptabelt omfang, er det på sin plads kort at undersøge de praktiske følger, systemet har. Hvis man generelt anvendte den version af ISO-systemet, som er blevet forelagt Domstolen, ville stavemåden af mange græske navne utvivlsomt blive forvansket betydeligt. Skrivemåden er i flere henseender bizar og upræcis. Det græske bogstav »β«, f.eks., der i oldtiden vist svarede til lyden »b« som i det engelske ord »big«, udtales i moderne græsk som »v«'et i »very«. Men det bestemmes i ISO-systemet, at bogstavet skal gengives med et »b«. Indflydelsen fra de opfattelser, der findes angående udtalen af klassisk græsk, kommer også til udtryk ved den foreslåede gengivelse af vokalerne »η« og »υ«, der i moderne græsk begge udtales som vokalen i det engelske ord »sheep«. I ISO-systemet bliver »η« angivet som »e« (med en vandret streg over), og »υ« som »u«; fonetisk kunne den første angivelse være korrekt for en person, der taler engelsk, og den anden for en, der taler valisisk, hvorimod ingen af gengivelserne formidler de græske bogstavers valør, når det drejer sig om personer, der taler tysk. Desuden tager ISO-systemet ikke højde for, at bogstavet »υ« udtales som et engelsk »v« eller »f«, når der står et »α« eller »ε« foran det. Dette er ikke de eneste mangler. ISO-systemet translittererer det græske »γ« med det latinske »g« på trods af, at det hårde »γ« udtales gutturalt, og det bløde »γ« udtales som »y« i det engelske ord »yes«. Bogstavet »Θ«, der udtales som »th«'et i det engelske ord »thing«, gengives med et »t« med en vandret streg over. Det er selvfølgelig svært at give en person, som taler tysk, en forestilling om sådan en lyd, da den ikke findes på tysk. Men mere konventionelle translitterationssystemer skriver »Θ« som »th«, måske fordi disse bogstaver i det mindste har en tilsvarende valør på et af de store sprog (nemlig engelsk), og måske fordi tyske ord, som stammer fra græske ord med bogstavet »0«, skrives med »th« (f.eks. »Theologie«). Andre græske konsonanter, som forvanskes ved ISO-systemet, er bogstavet »χ« (som translittereres med »h«, mens »ch« ville være rigtigere og fonetisk korrekt for folk, der taler tysk) og »ψ«, som svarer til lyden »ps« i det engelske ord »tips«, men som efter ISO-systemet translittereres til »p« med en vandret streg over.

8.

Et godt eksempel på forvanskning som følge af ISO-systemet er navnet på grækeren Γιάννης Ψυχάρης (der levede 1854-1929 og var en radikal forkæmper for brugen af det græske folkesprog). Navnet ville normalt blive translittereret som »Yannis Psycharis«, men efter ISO-systemet ville det blive gengivet som »Giannés Puharés« ( 4 ) (når man går ud fra, at der bruges akuter i stedet for de vandrette streger), hvilket er vildledende ud fra ethvert synspunkt. Det måske mest esoteriske kendetegn ved ISO-systemet er brugen af vandrette streger over bestemte bogstaver. Disse tegn kan overhovedet ikke have nogen betydning for andre end den læser, der er fortrolig med ISO-systemet; for de uindviede viser stregerne helt sikkert ikke, at »t«'et er frikativt, eller at »p«'et skal udtales som »ps«. På mange skrivemaskiner og tekstbehandlingsanlæg kan sådanne tegn desuden, som vi har set, slet ikke gengives, hvilket uden tvivl giver en forklaring på, hvorfor de tyske myndigheder vil indføre sagsøgerens navn med skrivemåden »Hréstos Kónstantinidés«, med tre akuter, som ikke følger af ISO-systemet. Der opstår absolut tvivl om værdien af et translitterationssystem, som anvender diakritiske tegn, der overstiger de tekniske muligheder, normale skrivemaskiner og tekstbehandlingsprogram har.

9.

På grundlag af disse bemærkninger er det let at konkludere, at når ISO-translitterationssystemet anvendes i Tyskland (eller i en anden medlemsstat), bliver mange græske navne — herunder sagsøgerens — skrevet på en måde, som giver en særdeles vildledende forestilling om den rigtige udtale. Rent faktisk bliver ikke så få navne forvansket til ukendelighed.

10.

Selv om Amtsgericht Tübingen har forelagt to selvstændige spørgsmål, kan disse efter min mening sammenfattes til et enkelt spørgsmål: Giver artikel 7 og 52 i EØF-traktaten en statsborger fra en medlemsstat, der har etableret sig som selvstændig erhvervsdrivende i en anden medlemsstat, hvor der anvendes en anderledes skrift, ret til at modsætte sig en translitteration af sit navn, der med henblik på indførsel i folkeregisteret sker på en måde, som giver et fuldstændig forkert billede af, hvordan navnet udtales?

11.

I den foreliggende sag er artikel 48, 59 og 60 i traktaten klart ikke relevante, da sagsøgeren er selvstændig erhvervsdrivende og varigt bosat i Tyskland. Hans rettigheder følger derfor af artikel 52. Under alle omstændigheder skal det bemærkes, at situationen i det store og hele ville være den samme, hvis han var en arbejdstager, der omfattes af artikel 48, eller en tjenesteyder, der omfattes af artikel 59. Efter min mening er det ikke nødvendigt herudover at tage stilling til artikel 5; hvis sagsøgeren i henhold til artikel 7 og 52 er berettiget til at modsætte sig den forkerte stavemåde af sit navn, kan denne ret gøres gældende umiddelbart.

