61989J0357

++++

1. Fri bevaegelighed for personer - arbejdstager - begreb - arbejdsforhold forudsat - udoevelse af faktisk og reel beskaeftigelse - bedoemmelseskriterier - arbejdstager der har kontrakt om loesarbejde

(EOEF-Traktaten, art. 48)

2. Fri bevaegelighed for personer - arbejdstager - begreb - studium efter erhvervsmaessig beskaeftigelse - bevarelse af arbejdstagerstatus - betingelser

(Raadets forordning nr. 1612/68, art. 7, stk. 2)

3. Faellesskabsret - principper - ligebehandling - forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet - forbud - anvendelsesomraade - stoette til studerende vedroerende adgangen til faglig uddannelse - begraensning - stoette til daekning af den studerendes leveomkostninger

(EOEF-Traktaten, art. 7)

4. Faellesskabsret - principper - ligebehandling - forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet - forbud - adgang til faglig uddannelse - foelger - ret til indrejse og ophold for en statsborger fra en anden medlemsstat, der har adgang til at foelge en faglig uddannelse - tilladte begraensninger - opholdsbevis som betingelse for ret til indrejse og ophold samt for stoette til udgifter i forbindelse med adgang til undervisningen - ikke tilladt

(EOEF-Traktaten, art. 7 og 128)

1. Arbejdstagerbegrebet er et faellesskabsretligt begreb og maa ikke fortolkes snaevert. Det vaesentligste kendetegn ved et arbejdsforhold er, at en person i en vis periode praesterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger, hvorved karakteren af retsforholdet mellem arbejdstageren og arbejdsgiveren ikke i sig selv er afgoerende. Arbejdsbetingelserne for en loenmodtager, hvis kontrakt ikke garanterer et vist antal arbejdstimer, saaledes at den paagaeldende kun arbejder ganske faa dage om ugen eller kun faa timer om dagen, og kun forpligter arbejdsgiveren til at betale loenmodtageren loen og sociale ydelser, for saa vidt han faktisk har arbejdet, samt ikke paalaegger loenmodtageren at efterkomme en indkaldelse fra arbejdsgiveren, forhindrer ikke, at den paagaeldende loenmodtager anses for arbejdstager i Traktatens artikel 48' s forstand, forudsat at der er tale om udoevelse af faktisk og reel beskaeftigelse, hvorved der skal ses bort fra en beskaeftigelse af saa ringe omfang, at den fremstaar som et rent marginalt supplement.

Ved bedoemmelsen af, om den af arbejdstageren udoevede beskaeftigelse er faktisk og reel, kan den nationale ret tage hensyn til, at det arbejde, som reelt er udfoert i medfoer af en kontrakt om loesarbejde, er uregelmaessigt og af begraenset varighed.

2. Ved bedoemmelsen af, om en person er arbejdstager, skal der tages hensyn til enhver erhvervsmaessig beskaeftigelse, som den paagaeldende har udoevet paa modtagerlandets omraade, men ikke til beskaeftigelse, han har udoevet andre steder i Faellesskabet. Bevarelsen af status som arbejdstager - og dermed retten til de fordele, som sikres ved artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 - for en person, som opgiver sit arbejde og paabegynder et fuldtidsstudium, forudsaetter, at der er sammenhaeng mellem den paagaeldendes tidligere erhvervsmaessige beskaeftigelse i modtagerlandet og det fulgte studium, medmindre der er tale om en vandrende arbejdstager, som ufrivilligt er arbejdsloes, og som paa grund af forholdene paa arbejdsmarkedet er noedt til at omskole sig i et andet fag.

3. Traktatens artikel 7, stk. 1, der fastslaar forbuddet mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, finder kun anvendelse paa en oekonomisk stoette, som en medlemsstat tildeler sine egne statsborgere for at give dem mulighed for at gennemfoere en faglig uddannelse, saafremt stoetten skal daekke udgifter til adgangen til uddannelsen. Studerende fra en anden medlemsstat har derfor ret til at blive behandlet paa samme maade som studerende, der er statsborgere i modtagermedlemsstaten, vedroerende enhver form for stoette til daekning af indskrivningsgebyrer eller andre udgifter, som er forbundet med adgangen til uddannelsen, herunder studieafgifter, hvorimod de ikke under henvisning til den naevnte bestemmelse kan goere krav paa stoette til leveomkostninger.

