61989J0190

++++

Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser - anvendelsesomraade - ikke-omfattede retsomraader - voldgift - begreb - sagsanlaeg ved en national ret med henblik paa udpegelse af en voldgiftsmand - omfattet af begrebet - tilfaelde hvor der foerst skal tages stilling til, om der foreligger en voldgiftsaftale, eller om denne er gyldig - ingen betydning

(Konventionen af 27.9.1968, art. 1, stk. 2, nr. 4)

De kontraherende parter havde, da de i artikel 1, stk. 2, nr. 4, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, undtog voldgift fra konventionens anvendelsesomraade med den begrundelse, at voldgift allerede var omfattet af internationale aftaler, til hensigt at undtage voldgiftsomraadet som helhed, herunder sager indbragt for de nationale retter.

Heraf foelger, at den naevnte bestemmelse skal fortolkes saaledes, at den heri fastsatte undtagelse omfatter en sag for en national ret, som vedroerer udpegelse af en voldgiftsmand, selv om der under sagen foerst skal tages stilling til, om der foreligger en voldgiftsaftale, eller om denne er gyldig.

1 Ved kendelse af 26. januar 1989, indgaaet til Domstolen den 31. maj 1989, har Court of Appeal (London) i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (herefter benaevnt "konventionen eller Bruxelles-konventionen"), forelagt tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af en raekke bestemmelser i konventionen.

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag for den naevnte ret mellem Marc Rich & Co. AG (herefter benaevnt "Marc Rich"), Zug, Schweiz, og Società Italiana Impianti PA (herefter benaevnt "Impianti"), Genova, Italien.

3 Det fremgaar af de til Domstolen fremsendte akter, at Marc Rich ved telex af 23. januar 1987 fremsatte et tilbud om at koebe iransk raaolie fob af Impianti. Den 25. januar accepterede Impianti tilbuddet paa visse yderligere betingelser. Den 26. januar bekraeftede Marc Rich sin accept af disse yderligere betingelser og fremsendte den 28. januar et nyt telex, hvori kontraktvilkaarene var naermere angivet, og som indeholdt foelgende klausul:

"Lovvalg og voldgift

Engelsk ret finder anvendelse paa fortolkningen, gyldigheden og opfyldelsen af naervaerende kontrakt. Skulle der opstaa tvist mellem koeberen og saelgeren, indbringes det omtvistede spoergsmaal for tre personer i London. Hver af parterne udpeger én person, og disse to personer udpeger en tredje; deres afgoerelse eller en afgoerelse truffet af to af dem er endelig og bindende for begge parter."

4 Lastningen af olien i det af Marc Rich anviste skib afsluttedes den 6. februar. Samme dag reklamerede Marc Rich over, at ladningen var staerkt forurenet, hvilket foerte til et tab paa over 7 millioner USD.

5 Den 18. februar 1988 indstaevnede Impianti Marc Rich for Tribunale di Genova (Italien) med paastand om, at det blev fastslaaet, at Impianti ikke var erstatningsansvarlig over for Marc Rich. Staevningen blev den 29. februar 1988 forkyndt for Marc Rich, som den 4. oktober 1988 under henvisning til voldgiftsklausulen gjorde gaeldende, at den italienske ret savnede kompetence.

6 Ligeledes den 29. februar 1988 indledte Marc Rich i London en voldgiftssag, som Impianti naegtede at deltage i. Den 20. maj 1988 anlagde Marc Rich sag ved High Court of Justice i London med henblik paa at faa udpeget en voldgiftsmand i medfoer af section 10 (3) i Arbitration Act 1950. Ved afgoerelse af 19. maj 1988 havde High Court givet tilladelse til, at det indledende processkrift i sagen blev forkyndt for Impianti i Italien.

7 Den 8. juli 1988 fremsatte Impianti begaering om ophaevelse af denne tilladelse, idet det gjorde gaeldende, at den virkelige tvist mellem parterne vedroerte spoergsmaalet om, hvorvidt kontrakten indeholdt en voldgiftsklausul. En saadan tvist faldt efter Impianti' s opfattelse ind under konventionens anvendelsesomraade og skulle derfor paakendes i Italien. Ifoelge Marc Rich faldt tvisten derimod i medfoer af konventionens artikel 1 uden for konventionens anvendelsesomraade.