12.

Kommissionen og den tyske såvel som den græske regering har indgivet skriftlige indlæg, og de var også alle repræsenteret under retsmødet. Konstantinidis har ikke indgivet noget skriftligt indlæg, men han har givet Domstolen en af de sjældne lejligheder til at høre en part personligt, da han var selvmøder ved den mundtlige forhandling. Hans hovedargument, som han fremførte med en ligefrem veltalenhed og kort, hvilket mange professionelle advokater kunne tage ved lære af, er, at translitterationen »Hréstos Konstantinidés« er umulig at udtale og udgør en fornærmende parodi på hans navn, som krænker hans religiøse følelser. Desuden henviser han til, at han, efter at hans kunder i otte år har kendt ham som »Christos Konstantinidis«, nu må have besværet med at fortælle dem, at han har et nyt navn, og må affinde sig med den forvirring, anvendelsen af forskellige navne til forskellige formål medfører.

13.

Konstantinidis støttes af Kommissionen og den græske regering. Kommissionen har anført, at en person i en situation som den, Konstantinidis befinder sig i, kan være udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med artikel 7 og 52, såfremt han skal anvende den forvanskede translitteration af sit navn i arbejdslivet og derfor må frygte at blive udsat for en mærkbar indkomstforringelse, eller når han som følge af de forskellige stavemåder af sit navn må påregne vanskeligheder i forhold til myndighederne. Kommissionen har desuden anført, at Konstantinidis' rettigheder som individ kan være krænket, når den tvungne anvendelse af den forvanskede translitteration gør indgreb i hans ret til fri bevægelighed, som garanteres i traktaten.

14.

Den græske regering har klart taget afstand fra det af ISO anbefalede translitterationssystem. Den foretrækker et andet system (ELOT 743), som den græske standardiseringsorganisation har udviklet, og som ifølge den græske regering anvendes i Grækenland og bruges inden for NATO og De Forenede Nationer. Den græske regering har anført, at det helt klart strider mod borgernes rettigheder i henhold til traktatens artikel 7, 48, 52 og 59, når de tyske myndigheder holder fast ved, at ISO-systemet skal anvendes.

15.

Forbundsregeringen har anført, at formålet med konventionen af 13. september 1973 og ISO-translitterationssystemet er ensartethed og retssikkerhed: De sikrer, at græske navne staves ens i alle medlemsstater, og at translittererede græske navne kan føres tilbage til græsk skrift. Forbundsregeringen henviser til, at også Grækenland har tiltrådt konventionen af 13. september 1973. En eventuel forskelsbehandling af græske statsborgere er sagligt begrundet, da denne er nødvendig for at gøre græske navne forståelige i andre lande.

16.

Under den mundtlige forhandling ændrede forbundsregeringen sit standpunkt noget. Regeringens repræsentant henviste til artikel 2, stk. 1, i konventionen af 13. september 1973, der lyder som følger:

»Skal en myndighed i et land, der har tiltrådt konventionen, foretage en indførsel i et folkeregister, og forelægges der med henblik herpå en afskrift eller et uddrag af en indførsel i et folkeregister eller et andet dokument, som gengiver efternavnene og fornavnene med de samme skrifttegn som dem, der anvendes på det sprog, på hvilket indførslen skal ske, skal disse efternavne og fornavne gengives med de samme bogstaver, uden nogen ændring eller oversættelse.«

De tyske retsinstanser er altid gået ud fra, at henvisningen til »et andet dokument« er begrænset til at angå folkeregisterdokumenter og ikke omfatter pas og identitetsbeviser. I overensstemmelse hermed tillader Amtsgericht Tübingen ikke, at sagsøgerens navn indføres i ægteskabsregisteret i overensstemmelse med den latinske omskrivning, der er anvendt i hans græske pas. Forbundsregeringens repræsentant har underrettet Domstolen om, at generalforsamlingen i International Commission on Civil Status (Den Internationale Kommission for Spørgsmål vedrørende Civilstand) den 11. september 1992 vedtog en resolution om, at henvisningen i artikel 2 i konventionen af 13. september 1973 til et andet dokument, som gengiver en persons navn, omfatter offentlige dokumenter som f.eks. pas. Forbundsregeringen påtænker at instruere tjenestemændene i administrationen om at følge denne resolution, men det er ifølge regeringen usikkert, om de tyske retsinstanser vil godtage denne fortolkning af konventionen. Forbundsregeringens repræsentant har indrømmet, at der foreligger en krænkelse af traktaten, såfremt en statsborger i en anden medlemsstat, hvis navn er skrevet med latinske skrifttegn i vedkommendes pas, ville være tvunget til at affinde sig med, at hans navn blev skrevet på en anden måde.

17.

Ved afgørelsen af spørgsmålet, om Konstantinidis i henhold til fællesskabsretten er berettiget til at modsætte sig en bestemt translitteration af sit navn, skal det undersøges, a) om han på grundlag af nationalitet bliver forskelsbehandlet på en måde, som er forbudt i henhold til traktatens artikel 7, sammenholdt med dens artikel 52, og b) om der, selv hvis der ikke foreligger nogen forskelsbehandling, er gjort indgreb i hans etableringsret, der følger af traktatens artikel 52, især eftersom den behandling, han er blevet udsat for, er udtryk for en krænkelse af hans grundrettigheder, som fællesskabsretten beskytter.

18.

Hvad angår spørgsmålet om forskelsbehandling skal det undersøges, i) om græske statsborgere bliver behandlet anderledes end tyske statsborgere eller statsborgere fra andre medlemsstater, ii) om en sådan forskellig behandling hører under traktatens anvendelsesområde, og iii) om den er sagligt begrundet som følge af en forskel i den situation, der gælder for henholdsvis græske og andre statsborgere. Jeg vil undersøge disse punkter hver for sig.

19.

Kommissionen har med rette anført, at Konstantinidis ikke bliver direkte (eller åbenbart) diskrimineret, da der i tysk ret ikke udtrykkeligt er fastlagt én form for behandling af græske statsborgere og en anden for statsborgere fra andre medlemsstater. Selv hvis Konstantinidis måtte få tysk statsborgerskab, ville han stadigvæk skulle lade sit navn translitterere på nøjagtig samme vis. Kommissionen anfører, at Konstantinidis dog kan være blevet indirekte (eller skjult) diskrimineret, for så vidt som de tyske bestemmelser, i henhold til hvilke navne, som ikke er skrevet med latinske skrifttegn, skal translittereres på en bestemt måde, med større sandsynlighed berører græske end tyske statsborgere eller statsborgere fra andre medlemsstater. Det er naturligvis fast praksis, at de traktatbestemmelser, som forbyder forskelsbehandling, omfatter såvel en åbenbar som en skjult forskelsbehandling (dom af 12.2.1974, sag 152/73, Sotgiu, Sml. s. 153, præmis 11).

20.

Jeg mener, at de tyske myndigheders praksis kan føre til en skjult forskelsbehandling af græske statsborgere. Det store flertal af græske statsborgere, som tager til Tyskland for at bo og arbejde dér, må som indehavere af græske fødselsattester, hvori navnene er skrevet med græske skrifttegn, finde sig i, at den obligatoriske translitteration af deres navne sker efter et system, som ikke tager hensyn til deres ønsker desangående, og som kan medføre, at navnet skæmmes betydeligt. Meget få statsborgere fra andre medlemsstater, inklusive Tyskland, berøres af de tyske bestemmelser om den obligatoriske translitteration, eftersom deres navne fra fødslen af indføres med latinske skrifttegn. Derved bliver græske statsborgere i praksis behandlet anderledes end statsborgere fra andre medlemsstater.

21.

Der er ingen tvivl om, at den netop fastslåede forskelsbehandling principielt hører under traktatens anvendelsesområde, hvilket er nødvendigt for, at det i artikel 7 fastsatte forbud kan få virkning. En person, der ved udøvelse af de rettigheder, der tilkommer ham i henhold til bestemmelserne om fri bevægelighed i traktatens artikel 48-66, begiver sig til en anden medlemsstat, befinder sig i »en fællesskabsretligt reguleret situation« og skal følgelig »behandles nøjagtigt ligesom den pågældende medlemsstats egne statsborgere« (dom af 2.2.1989, sag 186/87, Cowan, Sml. s. 195, præmis 10). Det forhold, at bestemmelserne angående skrivemåden for navne i offentlige registre i princippet skal fastlægges i national ret og ikke i fællesskabsretten, betyder naturligvis ikke, at enhver form for forskelsbehandling, der følger af sådanne bestemmelser, falder uden for traktatens anvendelsesområde. Så meget er klart efter præmis 19 i Cowan-dommen.

22.

Der kan fremføres den indvending, at uvæsentlige, og især tilfældige, forskelle i behandlingen, som medfører en skjult forskelsbehandling, ikke er tilstrækkelig grove til at være omfattet af forbuddene i henhold til traktaten. Kommissionen er åbenbart af den opfattelse, at forskelsbehandlingen af græske statsborgere i den foreliggende sag kun er forbudt, hvis den giver sig udslag i en mærkbar ulempe for den implicerede; dette kunne f.eks. være tilfældet, hvis vedkommende var forpligtet til at anvende den uønskede skrivemåde af sit navn i kommerciel eller arbejdsmæssig sammenhæng, og han som følge af en forringelse af hans omdømme, der resulterer heraf, lider et væsentligt indkomsttab, eller hvis vedkommende blev udsat for administrative vanskeligheder.

23.

Det er ikke Mart, om Konstantinidis er nødt til at bruge den forvanskede skrivemåde i kommercielle og sociale forhold og i sine normale kontakter med de tyske myndigheder, eller om skrivemåden kun er obligatorisk i ægteskabsregisteret og lignende dokumenter. Det ville klart forholde sig således, at man, såfremt Konstantinidis, fordi han nødsages til at optræde under den forvanskede version af sit navn, ville lide et økonomisk tab, ikke kunne fremføre det argument, at det anliggende, han Idager over, er så trivielt og ubetydeligt, at det ikke vedkommer fællesskabsretten.

24.

