1

Ved stævning registreret på Justitskontoret ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 24. april 1990 har selskaberne Automobiles Peugeot SA og Peugeot SA i henhold til EØF-Traktatens artikel 173, stk. 2, anlagt sag med påstand om annullation af Kommissionens beslutning af 26. marts 1990 om en procedure i henhold til EØF-Tratatens artikel 85 (IV/33.157 Ecosystem /Peugeot — foreløbige forholdsregler).

2

Ved særskilt dokument registreret på Rettens Justitskontor samme dag har sagsøgerne ligeledes i henhold til EØF-Traktatens artikel 186 indgivet en begæring om foreløbige forholdsregler i form af udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede beslutning.

3

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 4. maj 1990 har Ecosystem fremsat begæring om at måtte intervenere i sag T-23/90 R til støtte for sagsøgtes påstande.

4

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 7. maj 1990 har Bureau européen des unions de consommateurs (BEUC) ligeledes fremsat begæring om at måtte intervenere i sag T-23/90 R til støtte for sagsøgtes påstande.

5

Ved kendelse afsagt af Rettens præsident den 11. maj 1990 har Ecosystem og BEUC fået tilladelse til at intervenere til støtte for Kommissionens påstande under den mundtlige forhandling i sagen om foreløbige forholdsregler.

6

Kommissionen har fremsat bemærkninger om begæringen om foreløbige forholdsregler den 10. maj 1990. Parterne har afgivet deres mundtlige indlæg den 16. maj 1990.

7

Før behandlingen af spørgsmålet, om begæringen om foreløbige forholdsregler kan tages til følge, bør der kort henvises til sagens sammenhæng, herunder de forskellige faktiske omstændigheder, som har foranlediget Kommissionen til at træffe den beslutning om foreløbige forholdsregler, hvis gennemførelse sagsøgerne har begæret udsat.

8

Den omtvistede beslutning blev truffet efter en klage indgivet til Kommissionen af Ecosystem den 19. april 1989, hvori Kommissionen opfordredes til at konstatere, at Peugeot SA og datterselskabet i Paris, Automobiles Peugeot SA, har tilsidesat EØF-Traktatens artikel 85, idet de fra marts 1989 har hindret Ecosystem i at udøve sin virksomhed som repræsentant for de endelige franske forbrugere, der ønsker at købe gennem Ecosystem.

9

Klagen var oprindelig rettet mod Automobiles Peugeot SA, som blev anset for ansvarlig for de nævnte hindringer, og mod tre af selskabets godkendte forhandlere i Belgien, fordi disse ikke opfyldte de salgskontrakter, der var indgået gennem Ecosystem. I mellemtiden har Peugeot SA den 9. maj 1989 udsendt en rundskrivelse med krav til generalagenterne og de godkendte forhandlere i Frankrig, i Belgien og i Luxembourg om at suspendere deres leveringer til Ecosystem og ikke længere at modtage bestillinger på nye biler af mærket Peugeot fra dette selskab, uanset om det handler for egen regning eller for sine ordregiveres regning.

10

Ecosystem har ligeledes anmodet Kommissionen om at træffe foreløbige forholdsregler for at fjerne den betydelige skadevirkning for selskabet på grund af de nævnte hindringer, navnlig rundskrivelsen af 9. maj 1989.

11

Ved beslutning af 26. marts 1990, og indtil der træffes endelig beslutning på grundlag af den behandling, der er indledt af Ecosystems klage, har Kommissionen pålagt sagsøgerne under straf af bøde inden for en frist på to uger at rette en skrivelse til alle generalagenter og agenter om suspension af gennemførelsen af rundskrivelsen af 9. maj 1989 og har fastsat det kontingent — 1211 biler om året, dog ikke over 150 om måneden — for de transaktioner, som Ecosystem med Peugeots distributionsnet kan udføre for sine kunders regning og på grundlag af en forudgående skriftlig fuldmagt, og som sagsøgerne ikke kan modsætte sig. Kommissionen har ligeledes pålagt sagsøgerne at instruere de godkendte medlemmer af deres distributionsnet i Frankrig, i Belgien og i Luxembourg at underrette Kommissionen om, hvilket antal biler og hvilke modeller, der sælges gennem Ecosystem.