8 Den 5. november 1988 fastslog High Court, at konventionen ikke fandt anvendelse, at kontrakten mellem parterne skulle anses for at vaere undergivet engelsk lov, og at der var grundlag for at give tilladelse til forkyndelse i udlandet.

9 Afgoerelsen blev appelleret til Court of Appeal, som besluttede at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Omfatter undtagelsen i konventionens artikel 1, nr. 4,

a) alle retssager eller retsafgoerelser, og i bekraeftende fald

b) retssager eller retsafgoerelser, hvor det spoergsmaal, der skal afgoeres, er, om der foreligger en voldgiftsaftale?

2) Hvis naervaerende sag er omfattet af konventionen og ikke af undtagelsen fra konventionen, kan koeberne da alligevel paaberaabe sig vaerneting i England i medfoer af

a) konventionens artikel 5, nr. 1, og/eller

b) konventionens artikel 17?

3) Hvis koeberne kan paaberaabe sig vaerneting i England efter andre regler end de ovenfor i spoergsmaal 2 anfoerte, skal retten da

a) erklaere sig inkompetent eller udsaette afgoerelsen i medfoer af konventionens artikel 21, eller subsidiaert

b) udsaette afgoerelsen i medfoer af konventionens artikel 22 med den begrundelse, at sagen foerst er blevet anlagt ved den italienske ret?"

10 Vedroerende de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forloeb og de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Det foerste spoergsmaal

11 Med det foerste spoergsmaal oensker den nationale ret i det vaesentlige oplyst, om konventionens artikel 1, stk. 2, nr. 4, skal fortolkes saaledes, at den heri fastsatte undtagelse omfatter en sag for en national ret, som vedroerer udpegelse af en voldgiftsmand, og, i bekraeftende fald, om undtagelsen ogsaa gaelder, naar der under en saadan sag foerst skal tages stilling til, om der foreligger en voldgiftsaftale, eller om denne er gyldig. Disse to spoergsmaal vil blive undersoegt hver for sig.

12 Konventionens artikel 1, stk. 1, bestemmer, at den finder anvendelse paa borgerlige sager, herunder handelssager, uanset domsmyndighedens art. Ifoelge artiklens stykke 2 finder konventionen ikke anvendelse paa:

"1)

...

4) voldgift."

Spoergsmaalet om, hvorvidt sager, der vedroerer udpegelse af en voldgiftsmand, er undtaget fra konventionens anvendelsesomraade

13 Impianti er af den opfattelse, at undtagelsen i konventionens artikel 1, nr. 4, ikke gaelder for sager, der er anlagt for de nationale retter, og heller ikke for afgoerelser truffet af disse. Selskabet har gjort gaeldende, at udtrykket "voldgift" strengt taget sigter til sager, som forelaegges for privatpersoner, der af parterne er blevet bemyndiget til at afgoere tvisten mellem dem. Impianti' s opfattelse stoettes i det vaesentlige paa formaalet med Traktatens artikel 220, som er at indfoere et fuldstaendigt system med henblik paa fri bevaegelighed for de afgoerelser, hvorved en tvist bilaegges. Derfor maa det vaere berettiget at give konventionens artikel 1, stk. 2, nr. 4, en saadan raekkevidde, at der ikke opstaar lakuner i den retlige ordning, der skal sikre den frie bevaegelighed for afgoerelser, hvorved en tvist afsluttes.

14 Marc Rich og de regeringer, som har indgivet indlaeg, gaar ind for en vid fortolkning af begrebet voldgift, saaledes at en tvist vedroerende udpegelse af en voldgiftsmand i alle tilfaelde er undtaget fra konventionens anvendelsesomraade.

15 Ifoelge konventionens praeambel er det formaalet at gennemfoere bestemmelserne i EOEF-Traktatens artikel 220 vedroerende gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser. I henhold til Traktatens artikel 220, fjerde led, indleder medlemsstaterne i det omfang, det er noedvendigt, indbyrdes forhandlinger for til fordel for deres statsborgere at sikre forenkling af formaliteter vedroerende gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser og voldgiftskendelser.

16 Naar Traktatens artikel 220 henviser til retsafgoerelser og voldgiftskendelser, sigter den derfor saavel til sager, som er anlagt for nationale retter, og som afsluttes med en retsafgoerelse, som til sager, der forelaegges for private voldgiftsmaend, og som afsluttes med en voldgiftskendelse. Heraf foelger imidlertid ikke, at konventionen, hvis formaal navnlig er gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser, noedvendigvis skal have et vidt anvendelsesomraade. Da artikel 220 tilskynder medlemsstaterne til at indlede forhandlinger "i det omfang, det er noedvendigt", tilkommer det medlemsstaterne at fastlaegge raekkevidden af de aftaler, de indgaar.

17 Med hensyn til undtagelsen af voldgift fra konventionens anvendelsesomraade anfoeres foelgende i rapporten fra det sagkyndige udvalg, der blev nedsat i forbindelse med udarbejdelsen af konventionen (EFT 1979 C 59, s. 1):

"Dette retsomraade, der naevnes udtrykkeligt i EOEF-Traktatens artikel 220, er allerede reguleret i talrige internationale aftaler. Endvidere har Europaraadet udarbejdet en europaeisk konvention, der skal traede i kraft som enhedslov (' loi uniforme' ), og som med en tillaegsprotokol i hoejere grad end New York-konventionen skal lette anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser. Af denne aarsag forekom det hensigtsmaessigt at undtage voldgiftsomraadet i foerste omgang."

18 De internationale aftaler, navnlig New York-konventionen om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser (undertegnet den 10.6.1958, United Nations Treaty Series, Vol. 330, s. 3), som der henvises til, opstiller regler, som skal overholdes, ikke af voldgiftsmaendene selv, men af domstolene i de kontraherende stater. Reglerne vedroerer f.eks. henvisning af parterne i en tvist til voldgift samt anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser. Heraf foelger, at de kontraherende parter i Bruxelles-konventionen, da de undtog voldgift fra konventionens anvendelsesomraade med den begrundelse, at voldgift allerede var omfattet af internationale aftaler, havde til hensigt at undtage voldgiftsomraadet som helhed, herunder sager indbragt for de nationale retter.

19 Specielt med hensyn til en national rets udpegelse af en voldgiftsmand maa det fastslaas, at der er tale om en statslig foranstaltning med henblik paa at ivaerksaette en voldgiftsprocedure. En saadan foranstaltning falder derfor ind under voldgiftsomraadet og er saaledes omfattet af undtagelsen i konventionens artikel 1, stk. 2, nr. 4.

20 Denne fortolkning kan ikke anfaegtes af, at de omhandlede internationale aftaler ikke er undertegnet af alle medlemsstaterne og ikke omfatter alle aspekter af voldgiftsomraadet, navnlig ikke proceduren i forbindelse med udpegelse af voldgiftsmaend.

21 Desuden stoettes fortolkningen af de sagkyndiges udtalelser i den rapport, der blev udarbejdet i forbindelse med Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongeriges tiltraedelse af konventionen, hvorefter konventionen ikke vedroerer retssager, der er underordnet en voldgiftssag, som f.eks. sager vedroerende udnaevnelse eller tilbagekaldelse af voldgiftsdommere (EFT 1979 C 59, s. 93). I den rapport, der blev udarbejdet i forbindelse med Graekenlands tiltraedelse af konventionen, udtalte de sagkyndige ligeledes, at sager, hvor en domstol griber ind i forbindelse med voldgiftsorganets oprettelse, ikke omfattes af konventionen (EFT 1986 C 298, s. 1).