Jeg mener imidlertid ikke, at der skal være påvist en faktisk, håndgribelig skade, for at forbuddet mod forskelsbehandling finder anvendelse. Fællesskabsretten betragter ikke den vandrende arbejdstager (eller den vandrende selvstændige erhvervsdrivende) udelukkende som et økonomisk element og en produktionsfaktor, der har krav på at få samme løn og at have samme arbejdsbetingelser som statsborgere i værtslandet; fællesskabsretten ser ham som et menneske, der har ret til at leve »i frihed og værdighed« i denne stat (jf. femte betragtning til forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet, EFT 1968 II, s. 467) og være fri for enhver form for forskelsbehandling, som fysisk eller psykisk set gør hans liv mindre behageligt end den indenlandske befolknings. Denne opfattelse finder støtte i Domstolens praksis. Således fastslog Domstolen i dom af 11. juli 1985 (sag 137/84, Mutsch, Sml. s. 2681), at en vandrende arbejdstager, der er tiltalt i en straffesag, skal have de samme rettigheder som en statsborger i værtslandet for så vidt angår de sprog, han kan benytte sig af.

25.

Hvis Konstantinidis er tvunget til at kalde sig »Hréstos Konstantinidés« i forhold til de tyske myndigheder, sine kunder eller firmaer, som han modtager varer eller tjenesteydelser fra (f.eks. hvis han tegner en bilforsikring eller opretter en bankkonto), mener jeg, at den ulempe og det bryderi, der er forbundet hermed for ham, er nok til, at han kan påberåbe sig de i traktaten fastsatte forbud, også selv om der ikke føres bevis for, at han rent faktisk økonomisk set har lidt skade.

26.

Det er muligt, at Konstantinidis retligt set ikke er forpligtet til at anvende den ukorrekte skrivemåde for sit navn i social og erhvervsmæssig sammenhæng, og at den kun skal anvendes i dokumenter vedrørende civil stand (fødsel, ægteskab, død osv.). Det kunne indvendes, at der, såfremt dette er tilfældet (spørgsmålet er, som allerede anført, ikke helt afklaret), og den uønskede skrivemåde kun skal figurere i statens støvede arkiver eller på eksemplarer af dokumenter, som muligvis lander nederst i en skuffe, ikke foreligger noget indgreb i vedkommendes rettigheder. Efter min mening forholder det sig anderledes. Fødsel, ægteskab og død er de mest betydningsfulde og hellige begivenheder i et menneskes liv. De indførsler, hvormed disse begivenheder dokumenteres i de offentlige registre, og de beviser herfor, som udstedes til vedkommende, er af så åbenlys betydning, at den vandrende arbejdstager må have ret til at forlange, at han som enhver borger i værtslandet bliver identificeret korrekt i disse dokumenter, og at hans navn skrives på en måde, der ikke fornærmer og sårer ham. Set ud fra en rent praktisk synsvinkel skal det i hvert fald bemærkes, at Konstantinidis, selv i tilfælde af, at det i social og erhvervsmæssig sammenhæng retligt set står ham frit for at skrive sit navn, som han vil, uundgåeligt vil føle sig tvunget til at anvende den skrivemåde, der foreskrives for offentlige dokumenter. Uoverensstemmelser mellem måden, hans navn skrives på i disse dokumenter og i det daglige liv, kunne være ubehagelige og pinlige for ham og ville for alle parter være en kilde til unødig forvirring. I den mundtlige forhandling gjorde Konstantinidis på overbevisende måde rede for, at det ville være særdeles ubehageligt for ham, hvis han var tvunget til at påtage sig to forskellige identiteter; den ene til brug i den officielle omgang med den tyske stat og den anden til brug i social og erhvervsmæssig sammenhæng.

27.

Jeg konkluderer derfor, at det i sidste instans ikke er afgørende, om det kun forlanges, at den forvanskede skrivemåde af Konstantinidis' navn figurerer i offentlige dokumenter, eller om han også er forpligtet til at bruge denne skrivemåde i social og erhvervsmæssig sammenhæng, og om han som følge heraf lider et økonomisk tab. Også med hensyn til indførsler i offentlige registre har han krav på at blive behandlet på samme måde som tyske statsborgere, medmindre det er sagligt begrundet at behandle ham forskelligt.

28.

Forbundsregeringen — som indrømmer, at græske statsborgere behandles anderledes end statsborgere fra andre medlemsstater, for så vidt som kun førstnævntes navne bliver translittereret — har anført, at forskelsbehandlingen er sagligt begrundet, da den er nødvendig for at græske navne kan læses i lande, hvor der ikke tales græsk. Jeg er ikke enig i dette argument. Naturligvis er det berettiget, når det forlanges, at de navne, græske vandrende arbejdstagere har, skrives med latinske skrifttegn i de elleve medlemsstater, der ikke anvender græsk skrift. Hvis ikke de blev skrevet på denne måde, ville de være uforståelige for de fleste embedsmænd og borgere i værtslandet. Men dette betyder ikke, at det ville være sagligt begrundet at skrive græske navne på en måde, som ud fra en fonetisk betragtning er ukorrekt, som er ulogisk og vilkårlig, som står i modstrid med længe anvendt praksis og som er sårende for de berørte personer.

29.

Forbundsregeringen forsøger ikke at forsvare ISO-translitterationssystemet. Den prøver i stedet for at begrunde anvendelsen af dette system med, at systemet er foreskrevet i en international konvention (som Grækenland også har tiltrådt) og dermed sikrer kontinuitet og ensartethed, for så vidt som græske navne vil blive skrevet på samme måde i alle lande, der har tiltrådt konventionen. Dette argument har flere svage punkter. For det første er det et spørgsmål, om det er nødvendigt og ønskeligt med ensartethed. Forbundsregeringen anfører ikke, hvilke problemer det ville medføre, hvis translitterationen af græske navne gerne måtte afvige fra land til land, alt efter den forskellige fonetiske valør, der tillægges de latinske skrifttegn. Det er ikke hævdet, at det ville blive meget lettere at begå skatte- og socialbedrageri eller strafbare handlinger generelt. For det andet medfører konventionen i virkeligheden ikke nogen ensartethed, da der kun er syv stater (herunder fem medlemsstater), som har tiltrådt den ( 5 ). For det tredje ville det, selv om det måtte være ønskeligt at have ensartethed, næppe være muligt at begrunde, at denne opnås gennem et translitterationssystem, som, uanset hvilket målsprog det drejer sig om, medfører en alvorlig fonetisk forvanskning. Det er tvivlsomt, om der i verden findes et sprog, på hvilket de navne, der skrives »Hréstos« og »Puharés«, udtales på en måde, som blot langt ude ligner de græske navne Χρήστος (Christos) og Ψυχάρης (Psycharis).

30.

Endelig mener jeg ikke, at Grækenlands tiltrædelse af konventionen af 13. september 1973 ændrer meget ved sagen. Det kan virke underligt, at den græske regering nu modsætter sig anvendelsen af et translitterationssystem, der indirekte foreskrives i en konvention, som den selv har tiltrådt. En mulig forklaring er, at den græske regering den 19. marts 1987, da den tiltrådte konventionen, ikke vidste, at ISO senere skulle vedtage et translitterationssystem, som regeringen kraftigt ville misbillige. Det er i hvert fald klart, at hvis Konstantinidis ifølge fællesskabsretten er berettiget til at rejse indsigelse mod den forkerte skrivemåde for sit navn, kan denne ret ikke fratages ham som følge af konventionen af 13. september 1973 eller på grund af Grækenlands tiltrædelse af denne i 1987.

31.

Da det fremgår af ovenstående, at denne sag kan afgøres på grundlag af forbuddet mod forskelsbehandling, er det efter min mening ikke absolut nødvendigt at komme ind på spørgsmålet om grundrettighederne. Da spørgsmålet imidlertid er blevet stillet og er af generel betydning, vil jeg undersøge det nærmere.

32.

Amtsgericht Tübingen nævner i sin forelæggelseskendelse, at de tyske myndigheders handlemåde over for Konstantinidis muligvis kan siges at gøre indgreb i hans almindelige ret til personlig identitet. Heri ligger formodentlig en henvisning til artikel 2 i Grundgesetz (den tyske grundlov), hvorefter enhver har ret til fri personlig udfoldelse, i det omfang han ikke krænker andres rettigheder, den forfatningsmæssige orden eller den offentlige sædelighed. Herudover har Amtsgericht Tübingen muligvis tænkt på artikel 1, stk. 1, i Grundgesetz, hvorefter menneskets værd er ukrænkeligt og skal beskyttes af alle statslige myndigheder.

33.

Kommissionen har udtrykkeligt henvist til artikel 2 i Grundgesetz og desuden til artikel 5 og 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Artikel 5 garanterer retten til frihed og personlig sikkerhed, mens enhver i henhold til artikel 8 har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance. Kommissionen har anført, at et krav om, at en person skal skrive sit navn på en bestemt måde, under visse omstændigheder kan stride mod de grundrettigheder, fællesskabsretten sikrer. Dette ville især være tilfældet, såfremt et sådant lu-av indskrænker retten til fri bevægelighed, som garanteres i EØF-traktaten.

34.

Efter min mening er der to spørgsmål, som skal undersøges. For det første skal det fastslås, om behandlingen af Konstantinidis med hensyn til skrivemåden for hans navn strider mod den europæiske menneskerettighedskonvention, en anden traktat eller et andet forfatningsmæssigt princip om menneskerettighederne, som Domstolen skal sikre overholdt inden for fællesskabsrettens område. Hvis dette er tilfældet, skal det for det andet afgøres, om det forhold, at Konstantinidis udøver sin etableringsfrihed i henhold til traktatens artikel 52, i sig selv er tilstrækkeligt til, at sagen med henblik herpå hører under fællesskabsrettens område, dvs. om medlemsstaterne i henhold til fællesskabsretten er forpligtede til at overholde grundrettighederne over for personer, der udøver deres ret til fri bevægelighed i henhold til traktaten.

35.

Den europæiske menneskerettighedskonvention indeholder ikke nogen bestemmelse, som udtrykkeligt fastslår den enkeltes ret til sit navn og sin personlige identitet. I denne henseende står konventionen i markant modsætning til den amerikanske menneskerettighedskonvention, hvor det i artikel 18 bestemmes, at »enhver har ret til et fornavn og til sine forældres eller en af forældrenes efternavn«. Denne konvention er naturligvis ikke en del af fællesskabsretten. En konvention, som Domstolen til tider har henvist til, er den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som FN's generalforsamling vedtog i 1966. Konventionen, som alle medlemsstater, med undtagelse af Grækenland, har tiltrådt, blev nævnt af Domstolen i dom af 18. oktober 1989 (sag 374/87, Orkem mod Kommissionen, Sml. s. 3283, præmis 31) og i dom af 18. oktober 1990 (forenede sager C-297/88 og C-197/89, Dzodzi, Sml. I, s. 3763, præmis 68). Artikel 24, stk. 2, i konventionen lyder således: »Ethvert barn skal registreres umiddelbart efter fødslen og have et navn.« Af denne bestemmelse ville man nok kunne udlede, at mennesker, når de har ret til at få et navn, også har ret til at beholde dette navn hele livet og til at modsætte sig ubegrundede ændringer af skrivemåden for navnet.