12

I beslutningens begrundelse har Kommissionen som berettigelse for disse foreløbige forholdsregler henvist til, at det er konstateret på grundlag af omstændigheder, som er bevist, at der er tilstrækkelig sandsynlighed for, at artikel 85, stk. 1, er tilsidesat, at Ecosystem kan blive påført alvorlige og uoprettelige tab, medmindre der træffes sikrende foranstaltninger, og at det derfor er uopsætteligt, at der træffes sådanne foranstaltninger.

13

Ved fastsættelsen af det årlige antal transaktioner, som Ecosystem kan foretage med Peugeots distributionsnet, har Kommissionen lagt det antal transaktioner til grund, som blev gennemført i de tolv måneder forud for 9. maj 1989, den dato, da Peugeots rundskrivelse blev udsendt. Kontrollen med disse transaktioner sker ved »dobbelt meddelelse, dels fra de pågældende generalagenter til Kommissionen — som igen underretter Peugeot uden identifikation af køberen — og dels fra Ecosystem, som sideløbende hermed underretter Kommissionen, som den har forpligtet sig til til videre foranstaltning på Kommissionens anmodning« (se beslutningens punkter 1 og 3, side 18).

14

I henhold til EØF-Traktatens artikel 186 sammenholdt med artikel 4 i Rådets afgørelse af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans kan Retten foreskrive de nødvendige foreløbige forholdsregler i sager, der er indbragt for den.

15

Artikel 83, stk. 2, i Domstolens procesreglement, som ifølge artikel 11, stk. 3, i Rådets nævnte afgørelse finder tilsvarende anvendelse i sager for Retten, indtil dens eget procesreglement træder i kraft, bestemmer, at begæringer om en foreløbig forholdsregel i henhold til EØF-Traktatens artikel 186 skal angive de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, samt de faktiske og retlige grunde til, at den begærede foreløbige forholdsregel umiddelbart forekommer berettiget. De begærede forholdsregler skal have foreløbig karakter i den forstand, at de ikke må foregribe afgørelsen i hovedsagen.

16

I nærværende sag har sagsøgerne i det væsentlige gjort gældende til støtte for deres begæring, at de af Kommissionen besluttede foreløbige forholdsregler

17

Som Domstolen har fastslået i kendelse af 17. januar 1980, Camera Care mod Kommissionen (792/79 R, Smi. s. 119), tilkommer det Kommissionen som led i den kontrol, som den ifølge Traktaten og Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962 — første forordning om anvendelse af bestemmelserne i Traktatens artilder 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81) — skal føre på konkurrenceområdet, i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 at beslutte, om der skal træffes foreløbige foranstaltninger, når den får forelagt en begæring herom. Disse forantaltninger skal dog være af foreløbig karakter og begrænses til, hvad der er nødvendigt i den givne situation.

18

Som en følge heraf, og idet der ikke findes anledning til at udtale sig om samtlige de af sagsøgerne påberåbte anbringender over for de af Kommissionen besluttede foreløbige forholdsregler — anbringender, som sagsøgerne i øvrigt ligeledes har redegjort for i stævningen i hovedsagen, og som skal bedømmes under påkendelsen af hovedsagen — er det tilstrækkeligt i nærværende sag om foreløbige forholdsregler at tage stilling til, dels om de påberåbte retlige og faktiske anbringender bevirker, at en udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede beslutning umiddelbart forekommer berettiget, og dels om opretholdelse af Kommissionens beslutning, indtil Retten har truffet afgørelse i hovedsagen, kan påføre sagsøgerne et alvorligt og uopretteligt tab.