4. Forbuddet mod forskelsbehandling med hensyn til betingelserne for adgang til en faglig uddannelse, der foelger af Traktatens artikel 7 og 128, indebaerer, at en statsborger i en medlemsstat, som har faaet adgang til en faglig uddannelse i en anden medlemsstat, har ret til at opholde sig i denne anden medlemsstat, saa laenge uddannelsen varer, og opholdsretten kan udoeves uafhaengigt af, om modtagermedlemsstaten udsteder et opholdsbevis. Opholdsretten for en studerende, som er statsborger i en medlemsstat, er dog begraenset til det, som er noedvendigt for, at den paagaeldende kan foelge en faglig uddannelse og kan derfor tidsbegraenses til den periode, uddannelsen straekker sig over, og kan gives udelukkende med henblik paa uddannelsen eller goeres afhaengig af betingelser, som foelger af medlemsstatens legitime interesser, og som ikke er omfattet af princippet om lige adgang til faglig uddannelse, f.eks daekning af leveomkostninger eller sygeforsikring.

Det udgoer forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til Traktatens artikel 7, saafremt en medlemsstat kraever, at en studerende, som er statsborger i en anden medlemsstat, og som i medfoer af faellesskabsretten har ret til ophold i modtagermedlemsstaten, skal have et opholdsbevis for at vaere berettiget til stoette til udgifterne i forbindelse med adgangen til uddannelsen.

1 Ved kendelse af 24. november 1989, indgaaet til Domstolen den 27. november s.aa., har College van Beroep Studiefinanciering i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt syv praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-Traktatens artikel 7, 48 og 128 og af Raadets forordning (EOEF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (EFT 1968 II, s. 467).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag mellem V. J. M. Raulin, sagsoegeren i hovedsagen, og Minister van Onderwijs en Wetenschappen, sagsoegt i hovedsagen, vedroerende Raulin' s ansoegning om studiestoette i medfoer af Wet op de Studiefinanciering (den nederlandske lov om studiestoette af 24.4.1986, herefter benaevnt "WSF").

3 Det fremgaar af sagen, at Raulin, som er fransk statsborger, bosatte sig i Nederlandene i slutningen af 1985 uden at lade sig registrere hos Vreemdelingedienst (den nederlandske udlaendingemyndighed) og uden at faa et opholdsbevis. I marts 1986 indgik hun for perioden 5. marts - 3. november 1986 en saakaldt "oproepcontract" (tilkaldeaftale), i henhold til hvilken hun fra 5. - 21. marts 1986 udfoerte 60 timers arbejde som servitrice. Den 1. august 1986 paabegyndte hun et fuldtidsstudium i bildende kunst ved Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam.

4 Raulin ansoegte den 5. december 1986 det nederlandske Ministerium for Undervisning og Videnskab om studiestoette i medfoer af WSF. Hendes ansoegning blev afslaaet for perioden oktober 1986 - december 1987, bl.a. med den begrundelse, at hun i henhold til WSF ikke kunne ligestilles med en nederlandsk statsborger, fordi hun ikke havde et opholdsbevis.

5 Da ministeriet den 25. september 1987 havde afvist hendes klage over afslaget, indbragte Raulin dette afslag for College van Beroep Studiefinanciering (den retsinstans, der som sidste instans traeffer afgoerelse i sager om tildeling af studiestoette i medfoer af WSF). For denne ret gjorde Raulin i det vaesentlige gaeldende, at hun ifoelge arbejdsaftalen havde status som arbejdstager i EOEF-Traktatens artikel 48' s forstand, og at hun derfor havde ret til stoette til studieudgifter og til underhold i henhold til artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68. Subsidiaert gjorde hun gaeldende, at hun i medfoer af det almindelige forbud mod forskelsbehandling i EOEF-Traktatens artikel 7 havde ret til den del af stoetten, som svarede til indskrivningsgebyret.