36.

Mere overraskende, end at der i den europæiske menneskerettighedskonvention mangler en udtrykkelig henvisning til den enkeltes ret til sit navn og sin personlige identitet, er det, at konventionen (bortset fra forbuddet mod »vanærende behandling«, der opstilles i artikel 3, som uden tvivl efter sin sammenhæng var tiltænkt et begrænset anvendelsesområde) ikke indeholder nogen generel bestemmelse, som fastslår den enkeltes ret til at blive behandlet således, at der tages hensyn til vedkommendes menneskeværd og åndelige ukrænkelighed. Denne mangel rådes der til en vis grad bod på ved bestemmelser, der er indeholdt i mange staters forfatninger, herunder som nævnt i den tyske grundlov.

37.

I henhold til artikel 10, stk. 1, i den spanske forfatning er menneskets værd og den frie personlige udfoldelse bl.a. grundlag for den politiske orden og den sociale fred. I artikel 15 garanteres enhver retten til livet og til fysisk og åndelig integritet, mens enhver i henhold til artikel 18 garanteres beskyttelse af æren, det personlige og familiemæssige privatliv samt personlig agtelse. I Portugal bestemmes det i artikel 25 i forfatningen, at menneskets ret til åndelig og fysisk integritet er ukrænkelig, mens det i artikel 26, stk. 1, bl.a. garanteres, at enhver har ret til sin personlige identitet, sit gode navn og omdømme, personlig agtelse og respekt af privatlivets fred. I henhold til artikel 2 i den græske forfatning er det en grundlæggende forpligtelse for staten at respektere og beskytte menneskets værd. I artikel 5 bestemmes, at enhver har ret til fri personlig udfoldelse. I Irland bestemmes det i artikel 40.1 i forfatningen, at alle borgere som mennesker er lige for loven. Ifølge artikel 40.3.1 garanterer staten, at den beskytter borgernes personlige rettigheder, mens det i artikel 40.3.2 især pålægges staten at beskytte enhver borgers liv, personlighed, gode navn og ejendom. Artikel 40.3 er ikke begrænset til at omfatte de specifikke rettigheder, der nævnes i artiklen, men omfatter alle rettigheder, der »følger af statens kristne og demokratiske væsen« (Ryan mod Attorney General 1965 IR 294, per Kenny J.). I Italien garanteres alle borgerne i henhold til artikel 3 i forfatningen »den samme sociale respekt«, og det fastslås i artikel 22, at ingen af politiske årsager kan fratages sin retsevne, sit statsborgerskab eller sit navn.

38.

Sidstnævnte eksempel er af særlig interesse, da dette mig bekendt er den eneste bestemmelse i en medlemsstats forfatning, hvori det udtrykkeligt forbydes staten at fratage en borger dennes navn. Dette forbud kan forklares ud fra, at bestemte etniske minoriteter i Italiens fascistiske periode blev tvunget til at gøre deres navn italiensk (jf. U. de Siervo: »Commentario della Costituzione«, udgivet af G. Branca, Rapporti Civili, artikel 22 og 23, 1978, s. 20). Ved første øjekast kunne vendingen »af politiske årsager« synes at betyde, at borgerne godt kan fratages deres navn af »ikke-politiske årsager«. Det menes dog i litteraturen, at dette ikke er tilfældet, og at den ius nominis, der garanteres i den italienske forfatning, er en absolut ret, som ikke er underkastet nogen indskrænkninger (V. Falzone, F. Palermo og F. Cosentino, La Costituzione della Repubblica Italiana, 1969, s. 87).

39.

Det kan udledes af de nævnte bestemmelser i særdeleshed og af medlemsstaternes forfatningstraditioner i almindelighed, at der gælder et princip, hvorefter staten ikke blot skal respektere den enkeltes fysiske vel, men også dennes værdighed, åndelige vel og bevidsthed om sin personlige identitet. Der er efter min mening ingen tvivl om, at disse »ideelle rettigheder« er krænket, hvis en stat tvinger nogen til at give afkald på eller ændre sit navn, i hvert fald, hvis staten ikke har meget gode grunde til at forlange dette (f.eks. kan det være lovligt at udelukke anvendelsen af navnet, hvis navnet, når det anvendes til kommercielle formål, fører til en forveksling med en anden handlendes produkter).

40.

En persons ret til sit navn er i ordets egentlige forstand grundlæggende. Hvad ville vi egentlig være uden vores navn? Det er vores navn, der gør, at vi hver for sig kan skelnes fra resten af menneskeheden. Vores navn giver os bevidstheden om vores identitet, værdighed og selvagtelse. At fratage en person vedkommendes rette navn er udtryk for den yderste nedværdigelse, som det ses af den gængse praksis i repressive strafferetssystemer, hvor fangens navn erstattes med et nummer. I Konstantinidis' tilfælde er krænkelsen af hans ideelle rettigheder særlig grov, hvis han tvinges til at føre navnet »Hréstos« i stedet for »Christos«; ikke blot sløres hans etniske baggrund, i og med at »Hréstos« hverken ser ud eller lyder som et græsk navn, men har en vis slavisk klang, men også hans religiøse følelser krænkes, da den kristne karakter af hans navn ødelægges. I den mundtlige forhandling forklarede Konstantinidis, at han fik sit navn på grund af sin fødselsdag (der er den 25.12.), da Christos er det græske navn for grundlæggeren af den kristne — ikke den »hréstne« — religion.

41.

På baggrund af disse overvejelser mener jeg ikke, at det ville være rigtigt at sige, at de tyske myndigheders behandling af Konstantinidis nødvendigvis er forenelig med den europæiske menneskerettighedskonvention, blot fordi konventionen ikke indeholder nogen udtrykkelige bestemmelser, hvori det fastslås, at den enkelte har ret til sit navn og nyder beskyttelse for sin moralske integritet. Jeg tror tværtimod, at man ved en bred fortolkning af artikel 8 i konventionen må kunne nå frem til, at denne rent faktisk beskytter den enkeltes ret til at modsætte sig et ubegrundet indgreb i hans navn.

42.

Det er et vanskeligere spørgsmål, om en person, der udøver sin ret til fri bevægelighed i henhold til traktatens artikel 48, 52 eller 59, ifølge fællesskabsretten er berettiget til at modsætte sig en behandling, som udgør en krænkelse af vedkommendes grundrettigheder. Hvad angår dette spørgsmål har Domstolens retspraksis udviklet sig betydeligt i de seneste år. Den mest udførlige redegørelse for opfattelsen i dag findes i dom af 18. juni 1991 (sag C-260/89, ERT, Smi. I, s. 2925), hvori Domstolen udtalte:

43.

Denne dom giver ikke noget entydigt svar i den ene eller den anden retning på spørgsmålet, om Konstantinidis under omstændighederne i nærværende sag kan påberåbe sig beskyttelsen af sine grundrettigheder på baggrund af fællesskabsretten. Der skal tages hensyn til følgende punkter.

44.

For det første kan det ikke siges, at de regler, det drejer sig om i denne sag, ligger helt uden for fællesskabsrettens anvendelsesområde, da de, når de anvendes på vandrende arbejdstagere, kan have en særlig ugunstig virkning for en medlemsstats statsborgere. For det andet findes der på nuværende tidspunkt mindst to situationer, hvor der i fællesskabsretten kræves gennemført en kontrol af, at nationale retsregler er forenelige med grundrettighederne, nemlig a) hvis der med de nationale regler gennemføres fællesskabsret (præmis 19 i Wachauf-dommen), og b) hvis en traktatbestemmelse, som indeholder en undtagelse fra princippet om fri bevægelighed, påberåbes som begrundelse for en indskrænkning af den frie bevægelighed (præmis 43 i ERT-dommen). Hermed er det klart, at såfremt de tyske myndigheders behandling af Konstantinidis — således som jeg har givet udtryk for — udgør en forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til traktatens artikel 7 og 52, er det udelukket, at den i henhold til artikel 56, stk. 1, er retmæssig som følge af hensynet til den offentlige orden, når den krænker hans grundrettigheder.

45.

Men lad os et øjeblik antage, at de tyske myndigheders behandling af Konstantinidis ikke er diskriminerende. Betyder dette, at den ikke kan stride mod artikel 52, selv om Konstantinidis' grundrettigheder er blevet krænket? Det er måske lettere at se dette spørgsmåls betydning, hvis man vælger et mere dramatisk eksempel. Lad os antage, at en medlemsstat indfører en drakonisk straffelov, hvorefter tyveri straffes med amputering af højre hånd. En statsborger i en anden medlemsstat udøver sin ret til fri bevægelighed i henhold til traktatens artikel 48 ff. og begiver sig til dette land, stjæler et brød og idømmes afhugning af højre hånd. Sådan en straf ville uden tvivl være udtryk for en umenneskelig og vanærende straf, som ville stride mod artikel 3 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Men ville straffen herudover udgøre en krænkelse af den enkeltes rettigheder i henhold til fællesskabsretten, også selv om straffen blev anvendt på en måde, som ikke er diskriminerende? Det mener jeg, at den ville.

46.

Efter min opfattelse har en statsborger i fællesskabet, som i egenskab af arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i henhold til artikel 48, 52 eller 59 tager til en anden medlemsstat, ikke blot ret til at udøve sit erhverv eller arbejde og have de samme leveog arbejdsvilkår som statsborgere i værtslandet; den pågældende har ligeledes lov til at gå ud fra, at han, lige meget hvor han tager hen for at tjene til livets ophold i Det Europæiske Fællesskab, vil blive behandlet i overensstemmelse med en fælles kodeks af grundlæggende værdier, især de, der er fastsat i den europæiske menneskerettighedskonvention. Han er med andre ord berettiget til at sige »civis europeus sum« og påberåbe sig denne status over for enhver form for krænkelse af sine grundrettigheder.

47.

Der kunne anføres tre argumenter mod denne opfattelse: for det første, at den ville være uforenelig med Domstolens hidtidige praksis, hvorefter artikel 52 generelt ikke skal opfattes som mere end et forbud mod forskelsbehandling af statsborgere fra andre medlemsstater (jf. f.eks. P. Troberg i Kommentar zum EWG-Vertrag, udgivet af Von der Groeben, Thiesing og Ehlermann, 4. udg. 1991, artikel 52, nr. 37 f., s. 952 f.); for det andet kunne det siges, at opfattelsen ville føre til en »omvendt« forskelsbehandling af værtslandets statsborgere, og for det tredje kunne det indvendes, at den ville medføre en overlapning af Domstolens og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis og gøre det muligt, at der opstår modstridende afgørelser. Ingen af disse argumenter er overbevisende.