19

Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen ved at træffe den anfægtede beslutning har gjort sig skyldig i åbenbar retsvildfarelse. Sagsøgerne har anført, at da salg af automobiler er undtaget fra Traktatens artikel 85, stk. 1, ved forordning (EØF) nr. 123/85 af 12. december 1984 om anvendelse af Traktatens artikel 85, stk. 3, på kategorier af salgs- og serviceaftaler vedrørende motorkøretøjer (EFT 1985 L 15, s. 16), påhviler det Kommissionen at godtgøre, at den i nærværende sag omhandlede rundskrivelse ikke er omfattet af forordningens anvendelssområde, og mere præcist at give en definition af begrebet virksomhed svarende til videresalg, før den træffer afgørelse om, at undtagelsesforordningen følgelig ikke finder anvendelse, og at artikel 85, stk. 1, derfor er tilsidesat.

20

I dom af 18. december 1986 (VAG France mod Magne, præmis 12, 10/86, Sml. s. 4071) udtales: »Som gennemførelsesforordning til Traktatens artikel 85, stk. 3, hjemler forordning nr. 123/85 herefter blot mulighed for, at de erhvervsdrivende inden for automobilbranchen i et vist omfang kan indgå salgs- og serviceaftaler, som trods visse vilkår om eneret og om forbud mod konkurrence ikke omfattes af forbudet i artikel 85, stk. 1«.

21

Heraf følger, at det i modsætning til, hvad sagsøgerne hævder, ikke generelt kan fastslås, at salg af motorkøretøjer er undtaget fra artikel 85, stk. 1, og at Kommissionen følgelig i nærværende sag har kunnet fastslå forud for indførelsen af de foreløbige forholdsregler, at rundskrivelsen af 9. maj 1989 ikke var omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 123/85.

22

Det bør dog ikke overses, at visse af de spørgsmål, som opstår i denne sag, rejser betydelige fortolkningsproblemer. Dette gælder blandt andet spørgsmålet, om og i hvilket omfang erhvervsmæssig udøvelse af virksomhed som mellemhandler under udøvelse af en aktiv salgsfremmende politik og reklamering for bestemte modeller af et bilmærke kan være udøvelse af virksomhed svarende til videresalg. Det bør herved bemærkes, at Kommissionen selv i sin meddelelse 85/C 17/03 vedrørende forordning nr. 123/85 (EFT C 17, s. 4, punkt I 3) har anerkendt, at virksomheder i et salgsnet kan forpligtes til ikke at sælge nye motorkøretøjer til eller gennem tredjemand, så længe denne udøver aktiviteter, der kan ligestilles med videresalg.

23

Selv om disse betragtninger kan berettige en udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede beslutning, kan de imidlertid ikke i sig selv være tilstrækkelige hertil.

24

Det må ligeledes undersøges — under hensyntagen til, at Kommissionens beslutning i sig selv blot er en foreløbig forholdsregel — om der er alvorlig risiko for, at de skadelige virkninger af beslutningen, såfremt den skal gennemføres umiddelbart, vil overstige virkningerne af en sikrende foranstaltning og samtidig fremkalde tab, der væsentligt overgår de uundgåelige, men forbigående ulemper, der følger af en sådan forholdsregel (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 29. september 1982, Ford mod Kommissionen, præmisserne 11 og 14, Sml. s. 3091).

25

Sagsøgerne har i denne forbindelse for det første anført, at et sådant tab ville følge af, at det af Peugeot indførte salgsnet af eneforhandlere ikke længere ville være tæt, for så vidt som Kommissionens beslutning ville være ensbetydende med, at de rettigheder, som anerkendes for medlemmerne af salgsnettet ved forordning nr. 123/85, midlertidigt ophæves, og følgelig at Peugeots eneforhandlingssystem mister sin eksistensberettigelse.