Spoergsmaalet om, hvorvidt det har betydning for konventionens anvendelse paa sagen, at der foerst skal tages stilling til, om der foreligger en voldgiftsaftale, eller om denne er gyldig

22 Impianti har i denne forbindelse gjort gaeldende, at undtagelsen i konventionens artikel 1, stk. 2, nr. 4, ikke omfatter tvister eller retsafgoerelser, der vedroerer spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger en voldgiftsaftale, eller om denne er gyldig. Undtagelsen gaelder heller ikke, naar voldgift ikke er hovedgenstanden, men kun et subsidiaert eller accessorisk spoergsmaal i sagen.

23 Impianti har anfoert, at hvis man ikke anlagde denne fortolkning, ville en af parterne kunne undgaa, at konventionen finder anvendelse, blot ved at haevde, at der foreligger en voldgiftsklausul.

24 Under alle omstaendigheder kan undtagelsen i konventionens artikel 1, stk. 2, nr. 4, efter Impianti' s opfattelse ikke finde anvendelse, naar der for forskellige retsinstanser, der er omfattet af konventionen, er tvist om, hvorvidt der foreligger en voldgiftsaftale, eller om denne er gyldig, uanset om dette spoergsmaal er blevet rejst som et hovedspoergsmaal eller et praejudicielt retsspoergsmaal i sagen.

25 Kommissionen er af samme opfattelse som Impianti, for saa vidt angaar tilfaelde, hvor spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger en voldgiftsaftale, eller om denne er gyldig, opstaar som et praejudicielt retsspoergsmaal.

26 Denne fortolkning kan ikke tiltraedes. Ved afgoerelsen af, om en sag er omfattet af konventionens anvendelsesomraade, boer der kun tages hensyn til sagens genstand. Hvis en sag paa grund af sin genstand, f.eks. udpegelse af en voldgiftsmand, er undtaget fra konventionens anvendelsesomraade, kan det ikke tjene som begrundelse for at anvende konventionen, at der foreligger et praejudicielt retsspoergsmaal - uanset hvad spoergsmaalet gaar ud paa - som retten skal tage stilling til for at kunne afgoere sagen.

27 Det ville i oevrigt vaere i strid med retssikkerhedsprincippet, som er et af de formaal, konventionen skal tilgodese (jf. dom af 4.3.1982, sag 38/81, Effer, Sml. s. 825, praemis 6), hvis anvendeligheden af undtagelsen i artikel 1, stk. 2, nr. 4, kunne afhaenge af, om der foreligger et praejudicielt retsspoergsmaal, idet et saadant naar som helst kan rejses af parterne.

28 Heraf foelger, at den omstaendighed, at et praejudicielt retsspoergsmaal i den sag, forelaeggelseskendelsen vedroerer, drejer sig om, hvorvidt der foreligger en voldgiftsaftale, eller om denne er gyldig, ikke har nogen indvirkning paa undtagelsen af en sag, som vedroerer udpegelse af en voldgiftsmand, fra konventionens anvendelsesomraade.

29 Herefter maa spoergsmaalet besvares med, at konventionens artikel 1, stk. 2, nr. 4, skal fortolkes saaledes, at den heri fastsatte undtagelse omfatter en sag for en national ret, som vedroerer udpegelse af en voldgiftsmand, selv om der under sagen foerst skal tages stilling til, om der foreligger en voldgiftsaftale, eller om denne er gyldig.

Det andet og det tredje spoergsmaal

30 Naar henses til besvarelsen af det foerste spoergsmaal, er genstanden for det andet og det tredje spoergsmaal bortfaldet.

Sagens omkostninger

31 De udgifter, der er afholdt af den tyske og den franske regering samt af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale domstol, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Court of Appeal (London) ved kendelse af 26. januar 1989, for ret:

Konventionens artikel 1, stk. 2, nr. 4, skal fortolkes saaledes, at den heri fastsatte undtagelse omfatter en sag for en national ret, som vedroerer udpegelse af en voldgiftsmand, selv om der under sagen foerst skal tages stilling til, om der foreligger en voldgiftsaftale, eller om denne er gyldig.