6 Da den forelaeggende ret fandt, at der med henblik paa sagens afgoerelse kraevedes en fortolkning af de omhandlede faellesskabsretlige bestemmelser, har den udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Forhindrer arten af det arbejde, der udfoeres af en arbejder, der kan tilkaldes efter behov, at den paagaeldende ansatte kan anses for arbejdstager i EOEF-Traktatens artikel 48' s forstand?

2) Er den omstaendighed, at en person kun har udfoert eller oensket at udfoere virksomhed af oekonomisk art i en kort periode, f.eks. som led i en tilkaldeaftale, af betydning for afgoerelsen af spoergsmaalet, om der er tale om beskaeftigelse af saa ringe omfang, at den fremstaar som et rent marginalt supplement, saaledes at bestemmelserne om arbejdskraftens frie bevaegelighed ikke finder anvendelse?

3) Skal der ved vurderingen af, om en person er arbejdstager i EOEF-Traktatens artikel 48' s forstand, tages hensyn til beskaeftigelse, som arbejdstageren har udoevet inden for EF, eller udelukkende til den senest udoevede beskaeftigelse i modtagermedlemsstaten?

4) Kan en vandrende arbejdstager, som (frivilligt eller ufrivilligt) har opgivet sit tidligere erhverv for at studere for at erhverve nye kundskaber som led i sin erhvervsmaessige udvikling, selv om der ikke er nogen forbindelse mellem den tidligere beskaeftigelse og det valgte studium, alligevel bevare sin status som arbejdstager i den i artikel 7, stk. 2, i forordning (EOEF) nr. 1612/68 forudsatte betydning og paa dette grundlag goere krav paa samme sociale fordele, som tilkommer indenlandske arbejdstagere i samme situation?

5) Er kravet om, at en vandrende studerende skal have opholdsbevis for at faa adgang til en studiestoetteordning i en situation, hvor dette krav ikke stilles til indenlandske studerende, en forbudt forskelsbehandling i EOEF-Traktatens artikel 7' s forstand?

6) Har en statsborger fra en medlemsstat, som har faaet adgang til en faglig uddannelse i en anden medlemsstat, i henhold til faellesskabsrettens bestemmelser herom en ret til ophold i denne anden medlemsstat for dér at kunne foelge denne faglige uddannelse? I bekraeftende fald, kan denne statsborger da udoeve opholdsretten uafhaengigt af, om denne anden medlemsstat udsteder et opholdsbevis? Kan denne anden medlemsstats myndigheder i saa fald udstede et opholdsbevis, hvortil der er knyttet begraensninger i form af betingelser vedroerende opholdets formaal og varighed og vedroerende daekningen af udgifterne til underhold?

7) Er en studiestoetteordning (som den nederlandske WSF), hvori der ikke goeres forskel mellem betaling af udgifterne til adgang til undervisningen og betaling af udgifterne til underhold, helt eller delvis omfattet af EOEF-Traktatens anvendelsesomraade (og derved navnlig artikel 7 og 128)?

Saafremt den kun er delvis omfattet, medfoerer den omstaendighed, at studiestoetteordningen ikke goer den naevnte forskel, at en statsborger fra en anden medlemsstat, som f.eks. paabegynder en faglig uddannelse i Nederlandene, eventuelt skal have tildelt hele beloebet til daekning af udgifterne til undervisningsbidrag (som f.eks. naevnt i artikel 12, stk. 1, litra c), i den nederlandske WSF) eller kun (en forholdsmaessig del af) det beloeb, som denne statsborger i oevrigt ville have krav paa, saafremt WSF' s bestemmelser om studiestoettens stoerrelse fandt anvendelse paa ham i fuldt omfang?"

7 Hvad naermere angaar hovedsagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb og de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Begrebet arbejdstager (de fire foerste spoergsmaal)

8 Med det foerste spoergsmaal oensker den forelaeggende ret i det vaesentlige oplyst, om en arbejdstager, som har indgaaet en "oproepcontract", i betragtning af arbejdsbetingelserne kan anses for arbejdstager i EOEF-Traktatens artikel 48' s forstand.

9 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at efter nederlandsk ret er en "oproepcontract" en maade, hvorpaa personale ansaettes inden for visse omraader, f.eks. hotelbranchen, hvor arbejdets omfang er saesonbestemt. En saadan aftale garanterer ikke et vist antal arbejdstimer, og den ansatte arbejder derfor ofte kun ganske faa dage om ugen eller kun faa timer om dagen. Arbejdsgiveren skal kun betale loen og sociale ydelser, for saa vidt arbejdstageren faktisk har arbejdet. Den nederlandske regering har desuden under retsmoedet forklaret, at en saadan "oproepcontract" ikke forpligter arbejdstageren til at arbejde, naar arbejdsgiveren tilkalder vedkommende.

10 Indledningvis bemaerkes, at arbejdstagerbegrebet ifoelge fast praksis er et faellesskabsretligt begreb, som ikke maa fortolkes snaevert. For at kunne betragtes som arbejdstager skal den paagaeldende imidlertid udoeve en faktisk og reel beskaeftigelse, hvorved der skal ses bort fra en beskaeftigelse af saa ringe omfang, at den fremtraeder som et rent marginalt supplement. Det vaesentligste kendetegn ved et arbejdsforhold er, at en person i en vis periode praesterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger (jf. bl.a. dom af 21.6.1988, sag 197/86, Brown, Sml. s. 3205, praemis 21). Karakteren af retsforholdet mellem arbejdstager og arbejdsgiver er ikke afgoerende for anvendelsen af Traktatens artikel 48 (jf. dom af 31.5.1989, sag 344/87, Bettray, Sml. s. 1621, praemis 16).

11 Det foerste spoergsmaal maa derfor besvares med, at arbejdsbetingelserne for en arbejdstager, som har indgaaet en "oproepcontract", ikke forhindrer, at den paagaeldende anses for arbejdstager i EOEF-Traktatens artikel 48' s forstand.

12 Med det andet spoergsmaal oensker den forelaeggende ret fastslaaet, om den omstaendighed, at en person kun har arbejdet i kort tid, indebaerer, at beskaeftigelsen er et rent marginalt supplement, saaledes at den paagaeldende ikke kan betragtes som arbejdstager.

13 Det bemaerkes, at selv om deltidsbeskaeftigelse ikke er udelukket fra anvendelsesomraadet for reglerne om arbejdskraftens frie bevaegelighed, finder reglerne kun anvendelse, naar der udoeves faktisk og reel beskaeftigelse, hvorved der skal ses bort fra en beskaeftigelse af saa ringe omfang, at den fremstaar som et rent marginalt supplement (dom af 23.3.1982, sag 53/81, Levin, Sml. s. 1035, praemis 17). Det tilkommer den forelaeggende ret at foretage den fornoedne undersoegelse af de faktiske omstaendigheder for at afgoere, om den person, sagen drejer sig om, kan anses for arbejdstager i den anfoerte doms forstand.

14 Det skal imidlertid bemaerkes, at den nationale ret ved bedoemmelsen af, om der er tale om en faktisk og reel beskaeftigelse, kan tage hensyn til, at det arbejde, som reelt er udfoert i medfoer af en kontrakt om loesarbejde, er uregelmaessigt og af begraenset varighed. Den omstaendighed, at den paagaeldende som led i arbejdsforholdet kun har arbejdet ganske faa timer, kan vaere et holdepunkt for, at den udoevede beskaeftigelse kun er et rent marginalt supplement. Den nationale ret kan alt efter omstaendighederne ogsaa tage hensyn til, at den paagaeldende skal staa til raadighed for at kunne arbejde, saafremt arbejdsgiveren fremsaetter anmodning herom.

15 Det andet praejudicielle spoergsmaal maa herefter besvares med, at varigheden af det udfoerte arbejde er en omstaendighed, som den nationale ret kan tage i betragtning ved bedoemmelsen af, om der reelt og faktisk er udoevet beskaeftigelse, eller om beskaeftigelsen tvaertimod er af saa ringe omfang, at den fremtraeder som et rent marginalt supplement.

16 Den forelaeggende ret oensker med sit tredje spoergsmaal fastslaaet, om der ved vurderingen af, om en person er arbejdstager, skal tages hensyn til anden beskaeftigelse end den, den paagaeldende sidst har udoevet i modtagermedlemsstaten.

17 For saa vidt angaar beskaeftigelse udoevet i andre medlemsstater end modtagerlandet, bemaerkes, at forordning nr. 1612/68' s formaal er at lette arbejdstagernes frie bevaegelighed og med henblik herpaa sikre deres integration i modtagerlandet. Status som vandrende arbejdstager, og dermed retten til at blive behandlet paa lige fod med de indenlandske arbejdstagere, opnaas kun ved at udoeve erhvervsmaessig beskaeftigelse i modtagerlandet.

18 Med hensyn til den erhvervsmaessige beskaeftigelse, der er udoevet i modtagermedlemsstaten, bemaerkes, at Domstolen, for saa vidt angaar stoette i forbindelse med en universitetsuddannelse, allerede har fastslaaet, at bortset fra tilfaelde af ufrivillig arbejdsloeshed forudsaetter bevarelsen af status som arbejdstager, at der er sammenhaeng mellem den tidligere erhvervsmaessige beskaeftigelse og det paagaeldende studium (dom af 21.6.1988, sag 39/86, Lair, Sml. s. 3161, praemis 37). Det tilkommer den nationale ret at bedoemme, om der bestaar en sammenhaeng mellem hele den tidligere erhvervsmaessige beskaeftigelse i modtagermedlemsstaten og det paagaeldende studiums indhold, hvorved det er uden betydning, om beskaeftigelsen har vaeret afbrudt paa grund af uddannelse, omskoling eller genoptraening.

19 Det tredje spoergsmaal maa herefter besvares med, at der ved bedoemmelsen af, om en person er arbejdstager, skal tages hensyn til enhver beskaeftigelse, som den paagaeldende har udoevet paa modtagermedlemsstatens omraade, men ikke til beskaeftigelse, han har udoevet andre steder i Faellesskabet.

20 Med det fjerde spoergsmaal oensker den forelaeggende ret fastslaaet, om en vandrende arbejdstager kan bevare sin status som arbejdstager og dermed goere krav paa de fordele, som artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 hjemler, hvis han opgiver sit arbejde og paabegynder et fuldtidsstudium, naar der ikke er en sammenhaeng mellem den tidligere beskaeftigelse og det valgte studium.

21 Domstolen har allerede - i en sag, der omhandlede en statsborger fra en anden medlemsstat, der i modtagerstaten, efter dér at have udoevet en erhvervsmaessig beskaeftigelse, havde indledt et universitetsstudium, der afsluttedes med et erhvervskvalificerende eksamensbevis - fastslaaet, at bevarelsen af status som arbejdstager forudsaetter, at der er sammenhaeng mellem den tidligere erhvervsmaessige beskaeftigelse og det paagaeldende studium (jf. bl.a. den naevnte Lair-dom, praemis 39). Den sidstnaevnte betingelse kan dog, som det fremgaar af praemis 18, ikke stilles, naar der er tale om en vandrende arbejdstager, der ufrivilligt er blevet arbejdsloes, og som paa grund af forholdene paa arbejdsmarkedet er noedt til at omskole sig i et andet fag.

22 Det fjerde spoergsmaal fra den forelaeggende ret maa herefter besvares med, at en vandrende arbejdstager, der opgiver sit arbejde og paabegynder et fuldtidsstudium, som ikke har sammenhaeng med den tidligere erhvervsmaessige beskaeftigelse, ikke bevarer sin status af vandrende arbejdstager i EOEF-Traktatens artikel 48' s forstand, medmindre der er tale om en vandrende arbejdstager, som ufrivilligt er arbejdsloes.

Traktatens artikel 7' s og 128' s anvendelsesomraade (femte, sjette og syvende spoergsmaal)

23 Den forelaeggende ret stiller den anden gruppe spoergsmaal for det tilfaelde, at sagsoegeren i hovedsagen ikke har opnaaet status af arbejdstager eller ikke har bevaret den. Det fremgaar af sagen, at for dette tilfaelde har sagsoegeren subsidiaert gjort gaeldende, at hun har ret til den del af studiestoetten, der tjener til daekning af hendes indskrivningsgebyr og studieafgifter. Spoergsmaalene vil blive behandlet i modsat raekkefoelge af den, hvori de er stillet.

24 Den forelaeggende ret oensker med det syvende spoergsmaal fastslaaet, om EOEF-Traktatens artikel 7, stk. 1, finder anvendelse paa en studiestoetteordning, som ikke sondrer mellem betaling af udgifterne til adgangen til uddannelsen og betaling af underholdsudgifter.

25 Indledningsvis bemaerkes, at Traktatens artikel 7, stk. 1, kun finder anvendelse paa stoette, som en medlemsstat tildeler sine egne statsborgere med henblik paa gennemfoerelse af et universitetsstudium, saafremt stoetten skal daekke indskrivningsgebyr eller andre udgifter, navnlig studieafgifter, hvis betaling er en betingelse for at faa adgang til uddannelsen (jf. Lair-dommen, praemis 16, og Brown-dommen, begge naevnt ovenfor).

26 Ifoelge den nederlandske regering har det grundlegat, som tildeles i medfoer af WSF, ingen forbindelse med det indskrivningsgebyr og de studieafgifter, som skal betales i det enkelte tilfaelde. Ethvert forsoeg paa at opsplitte grundlegatet efter de forskellige omkostningsfaktorer er kunstigt og forkert i forhold til det princip, som WSF bygger paa, nemlig at den studerende skal sikres et bidrag til leveomkostninger, hvilket derfor maa betragtes som et socialpolitisk instrument, som falder ind under medlemsstaternes komptence.

27 Dette argument kan ikke tages til foelge. Grundlegatet er nemlig, som den nederlandske regering har erkendt, sammensat af forskellige dele, herunder udgifter til adgangen til uddannelsen. At legatet har til formaal at give de studerende en hoej grad af oekonomisk uafhaengighed, udelukker ikke, at den del, som skal daekke indskrivningsgebyrer og studieafgifter, maa anses for omfattet af EOEF-Traktatens anvendelsesomraade.

28 Studerende fra en anden medlemsstat har ret til at blive behandlet paa lige fod med studerende, som er statsborgere i modtagermedlemsstaten, for saa vidt som den tildelte stoette skal daekke indskrivningsgebyrer eller andre udgifter, som er forbundet med adgangen til uddannelsen. Dette gaelder uanset den maade, hvorpaa stoetten beregnes, og de principper, den bygger paa. Det tilkommer den nationale ret at fastlaegge, hvilken del af stoetten der er bestemt til daekning af omkostninger, der skal betales for at faa adgang til faglig uddannelse.

29 Den forelaeggende rets syvende spoergsmaal maa herefter besvares med, at Traktatens artikel 7, stk. 1, finder anvendelse paa en oekonomisk stoette, som en medlemsstat yder sine egne statsborgere, for at de kan foelge en faglig uddannelse, i det omfang stoetten skal daekke udgifter til adgangen til uddannelsen.

30 Den forelaeggende ret oensker med sit sjette spoergsmaal fastslaaet, om en statsborger i en medlemsstat, som har faaet adgang til faglig uddannelse i en anden medlemsstat, i henhold til faellesskabsretten har ret til indrejse og ophold i denne anden medlemsstat for at kunne foelge denne faglige uddannelse.

31 Dette spoergsmaal er stillet i lyset af Domstolens praksis, hvorefter adgangsbetingelserne til en faglig uddannelse henhoerer under EOEF-Traktatens anvendelsesomraade, og hvorefter paalaeggelse af en afgift som betingelse for adgangen til at foelge faglig undervisning for studerende, der er statsborgere i andre medlemsstater, mens en tilsvarende afgift ikke paalaegges indenlandske studerende, udgoer en forskelsbehandling, som udoeves paa grundlag af nationalitet, og som er forbudt ved Traktatens artikel 7 (jf. bl.a. dom af 13.2.1985, sag 293/83, Gravier, Sml. s. 593).

32 Den nederlandske regering, stoettet af Det Forenede Kongerige og den tyske regering, har i den forbindelse i det vaesentlige gjort gaeldende, at Gravier-dommen kun vedroerer indskrivningsgebyret og studieafgifterne og ikke kan anfoeres til stoette for at fortolke EOEF-Traktatens artikel 7 og 128 saaledes, at en statsborger fra en anden medlemsstat, som formelt har adgang til en faglig uddannelse i en anden medlemsstat, heraf kan udlede en opholdsret i denne anden medlemsstat. Det Forenede Kongeriges regering har tilfoejet, at i de tilfaelde, hvor EOEF-Traktaten udtrykkeligt hjemler en opholdsret, er det sket paa visse betingelser. Da den opholdsret, der udledes af artikel 7, ikke er begraenset, kan det ifoelge Det Forenede Kongerige herefter laegges til grund, at artiklen ikke hjemler ret til indrejse eller ophold.

33 Kommissionen har heroverfor gjort gaeldende, at retten til adgang til en faglig uddannelse paa samme betingelser som indenlandske statsborgere vil blive en illusion, hvis en studerende med denne ret ikke ogsaa har ret til at opholde sig i den medlemsstat, hvor den faglige uddannelse gives. Kommissionen udleder heraf, at opholdsretten er en konsekvens af den foerstnaevnte ret.

34 Kommissionens argumentation kan tages til foelge. Retten til ligebehandling for saa vidt angaar betingelserne for adgang til faglig uddannelse omfatter ikke blot de krav, som den paagaeldende uddannelsesinstitution stiller, f.eks. indskrivningsgebyrer, men i oevrigt enhver foranstaltning, som kan forhindre rettens udoevelse. Det er klart, at en studerende, som har faaet adgang til at foelge en faglig uddannelse, ville risikere at befinde sig i en situation, hvor vedkommende ikke kunne foelge undervisningen, saafremt han ikke havde ret til ophold i den medlemsstat, hvor uddannelsen gives. Heraf foelger, at forbuddet mod forskelsbehandling med hensyn til betingelserne for adgang til faglig uddannelse, der foelger i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 7 og 128, indebaerer, at en statsborger i en medlemsstat, som har faaet adgang til en faglig uddannelse i en anden medlemsstat, har ret til at opholde sig i denne anden medlemsstat, saa laenge uddannelsen varer.

35 Med den anden del af det sjette spoergsmaal oensker den forelaeggende ret fastslaaet, om den naevnte opholdsret kan udoeves uafhaengigt af, om der er udstedt et opholdsbevis.

36 Det foelger af fast praksis, at udstedelsen af et opholdsbevis er en handling, hvorved en medlemsstat fastslaar den individuelle stilling for en statsborger fra en anden medlemsstat i forhold til faellesskabsbestemmelserne. Udstedelse af et saadant bevis udgoer imidlertid ikke grundlaget for rettigheder, som er sikret ved faellesskabsretten, og et manglende opholdsbevis kan derfor ikke anfaegte udoevelsen af disse rettigheder (jf. bl.a. dom af 8.4.1976, sag 48/75, Royer, Sml. s. 497, praemis 33, og af 15.3.1989, forenede sager 389/87 og 390/87, Echternach og Moritz, Sml. s. 723, praemis 25).

37 Heraf foelger, at den ret til indrejse og ophold, som en studerende, der er statsborger i en medlemsstat, har i medfoer af faellesskabsretten, ikke kan betinges af, at der er udstedt et opholdsbevis.

38 Med den tredje del af det sjette spoergsmaal oensker den forelaeggende ret fastslaaet, om, og i hvilket omfang, modtagermedlemsstaten kan begraense opholdsretten ved hjaelp af betingelser.

39 Hertil bemaerkes, at retten til ophold for en studerende, der er statsborger i en medlemsstat, kun er en konsekvens af retten til lige adgang til faglig uddannelse. Heraf foelger, at opholdsretten er begraenset til det, som er noedvendigt for, at den paagaeldende kan foelge en faglig uddannelse. Opholdsretten kan derfor tidsbegraenses til den periode, uddannelsen straekker sig over, og kan gives udelukkende med henblik paa vedkommende uddannelse. Opholdsretten kan desuden goeres afhaengig af betingelser, som foelger af medlemsstatens legitime interesser, og som ikke er omfattet af princippet om lige adgang til faglig uddannelse, f.eks. daekning af leveomkostninger og sygeforsikring.

40 Den forelaeggende rets sjette spoergsmaal maa herefter besvares saaledes, at en statsborger fra en medlemsstat, som har faaet adgang til faglig uddannelse i en anden medlemsstat, i henhold til faellesskabsretten har ret til at opholde sig i denne anden medlemsstat for at kunne foelge den faglige uddannelse og for den periode, uddannelsen straekker sig over. Opholdsretten kan udoeves uafhaengigt af, om modtagermedlemsstaten udsteder et opholdsbevis. Opholdsretten kan dog goeres afhaengig af betingelser, som ikke er omfattet af princippet om lige adgang til faglig uddannelse.

41 Med det femte spoergsmaal oensker den forelaeggende ret oplyst, om det udgoer forskelsbehandling, som er forbudt i henhold til EOEF-Traktatens artikel 7, saafremt en medlemsstat kraever, at en studerende, som er statsborger i en anden medlemsstat, skal have et opholdsbevis for at vaere berettiget til studiestoette, naar dette krav ikke stilles i forhold til indenlandske studerende.

42 Det fremgaar af Royer-dommen og Echternach- og Moritz-dommen, jf. ovenfor, at for saa vidt som den paagaeldende har ret til ophold i medfoer af faellesskabsretten, er opholdsbeviset ikke grundlaget for denne ret. Heraf foelger, at EOEF-Traktatens artikel 7 er til hinder for, at en ansoegning om stoette til indskrivningsudgifter og andre udgifter, som er forbundet med adgangen til den faglige uddannelse, og som henhoerer under Traktaten, betinges af, at den paagaeldende har et opholdsbevis.

43 Den forelaeggende rets femte spoergsmaal maa herefter besvares saaledes, at EOEF-Traktatens artikel 7 er til hinder for, at en medlemsstat kraever, at en studerende, som er statsborger i en anden medlemsstat, og som i medfoer af faellesskabsretten har ret til ophold i modtagermedlemsstaten, skal have et opholdsbevis for at have ret til studiestoette.

Sagens omkostninger

44 De udgifter, der er afholdt af den nederlandske regering, den tyske regering, den italienske regering og Det Forenede Kongeriges regering samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, som College van Beroep Studiefinanciering har forelagt ved kendelse af 24. november 1989, for ret:

1) Arbejdsbetingelserne for en arbejdstager, som har indgaaet en "oproepcontract", forhindrer ikke, at den paagaeldende anses for arbejdstager i EOEF-Traktatens artikel 48' s forstand.

2) Varigheden af det udfoerte arbejde er en omstaendighed, som den nationale ret kan tage i betragtning ved bedoemmelsen af, om der reelt og faktisk er udoevet beskaeftigelse, eller om beskaeftigelsen tvaertimod er af saa ringe omfang, at den fremstaar som et rent marginalt supplement.

3) Ved bedoemmelsen af, om en person er arbejdstager, skal der tages hensyn til enhver beskaeftigelse, som den paagaeldende har udoevet paa modtagermedlemsstatens omraade, men ikke til beskaeftigelse, han har udoevet andre steder i Faellesskabet.

4) En vandrende arbejdstager, der opgiver sit arbejde og paabegynder et fuldtidsstudium, som ikke har sammenhaeng med den tidligere erhvervsmaessige beskaeftigelse, bevarer ikke sin status som vandrende arbejdstager i EOEF-Traktatens artikel 48' s forstand, medmindre der er tale om en vandrende arbejdstager, som ufrivilligt er arbejdsloes.

5) Traktatens artikel 7, stk. 1, finder anvendelse paa en oekonomisk stoette, som en medlemsstat yder sine egne statsborgere, for at de kan foelge en faglig uddannelse, i det omfang stoetten skal daekke udgifter til adgangen til uddannelsen.

6) En statsborger fra en medlemsstat, som har faaet adgang til faglig uddannelse i en anden medlemsstat, har i henhold til faellesskabsretten ret til at opholde sig i denne anden medlemsstat for at kunne foelge den faglige uddannelse og for den periode, uddannelsen straekker sig over. Opholdsretten kan udoeves uafhaengigt af, om modtagermedlemsstaten udsteder et opholdsbevis. Opholdsretten kan dog goeres afhaengig af betingelser, som ikke er omfattet af princippet om lige adgang til faglig uddannelse.

7) Traktatens artikel 7 er til hinder for, at en medlemsstat kraever, at en studerende, som er statsborger i en anden medlemsstat, og som har ret til ophold i modtagerlandet i medfoer af faellesskabsretten, skal have et opholdsbevis for at have ret til studiestoette.