48.

Hvad angår det første argument mener jeg ikke, at retspraksis — selv om de fleste sager, hvor Domstolen fastslog, at der forelå en krænkelse af artikel 52, angik diskriminerende foranstaltninger — skal forstås således, at en foranstaltning aldrig kan stride mod artikel 52, blot fordi den ikke er diskriminerende (jf. på den ene side generaladvokat Lenz' bemærkninger i sag 221/85, Kommissionen mod Belgien, Sml. 1987, s. 719, på s. 730 f., og på den anden side generaladvokat Van Gerven's bemærkninger i sag C-340/89, Vlassopoulou, Sml. 1991 I, s. 2357, på s. 2370, punkt 10). Med henblik på tekniske hindringer for etableringsfriheden er det muligvis ikke urimeligt, at en person, som begiver sig til en anden medlemsstat, almindeligvis skal opfylde de retsregler, der gælder dér (f.eks. en regel om, at restauratører skal have flere års erfaring i restaurationsbranchen). Jeg tvivler dog på, om selv en indskrænkning af etableringsretten, der er af rent teknisk karakter, må anvendes over for en statsborger fra en anden medlemsstat, hvis den er uforholdsmæssig eller fuldstændig uberettiget (jf. dom af 16.6.1992, sag C-351/90, Kommissionen mod Luxembourg, præmis 14). Men når det drejer sig om en krænkelse af grundrettigheder, kan jeg ikke se, hvordan foranstaltningens ikke-diskriminerende karakter skulle kunne bevirke, at den ikke længere hører under anvendelsesområdet for artikel 52. Den opfattelse, at en medlemsstat kan krænke de grundrettigheder, statsborgere fra andre medlemsstater har, hvis blot førstnævnte stat behandler sine egne statsborgere på samme måde, er afgjort uholdbar.

49.

Med hensyn til det andet argument mener jeg ikke, at faren for omvendt forskelsbehandling kan være noget godt argument for at begrænse anvendelsesområdet for de rettigheder, som i henhold til traktaten består for personer, der vil tjene til livets ophold i en anden medlemsstat. Det synspunkt, at traktatens bestemmelser om fri bevægelighed kun forbyder diskriminerende foranstaltninger, blev for varers vedkommende forladt allerede for længe siden (i dom af 20.2.1979, sag 120/87, Rewe-Zentral, den såkaldte »Cassis de Dijon«-dom, Sml. s. 649) og med hensyn til tjenesteydelser for nylig (dom af 25.7.1991, sag C-76/90, Säger, Sml. I, s. 4221, præmis 12). Men hvis det anerkendes, at traktaten forlanger mere end afskaffelsen af diskrimination, følger det nødvendigvis heraf, at en medlemsstat under visse omstændigheder kan være forpligtet til at behandle producenter eller arbejdstagere fra andre medlemsstater gunstigere end sine egne producenter og arbejdstagere.

50.

Hvad angår det tredje argument skal det siges, at faren for, at Domstolens og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis overlapper hinanden, faktisk ikke ville være ret stor. Sidstnævnte domstol har altid understreget, at dens retspraksis er subsidiær, således at forstå, at det i første række tilkommer de nationale myndigheder og retsinstanser at anvende konventionen (jf. især Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23.7.1968 vedrørende realitetsspørgsmålet i »den belgiske sprogsag«, Serie A/6, s. 35, § 10, in fine, Handysidedommen af 7.2.1976, Serie A/24, s. 22, §48, og Eckle-dommen af 15.7.1982, Serie A/51, s. 30 f., § 66, in fine). I hvert fald skal sagsøgerne i henhold til konventionens artikel 26 først udtømme alle hjemlandets retsmidler, hvortil naturligvis også hører muligheden for at anmode om en præjudiciel afgørelse i henhold til traktatens artikel 177. Såfremt Domstolen derfor ville udvide de tilfælde, hvor man i fællesskabsretten vil kunne påberåbe sig konventionen, ville dette blot øge sandsynligheden for, at der forefindes et retsmiddel i national ret, således at sagen ikke skal indbringes for de organer, der er oprettet ved konventionen.

51.

Hvad angår muligheden for modstridende afgørelser vedrørende fortolkning af konventionen, kan det anføres, at en sådan mulighed har foreligget lige siden Domstolen anerkendte, at konventionen kan inddrages i fællesskabsretten. Den har åbenbart ikke medført alvorlige problemer. Det ville i hvert fald være paradoksalt, hvis eksistensen af konventionen og den regulering, der består i henhold til denne, ville forringe den beskyttelse, som eksisterer i henhold til den nationale ret eller fællesskabsretten.

52.

Jeg er derfor af den opfattelse, at de spørgsmål, Amtsgericht Tübingen har forelagt Domstolen, skal besvares således:

»Såfremt en statsborger i en medlemsstat i henhold til EØF-traktatens artikel 52 etablerer sig i en anden medlemsstat, i hvilken der anvendes en anden skrift end i hans hjemland, er det i strid med traktatens artikel 7 og 52, såfremt hans navn i henhold til værtslandets bestemmelser eller praksis imod hans vilje skal indføres i et folkeregister ved hjælp af en translitteration, der — således som under omstændighederne i den foreliggende sag — giver en helt forkert forestilling om den korrekte udtale af navnet.«