26

Den omtvistede beslutning pålægger imidlertid blot sagsøgerne en forpligtelse til at suspendere anvendelsen af rundskrivelsen af 9. maj 1989, indtil der træffes endelig beslutning, således at Ecosystem bliver i stand til for de klienters regning, som anmoder selskabet herom, og på grundlag af forudgående skriftlige fuldmagter, at indgå et årligt antal transaktioner svarende til det, som selskabet gennemførte i tolvmånedersperioden inden rundskrivelsen til medlemmerne af salgsnettet. Disse foreløbige forholdsregler vedrører kun transaktioner med Ecosystem. De berøver ikke sagsøgerne muligheden for at modsætte sig salg til en tredjemand, som udøver aktiviteter, der kan sidestilles med videresalg.

27

I øvrigt bemærkes, at ifølge de tal, som sagsøgte har citeret, og som sagsøgerne ikke har bestridt, udgør det antal transaktioner, som midlertidigt vil kunne tilkomme Ecosystem, kun 0,24% af det samlede antal indregistreringer af Peugeotkøretøjer i Frankrig i 1988, mens samme antal transaktioner udgør 34,29% af det samlede antal køretøjer, der blev indført til Frankrig af Ecosystem i løbet af samme periode.

28

I modsætning til det af sagsøgerne hævdede kan der følgelig ikke på grundlag af disse konstateringer godtgøres en risiko for, at Peugeots tætte salgsnet vil blive ødelagt, og at dette kan påføre selskabet et alvorligt og uopretteligt tab og dermed berettige til at udsætte gennemførelsen af den anfægtede beslutning.

29

Sagsøgerne har for det andet påberåbt sig, at der består en situation, der kan påføre dem et alvorligt og uopretteligt tab, fordi de foreløbige forholdsrgler, som Kommissionen har besluttet, skader mærket Peugeots omdømme.

30

Det er ikke godtgjort, i hvilket omfang gennemførelsen af den omtvistede beslutning skulle medføre en alvorlig og uoprettelig forstyrrelse, som kunne skade mærket Peugeots omdømme. Det resultat, der tilsigtes med Kommissionens beslutning, er nemlig på dette trin begrænset til midlertidigt at etablere status quo ante alene til fordel for Ecosystem, som ikke i sig selv, som sagsøgerne har hævdet, kan medføre »... en uundgåelig spredning... af mellemhandlere, som forhandler alle slags motorkøretøjer uden nogen respekt for mærkevarens særlige karakter«.

31

Sagsøgerne har endelig, og for det tredje, gjort gældende, at den omstændighed, at den omtvistede beslutning indeholder bestemmelse om en bøde på 1000 ECU om dagen, ligeledes viser, at udsættelse af gennemførelsen af de af Kommissionen besluttede foreløbige forholdsregler er uopsættelig.

32

Pålæggelsen af en bøde på 1000 ECU pr. dag, som er fastsat i den anfægtede beslutnings artikel 4 for det tilfælde, at sagsøgerne ikke efterkommer de til dem rettede pålæg, kan heller ikke anses for et argument, der godtgør, at udsættelsen af gennemførelsen af de foreløbige forholdsregler er uopsættelig. Bøden er kun pålagt for det tilfælde, at sagsøgerne ikke efterkommer beslutningen. Selv hvis det antages, at en sådan bøde er uforholdsmæssig — hvilket under alle omstændigheder ikke er blevet godtgjort — er det tilstrækkeligt at konstatere, at såfremt sagsøgerne påtager sig de forpligtelser, som er pålagt ved beslutningen, skal bøden ikke betales og kan følgelig heller ikke påføre dem et alvorligt og uopretteligt tab.

33

Der er følgelig ikke alvorlig risiko for, at de skadelige virkninger af de foreløbige forholdsregler, som Kommissionen har truffet, i mellemtiden vil forvolde tab, som overskrider de uundgåelige, men forbigående ulemper, der følger af en sådan forholdsregel.

34

Det følger af disse betragtninger, at de retlige betingelser for at træffe den begærede foreløbige forholdsregel ikke er opfyldt, og at begæringen derfor ikke kan tages til følge.

Af disse grunde

bestemmer

RETTENS PRÆSIDENT

før endelig afgørelse træffes: